Retfærdig fordelingspolitik – nu

Et spørgsmål om at skelne mellem mit, dit og vort

Intet retfærdigt samfund uden jordværdiskat – eller med et godt gammelt ord, grundskyld. For den boligejer, der har stiftet bekendtskab med den kommunale grundskyld og ejendomsværdiskatten forekommer denne påstand nok besynderlig. Ikke desto mindre er den rigtig.

Retfærdighed

Pudsigt nok påstår alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, at de arbejder for et mere retfærdigt samfund. Det, der skiller dem, er deres opfattelse af ejendomsretten. Venstrefløjen vil have afskaffet den private ejendomsret, og højrefløjen vil have den respekteret fuldt ud og i alle forhold. Midterpartierne har et lidt udefineret forhold til ejendomsretten – man kan vel med lidt venlighed betegne den som pragmatisk.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af det retfærdige samfund er den naturlige ejendomsret. Ifølge den gælder den fælles ejendomsret de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den private ejendomsret omfatter de arbejdsskabte værdier. Det indebærer, at værdien af vore råstoffer og de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord skal anvendes til fællesopgaver, mens den enkelte borger skal kunne råde frit over udbyttet af egen arbejdsindsats. Det sidste selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at samfundets fællesopgaver skal løses.

De læsere, der stadig foretrækker den socialistiske eller den liberalistiske retfærdighed, kan med fordel stoppe her. For ifølge den naturlige ejendomsret skal den, der arbejder mere, have mere end den, der arbejder mindre. Og ingen skal kunne indkassere milliongevinster – skattefrit – på køb af egen bolig, ligesåvel som ingen boligkøber skal påføres tilsvarende tab. Den vanvittige kasinoøkonomi på boligmarkedet skal simpelthen afskaffes. Det samme (ud af Folketinget) skal de politikere som bare lukker øjnene for disse urimeligheder. De mest hykleriske af dem, er de, der argumenterer for de samfundsmæssige fordele ved lavere skat på arbejde, samtidig med at de nægter at gøre noget ved uhyrlighederne på boligmarkedet. For ikke at tale om landbruget, hvor skatteydernes penge i form af EU-tilskud har bevirket enorme stigninger i jordpriserne.

Med inspiration fra Piet Hein kan det siges sådan:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.

Ejendomsret

Da det er opfattelsen af ejendomsretten, der deler vandene, er det formålstjenligt med et par yderligere bemærkninger om den. Den har været til “diskussion” siden nogle dyr begyndte at pisse deres territorier af. I nyere tid har vi set amerikanerne med tilsvarende “etisk ræsonnement” plante deres flag på månen.

Efter fremkomsten af de socialistiske ideer er debatten om ejendomsretten blevet polariseret mellem på den ene side tilhængerne af privat ejendomsret og på den anden side tilhængerne af fælles ejendomsret. Det er en meningsløs debat, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet: ejendomsretten til hvad?

Det gjorde Henry George opmærksom på allerede i 1800-tallet. Han sondrede mellem på den ene side de arbejdsskabte værdier og på den anden side de naturgivne og samfundsskabte værdier.

Henry George argumenterede for det etisk rigtige i, at den enkelte har ret til det fulde udbytte af sin arbejdsindsats (privat ejendomsret). Skat på arbejde (indkomstskat) er følgelig uetisk. Ifølge mange moderne økonomer er den også en belastning for samfundsøkonomien. De fleste er endvidere helt bevidste om, at den er uretfærdig, dels fordi mange indkomster kan holdes uden for beskatning, dels fordi de helt store indkomster kan skattemæssigt elimineres via afskrivninger. Endelig er ingen i tvivl om, at den er et bureaukratisk monster.

Henry George fremhævede endvidere det etisk rigtige i, at vi i fællesskab ejer de værdier, vi har fået fra naturens hånd og de værdier, vi skaber sammen. Det var et synspunkt, som var ilde hørt blandt de magtfulde interesser, der lukrerede på deres private ejerskab til disse værdier. Derfor var det en livslang og hård kamp for ham at få udbredt og accepteret sine tanker. Det er i vor tid stadigt svært at trænge igennem med denne indlysende rigtige opfattelse af ejendomsretten, som også betegnes naturlig ejendomsret.

For de fleste vil det nok forekomme umiddelbart indlysende, at værdien af naturens metaller og mineraler m.v. retfærdigvis bør tilhøre os alle. Ikke desto mindre har den borgerlige regering indgået aftaler med A.P. Møller Mærsk og konsorter, der giver dem ejendomsretten til vore olie- og gasforekomster. Derfor må bevidstheden om den naturlige ejendomsret styrkes, sådan at næste gang emnet eller et lignende kommer op, vil det udløse et ramaskrig – endnu stærkere end da den nuværende socialdemokratiske/radikale regering proklamerede salg af DONG til Goldmann Sachs – hvis man vil fortsætte i samme skure.

De samfundsskabte værdier er ikke umiddelbart så lette at forholde sig til, da de knytter sig til ejerskabet til jorden. Vor jord er naturgiven og burde derfor ligesom metaller og mineraler m.v. være ejet af staten. I så fald ville ingen enkeltpersoner kunne score en gevinst på at eje jord – forudsat selvfølgelig – og det er helt afgørende – at staten til stadighed opkræver markedsprisen for at disponere over jorden. Undlader staten dette, er ejerskabet uden betydning.

Kendsgerningen er imidlertid, at jorden i mange år har været omfattet af den private ejendomsret og til stadighed er steget i pris. Ikke kun i takt med den almindelige prisudvikling, men langt stærkere. Denne ekstraordinære prisstigning skyldes dels den almindelige velstandsstigning dels det forhold, at jorden udgør et monopol, hvor der ikke i takt med forøget efterspørgsel kommer et større udbud. Prisstigningerne er meget ulige fordelt. I de områder, hvor samfundet i særlig høj grad investerer i infrastruktur og offentlige institutioner ses de kraftigste stigninger. Prisstigningerne repræsenterer en samfundsskabt værdi, som burde være tilfaldet samfundet set i lyset af, at jorden er vor fælles ressource.

Samfundet burde have opkrævet en stadigt stigende jordværdiskat, så de samfundsskabte værdier ikke, i form af prisstigninger, var endt i jordejernes lommer. Havde samfundet gjort det, ville den private ejendomsret til jorden være uden fordelingspolitiske ulemper.

Det billede, der tegner sig, er, at selvom jorden er vor fælles ressource, er det ikke ejendomsretten til jorden, der er afgørende, når det skal sikres, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Det afgørende er den løbende beskatning af jordværdien. Det som på økonomsprog betegnes opkrævningen af jordrenten (den markedsbestemte lejeværdi af jorden – se mere under jordværdiskat og jordrente). Det er denne brugsværdi af jorden, som er vor fælles ejendom.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning til samfundet af jordrenten er, at vor tids jordejere har måttet erhverve deres jord til høje priser. Det er beløb, der skal betales af arbejdsindkomst, der ydermere er indkomstbeskattet. Så ifølge den naturlige ejendomsret er der tale om betalinger, der klart henhører under den private ejendomsret.

Det er et faktum, som ikke kan ignoreres, når den fremtidige fordelingspolitik skal bestemmes.

Retfærdig fordelingspolitik

Fordelingspolitik består traditionelt i at kradse nogle penge ind til det offentlige og derefter bruge dem på de offentlige opgaver samt udlodde beløb til borgerne efter nogle sindrige regler, der ofte baserer sig på borgernes formue og indtjening. Den bærende ideologi udtrykkes i den forslidte frase: “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Denne vanetænkning manifesterer sig i, at man i vort nuværende system brandbeskatter folks arbejdsindsats, mens man lader de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord tilfalde ejerne. Samtidig anvendes skattekronerne uden nøjere overvejelse af, om opgaverne er fællesopgaver.

En retfærdig fordelingspolitik baseret på den naturlige ejendomsret er helt anderledes:

Den væsentligste opgave består i at sikre, at den løbende indtægt af de naturgivne og samfundsskabte værdier tilfalder samfundet. Herefter skal dette provenu anvendes til samfundets naturlige fællesopgaver og iøvrigt udloddes ligeligt til borgerne – da der er tale om fælles midler!

Princippet er enkelt, men rummer i realiteten stof til en del debat, når der skal skelnes mellem samfundsopgaver og naturlige fællesopgaver, og når udlodning af de fælles midler foretages uden hensyntagen til modtagerens indkomst og formue.

Med samfundsopgaver mener jeg opgaver, som kun, eller med fordel, kan løses i offentligt regi, men som ikke nødvendigvis er naturlige fællesopgaver. Det kunne være motorveje og broer, hvor samfærdslen i forvejen er sikret af offentlige veje og færgefart. I disse tilfælde vil det være naturligt at opkræve brugerbetaling med henblik på at kompensere de borgere, som ikke får del i fordelene.

Som en naturlig fællesopgave kan nævnes hospitalsvæsenet, hvor det ville være unaturligt at indføre brugerbetaling.

Ligelig udlodning til borgerne af de fælles midler er som nævnt i direkte modsætning til vort nuværende system. Hertil skal bemærkes, at en udlodning af fælles midler betinget af formue og/eller indkomst i realiteten er en ekstraskat på arbejde og derfor i modstrid med den naturlige ejendomsret.

Den principielle debat om ovenstående vil jeg hermed lade ligge og i det følgende fokusere på de samfundsskabte værdistigninger på grunde, landbrugsjord m.v., der beløbsmæssigt vejer meget tungt i fordelingspolitikken. Kun ved at inddrage disse samfundsskabte værdier er det muligt markant at få reduceret skatten på arbejde.

Dette bringer os tilbage til min indledende påstand. Kun en rigtigt doseret jordværdiskat kan sikre, at de samfundsskabte værdistigninger kommer alle til gode.

Jordværdiskat og jordrente

Jordværdiskat (grundskyld) er en skat på værdien af grunde, landbrugsjord m.v. Skatten opkræves løbende. Idéen er, at alle løbende betaler den aktuelle brugsværdi for det stykke jord, de disponerer over, hvorved jordens pris stabiliseres.

En skat på jordens værdi vil påvirke handelsprisen. Hæver man jordværdiskatten, vil prisen på jorden falde – men jorden har stadig den samme værdi. Dette tilsyneladende paradoks gør det formålstjenligt at anvende et andet mål for jordens værdi. Økonomer anvender begrebet jordrente, der udtrykker den årlige ydelse en bruger er villig til at betale for at have brugsretten til jorden. Begrebet har således intet at gøre med rente, som ordet sædvanligvis bruges.

Hvis jordrenten stiger, dvs. jordens værdi stiger, bør jordværdiskatten hæves tilsvarende. Sker dette ikke vil jordværdistigningen resultere i stigende jordpriser og på den måde tilgå jordejerne som en gave. Omvendt, hvis jordværdien falder, bør jordværdiskatten sænkes, da man ellers påfører jordejerne et tab. Det er det geniale ved jordværdiskatten. Alle kan følge med i, om skatteniveauet er rigtigt, så politikerne kan ikke ubemærket lave studehandler om skattesatsen.

Lad mig udover denne generelle forklaring komme med et konkret eksempel: Politikerne vedtager at tillade opstilling af nogle store vindmøller i et område. Jordværdien af dette område vil dermed forøges drastisk – jordrenten stiger – hvilket skal medføre en tilsvarende stigning i jordværdiskatten. Jordejeren kan derfor ikke indkassere værdistigningen, som en stigning i jordens pris. De omkringliggende beboere vil konstatere faldende jordværdier og skal derfor have nedsat deres jordværdiskat. De forskånes dermed for et fald i jordens pris.

Som det vil være boligejerne bekendt, har vi p.t. udover den kommunale grundskyld den statslige ejendomsværdiskat, der beregnes på grundlag af den samlede ejendomspris (grundpris + bygningspris). Denne skat har samme virkning som jordværdiskatten, idet den virker dæmpende på ejendomspriserne. Beregningsgrundlaget bevirker imidlertid, at skatten fungerer uretfærdigt, idet den boligejer, der moderniserer og udvider sin bolig, beskattes hårdere end den boligejer, som anvender sine ressourcer på andre ting. Endvidere er ejendomsværdiskatten også uretfærdig på den måde, at den betales af boligejere, men ikke af lejere. Begge kategorier har den samme fordel af jordværdi-stigningerne.

På grund af ovennævnte uretfærdighed skal ejendomsværdiskatten omlægges til en ren statslig jordværdiskat. Ligeledes skal den kommunale grundskyld udfases og erstattes af den statslige jordværdiskat, af hensyn til opfyldelse af skattens formål – se nedenfor. Hvis jordværdiskatten skal opfylde sit formål kan der ikke være 2 instanser, der skruer på samme skrue. Dermed ikke sagt, at kommunerne ikke skal have deres andel af provenuet.

Begrebet fuld grundskyld anvendes hyppigt og er en betegnelse for den situation, hvor hele jordrenten opkræves af det offentlige. I denne situation vil en køber ikke kunne forrente og afdrage en pris for jorden, hvorfor handelsprisen vil være nul.

Formålet med opkrævning af jordværdiskat

Nu er vi fremme ved det helt centrale. Kun ved at anvende jordværdiskatten med et klart defineret formål vil det være muligt at skabe forståelse for denne skat, som svage politikere bruger som prügelknabe for at score billige point.

Som jordværdiskatten anvendes nu (kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat), gøres der ikke meget for at begrunde den. Den anvendes som en skatteskrue, og den opfattes som sådan. Den fungerer sådan, at når ejendomspriserne er steget, hæves grundskylden og ejendomsværdiskatten. Det kan sammenlignes med et brandvæsen, der først starter brandslukningen, når huset er brændt ned. Anvendt på denne måde er jordværdiskatten intet effektivt værn mod boligbobler og deres katastrofale følger for både samfundsøkonomien og de uheldige nye boligejere, der kommer ind omkring toppen af markedet. Ligeledes forhindrer denne brug af jordværdiskatten ikke, at unge mennesker kommer til at betale langt mere for at disponere over en grund end deres ældre medborgere. Et generationstyveri, som politikerne forbigår i tavshed.

Nogle tilhængere af en forceret indførelse af fuld grundskyld vil i en overgangsperiode anvende grundskylden til at sænke handelspriserne på jorden indtil den er nul. Det gøres ved løbende at hæve grundskylden udover den konstaterede stigning i jordrenten. Derved bruges jordværdiskatten til at påføre jordejerne tab. Først når jordens handelspris er nedbragt til nul, anvendes jordværdiskatten til at stabilisere handelsprisen (fastholde den på nulpunktet) ved at lade jordværdiskatten følge udviklingen i jordrenten. Formålet med jordværdiskatten bliver med denne løsning 2-delt. I overgangsperioden er formålet nedbringelse af handelspriserne, hvorefter formålet skifter til at være stabilisering af handelspriserne. Kommunikationsmæssigt er det en uoverkommelig opgave, hvilket udviklingen til fulde har dokumenteret.

Formålet med jordværdiskatten bør i stedet fra dag 1 være stabilisering af jordpriserne. Det er en løsning, som de økonomiske vismænd tidligere har efterlyst. Den medfører, at der øjeblikkeligt er sat en stopper for jordspekulation; der er med det samme skabt tryghed for boligkøberne, og generationstyveriet er sat under afvikling.

Formålet er endvidere afvikling af skatten på arbejde, hvilket er anbefalet af mange økonomer.

Med disse formål opnås en retfærdig skattepolitik, som er en væsentlig del af en retfærdig fordelingspolitik. Det er mål og formål, som er lette at forklare og forsvare.

Perspektiver

Med en jordværdiskat med formålet at stabilisere handelspriserne på grunde og landbrugsjord, er der skabt mulighed for at forcere afviklingen af skatten på arbejde. Dette i modsætning til vort nuværende system, hvor generelle skattelettelser vil resultere i stigende ejendomspriser. Der er med en sådan jordværdiskat også skabt mulighed for en udvikling i jordværdierne, som vil være endnu stærkere end hidtil registreret. Det betyder, at en stadigt stigende andel af jordrenten vil tilfalde samfundet. Med andre ord: friværdifesternes æra er slut, og vi får alle andel i de samfundsskabte værdier. De unge kan se frem til, at de ikke skal finansiere den ældre generations forbrugsfest baseret på samfundsskabte værdier.


Komentarer(2)
Skriv en kommentar