EU giver Tyskland en irettesættelse

For nylig fik Tyskland en alvorlig påmindelse fra EU om, at landets permanente handelsoverskud burde nedbringes, fordi det forlænger eurokrisen.. EU’s økonomikommissær Olli Rehn rådede i kraftige vendinger Tyskland til at skabe mere vækst ved at styrke den indenlandske efterspørgsel. Ledende tyske politikere og økonomer reagerede straks positivt på kritikken. Det gjorde de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, også, og overraskende for mange også det tyske Økonomiske Institut i Köln, IW, der finansieres af industriforbund og arbejdsgivere.

Et af de problemer, som Rehn peger på, er, at Tyskland gennem mange år ikke har øget det indenlandske forbrug i passende omfang. Et andet og nok så alvorligt er, ifølge et internt EU-papir, som Süddeutsche Zeitung har fået adgang til, at Tyskland i årene 2006-2012 kun investerede 10 procent af indkomsterne fra sit handelsoverskud i hjemlandet selv. Størsteparten af resten blev placeret i den udenlandske finanssektor, der brød sammen i 2008. Det medførte, at forbruget faldt yderligere, og de tyske skatteydere måtte til lommerne for at holde fallerede banker flydende. Dertil kom, at Tyskland gennem flere år ydede betydelige beløb til sydeuropæiske lande for at undgå et sammenbrud i eurozonen.

Denne bedømmelse deles af mange, og nogen vil tilføjede, at de svage offentlige og private investeringer ikke bare svækkede det indenlandske forbrug, men også dæmpede væksten i importen fra landene i eurozonen og fra lande udenfor.

Tyskland har altid satset på at skaffe sig et solidt handelsskud og har haft det siden 1952. Mens landet endnu havde d-marken, blev forholdet til andre valutaer fastlagt ved kursreguleringer, og det medførte, at marken stod stærkt. Men nu er Tyskland bundet af de regler, der gælder i eurozonen, og ifølge dem må intet lands handelsoverskud overstige 6 procent over en længere periode end tre år. Det har det tyske handelsoverskud over for udlandet gjort siden 2006, altså i otte år. I 2013 havde Tyskland det største handelsoverskud i hele verden. Det var det år på næsten 200 milliarder euro.

Den nye regering i Tyskland, som blev resultatet af det sidst afholdt forbundsdagsvalg, består af partierne CDU/CSU og SPD, og den er allerede gået i gang med at stimulere den tyske økonomi. Det er således besluttet at indføre en landsdækkende mindsteløn, og i regeringsaftalen er der afsat store summer til investering i trafik, pensioner, uddannelser og børnehaver. Der kan også blive tale om at udligne de lønforskelle, der stadig består mellem Øst- og Vesttyskland.

Det betyder ikke, at der pludselig er opstået idel harmoni mellem tyske arbejdsgiver og lønmodtagere, men signalet fra EU er blevet opfattet på de tyske arbejdspladser. Dietmar Schäfer, næstformand i de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, der leder forhandlinger med byggeriets arbejdsgivere, oplevede først i marts, at arbejdsgiverne afbrød forhandlingerne på ubestemt tid. Det var deres svar på byggearbejdernes krav om en lønforhøjelse på 7 procent

Dietmar Schäfer siger til Politiken (7/3): ”EU kritiserer os med god grund. Vores fremgang er sket på udlandets bekostning. Vi har gjort os alt for afhængige af eksport. I dag må vi styrke efterspørgslen på vores indlandsmarked. Byggeriets arbejdsgivere har ikke tilbudt lønforhøjelser overhovedet. Det er ikke usædvanligt. Den gennemsnitlige stigning i månedslønnen for alle lønmodtagere var i fjor 1,3 procent. Samtidig steg priserne med 1,5 procent. Det betød, at reallønnen i fjor faldt med 0,2 procent, hvilket er det første fald, siden 2009, da den økonomiske verdenskrise brød ud.”

(De fleste oplysninger er hentet fra Peter Wiwels artikel i Politiken den 7. mart d.a.).

 

Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.

 

 

Beskyttelse eller frihandel

Dette er titlen på én af Henry George’s bøger, og tillad mig her at forsøge at se på de moderne frihandelsbestræbelser ud fra georgistiske principper.

Som jeg ser på disse principper, er der i vore samfund to ting, der står hinanden imod. Den ene er forventningsprisen på jord. Den anden er produktivitetsstigningen. Forventningsprisen vil altid søge at tage højde for, at tingene i kraft af produktivitetsstigningen bliver billigere. Prisen på jord vil derfor altid ligge et stykke over det, der kan lønne arbejde og kapital. Derfor vil der altid være en større eller mindre arbejdsløshed i samfundene.

Men hvad nu, hvis nu produktiviteten stiger mere brat end forventet? Ja, så får vi først en periode med fuld beskæftigelse, for forventningspriserne var ikke høje nok. Men efter denne søde kløe får vi den sure svie. For produktiviteten kan ikke blive ved med at stige så brat, og når en mere normal stigning er indtrådt, vil forventningspriserne være for høje, og arbejdsløsheden vil slå til igen, og måske endda blive større end før, indtil enten forventningspriserne er faldet, eller produktiviteten er steget.

Vi så det i tresserne. Her gennemførte man et stort frihandelsområde bestående af EF og EFTA. Og den produktivitetsstigning, det gav anledning til, var langt større, end nogen havde forventet. Jordpriserne var ikke fulgt med. Derfor fik vi fuld beskæftigelse i tresserne. Og det i den grad, at mange begyndte at regne med, at vi omsider havde løst nationaløkonomiens gåde, så vi kunne have konstant fuld beskæftigelse. Man regnede også i halvfjerdserne med, at opsvinget snart ville komme. Hvad det blot ikke gjorde. For forventningspriserne var stadig for høje.

Omsider kom vi dog ned på et mere normalt niveau. Men så kom næste opsving i halvfemserne og slog igennem med stor kraft i nullerne. Kina var kommet med i verdensøkonomien, og det gav produktivitetsstigninger af en ganske uventet størrelse. Forventningspriserne havde ikke forventet så meget, og som sidste gang faldt også denne gang arbejdsløsheden. Men ak, også som sidste gang var den sure svie ovenpå de glade nuller en stærk medicin at sluge. Vi fik en krise, som vi først nu er ved at komme ud af. (Mere om denne kriseteori i George efteråret 2012).

I ”Beskyttelse eller Frihanden” skriver Henry George følgende: ”Beskyttelsens Afskaffelse vilde være som en Røvers Bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen Mand stort, om een Røver jages bort, naar en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer”. (side 168). Den røver, George tænker på, er den private Jordejeret. Denne røver står tilbage til sidst, og hvad de andre røvere efterlader, det tager denne røver.

Oversat til den model, jeg har skitseret ovenfor: Det kan være udmærket, at mere frihandel skaber vækst, men så længe der af væksten også skabes en større eller mindre forventningspris på jord, vil vi efter nogen tid igen rammes af arbejdsløshed. Måske det sker på et højere plan, hvad realløn angår, men arbejdsløsheden får vi ikke afskaffet selv med nok så megen frihandel.

Det betyder ikke, at frihandel ikke er noget godt. Det betyder heller ikke, at der ikke i en periode kan skabes vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Hvis produktivitetsstigningen ved en frihandelsaftale mellem USA og EU som den, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads, er større, end man forventer (og ”man” er her den almindelige forventning til fremtiden, som bestemmer forventningsprisen på jord), så vil vi måske opnå den samme effekt, som i tresserne, da EF og EFTA nedbrød toldskrankerne, eller som i nullerne, da Kina for alvor kom med ind i verdenshandelen, det vil sige: vi vil måske få gang i hjulene, fuld beskæftigelse og optimisme overalt i økonomien. Men gør vi ikke noget ved forventningspriserne på jord, vil det med garanti ende på samme måde, som tressernes og nullernes glade optimisme endte: med krise, tvangsauktioner, arbejdsløshedens genkomst og almindelig pessimisme til følge.

For optimismen vil uvægerlig give sig udslag i stigende jordpriser, måske vi endda igen når frem til det punkt, vi havde i nullerne, hvor politibetjente, postbude og sygeplejersker ikke kunne bosætte sig i Københavnsområdet, fordi de ikke kunne betale de priser på ejendom, der krævedes. Så hvis vi bibeholder status quo, hvad jordbeskatning angår, vil selve opsvinget i sig bære kimen til den økonomiske nedgang, der kommer.

Imidlertid er der et George-citat mere at bide mærke i. Dette citat står til sidst i Beskyttelse eller Frihandel, og man skal notere sig, at George forinden har plæderet gevaldigt for, at den sande frihandel indebærer fuld grundskyld. Det vil sige, der er tale om en slags slutdrøm, en lidt vild forestilling om, hvad der ville kunne opnås, hvis virkelig man kunne blive enige om denne sande frihandel. George skriver.

”Og paa samme Maade vilde det gaa med vore Frænder hinsides Havet. Dersom vi afskaffede vore Toldboder og aabnede vore Havne for fri Indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, vilde Handelen mellem de britiske Øer og de Forenede Stater blive saa vældig stor og Samkvemmet saa inderligt, at vi maatte blive til eet Folk og nødvendigvis kom til at indrette vort Møntsystem, vort Postvæsen og vore almene Love paa en og samme Maade, saa at Englænderen og Amerikaneren lige saa fuldt vilde føle sig som Borger i samme Land, som New Yorkeren og Californieren nu gør det”. (side 205).

Når det er værd at lægge mærke til dette citat, skyldes det, at EU er gået frem i omvendt rækkefølge. Hvor George giver udtryk for det håb, at en frihandelsaftale vil medføre en samordning af lovene, hævder EU omvendt, at en sådan samordning af lovene er en forudsætning for frihandel. At EU her har misforstået noget, fremgår af den kendsgerning, at den frihandel, der blev indført i Europa i 1959-60 gennem EFTA og EF’s tiltag, ikke blot gavnede EF-landene, hvor kravet om fælles regler gjaldt, men også EFTA, hvor et sådant krav ikke var fremsat. Eller man kan sige, at produktiviteten steg i begge områder, før reglerne var ensrettet.

Når det er værd at gøre opmærksom på det, skyldes det, at der i den frihandelsaftale, der er under forhandling mellem USA og EU, tænkes indbygget en fælles domstol, så f.eks. amerikanske firmaer vil kunne sagsøge den danske stat, hvis vi indfører strengere krav på f.eks. bestemte miljøområder. Det er sådan set EU’s misforståelse om igen. Det er unødvendigt for virkningen af frihandelen at indføre fælles regler på alle områder. Man kan gøre det eller lade være. Måske man vil få en lidt større virkning, hvis man har fælles regler på nogle områder, men erfaringerne fra både tresserne og nullerne fortæller os, at det ikke er dèr, de store gevinster tages hjem.

Om amerikanere og europæere gror sammen og bliver som ét folk, sådan som George drømte om det, så er det noget, der sker som en følge af frihandel og fri rejse og fri udveksling af al kultur, disse ting er ikke noget, der først må være på plads, før frihandel kan virkeliggøres.

Men bevares, vi har jo også erfaret – hvad George måske ikke havde erfaret – at stater er interesseret i at beholde så mange arbejdspladser i landet som muligt og derfor fejlagtigt tror, at frihandel skader den hjemlige beskæftigelse. Derfor kan man godt i teorien gå ind for frihandel, altså nedsættelse af al told, sådan som man gjorde det i 1959-60, mens man gennem en række tekniske handelshindringer søger at dæmme op for udenlandske varer. Og her har jo EF’s grundlæggere følt, at sådanne handelshindringer kun kan afskaffes af den fælles kommission og den fælles domstol, mens George går ud fra, at den sandhed efterhånden vil brede sig, at afskaffelsen af alle handelshindringer er til eget lands fordel, også selv om der bliver indført flere varer af denne bestemte slags og afskediget arbejdere på dette felt. Der vil nemlig blive oprettet nye arbejdspladser på andre felter mindst svarende til dem, der gik tabt.

Altså: George har ret i, at en eventuelt vækst ved en frihandelsaftale mellem EU og USA ret snart vil blive opædt af ”den sidste røver”. Og han har også ret i, at en eventuel lovsammensmeltning ikke er en forudsætning, men højst en følge af en gennemført frihandel.

Det er stadigvæk værd at lytte til ”Den Gamle”.

 

Fremskridt og Fattigdom bliver til

I tiden efter, at Henry George var vendt tilbage til Californien fra New York, stod han igen uden fast arbejde. Men så startede han sammen med en ven sin første selvstændige avis. Med 1800 dollars i ryggen udgav han San Francisco Evening Post for en cent per stk. Til den pris kunne enhver få råd til og fristes til at købe avisen.

Som redaktør af avisen tonede George rent flag for en virkelig demokratisk politik, for frihandel og for inddragelse af den jordrente, som han havde slået til lyd for i en tidligere udgivet pjece. Han påtalte de overgreb, som magthaverne udsatte arbejdstagerne for, især den usle behandling, som søfolkene blev tildelt.

Henry George lod sig ikke påvirke af de folk, der havde magtpositioner i kraft af monopoler og private interesser, skønt det medførte tab af annonceindtægter. Han troede fuld og fast på, at hans avis kunne opretholdes alene ved sine holdninger og for sit budskab. Men da endnu en økonomisk krise og andre vanskeligheder stødte til, måtte bladet opgives i 1875.

 Georges kald

På det tidspunkt var George overbevist om, at jorden burde være det amerikanske folk fælles ejendom og at renten af jordens værdi skulle inddrages af samfundet, så told og forskellige skatter kunne afskaffes, og han følte, at han havde et kald til at forklare dette synspunkt for alle. Men det krævede nye studier og undersøgelser. For at få tid til dem fandt han et arbejde som gasmåler-inspektør. Det var overkommeligt og gav samtidig lidt fortjeneste. Når hans tid tillod det, foretog han så de undersøgelser, som blev grundlaget for udarbejdelsen af `Fremskridt og Fattigdom`.

Sideløbende med sine studier holdt George en del foredrag, således sin første og eneste universitetsforelæsning på det nyoprettede Berkley Universitet i San Francisco. Ved indbydelse til George havde man antydet, at universitetet ønskede at finde en kandidat til et professorat i socialøkonomi. I sit foredrag gjorde George det klart, at det, han havde at sige, ikke var specifikt teoretisk. Han ville påvise, at socialøkonomi ikke var et indviklet og uafgrænset emne, men at den i virkeligheden var fast i linierne, let at følge og værd at beskæftige sig med, fordi den havde afgørende betydning for den enkelte og for hele folket.

Det er forståeligt, at universitetets autoriteter ikke var begejstret for George` tale, som faktisk også var en underkendelse af de økonomiske teorier og lærdomme, som var kendt på den tid. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at George benyttede nogle ord og vendinger, som universitetet fandt upassende, så George blev ikke akademiker. Selv opfattede han sit budskab som universelt, ikke kun et budskab til det amerikanske folk, men et budskab til alle undertrykte folk.

Det er værd at bemærke, at Henry George i årene 1891 – 1897 udarbejdede sit eget social-økonomiske værk, som han kaldte `Den Nationaløkonomiske Videnskab`. George nåede dog ikke at finpudse manuskriptet før sin død. Nogle af hans senere tilhængere fandt alligevel bogen betydningsfuld, så de lod bogen trykke i New York i 1968. For nogle år siden blev bogen oversat til dansk og udgivet her i landet i 2o12.

I alt, hvad George skrev, og i de mange taler, han holdt, skinnede hans holdning til det vanskelige begreb frihed igennem. Det fremgik klart af den tale, han holdt på USA’s nationale frihedsdag den 4. juli 1877. Træk af denne noget højtsvungne tale findes i `Fremskridt og Fattigdom`. Et sted i talen hedder det: ”Frihed, det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt praleord. Thi det betyder retfærd, og retfærd er naturens lov – loven for sandhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke.”

Fremskridt og Fattigdom

`Fremskridt og Fattigdom` blev påbegyndt i september 1877 og fuldført i 1879, halvandet år senere. På det tidspunkt var der igen krise i USA, overalt i staterne, og George vidste af egen erfaring, hvad kriser betød. Forklaringen af dem og indignationen mod dem var af stor betydning for hele George` virke. Det kan da heller ikke undre, at undertitlen på hans bog blev: `En undersøgelse af årsagerne til kriserne og den stigende armod under rigdommens vækst.`.

Inden George i sin bog nåede frem til en nærmere udvikling af de tanker, som han i sine mange taler og i `Vor jord og Jordpolitik`, havde givet udtryk for, måtte han revidere og konsolidere socialøkonomien, således som den var udtænkt af tidens og fortidens tænkere. Det gjaldt Adam Smith, David Ricardo, Robert Malthus og John Stuard Mill, de klassikere, hvis lære han belyste og kritiserede, før han på et ægte og brugbart grundlag kunne ordne og cementere sit eget værk. George` kritik af Malthus vil man dog næppe helt kunne godtage i vore dage.

For George betød fuldførelsen af `Fremskridt og Fattigdom` en vældig spændingsudløsning, men han var sikker i sin sag Så længe han levede var han urokkelig overbevist om, at han havde løst den opgave, han havde påtaget sig, og han følte, at bogens udformning, dens stil og klarhed, var sådan, at den, trods problemernes storhed og vide omfang, kunne forstås af den jævne mand og derfor ville være et mægtigt våben og et værktøj i folkets bestræbelser og kamp for frihed.

Til sin gamle far i Philadelphia skrev Henry George bl.a.: ”Det er med en dyb følelse af taknemlighed overfor Vor Fader i Himlen, at jeg sender dig et eksemplar af min bog. Jeg er taknemlig over, at jeg har oplevet at kunne udarbejde den, og at du har levet længe nok til at kunne få den at se. – Bogen vil ikke blive anerkendt lige straks – men vil til sidst nå et blive vurderet som et storværk.”

Forlæggerne var ikke just villige til at have med bogen at gøre. For dens radikalisme havde de øje, ikke for dens storhed. George fik da selv et lille oplæg trykt i San Francisco; men så besluttede et stort New York-forlag, stærkt tilskyndet af nogle af George` ungdomsvenner i Philadelphia, at trykke et større oplag, som blev sendt vidt ud over hele verden (jan, 1880), hvorefter flere statsmænd udtalte deres glæde og beundring for bogen, således Sir George Grey i New Zeeland og WilliamGladstone i Storbritannien. Den franske forfatter og socialøkonom Emile Laveleye anmeldte bogen i Revue Scientifique i begejstrede vendinger, og en udmærket tysk oversættelse blev udarbejdet af C. D. F. von Gutschow.

 George forlader Californien

Men anerkendelsen udeblev i Californien, hvor aviserne enten var fjendtlige (særlig jernbanernes klike) – eller behandlede bogen med et overbærende smil som ”lille Harry Georges` store kæphest.

Henry George indså da, at han ingen fremtid havde i det kriseramte land. I august 1880 brød han op – foreløbig alene – og rejste til New York for der at skabe en ny og bedre fremtid for sig selv og sin familie. Her var præsidentvalgkampagnen i fuld gang, og George meldte sig hos Demokraterne, men det blev kun til et enkelt vælgermøde, for George forfærdede alle pæne, moderate Demokrater ved uden videre at erklære, at hvad det gjaldt om var fuld frihandel, alle toldbomme ud af verden. Næste dag blev han hovedkulds kaldt hjem af kampagneledelsen.

Men endelig lysnede det lidt, for kort tid efter, at `Fremskridt og Fattigdom` var udkommet i New York, tog salget fart, og det gav George en del indtægter, så han kunne få den værste gæld ud af verden. Samtidig blev han opfordret til at skrive en artikel om `det irske spørgsmål` til et tidsskrift. Dette fik stor betydning for ham og for markedsføringen af hans ideer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jadwin og Laura forlader Chicago

Jadwin smældede døren i, og lyden vakte et hult ekko ind gennem de lange rækker af tomme, afklædte stuer. Han låste og stak nøglen i lommen. Ude på gaden stod kusken og holdt droskens dør åben. Jadwin hjalp Laura ind, gav kusken adressen og steg selv ind. De hørte kusken træde op til sin plads og tale til hestene. Jadwin tog Lauras hånd i sin, og tavse kørte de gennem byen hen til det tog, som skulle føre dem ud til deres nye liv. En del af begges liv var nu forbi for evigt. Den store corner hørte fortiden til.

Nu sad Jadwin og tænkte på den lange række ulykker, som den store corners fald havde fremkaldt. Den store fallit havde hvirvlet små falitter med sig, og de mange små falitter havde revet det ene handelshus ned efter det andet. Flere uger efter lød disse stadige krach, som når undergravede huse styrter i grus. En stor bank havde standset sine betalinger, og i hundredevis af småsparere opdagede, at deres små formuer var fejet væk. Katastrofen forgrenede sig i det utrolige. Hele tilstanden i forretningslivet var blevet anderledes. Pengemarkedet var igen”stramt”, og kredit var ikke til at få. Forretningsfolk begyndte igen at tale om dårlige tider.

Og Laura sad og tænkte på alle disse millioner og millioner af bushels hvede, der nu var borte. Den hvede, som havde dræbt Cressler, som helt havde opslugt hendes mands bevidsthed og på det nærmeste gjort ham sindssyg.. – Hveden, der var kommet som en stor strøm og havde revet hendes mands formue med og druknet den i dybets brølende malstrøm, den var nu uimodståeligt gået videre ad sin regelmæssige, forudbestemte vej fra vest til øst som en gigantisk flod og havde trukket død og ruin ned i sølen bag sig, men bragt liv og velstand til de tætbefolkede storbyer i Europa.

Et øjeblik kom der en underlig mørk uro over hende – hun følte sig stillet overfor selve de kræfter, som beherskede verden. Hun så hurtigt ud til begge sider gennem de duggede vognvinduer. Jo, jo – disse gader havde engang før gjort indtryk på hende. Hun vendte sig om til sin mand og skulle lige til at sige noget; men Jadwin sad nu og kiggede i en togplan ved det svage lys fra vognlygterne. For Laura var det et tegn på, at de inden længe ville de være i New York for der at bygge en ny tilværelse op.

USA under forandring

I 1897 oplevede USA et konjunkturopsving, der blev efterfulgt af en vækstperiode, der med kortere afbrydelser varede ved til det store krak i 1929. De år, som amerikanerne kalder The Progressive Period, var præget af en modoffensiv mod ”røverbaronerne” og et væld af sociale og økonomiske reformer.

Morgan og de andre

Når man omkring århundredeskiftet talte om pengemagt, var det ikke kun John Pierpont Morgan, man talte om, men også Vanderbilt, Astor, Carnegie, Rockerfeller og Edward M. Harriman, for sammenlignet med de andre var Morgan blandt de mindre rigmænd. Han var blot anderledes, for med overtagelsen af U. S. Steel markerede han, at finanskapitalen nu overtog industrikapitalens rolle. Det skete gennem dannelsen af et konsortium, som Morgan stod bag. På den måde havde han opnået at få kontrollen over bl.a. store dele af det amerikanske jernbanenet, af forsikringsbranchen og med General Electric. Siden kom International Harvester, American Telephone Co. og meget andet til.

Teddy Roosevelt

Theodor Roosevelt (1874-1961) blev i en alder af 23 år indvalgt i staten New Yorks lovgivende forsamling, fordi republikanerne kunne bruge en reformivrig patricier. Senere blev han præsident McKinleys viceflådeminister og senere igen guvernør i New York og vicepræsident. Ved McKinleys død i september 1901 blev Teddy USA’s 46. præsident. Blot fem måneder senere sad John Pierpont Morgan, nu på højden af sin magt, over for den nye præsident i Det Hvide Hus. Morgan  ville gerne have at vide, hvordan det forholdt sig med et forlydende om et planlagt sagsanlæg mod ham i henhold til Sherman-antitrustloven. Ganske vist var Morgan ved at planlægge en sammenlægning af sit jernbaneimperium med James Hills Great Northern og og Edvard Harrimans Union Pacific, men alligevel undrede han sig over, at man nu ville tage Sherman-loven i brug, for hidtil havde den kun været anvendt imod fagbevægelsen. ”Send Deres mand til min og lad dem ordne det, hvis vi har gjort noget galt”, sagde han til præsidenten. Med ’Deres mand’ mente Morgan Roosevelts justitsminister Philander C. Knox, som var til stede, for det var ham, der forberedte et lovindgreb mod Morgan. Nu følte han sig krænket og udbrød: ”We don’t want to fix it up. We want to stop it”. Morgan ignorerede ham og spurgte Roosevelt, om han også ville angribe U. S. Steel og andre interesser. ”Kun hvis de har gjort noget, vi anser for galt”, svarede præsidenten. Audiensen var forbi. En ny tid var begyndt.

En omfattende reformbevægelse

Morgan rejste hjem til New York med uforrettet sag og måtte opgive den planlagte udvidelse af sin jernbanetrust. Nogle måneder senere blandede Roosevelt sig i en langvarig strejke blandt 150.000 kulminearbejdere ved at invitere John Mitchell, formand for United Mine Workers, til Det Hvide Hus og foreslog konflikten løst ved voldgift. Da vinteren nærmede sig, måtte mineejerne bøje sig, hvorefter en voldgift gav minearbejderne en 10 pct. lønforhøjelse og ni timers arbejdsdag. I den følgende tid gik der en radikal reformbevægelse over landet. Det var ikke Roosevelt, der ledede den, men han havde anvist fremgangsmåden, da han i 90’erne selv var gået i krig mod New Yorks korruption og sociale elendighed. – I 1902 indledte en mand ved navn Lincoln Steffens en artikelserie i McClue’s om korruptionen i St. Louis og fortsatte med at afslørede de samme skandaløse forhold i en række andre amerikanske byer. Hazen S. Pingree gjorde som Detroits borgmester i 90`erne byen til et mønster for politisk hæderlighed, hvorefter han rykkede ind i Michigans guvernørbolig i Lansing, og de store nabobyer i Ohio fulgte efter. I Toledo kom fabrikant Samuel Jones, der havde indført otte timers arbejdsdag og betalt ferie, samt afskaffet børne- og akkordarbejde på sin virksomhed, i spidsen for bystyret.

Georgisten Tom L. Johnson

I Cleveland blev en anden fabrikant, Tom L. Johnson, der var stærkt optaget af Henry Georges ideer, i 1901 valgt til borgmester, en post han bevarede i otte år. Han blev ifølge Lincoln Steffens ”den bedste borgmester i USAs  bedste styrede by”.

The New Democracy , som man kaldte det, smittede også af længere mod vest. Der blev muget ud (Roosevelts udtryk) i St. Louis, Milwaukee, Minneapolis, Denver og San Francisco. En anden slags reformbevægelse kom sydfra fra Texas. Da store dele af Galveston blev ødelagt af en flodbølge i 1900, besluttede byens borgere at indføre en ny form for upartipolitiskpolitisk bystyre, et kommissionsstyre, der efterlignede private firmaers måde at styre på. Denne styreform blev indført i flere byer, indtil der i 1912 var 200 af dem.

 Også delstaterne kom med

The New Democracy bredte sig i mange tilfælde til delstaterne. Det gjaldt for Illinois og delstaten Wisconsin, hvor guvernør Robert Le Follette, en ætling af indvandrede huguenotter, på det nærmest gjorde sin stat til et forsøgslaboratorium i ny demokrati – støttet af statens stærke tyske og norske befolkning. I Origon var man også tidligt på vej. Her fik William S.U’Ren, søn af en smed fra Cornwall, allerede i 1891, som den første stat i Unionen, gennemtrumfet hemmelige valghandlinger. Metoden gik derefter sin sejrsgang fra stat til stat, indtil den efterhånden blev vedtaget i alle stater undtagen i Syden. I 1910 valgte nabostaten San Francisco den radikale Demokrat Hiram W Johnson til guvernør.

Big Busines i skudlinien

I 1901 lykkedes det at få Kongressen til at vedtage en boliglov, der bl.a. krævede lys og ventilation i alle lokaler. Samme år fik jernbanerne deres sag for, da Frank Norris udsendte Octopus, og forsikringsselskaberne, da Pulitzers New York World i 1905 tog fat på dem. Efter fem års kulegravning indledte Ida Tarbell i 1904 et felttog mod oliegiganten Standard Oil, som kom til at skabe historie. Men ikke alle arbejdsgivere var upåvirket af tidens ånd. Nogle indså fordelen ved at have en velorganiseret ansvarlig fagbevægelse at forhandle med. Andre opfattede fagbevægelsen, især den venstreradikale Industial Workers of the World, som blev stiftet i Chicago i 1905, som en trussel mod samfundet.

Præsidentvalg

Efterhånden som præsidentvalget nærmede sig blev Roosevelt urolig over at blive identificeret med hele dette radikale reformrøre. Han sad jo ikke i Det hvide Hus i kraft af vælgernes afgørelse, men på grund af sit avancement fra posten som vicepræsident ved McKinleys død. Nu fik han en farlig rival i Mark Hanna, der nok hørte til de oplyste kapitalister, men forekom de republikanske politikere, der sad på partiapparatet, mindre foruroligende end den uforudsigelige ’Cowboy’. Endnu engang kom døden Roosevelt til hjælp. Mark Hanna døde kort tid før det republikanske partikonvent. Herefter blev Roosevelt med akklamation opstillet som præsidentkandidat og valgt med et overvældende flertal på 2,5 millioner stemmer. I sin anden præsidentperiode praktiserede Roosevelt en aktiv udenrigspolitik og gjorde dermed USA til en stormagt, som andre stormagter måtte regne med.