Systemskifte

Socialismen og liberalismen har hærget verden, mens den suverænt bedre Georgisme stadig kæmper for at få luft under vingerne.

Miseren kan tilskrives tilhængernes ildhu, som til fulde har demonstreret sandheden i talemåden: Det bedste er det godes værste fjende.

De vestlige demokratier har i mangel af bedre valgt socialliberale løsninger, mens borgerne i frustration søger noget bedre.

Situationen råber på, at georgisterne præsenterer deres ideologi og de deraf afledte gode løsninger. Mens debatten om etableringen af det perfekte samfund henvises til interne symposier.

 

Georgismen

I det georgistiske samfund er der fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og privat ejendomsret til de arbejdsskabte værdier. Det repræsenterer således det bedste fra socialismen og liberalismen i modsætning til de socialliberale vestlige samfund. I disse samfund påberåber man sig den private ejendomsret samtidig med, at borgernes arbejdsindsat beskattes hårdt, og man forærer de samfundsskabte værdier og naturressourcerne til grundejere og private interesser.

Frihandel er det andet bærende element i georgismen.

I sin søgen efter årsagerne til fattigdom i en verden rig på ressourcer og teknologiske landvindinger nåede Henry George frem til, at jordmonopolet og handelsrestriktionerne er de væsentligste.

Det er glædeligt at konstatere at en af vor tids mest fremtrædende samfundsdebattører på det globale plan, Bjørn Lomborg, nu også kraftigt advokerer for frihandel. Da han stadig er ung kan man håbe, at han også når til erkendelse af den afgørende betydning af den naturlige ejendomsret.

 

Revolution eller evolution

Når utilfredsheden med det eksisterende system har vokset sig stor, og der tegner sig et alternativ, er tiden moden til et systemskifte. Er befolkningen frataget demokratiske rettigheder kan en voldelig revolution komme på tale, men det er værd at bemærke, hvor afgørende resultater Ghandi nåede i Indien ved at mobilisere en fredelig opstand og tilsvarende egypterne og tuneserne i det arabiske forår.

Det som jeg her vil koncentrere mig om er skiftet til et georgistisk system i et demokratisk samfund. Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i danske forhold. Det er min opfattelse, at de forhindringer, der har vist sig i Danmark, også i større eller mindre grad har været til stede i de andre vestlige demokratier.

Et systemskifte i et demokrati er en vanskelig og langvarig proces. Første trin er at skabe opmærksomhed om ideerne og forståelse for deres fortrin. I den forbindelse skal der fremlægges konkrete forslag, som i tilfælde af den nødvendige indflydelse kan gennemføres i valgperioden. Forløber den første valgperiode med indflydelse tilfredsstillende er vejen banet for et godt valg med efterfølgende stærkere indflydelse.

I Danmark startede det meget lovende. I første halvdel af det 20. århundrede blev der skabt en bred opbakning om de georgistiske ideer, som flere partier tog til sig – også det store parti, Socialdemokratiet! Det kulminerede med, at regeringen i 1948 nedsatte en kommission med den opgave “……. at søge klarlagt de spørgsmål, der står i forbindelse

med gennemførelse af fuld grundskyld ………”. Kommissionen afgav sin betænkning i 1954.

Hvorfor denne omfangsrige og grundigt bearbejdede  betænkning ikke blev startskuddet til realiseringen af georgismen i Danmark, vil jeg vende tilbage til. Først er det formålstjeneligt at se på de grundlæggende begreber jordrente, ejendomsret og grundskyld.

 

Jordrenten

Jordrente er et ældre ord, som ikke har noget at gøre med begrebet rente, men formentlig er afledt af det engelske ord rent, der betyder leje og jordrente (economic rent). Jordrenten er således et udtryk for den løbende ydelse en bruger er villig til at betale for at bruge et stykke jord. Vel at mærke på markedsvilkår.

Da jorden som udgangspunkt er en naturgiven værdi, bør jordrenten tilfalde samfundet. Det bør være enhver regerings fornemste opgave at sikre dette. Realiteten er imidlertid, at dette stort set ikke er sket. De få steder, hvor man har været opmærksomme på ejendomsretsspørgsmålet, er jordrenten kun blevet opkrævet for en mindre dels vedkommende.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning af jordrenten til samfundet har været stigende handelspriser for jord til fordel for jordejerne. Man taler om en kapitalisering af jordrenten. Køberne af et stykke jord, det være sig landbrugsjord eller byggegrund, kommer således til at betale den fulde jordrente i form af forrentning og afdrag på købesummen oveni den utilstrækkeligt pålignede jordværdiskat.

Forestiller man sig, at jordværdiskatten, i stedet for at blive opkrævet med et for lille beløb i forhold til udviklingen i jordrenten, opkræves med et for stort beløb, vil man opleve den modsatte udvikling. Handelsværdierne vil falde og jordejerne vil blive påført et tab. Herudover vil de stadig skulle forrente og afdrage den højere købesum og betale den samme jordværdiskat som nye købere.

Denne forklaring af jordværdiskattens virkninger illustrerer hvor magtfuldt et fordelingspolitisk instrument, den er. Under en højkonjunktur, hvor jordværdiskatten ikke reguleres i takt med udviklingen i jordrenten, er det astronomiske beløb, der på denne måde uden en bagvedliggende produktion foræres jordejerne og dermed forøger deres forbrugsmuligheder og investeringsmuligheder. En aktieboble følger ofte en boligboble. Og når boblerne brister udløses en krise. Den nuværende krise, som er den værste siden 30-ernes, er et eklatant eksempel.

Ofrene for den utilstrækkelige opkrævning af jordrenten er primært de unge, der er ofre for et enormt generationstyveri. De betaler langt mere for at bruge deres stykke jord end deres ældre medborgere. De unge, der kommer ind på ejerboligmarkedet eller starter som selvstændige landmænd omkring toppen af en højkonjunktur, rammes særligt hårdt – ofte med en menneskelig og økonomisk deroute som resultat.

 

Ejendomsretten til jorden og jordrenten

Jorden er givet os fra naturen og bør som sådan være fælles ejendom. Imidlertid er den ikke umiddelbart anvendelig til sit formål. At gøre den moden til landbrug kan kræve en stor arbejdsindsats. Derfor har det fra de ældste tider forekommet indlysende rigtigt, at den, der udførte denne opgave, også var den retmæssige ejer til jorden. Jordejerne tilfører yderligere værdi i form af bygninger og anlæg, hvilket forstærker den intuitive oplevelse af den private ejendomsret til jorden som den rigtigste løsning. Endvidere ville den private ejendomsret til bygninger og anlæg være i modstrid med en fælles ejendomsret til jorden.

Det traditionelle private ejendomsretsbegreb i forhold til jorden overser imidlertid et væsentligt forhold: jordrenten afhænger ikke kun af ejerens indsats. Jordens frugtbarhed er fra naturens hånd stærkt varierende, samfundets investeringer i infrastruktur m.v. tilgodeser forskellige egne i stærkt varierende grad og konjunkturerne påvirker over tid jordrenten i varierende grad. For at sikre at fordelene af disse naturgivne og samfundsskabte værdier kommer alle til gode, er det nødvendigt, at jordrenten opkræves af samfundet.

De nævnte forhold har bevirket, at mange georgister har ment, at samfundets ejendomsret til jorden er afgørende. Da der som anført er gode grunde til den traditionelle opfattelse af den private ejendomsret til jorden som rigtig og naturlig, har disse krav om fælles ejendomsret til jorden skabt unødvendig modstand mod georgismen. Denne modstand er der ikke nogen grund til at nære, når det afgørende er samfundets ret til jordrenten, hvilket der ikke er fremført gode argumenter imod.

Der er ingen grund til at gøre opgaven vanskeligere end den er.

 

Grundskyld og jordværdiskat

Grundskyld er for så vidt et udmærket gammelt dansk ord, der beskriver det centrale forhold, at man som bruger af et stykke jord påtager sig en forpligtelse overfor samfundet. Grundskyld betegner den del af jordrenten, som opkræves af det offentlige. Da ordet ikke siger yngre mennesker noget, har jeg valgt at anvende ordet jordværdiskat, der er en direkte oversættelse fra engelsk af land value tax, LVT, der er internationalt anvendt.

Begrebet fuld grundskyld betegner den optimale situation, hvor hele jordrenten opkræves af samfundet.

Danmarks forspildte chance

Med de grundlæggende mekanismer ridset op er det nu muligt at forstå, hvorfor Grundskyldskommissionens betænkning ikke blev starten på ideernes realisering i Danmark, men snarere blev et monument over et halvt århundredes oplysningsarbejde.

Opgaven lød eksplicit på at indføre fuld grundskyld og implicit på at gøre det over en kortere årrække. Fuld grundskyld er et udtryk for at hele jordrenten opkræves af samfundet, hvilket indebærer at jordens handelspris er 0.

Man kan også sige, at man skulle finde en løsning på at eliminere virkningen af mere end et halvt århundredes fejlslagen politik samtidig med, at man skulle indføre en fremtidig rigtig.

Reduktionen af de aktuelle handelspriser på jord til 0 gennemføres ved at påligne en jordværdiskat, der sikrer, at hele jordrenten tilfalder samfundet, hvilket rejser spørgsmålet om hvem, der skal bære tabet. Hvem skal betale for, at jordejere i mange årtier har realiseret store gevinster i form af den kapitaliserede jordrente. Det er spørgsmål som kan holde mange kommissioner beskæftiget i rigtig lang tid. Der findes ikke en retfærdig løsning. Og der findes ikke en løsning som kan samle et flertal. Om ikke andet så har Grundskyldskommissionens arbejde bevist dette. Når der på trods af den tids positive indstilling til de georgistiske ideer ikke kunne findes en løsning, så bør konklusionen være, at kommissionens opgave er umulig i et demokrati.

Allerede dengang burde man have foreslået at se bort fra det, der var gået skævt i fortiden og koncentrere sig om fremtiden. Sammenligner man datidens jordværdier med de nuværende, ville en jordværdiskat, der løbende inddrog den stigende jordrente, have resulteret i at praktisk taget hele jordrenten i dag ville tilfalde samfundet.

 

De spildte år

Siden Grundskyldskommissionen måtte opgive at nå frem til en fælles anbefaling, har georgisterne forsømt at uddrage læren af fiaskoen. Alle har accepteret opgaveformuleringen om en forceret gennemførsel af “fuld grundskyld” (opkrævning af hele jordrenten til samfundet). Alle har været enige om at arbejde for den “optimale” løsning. Alt eller intet!

Som følge af denne fatale undladelse af at sætte spørgsmålstegn ved opgaveformuleringen har man brugt kræfterne på at løse cirklens kvadratur. Der er brugt mange gode kræfter på at udarbejde sindrige overgangsløsninger, som skulle få det til at se plausibelt ud, at nogle udvalgte grupper i samfundet, som ikke har haft nogen eller kun ringe andel i årtiers jordværdistigninger, kom til at bære formuetabet som følge af elimineringen af de kapitaliserede jordværdier.

Der har også været ført mange og lange  heftige debatter om, hvorvidt den fulde grundskyld ville kunne dække samfundets udgifter eller om samfundets udgifter simpelthen skulle begrænses til, hvad den fulde grundskyld måtte indbringe. Det er ideologisk interessant, men uden nogen positiv effekt i forhold til en bredere mobilisering af tilhængere.

Siden år 2000 har danske boligejere betalt ejendomsværdiskat, der er en skat beregnet på grundlag af den samlede ejendomsværdi – altså grundværdi og bygningsværdi. Denne skat har georgisterne ikke i væsentligt omfang taget afstand fra, ud fra den – rigtige – begrundelse, at denne skat, ligesom jordværdiskatten, har den virkning, at den begrænser de samfundsskabte stigninger i ejendomspriserne.

Alligevel ville det have været gavnligt at have markeret sin modstand, da skat på bygninger er en skat på arbejde – ydermere er det en årligt gentagen skat. En klar principiel afstandtagen vil være opmærksomhedsskabende og medvirke til at profilere det georgistiske ejendomsretsbegreb.

 

Ny strategi

Udviklingen har tydeligt vist, at fornyet fremgang for georgismen kræver en ny strategi.

En ny strategi skal først og fremmest respektere, at i et demokrati skal ethvert skridt i den rigtige retning kunne samle et flertal.

Det vil ikke være muligt at skabe et flertal for en jordværdiskat, som har til formål at genoprette, hvad mere end 100 års for lille opkrævning af jordværdiskat har skævvredet. Derfor skal jordværdiskatten alene have som formål at inddrage fremtidige samfundsskabte værdistigninger. Ønsket om en forceret indførelse af det bedst mulige samfund må ikke endnu engang forhindre, at der føres en rigtig og retfærdig politik, der systematisk bevæger samfundet i den rigtige retning. Spørgsmålet er ikke, om vi har skabt det optimale samfund om 20 eller 60 år, men om den førte politik er den rigtige.

Vi står nu på samme niveau, som georgisterne for 100 år siden, for så vidt angår kendskabet til de georgistiske ideer.  Det kan måske lyde nedslående. Der er imidlertid nogle væsentlige forskelle på dengang og nu. For det første er mulighederne for massekommunikation radikalt forbedrede. Dernæst er kendskabet til de fatale følger af boligbobler væsentligt større. Endelig er vælgernes parathed til at afprøve nye muligheder stor. De har gang på gang demonstreret, at de næsten desperat søger alternativer til de socialliberale partier. Dog har det generelt høje oplysningsniveau og en sund skepsis bevirket, at socialismen og liberalismen ikke er blevet valgt som brugbare alternativer.

I oplysningen om Henry George grundlæggende ideer er det væsentligt at få præciseret ejendomsretsbegrebet i forhold til jorden og jordrenten. Det bør fremhæves, at georgismen i modsætning til socialismen og liberalismen ikke varetager særinteresser, men ser på hvad der tjener det fælles bedste, og hvad der er mest retfærdigt.

Det er væsentligt, at den politik, der konkret foreslåes, er i fuld overensstemmelse med ideologien i forhold til fordelingen af den fremtidige værdiskabelse. Anvendelse af jordværdiskatten til at sænke handelspriserne på jord, dvs. til at påføre boligejere, landmænd og andre jordbesiddere tab, bør være bandlyst. Det er altid betænkeligt i et demokratisk samfund, at forsøge at skabe retfærdighed med tilbagevirkende kraft.

Det skal være tydeligt for alle, at jordværdiskatten har til formål at stabilisere handelspriserne på jord. Er der tendens til stigende eller faldende handelspriser skal jordværdiskatten løbende justeres.

De store øjeblikkelige fordele ved en sådan klart defineret jordværdiskat skal overbevise om nødvendigheden af reformer:

  • ingen boligbobler
  • intet hasardelement ved køb af bolig
  • ligestilling mellem ejere og lejere
  • intet generationstyveri
  • alle får andel i de samfundsskabte værdier
  • jordværdiskatten kan finansiere reduktion af skatten på arbejde
  • det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at udløse øgede ejendomspriser – i stedet vil det medføre højere jordværdiskat

Det er min opfattelse, at retten til udbyttet af egen arbejdsindsats skal yderligere fremhæves. Hidtil har georgisterne tydeligt tilkendegivet, at indkomstskatten skal ned og i sidste ende fjernes. Dermed er politikken for den direkte beskatning klargjort. Men indkomst beskattes også indirekte. Det sker i form af indtægts- og formuebestemte ydelser fra det offentlige og ved forøget egenbetaling af offentlige ydelser i forhold til indtægt og formue. Denne beskatning virker ikke motiverende for lysten til at arbejde og spare op, og er efter min mening stort set lige så uretfærdig og skadelig som den direkte beskatning af arbejde.

Med den rigtige strategi vil det være muligt at bringe Henry George i den førerposition i forhold til Karl Marx og diverse liberalistiske økonomer, som han fortjener.