Økonomen John Maynard Keynes – hvordan skal han forstås?

Økonomen John Maynard Keynes – hvordan skal han forstås?

Det er mit indtryk, at de fleste mennesker med en vis interesse for politik og samfundsøkonomi kender navnet John Maynard Keynes.

Keynes var en britisk økonom, som levede i årene 1883-1946. Faktisk var han også i sin samtid ganske kendt uden for økonomernes rækker, f.eks. for sit værk ”The Economic Consequences of the Peace” fra 1919, hvor han stærkt kritiserede de meget strenge fredsbetingelser sejrherrerne fra Første Verdenskrig havde stillet Tyskland, først og fremmest i form af meget høje krigsskadeerstatninger.

Imidlertid er han i offentligheden først og fremmest kendt for at være fortaler for en aktiv finanspolitik, hvor regeringen i perioder med svag økonomisk aktivitet og høj arbejdsløshed skal lempe finanspolitik­ken – populært sagt pumpe penge ud i samfundet for at skabe ny aktivitet. Denne tanke har jo helt åbenlyst en stærk intuitiv appel, og deraf kommer nok, at mange mennesker mener, at de kender Keynes ganske godt.

Men er Keynes nu så banal? Hertil kan man bestemt svare nej. Keynes’ teorier er endog uhyre kompli­cerede. Herom i det følgende:

Keynes’ hovedværk The General Theory

I 1936 udkom Keynes’ hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money, på dansk Den Generelle Teori om Beskæftigelse, Rente og Penge. Bogen er imidlertid aldrig blevet oversat til dansk. Derimod udkom den næsten med det samme på både tysk, fransk og japansk. Den findes endvi­dere i svensk oversættelse under titlen Allmän teori om sysselsättning, ränta och pengar.

Bogen er et omfattende værk på omkring 400 sider, som i utallige kapitler, ofte svært tilgængelige, for­søger at godtgøre, hvorfor den gængse økonomiske teori har slået fejl, og ikke kan forklare den verdens­omspændende økonomiske depression, som hærgede hele den vestlige verden i årene inden Anden Verdenskrig.

Kapitlerne handler om emner som arbejdsmarked, penge, rente, investering, opsparing og forbrug. Derimod savner læseren forunderligt nok ganske og aldeles et kapitel om ekspansiv finanspolitik.

Jeg skal i det følgende skitsere nogle af de vigtigste temaer i bogen, og med den vigtige tilføjelse, at jeg så langt fra påstår at forstå Keynes til fuldkommenhed.

Klassikerne

Det først kapitel i General Theory er på kun ca. en halv side, hvor Keynes definerer sine hovedmod­standere de klassiske økonomer.

De ortodokse økonomer, som Keynes kalder ”klassikerne” omfatter navne som fx John Stuart Mill og Alfred Marshall, hvis hovedværker også i perioder blev brugt som lærebøger på fx Københavns Uni­versitet ved det statsvidenskabelige studium.

Klassikerne så økonomien som en selvregulerende mekanisme, hvor markedet, i hvert fald i det lange løb, ville skabe en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Også på arbejdsmarkedet, således at arbejdsløshed af betydning måtte anses for en umulighed.

Mange kender også antagelse om den ”usynlige hånd”, som – uden at vi tænker over det til daglig – sikrer, at der altid er de varer i butikkerne vi ønsker os (og kan betale for!). Og som netop også sikrer ligevægten på arbejdsmarkedet, så en håndværker altid kan finde arbejde, hvis han vil arbejde til den markedsbestemte løn. Og hvor en arbejdsgiver også kan finde en håndværker, hvis han vel at mærke kan og vil betale lønnen.

Denne mekanisme – ”den usynlige hånd” – sikrer også, at håndværkeren kommer til at arbejde dér, hvor han gør størst nytte. Ellers ville en anden arbejdsgiver tilbyde en højere løn.

Ligevægten gælder tillige internationalt, hvor vi gennem handel med andre lande sikrer os de varer, som bedst produceres andre steder, og hvor vi betaler for disse varer gennem eksport.

Keynes afviser så langt fra markedet som en god regulator, men derimod gælder det, at økonomien savner evnen til altid at sikre fuld beskæftigelse, og det leder os naturligt nok til det meget vigtige tema, som også i dag optager os meget:

Arbejdsløshed

Hvorfor forekommer der arbejdsløshed? Keynes giver selv en del af svaret: arbejdsløshed forekommer helt banalt, når økonomien er præget af det, som han kalder ”friktioner”, små forhindringer, som i praksis forhindrer, at alle projekter kan finde sted helt som planlagt: Et byggeri kan blive stoppet mid­lertidigt på grund af frostvejr, en leverance af råvarer kan blive forsinket etc. Dermed kan arbejderne blive midlertidigt arbejdsløse Så kan det også forekomme, at arbejdere mister deres job permanent, hvis fx en fabrik lukker. Nok er der andet arbejde at få, men det kan tage en smule tid at finde det, og igen kan arbejderne derfor gå uden beskæftigelse en kort tid.

Der er almindelighed enighed om, at den form for arbejdsløshed findes, så selv under det vi kalder ”fuld beskæftigelse”, er der en beskeden arbejdsløshed på måske 2-4 pct. Nogle vil måske endda hævde, at selv ved 8-10 pct. ledighed vil de fleste inden for en overskuelig tid finde arbejde, og resten har måske behov for uddannelse eller omskoling, foruden dem, hvis problem snarere er, at de reelt ikke er arbejdsparate, men alligevel er havnet i statistikken over ledighed.

Men hvad nu hvis ledigheden er endnu større? Fx så vi i Danmark i 1930’erne arbejdsløshed på over 20 pct., enkelte år endog omkring 30 pct. Det samme gjaldt andre vestlige lande. I dag ser vi den samme massearbejdsløshed i lande som Spanien og Grækenland. Så lader det sig efterhånden ikke længere bortforklare, at ”rigtig” arbejdsløshed findes – det som Keynes kalder ufrivillig arbejdsløshed. Dygtige håndværkere og fabriksarbejdere er klar nærmest med det samme, hvis der bliver kaldt på dem, men det bliver der blot ikke.

Så Keynes’ definition på arbejdsløshed er nærmest, skønt han forklarer det med noget mere komplice­rede økonom-termer”, at når udbuddet af arbejdskraft villig til at arbejde til den gængse løn – og endog ved et vist fald i reallønnen – overstiger efterspørgslen efter arbejdskraft, ja så eksisterer ufrivillig arbejdsløshed. Og som Keynes bemærker: Hvem kan i øvrigt være i tvivl om det?

Udbud og efterspørgsel

Hvis der skal være et job til alle arbejdsvillige mennesker i et land, så kræver det, at den samlede øko­nomi efterspørger varer til forbrug, investering og eksport svarende til, at produktionen af disse varer kan beskæftige alle mand, hverken mere eller mindre.

Findes der en mekanisme i økonomien, som sikrer det? Klassikernes svar på det spørgsmål var i kort­hed, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Det betyder, at produktion af en given mængde varer skaber en indkomst, som lige akkurat er stor nok at efterspørge disse varer. Det kan lettest illustreres ved at antage den simplest tænkelige økonomi med kun én person. Denne person lever af at samle æg og bær. Han er både producent og forbruger, og hans produktion – hans udbud – må nødvendigvis være det samme som hans efterspørgsel; han samler de æg og bær, som han ønsker at spise. Det holder stadigvæk stik, selv hvis vi introducerer én mand mere, og de to indbyrdes bytter varer. Udbud af varer må nødvendigvis også være efterspørgsel efter varer, for enten bruger man selv sine varer eller også ef­terspørger man andres varer.

I den klassiske forestilling om ligevægt ligger der en antagelse om, at disse simple lovmæssigheder også gælder i en moderne økonomi med millioner af mennesker og tusinder af forskellige varer og tje­nesteydelser. En sådan økonomi er ganske vist afhængig af et pengevæsen – kun yderst få handler i en moderne økonomi finder sted som direkte varebytte. Det er imidlertid ikke noget problem, for penge er ikke noget i sig selv, man er blot at betragte som et smøremiddel, som skal lette byttehandlerne; omme bag ved er det stadig de samme byttehandler, som reelt finder sted, og vi kan stadig beskrive økonomi­en, som om alle handler var direkte varebytte.

Og her er det just, at filmen knækker ifølge Keynes. At udbud skaber sin egen efterspørgsel er nok sandt på Robinson Crusoes’ øde ø, men afgjort ikke i en moderne pengeøkonomi. Her gælder det tvær­timod, at det er efterspørgslen efter varer og tjenester, der bestemmer produktionens størrelse, og denne efterspørgsel skaber ikke nødvendigvis en produktion svarende til fuld beskæftigelse.

Hvor svigter økonomien?

Enhver borger i et land med en indkomst træffer beslutning om at bruge denne indkomst, enten til for­brug eller opsparing. Hans efterspørgsel efter forbrugsvarer skaber også efterspørgsel efter arbejdskraft, hvorved andre mennesker igen opnår en indkomst, som de også anvender til forbrug eller opsparing.

Opsparingen udgør imidlertid problemet; den sænker den samlede efterspørgsel efter varer, og dermed også efterspørgslen efter arbejdskraft.

Den klassiske antagelse er, at opsparingen bliver anvendt til investering – bankerne låner husholdnin­gernes opsparing ud til virksomheder, som ønsker at investere, fx i form af nye bygninger og maskiner. Dermed bliver opsparingen alligevel til efterspørgsel efter varer – investeringsgoder – og dermed vil den fulde beskæftigelse altså være sikret.

Men denne antagelse om ligevægt mellem den ønskede opsparing og den ønskede investering er falsk ifølge Keynes. Motiverne til at spare op og motiverne til at investere er aldeles forskellige, ja har fak­tisk ikke det fjerneste med hinanden at gøre.

Hertil kommer Keynes antagelse om den spekulativt betingede pengeefterspørgsel. Navnlig i usikre tider uden inflation af betydning – det gjaldt for Keynes’ egen tid – udgør penge et udmærket middel til at opbevare sin formue. Husholdningerne holder på pengene, bankerne holder på pengene, og det driver renten i vejret, og hæmmer investeringerne.

Keynes slår igen og igen på opsparingen som problemet. Den som sparer op, skaber ikke velstand for fremtiden, tværtimod, så sænker han den økonomiske aktivitet og beskæftigelse, direkte ved lavere privat forbrug og måske også indirekte ved at skabe pessimisme blandt de virksomheder, som skulle investere.

Og det problem bliver større og større jo mere velhavende samfundet bliver, for efterhånden som ind­komsterne stiger, så stiger også tilbøjeligheden til at spare op.

Kan de økonomiske kriser løses?

Hvis vi antager, at Keynes’ beskrivelser af økonomien er korrekt, hvilke løsninger har regeringen i en markedsøkonomi da til sin rådighed?

Det er svært direkte at finde anvisninger hos Keynes, for han er langt mere optaget af at kortlægge de økonomiske sammenhænge; han henvender sig først og fremmest til sine kolleger blandt økonomerne, og ikke så meget til politikerne og den brede offentlighed.

Imidlertid lader det sig i hvert fald gøre at identificere tre mulige løsninger:

Pengepolitikken: Centralbanken kan gennem pengepolitikken sikre, at der er rigeligt med likviditet i samfundet. Det sker gennem det, som Keynes kalder ”open market operations”, hvor centralbanken op­køber obligationer for penge. Det sænker renten, og skaber gunstige vilkår for investorerne. Faktisk kunne man egentlig nærme sig en situation med en rente på nul, så virksomhederne kan låne penge næsten gratis. Der er nemlig ingen grund til, at penge skal være et knapt aktiv, og hvis pengerigeligheden er stor, så vil der heller ikke være nogen tilskyndelse til at holde på pengene ud fra spekulative motiver.

Den økonomiske fordeling: Ved en mere ligelig fordeling af indkomsten, sikrer man, at de grupper som bruger hele eller næsten hele deres indkomst på privat forbrug får en større disponibel indkomst. Det skaber en større efterspørgsel efter varer til forbrug, og dermed også en højere beskæftigelse.

Finanspolitikken: Hvis den samlede efterspørgsel i samfundet er for svag, så er en oplagt løsning, at regeringen skal stimulere økonomien ved fx at bygge veje, broer og lufthavne. Skattelettelser, især til grupper med lav indkomst, vil også være en oplagt mulighed. Det forunderlige er så, at finanspolitikken ikke nævnes direkte af Keynes i ”General Theory”. Men finanspolitikken passer i hvert fald som hånd i handske med Keynes’ teorier.

Afsluttende vurdering af Keynes

Passer Keynes’ teori med virkeligheden? Dette spørgsmål lader sig næppe besvare fyldestgørende. Enhver økonomisk model er netop kun en model – en forenkling af virkeligheden.

Det som Keynes reagerede på var en skrigende modsætning mellem den massearbejdsløshed enhver kunne se med sine egne øjne – med eller uden økonomisk sagkundskab – og så de økonomiske teorier man blev undervist i på universiteterne, hvor ligevægten mellem udbud og efterspørgsel efter arbejds­kraft altid bliver sikret af markedet.

Keynes kalder sin teori ”generel”. Men spørgsmålet er imidlertid, om teorien ikke bedst passer på de ekstreme kriser, som verden undertiden oplever, og i mindre grad på fx nutidens Danmark, hvor arbejdsløsheden i almindelighed svinger et sted mellem 5 og 10 pct. Vores beskæftigelse er faktisk næsten altid tæt på 100 procent, men naturligvis aldrig helt.

En indikation heraf kunne være den opstramning i finanspolitikken, som fandt sted fra og med Poul Schlüters overtagelse af regeringen i 1982. Arbejdsløsheden steg ikke i de kommende år trods lavere offentlige budgetunderskud. De store budgetunderskud under Anker Jørgensens regering i 70’erne løste ikke problemet med den stigende ledighed.

Derimod kunne Keynes’ teorier med større sandsynlighed anvendes på lande som Grækenland og Spa­nien med fortvivlende høj arbejdsløshed og horribel fattigdom. Løsningen for de lande skulle i så fald være at frigøre sig fra euroen og føre selvstændig penge- og finanspolitik med flydende valutakurser.


Skriv en kommentar