Genoprettelse af riget – Hannibal Sehested indfører skat på al landbrugsjord

Efter svenskernes besættelse af Danmark i årene 1658-1660 og afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge var landet ikke bare blevet betydeligt mindre, men også udplyndret og ruineret. Problemernes omfang førte til en drastisk ændring i statens styrelse. Det tidligere så mægtige rigsråd, hvor adelen havde haft en afgørende indflydelse, blev afskaffet, og kong Frederik III gjort til enevældig konge. Derefter påbegyndte man en storstilet omlægning af centralforvaltningen.

To ting skulle herefter opnås: der skulle skaffes balance på statens budget, og statsgælden måtte afvikles, og det blev Hannibal Sehested, der som rigsskatmester måtte tage de hårdeste tag med finansnøden. Problemet var kort og godt at skaffe øgede indtægter at og mindske udgifterne, men i første omgang, kom man ikke ud af stedet.

Som præsident for Skatkammerkollegiet udarbejdede Hannibal Sehested så en instruks, der gik ud på, at statens kreditorer, dvs. visse godsejere, skulle betales med de krongodser, som de havde pant i. Begrundelsen var, at når staten ikke kunne finde udveje for godsernes indløsning, var det bedre at skille sig af med dem. I begyndelsen af december 1660 blev instruksen vedtaget.

Var kreditorerne interesserede i en sådan ordning? Så langtfra, men de fik intet valg. Tværtimod fik de ved juletid et chok, da kronen ophævede de anvisninger, der var udstedt på statsindtægterne, hvilket måtte ses som et varsel om en nær forestående statsbankerot. Herefter gjaldt det for Sehested om at skaffe rede penge i statens tomme kasse. Det blev derfor påbudt kreditorerne, at de for deres tilgodehavende ikke kun skulle erhverve det krongods, de havde som pant. De skulle samtidig forpligtede sig til at købe en ekstra portion krongods mod kontant betaling.

Men kronen (staten) behøvede flere indtægter, og dem kunne den under enevælden udskrive, som den ville. Da alt andet viste sig at være utilstrækkeligt, måtte man finde et nyt skatteobjekt, og det blev landbrugsjorden. Danmarks jord var landets største rigdomskilde, den var det sikre og det bestående. Jorden havde også den i skattemæssig henseende væsentlige fordel, at dens værdi så nogenlunde kunne vurderes. Her greb man til hartkornet..

Hartkornet havde længe været det sædvanlige vurderingsgrundlag for jorden i handel og vandel, først og fremmest ved bytte af jord, mageskifte, som det sædvanligvis hed. Hartkornet beregnedes for bondejorden efter landgilden, den afgift fæsterne ydede til jordens ejer. Det kunne være rimeligt,  når der var tale om fæstegods; jo større landgilde en gård ydede, des værdifuldere var den for ejeren. Man havde derfor fundet frem til en bestemt værdi, der var fælles for de mange slags landgilde, der fandtes. Den gode jord blev således vurderet højere end den dårlige.

Nu var det imidlertid ikke al jord, der ydede landgilde; undtagelsen var først og fremmest herregårdenes jord. Denne var alligevel vurderet i hartkorn, men beregningsgrundlaget var et andet, nemlig udsædens og hø-avlens størrelse, der var udtryk for jordens produktionsværdi; også dette hartkorn kunne benyttes i det påkommende tilfælde.

Der fandtes ingen oversigt over landets samlede hartkorn; en sådan måtte skaffes til veje, og det var et stort, om end ikke uoverkommeligt arbejde. En række kommissioner blev nedsat til at foretage de fornødne undersøgelser, og i første halvdel af 1662 kunne man på grundlag af dette arbejde udarbejde den første matrikel over landets jord. Efter kommissionerne blev den kaldt den Kommissionsmatriklen.

Hartkornsskatten betød på en række punkter afgørende brud med hidtidige principper. Først gennem den fik adelen rigtigt at mærke, hvad enevælden indebar. Ikke alene skulle de adelige ugedagsbønder, der hidtil havde været skattefri, nu svare afgifter  ligesom andre bønder, men herregårdenes egen jord skulle også beskattes. Herremændene mistede derved et af deres ældste og mest værdifulde privilegier. Og ikke nok med det: Herremændene skulle indkræve hartkornskatterne af bønderne og indestå for, at de blev indbetalt til staten. Skete det ikke, blev  der udstationeret soldater til forplejning i kortere eller længere tid på de pågældende herregårde.

Man blev hurtigt klar over, at den første matrikel, udarbejdet i største hast som den var, havde store mangler. Den skulle derfor snarest muligt revideres, og det blev pålagt de for nyligt oprettede amter at udføre dette arbejde. I hvert amt  nedsattes en kommission, der bestod af amtmanden, amtsskriveren og syv bønder, og disses virksomhed førte til en revideret udgave af matriklen. Den blev færdig i 1664 og blev kaldt Amtstuematriklen. Der var dog stadig en del skævheder i systemet. Den største var den, at landgilden i flere tilfælde var fastsat for århundrede siden og efter vidt forskellige principper.

Om hartkornsskatten størrelse i forhold til tidligere skatter får man et begreb, når man ser, at en dobbeltekstraskat i 1640 havde indbragt 130.000 rigsdaler, mens den første matrikelskat indbragte 280.000 rigsdaler, og den steg tilmed rask; allerede i 1668 var den oppe på 420.000 rigsdaler.

Men landets borgere fik pålagt endnu endnu en skat, stempelpapirskatten, som indbragte 32.000 rigsdaler årligt. Man udskrev også den såkaldte prinsessestyr. Det var penge, der skulle bruges til udstyr og medgifter til danske prinsesser, som skulle giftes med udenlandske fyrster. Et sådant arrangement kostede godt 100.000 rigsdaler. Den enevældige kong Frederik III og især dronning Sofie Amalie viste på den måde bl.a., at besparelser ikke omfattede hoffet.

Jeg har hentet det meste af stoffet til denne artikel fra DANMARKS HISTORIE, bind 8, som er skrevet af historikeren Gunnar Olsen og afsluttet af historikeren Finn Askgaard og udgivet på Politikens Forlag i 1964. John Danstrup og Hal Koch har redigeret værket.

I slutningen af sin fremstilling om Hannibal Sehested skrev Gunnar Olsen:”Sandsynligvis var det Hannibal Sehested, der stod bag matrikelskatten, ligesom det var ham, der stod bag de fleste andre nyskabelser på finansvæsenets område, men selv om det var ham, der havde lavet skattereformerne, stod han ikke fuldt inde for udskrivningens højde. I hans såkaldte testamente, fremsat i en samtale med  den fransk præst J.de Paulmyer kort tid før sin død, gjorde han sig til talsmand for en stærk reduktion af hæren. Dens størrelse nødvendiggjorde skatter, der var særdeles skadelige for landet. Det gjaldt ikke alene for adelen, `men også for de stakkels bønder, hvis kreaturer og indbo, deres eneste subsistensmidler, hvert øjeblik blev solgt til underpris til betaling af deres skatter. Det mindskede adelens indtægter af jordegodset, og fik undersåtterne til at desertere fra riget`.”

Det var en ret pessimistisk vurdering, som måske skyldtes, at Sehested kort tid forinden var blevet sat uden for indflydelse af sin værste konkurrent Christoffer Gabel, der med Kongeloven havde sikret kronen den uindskrænkede enevælde. Den 10. november 1665 forlod Hannibal Sehested for stedse København og begav sig ud på sin sidste udenlandsrejse for aldrig mere at vende tilbage. Det er højst sandsynligt, at det var under denne rejse han havde truffet J.de Paulmyer.

Men tilbage står de betydelige resultater, som især må tilskrives Hannibal Sehested: en genopretning af rigets finanser og et vurderings- og beskatningssystem, som var stort tænkt og enestående på Sehesteds tid.

I 1941udgav Viggo Starcke en pjece om Hannibal Sehested. Den rummer stor beundring af en store statsmand og en gennemgang af de resultater, han opnåede. Dertil kommer et bredt udsyn over politiske begivenheder før, under og efter Sehesteds virke.


Skriv en kommentar