Red verden

Red verden – eller Save the World – under denne overskrift har Fred Harrison skrevet en meget vigtig artikel, som er oversat af Ole Lefman, og som her skal refereres.

Den globale krise

De næste 2-3 år vil der blive truffet regeringsbeslutninger, som vil få afgørende betydning for det 21. århundredes skæbne. Med risiko for at blive kaldt sensationslysten vil jeg påpege, at som jeg ser det, hænger den vestlige civilisation i en tynd tråd. Af grunde, der må dokumenteres grundigere, før jeg udbreder dette for offentligheden, er det min faste overbevisning, at selve den europæiske kulturs livskraft ikke kan overleve, uden at man gennemfører de reformer, som georgeisterne foreslår. For som økonomer siger, det vil ikke længere være ”business as usual”, når den globale økonomi kommer op af den dybe grav, den er havnet i.
Den georgeistiske model er den eneste, der kan redde økonomien i Europa og Nordamerika. Hvis denne vurdering er korrekt, kan vi begynde at fornemme, hvorfor de politiske indgreb, der for tiden diskuteres regeringerne imellem, vil mislykkes. Tidligere, før Asien vågnede op, var dette ikke så vigtigt. Folk døde unødvendigt og formuer gik tabt, men takket være kolonipolitikken fortsatte Vesten med at regere suverænt. Det vil ikke ske igen, for denne gang er næsten alle kortene i hånden på østlige regeringer og entreprenører.
Så byrden hviler tungt på den georgeistiske bevægelse. Hvis vi ikke satser alt, hvad vi kan, på sagen – og det øjeblikkeligt, vil denne mulighed forsvinde, og historien vil ikke tilgive os.
En tilsvarende historisk mulighed var til stede i det første tiår af forrige århundrede. Mægtig anstrengelser blev gjort af den georgeistiske bevægelse. Det mislykkedes, men det var ikke fordi man ikke forsøgte. Georgeister gjorde en ærefuld indsats og kunne ikke gøres moralsk ansvarlig for resultatet – to blodige verdenskrige og en ”kold krig”, hvor de døde taltes i timillionvis. I dette århundrede vil de døde blive talt i hundredmillionnvis, hvis vi svigter.

Vi må forfine vores kampagne

Nu ved vi, hvilke strategier der ikke virker. I 80 år har vi uden held prøvet på mange måder at påvirke dem, der har magten, til at ændre systemet. Disse historiske fejltagelser har ikke været spildt, hvis blot vi tager ved lære af dem. Vores indsats skal i dag være meget kraftigere og stå i forhold til udfordringerne.
Harrison gør opmærksom på et par forhold, som vi må gøre os klart – og indrette vores strategi efter. Først og fremmest en totalt manglende evne hos ”systemet” til at forstå, hvad vi siger. Med mindre vi kan overskride denne blokering vil vores forslag til reformer overhovedet ikke blive diskuteret og da slet ikke komme til afstemning. Noget andet er, at ”jagten på ufortjente indkomster” i dag er et så indgroet motiv i den kapitalistiske økonomi, at vi må forvente en rasende modstand. Han gør endvidere opmærksom på samarbejdsmulighederne med andre organisationer, som enten vil være med til at mindske verdensfattigdommen eller som vil beskytte miljøet.
Der er noget, vi absolut ikke skal bruge tid og kræfter på mere. F.eks dette at søge at bevise, at jordværdibeskatningen kan fungere i praksis. Det er der allerede utallige beviser på. Vi skal heller ikke indlade os i forhandlinger om indførelse en lille smule af vores reform. Det har aldrig ført til fremskridt for hovedsagen.
Harrison slutter af med at opfordre os til hver især at overveje, hvad vi kan gøre af nye tiltag for at fremme sagen. For sin egen del nævner han sit arbejde med i samarbejde med to unge mennesker at lave en række dokumentarfilm for at prøve at nå de unge, der jo har Internettet som deres foretrukne informationskilde. Den seneste af disse film var meget succesfuld med 6800 besøg den første uge, som du kan se herunder.


Skriv en kommentar