Skal fremskridt altid følges af fattigdom?

Henry Georges katastrofeteori
I samfundsvidenskaberne er det ofte svært at isolere de enkelte mekanismer og iagttage dem, fordi strukturerne er så komplekse. Det var Henry Georges held, at han oplevede udviklingen ved den amerikanske frontier, hvor tilværelsen var langt mindre kompliceret end i de udviklede stater i øst. Hvad han så her i forenklet form, kunne han overføre til hele samfundet, og på det grundlag opstillede han sin berømte katastrofeforklaring: Tekniske, sociale og økonomiske fremskridt medfører stigende jordværdier. Under et system med privat ejendomsret til jord, skabes der stadig større ulighed og fattigdom.
I dag kan vi konstatere en stigende ulighed, og det er en udbredt opfattelse, at det er globaliseringens skyld. Det er naturligvis noget vrøvl, for uligheden var der også, før globaliseringen satte ind. At den er blevet større, har vel den forklaring, at den friere handel har medført en større økonomisk vækst. Men dermed kan man også afvise den udbredte opfattelse, at økonomisk vækst i sig skaber mere velstand for de svageste i samfundet. Det er muligt, at den generelt kan hæve velstandsniveauet, men forskellen mellem rig og fattig bliver større.

Uligheden øges

Noreena Hertz
Den engelske professor i økonomi, Noreena Hertz giver i sin bog ”Den tavse magtovertagelse” (2001, dansk udgave 2005) nogle eksempler på, hvorledes uligheden i samfundet er blevet større. I 10-året 1988-98 steg indkomsterne for den dårligste stillede femtedel af USA’s indbyggere med lidt under 1 %, mens den steg 15 % for den bedste stillede femtedel. Hun nævner også, at 97 % af indkomststigningen i de sidste 20 år er gået til den bedst stillede femtedel. Tilsvarende tal kunne sandsynligvis være fremskaffet for andre dele af verden. I løbet af 1960´erne skete der nok en vis stigning i indkomsterne i Brasilien, men i 1970 havde de 80 % af befolkningen sammenlagt en mindre andel af indkomstmassen, end de havde 10 år tidligere.
Disse udviklingstendenser har ikke noget med globaliseringen at gøre. Man kan nok pege på steder, hvor det er tilfældet, fordi den internationale kapital er søgt hen til særlige vækstcentre, så globaliseringen har forstærket den ulighed, der var der i forvejen. Og det skyldes ikke mindst en jordfordeling, hvis skævhed råber til himmelen.

Samfundet har ikke brug for uligheden

Eva Kjer Hansen
Derimod er den følelseskulde, der lægges for dagen over for udviklingen ved at være global. Socialminister, Eva Kjer Hansen, taler på manges vegne, når hun til Jyllands-Posten den 18. september 2005 siger:
Uligheden er der. Uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode.”
Den sidste sætning lyder meget sødt, når man ser, at alle tendenser peger i retning af at give Henry George ret i hans påpegning af, at fremskridt skaber fattigdom.
Men det er jo slet ikke uligheden, samfundet har brug for, tværtimod. Det har brug for en mobilitet, der kan kalde talenterne frem og nyttiggøre initiativ og kreativitet. Derfor skal der være plads for den menneskelige drive, som Henry George kaldte ”kræfternes kraft” og Henri Bergson ”den skabende udvikling”. Det vil bl.a. sige lysten til at præstere noget og viljen til at tage ansvar. Et økonomiske incitament er ikke den eneste forudsætning, men det kan være nyttigt, hvis det ligger i en mindre beskatning af den indtægt, der skyldes arbejde. Der er ikke noget incitament i den passive formuedannelse, der skriver sig fra ejendomsprisernes stigning. En flytning af skatten fra arbejde til jord, vil styrke det private initiativ ved at gøre det billigere at erhverve ejendom.
Men her er der ikke megen hjælp at hente fra politisk side. Socialministeren ser ikke noget problem i de stigende ejendomspriser. Og socialdemokraterne heller ikke. ”Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger,” sagde Henrik Sass Larsen, og Helle Thorning-Schmidt har sagt: ”Det gavner ikke lejerne, at vi beskatter boligejernes gevinster.” Det kan man for så vidt let modsige, men der er også grund til at hæfte sig ved, hvor langt det parti, der har ordet ”lighed” i sin devise, er kommet ud.

Det mener Henrik Sass Larsen: “Bistandsklienten i Køge bliver ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger”!!

Men når ambitionsniveauet er så lavt som bare at stile efter statsministerposten, så kan man vel heller ikke forlange, at partiet skal være opmærksom på det problem, som Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer peger på, nemlig at huspriserne i hovedstadsområdet nu er så høje, at lærere, politibetjente, sygeplejersker og jordemødre ikke har råd til at købe hus der. Og inden for den næste ca. 10 år skal hvert 4. lærerjob genbesættes.

Arbejdsindkomst og arbejdsfri indkomst er ikke det samme
Indtil socialministeren kom galt af sted, havde ulighed mest drejet sig om efterløn, og stort set ikke meget andet. Man synes i den forbindelse helt at overse, at vi i individualismens tidsalder skal se ”udflagningen” fra arbejdsmarkedet som en løbende proces, der strækker sig over det meste af 10 år. Tidligere (og måske glidende) for nogle og senere for andre, og dette skal man bygge fremtidens pensionsreformer på.
Socialministerens udtalelser satte en voldsom debat i gang, og naturligvis havde oppositionen en vis interesse i at markere uenigheden inden for Venstre. Men som det ofte går med den slags diskussioner, så holder man sig på overfladen. Nogen egentlig diskussion om ulighedens årsager har man ikke oplevet, og det er typisk, at man har holdt sig inden for indkomstpolitikken, det vil sige inden for socialdemokraternes aktionsradius. Ulighed er blevet et spørgsmål om at yde til de dårligst stillede, og det er for så vidt også godt nok, men ikke nok. Samtidig er diskussionen blevet brugt til endnu engang at fortælle, at det skal kunne betale sig at arbejde. Som om vi ikke alle er enige om det, det er uenighed om midlerne, der skiller.
Derimod drejer diskussionen sig næsten ikke om uligheden i formue og formuedannelse og heller ikke om arbejdsindkomst contra arbejdsfrie indkomst. Og det er ikke ligegyldigt. Derfor er det også interessant, når Jyllands-Posten den 22. sept. citerer Venstres finansordfører Peter Christensen for at sige:
”Hvis vi skal jagte lighed, er der kun én måde at gøre det på, nemlig at øge boligskatterne.” Det gælder vel også erhvervsejendom. Han erkender, at det er ejendomspriserne, der er ”årsag til den største ulighed.” Men han har ikke tænkt sig at røre boligskatterne, og derfor får Eva Kjer Hansen alligevel det sidste ord.

Ulighed er katastrofal
Jeg har kaldt Henry Georges konstatering af, at fremskridt avler fattigdom for en katastrofeteori. For den udvikling af ulighed, som nogle politikere bevidst stiler imod, undergraver samfundets sammenhængskraft og er dermed katastrofal. Uligheden sætter ikke produktion i gang, og den kan føre til passivitet og dovenskab hos dem, der har for meget, ligesom den kan føre til opgivelse og social uro hos dem, der har for lidt. Det er også en af Henry Georges teser. Uligheden er politisk skadelig.
Budskabet hos Noreena Hertz er, at de store transnationale virksomheder stille og roligt tager magten fra politikerne og gør demokratiet illusorisk – eller afskaffer det. Derfor titlen ”Den tavse magtovertagelse”. Stat og marked danner en koalition, hvor markedet opnår de største fordele. Hun giver adskillige eksempler, ikke mindst fra USA, på, at politikken styres af hensynet til erhvervslivet eller, som vi gerne siger, ”markedet”. Hun ser globaliseringen som den egentlige årsag, og det kan heller ikke forbigås, at de store, åbne markeder og udviklingen af vækstområder fremmer indflydelsen hos de økonomisk stærke. Men det er ikke forklaring nok.
Bekymringerne går længere tilbage i tiden. Allerede i 1879 talte Henry George i ”Fremskridt og Fattigdom” om, at demokratiet kunne udvikle sig til despoti i ”folkets navn og ved hjælp af folkets magt.” Han siger videre i et kapitel om vor civilisations forfald:
”Og når uligheden i livsvilkår tiltager, gør almindelig stemmeret det let at bemægtige sig magtens kilde, thi desto større andel af magten ligger da i hænderne på folk, som ikke føler nogen interesse for, hvorledes staten styres, og som forbitrede af nød og fordummede af fattigdom er rede til at sælge deres stemme til den højstbydende eller følge den højst skrålende demagogs ledelse…”
Det er en anden bekymring end Noreena Hertz´. Henry George taler om den opgivenhed, der er grobund for populisme og anden demagogi. Men i et sådant politisk klima bliver den tavse magtovertagelse lettere.
Vi vil nok i dag bruge et lidt mere nøgternt ordvalg, men vi har en fornemmelse af, at vi godt kender substansen fra vor egen verden, så vi føler, at hensynet til det store erhvervsliv mere eller mindre umærkeligt trænger sig på.

Fremskridtet lov: sammenslutning i lighed
Eftersom mange mener, at vi skal finde årsagen til uligheden i globaliseringen og dermed overser det historiske element, så er der så meget mere grund til at pege på, at strukturer i vort eget samfund er en dybere liggende årsag. Man kunne i den forbindelse fundere lidt mere over de stigende ejendomspriser, end ledende socialdemokrater gør.
Henry George pegede på en årsag til ulighed og fattigdom, den private ejendomsret til naturens ressourcer og jordens beliggenhedsværdi. Men han pegede også på et middel, som i vore dage bl.a. kan praktiseres gennem en flytning af beskatningen af arbejde til beskatning af jordværdierne.
Han pegede også på endnu en faktor, den han kaldte fremskridtets lov, nemlig sammenslutning i lighed:
”… så er sammenslutning det første vilkår for fremskridt, og jo mere omfattende og inderlig sammenslutningen er, desto større er mulighederne for fremgang. Og da det åndelige kraftspild ved stridigheder er større eller mindre, eftersom moralloven, der tilkender enhver lige rettigheder, tilsidesættes eller anerkendes, så er lighed (eller retfærd) det andet vilkår for fremskridt.”
Det er vel i virkeligheden al folkeligheds grundlov. Også økonomisk. Henry George talte nok frihandelens sag, men han var også klar over dens farer, og vi skal i vore dage passe på, at vi ikke forser os på friheden for den enkelte virksomhed til udfoldelse og overser, at den også bliver brugt til at skabe koalitioner mellem marked og stat til skade for borgerne. Fri handel har også en etik!
Hvis det skal lykkes at modvirke ”den tavse magtovertagelse”, bliver det i globaliseringens tidsalder nødvendigt at styrke denne fremskridtsopfattelse og dermed et stærkere folkeligt engagement. Og det forudsætter også et brud med uligemageriet. Der skal arbejdes på mange fronter, gennem kooperativ virksomhed, gennem NGO-aktiviteter og frem for alt gennem en politik, der taler det civile samfunds sag mod koalitionen af marked og stat. Men der findes ingen enkle løsninger, hvis vi vil uligheden i verden til livs. Men et sted skal vi begynde. Henry Georges tanker er et passende sted.
Vi kan ikke blive ved med at leve på illusionen om, at få har for meget og færre for lidt.
– Det var i øvrigt slet ikke nogen konstatering. Det var et mål.