Udenrigspolitik

                                               

                                        Problemer ved Sydgrænsen

 Gottorp-hertugen Frederik 3. havde ved Roskildefreden 1658 opnået fuld selvstændighed over for den danske konge, hvad den hertugelige del af Slesvig angik, og denne selvstændighed blev bekræftet ved freden i København 1660. Herved var Gottorp blevet en konstant fare for Danmark, fordi det ved at fastholde forbindelsen med Sverige betød en stadig trussel mod sydgrænsen, så længe Sverige havde besiddelser i Nordtyskland.

Dette forhold kunne ikke ændres foreløbig. Danmark måtte dog i 1661 optage forhandlinger med Gottorp bl.a. om, hvorledes den hidtidige fællesregering over prælater, ridderskab og købstæder fremtidig skulle udformes. Da den unge hertug Christian Albrekt – som i 1659 havde efterfulgt sin fader – syntes, at danskerne var for pågående, sluttede han i 1661 en bistandspagt med Sverige. Dermed blev de fleste mellemværende udskudt til senere behandling.

I midten af 1660`erne fandt Christoffer Gabel en tilnærmelse til Gottorp betimelig. Begyndelsen blev gjort ved et ægteskab mellem Christian Albrekt og Frederik IIIs datter Frederikke Amalie, og det næste skridt blev et forlig i Glückstadt i 1667, hvor en del uoverensstemmelser blev løst og andre udskudt til senere drøftelser.

Der forelå dog et problem, som for en tid forenede kongeriget og hertugdømmet, nemlig arveretten til hertugdømmet Oldenburg. Dette spørgsmål ville blive aktuel, når den aldrende hertug Anton Gûnther døde uden at efterlade direkte arvinger. Kongen og Gottorp var i så fald indstillet på at dele arven. Så var spørgsmålet om arvefølgen i den kongelige del af Slesvig dukket op. Det førte til, at de små hertugdømmer Sønderborg og Nordborg blev inddraget af den danske konge. Det forenklede de indviklede forhold i hertugdømmet noget, men Frederik III måtte dog efterlade mange uafklarede problemet til sin efterfølger.

Tronskiftet og kampen om magten

Den 9. februar 1670 døde Frederik III efter få dages sygdom. Dødsfaldet kom overraskende, og ingen havde gjort sig forestillinger om, hvilke følger det ville få for statens styre. Der var dog ingen tvivl om, at Frederiks ældste søn Christian skulle følge faderen på tronen og ifølge Kongeloven overtage den absolutte magt. Men hvem skulle blive den vigtigste rådgiver for den nye konge?

Dette spørgsmål førte til voldsomme stridigheder blandt de folk, der stod kronen nær. Det førte til Christoffer Gabel fald og til fremgang for Peder Schumacher. I sommeren 1670, mens de fleste i inderkredsen var optaget af intriger, reformerede Peder Schumacher centralforvaltningen. Den uprøvede konge lagde navn til, men det var Schumacher, der udførte arbejdet. På den måde indførtes kancellistyre i Danmark.

Kronen på værket blev det nye geheimeråd, hvis medlemmerne var kollegiernes ledere, statholderen i Norge, Gyldenløve, og statholderen i hertugdømmerne, Ahlefeldt. Peder Schumacher blev rådets sekretær og dermed den, der samlede trådene. Men formelt var det hos kongen, alle afgørelser blev truffet. Det var ham, der udstedte alle love, forordninger og bekendtgørelser, og han besatte alle embeder. Spøgefuldt tilføjede kongen ofte personlige bemærkninger til forelagte sager: ”De ville alle have, og kan ikke alle få”, eller”Der er mange slags kød i denne frigasè”, eller ”Vèd I  (Schumacher) det ikke, ved jeg det ikke heller.” I virkeligheden var det Schumacher, der udførte det nødvendige arbejde og forelagde resultaterne for kongen til underskrift.

Statens  Herre

Schumacher interesserede sig nok for landbruget, men endnu mere for handel og industri. Han delte tidens almindelige opfattelse, at handelen trivedes bedst, når den blev drevet af kompagnier. På den måde blev handelen på Trankebar gjort til noget, der pludselig kunne svare sig. Samtidig bragtes ladninger af Østens kostelige varer hjem og indbragte store summer ved salget. Modsat blev salthandel helt frigivet med en kraftig opblussen til følge. Også industrien havde fremgang. Der oprettedes således klædefabrikker, saltværker og metalindustrier.

Schumacher sørgede for at fremme borgerstandens magt og indflydelse. Borgerne fik således  sikret jævnbyrdig repræsentation med adelen i kompagnierne, og en ny adel blev oprettet: greve og friherrestanden, som blev tildelt vigtige embeder. Elefantordenen, som blev til under Christian I i 1400-tallet, fornyedes, og Dannebrogsordenen indstiftedes. Alt dette gav kongen mulighed for at hædre og ophøje, hvem han ville.

Men Schumacher brugte også sine evner til at betænke sin egen velfærd. I 1670 giftede han sig med den purunge Karen Nansen, en sønnedatter af Hans Nansen, der i sin tid besad indbringende embeder. Denne forbindelse bragte ham i besiddelse af megen jordegods, som han mageskiftede med Tønsberg Provstis jordegods i Norge. Dette fik ved overdragelsen navnet Griffenfeld, og samtidig blev det bekendtgjort, at ejeren fremtidig skulle bære dette navn og føre adeligt våben. I 1671 blev Griffenfeld geheimestatsråd og fik tildelt Dannebrogsordenen.

I maj 1672 døde Karen Nansen knap sytten år gammel kort tid efter at have født en datter. En tid derefter var Griffenfeld tynget af sorg, men sorgen blev ikke langvarig, og han trøstede sig til anden side, som han nu kunne. På den tid begyndte han også at tage sig af udenrigspolitikken. Snart opnåede han herredømmet over Tyske Kancelli, hvorefter Ahlefeldt lod sig glide i baggrunden, og Gyldenløve trak sig tilbage til Norge. Griffenfeld beholdt valpladsen, stillingen i kongens umiddelbare nærhed.

I 1673 udnævntes han til rigskansler, dvs. regeringens leder, han fik tildelt titlen greve – med Samsø som grevskab – og dertil Elefantordenen, ”det blå bånd”. I det følgende år blev han tillige kansler og dertil præsident i Højesteret.

Dermed havde Griffenfeld .faktisk hele centraladministrationen under sig. Hans instruks som rigskansler gav ham fuldstændigt herredømme over Danske og Tyske Kancelli. Han beherskede Skatkammerkollegiet og Admiralitetet. Han førte forsædet Statskollegiet, og her skulle han forelægge, hvad kongen – dvs. han selv – ønskede forhandlet. Kollegiestyret var dermed stort set bragt til ophør.

Efterhånden fik Griffenfeld mange modstandere, også blandt officererne. Det afgørende var dog kongens holdning over for ham. Det er ganske klart, at Griffenfeld tidligt fik Christian V i sit ledebånd, måske først og fremmest fordi han gjorde det let for ham at være konge, men det førte også til, at kongen fik sin underlegenhed at føle. Omsider, i 1675, blev det kongen for meget, og han sendte Griffenfeld en advarselsskrivelse om ”hvad mig misfalder”.

Kongen erklærede først, at ingen uden kongen selv, altså heller ikke Griffenfeld, skal dirigere generalerne. Ligeledes skal enhver selv forestå sit embede, ”og ikke èn (dvs. Griffenfeld) dirigere dem alle sammen”. Dernæst kommer det direkte: ”Tag Eder ikke selv mere autoritet og respekt til, uden i det, som Eders embede vedkommer, og gør mig ikke alting, som dog endelig skal være, for umuligt”.

Videre hedder det: ”Tager Eder i vare, at I udi min nærværelse beordrer noget, som jeg først burde resolvere, og når jeg siger noget, da hjælper mig udi tanker og fører mig ikke tvært imod mine tanker, bringer mig ikke først på èn sentiment og bringer mig da også på en anden mening igen”.

Det var en advarsel, hvor ubehjælpsomt den end var skrevet, som Griffenfeld ikke kunne kimse ad, for der stod andre bag den. Men da Griffenfeldt modtog den, var han langt inde i et udenrigspolitisk spil, som han ikke kunne afbryde.


Skriv en kommentar