Nu rabler det for JP

JP vil erstatte gode skatter med dårlige 

I lederen den 23. august anbefaler JyllandsPosten at fjerne grundskylden og ejendomsværdiskatten og i stedet hente det manglende provenu ved forøgelse af indkomstskatten. Rent konkret foreslår JP at fjerne rentefradragsretten, så boligejerne med størst lånebehov rammes hårdest. Er det sommervarmen? Det forslag kandiderer til årets nytårstorsk!

Alle ved, at skat på arbejde er en dårlig skat. Alle ansvarsbevidste politikere siger da også, at de vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil de gøre for at styrke konkurrenceevnen, øge arbejdsudbuddet og styrke den personlige frihed. De kommer med udtalelser som ‘det skal  kunne betale sig at arbejde’ og ‘det vi vil have mere af, skal vi beskatte mindre’. Værdifulde erkendelser – nu venter vi bare på, at de skrider til handling.

Skat på de samfundsskabte jordværdier er til gengæld gavnlige skatter. De virker dæmpende på dannelsen af boligbobler, der er roden til økonomiske kriser. Doseret rigtigt kan de fuldstændigt eliminere boligboblerne og dermed fjerne hasardelementet ved køb af egen bolig. Og ikke mindst kan de sætte en stopper for generationstyveriet.

Grundskyld er en ren jordværdiskat, mens ejendomsværdiskatten er en kombineret skat på jordværdi og selve boligen. Det sidste er stærkt kritisabelt, idet det er en form for skat på arbejde. Provenuet fra disse skatter har – trods det uheldige element – den yderligere gavnlige virkning, at det kan bruges til at nedbringe de dårlige skatter. Alligevel vil JP fjerne disse skatter!

Hvordan argumenterer JP så for sit molboforslag? Jo, for det første afstiver man skatteminister Holger K. Nielsens autoritet ved at erklære, at HKN er en redelig politiker. Dernæst bringes et længere citat, hvor HKN afslutningsvis konkluderer: “…. Derfor er der ingen objektiv pris for et hus.” Det er det vitterlige vås. Huse og ejerlejligheder handles på et frit marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prisen. Bedre værdifastsættelse gives ikke. Og det ved JP sikkert også. Alligevel konkluderer JP i sagens tjeneste: “Med prisværdig ærlighed slår Danmarks skatteminister fast, at ejendomsbeskatningen aldrig nogensinde vil kunne hvile på et retfærdigt grundlag. Mange tak for det.”

Voila, hermed mener JP det bevist, at den eneste forstandige løsning er at fjerne de gavnlige skatter og øge de skadelige.

Jeg vil i stedet foreslå, at der satses på de gavnlige og retfærdige skatter. Der bør derfor snarest tages initiativ til en genopretning af det velfungerende vurderingssystem, som den borgerlige regering fik saboteret. Samt til en omlægning af ejendomsværdiskatten til en ren jordværdiskat, så vi får aflivet beskatning af folks boliger og alene beskatter de samfundsskabte jordværdier.

Hermed opfordres til en seriøs debat om skat og fordelingspolitik.


Skriv en kommentar