Henry George, en kulturarbejder

Hvordan defineres kulturbegrebet? I Politikens danskordbog på følgende vis: ”Vaner, tro, kunst og andre resultater af menneskelig virksomhed hos en bestemt befolkningsgruppe i en bestemt periode”. ”Alt det mennesker har skabt for at give sig selv og hinanden åndelige og intellektuelle oplevelser”. I alt er begrebet defineret på omkring 200 forskellige måder i littera­turen, hvilket yderligere understreger kom­pleksiteten af dette begreb.

 

Det sociale menneskesyn

For Henry George var begrebet forbun­det med det sociale menneskesyn, hvad der fremgår ved nærlæsning af nogle af hans artikler og visse passager i hans bogud­gi­velser. Kultur opstår i et fællesskab med andre mennesker og inspirerer dem til ”ån­delige og intellektuelle oplevelser”. Og så­danne oplevelser er også den jord, kun­sten gror af.
Egoisme er et medfødt talent, usel­visk­hed må man kæmpe sig til. Egoisten såvel som altruisten udfolder sig i ethvert fæl­lesskab, men med for­skellige motivationer. Den første for at udnytte det, den anden for at tjene det.
Henry George var opmærksom på, at det skabende menneske per definition altid var altruist, og at spekulanten – i lighed med mange politikere – per definition altid var egoist. Dette er menneskehedens – og men­ne­skelivets – dualisme.

 

Mojácar – et godt eksempel

Kulturens smeltedigel er samfundslivet, som det rører sig på godt og ondt, et uop­hørligt opgør mellem altruisme og egoisme, og en be­tydningsfuld rolle for en positiv samfunds­udvikling spiller fortidens erfarin­ger, nuti­dens ambitioner og fremti­dens mål­sætnin­ger.
For bedre at uddybe synspunktet vil jeg bruge en lille, spansk pueblo (landsby) som eksempel på, hvordan armod i fysisk og psykisk forstand med et forstærket kulturliv som løftestang kan bringes til ophør og bane vejen for velstand og et altruistisk samfundsliv.
I Mojácar opstod i 1946 El Movimiento Indaliano (Indaliano-be­vægelsen) som en fornyelse af kunsten i Almería-provinsen, dannet af litterater, poeter, arkitekter og eksperimenterende kunstmalere, som søgte en ny identitet. Initiativtageren var maleren Jesús de Perceval, og i bogen Indaliano-bevæ­gelsens historie og æstetik skriver Mª Dolores Durán Díaz: “Navnet Indaliano tillægges D. Juan Cuadrado, som en dag fremlagde et præhistorisk idol. Det var en statuette forestillende et smilende ansigt med indsnit for skæg, hage, øjenbryn og øjenvipper, og med en mærkværdig hatte­puld med en fjer eller et blad. Statuetten blev amulet for kredsen, og på grund af ligheden med et medlem af denne, der hed Indalecio, kaldte man den Indalo.”
En entusiastisk borgmester, D. Jacinto, blev grebet af bevægelsens idealisme og foretagsomhed til at gøre forsøg på at vække sin by til foretagsomhed og afskaffe fattigdommen. Han tilbød gratis byggegrun­de til de, der ville istandsætte forfaldne huse; han forbedrede de sociale vilkår ved i stor udstrækning at tilgodese borgernes ån­de­lige og fysiske behov; han skænkede by­en et teater; han stillede alle slags fa­ciliteter til rådighed for de der ville bosætte sig i byen.
Lidt efter lidt begyndte der at komme intellektuelle, kunstnere, journalister, diplo­mater og andre, fascineret af denne enkla­ves fascinerende lys og smukke strande og imponerende fremgang for befolkningen. Man begyndte at opføre hoteller og socialt boligbyggeri, begge dele nyskabelser i et gammelt miljø.
I slutningen af 1970’erne blev byen præmieret for ”forskønnelse og forbedring”. I dag værner Mojácar nidkært om sit miljø og er trofast mod sit magiske symbol EL INDALO, skabt i præhistorisk tid og nu talisman for alt godt – alt altruistisk. Mojácar er i dag kulturens smeltedigel med den mest internationale befolkning i Spani­en.

 

Henry George – en løftestang for mange

Henry George har med sine idéer og visio­ner været en løftestang i mange lande og for mange enkeltpersoner i det politiske, socia­le og kulturelle perspektiv. For med sit aldrig svigtende klarsyn vidste han, at tin­gene hæn­ger sammen.
Fattigdom fremmer egoismen og det negative samfundssyn, ligesom fordomme er sværest at luge bort fra det sind, hvis gro­bund aldrig er blevet løsnet eller gødet af undervisning og uddannelse; her vokser fordomme og egoisme som ukrudt mellem brosten.
Den, der sulter, kan kun interessere sig for sin slunkne mave, og drives undertiden til at begå forbrydelser for at stilne sulten. Sult og fattigdom skyldes overvejende ar­bejds­løshed, som på Henry Georges tid var et altoverskyggende problem.
Eller sagt med hans egne ord:
En civilisation, som går i retning af at samle rigdommen og magten i hænderne på nogle få heldige og gøre resten til rene men­neskemaskiner, må nødvendigvis ud­vik­le anarki og bringe ødelæggelse. Men det er muligt at opnå en civilisation, hvor­under den fattigste vil kunne få del i alle de behageligheder og bekvemmeligheder, som nu kun den rige nyder, hvor fængsler og fattiggårde vil være unødvendige og godgø­renhedsforeninger utænkelige. En sådan ci­vi­lisation venter kun på den sociale intel­ligens, som skal tilpasse midlerne efter for­målet.
Næsten 100 hundrede år senere blev Mohandas Gandhi i et interview i den bri­ti­ske avis Sunday spurgt: ”Hvad mener De om vestlig civilisation?” og han svare­de: ”Jeg synes, det ville være en glimrende idé.”

 

Jordspekulation strider mod demokratiske principper

Henry George var kulturarbejder i dette begrebs sande betydning. Fattigdom og arbejdsløshed var den hyppigste årsag til menneskers kulturløshed og deres egoistiske venden ryggen til fællesskabet – et resultat af den fejlslutning, at ingen ville vide af dem.
Men hverken den enkelte eller det store samfund kunne være tjent med at lade problemet forblive uløst. Der måtte gen­nem­­føres en skånselsløs kamp mod fattig­dommen og arbejdsløsheden, og de mange uretfærdigheder, der fulgte med disse til­stan­de, hvis man skulle gøre sig håb om en samfundsudvikling, hvor demokratiet og fæl­­­lesskabet trivedes. Jordspekulationen for­­årsagede – i strid med de demokratiske principper – uligheder, og skulle frem for noget bringes til ophør.
Det var vældige opgaver at gå i gang med, men Henry George tvivlede aldrig på deres nødvendighed, eller at andre kunne bringes til at indse det og væbne sig med tålmodighed til den seje kamp.
For sej blev den, og er det fortsat. Her gælder det som ved andre lejligheder i en problemfyldt verden om at følge Poul Henningsens opfordring og gøre kultur til et våben. Og kultur vil sige at foretrække det bedste, ikke alene for det dårligste, men for det næstbedste. Henry George gik heller aldrig på akkord med sig selv.