I Australien og tiden efter

I 1890 rejste Henry George til Australien, hvor han skulle gense det land, han som skibsdreng på

det fuldriggede skib Hindoo i 1855 havde set første gang. Skibet lå dengang i Melbourns havn en måneds-tid, og det gav besætningen god tid til at se sig om i det nye land. Den knap 16-årige Henrys drømme om lykkelandet Australien forsvandt dog som dug for solen. Her var intet guld i sigte. Jorden var i privat besiddelse, og i Melbourns gader dryssede flokke af fattige mænd rundt.

Det Australien, som George nu skulle besøge, var et land, der i udvikling tålte sammenligning med Amerika og Vesteuropa. Her var de oven i købet ikke ukendt med grundværdibeskatning. I de australske kommuner og i delstaten South Australia havde man allerede fra 1850-erne benyttet sig af den. Senere, omkring århundredeskiftet, fulgte de andre delstater efter. (En udførlig redegørelse for disse forhold findes i g e o r g e nr. 4 fra 2005).

Det kan derfor ikke undre, at rejsen blev en sand triumftog for George, og han havde stor glæde af at stifte personlig bekendtskab med Sir George Grey, den store liberale statsmand, som før nogen anden havde takket og rost George for `Fremskridt og Fattigdom` og varmt tilsluttet sig hans ideer.

Men det blev en uhyre anstrengende rejse. George holdt hundrede foredrag, mere end et om dagen, gennem de tre måneder, opholdet i Australien varede. Dertil kom endeløse rejser, fester og andre sammenkomster, og selv om rejsen hjem over Indien, Italien og England bød på nogen hvile, viste det sig dog ved hjemkomsten, at turen havde været for meget for George` eller stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen grad påvirkede talecentret, gjorde derfor et længere rekonvalescentophold – på Bermudaøerne – nødvendig. Men George var herefter en tydeligt ældet mand.

Vel hjemme igen følte George sig nu så restitueret, at kunne gå i gang med at skrive en bog, der længe havde været i hans tanker, nemlig en socialøkonomi, forståelig for hvermand.. Men han fik ikke ro til at fuldføre arbejdet, for netop nu udsendte pave Leo XIII sin `Encyklika` om sociale forhold og om ejendomsretten. Heri udtalte paven forståelse for nødvendigheden af sociallovgivning og lovgivning om arbejderbeskyttelse. Derimod var han absolut afvisende over for angreb på de bestående grundforhold i samfundet, navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særligt ejendomsretten til jord.

Henry Georges` reaktion blev udgivelsen af `Arbejdets Kår` som et åbent brev til pave LeoXIII, kun nogle måneder efter pavens skrivelse. Bogen blev en af George` populæreste skrifter, idet den kunne forstås alle, også af folk uden socialøkonomiske forudsætninger. Argumentationen er enkel, klar og konsekvent. Ikke alene uholdbarheden i pavens forsvar for den private ejendomsret til jord bliver påvist af George, men også fejlene i pavens argumentation for bevarelsen af den private jordejendomsret bliver påpeget.

I 1896 skulle der være præsidentvalg i USA. Henry George og hans tilhængere støttede Demokraternes præsidentkandidat William Jennings Bryan, der arbejdede for at virkeliggøre demokratisk principper i sit parti. Derfor gik han også ind for frihandel og begrænsning af de riges monopolmagt. Georgisterne uddelte en talrig udgave af `Beskyttelse eller Frihandel` for at støtte Bryan, og Henry George talte arbejdernes sag, især efter at den siddende præsident Cleveland havde sat militæret ind mod arbejderne under en jernbane strejke i Chicago, men skønt Bryan var en glimrende taler og fik 6,5 millioner stemmer, led han nederlag til Republikaneren McKinley, der fik 600.000 flere. Hans støtte fra de virkeligt rige sikrede ham tilsyneladende sejren. – Bryans nederlag overraskede Henry George og mange andre, og George var i længere tid stærkt nedslået over resultatet. For ham fremstod aristokratiet og de rige monopolister nu som en truende overmagt.


Skriv en kommentar