Protektionismen er tilbage

Ved starten af den økonomiske verdenskrise var der enighed om, at Verden ikke måtte gentage den skæbnesvangre fejl fra 30érnes krise: Opbygning af handelsbarrierer, der kun forværrede og forlængede krisen.

Efter G20-mødet i Canada i juni må man desværre konstatere, at protektionismen er ved at vinde frem igen. Man har nu opgivet at afslutte Doha-runden om frigørelse af verdenshandelen, en forhandlingsrunde, der har været i gang siden 2001 og forventedes afsluttet i år.

Dette til trods for at 80 % af arbejdet er afsluttet, og der således blandt WTO´s 153 medlemslande kun resterer at opnå enighed om de 20 %.

Det ser ud til, at hovedansvaret for sammenbruddet må placeres hos USA. Det stort set eneste punkt, hvor demokraternes politik adskiller sig negativt fra republikanernes, er handelspolitikken. Og præsident Obama har desværre levet op til sine valgløfter på dette punkt: USA forlanger indrømmelser fra især Kina, Indien og Brasilien uden at vise vilje til selv at give indrømmelser. Og EU holder lav profil i ly af USA´s protektionisme.

USA og EU fastholder handelsforvridende landbrugsstøtte, høje toldsatser på såkaldt følsomme varer og en restriktiv anti-dumpingpraksis.  Kina har uden resultat bebudet en mere liberal valutapolitik samt toldsænkninger på 30 % og liberaliseringer i servicesektoren.

USA og EU synes at ville satse på bilaterale handelsaftaler. Derved står de stærkere over for aftalepartnerne og undgår at skulle give indrømmelser til et stort antal udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Doha-rundens udtrykkelige mandat var, at udviklingslandenes rolle i verdenshandelen skulle styrkes, især ved at de velstående lande reducerer deres told og helt eller delvis afskaffer deres landbrugsstøtte. Det bliver det ikke noget af nu.

Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. Og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim har sagt: ”Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække Verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale.”

Siden i fjor har – ifølge Verdensbankens præsident Robert Zoellick – antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5:1.  Det går altså den gale vej, om end omfanget af protektionistiske tilbageslag ikke når på højde med 30érnes tåbeligheder, takket være nutidens globalisering af det økonomiske liv.

Den økonomiske verdenskrise har demonstreret den gensidige globale afhængighed, og netop på grund af den er det livsvigtigt ikke alene at undgå protektionismen, men også at nå afgørende fremskridt for verdenshandelens liberalisering.


Skriv en kommentar