Milton Friedman og monetarismen

Milton Friedman (1912-2006) var i sin levetid en kontroversiel amerikansk økonom, hvis tanker og synspunkter også i vore dage er til debat. Han startede sin karriere på Rutges Universitet i New Jersey, hvor hans hovedinteresse blev økonomi. Forinden havde han dog studeret matematik og forsikringsvidenskab. Herefter tog han til Chicago, hvor han blev en frontgrundsfigur i den såkaldte Chicagoskole og en væsentlig deltager i den offentlige debat; ofte med indlæg i tidsskriftet Newsweek.

I 1976 fik Milton Friedman Nobelprisen i økonomi for sine arbejder inden for forbrugsanalyse, monetær historie og teori, samt stabiliseringspolitik. På det tidspunkt havde han en lang række bogudgivelser bag sig. Allerede under et kort ophold på Columbia Universitet i 1932-33 skrev han sin Ph.d.- afhandling ”Income from independent professionel practise”. I 1969 udkom ”The Optimum Quantity of Mony”. Så fulgte ”Free to Choose”, som han udgav sammen med sin kone Rose i 1980. Bogen findes i dansk oversættelse under titlen ”Det frie valg” Af andre udgivelser skal her kun nævnes ”Monetary Trends in the United States and United Kingdom.

Milton Friedman var en af præsident Reagans nærmeste økonomiske rådgivere. Det kunne derfor ikke undre, at han i 1988 fik tildelt både `Presidential Medal of Freedom` og `National Medal of Science`. På den måde blev Friedmans økonomiske teorier ophøjet til gældende statsfilosofi blandt konservative amerikanske politikere. Samtidig var Friedmans anvisninger slået igennem i Storbritannien, hvor Margaret Thatcher i høj grad lod sig inspirere af dem. Her i Danmark bevægede Poul Schlüter sig også ind på det spor, og det lykkedes ham i første omgang at bekæmpe inflationen, først og fremmeste ved at afskaffe den automatiske dyrtidsregulering, så Schlüter kunne konstatere, at `det gik ufatteligt godt`, men de gode tider holdt ikke regeringsperioden ud. Det vidner stigningen i antallet af kundgjorte tvangsauktioner over fast ejendom om. Det gjaldt især for enfamiliehuse, hvor antallet for tvangsauktioner steg fra 8.647 i 1985 til 20.339 i 1990.

På internettet kan man skaffe sig oplysninger om Milton Friedmans betydning for den økonomiske skole, der har fået betegnelsen monetarisme. Den hører hjemme inden for makroøkonomisk teori, som lægger vægt på pengemængdens betydning for prisniveauet.  Monetarismen bygger på kvantitetsteorien og blev udviklet af økonomer fra Chicagoskolen med Milton Friedman som den mest kendte blandt frontfigurerne. Af andre væsentlige bidragydere kan nævnes Philip Cagan, Karl Brunner, Lloyd Metzler, Harry Johnson og David Laidler.

Monetarismen er baseret på tre antagelser: 1) Den reale økonomi er selvstabiliserende, således at produktion og beskæftigelse af sig selv når frem til et ligevægtsniveau; 2) pengeudbudet skal være stabilt, hvilket betyder, at den samlede nominelle indkomst styres gennem udbudet af penge; 3) det internationale udbud af og efterspørgsel efter enkelte landes valutaer fastlægges af valutakurserne (hvis kurserne er flydende) eller kapitalbevægelserne (hvis kurserne er faste). Af de to første antagelser følger, at en konsekvent pengepolitik, dvs. en styring af pengeudbudet, vil kunne sikre fuld beskæftigelse med stabile priser. Man taler her om neoklassisk økonomisk teori.

Chicago-skolens monetarisme betød et brud med John Maynard Keynes` teorier, der ville bekæmpe arbejdsløshed gennem en langsigtet strukturpolitik. For Friedman fører en sådan politik til inflation, fordi arbejdstagerne nødvendigvis måtte fokusere på den nominelle løn. Monetaristerne mener, at arbejdstagerne er bevidste om, at reallønnen er det afgørende. Derfor var bekæmpelse af inflation det væsentligste.

Som monetarismens fader er Friedman kendt for følgende citatet: ”Inflation is always and everywhere a monetary  phenomenon”. Citatet dækker over, at inflation altid påvirkes gennem udbudet af penge. Inflationen skal styres via en restriktiv pengepolitik, der kun øger pengeudbudet med det antal procent årligt, der er nødvendig for at holde inflationen i ave. Disse grundlæggende synspunkter fremlagde Milton Friedman allerede i 1959 i ”The money growth rule”. Han mente, at i stedet for at prøve at udjævne udviklingens høj- og lavpunkter skulle centralbanken overholde en stram forpligtelse til kun at forøge pengebeholdningen i en jævn rate.

Ordet monotarisme kommer af det engelske monetary `angående penge`, af latin monetarius og moneta `mønt` og -isme.

Monetarismen har også sine kritikere. Professor Jesper Jespersen på Roskilde Universitet er en af dem. Islændingen Einar Màr Gudmundsson er en anden. I sit essay `Milton Friedmans disciple` i bogen ”Bankstræde Nr.O” beskylder han direkte de rådgivere, som Den internationale Valutafond sendte til Island, for at have vildledt de islandske bankfolk og politikere og dermed bidraget til at køre Islands økonomi i sænk. `De var alle disciple af Milton Friedman`, siger Gudmundsson.

Den væsentligste og mest omfattende kritiker er dog Naomi Klein (født i Montreal 1970, nu bosat i Toronto), der i sin bog ”Chok Doktrinen” med undertitlen ”Katastrofe-Kapitalismens Opkomst”, med sine 667 sider med noter, blotlægger et halvt århundredes amerikansk udenrigspolitik. I USA blev hendes bog naturligvis mødt med megen kritik. Flere toneangivende økonomer påpegede, at den var ensidig, men man medgav dog, at hendes journalistiske måde at arbejde på var fremragende.

Hendes kritik er ikke kun rettet direkte mod Milton Friedman og hans disciple, men også mod de politikere, der brugte Miltons anbefalinger i forbindelse med militærkup mod uønskede regeringer rundt omkring i verden,  Militærkuppet i Chile i 1973 og i Argentina lidt senere er et par af de grovere eksempler.

Naomi Klein hævder, at Milton Friedman under den kolde krig var USA’s mest betydningsfulde ideolog, og at det var ham, der leverede opskriften på de militærkup, der blev taget i anvendelse rundt omkring i verden. Som eksempel gengiver hun et brev, som Friedman engang skrev til Augusto Pinochet: ”Hvis man vil bruge denne choktilgang, så tror jeg, at man skal erklære det offentligt og i alle detaljer og meddele, at den straks vil blive iværksat. Jo mere fuldstændigt offentligheden er informeret, jo mere vil dens reaktioner lette tilgangen.” Tanken var, at man så efterfølgende skulle bygge et bedre samfund op.

Forlager KLIM skrev følgende på bogens omslag: ”Naomi Kleins bog spænder over et halvt århundredes verdenshistorie fra Latinamerikas CIA-indsatte diktatorer i 1970-erne til `genopbygningen` af Irak efter den amerikanske invasion. Hendes research er banebrydende, og bogen påviser, i hvor høj grad politiske ideer og samfundsopfattelser kan gøres medansvarlige for de overgreb, der finder sted i verdens brændpunkter.”

Citat: ”Georges svar på et hvilket som helst problem på ranchen er at skære det ned med en motorsav – jeg tror det er derfor, at han kommer så godt ud af det med Cheney og Rumsfelt”.

Laura Bush

 

 

Rudersdal kommune hæver grundskylden

Ved budgetforhandlingerne først i oktober 2012 besluttede Rudersdal kommune, hvor Birkerød og Søllerød hører til, at hæve grundskyldspromillen for 2013. Det skete for at lukke et hul på 186 millioner kroner, som kommunen skal betale i ekstra udligning til fattige kommuner efter Folketingets udligningsreform, siger borgmester Erik Fabrin (V), tidligere formand for Kommunernes Landsforening. Vi gør det, fordi det er billigst for borgerne, siger borgmesteren til Frederiksborg Amts Avis.

Årsagen til, at det er billigere for borgerne at hæve grundskylden og ikke personskatterne er, at der udlignes mindre på de penge, kommunen får i kassen via grundskylden, men en forudsætning for, at tingene kunne ordnes på den måde, er at både serviceudgifterne og anlægsudgifterne skal holde de rammer, der er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Det er opfyldt med den indgåede aftale, siger Erik Fabrin.

Når grundskylden forhøjes fra 21,44 til 22,93 promille, giver det et merprovenu på cirka 27 mio. kr. i 2013, hvilket svarer til knap 700 kroner per indbygger. Det dækker dog langt fra det beløb på 186 mio. kr., som kommunen skal betale i udligningen. Hvordan det hænger sammen, fremgå ikke af de oplysninger, som Rudersdal Kommune har givet til Frederiksborg Amts Avis, men sikkert af kommunens samlede regnskab.

I hvert fald fastholdes skatteprocenten på 22,7, og det får Erik Fabrin til at fremhæve, at Rudersdal Kommune fortsat har landets laveste beskatning af borgernes indkomster.

Helsingør hæver også grundskylden

Ved de indledende budgetforhandlinger i Helsingør Kommune i september 2012 foreslog borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) besparelser på 150 millioner kroner alene på driften og nedlæggelse af cirka 300 jobs i kommunen. Men det stod klart, at et flertal i byrådet, bestående af Socialdemokrater, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Lokaldemokrater dagen efter ville fremsætte deres eget budgetforslag.

Få dage senere blev der indgået et forlig, hvorved Venstre i det store og hele tilsluttede sig flertallets forslag. Besparelserne blev reduceret til 60 mio. kr., og de varslede fyringer faldt bort. Væsentligt var det også, at grundskylden blev hævet fra 30 til 30,82 promille, hvilket ville indbringe 13 mio. kr. ekstra til kommunen. Det blev således ikke til en stigning på 1,95 promille, som flertallet havde ønsket til dækning af noget af det provenu på 30 mio. kr., som kommunen skulle betale som følge af udligningsreformen.

Forligspartiet Venstre kunne dog ikke gå ind for at sætte grundskyldspromillen op. Derfor stemte borgmesterens parti imod forhøjelsen, da budgettet blev endeligt den 8. oktober. Men partiet stemte for besparelserne på 60 mio. kr., som indgik i forliget Den manøvre kunne foregå, fordi flertallet råder over 13 medlemmer af byrådets 25.

Byrådet i Helsingør handlede tilsyneladende mindre klogt end byrådet i Rudersdal. Havde det fulgt flertallets forslag om at fastsætte grundskyldspromillen på 31,95 i stedet for 30,82, så havde Helsingør Kommune fået ca. 17 mio. kr. mere at gøre godt med. Tanken om en nedsættelse af skat på arbejde indgik ikke i forhandlingerne.

Altingsvalget i Island

ipbw50ISLANDS lovgivende forsamling Altinget ligger ved pladsen Austurvellir i Reykjavik. Det var her folk i begyndelsen af året 2009 mødtes hver lørdag bevæbnet med potter og pander for at tvinge de folk fra magten, der havde ansvaret for Islands finansielle kollaps. Austurvellir ligger centralt i Reykjavik og umiddelbart øst for det sted, hvor Islands første indvandrer Ingòlfur Arnason i året 870 slog sig ned med sin familie og tyende og byggede en gård. Her står også et mindesmærke for Jòn Sigurdsson (1811-79), der var leder af kampen for Islands selvstændighed. Da republikken Island i 1944 blev udråbt, skete det på hans fødselsdag den 17. juni.

 

 Altingsvalget i Island

Man vidste det allerede før valget til Altinget den 27. april. De to borgerlige partier Selvstændighedspartiet (konservative/liberale) og Fremskridtspartiet (det gamle bondeparti) ville vinde en solid sejr. Det viste meningsmålingerne entydigt, og sådan kom det til at gå. De to partier fik hver for sig 19 mandater, en gevinst på henholdsvis 3 og 10 mandater, så med et samlet mandattal på 38 sikrede de sig at solidt flertal i det nye Alting, der tæller i alt 63 medlemmer. Taberne blev de afgående regeringspartier Socialdemokraterne og Det grønne Venstre, der mistede henholdsvis 11 og 5 mandater og endte med at beholde 9 og 7.  Dertil kom to nye partier med de sigende navne Lys Fremtid og Piratpartiet, der vandt henholdsvis 5 og 4 mandater.

Helt så imponerende var den borgerlige valgsejr imidlertid ikke, hvis man ser på deres procentvise andel af stemmerne. Deres andel blev 51,1 procent, hvilket svarer til 32 eller 33 mandater. Dette misforhold hænger sammen med en særlig valgordning, der betyder, at stemmer afgivet i kystnære områder tæller mere end andre afgivne stemmer.

En væsentlig forklaring på, at altingsvalget gik som det gik, skyldtes nok de borgerlige partiers valgtrumf, der gik ud på at skære 20 procent af alle islændinges boliggæld. At de to partier selv havde forårsaget denne gældsstiftelse med deres love om lempelige boliglån, havde boligejerne formentlig glemt alt om.

En anden forklaring kan findes i de tiltag, aktive borgere foranstaltede for at få grundloven lavet om, så enhver stemme fik samme vægt, og at alle naturresurser, herunder også fiskeriet, skulle være folkets ejendom. Men det lykkedes ikke at få ændret forfatningen. I stedet for skabte forslaget til en så vidtgående grundlovsændring stor modstand i betydelige dele af den islandske befolkning.

De islandske vælgere huskede sikkert også, at den nu afgåede regering ved sin tiltræden ansøgte om islandsk medlemskab af EU, og at den ønskede at forhandle med udlandet om den bankgæld, som `ekspensionsvikinger` havde bragt islændingene på halsen. Begge tiltag var upopulære i store dele af den islandske befolkning.

Det hjalp åbenbart ikke på stemningen, at den nu afgåede statsminister Johanna Sigurdardottir i efteråret 2002 bekendtgjorde, at EU-ansøgningen ikke længere var aktuel. I øvrigt var Det grønne Venstre imod at fortsætte ad den vej, sagde hun. (I øvrigt er de politiske partier i Island dybt splittede i spørgsmålet om ja eller nej til EU). Ved den lejlighed meddelte den 69-årige statsminister også, at hun ikke genopstillede ved det kommende valg til Altinget. Om det fik nogen betydning for valgresultatet er nok tvivlsomt.

De to regeringspartier i perioden 2009-2013 tabte stort ved Altingsvalget, men den afgåede regering fik et smukt eftermæle i den del af den danske presse, som overhovedet beskæftigede sig med Island. Dagbladet Information bragte således nedenstående opsummering af de ulykker, Selvstændighedspartiet havde forårsaget i Island, og af, hvad der var lykkedes for den rød-grønne koalition.

–          I starten af 00`erne foretog Island en omfattende privatisering af bankerne. Det satte gang i hjulene, alle kunne få kredit, og alle købte på kredit. Da den globale krise i 2008 ramte Island, havde landets tre største banker investeret og udlånt et beløb, der svarede til ni gange Islands BNP.

–          Med krisen fulgte en næsten værdiløs valuta og den største udvandring fra Island siden 1887. 5.000 forlod øen i 2009. Island har nu 318.000 indbyggere.

–          Under statsminister Johanna Sigurdardottir er Islands økonomi igen kommet på fode og voksede med knap 3 procent i 2012. Centralbankens rente er faldet fra 18 til 6 procent i perioden. Island har to år i træk haft økonomisk vækst. Skattesystemet er trimmet, så de fattigste betaler mindre, og man har gennemført besparelser uden at slække på nævneværdigt på velfærden. Og regeringens budget er igen i balance efter et underskud i 2008 på 15 procent.

Lars Hovbakke Sørensen, der har en ph.d. i international politik fra Aalborg Universitet og er ekstern lektor ved Københavns Universitet, er enig. Han peger dog på, at det til trods for økonomisk fremgang er det statsministeren og hendes socialdemokrati, der har stået for skud: ”Mange i Island mener, at socialdemokraterne ikke har gjort nok for at redde landet ud af krisen. At de ikke har fået ordentligt gang i økonomien og arbejdsløsheden ikke er bragt ned. Og når en række af de partier, der havde magten frem til krisen så lover, at der igen vil blive løsnet op og komme flere penge ud blandt folk, så er der mange, der tænker, at en stemme på oppositionen er en stemme på bedre tider,” siger han.

Nej til EU

Der skulle gå næsten en måned, inden Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet fik lavet en ny regering i Island, men de 22. maj kunne Danmarks Radio meddele, at de to borgerlige partier nu havde dannet en koalitionsregering. Den nye statsminister bliver Fremskridtspartiets leder Sigmundur David Gunnlaugsson, mens Bjarni Benediktsson fra Selvsændighedspartiet overtager finansministeriet.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de nye regeringspartier har besluttet at lægge EU-medlemskab i mølposen. Herved foretager de en 180 graders drejning i EU-politikken.

Den tidligere rød-grønne regering ansøgte om EU-medlemskab i juli 2009, og der har i mange omgange været forhandlinger med Bruxelles. En tredjedel af de 33 såkaldte forhandlingskapitler med EU var allerede afsluttet.

Kun en kort overgang efter det fatale økonomiske kollaps i 2008 var et flertal af de islandske vælgere tilhængere af EU-medlemskab. I dag siger et flertal klart nej til EU.

Måske er det en fordel, at det nu er Fremskridtspartiet, der er det ledende parti i Island Ganske vist var partiets andel af stemmerne ved valget i april et par procent lavere end Selvstændighedspartiets, men ansvaret for det fatale kollaps i 2008 hviler ikke så tungt på det.

 

Råstofudvinding i Grønland

Råstofudvinding i Grønland

Godthåbsfjorden, Ikatup nukasia, fotograferet af Gumuken

Sidst på året 2012 blev en mulig udvinding af jernmalm ved Godthåbsfjorden 100 kilometer fra Nuuk diskuteret voldsomt i den danske presse. Mange meninger og synspunkter kom til udtryk, men ikke alle var velbegrundede. Den side af sagen blev dog afhjulpet, da Politiken den 11. januar 2013 bragte en kronik af professor Christen Sørensen, fhv. overvismand og fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi m.m. Christen Sørensen udelukker ikke, at rettighederne til udvindingen af jernmalm kunne overgå til et kinesisk statsselskab, men han peger også på andre muligheder.

For fire år siden åbnede Grønlands landsstyre for forhandlinger med Alcoa, der planlagde at bygge et aluminiumssmelteanlæg i Grønland i samme gigantiske størrelse som i Island. Anlægget med tilhørende vandkraftværker ville koste 15 milliarder kroner, forlyder det. Til gengæld ville værket skabe en årlig omsætning i Grønland på 3-4 mia. kroner og 500-700 arbejdspladser, men hvem skulle betale de enorme etableringsomkostninger, og hvordan blev betingelserne på længere sigt?

Maniitsoq (Sukkertoppen), der ligger godt 100 kilometer nord for Nuuk, kan blive det mulige hjemsted for en aluminiumsproduktion. Byen har 3.500 indbyggere, der i givet fald vil kunne få gavn af den beskæftigelse, værket vil medføre, men uanset hvor anlægget eventuelt bliver placeret, vil det medføre et alvorligt indgreb i en storslået natur.

Grønland har tidligere kendt til minedrift. I Den sorte Engel ved Maarmorilik i den nordlige del af Vestgrønland blev der i mange år brudt bly- og zinkmalm. Denne virksomhed skabte mange arbejdspladser, men ophørte i 1990, da minen ikke længere var rentabel. I  Ivittuut (Ivigtut) i Sydgrønland brød man i mange år kryolit, som bl.a. blev brugt som flusmiddel ved aluminiumudvinding og til fremstilling af visse porcelæns- og fajancesorter. Men brydningen af kryolit ophørte for et par årtier siden, da minen var udtømt.

Men ved Mestersvig i Østgrønland findes der molybdæn, som bruges i stållegeringer. Nu ser det ud til, at det kan betale sig at udvinde stoffet, og det forventes, at et canadisk firma i nær fremtid vil åbne en mine, der vil kunne beskæftige 600 mand. I den nærmeste og eneste by i området – Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), der ligger et par hundrede kilometer sydpå – bor der kun 500 mennesker. Skal byen levere arbejdskraft til minen, vil det betyde en total forandring af det lille samfund, hvor den eneste erhvervsmulighed i dag er fangst og fiskeri.

Ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) findes de såkaldte `sjældne jordarter`, der er nødvendige i de moderne industrier, der fremstiller computere, mobiltelefoner, batterier m.m. Christen Sørensen hævder i sin kronik, at Kina har sikret sig adgang til de fleste af de `sjældne jordarter`, der findes i verden, og således har en slags monopol på området. Derfor har han med henblik på de grønlandske forekomster forsøgt at få dansk industri og europæisk mineralindustri på banen i Grønland, men hidtil uden resultat.

I sin kronik i Politiken skriver han følgende om denne sag: `Havde man på EU-plan mødt den fremstrakte hånd (fra Grønland), ville der straks være taget initiativ til at sende en højtstående og beslutningsdygtig delegation til Grønland med repræsentanter for såvel EU-kommissionen, den europæiske mineindustri og naturligvis en betydelig dansk deltagelse. Men det skete ikke – i hvert fald ikke endnu. Realiteten for de grønlandske politikere er derfor, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag det planlagte aluminiumsprojektet i Maniitsoq.`

I 2005 gik et svensk selskab i gang med at udvinde olivin i nærheden af bygden Atammik i Maniitsoq kommune. Olivin bruges til stålfremstilling. På grund af  kinesernes voldsomme forbrug af stål kunne det pludselig betale sig for det svenske LKAB at udnytte den ellers billige mineral så langt væk som i Grønland. LKAB, som ejes af den svenske stat, arbejder med jernudvinding i Kiruna og har en omsætning på omkring ti milliarder svenske kroner. Selskabet har oprettet datterselskabet Seqi Olivine A/S, som driver olivinminen i Atammik i samarbejde med det danske entreprenørfirma MT Højgaard. I alt er der 50 ansatte i minebyen fra minører til arbejdsmænd og rengøringspersonale, og hovedparten er grønlændere. De fleste af dem kom fra Maniitsoq, hvor rejefabrikken lukkede nogle år, inden olivinminen blev startet.

I 2004 åbnede Grønlands første guldmine, og det skabte en vis opmærksomhed, da det kom frem, at guld fra minen blev anvendt til fremstilling af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys forlovelsesringe. Guldet blev i 1993 lokaliseret ved Nalunaq i Kirkespirdalen, der ligger en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Crew Gold Corporation ejer nu alle aktier i Nalunaq Goldmine. NunaMinerals med hjemmestyret som hovedaktionær, suppleret af omkring tusind småaktionærer i Grønland og Danmark, ejede indtil 2007 en mindre aktiepost på 17,5 procent i Nalunaq Goldmine, mens Ceew ejede resten. Efter endnu et år med underskud, og efter at Crew havde oprettet sit eget smelteværk på Newfoundland i Canada, besluttede NunaMinerals at sælge sin aktiepost til Crew. Den officielle forklaring var, at det grønlandske selskab i stedet ønskede at koncentrere kræfterne om mineralefterforskning rundt om i Grønland.  Før beslutningen havde NunaMinerals krævet en undersøgelse af varestrømmen i selskabet, men der kom ikke nogen undersøgelse. Derimod steg kursen på Crew Gold Corporations aktier  med 839 procent på knap fire år. Hvordan hang det sammen med at guldminen i Grønland gav underskud?

Forklaringen synes at være, at Crew har købt guldminer andre steder i verden og at guldprisen er steget. Når selskabet alligevel fortsætter guldudvindingen i Nalunaq, skyldes det formentlig, at lødigheden af guldet i Grønland er høj, 18-20 gram per ton malm, mens den i selskabets mine i Guinea i Vestafrika kun er 1-1,5 gram per ton. Til gengæld er guldet der let at bryde, og lønningerne lave. Det samme gælder for selskabets guldminer på Filippinerne.

For nogle år siden udtalte Erik Andersen, der er direktør for guldminen i Nalunaq, til Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen GRØNLAND Mægtig og Afmægtig følgende: `I Grønland er lønningerne høje. Udgifterne ved at drive minen er i det hele taget enorme. Fordi den ligger så afsondret, koster det millioner at transportere folk og materialer frem og tilbage. Derfor tjener vi ikke noget for øjeblikket. Men vi håber, at det kommer snart, for ellers bliver minen simpelthen lukket.`

Det er den dog ikke blevet!

Norden skal på banen

Råstofudvindingen i Grønland er for stor en sag til, at grønlænderne kan klare den alene. Selv med et aktivt samarbejde med Danmark forekommer opgaven overvældende. Derfor bør alle de nordiske lande på banen. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne passende aktiver de mineselskaber og finansielle sektorer, der har kræfter og erfaringer på de deres respektive områder.

Det statsejede svenske LKAB har mangeårige erfaringer med jernudvinding i Kiruna i Nordsverige og er allerede engageret i Grønland. I 2005 gik Seqi Olivine A/S, der er et datterselskab under LKAB, i gang med at udvinde olivin, der bruges til stålfremstilling, i nærheden af bygden Atammik i nærheden af Maniitsoq Kommunne (Sukkertoppen).

I Sydgrønland har et canadisk mineselskab, Crew Gold Corporation, siden 2005 brud guldholdig malm ved Nalunaq en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Herfra sejles malmen til forarbejdning på Newfoundland. (Jvf. Marianne Krogh Andersen: GRØNLAND Mægtig og Afmægtig)

Der skal stærke kræfter til for at tage konkurrencen op med London Mining og Den kinesiske Statsbank, som foreløbig er de eneste, der har budt ind på muligheden for at bryde jernmalmen ved Godthåbfjorden. Mon ikke Norden som en samlet enhed er i stand til at gøre det? Målt i BMP 2008

ligger de nordiske lande under et på en elvteplads blandt verdens rigeste lande. (Jvf. Gunnar Wetterberg: Förbundsstaten Norden).

Danmark, med sit indgående kendskab til grønlandske forhold, og Grønland selv må være de naturlige formidlere af en storstilet nordisk indsats for udnyttelse af Grønlands råstoffer. De kan i fællesskab sikre, at grønlænderne fra begyndelsen får indtægter fra de virksomheder, der ønsker at etablere sig i deres land.