Hvad er grundskyld?

Ordet grundskyld dækker et meget centralt begreb i Henry George- bevægelsen. Mange forbinder blot ordet med det, som det jo er i dansk skattepolitik: en afgift, der pålignes ejendommens jordværdi med en vis promille efter kommunalbestyrelsens afgørelse. For en georgeist derimod fremkalder ordet en lang række forestillinger; ikke blot af skattepolitisk karakter, men også omkring samfundsøkonomi og etik. Det kan betragtes som et nøgleord til en samfundsopfattelse.

Georgeister taler om ”fuld grundskyld”, hvorved man forstår en afgift, der er på samme størrelse som renten af det pågældende jordstykkes værdi. Jordens værdi er ikke et udtryk for den enkelte ejers indsats. Jordens værdi hænger sammen med udviklingen i samfundet. Georgeister skelner skarpt mellem værdier, som er skabt ved arbejde, og værdier, som enten er der fra naturens side eller fremkommet ved hele samfundets aktiviteter. Til de sidste hører mineralforekomster, jordens dyrkningsværdi og beliggenhedsværdi. De arbejdsskabte værdier skal være individuel eje, mens mineralforekomster og jordværdier skal være fælleseje, og det sikres gennem beskatning af jordens værdi.

Påligning af grundskyld har nogle konsekvenser, som vi anser for at være til gavn for samfundet:
Den presser priserne på jord ned. Det gælder landbrugsjord såvel som byggegrunde og, industrigrunde. Endelig forhindrer den spekulation i jord. Den forhindrer skabelse af formuer på grundlag af samfundsskabte værdier. Dermed er den et væsentligt middel til at formindske uligheden i samfundet. Den muliggør nedsættelse af skatter på arbejde og forbrug.

 

Grundskyld – en fiks ide?

Optimale forhold for en grundsælger.

Optimale forhold for en grundsælger.

Mange opfatter grundskyld som en fiks ide hos georgeisterne. Det er den også, hvis man bruger ordet fiks i sin oprindelige betydning, fast og uforanderlig, som f. eks. i forbindelse med fiksstjerne, fikspunkt, fiksering osv. Så er grundskyld en fiks ide, et fast led i en samfundsopfattelse. Det faste er dog ikke den form for jordværdibeskatning, vi kalder grundskyld, men den etik og den økonomiske opfattelse, som knytter sig til grundskyld som et middel. For så vidt kunne man illustrere vores samfunds-opfattelse med andre ord, men pr. tradition er ordet grundskyld kommet til at dække et meget centralt begreb i Henry George-bevægelsen. Mange forbinder kun ordet med en afgift til kommunen, pålignet en ejendoms grundværdi. For en georgeist fremkalder ordet en lang række forestillinger, ikke blot af skattepolitisk karakter, men også omkring samfundsøkonomi og etik. Det kan betragtes som et nøgleord til en samfundsopfattelse.

Selve ordet ”grundskyld” er af dansk oprindelse, nemlig som ”jordskyld”. Beskatning af jord er den klassiske form for offentlige indkomster. I engelsktalende lande bruges enten udtrykket jordværdibeskatning (Land Value Taxation) eller ”single tax”. Det sidste udtryk bygger på Henry Georges opfattelse, at beskatningen af jord ville gøre andre skatter overflødige. Det er en tanke, man også mødte hos de franske fysiokrater i slutningen af 1700-tallet.
Skattepolitisk er grundskyld som nævnt en afgift, der pålignes ejendommes jordværdi med et vist antal promille efter kommunalbestyrelsernes afgørelse. Georgeister taler også om ”fuld grundskyld”, hvorved man forstår en afgift, der er på samme størrelse som renten af det pågældende jordstykkes værdi. Det skal forklares nærmere nedenfor.
Når vi bruger udtrykket ”skyld” og ikke taler om ”skat”, har det at gøre med vores opfattelse af ejendomsret. Også det skal forklares nærmere.

 

Produktionsfaktorer

Den klassiske nationaløkonomi opererer med tre forudsætninger for, at en produktion af varer kan finde sted: jord, arbejde og kapital. I vore dage begynder man også at tale om en fjerde produktionsfaktor, social kapital, Tilsvarende kalder man nu ofte jord for naturkapital og arbejde for intellektuel kapital.

Jord eller naturkapital er en fælles betegnelse for mineralforekomster, byggegrunde og for al dyrkningsjord (landbrug, gartneri, skovbrug, plantagedrift o.a.). Naturkapital indgår i enhver produktion af varer, enten som råvarer eller som den plads, hvorpå produktionen foregår, og en del af varens pris rummer således betaling for naturkapitalen.

Enhver form for naturkapital har en vis værdi, der kan variere fra sted til sted. Den værdi, som et jordstykke har, giver sig udtryk i prisen, når der købes og sælges jord. Denne værdi bunder dels i jordens kvalitet som dyrkningsjord, dels i dens beliggenhed. Frugtbar jord er dyrere end dårlig jord, og byggegrunde kan koste flere penge, hvis de ligger et sted, hvor mange mennesker gerne vil bo eller have en virksomhed. Der er forskel på, om et stykke jord bruges til bolig, håndværks- eller fabriksvirksomhed, eller til kontorer og butikker, fordi de normalt ligger i forskellige områder/kvarterer. Beliggenheden (og anvendelsen) er afgørende.

Det årlige afkast af et stykke jord eller den årlige betaling for brug af et stykke jord vil således også variere. Den betegnes i nationaløkonomien jordrenten.

Arbejde eller intellektuel kapital er en betegnelse for den menneskelige indsats i forbindelse med produktion. Udtrykket intellektuel kapital er muligvis et modeudtryk, men det rummer dog den kendsgerning, at en arbejdsindsats ikke bare er en fysisk præstation. Arbejde forudsætter i dag en eller anden form for uddannelse, hvor man tidligere i mange tilfælde kunne nøjes med at se på den fysiske indsats. Helt uden brug af hjernen har arbejde nu aldrig været. Men oplæringen forudsatte dengang ikke særlig skoling.

Betalingen for indsats af intellektuel kapital kaldes stadig arbejdsløn. Ordet bruges både om fortjenesten ved at arbejde for sig selv og om betalingen for at arbejde for andre.

Kapital er et udtryk, der i nationaløkonomien bruges om produktionsmidler, altså maskiner, redskaber, værktøjer, husdyr, bygninger og skibe, som i den moderne produktion er en forudsætning for at frembringe et produkt, enten ny kapital eller varer til almindeligt forbrug. Betalingen for brugen af kapital betegnes som kapitalrente eller bare rente. Dette er naturligvis en yderst forenklet forklaring, for kapitalbegrebet bruges i den moderne økonomi meget bredt. Som oftest omfatter det også naturkapitalen, ligesom det kan omfatte de særlige rettigheder, der kan opnås gennem lovgivningen (toldbeskyttelse, patenter osv.), og som kan påvirke produktionsprisen på en vare.

Social kapital eller netværkskapital er en brug af ordet kapital i overført betydning. Vi har at gøre med et begreb, der udtrykker, hvorledes mennesker organiserer deres produktive indsats gennem forskellige former for samarbejde og netværk. Udtrykket har kun været brugt nogle få årtier og er langt fra beskrevet til bunds. Men Henry George foregriber det et sted i hovedværket ”Fremskridt og Fattigdom”, hvor han siger, at ”sammenslutning i lighed er loven for fremskridtet.”

Selv om der ikke kan sættes penge på betydningen, så betragtes andelsbevægelsen med bl.a. brugsforeningerne og de kooperative foretagender for 100 år siden som en betydelig social kapital. Det samme gælder de mange frivillige sociale netværk i dag.

 

Ejendomsret og etik

Når man beskæftiger sig med de nationaløkonomiske begreber, kommer man ikke uden om også at tage stilling til begrebet ejendomsret. I almindelighed er man tilbøjelig til kun at kæde begrebet sammen med ting – i videste forstand – som man har købt og betalt for, arvet eller fået som gave. Det er den etablerede ejendomsret, som er uden etiske nuancer.
Det georgeistiske ejendomsretsbegreb kræver anerkendelse af en etisk dimension og vil ikke uden videre anerkende den etablerede ejendomsret. Det er det helt centrale i den georgeistiske samfundsopfattelse.
Udgangspunktet er en sondring mellem det individuelle og det fælles. Derfor knyttes ejendomsret i første omgang til den enkelte person og til arbejdsindsatsen. Man har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde, hvad enten man arbejder selvstændigt eller for andre. Hvis man ikke kan begrunde, at en værdi er skabt gennem arbejde, får vi at gøre med fælles eje. Og her får vi brug for sondringen mellem de forskellige former for kapitel. Den intellektuelle kapital eller arbejdslønnen er altså den enkeltes private ejendom, og dermed er den også udtryk for den personlige frihed.
Jorden eller naturkapitalen kan der ikke begrundes en således individuel arbejdsbetinget ejendomsret til. Mineralerne forefindes fra naturens hånd. Jordens dyrkningsværdi ligeledes. Den beliggenhedsværdi, som jord har, er heller ikke arbejdsbetinget, men skyldes udviklingen i samfundet. Dette spørgsmål beskæftiger i særlig grad Henry Georges tilhængere og skal derfor behandles mere indgående nedenfor. Hvorledes denne ejendomsret kan hævdes, kræver ligeledes særlig behandling, og her kommer grundskyldsbegrebet endelig ind i billedet.
Georgeisterne hævder privat ejendomsret til kapital, ud fra den betragtning, at kapital er opstået gennem et samvirke mellem naturkapital (jord) og intellektuel kapital (arbejde), og hvis det fælles samfund har fået sin andel (betaling for indsats af naturkapital), så kan kapital være privateje/selveje.

 

Naturkapital som fælles eje

Georgeisterne ønsker at hævde både privat ejendomsret til arbejde og kapital og fælles ejendomsret til naturkapitalen. Vi må derfor se lidt nærmere på naturkapitalen og specielt jordens beliggenhedsværdi.

Mineralforekomster – Det er her i landet almindelig anerkendt, at olieforekomster ikke kan være privateje, men tilhører det danske samfund. Selve udvindingen af olien kan derimod nok overlades til private foretagender, der får en koncession og betaler en afgift til den danske stat for retten til at udvinde olien. Tilsvarende syn kan anlægges på alle andre mineralforekomster.

Dyrkningsjord – Jord, der anvendes til landbrug, gartneri og skovbrug har fra naturens side forskellig dyrkningskvalitet, og den afspejler sig i jordværdierne. De enkelte ejere kan desuden have forbedret jorden, f. eks. gennem dræning, og dette må betragtes som en indsats af arbejde og kapital, som ikke kan gøres til fælles eje. Men det tages der hensyn til ved vurderingen af jorden.

Georgeisten Storm P sagde det på denne måde.

Georgeisten Storm P sagde det på denne måde.

 

Beliggenhed – Jord, der anvendes til byggegrunde, har forskellig værdi alt efter beliggenhed. Det gælder, hvad enten der er tale om boliger (herunder fritidshuse) eller erhvervsvirksomheder, som fabrikker, handelshuse eller kontorer. Værdiens størrelse afhænger af erhvervsmulighederne, og den er naturligvis størst, hvor der er de bedste muligheder for at tjene penge. Gennem tiden har der i byerne udviklet sig områder/bykvarterer på grundlag af erhvervsmulighederne, typisk i form af boligkvarterer, industrikvarterer eller forretningsgader. Gennem byplanlægning og zonelovgivning kan myndighederne påvirke anvendelsen af jorden og værdien af de berørte jordområder. Under alle omstændigheder kan man konstatere, at vi her har at gøre med jord/grunde, hvis pris og værdi ikke kan føres tilbage til en individuel indsats. Det kan man heller ikke, når vi ser på ændringerne af jordens værdi.

Værdien af jord afhænger af samfundets udvikling – Hvis folketallet stiger, øges efterspørgsel efter jord, og dermed stiger jorden i pris. Den får en større værdi. Det kan man især konstatere i udkanten af byerne, hvor der er behov for at bygge flere boliger. Når der anlægges nye veje, kan man konstatere en stigning i værdien af grunde langs vejen. På samme måde var det i sin tid med jernbanerne. Ofte var stigningerne så store, at de kunne finansiere væsentlige dele af anlægget. Stigende velstand har øget interessen for fritidsboliger. Derved er klitarealer og dårlig landbrugsjord er blevet mange penge værd. Og sådan kunne man blive ved.

Også lovgivningsmæssige ændringer kan påvirke jordpriserne eller ejendomspriserne i det hele taget. Således har det nuværende skattestop en andel i de senere års store stigninger i ejendomspriserne. Man har vidst, at ejendomsskatterne ikke ville stige. Tilsvarende har nye låneformer påvirket ejendomspriserne. Det er en kendt sag, at ændringer i rentens højde påvirker ejendomspriserne, specielt grundpriserne – for bygningerne bliver hverken mere eller mindre værd som bygninger. Falder renten, har køberne råd til at betale noget mere for ejendommen, for det er de årlige udgifter, der tæller. Det kan ikke udelukkes, at store ændringer i samfundets struktur påvirker jordpriserne. Således kan man godt forestille sig, at en del af jordprisernes stigning gennem de sidste 50 år, hænger sammen med, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet. Familien fik på den måde to indtægter, og den fik altså mulighed for at betale noget mere for at bo. Jorden steg i pris.

Konklusionen af dette er, at man må konstatere, at samfundets udvikling påvirker jordens værdi – dermed også handelspriser for boliger, byggegrunde, forretninger og fabrikker. Derfor finder georgeister det ud fra en etisk forklaring rimeligt, at jordens værdi er i fælles eje.


Henry George: Fremskridt og Fattigdom

Georgeisternes centrale skrift er Henry Georges bog fra 1879, ”Fremskridt og Fattigdom”. Her skrev han ud fra erfaringer fra grænserne for den amerikanske bosættelse mod vest, hvor forholdene var mindre komplicerede end i de mere udviklede øststater. Han havde gjort den erfaring, at tekniske, sociale og økonomiske fremskridt medførte stigende jordværdier, og det førte så til større ulighed. Denne iagttagelse kunne han så gentage i de mere komplicerede samfund:
Fremskridtet viser sig således i form af arbejdsfrie indkomster, og de, der ejer jord, kan blive rige uden at røre en finger. Det skabte dengang – og skaber stadig – ulighed i befolkningen, og det skaber alt andet lige fattigdom. Prisen på boliger presses op, og omkostningerne i forbindelse med produktion stiger. Dermed stiger priserne uden, at lønnen nødvendigvis følger med. Det vil sige, at det private jordeje – både til mineraler, byggegrunde og dyrkningsjord – skaber ulighed og fattigdom. Det ses i ganske særlig grad i udviklingslande, hvor der er en stærk koncentration af jordejendom. Her har man en rig – nogle steder uhyre rig – overklasse, der ejer det meste af jorden, og en underklasse af bl.a. fattige bønder. De må leje den jord, der skal skaffe dem føden, ofte til en meget ublu andel af høstudbyttet. Den private ejendomsret til de arbejdsfrie indkomster skaber således sociale forskelle, der skader samfundet, og det kan i det lange løb true både velfærd og demokrati.

 

Fælles og privat ejendomsret

Når man som georgeisterne skelner mellem det forhold, at noget har man privat ejendomsret til og noget er fælles for hele folket, opstår der nogle praktiske problemer. De bliver ikke mindre af, at man i det omgivende samfund slet ikke foretager den sondring. Det er vel endda sådan, at de arbejdsfrie indkomster gennem stigningen i ejendomsværdierne er en vigtig del af den private formuedannelse, og det påvirker vores forbrugsmønster. Grundloven sikrer nok den private ejendomsret, men det gælder kun formuer. Egentlig kun det, man kan have skøde på, ikke f. eks. arbejdsindkomster eller forbrugsgoder.
Hvis man ønsker at fastslå den private ejendomsret og det fælles eje samtidig med, at man tager hensyn til den eksisterende samfundsstruktur, må man gå beskatningsvejen. Hvis man beskatter jordværdien, krænker man ikke skødehavernes ret til at bruge jorden eller sælge den. Det er denne beskatning, der kaldes grundskyld. Hvis beskatningen er lig med den årlige rente af jordens værdi, taler man om fuld grundskyld. Her kan ejeren ikke tilvende sig den formue, der ligger i jordens stigende værdi. Om der så kan skabes indtægter ved salg af bygninger, er grundskyldslovgivningen uvedkommende.

 

Hvordan kan det gøres

Grundskyld som offentlig indtægt praktiseres i et vist omfang allerede. Men grundskyldslovgivningen har aldrig omfattet fuld grundskyld. Ved indførelse af fuld grundskyld berører man også den del af jordens værdi, som ejeren, som har skøde på ejendommen, har betalt for. Og nogle har lån i jorden, så de både kommer til at betale grundskyld til staten og renter og afdrag til kreditforeningerne. Dermed er der kommet er erstatningsspørgsmål ind i billedet. Samtidig med, at man lægger en afgift på jorden, vil værdien af jorden blive offentlig eje. Der bliver dog ikke ændret noget på brugsretten og brugsmulighederne. Men ejerne må have en form for erstatning for det, de oprindelig har betalt for jorden.
Her skal omtales tre forslag, der har været fremme i den offentlige debat:

1. Fremtidens Danmark
I socialdemokraternes forslag, ”Fremtidens Danmark” fra 1945, blev der foreslået, at statens straks opkrævede den fulde rente af jordens værdi – sådan som den var konstateret ved jordvurderingerne – og samtidig udstedte obligationerne til dem, der havde skøde på jorden. I løbet af 60 år ville ejerne have fået udbetalt erstatning, og al jord ville være i offentlig eje. De værdistigninger, der var sket i mellemtiden, ville naturligvis ikke være blevet erstattet, og grundskylden kunne altså efterhånden have nedsat skatter for forbrug og arbejde, formodentligt med i et stigende omfang.

2. Grundskyldskommissionen
Grundskyldskommissionen foreslog i 1954, at der blev pålignet alle grunde en grundskyld på 4% af den konstaterede værdi. Heraf skulle den ene procent bruges til skattelettelser, mens de 3 % skulle bruges til over 25 år at erstatte den oprindelige jordværdi. Man ville så med det samme få fuld grundskyld af værdistigningerne, og i løbet af de nævnte 25 år ville al jord være underlagt grundskyld.

3. Retsforbundets 1977- forslag
I 1977 stillede Retsforbundets folketingsgruppe et grundskyldsforslag til folketingsbeslutning. Det gik ud på, at der straks skulle opkræves grundskyld af enhver jordværdistigning siden den seneste jordvurdering før lovens ikrafttræden. Desuden skulle der det første år opkræves 1/20 af den grundskyld, der svarede til jordværdien. Det følgende år 2/20, det tredje år 3/20 og så fremdeles. I løbet af 20 år ville al landets jord være underlagt grundskyld.
Grundskylden skulle være lig med den til enhver tid værende markedsrente.

Virkningerne fuld af grundskyld

Henry Georges tanker har været kendt i Danmark i mere end 100 år, og de har også haft en vis betydning for skattelovgivningen. Man har tillagt indførelse af fuld grundskyld heldige virkninger på en række områder, alt afhængig af samfundets struktur. Lad os se på nogle af de vigtigste områder:

Generationsskifte m.m. på landet
I ”gamle dage” anså man grundskylden som et middel til at fremme generationsskiftet i landbosamfundet og skaffe mange nye husmandsbrug, der bl.a. kunne lette presset på indvandringen til byerne. Dette argument har næppe nogen vægt i dag.

Jordprisernes højde
Men det er stadig sådan, at grundskylden vil presse jordpriserne ned, og det vil bl.a. lette mulighederne for førstegangskøberne af boliger. Det vil for alle lette presset på lånemarkedet og have en heldig indflydelse på rentehøjden.

Beskatning
Der vil blive tale om nogle fordele på beskatningsområdet. En øget grundskyld vil gøre det muligt at nedsætte skatterne på indkomst og/eller forbrug, og det har en positiv indflydelse på produktion og beskæftigelse samt opsparing.
Grundskylden opkræves efter, hvor ejendommene befinder sig. Det vil medføre, at det bliver muligt at beskatte de udenlandske virksomheder, der arbejder her i landet, og som hidtil har kunnet overføre deres overskud til beskatning i andre lande.

Skævvridning
Det medfører også, at der rettes lidt op på det skæve Danmark, idet grundskylden vil give væsentlig mere i de meget velstående og tæt befolkede områder i Nordsjælland og i Østjylland,og mindre i de tyndt befolkede områder med tilbagegang i folketallet. Det kunne gøre det mere attraktivt at oprette virksomheder her.

Social ulighed
Vigtigt er det også at man gennem grundskylden får mulighed for at angribe en vigtig årsag til den sociale ulighed, nemlig de arbejdsfrie indkomster og formuer.