Socialdemokratiske Bobler

Socialdemokratisk næstformand , fhv. MF Klaus Ebbesen, vil have sommerhusreglen afskaffet (JP 28/4) , i logisk sammenhæng med sit partis EU-begejstring. Det er fint i overensstemmelse med partilinjen, at han ikke advokerer for, at den sommerhusboble, der vil opstå ved en ophævelse af sommerhusreglen, skal forebygges af en effektiv, løbende ejendomsbeskatning. Arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skal fredes, og borgerne skal brandskattes af deres arbejde, sådan er den socialdemokratiske melodi nu.

Koncernchef, ejendomsudlejer og grundsælger Klaus Ebbesen (S) mener ikke, at danske sommerhusområder vil blive opkøbt af tyskere ved en afskaffelse af sommerhusreglen, men samtidig forudser han, at afskaffelsen vil skaffe “yderligere kapital” til yderområderne. Således lykkes det ham i kommentarens to sidste afsnit at modsige sig selv 180 grader.

Danske sommerhusområder er stærkt efterspurgte blandt især tyskere, hos hvem ejendomspriserne er to eller tre gange så høje som i Danmark. Og så ligger de tæt på de folkerige tyske delstater – modsat de østeuropæiske lande, Ebbesen nævner. Så skal sommerhusreglen falde, må vi have en skattereform, der punkterer prisboblen og stadig gør det muligt for almindelige danskere at erhverve sig sommerhuse.


Skriv en kommentar