Følg briterne og norden

I 1972 søgte Danmark EF-medlemskab sammen med Storbritannien, Irland og Norge. Det har stedse været en vital dansk interesse at holde sig tæt til Norden og Storbritannien, her har vi de største handelsrelationer og tætteste kulturelle bånd, her hører vi til, historisk og sikkerhedspolitisk.

Den britiske regering har kontaktet Danmark, Sverige, Tjekkiet og Irland med henblik på at danne modvægt mod den finansunion, som Tyskland og Frankrig søger opbygget, og som vil give EU overherredømme over medlemslandenes finanslove, skatter samt arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Danmark har blankt afvist briterne. Det har svenskerne tilsyneladende ikke, ej heller irerne (der endda er euro-land) og tjekkerne .

Storbritannien er ikke isoleret i EU, hvor befolkningerne ikke ønsker den føderale stat, som finansunionen vil gøre EU til. Briterne står for national selvbestemmelse og en liberal handels- og erhvervspolitik, altså det modsatte af den centralistisk-bureaukratiske økonomiske politik og den subsidiepolitik og protektionisme, som især tyskerne og franskmændene hylder. Briterne har gennem Commonwealth-landene og USA tætte og omfattende globale relationer. Danske interesser – og danske vælgeres holdninger – har langt større identifikation med briternes end centraleuropæernes.

Striden står også om EU skal føre borgerlig eller socialdemokratisk økonomisk politik. En stram økonomisk politik, der fastholder recessionen og massearbejdsløsheden eller en investerings- og underskudspolitik, der yderligere forøger og forlænger gældskrisen. Et valg mellem pest og kolera. Hverken de borgerlige eller socialdemokraterne vil gøre op med de fejl i samfundsøkonomien, der skabte den globale økonomiske krise.

Som bekendt udsprang den økonomiske krise – i lighed med de fleste andre økonomiske kriser – af enorme boligbobler, både i USA og i Europa. De store ”friværdier” blev belånt, og da boblerne brast kom bankerne i svære vanskeligheder. Regeringerne og nationalbankerne valgte så at punge ud, og vi fik gældskrisen med kreditstramninger, økonomisk afmatning og arbejdsløshed.

Økonomerne erkender i stigende grad, at varig genopretning af økonomien og forebyggelse af nye økonomiske kriser nødvendiggør at der tages fat på de finansielle årsager til krisen, altså at nye boligbobler må hindres i at opstå. Derfor foreslår OECD, de økonomiske vismænd og andre økonomer en skattereform, der øger den løbende beskatning af jord og fast ejendom samt af natur- og energiressourcerne, og at provenuet bruges til lavere skat på arbejde. Derved vil man stoppe en farlig inflationskilde, lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv eller spekulativ anbringelse samt belønne arbejdsindsats.

Men hvad er den tysk-franske finansunions svar på dette? Såmænd kun at man skal ”overvåge” omfanget af den private gæld i banker, husholdninger og ikke-finansielle virksomheder i den enkelte medlemsstat. Derimod skal der være effektiv kontrol med lønfastsættelsen både i den private og offentlige sektor. Som om det var lønmodtagerne, der var de egentlige skyldige i bobleøkonomien… De skal bare betale regningen…

Socialdemokraterne foreslår strengere regulering af finanssektoren. Det kan være rimeligt nok, f.eks. kunne man forbyde derivater og indføre den foreslåede Tobin-skat på finansielle transaktioner. Erfaringen er imidlertid, at reguleringerne løsnes, når konjunkturerne vender, og så er de der ikke, når boblerne brister. Derfor er det meget mere effektivt at lade markedsmekanismen løse opgaven, og det gør man ved at følge økonomernes råd om en skattereform, der inddrager de arbejdsfri, samfundsskabte værdier og letter skatten på arbejde tilsvarende.

Alt dette vil et Danmark, der er fri af EU´s finansunion og af euroen, have muligheder for frit at foretage sig. Derfor skal vi fastholde euro-forbeholdet, og det skal respekteres af regering og folketing. Euro-forbeholdet hviler på det nationale kompromis, der udtrykkeligt friholder Danmark fra den økonomisk-monetære unions tredje fase med den fælles mønt og centralbank samt den fælles økonomiske styring. Vi bør også ligesom Storbritannien og Sverige lade vores valuta – kronen – flyde frit i stedet for at klamre os til den fallerede euro. Det vil gøre kronen endnu mere attraktiv end den allerede er.

Hvis regeringen og VK-partierne vil indmelde Danmark i ”den finanspolitiske stabilitetsunion”, som ”Merkozy-pagten” officielt hedder, er der klokkeklart tale om afgivelse af national suverænitet i betydeligt omfang, så det fordrer ifølge grundlovens § 20 5/6 flertal i Folketinget (hvad der ikke er) eller en folkeafstemning. Det er derfor godt, at modstanderpartierne DF, EL og LA kræver en sådan.

Euro-landene vil gerne have så mange andre EU-lande som muligt med i deres finansunion, for så bliver der flere om at betale den gigantiske og uoverskuelige regning for gældskrisen. Og det bliver ikke en engangsregning til genopretning, men derimod en permanent og voldsom økonomisk udligning mellem nord og syd i eurozonen og de lande, der hopper med i unionen. Det bliver tyskerne, hollænderne, finnerne og danskerne (hvis S-R-SF og VK får deres vilje), der kommer til at betale for gældsbeviserne (euro-obligationerne).

Man kan undre sig over, at regeringen og folketingsflertallet er rede til at føre en så landsskadelig politik. Svaret er nok, at det kræver Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer samt Finansrådet, altså økonomiske magtcentre her i landet. Og så gør det politiske flertal, hvad det får besked på, selv om erhvervslivets ledere i dette tilfælde handler mere ud fra en rutinemæssig ja-holdning til mere magt til EU end ud fra en velovervejet afvejning af, hvad der i det lange perspektiv er i erhvervslivets interesse.

Danmarks langsigtede interesse er en global og frihandelsvenlig orientering og er derfor nu som før at følge briterne og vore nordiske venner. Sverige vil næppe tilslutte sig Merkozy-unionen, Norge og Island er end ikke med i EU, det er de andre dele af det danske rige: Færøerne og Grønland for resten heller ikke…


Skriv en kommentar