Grundskyld i aktuel politik

Ib ChristensenUanfægtet af, at økonomerne er enige om, at fastlåsningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden forstærkede virkningerne i Danmark af den globale økonomiske krise, der udsprang af boligbobler, jubles der nu over stigende boligpriser, ligesom der hetzes imod ”boligskatterne”, akkurat som man gjorde før krisen.

Allerede før sidste folketingsvalg lagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sig fast på, at ”boligskatterne” ikke måtte stige. De tilsluttede sig altså Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis ejendomsskattestop. Senere har de fem partier indgået et skatteforlig, hvori det hedder: ”Partierne er…. enige om, at ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes svarende til gældende lovgivning frem til 2020.” Der står ikke et ord om grundskylden.

Alligevel opfører partierne sig som om skatteforliget også omfatter grundskylden, der omtales som en ”boligskat”, uagtet at den hviler på al jord, ikke kun boligjord, og altså uanset at den ikke er omfattet af skatteforliget. Regeringspartierne kunne altså sammen med Enhedslisten gennemføre en grundskyldsreform, f.eks. genindføre statsgrundskylden, for dermed at imødekomme de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU, der alle har anbefalet en øget løbende ejendomsbeskatning, hvis provenu skulle bruges til lavere skat på arbejde.

Når det ikke sker, skyldes det skræk for boligejerne – til trods for, at den udbredte krisebevidsthed i befolkningen øjensynligt har bevirket et mere positivt syn på en reform som foreslået af økonomerne. Den seneste meningsmåling – mig bekendt – er fra Gallup i Berlingske 21/2 2011. På spørgsmålet, om de ville acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned, svarede 66 % ja, kun 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarede 71 % ja, blandt SF-vælgerne sagde 69 % ja. Da der kun var 22 % nej-sigere, mens 64 % af os er boligejere, kan man udlede, at der også blandt boligejerne er et flertal for en sådan skattereform.

Tilsyneladende ligger det politiske flertal under for den systematisk hetz mod ejendomsbeskatning, som bedrives af realkreditinstitutterne, der med jævne mellemrum fodrer medierne med jerimiader over stigende ”boligskat”. Da ejendomsværdiskatten er fastlåst, er det nu grundskylden, der må holde for. Realkreditinstitutternes interesse er at sikre sig størst mulig ”friværdi”, som de kan gældsætte, og så er det jo kedeligt for dem, når grundskylden dæmper boligpriserne.

Man udnytter den tåbelige fiksering af grundskylden, som den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti foretog, og som betyder, at grundskylden højest må stige med 7 % om året, og man som udgangspunkt har den laveste vurdering fra 2001. Dermed er der opsparet en forsinkelse af de for længst indtrufne grundværdistigninger, og derfor stiger grundskylden lempeligt også i en situation, hvor grundværdierne har været faldende. Det er naturligvis modsat hvad der under en normalt fungerende grundskyld bør ske, men eftersom grundværdierne nu i flere og flere områder begynder at stige, vil det problem blive løst efterhånden.

Men medierne refererer fuldstændigt kritikløst realkreditinstitutternes økonomer, inklusive fra det såkaldte ”Boligøkonomisk Videncenter”, om hvilket man taktfuldt undlader at fortælle, at det er en afdeling af Realdania. Som regel undlader man at henvende sig til uafhængige økonomer, man sanser muligvis ikke, at realkreditinstitutterne er ude i et politisk ærinde, på samme måde som man heller ikke er opmærksomme på, at bankøkonomerne kan have politiske formål, når de kommer med råd eller økonomisk prognoser.

Hetzen mod grundskylden har sine virkninger, f.eks. har de konservative i Københavns borgerrepræsentation foreslået en fastfrysning af grundskylden, der indbringer 3 mia. kr. årligt til kommunen. Dette forslag har fået støtte fra Socialdemokraterne og de radikale og vil utvivlsomt blive støttet af de andre borgerlige partier.

Fidusen ved dette attentat mod grundskylden er, at grundskylden modregnes i bloktilskuddene. Hvis grundskylden stiger, falder bloktilskuddet. Det undgår man ved at fiksere grundskylden, og så bliver det alle landets skatteydere, der kommer til at betale for det formindskede grundskyldsprovenu i København!

Den socialdemokratiske ”forståelse” af grundskyld illustreres af deres begrundelse: Grundskylden fordyrer boligudgifterne, hvilket er skadeligt for tilflytningen! Man fatter ikke, at lavere grundskyld giver højere boligpriser, hvor tilflyttere må gældsætte sig mere en det ellers var nødvendigt.

At de radikale er med i denne uansvarlige manøvre, kan undre, når de ellers reklamerer med, at de ”lytter til økonomerne”, og når der i deres principprogram står: ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret.”

Dette principprogram blev vedtaget af partiet i 1999, hvor grundskylden blev fjernet fra programmet. Den daværende landsformand Margrethe Vestager begrundede det med, at grundskyld var noget gammeldags noget, som hun ikke forstod!  Det Radikale Venstres skattepolitik siden beviser sådan set, at det gør hun stadig ikke.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved visse økonomers forståelse af grundskylden i forhold til anden ejendomsbeskatning, når landets mest citerede boligøkonomiske ekspert Morten Skak foreslår at slå grundskylden sammen med ejendomsværdiskatten. Man fatter øjensynligt ikke, at det byder folk meget imod at skulle beskattes af de huse, de selv har bygget eller købt, så er der utvivlsomt større forståelse for inddragelse af naturgivne og samfundsskabte jordværdier.

Man kan også undre sig over de socialistiske partiers manglende forståelse for grundskyld. Enhedslisten vil indføre kapitalvindingsskat i stedet, således at den indefryses indtil folk kommer ud af ejerboligmarkedet. Det vil ikke give lavere ejendomspriser, tværtimod, det vil blive overvæltet på køberne, og det vil i øvrigt ikke give noget stort provenu. I Sverige har man halveret en tilsvarende skat efter rasende folkelige protester.

Op til krisens udbrud gældsatte landbruget sig for 360 mia. kr. Senere er jordværdierne faldet med 51 %, og mange landmænd er gået fallit eller sidder som prioritetsbestyrere, teknisk insolvente. Pensionsselskaber og erhvervsdrivende fonde har udset sig landbrugsjorden som et sikkert og langsigtet investeringsobjekt. De forventer et årligt afkast på 4 %. De pågældende landmænd skal så stå for gårdens drift. Det ville være bedre for landmændene at overtage jorden på jordrentevilkår, det ville give større frihed og lette generationsskiftet. Nu inddrages jordrenten af kapitalinteresser i stedet for af samfundet.

At grundskylden har magtfulde fjender og møder stor uvidenhed, er desværre ikke noget nyt. Det konstaterede som bekendt allerede Henry George.


Skriv en kommentar