Protektionismen på fremmarch

I takt med, at den økonomiske verdenskrise udvikler sig fra recession til depression, genopstår protektionismen.

I USA vedtager man hjælpepakker med klausuler om, at der skal købes amerikansk jern, stål og maskiner. Rusland indfører told på biler, fjerkræ og svinekød. Indonesien gennemfører nye restriktioner på 500 produkter. Indien har indført høj told på sojabønneolie. Argentina og Brasilien forøges importafgifter på vin, frugt, læder og tekstiler. Også Sydkorea har hævet toldgrænserne.

EU lægger straftold på kinesisk stål og genindfører – i lodret strid med internationale aftaler – eksportstøtten til mejeriprodukter. Indadtil krakelerer det indre marked med øget national statsstøtte til virksomhederne, praktiseret af bl.a. Tyskland, Portugal og Frankrig. Sidstnævnte land iværksætter massiv statsstøtte til bilindustrien med påbud om ikke at eksportere arbejdspladser til udlandet, herunder Tjekkiet. Italien støtter luftfartselskabet Alitalia.

De enkelte EU-lande vedtager nationale hjælpepakker til bankerne, der tilskyndes til at orientere sig nationalt i stedet for internationalt, til skade for globaliseringen. Der tales direkte om finansiel protektionisme. Chefen for Den Internationale Valutafond Dominique Strauss-Kahn advarer imod, at de enkelte lande beskytter deres finans- og bankinstitutioner og virksomheder mod udenlandsk konkurrence.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer imod “grøn protektionisme”, hvis forhandlingerne om en global klimaaftale bryder sammen. Det kan føre til protektionistiske krav om told og restriktioner over for lande med lavere standarder vedrørende forbrugerbeskyttelse, sundhed, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø. Taberne vil først og fremmest blive de fattige lande.

WTO-forhandlingerne om frigørelse af verdenshandelen, den såkaldte Doha-runde, der har været i gang siden 2000, er gået i stå, først og fremmest p.g.a. EU´s modstand imod at liberalisere på landbrugsområdet. Det skete allerede før den økonomiske verdenskrise satte ind, og i det protektionistiske miljø, der nu florerer, er det politiske momentum nok desværre forspildt. Ved såvel G7- som G2O-møderne forsikrer de ledende økonomiske magter deres vilje til at undgå protektionisme og til at forsætte forhandlingerne om frihandel, men i praksis handler de stik imod deres officielle forsikringer.

WTO´s generaldirektør Pascal Lamy konstaterer, at der er forhandlet 80% af en ny global frihandelsaftale på plads, og at ingen er i tvivl om, hvad der skal til for at få en aftale i stand. Og Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, der har været meget aktiv for at få verdensfrihandelsaftalen på plads, konstaterer: “Sandheden er, at intet kan gøre mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale. Man siger, at situationen i dag er den værste siden depressionen i 1930érne, der om noget var kendetegnet ved nationalisme og protektionisme. 2. verdenskrig gjorde en ende på depressionen, men noget af det første, man gjorde efter krigen, var at etablere et internationalt handelssystem, fordi alle have indset farerne ved protektionisme.”

Celso Amorim og Pascal Lamy slår fast, at der er tre store opgaver, der skal løses: Den verdensøkonomiske krise, WTO-forhandlingerne og forhandlingerne om en ny klimaaftale. Som Pascal Lamy siger:

 

 “Der skal investeres politisk kapital af et hidtil uset omfang, og kendsgerningen er, at de tre udfordringer hænger uløseligt sammen. Både en handelsaftale og en klimaaftale vil være veje ud af recessionen, og da handelsforhandlingerne er tæt på målstregen, er det her, gevinsten umiddelbart er størst for de implicerede lande. Derfor kan jeg kun opfordre til at gøre dette arbejde færdigt i stedet for at begive sig ind i protektionismens forfærdelige blindgyde.”

 

Man må håbe, at verdens nationer lytter til advarslen fra WTO.


Skriv en kommentar