Det er en ubehagelig – og ubestridt – kendsgerning, at verden er præget af en dyb økonomisk ulighed. Nogle steder dyb fattigdom, andre steder velstand og overflod. Det gælder inden for de enkelte lande, og det gælder regionerne imellem.
Fattigdommen kan defineres på forskellig vis, enten ud fra en daglig minimumsindtægt eller efter fordelingen af et lands formuegoder. Der regnes med, at mindst en milliard mennesker falder under fattigdomsgrænsen. Men i og for sig er antallet mindre interessant. Det er bare ufatteligt stort. Det vigtigste er at fastslå årsagerne til fattigdom.
Den engelsk georgeist, Fred Harrison, har i bogen The Silver Bullet (Sølvkuglen), 2008, kommenteret og kritiseret den økonomiske forskning for på det nærmeste at forholde sig opgivende til dette spørgsmål.

Den danske udgave kan læses på www.sølvkuglen.dk.
Interview og pressemøde med Fred Harrison hvor verdenskrisen kommenteres ud fra indholdet i The Silver Bullet. Se og hør det her: Interview og pressemøde med Fred Harrison…

Den kapitalistiske fattigdomsmodel

Fra Bangladesh – et af de fattigste steder på jorden
Foto: Red Barnet
Det er en udbredt opfattelse i den kapitalistiske verden, at fattigdommen både den indenlandske og den, vi træffer i udviklingslandene, kan formindskes gennem tekniske fremskridt, der fremmer produktionen, forstået på den måde, at alle mennesker får det bedre, hvis der er flere varer til rådighed.
Det er et centralt synspunkt bag moderne velfærdspolitik, og det er også det synspunkt, som ligger bag den ulandshjælp, som de rige lande bidrager med til bl.a. undervisning og sundhed, til ophjælpning af infrastruktur og landbrug.. Denne hjælp er af mange grunde nødvendig, og i donorlandene har den en mentalhygiejnisk funktion, for der er et påfaldende sammenfald mellem de tidligere kolonier og de fattige lande. Fattigdommen her er også – men ikke udelukkende – et resultat af en økonomisk udnyttelse og af kolonimagternes opbrydning af oprindelige sociale strukturer. Ulandsbistanden er i mange tilfælde et forsøg på at overføre forskellige velfærdsprojekter til de trængende lande, men det har kun virkelig effekt, hvis der også sker strukturelle ændringer.
Fremskridt avler fattigdom
Påstanden om, at vækst modvirker fattigdom, modsiges af kendsgerninger i de lande, der har udviklet sig meget i de senere årtier.
Således oplevede Brasilien o. 1970 en stigning i bruttonationalproduktet på 10 % årligt. Der kunne nok konstateres en vis stigning i indkomstbeløbet, men de 85 % af befolkningen havde i 1970 sammenlagt en mindre del af indkomstmassen, end de havde i 1960, hvorimod de 5 % med de højeste indkomster rådede over en væsentlig større andel end tidligere – en stigning fra 27,4 % af indkomstmassen i 1960 til 36,3 % i 1970.
Landbruget i bl.a. Indien oplevede på samme tid en såkaldt ”grøn revolution”. Men man måtte konstatere, at den havde størst succes i områder med en mere ligelig jordfordeling. Her kunne fremskridtet komme alle til gode, mens det i andre områder med stærk koncentration af jordejendom fortrinsvis gavnede de store jordbesiddere.
De sidste to årtier har Indien og Kina oplevet en økonomisk omlægning fra statssocialisme til kapitalistisk økonomi. Mens man ikke i Kina har oplevet en vækst i fattigdommen, er det modsatte tilfældet i Indien, hvorom Fred Harrison skriver i The Silver Bullet”:
Indien var plaget af vokseværk – fremskridt fulgt af den fattigdom, der forårsages af ”fremskridt”. Det begyndte under den ”grønne revolution”… Indkomster blev forøget for en del af befolkningen, men derved udløstes en virkning, der er en del af den moderne kapitalistiske økonomis DNA. Bønder blev afkrævet højere jordleje til ejerne af deres jord. Hvis penge skulle indtjenes ved forøget produktivitet, leveret af bio-videnskaben, ville de ikke sive ned til dem, der arbejdede hårdt i markerne. Forhøjelsen i udgifterne til kunstgødning og sædekorn og forpagtningsafgifter, låste bønderne fast i den klassiske fælde. For mange af dem var det eneste – men skæbnesvangre – resultat heraf: gældsætning, som de ikke kunne undslippe. Så begyndte selvmord og affolkning af endnu flere mennesker fra landområderne. De havde kun et valg: At flytte til nærmeste by.
Tragedien, der udspandt sig i landområderne, kan ses af antallet af mennesker, der søgte tilflugt i bymæssig slum. Presset var intenst i Mumbai, hvor 60% af befolkningen nu lever i slum. I de to årtier af Indiens økonomiske vækst er antallet af slumboere fordoblet, steget fra 27,9 millioner i 1981 til 61,8 millioner i 2001 ifølge Kumari Selja, minister for boliger og bymæssig fattigdomsbekæmpelse.

Kritik af fattigdomsbekæmpelsen
Fred Harrison beskriver også Ruslands overgang fra den socialistiske økonomi til en kapitalistisk økonomi, mere eller mindre styret af hårdhændede forretningsfolk, de såkaldte oligarker. Han retter en skarp kritik af de

Fred Harrison – utrættelig forkæmper for jordreformer i hele verden.
vestlige økonomer, der hjalp præsident Jeltsin med omlægningen. Den har ført til stigende fattigdom og fald i gennemsnitslevealderen. Harrison mener også, at det var i de vestlige økonomers interesse, at Ruslands økonomi ikke blev for stærk.
En af verdensbankens opgaver er at ophjælpe økonomien i udviklingslandene, men det er Fred Harrions opfattelse, at økonomerne her stirrer enøjet på den kapitalistiske økonomi, og ikke søger at finde fattigdommens årsager. Det samme siger han om de fleste universitetsøkonomer. På sin vis er det forståeligt. Megen forskning er ikke værdifri, og i en kapitalistisk verden er det ikke befordrende for en forskerkarriere, hvis man foreslår strukturelle ændringer, især på ejendomsrettens område. Som Kosangas-direktøren Knud Tholstrup sagde: ”Tale er sølv, tavshed er underkastelse.”

Henry Georges udviklingsmodel bekræftes af kendsgerningerne
Erfaringerne fra verdens vækstområder bekræfter den iagttagelse, som Henry George gjorde allerede i 1879, at fremskridt følges af fattigdom. Fremskridt følges af stigende jordpriser, og i et samfund med privateje af jord vil økonomisk vækst skabe store rigdomme for nogle få ejere og større afhængighed for dem, der intet ejer. Med andre ord, der er en forklaring på fattigdommen – og den kan bekæmpes.
Det vil således være nødvendigt at inddrage jordejendomsretten og jordfordelingen i sine overvejelser, når det gælder økonomisk udvikling.
I udviklingslandene har jordspørgsmålet to væsentlige aspekter, nemlig fordelingen af landbrugsjord og udviklingen af jordpriserne i byerne. Hertil kommer så forekomsten af mineraler i jorden.

Skæv jordfordeling og manglende retssikkerhed i ulandene
Ser man på landbruget i ulandene, springer den enorme skævhed i jordfordelingen i øjnene. Den er meget markant i Latinamerika. Således blev i 1970´erne 81,3 % af jorden i Chile ejet af 6,9 % af brugerne, og i den anden ende af skalaen 0,2 % af jorden blev ejet af 36,9 % af brugerne. Andre lande har samme skævhed. Et tilsvarende billede får vi af Indien og Pakistan, hvor store dele af bondebefolkningen må leve som forpagtere med høje jordafgifter. I Afrika har især de hvides jordejendom været fremherskende som en arv fra kolonitiden. I Sydafrika arvede den nye demokratisk valgte regering i 1994 en jordfordeling, hvor store kommercielle farme ejede 87 % af jorden, mens de sidste 13 % var overladt til de sorte sydafrikanere, der havde en gennemsnitlig brugsstørrelse på 2,2 ha. 70 % af de 3,5 mio. sorte husholdninger på landet havde ikke adgang til jord. Et tilsvarende billede viser Zimbabwe.
I mange lande mangler der matrikulering af jorden, hvilket svækker de små brugeres retssikkerhed.
Til trods for, at der mange steder er gennemført landbrugsreformer, oplever man landbosamfund, domineret af godsejere og militæret med korrupte advokater og embedsmænd som håndlangere, samfund med en brutal behandling fra godsejernes side, hvor landarbejdere bliver afskediget eller sortlistet, hvis de kræver deres ret, samfund med mord på fagforeningsledere og medlemmer af bondeorganisationer.
Der er et skrigende behov for landboreformer ude i den store verden, og det er vigtigt at angribe jordejernes ret til at indkassere jordrenten. Der kan nås et godt stykke vej gennem jordbeskatning, men det er nødvendigt i mange lande at ændre selve jordfordelingen og foretage opsplitning af store godser for at skaffe bæredygtige landbrug, der kan sikre de enkelte familier udkommet og forhindre væksten i byernes slumområder.

Byudviklingen skaber uberettiget store formuer til nogle få

Allerede i 60érne beskæftigede Peter Ussing sig med disse problemer – og skrev denne bog
Mens landbrugsreformernes nødvendighed påkalder sig stor opmærksomhed, fordi de fleste mennesker i ulandene bor på landet, så er der et alvorligt urbaniseringsproblem under udvikling. Ser man billeder på fjernsynet fra de store byer i ulandene, konstaterer man næppe nogen større forskel mellem dem og byerne i vesten. Byerne vokser, og bliver sæde for den industrielle og kommercielle udvikling med erhvervsstrukturer, der på overfladen ikke adskiller sig fra de rige lande. Men i takt med, at højhusene skyder op, vokser uligheden. Dermed også slumområderne. Der skabes enorme formuer gennem grundværdistigningerne, og de påvirker hele det økonomiske liv.
En grundbeskatning vil forhindre en væsentlig del af denne formuedannelse, som jo i mange tilfælde kun kommer udenlandske selskaber til gode. Den vil skaffe penge til dækning af mange af de opgaver af sundhedsmæssig og uddannelsesmæssig karakter, som skal løses, ligesom mange opgaver inden for udbygningen af infrastrukturen i øvrigt vil kunne løses gennem beskatning af de stigende jordværdier, der følger denne udbygning.

Mineralforekomster
Der kan gives mange eksempler på, hvorledes mineralforekomster i ulandene udnyttes af udenlandske firmaer og ikke i tilstrækkelig grad kommer hjemlandene til gode. Det gælder lige fra olie i Mellemøsten til diamanter i Botswana. Der er heldigvis også eksempler på det modsatte, for der er en stigende forståelse for, at jordens råstoffer ikke tilhører den enkelte ejer eller det enkelte selskab, men hele folket eller hele menneskeheden. Det er en udvikling, der skal forstærkes. Den skal bringes til at omfatte al jordværdi.

Konflikter i kølvandet af fattigdommen
Historien kan berette om adskillige bondeoprør, også i vort eget land. Det kan derfor ikke undre, at den skæve jordfordeling har givet anledning til konflikter og oprør rundt om i verden. Kommunismens sejr i såvel Rusland og Kina som på Cuba har rødder i en skæv jordfordeling. Det samme havde mau-mau-oprøret i sin tid i Kenya, ligesom nutidens problemer i Zimbabwe. Også mange af vor tids oprørsbevægelser i Latinamerika udspringer af den samme ulighed. Netop uviljen til at gennemføre reformer i tide giver grobund for uro og terrorisme. Ja, det er den grundlæggende årsag til den terrorisme, vi oplever i dag.
Nu om dage taler vi om globalisering, en udvikling, der viser sig på mange måder, og som kan defineres meget forskelligt. Det er ikke en styret proces, men dog samlede bestræbelser i retning af tættere kontakter mellem folkene og større økonomisk samarbejde – og større forståelse mellem kulturerne.
Det er en udvikling, der forudsætter lighed i økonomisk henseende, hvis ikke vi stadig skal opleve farlige og voldelige lokale, regionale og globale konflikter.
Den økonomiske ulighed er nok globaliseringens største udfordring.
Kampen mod fattigdommen den største opgave.