Råstofudvinding i Grønland

Råstofudvinding i Grønland

Godthåbsfjorden, Ikatup nukasia, fotograferet af Gumuken

Sidst på året 2012 blev en mulig udvinding af jernmalm ved Godthåbsfjorden 100 kilometer fra Nuuk diskuteret voldsomt i den danske presse. Mange meninger og synspunkter kom til udtryk, men ikke alle var velbegrundede. Den side af sagen blev dog afhjulpet, da Politiken den 11. januar 2013 bragte en kronik af professor Christen Sørensen, fhv. overvismand og fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi m.m. Christen Sørensen udelukker ikke, at rettighederne til udvindingen af jernmalm kunne overgå til et kinesisk statsselskab, men han peger også på andre muligheder.

For fire år siden åbnede Grønlands landsstyre for forhandlinger med Alcoa, der planlagde at bygge et aluminiumssmelteanlæg i Grønland i samme gigantiske størrelse som i Island. Anlægget med tilhørende vandkraftværker ville koste 15 milliarder kroner, forlyder det. Til gengæld ville værket skabe en årlig omsætning i Grønland på 3-4 mia. kroner og 500-700 arbejdspladser, men hvem skulle betale de enorme etableringsomkostninger, og hvordan blev betingelserne på længere sigt?

Maniitsoq (Sukkertoppen), der ligger godt 100 kilometer nord for Nuuk, kan blive det mulige hjemsted for en aluminiumsproduktion. Byen har 3.500 indbyggere, der i givet fald vil kunne få gavn af den beskæftigelse, værket vil medføre, men uanset hvor anlægget eventuelt bliver placeret, vil det medføre et alvorligt indgreb i en storslået natur.

Grønland har tidligere kendt til minedrift. I Den sorte Engel ved Maarmorilik i den nordlige del af Vestgrønland blev der i mange år brudt bly- og zinkmalm. Denne virksomhed skabte mange arbejdspladser, men ophørte i 1990, da minen ikke længere var rentabel. I  Ivittuut (Ivigtut) i Sydgrønland brød man i mange år kryolit, som bl.a. blev brugt som flusmiddel ved aluminiumudvinding og til fremstilling af visse porcelæns- og fajancesorter. Men brydningen af kryolit ophørte for et par årtier siden, da minen var udtømt.

Men ved Mestersvig i Østgrønland findes der molybdæn, som bruges i stållegeringer. Nu ser det ud til, at det kan betale sig at udvinde stoffet, og det forventes, at et canadisk firma i nær fremtid vil åbne en mine, der vil kunne beskæftige 600 mand. I den nærmeste og eneste by i området – Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), der ligger et par hundrede kilometer sydpå – bor der kun 500 mennesker. Skal byen levere arbejdskraft til minen, vil det betyde en total forandring af det lille samfund, hvor den eneste erhvervsmulighed i dag er fangst og fiskeri.

Ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) findes de såkaldte `sjældne jordarter`, der er nødvendige i de moderne industrier, der fremstiller computere, mobiltelefoner, batterier m.m. Christen Sørensen hævder i sin kronik, at Kina har sikret sig adgang til de fleste af de `sjældne jordarter`, der findes i verden, og således har en slags monopol på området. Derfor har han med henblik på de grønlandske forekomster forsøgt at få dansk industri og europæisk mineralindustri på banen i Grønland, men hidtil uden resultat.

I sin kronik i Politiken skriver han følgende om denne sag: `Havde man på EU-plan mødt den fremstrakte hånd (fra Grønland), ville der straks være taget initiativ til at sende en højtstående og beslutningsdygtig delegation til Grønland med repræsentanter for såvel EU-kommissionen, den europæiske mineindustri og naturligvis en betydelig dansk deltagelse. Men det skete ikke – i hvert fald ikke endnu. Realiteten for de grønlandske politikere er derfor, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag det planlagte aluminiumsprojektet i Maniitsoq.`

I 2005 gik et svensk selskab i gang med at udvinde olivin i nærheden af bygden Atammik i Maniitsoq kommune. Olivin bruges til stålfremstilling. På grund af  kinesernes voldsomme forbrug af stål kunne det pludselig betale sig for det svenske LKAB at udnytte den ellers billige mineral så langt væk som i Grønland. LKAB, som ejes af den svenske stat, arbejder med jernudvinding i Kiruna og har en omsætning på omkring ti milliarder svenske kroner. Selskabet har oprettet datterselskabet Seqi Olivine A/S, som driver olivinminen i Atammik i samarbejde med det danske entreprenørfirma MT Højgaard. I alt er der 50 ansatte i minebyen fra minører til arbejdsmænd og rengøringspersonale, og hovedparten er grønlændere. De fleste af dem kom fra Maniitsoq, hvor rejefabrikken lukkede nogle år, inden olivinminen blev startet.

I 2004 åbnede Grønlands første guldmine, og det skabte en vis opmærksomhed, da det kom frem, at guld fra minen blev anvendt til fremstilling af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys forlovelsesringe. Guldet blev i 1993 lokaliseret ved Nalunaq i Kirkespirdalen, der ligger en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Crew Gold Corporation ejer nu alle aktier i Nalunaq Goldmine. NunaMinerals med hjemmestyret som hovedaktionær, suppleret af omkring tusind småaktionærer i Grønland og Danmark, ejede indtil 2007 en mindre aktiepost på 17,5 procent i Nalunaq Goldmine, mens Ceew ejede resten. Efter endnu et år med underskud, og efter at Crew havde oprettet sit eget smelteværk på Newfoundland i Canada, besluttede NunaMinerals at sælge sin aktiepost til Crew. Den officielle forklaring var, at det grønlandske selskab i stedet ønskede at koncentrere kræfterne om mineralefterforskning rundt om i Grønland.  Før beslutningen havde NunaMinerals krævet en undersøgelse af varestrømmen i selskabet, men der kom ikke nogen undersøgelse. Derimod steg kursen på Crew Gold Corporations aktier  med 839 procent på knap fire år. Hvordan hang det sammen med at guldminen i Grønland gav underskud?

Forklaringen synes at være, at Crew har købt guldminer andre steder i verden og at guldprisen er steget. Når selskabet alligevel fortsætter guldudvindingen i Nalunaq, skyldes det formentlig, at lødigheden af guldet i Grønland er høj, 18-20 gram per ton malm, mens den i selskabets mine i Guinea i Vestafrika kun er 1-1,5 gram per ton. Til gengæld er guldet der let at bryde, og lønningerne lave. Det samme gælder for selskabets guldminer på Filippinerne.

For nogle år siden udtalte Erik Andersen, der er direktør for guldminen i Nalunaq, til Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen GRØNLAND Mægtig og Afmægtig følgende: `I Grønland er lønningerne høje. Udgifterne ved at drive minen er i det hele taget enorme. Fordi den ligger så afsondret, koster det millioner at transportere folk og materialer frem og tilbage. Derfor tjener vi ikke noget for øjeblikket. Men vi håber, at det kommer snart, for ellers bliver minen simpelthen lukket.`

Det er den dog ikke blevet!

Norden skal på banen

Råstofudvindingen i Grønland er for stor en sag til, at grønlænderne kan klare den alene. Selv med et aktivt samarbejde med Danmark forekommer opgaven overvældende. Derfor bør alle de nordiske lande på banen. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne passende aktiver de mineselskaber og finansielle sektorer, der har kræfter og erfaringer på de deres respektive områder.

Det statsejede svenske LKAB har mangeårige erfaringer med jernudvinding i Kiruna i Nordsverige og er allerede engageret i Grønland. I 2005 gik Seqi Olivine A/S, der er et datterselskab under LKAB, i gang med at udvinde olivin, der bruges til stålfremstilling, i nærheden af bygden Atammik i nærheden af Maniitsoq Kommunne (Sukkertoppen).

I Sydgrønland har et canadisk mineselskab, Crew Gold Corporation, siden 2005 brud guldholdig malm ved Nalunaq en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Herfra sejles malmen til forarbejdning på Newfoundland. (Jvf. Marianne Krogh Andersen: GRØNLAND Mægtig og Afmægtig)

Der skal stærke kræfter til for at tage konkurrencen op med London Mining og Den kinesiske Statsbank, som foreløbig er de eneste, der har budt ind på muligheden for at bryde jernmalmen ved Godthåbfjorden. Mon ikke Norden som en samlet enhed er i stand til at gøre det? Målt i BMP 2008

ligger de nordiske lande under et på en elvteplads blandt verdens rigeste lande. (Jvf. Gunnar Wetterberg: Förbundsstaten Norden).

Danmark, med sit indgående kendskab til grønlandske forhold, og Grønland selv må være de naturlige formidlere af en storstilet nordisk indsats for udnyttelse af Grønlands råstoffer. De kan i fællesskab sikre, at grønlænderne fra begyndelsen får indtægter fra de virksomheder, der ønsker at etablere sig i deres land.