George` opgør med Spencer

Efter at Henry George havde udgivet `Arbejdets Kår` så det ud til, at han nu kunne arbejde videre med `Socialøkonomien`, men sådan kom det ikke til at gå, for en ny situation var opstået, hvor hans kamplystne sjæl ikke kunne holde sig tilbage i ro. Fra opgøret med pavens konservatisme vendte han sig nu mod den såkaldte evolutionsteoretiske konservatisme, repræsenteret ved Herbert Spencer (1820-1903).

Spencer stod på den tid på sin berømmelses tinde, anerkendt ikke blot i sit hjemland, men også i vide kredse i Europa, hvor overklassen fandt værdifuld støtte i hans tænkning, som kom til udtryk i de mange vægtige bøger, han havde udgivet. Især Spencers protest – i den personlige friheds navn – imod alle statsindgreb og alle krav om `arbejderbeskyttelse`, som blev fremført fra politiske demokraters og andre organisationers side, blev modtaget med åbne arme. Det ville kun hæmme den frie konkurrence, hed det. Også `Liga til Forsvar for Frihed og Ejendom`, hvis formål var at forsvare grundejerinteresser, tog Spencers teorier og lærdomme til sig og brugte dem.

Men nu var der sket det, at Spencers ungdomsværk `Social Statics` (ligevægtslære) var blevet genopdaget og trukket frem af radikale arbejderledere – og anvendt som det skarpeste våben mod netop ham. Da den unge Spencer i 1850 udgav sin bog, havde han haft til formål at søge og finde en grundide for samfundsmoralen, der kunne have værdi som vejleder og kompas. Spencer skrev dengang: ”Ejendomsretten til jorden er derfor uforenelig med retfærd. Thi hvis en del af jordens overflade med rette kan gøres til det enkelte menneskes absolutte og eksklusive ejendom, da kunne også andre dele af den, eventuelt hele jorden, gøres til sådanne privatejendom, og alle andre menneskers liv og velfærd således blive fornægtet, – så de hjælpeløst ville være afhængige af jordejerens nåde og barmhjertighed. Da er hertugen af Sutherland i sin gode ret, når han fordriver højlands-bønderne i Skotland til fordel for sine får. Men fastholder vi, at alle mennesker har lige ret til at bruge jorden – da kan vi derpå opbygge et samfund i fuld samklang med moralloven.”

Det var uoverensstemmelsen mellem Spencers radikalisme i de unge år og hans konservatisme senere, der tændte George` vrede, og som forklarer, ikke blot hans modskrifts ætsende kritik, men også den tone af forargelse, der præger den. George er i øvrigt strengt loyal over for sin modstander. Han lader således ikke blot de mest slående udtryk genoptrykke, men hele kapitler af Spencers værker, og hans bidende kritik er yderst saglig, for så vidt et kampskrift kan være det.

George angreb indeholdt også kritik af Spencers konservative udviklingslære, der gik ud at forsvare udtrykket `de bedst egnedes overlevelse` og gøre det til grundlov for menneskelivet. For George var det en lære, som med eller mod forkynderens vilje fører bort fra det folkelige demokrati, hen imod en eller anden overmenneske-kultur. Imod denne opfattelse hævdede George samarbejdet og ligeretten som fremskridtets drivkraft og som grundvold for samfundet.

Alt imens alt dette stod på, arbejdede George videre på sin `Samfundsøkonomi`, Men arbejdet voksede under hans hænder og blev efterhånden til to bind, for han følte, at en virkelig udredning af de samfundsøkonomiske grundforhold var blevet mere og mere påkrævet. Men dette hans hovedværk blev aldrig fuldført fra hans hånd, men bearbejdet af andre. I årene 2010-11 blev bogen oversat til dansk af Ole Lefmann under titlen Den Nationaløkonomiske Videnskab

I Australien og tiden efter

I 1890 rejste Henry George til Australien, hvor han skulle gense det land, han som skibsdreng på

det fuldriggede skib Hindoo i 1855 havde set første gang. Skibet lå dengang i Melbourns havn en måneds-tid, og det gav besætningen god tid til at se sig om i det nye land. Den knap 16-årige Henrys drømme om lykkelandet Australien forsvandt dog som dug for solen. Her var intet guld i sigte. Jorden var i privat besiddelse, og i Melbourns gader dryssede flokke af fattige mænd rundt.

Det Australien, som George nu skulle besøge, var et land, der i udvikling tålte sammenligning med Amerika og Vesteuropa. Her var de oven i købet ikke ukendt med grundværdibeskatning. I de australske kommuner og i delstaten South Australia havde man allerede fra 1850-erne benyttet sig af den. Senere, omkring århundredeskiftet, fulgte de andre delstater efter. (En udførlig redegørelse for disse forhold findes i g e o r g e nr. 4 fra 2005).

Det kan derfor ikke undre, at rejsen blev en sand triumftog for George, og han havde stor glæde af at stifte personlig bekendtskab med Sir George Grey, den store liberale statsmand, som før nogen anden havde takket og rost George for `Fremskridt og Fattigdom` og varmt tilsluttet sig hans ideer.

Men det blev en uhyre anstrengende rejse. George holdt hundrede foredrag, mere end et om dagen, gennem de tre måneder, opholdet i Australien varede. Dertil kom endeløse rejser, fester og andre sammenkomster, og selv om rejsen hjem over Indien, Italien og England bød på nogen hvile, viste det sig dog ved hjemkomsten, at turen havde været for meget for George` eller stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen grad påvirkede talecentret, gjorde derfor et længere rekonvalescentophold – på Bermudaøerne – nødvendig. Men George var herefter en tydeligt ældet mand.

Vel hjemme igen følte George sig nu så restitueret, at kunne gå i gang med at skrive en bog, der længe havde været i hans tanker, nemlig en socialøkonomi, forståelig for hvermand.. Men han fik ikke ro til at fuldføre arbejdet, for netop nu udsendte pave Leo XIII sin `Encyklika` om sociale forhold og om ejendomsretten. Heri udtalte paven forståelse for nødvendigheden af sociallovgivning og lovgivning om arbejderbeskyttelse. Derimod var han absolut afvisende over for angreb på de bestående grundforhold i samfundet, navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særligt ejendomsretten til jord.

Henry Georges` reaktion blev udgivelsen af `Arbejdets Kår` som et åbent brev til pave LeoXIII, kun nogle måneder efter pavens skrivelse. Bogen blev en af George` populæreste skrifter, idet den kunne forstås alle, også af folk uden socialøkonomiske forudsætninger. Argumentationen er enkel, klar og konsekvent. Ikke alene uholdbarheden i pavens forsvar for den private ejendomsret til jord bliver påvist af George, men også fejlene i pavens argumentation for bevarelsen af den private jordejendomsret bliver påpeget.

I 1896 skulle der være præsidentvalg i USA. Henry George og hans tilhængere støttede Demokraternes præsidentkandidat William Jennings Bryan, der arbejdede for at virkeliggøre demokratisk principper i sit parti. Derfor gik han også ind for frihandel og begrænsning af de riges monopolmagt. Georgisterne uddelte en talrig udgave af `Beskyttelse eller Frihandel` for at støtte Bryan, og Henry George talte arbejdernes sag, især efter at den siddende præsident Cleveland havde sat militæret ind mod arbejderne under en jernbane strejke i Chicago, men skønt Bryan var en glimrende taler og fik 6,5 millioner stemmer, led han nederlag til Republikaneren McKinley, der fik 600.000 flere. Hans støtte fra de virkeligt rige sikrede ham tilsyneladende sejren. – Bryans nederlag overraskede Henry George og mange andre, og George var i længere tid stærkt nedslået over resultatet. For ham fremstod aristokratiet og de rige monopolister nu som en truende overmagt.

Retfærdig fordelingspolitik – nu

Et spørgsmål om at skelne mellem mit, dit og vort

Intet retfærdigt samfund uden jordværdiskat – eller med et godt gammelt ord, grundskyld. For den boligejer, der har stiftet bekendtskab med den kommunale grundskyld og ejendomsværdiskatten forekommer denne påstand nok besynderlig. Ikke desto mindre er den rigtig.

Retfærdighed

Pudsigt nok påstår alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, at de arbejder for et mere retfærdigt samfund. Det, der skiller dem, er deres opfattelse af ejendomsretten. Venstrefløjen vil have afskaffet den private ejendomsret, og højrefløjen vil have den respekteret fuldt ud og i alle forhold. Midterpartierne har et lidt udefineret forhold til ejendomsretten – man kan vel med lidt venlighed betegne den som pragmatisk.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af det retfærdige samfund er den naturlige ejendomsret. Ifølge den gælder den fælles ejendomsret de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den private ejendomsret omfatter de arbejdsskabte værdier. Det indebærer, at værdien af vore råstoffer og de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord skal anvendes til fællesopgaver, mens den enkelte borger skal kunne råde frit over udbyttet af egen arbejdsindsats. Det sidste selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at samfundets fællesopgaver skal løses.

De læsere, der stadig foretrækker den socialistiske eller den liberalistiske retfærdighed, kan med fordel stoppe her. For ifølge den naturlige ejendomsret skal den, der arbejder mere, have mere end den, der arbejder mindre. Og ingen skal kunne indkassere milliongevinster – skattefrit – på køb af egen bolig, ligesåvel som ingen boligkøber skal påføres tilsvarende tab. Den vanvittige kasinoøkonomi på boligmarkedet skal simpelthen afskaffes. Det samme (ud af Folketinget) skal de politikere som bare lukker øjnene for disse urimeligheder. De mest hykleriske af dem, er de, der argumenterer for de samfundsmæssige fordele ved lavere skat på arbejde, samtidig med at de nægter at gøre noget ved uhyrlighederne på boligmarkedet. For ikke at tale om landbruget, hvor skatteydernes penge i form af EU-tilskud har bevirket enorme stigninger i jordpriserne.

Med inspiration fra Piet Hein kan det siges sådan:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.

Ejendomsret

Da det er opfattelsen af ejendomsretten, der deler vandene, er det formålstjenligt med et par yderligere bemærkninger om den. Den har været til “diskussion” siden nogle dyr begyndte at pisse deres territorier af. I nyere tid har vi set amerikanerne med tilsvarende “etisk ræsonnement” plante deres flag på månen.

Efter fremkomsten af de socialistiske ideer er debatten om ejendomsretten blevet polariseret mellem på den ene side tilhængerne af privat ejendomsret og på den anden side tilhængerne af fælles ejendomsret. Det er en meningsløs debat, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet: ejendomsretten til hvad?

Det gjorde Henry George opmærksom på allerede i 1800-tallet. Han sondrede mellem på den ene side de arbejdsskabte værdier og på den anden side de naturgivne og samfundsskabte værdier.

Henry George argumenterede for det etisk rigtige i, at den enkelte har ret til det fulde udbytte af sin arbejdsindsats (privat ejendomsret). Skat på arbejde (indkomstskat) er følgelig uetisk. Ifølge mange moderne økonomer er den også en belastning for samfundsøkonomien. De fleste er endvidere helt bevidste om, at den er uretfærdig, dels fordi mange indkomster kan holdes uden for beskatning, dels fordi de helt store indkomster kan skattemæssigt elimineres via afskrivninger. Endelig er ingen i tvivl om, at den er et bureaukratisk monster.

Henry George fremhævede endvidere det etisk rigtige i, at vi i fællesskab ejer de værdier, vi har fået fra naturens hånd og de værdier, vi skaber sammen. Det var et synspunkt, som var ilde hørt blandt de magtfulde interesser, der lukrerede på deres private ejerskab til disse værdier. Derfor var det en livslang og hård kamp for ham at få udbredt og accepteret sine tanker. Det er i vor tid stadigt svært at trænge igennem med denne indlysende rigtige opfattelse af ejendomsretten, som også betegnes naturlig ejendomsret.

For de fleste vil det nok forekomme umiddelbart indlysende, at værdien af naturens metaller og mineraler m.v. retfærdigvis bør tilhøre os alle. Ikke desto mindre har den borgerlige regering indgået aftaler med A.P. Møller Mærsk og konsorter, der giver dem ejendomsretten til vore olie- og gasforekomster. Derfor må bevidstheden om den naturlige ejendomsret styrkes, sådan at næste gang emnet eller et lignende kommer op, vil det udløse et ramaskrig – endnu stærkere end da den nuværende socialdemokratiske/radikale regering proklamerede salg af DONG til Goldmann Sachs – hvis man vil fortsætte i samme skure.

De samfundsskabte værdier er ikke umiddelbart så lette at forholde sig til, da de knytter sig til ejerskabet til jorden. Vor jord er naturgiven og burde derfor ligesom metaller og mineraler m.v. være ejet af staten. I så fald ville ingen enkeltpersoner kunne score en gevinst på at eje jord – forudsat selvfølgelig – og det er helt afgørende – at staten til stadighed opkræver markedsprisen for at disponere over jorden. Undlader staten dette, er ejerskabet uden betydning.

Kendsgerningen er imidlertid, at jorden i mange år har været omfattet af den private ejendomsret og til stadighed er steget i pris. Ikke kun i takt med den almindelige prisudvikling, men langt stærkere. Denne ekstraordinære prisstigning skyldes dels den almindelige velstandsstigning dels det forhold, at jorden udgør et monopol, hvor der ikke i takt med forøget efterspørgsel kommer et større udbud. Prisstigningerne er meget ulige fordelt. I de områder, hvor samfundet i særlig høj grad investerer i infrastruktur og offentlige institutioner ses de kraftigste stigninger. Prisstigningerne repræsenterer en samfundsskabt værdi, som burde være tilfaldet samfundet set i lyset af, at jorden er vor fælles ressource.

Samfundet burde have opkrævet en stadigt stigende jordværdiskat, så de samfundsskabte værdier ikke, i form af prisstigninger, var endt i jordejernes lommer. Havde samfundet gjort det, ville den private ejendomsret til jorden være uden fordelingspolitiske ulemper.

Det billede, der tegner sig, er, at selvom jorden er vor fælles ressource, er det ikke ejendomsretten til jorden, der er afgørende, når det skal sikres, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Det afgørende er den løbende beskatning af jordværdien. Det som på økonomsprog betegnes opkrævningen af jordrenten (den markedsbestemte lejeværdi af jorden – se mere under jordværdiskat og jordrente). Det er denne brugsværdi af jorden, som er vor fælles ejendom.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning til samfundet af jordrenten er, at vor tids jordejere har måttet erhverve deres jord til høje priser. Det er beløb, der skal betales af arbejdsindkomst, der ydermere er indkomstbeskattet. Så ifølge den naturlige ejendomsret er der tale om betalinger, der klart henhører under den private ejendomsret.

Det er et faktum, som ikke kan ignoreres, når den fremtidige fordelingspolitik skal bestemmes.

Retfærdig fordelingspolitik

Fordelingspolitik består traditionelt i at kradse nogle penge ind til det offentlige og derefter bruge dem på de offentlige opgaver samt udlodde beløb til borgerne efter nogle sindrige regler, der ofte baserer sig på borgernes formue og indtjening. Den bærende ideologi udtrykkes i den forslidte frase: “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Denne vanetænkning manifesterer sig i, at man i vort nuværende system brandbeskatter folks arbejdsindsats, mens man lader de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord tilfalde ejerne. Samtidig anvendes skattekronerne uden nøjere overvejelse af, om opgaverne er fællesopgaver.

En retfærdig fordelingspolitik baseret på den naturlige ejendomsret er helt anderledes:

Den væsentligste opgave består i at sikre, at den løbende indtægt af de naturgivne og samfundsskabte værdier tilfalder samfundet. Herefter skal dette provenu anvendes til samfundets naturlige fællesopgaver og iøvrigt udloddes ligeligt til borgerne – da der er tale om fælles midler!

Princippet er enkelt, men rummer i realiteten stof til en del debat, når der skal skelnes mellem samfundsopgaver og naturlige fællesopgaver, og når udlodning af de fælles midler foretages uden hensyntagen til modtagerens indkomst og formue.

Med samfundsopgaver mener jeg opgaver, som kun, eller med fordel, kan løses i offentligt regi, men som ikke nødvendigvis er naturlige fællesopgaver. Det kunne være motorveje og broer, hvor samfærdslen i forvejen er sikret af offentlige veje og færgefart. I disse tilfælde vil det være naturligt at opkræve brugerbetaling med henblik på at kompensere de borgere, som ikke får del i fordelene.

Som en naturlig fællesopgave kan nævnes hospitalsvæsenet, hvor det ville være unaturligt at indføre brugerbetaling.

Ligelig udlodning til borgerne af de fælles midler er som nævnt i direkte modsætning til vort nuværende system. Hertil skal bemærkes, at en udlodning af fælles midler betinget af formue og/eller indkomst i realiteten er en ekstraskat på arbejde og derfor i modstrid med den naturlige ejendomsret.

Den principielle debat om ovenstående vil jeg hermed lade ligge og i det følgende fokusere på de samfundsskabte værdistigninger på grunde, landbrugsjord m.v., der beløbsmæssigt vejer meget tungt i fordelingspolitikken. Kun ved at inddrage disse samfundsskabte værdier er det muligt markant at få reduceret skatten på arbejde.

Dette bringer os tilbage til min indledende påstand. Kun en rigtigt doseret jordværdiskat kan sikre, at de samfundsskabte værdistigninger kommer alle til gode.

Jordværdiskat og jordrente

Jordværdiskat (grundskyld) er en skat på værdien af grunde, landbrugsjord m.v. Skatten opkræves løbende. Idéen er, at alle løbende betaler den aktuelle brugsværdi for det stykke jord, de disponerer over, hvorved jordens pris stabiliseres.

En skat på jordens værdi vil påvirke handelsprisen. Hæver man jordværdiskatten, vil prisen på jorden falde – men jorden har stadig den samme værdi. Dette tilsyneladende paradoks gør det formålstjenligt at anvende et andet mål for jordens værdi. Økonomer anvender begrebet jordrente, der udtrykker den årlige ydelse en bruger er villig til at betale for at have brugsretten til jorden. Begrebet har således intet at gøre med rente, som ordet sædvanligvis bruges.

Hvis jordrenten stiger, dvs. jordens værdi stiger, bør jordværdiskatten hæves tilsvarende. Sker dette ikke vil jordværdistigningen resultere i stigende jordpriser og på den måde tilgå jordejerne som en gave. Omvendt, hvis jordværdien falder, bør jordværdiskatten sænkes, da man ellers påfører jordejerne et tab. Det er det geniale ved jordværdiskatten. Alle kan følge med i, om skatteniveauet er rigtigt, så politikerne kan ikke ubemærket lave studehandler om skattesatsen.

Lad mig udover denne generelle forklaring komme med et konkret eksempel: Politikerne vedtager at tillade opstilling af nogle store vindmøller i et område. Jordværdien af dette område vil dermed forøges drastisk – jordrenten stiger – hvilket skal medføre en tilsvarende stigning i jordværdiskatten. Jordejeren kan derfor ikke indkassere værdistigningen, som en stigning i jordens pris. De omkringliggende beboere vil konstatere faldende jordværdier og skal derfor have nedsat deres jordværdiskat. De forskånes dermed for et fald i jordens pris.

Som det vil være boligejerne bekendt, har vi p.t. udover den kommunale grundskyld den statslige ejendomsværdiskat, der beregnes på grundlag af den samlede ejendomspris (grundpris + bygningspris). Denne skat har samme virkning som jordværdiskatten, idet den virker dæmpende på ejendomspriserne. Beregningsgrundlaget bevirker imidlertid, at skatten fungerer uretfærdigt, idet den boligejer, der moderniserer og udvider sin bolig, beskattes hårdere end den boligejer, som anvender sine ressourcer på andre ting. Endvidere er ejendomsværdiskatten også uretfærdig på den måde, at den betales af boligejere, men ikke af lejere. Begge kategorier har den samme fordel af jordværdi-stigningerne.

På grund af ovennævnte uretfærdighed skal ejendomsværdiskatten omlægges til en ren statslig jordværdiskat. Ligeledes skal den kommunale grundskyld udfases og erstattes af den statslige jordværdiskat, af hensyn til opfyldelse af skattens formål – se nedenfor. Hvis jordværdiskatten skal opfylde sit formål kan der ikke være 2 instanser, der skruer på samme skrue. Dermed ikke sagt, at kommunerne ikke skal have deres andel af provenuet.

Begrebet fuld grundskyld anvendes hyppigt og er en betegnelse for den situation, hvor hele jordrenten opkræves af det offentlige. I denne situation vil en køber ikke kunne forrente og afdrage en pris for jorden, hvorfor handelsprisen vil være nul.

Formålet med opkrævning af jordværdiskat

Nu er vi fremme ved det helt centrale. Kun ved at anvende jordværdiskatten med et klart defineret formål vil det være muligt at skabe forståelse for denne skat, som svage politikere bruger som prügelknabe for at score billige point.

Som jordværdiskatten anvendes nu (kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat), gøres der ikke meget for at begrunde den. Den anvendes som en skatteskrue, og den opfattes som sådan. Den fungerer sådan, at når ejendomspriserne er steget, hæves grundskylden og ejendomsværdiskatten. Det kan sammenlignes med et brandvæsen, der først starter brandslukningen, når huset er brændt ned. Anvendt på denne måde er jordværdiskatten intet effektivt værn mod boligbobler og deres katastrofale følger for både samfundsøkonomien og de uheldige nye boligejere, der kommer ind omkring toppen af markedet. Ligeledes forhindrer denne brug af jordværdiskatten ikke, at unge mennesker kommer til at betale langt mere for at disponere over en grund end deres ældre medborgere. Et generationstyveri, som politikerne forbigår i tavshed.

Nogle tilhængere af en forceret indførelse af fuld grundskyld vil i en overgangsperiode anvende grundskylden til at sænke handelspriserne på jorden indtil den er nul. Det gøres ved løbende at hæve grundskylden udover den konstaterede stigning i jordrenten. Derved bruges jordværdiskatten til at påføre jordejerne tab. Først når jordens handelspris er nedbragt til nul, anvendes jordværdiskatten til at stabilisere handelsprisen (fastholde den på nulpunktet) ved at lade jordværdiskatten følge udviklingen i jordrenten. Formålet med jordværdiskatten bliver med denne løsning 2-delt. I overgangsperioden er formålet nedbringelse af handelspriserne, hvorefter formålet skifter til at være stabilisering af handelspriserne. Kommunikationsmæssigt er det en uoverkommelig opgave, hvilket udviklingen til fulde har dokumenteret.

Formålet med jordværdiskatten bør i stedet fra dag 1 være stabilisering af jordpriserne. Det er en løsning, som de økonomiske vismænd tidligere har efterlyst. Den medfører, at der øjeblikkeligt er sat en stopper for jordspekulation; der er med det samme skabt tryghed for boligkøberne, og generationstyveriet er sat under afvikling.

Formålet er endvidere afvikling af skatten på arbejde, hvilket er anbefalet af mange økonomer.

Med disse formål opnås en retfærdig skattepolitik, som er en væsentlig del af en retfærdig fordelingspolitik. Det er mål og formål, som er lette at forklare og forsvare.

Perspektiver

Med en jordværdiskat med formålet at stabilisere handelspriserne på grunde og landbrugsjord, er der skabt mulighed for at forcere afviklingen af skatten på arbejde. Dette i modsætning til vort nuværende system, hvor generelle skattelettelser vil resultere i stigende ejendomspriser. Der er med en sådan jordværdiskat også skabt mulighed for en udvikling i jordværdierne, som vil være endnu stærkere end hidtil registreret. Det betyder, at en stadigt stigende andel af jordrenten vil tilfalde samfundet. Med andre ord: friværdifesternes æra er slut, og vi får alle andel i de samfundsskabte værdier. De unge kan se frem til, at de ikke skal finansiere den ældre generations forbrugsfest baseret på samfundsskabte værdier.

Bevar grundvurderingerne

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, siger ejendomsmæglerne, når de skal definere prisen på et hus. EDC-mæglerne beregner årligt hvad et ganske almindeligt gennemsnitsparcelhus med samme størrelse, indretning, grundstørrelse og relative beliggenhed er værd i alle landets kommuner. Det kaldes Danmarkshuset.

Dette hus koster på den billigste lokalitet (Ørnhøj i Vestjylland) 585.000 kr. På den dyreste lokalitet: Frederiksberg er værdien 6.609.000 kr., altså det 11-dobbelte for det samme hus! Det er altså ikke murstenene, der koster, men beliggenheden, og det vil reelt sige grunden. Derfor er det vigtigt at bevare den særlige vurdering af grunden, selv om den er vanskelig i tæt udbyggede områder. Det sker i øvrigt ikke sjældent, at en ny ejer river huset ned og bygger et nyt: Det er altså reelt grunden, der er betalt for.

Ejendomsvurderingsudvalgets forslag om at ansætte grundværdierne politisk eller administrativt er helt ude i hampen. Tænk hvilket politisk slagsmål, det vil give, og hvilket herligt felt for ligusterdemagogerne! Der er i forvejen stærke kræfter, der arbejder på at decimere den inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier, der sker gennem grundskylden, og som giver mulighed for lavere skat på arbejde.

Det er i øvrigt forunderligt, at man tilsyneladende ikke har involveret ejendomsmæglernes ekspertise i udvalgets arbejde.

Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
– `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
– `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
– `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
– `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.

Henry George blander sig i det irske oprør

I april 1879 rejste den irske folkefører Michael Davitt oprørsfanen igen. Han havde da udstået sin straf på syv års fængsel for sin utrættelige kamp for Irlands frihed, men han ville ikke nøjes med kun at kræve selvstyre for sit land. Nu gik han til kamp mod de engelske godsejere, der ejede det meste af Irlands jord og ved hjælp af forpagtere udsugede de irske bønder. Kampråbet lød nu ”Jorden til folket”.

Som kamporganisation stiftede de irske oprørere samme år The Iirish Land League, som Davitt, der selv var bondefødt, blev sjælen i, og han mente, han havde en retfærdig sag at kæmpe for, og at han kunne bruge ”Fremskridt og Fattigdom” i denne kamp. Davitt arbejdede sammen med Charles Stewart O´Parnell, som dog selv var godsejer, og han ville første og fremmest forbedre forpagternes retsstilling. De kunne nemlig til enhver tid afsættes helt vilkårligt af de engelske godsejere I 1880 blev 10.500 forpagtere sagt op. Samme år rejste de to ledere til Amerika for at søge støtte til deres kamp blandt det store irske islæt i staterne.

Det var på den tid, Henry George gik i gang med at skrive en artikel om Irland. Men på grund af den tilspidsede situation i landet blev det til et kampskrift med titlen `Det irske jordspørgsmål – hvad det indebærer og hvorledes den eneste mulige løsning kan findes`. For George gjaldt det om at inddrage jordrenten til folkets fælles kasse.`Så ville landlord-klassens økonomiske magt være brudt og dens åg på folkets skuldre fjernet`.

 Ikke kun et irsk problem

 Men han stoppede ikke her, men tilføjede: `Hvad det gælder om er ikke kun de irske bønders frihed, men menneskenes frigørelse i alle lande. Irlands tilfælde er nemlig kun et særligt udslag af den konstitutionelle sygdom, der hærger alle lande. Den irske frihedskamp må udvides til en kamp for hele menneskehedens frigørelse.`

George deltog også som taler ved Davitts og Parnells irske agitationskampagne i Amerika og i Canada, hvor de mange indvandrere modtog ham med begejstring. Det gav Georgs en uventet og kærkommen chance, idet bladet ”The Irish World” indbød ham til at rejse til Irland og England som korrespondent og iagttager. Samtidig begyndte bladet ”Truth” at trykke ”Fremskridt og Fattigdom” som bilag til bladet. Den unge Louis F, Post, der redigerede bladet, fik herefter overdraget retten til trykke F&F overalt – uden at betale for det.

I oktober 1881 rejste George sammen med sin hustru Annie og deres yngste børn fra New York til Irland. Det var kort tid efter, at David og Parnell var vendt tilbage, og de to ledere havde da kort tid efter deres tilbagekomst gennem den irske Land-Ligas erklæret afgiftsstrejke på de irske bønders vegne. Ligaen foranstaltede også boykot mod enhver, der havde opsagt en forpagter eller overtaget en gård efter en opsagt. Den engelske regerings svar var at sende mere politi og militær til den urolige ø.

 Glødende indignation

Ved at være vidne til dette blev George` sympati for bøndernes sag til glødende indignation over den uret, de var ofre for, og ved et møde i Dublin, som han var indbudt til, blev han modtaget men overvældende begejstring, men de politiske ledere i Land-ligaen, som lyttede intens til de signaler, der kom fra regering i London, forholdt sig køligt over for George. Det kom bl.a. til udtryk derved, at Parnells fløj i Ligaen nu talte for gennemførelse af en slags selvejendom for bønderne ved køb af jorden. I England, hvortil George var blevet inviteret af radikale kredse, var modtagelsen varm og uforbeholden. Her var Helen Taylor, John Stuart Mills steddatter, det mest fremtrædende medlem blandt de engelske venner af Irlands sag. Men George mødte også filosoffen Herbert Spencer, der tidligere havde givet udtryk for, at privat jordejendomsret uforenelig med retfærd. Derfor blev George dybt skuffet, dan han nu måtte høre Spencer sige, at de irske agitatorer kun fik, hvad de havde ærligt fortjent, de havde jo ophidset bønderne til at nægte godsejerne, hvad der med rette tilkom dem. Spencer tilhørte åbenbart nu den konservative fløj i England, der ville sætte hårdt mod hårdt.

Til gengæld voksede tilslutningen blandt de radikale i England og i Skotland, hvor jordspørgsmålet på visse områder var lige så brændende som i Irland, ganske særligt for de skotske bjergbønder. Her kom George til, som han senere sagde, at `skabe en revolution` ved at holde taler for de folk og organisationer, der indbød ham. Det gjorde ikke hans popularitet mindre, da det rygtedes, at han et par gange var blevet arresteret af det engelske politi i Irland.

Til en ven skrev han: ”Så sandt, vi lever, har vi tændt ilden i England; ingen magt kan slukke den. Vore engelske venner vil absolut have mig til at blive her, men det behøves ikke nu. – Næste mandag venter jeg et nyt oplag på 20,000 eksemplarer af ”Fremskridt og Fattigdom” udsendt. Et år er gået, siden jeg forlod New York. Et mærkeligt år. Ukendt var jeg draget ud, og nu – ”

George`kald

Henry George havde blandet sig i de fattiges kamp for bedre vilkår i Irland, i England og i Skotland. Deres kamp var også blevet hans kamp, men efterhånden fandt han ud af, at han ikke kunne gøre mere.  Derfor brød han op og rejste tilbage til New York.

Ved hjemkomsten opdagede George snart, at hans optræden i England og Irland ikke var forløbet ubemærket i Amerika. Her blev han modtaget af de irske indvandrere med åbne arme. Der blev arrangeret massemøder og møder med fællesspisninger for den nu berømte stridsmand for den irske sag, og George holdt oplysende taler til store forsamlinger. Mange arbejdede nu også for at få ham George til at stille op som kandidat til Kongressen. Men den mulighed ønskede han ikke at benytte sig af, for, som han sagde til sine venner: hans arbejde lå andetsteds.

Han havde på det tidspunkt nye værker i tankerne. En bog om beskyttelse og frihandel og en populær bog om socialøkonomi lå allerede i svøb, men udarbejdelse af dem måtte vente til senere, for efter sin hjemkomst optog foredragsvirksomhed en stor del af hans tid. Samtidig skrev han en række kronikker til et New York-blad, som i 1883 blev udsendt samlet under titlen ”Samfundsspørgsmål”. Fordi bogen blev til på denne måde, blev den mere `journalistisk` end Georges` andre bøger. De enkelte kapitler er korte, ret selvstændige, og omhandler aktuelle problemer og spørgsmål. Alligevel trækker den nogle linier op, og George forudsiger med stor styrke den voksende ulighed og den voksende sociale spænding, der vil komme til at præge verden i årene, der kommer, og som allerede var synlige på George` tid.