Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker

Der foregår i disse år noget, man kalder en kulturkamp. Begrebet er meget diffust, og det er til tider svært at finde ud af, hvad der er hvad. I hvert fald må man tale om flere fronter. Selv om der i dag er en tilbøjelighed til at datere den såkaldte kulturkamp fra den nuværende regerings tiltræden i 2001 og især daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002, hvor han gjorde op med ”smagsdommerne”, så gør man klogt i at medtænke det historiske perspektiv. Den situation, vi står i nu, er et resultat af de mange forandringer, der er sket på bl.a. det videnskabelige og erhvervsmæssige område med ændrede kønsroller og en anden balance mellem generationerne. En stadig større betoning af det enkelte menneske er det vigtigste træk i udviklingen.

Kulturdiskussion på konservative vilkår

Da Fogh Rasmussen i sin tid kaldte til korstog mod smagsdommerne, var den kulturradikalisme, der især prægede 1970´erne, stort set forstenet i nye konventioner, selv om dens kulturelite endnu sad på centrale poster. Det var nok mere dem, der nu skulle besættes med borgerlige kræfter. Den kulturdiskussion, der fulgte, er mere blevet en hyldest til levet liv. Det mest markante træk er den daværende kulturministerens opstilling af en række kanoner, rettesnore, inden for litteratur, musik, teater o. lign. Samtidig bestemmes undervisningens indhold i stigende grad centralt. Der tilstræbes således en konservativ, autoritetspræget holdningsbearbejdelse, og oppositionen synes ikke at komme med nye bud.

Det handler ikke bare om værdier, men også om ideer

Under udviklingen af en ny individualisme og dermed nye paradigmer for samfundet, må vi som enkeltpersoner og som folk gøre os klar, hvad det er for tanker, der skal bære i det moderne samfund.
Det er overvejelser, som angår både værdier og ideologier, sammenhængskræfterne i samfundet og den enkeltes stilling over for de andre.
Værdi er et konservativt begreb, der er altid tale om noget kendt og forudsigeligt. Værdi er noget statisk, noget man vil bevare. Men man kan ikke nøjes med at diskutere værdier. Vi må også diskutere ideologier. De repræsenterer dynamikken i samfundet, de er uanset indhold en opfordring til fornyelse. De rummer drømmen om en anden og gerne en bedre verden.
Vi har brug for både værdier og ideologier. Der må være noget, der står fast her i tilværelsen, men der må også være noget, der fornyer. I den givne situation, hvor vi oplever et paradigmeskift, er det aktuelt både at diskutere, hvilke værdier vi skal have med ind i det kommende, og hvilke ideer vi har om det kommende. Og her svigter politikerne og den folkelige debat. Vi kan ikke nøjes med at diskutere værdier i forbindelse med udlændingepolitikken eller kristendom contra islam. Der er brug for en langt bredere diskussion, hvor vi ser på, hvad der fortsat skal binde os sammen som folk i en europæiseret og globaliseret verden, og vi må se på, hvordan vi skal forholde os til hinanden i en verden, der oplever stigende individualisme. Det er en kulturkamp.

Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten

Der er nok her i landet stort set konsensus omkring velfærdsstaten, og det må erkendes, at velfærdspolitik i princippet er en del af sammenhængskraften i folket. Men det er forbløffende så lidt, man i offentligheden tænker den sammen med de nye strukturer i samfundet, f. eks. den ændrede erhvervssammensætning. Det har den engelske sociolog, Bill Jordan, f. 1941 forsøgt. Erik Christensen ved Aalborg Universitet beskriver ham således i bogen ”Borgerløn” fra 2000: ”For Jordan kan hverken lighed eller frihed være et overordnet mål i et samfund. Det kan derimod retfærdighed som en balance mellem de to.” Jordan forestiller sig en integrering af liberale og socialistiske principper, bl.a. således, at de liberale bliver mere opmærksomme på den enkeltes autonomi over for markedet (dvs. frihed til at bortvælge lønarbejdet) og ”lighed med hensyn til den grundlæggende behovstilfredsstillede”, mens socialister skal ”acceptere en autonomi i forhold til staten”. Jamen, var det ikke noget af det, Henry George var inde på for 130 år siden?
Med inddragelse af et, ganske vist uklart, retfærdighedsbegreb i forbindelse med videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke bare en politisk diskussion, men også en kulturdiskussion, nemlig om etik.

Noget for noget

Anders Fogh Rasmussen lancerede engang udtrykket ”noget for noget”. Det kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion, selv om det er et upræcist grundlag for en etik. I hvert fald stilles der krav om, at indholdet forfines..
Og det var netop, hvad Severin Christensen gjorde, da han i 1907 formulerede sin naturret på grundlag af ækvivalent kompensation. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det du modtager og det du yder, og du skal erstatte den skade, du forvolder. I modsætning til den konservative liberalisme knyttede han begrebet om ejendomsret til arbejdet og optog Henry Georges lære om fælles eje af de samfunds- og udviklingsbetingede jordværdier. I modsætning til socialisterne definerede han en afgrænsning af statens magt til naturlige fællesopgaver. Man kan for så vidt godt sige, at han imødekom de fordringer, som Bill Jordan mange år senere opstillede.

Et psykisk aspekt i en sekulær etik

I almindelighed opfattes denne gensidighed som ren sekulær uden religiøse overtoner, og kun vedrørende materielle forhold. Severin Christensen, der ligesom Henry George var troende kristen, gik næppe selv ret meget længere, selv om budskabet i gensidigheden til enhver tid var at gøre godt igen, med andre ord genoprette, hvor man har skadet eller såret andre. Hvor muligheden for soning hører op, tager religionen med Guds tilgivelse over.
Det er dog et spørgsmål, om man skal se så snævert på begreberne, for enhver handling har en side, der vender ud mod den, man interagerer med, og en side, der vender ind imod en selv. Det er rigtigt, at modparten har en ret til at få genoprettet et tab. Men det er lige så rigtigt, at skadevolderen har et behov for at gøre godt og få visket regnebrættet rent, hvis ikke han eller hun er særlig afstumpet.
Det er der ikke noget religiøst i. Det er en psykisk mekanisme, et behov for en renselse, katharsis.
I kristendommen er soning et centralt begreb, så centralt, at Jesu død på korset opfattes som et sonoffer for at rense menneskeheden for skyld. Ordet sone kommer i øvrigt af plattysk for at erstatte. At sone betyder således at bilægge strid og genoprette den skade, man har forvoldt. Dermed kan soning også blive et begreb i en sekulær etik.

Man har pådraget sig en skyld, bevidstheden om den kan man ikke slippe for, for man kan ikke lave om på én gang sket skade, men man kan gøre tingene godt igen. For så vidt de kan gøres godt igen!
Man kan gøre krav på, at modparten modtager tilbudet om soning, men man kan ikke gøre krav på, at bevidstheden om skyld slettes, det vil sige opnå tilgivelse.
Her træder det religiøse ind – måske. Tilgivelsen bliver da en gave. Men som det hedder i bønnen: ”forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” så har vi at gøre med ”noget for noget”. Du kan ikke forlange at få slettet din skyld, hvis ikke du er villig til selv at gøre det samme over for andre. Ja, måske er det en forudsætning, at du selv begynder. Tilgivelsen rummer således noget gensidigt.
Det religiøse har alt for ofte handlet om at få tilgivelse for overtrædelser af de regler, som den organiserede kirke og det disciplinerende samfund opstiller og kalder Guds bud. Etik skal primært handle om, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er et personligt valg, om man så vil begrunde sine handlinger i et gudsforhold – eller i et samfundsmæssigt behov og et personligt behov. Og det kan kulturkampen for så vidt godt handle om.
I den moderne verden, i jegets, individualismens, tidsalder, skal kultur og kulturdiskussionen først og fremmest handle om, hvordan vi behandler andre mennesker – om vi betragter dem som ligeværdige, om vi giver dem rimelige levevilkår, om vi opfører os hæderligt uden at såre og volde skade gennem fup og fiduser, vold og hærværk, fordømmelse og nedværdigelse – og om vi er villige til at sone – og måske også tilgive.


Skriv en kommentar