Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.

 

 


Skriv en kommentar