Enevælden konsoliderer sig

Christoffer Gabels Magtperiode

Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet. Det skete 4 dage efter, at Hannibal Sehested for stedse havde forladt København. Man har set en sammenhæng mellem de to begivenheder, for Sehesteds forsvinden betøde ikke bare en sejr for Christoffer Gabel, men også en sejr for den uindskrænkede enevælde, som den kom til udtryk i Kongeloven. Sehested havde utvivlsom været stærkt medvirkende ved forløberen for enevældens indførelse, nemlig vedtagelsen af Enevoldsregeringsakten i januar1661, men hans mål havde åbenbart ikke været den enevælde, der blev arveregeringens følge.

Udarbejdelsen af Kongeloven tog sin tid. Allerede kort tid efter arveregeringens indførelse havde Frederik III fundet det ønskeligt at få denne og enevælden lovfæstet. Flere retslærde gav deres bud, men ingen af dem vandt gehør hos kongen. Han fandt forslagene for uklart formulerede. Derfor over overlod han det videre arbejdet til den unge Peder Schumacher, der i løbet af sommeren  1665 gjorde den tekst færdig, som kongen kunne godkende. Bag Schumachers og han forgængeres arbejde lå der en lang tids udvikling inden for de europæiske statsretslige teorier, der fremhævede den stærke, udelte statsmagt som den ideale styreform.

Kongeloven beskæftiger sig først og fremmest med forfatningen, dvs. med kongens pligter og rettigheder. Kongens pligter var få. Han skal dyrke Gud efter dennes egne ord og den Augsburgske Trosbekendelse; han skal holde landet udelt – han måtte ikke udstykke det til sine børn; og han må ikke forringe sin egen enevoldsmagt. Hvis nogen konge gjorde det dette sidste, skulle hans efterfølgere på tronen betragte det som ugjort.

Rettighederne er flere, ja faktisk altomfattende. Kongeloven fastslår, at kongen for undersåtterne er er det øverste hoved på Jorden. Han er den øverste dommer i alle kirkelige og verdslige anliggender, og hævet over alle verdslige love; hans domme kan ikke appelleres, undtagen til Gud. Dertil har kongen den øverste, totalt ubundne lovgivende magt; og det præciseres, hvis nogen skulle være i tvivl, at han efter forgodtbefindende kan udstede, ophæve eller ændre enhver lov, og han kan undtage hvem, eller hvad han vil, fra alle love. Kun èn lov kan han ikke ændre: Kongeloven selv, for den skal være urokkelig.

Kongen kan endvidere udnævne og afsætte alle embedsmænd. Han har øverste våbenmagt, han kan erklære krig, slutte fred og indgå forbund. Ligeledes kan han, som det passer ham, pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder,”thi som bekendt kan man ikke have fred uden våben, ikke våben uden løn, og ikke løn uden skatter.” Kongen er kirkens og gejstlighedens øverste styrer og leder alt, hvad der vedrører gudstjenesten. Kongeloven indeholder desuden bestemmelser om en formynderregering, om kongens regeringstiltrædelse, om hans husret og om arvefølgen, Hvad det sidste angår er hovedreglen, at mænd altid skal have arveret frem for kvinder, og mænds afkom frem for kvinders afkom. Endelig indeholder loven bl.a. en advarsel for ministre, som tillister sig noget af kongens magt; de skal straffes som majestætsforbrydere, hedder det.

Enevælden var nu sikret, og man kunne tro, at denne triumf for Frederik III, Christoffer Gabel og de øvrige svorne tilhænger af den absolutte enevælde straks skulle forkyndes for alverden. Men det blev ikke sådan. Kongen underskrev Kongeloven i november 1665, hvorefter den blev lagt under lås og lukke. Frygtede kongen, at den skulle virke for prokerende på undersåtterne, eller turde han ikke lade dronning Sofie Amalie se den, fordi hun efter lovens paragraffer kunne udelukkes fra en eventuel formynderregering. Da Gabel opfordrede kongen til at lade loven offentliggøre, skal han have svaret: ”Lad mig have husfred med dronningen.”

                                 

 


Skriv en kommentar