Frank Norris (1870-1902) – Polypen En bog om Californien

Forfatteren

Frank NorrisMan kan læse Frank Norris` to berømte romaner The Octopus og The Pit, hvis man har lyst til sætte sig ind i de kaotiske forhold, der i slutningen af 1800-tallet udfoldede sig i Californien om ejendomsretten til jord. De to romaner er dele af et værk i tre bind, som Norris kalder Hvedens Saga. Den første, som skildrer hvededyrkerne i det sydlige Californien og deres kamp mod jernbanetrusten, er oversat til dansk af Johannes V. Jensen i 1907 med titlen

Polypen. I forordet til sin oversættelse roser Jensen forfatteren for hans realistiske tilgang til sit emne, idet han lader personernes ageren og handlinger skabe romanen. Den anden, som er oversat af Sten Drewsen i 1909 med titlen Malstrømmen, handler for en stor del om hvedebørsen i Chicago, hvor børsspekulanter formidlede eksporten af amerikansk hvede til Europas storbyer. Den tredje med titlen The Wolf  nåede forfatteren ikke at fuldføre, men den skulle handle om hvedens skæbne på markedet i Europa. Forfatteren døde af en banal blindtarmsbetændelse i 1902.

Frank Norris blev født i Chicago. Som ganske ung rejste han til Paris for at studere kunst, var 1896 krigskorrespondent i Sydafrika , to år senere på Cuba. Personerne, Presley i Polypen og Corthell i Malstrømmen, indeholder selvbiografiske træk.

Landmændene og Jernbanen

I Polypen  møder vi landmanden Annixter, der sammen med sit tyende og forpagtere dyrker 4000 acres, eller 1600 ha jord, og storbonden Magnus Derrick med endnu større arealer og med en position som landmændenes ubestridte leder. I den lokale stationsby Bonneville møder vi S. Behrman, der driver næring som bankier. Han repræsenterede Pacific and South West Jernbanen og er på banens lønningsliste. I landmændenes optik var han simpelt hen jernbanen, og den stod stærkt. Ifølge statens love kunne den disponere med en rente på 7% for den investerede kapital og kunne ud fra denne sats fastlægge de nødvendige fragtomkostninger. På samme vis kunne jernbanen håndhæve ejendomsretten til de jordarealer, den havde fået tildelt.

Genslinger var redaktør for Bonnevilles lokale avis. Han forsøgte at afbalancere forholdet mellem landmændene og jernbanen, idet han havde kontakt til begge sider. Han gjorde landmændene opmærksom på, at jernbanen nu ville have jorden takseret. Forholdet var dette, at størstedelen af jorden var ejet af P&SW, idet regeringen havde tilskødet firmaet alle ulige numre på begge sider af banen med en samlet udstrækning på 20 mile eller godt 30 km. De lige numre var statsejendom og var taget i besiddelse af brugerne, som også havde lejet jernbanens arealer.

Nu forestod så en endelig taksering af de ulige nummererede parceller, og prisen for disse jorder skulle ansættes efter den pris, staten fastsatte for sine parceller, og det forlød at vurderingen ville blive to en halv dollar pr acre, men Annixter mente, at han kunne sælge jord for 15 dollars pr acre.

Og hvad med de forbedringer, landmændene havde foretaget, f. eks. en overrislingskanal til 5000 dollars?

 Konfrontationen

Genslinger reagerede på et `forlydende`om en pris på 2,5 dollars pr acre ved at fastslå, at jernbanen godt kunne sætte prisen på sin jord højere, og mente, at landmændene og P&SW burde komme frem til en forståelse. Men det kom de ikke, for netop nu fastsatte P&SW taksterne for korntransport af hvede til nærmeste ladeplads til fire dollars per ton. Det fik landmændene til at opfatte jernbanens krav som rent tyveri, som de ikke kunne affinde sig med. De dannede en såkaldt Liga og besluttede sig for at sætte hårdt mod hårdt – og anskaffede sig skydevåben for om nødvendigt med magt at forsvare deres ejendomme. Den hele sag endte tragisk, for da jernbanen med myndighederne og bevæbnede folk på sin side troppede op for at sætte landmændene ud af deres gårde, kom det til skyderi, hvorved flere landmænd mistede livet, bl.a. Annixter og Magnus Derrisks søn Harran. Hermed havde Jernbanen sejret og landmændene måtte fortrække.

Hovedpersonen – og en biperson endeligt

Forinden havde landmændene udpege hovedskurken i hele spillet, nemlig en mand ved navn Shelgrim, som var præsident for og ejer af P&SW. Han var ikke bare en mytisk person i folks forestillingsverden, men også en virkelig medspiller i Jernbanens kamp. For de landmænd, der havde tabt slaget, var der ingen tvivl om, at Shelgrim havde jernbanekommissionen og statens guvernør i sin lomme, og at han beherskede parlamentet i Sacramento og domstolene.

S. Behrman, P.S.Ws repræsentant i Bonneville, omkom i et hvedetransportskib, der lastede hvede ved hjælp af elevatorer fra et enormt pakhus. Da det meste af denne hvede kom fra Bonneville, ville han se nærmere på, hvordan det hele fungerede. Men da han ville kigge ned i lastrummet, hvor hveden strømmer ned, fik han overbalance og faldt ned i den nedstrømmende hvede og blev kvalt.

Presley vil læse Henry George

 – Forinden havde Presley opsummeret alle de ulykker, P&SW havde forårsaget for de landmænd, som havde produceret hveden. Han så nu, at S. Behrman selv blev et offer for hveden, men begivenhederne have påvirket Presley stærkt, og han besluttede at forlade den egn, som han havde oplevet på godt og ondt. Over for nogle venner antydede han, at han nu ville læse samfundsetik, og nævner i den forbindelse tyskeren Arthur Schopenhauer (Naturens Villen) og sin egen landsmand Henry George (Fremskridt og Fattigdom).

I bogens slutning tager Presley afsked med den egn, som han så smerteligt havde lært at kende: ”Over det nordvestlige hjørne af Los Muertes red han ad den lange dæmning over til Annixters gamle gård. Her var alt øde og tomt. Den rustne vindmotor oppe over den artesiske brønd stod stille, og intet levende væsen var at se. På et træ ved den ødelagte indkørsel var naglet en trætavle med påskriften: `Advarsel. Alle uvedkommende, der antræffes på dette terræn, vil blive draget til ansvar efter loven. P.& S. V. J. B.` ”

Oppe på højderne, hvor Brodersens bæk udsprang, holdt Presley stille for endnu engang at overskue landet. Hele den mægtige San Joaquin Dal lå foran ham dirrende af varme. Det var tiden efter høst, og moderjorden, der havde afgivet sine lænders frugt, sov den dybeste udmattelsens søvn. Og mens Presley stirrede ud i verden, forstod han sikkert og klart vækstens store gåde. Et øjeblik var han i berøring med tilværelsens mysterium.

 


Skriv en kommentar