Råstofudvinding i Grønland

Råstofudvinding i Grønland

Godthåbsfjorden, Ikatup nukasia, fotograferet af Gumuken

Sidst på året 2012 blev en mulig udvinding af jernmalm ved Godthåbsfjorden 100 kilometer fra Nuuk diskuteret voldsomt i den danske presse. Mange meninger og synspunkter kom til udtryk, men ikke alle var velbegrundede. Den side af sagen blev dog afhjulpet, da Politiken den 11. januar 2013 bragte en kronik af professor Christen Sørensen, fhv. overvismand og fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi m.m. Christen Sørensen udelukker ikke, at rettighederne til udvindingen af jernmalm kunne overgå til et kinesisk statsselskab, men han peger også på andre muligheder.

For fire år siden åbnede Grønlands landsstyre for forhandlinger med Alcoa, der planlagde at bygge et aluminiumssmelteanlæg i Grønland i samme gigantiske størrelse som i Island. Anlægget med tilhørende vandkraftværker ville koste 15 milliarder kroner, forlyder det. Til gengæld ville værket skabe en årlig omsætning i Grønland på 3-4 mia. kroner og 500-700 arbejdspladser, men hvem skulle betale de enorme etableringsomkostninger, og hvordan blev betingelserne på længere sigt?

Maniitsoq (Sukkertoppen), der ligger godt 100 kilometer nord for Nuuk, kan blive det mulige hjemsted for en aluminiumsproduktion. Byen har 3.500 indbyggere, der i givet fald vil kunne få gavn af den beskæftigelse, værket vil medføre, men uanset hvor anlægget eventuelt bliver placeret, vil det medføre et alvorligt indgreb i en storslået natur.

Grønland har tidligere kendt til minedrift. I Den sorte Engel ved Maarmorilik i den nordlige del af Vestgrønland blev der i mange år brudt bly- og zinkmalm. Denne virksomhed skabte mange arbejdspladser, men ophørte i 1990, da minen ikke længere var rentabel. I  Ivittuut (Ivigtut) i Sydgrønland brød man i mange år kryolit, som bl.a. blev brugt som flusmiddel ved aluminiumudvinding og til fremstilling af visse porcelæns- og fajancesorter. Men brydningen af kryolit ophørte for et par årtier siden, da minen var udtømt.

Men ved Mestersvig i Østgrønland findes der molybdæn, som bruges i stållegeringer. Nu ser det ud til, at det kan betale sig at udvinde stoffet, og det forventes, at et canadisk firma i nær fremtid vil åbne en mine, der vil kunne beskæftige 600 mand. I den nærmeste og eneste by i området – Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), der ligger et par hundrede kilometer sydpå – bor der kun 500 mennesker. Skal byen levere arbejdskraft til minen, vil det betyde en total forandring af det lille samfund, hvor den eneste erhvervsmulighed i dag er fangst og fiskeri.

Ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) findes de såkaldte `sjældne jordarter`, der er nødvendige i de moderne industrier, der fremstiller computere, mobiltelefoner, batterier m.m. Christen Sørensen hævder i sin kronik, at Kina har sikret sig adgang til de fleste af de `sjældne jordarter`, der findes i verden, og således har en slags monopol på området. Derfor har han med henblik på de grønlandske forekomster forsøgt at få dansk industri og europæisk mineralindustri på banen i Grønland, men hidtil uden resultat.

I sin kronik i Politiken skriver han følgende om denne sag: `Havde man på EU-plan mødt den fremstrakte hånd (fra Grønland), ville der straks være taget initiativ til at sende en højtstående og beslutningsdygtig delegation til Grønland med repræsentanter for såvel EU-kommissionen, den europæiske mineindustri og naturligvis en betydelig dansk deltagelse. Men det skete ikke – i hvert fald ikke endnu. Realiteten for de grønlandske politikere er derfor, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag det planlagte aluminiumsprojektet i Maniitsoq.`

I 2005 gik et svensk selskab i gang med at udvinde olivin i nærheden af bygden Atammik i Maniitsoq kommune. Olivin bruges til stålfremstilling. På grund af  kinesernes voldsomme forbrug af stål kunne det pludselig betale sig for det svenske LKAB at udnytte den ellers billige mineral så langt væk som i Grønland. LKAB, som ejes af den svenske stat, arbejder med jernudvinding i Kiruna og har en omsætning på omkring ti milliarder svenske kroner. Selskabet har oprettet datterselskabet Seqi Olivine A/S, som driver olivinminen i Atammik i samarbejde med det danske entreprenørfirma MT Højgaard. I alt er der 50 ansatte i minebyen fra minører til arbejdsmænd og rengøringspersonale, og hovedparten er grønlændere. De fleste af dem kom fra Maniitsoq, hvor rejefabrikken lukkede nogle år, inden olivinminen blev startet.

I 2004 åbnede Grønlands første guldmine, og det skabte en vis opmærksomhed, da det kom frem, at guld fra minen blev anvendt til fremstilling af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys forlovelsesringe. Guldet blev i 1993 lokaliseret ved Nalunaq i Kirkespirdalen, der ligger en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Crew Gold Corporation ejer nu alle aktier i Nalunaq Goldmine. NunaMinerals med hjemmestyret som hovedaktionær, suppleret af omkring tusind småaktionærer i Grønland og Danmark, ejede indtil 2007 en mindre aktiepost på 17,5 procent i Nalunaq Goldmine, mens Ceew ejede resten. Efter endnu et år med underskud, og efter at Crew havde oprettet sit eget smelteværk på Newfoundland i Canada, besluttede NunaMinerals at sælge sin aktiepost til Crew. Den officielle forklaring var, at det grønlandske selskab i stedet ønskede at koncentrere kræfterne om mineralefterforskning rundt om i Grønland.  Før beslutningen havde NunaMinerals krævet en undersøgelse af varestrømmen i selskabet, men der kom ikke nogen undersøgelse. Derimod steg kursen på Crew Gold Corporations aktier  med 839 procent på knap fire år. Hvordan hang det sammen med at guldminen i Grønland gav underskud?

Forklaringen synes at være, at Crew har købt guldminer andre steder i verden og at guldprisen er steget. Når selskabet alligevel fortsætter guldudvindingen i Nalunaq, skyldes det formentlig, at lødigheden af guldet i Grønland er høj, 18-20 gram per ton malm, mens den i selskabets mine i Guinea i Vestafrika kun er 1-1,5 gram per ton. Til gengæld er guldet der let at bryde, og lønningerne lave. Det samme gælder for selskabets guldminer på Filippinerne.

For nogle år siden udtalte Erik Andersen, der er direktør for guldminen i Nalunaq, til Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen GRØNLAND Mægtig og Afmægtig følgende: `I Grønland er lønningerne høje. Udgifterne ved at drive minen er i det hele taget enorme. Fordi den ligger så afsondret, koster det millioner at transportere folk og materialer frem og tilbage. Derfor tjener vi ikke noget for øjeblikket. Men vi håber, at det kommer snart, for ellers bliver minen simpelthen lukket.`

Det er den dog ikke blevet!

Norden skal på banen

Råstofudvindingen i Grønland er for stor en sag til, at grønlænderne kan klare den alene. Selv med et aktivt samarbejde med Danmark forekommer opgaven overvældende. Derfor bør alle de nordiske lande på banen. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne passende aktiver de mineselskaber og finansielle sektorer, der har kræfter og erfaringer på de deres respektive områder.

Det statsejede svenske LKAB har mangeårige erfaringer med jernudvinding i Kiruna i Nordsverige og er allerede engageret i Grønland. I 2005 gik Seqi Olivine A/S, der er et datterselskab under LKAB, i gang med at udvinde olivin, der bruges til stålfremstilling, i nærheden af bygden Atammik i nærheden af Maniitsoq Kommunne (Sukkertoppen).

I Sydgrønland har et canadisk mineselskab, Crew Gold Corporation, siden 2005 brud guldholdig malm ved Nalunaq en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Herfra sejles malmen til forarbejdning på Newfoundland. (Jvf. Marianne Krogh Andersen: GRØNLAND Mægtig og Afmægtig)

Der skal stærke kræfter til for at tage konkurrencen op med London Mining og Den kinesiske Statsbank, som foreløbig er de eneste, der har budt ind på muligheden for at bryde jernmalmen ved Godthåbfjorden. Mon ikke Norden som en samlet enhed er i stand til at gøre det? Målt i BMP 2008

ligger de nordiske lande under et på en elvteplads blandt verdens rigeste lande. (Jvf. Gunnar Wetterberg: Förbundsstaten Norden).

Danmark, med sit indgående kendskab til grønlandske forhold, og Grønland selv må være de naturlige formidlere af en storstilet nordisk indsats for udnyttelse af Grønlands råstoffer. De kan i fællesskab sikre, at grønlænderne fra begyndelsen får indtægter fra de virksomheder, der ønsker at etablere sig i deres land.

Systemskifte

Socialismen og liberalismen har hærget verden, mens den suverænt bedre Georgisme stadig kæmper for at få luft under vingerne.

Miseren kan tilskrives tilhængernes ildhu, som til fulde har demonstreret sandheden i talemåden: Det bedste er det godes værste fjende.

De vestlige demokratier har i mangel af bedre valgt socialliberale løsninger, mens borgerne i frustration søger noget bedre.

Situationen råber på, at georgisterne præsenterer deres ideologi og de deraf afledte gode løsninger. Mens debatten om etableringen af det perfekte samfund henvises til interne symposier.

 

Georgismen

I det georgistiske samfund er der fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og privat ejendomsret til de arbejdsskabte værdier. Det repræsenterer således det bedste fra socialismen og liberalismen i modsætning til de socialliberale vestlige samfund. I disse samfund påberåber man sig den private ejendomsret samtidig med, at borgernes arbejdsindsat beskattes hårdt, og man forærer de samfundsskabte værdier og naturressourcerne til grundejere og private interesser.

Frihandel er det andet bærende element i georgismen.

I sin søgen efter årsagerne til fattigdom i en verden rig på ressourcer og teknologiske landvindinger nåede Henry George frem til, at jordmonopolet og handelsrestriktionerne er de væsentligste.

Det er glædeligt at konstatere at en af vor tids mest fremtrædende samfundsdebattører på det globale plan, Bjørn Lomborg, nu også kraftigt advokerer for frihandel. Da han stadig er ung kan man håbe, at han også når til erkendelse af den afgørende betydning af den naturlige ejendomsret.

 

Revolution eller evolution

Når utilfredsheden med det eksisterende system har vokset sig stor, og der tegner sig et alternativ, er tiden moden til et systemskifte. Er befolkningen frataget demokratiske rettigheder kan en voldelig revolution komme på tale, men det er værd at bemærke, hvor afgørende resultater Ghandi nåede i Indien ved at mobilisere en fredelig opstand og tilsvarende egypterne og tuneserne i det arabiske forår.

Det som jeg her vil koncentrere mig om er skiftet til et georgistisk system i et demokratisk samfund. Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i danske forhold. Det er min opfattelse, at de forhindringer, der har vist sig i Danmark, også i større eller mindre grad har været til stede i de andre vestlige demokratier.

Et systemskifte i et demokrati er en vanskelig og langvarig proces. Første trin er at skabe opmærksomhed om ideerne og forståelse for deres fortrin. I den forbindelse skal der fremlægges konkrete forslag, som i tilfælde af den nødvendige indflydelse kan gennemføres i valgperioden. Forløber den første valgperiode med indflydelse tilfredsstillende er vejen banet for et godt valg med efterfølgende stærkere indflydelse.

I Danmark startede det meget lovende. I første halvdel af det 20. århundrede blev der skabt en bred opbakning om de georgistiske ideer, som flere partier tog til sig – også det store parti, Socialdemokratiet! Det kulminerede med, at regeringen i 1948 nedsatte en kommission med den opgave “……. at søge klarlagt de spørgsmål, der står i forbindelse

med gennemførelse af fuld grundskyld ………”. Kommissionen afgav sin betænkning i 1954.

Hvorfor denne omfangsrige og grundigt bearbejdede  betænkning ikke blev startskuddet til realiseringen af georgismen i Danmark, vil jeg vende tilbage til. Først er det formålstjeneligt at se på de grundlæggende begreber jordrente, ejendomsret og grundskyld.

 

Jordrenten

Jordrente er et ældre ord, som ikke har noget at gøre med begrebet rente, men formentlig er afledt af det engelske ord rent, der betyder leje og jordrente (economic rent). Jordrenten er således et udtryk for den løbende ydelse en bruger er villig til at betale for at bruge et stykke jord. Vel at mærke på markedsvilkår.

Da jorden som udgangspunkt er en naturgiven værdi, bør jordrenten tilfalde samfundet. Det bør være enhver regerings fornemste opgave at sikre dette. Realiteten er imidlertid, at dette stort set ikke er sket. De få steder, hvor man har været opmærksomme på ejendomsretsspørgsmålet, er jordrenten kun blevet opkrævet for en mindre dels vedkommende.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning af jordrenten til samfundet har været stigende handelspriser for jord til fordel for jordejerne. Man taler om en kapitalisering af jordrenten. Køberne af et stykke jord, det være sig landbrugsjord eller byggegrund, kommer således til at betale den fulde jordrente i form af forrentning og afdrag på købesummen oveni den utilstrækkeligt pålignede jordværdiskat.

Forestiller man sig, at jordværdiskatten, i stedet for at blive opkrævet med et for lille beløb i forhold til udviklingen i jordrenten, opkræves med et for stort beløb, vil man opleve den modsatte udvikling. Handelsværdierne vil falde og jordejerne vil blive påført et tab. Herudover vil de stadig skulle forrente og afdrage den højere købesum og betale den samme jordværdiskat som nye købere.

Denne forklaring af jordværdiskattens virkninger illustrerer hvor magtfuldt et fordelingspolitisk instrument, den er. Under en højkonjunktur, hvor jordværdiskatten ikke reguleres i takt med udviklingen i jordrenten, er det astronomiske beløb, der på denne måde uden en bagvedliggende produktion foræres jordejerne og dermed forøger deres forbrugsmuligheder og investeringsmuligheder. En aktieboble følger ofte en boligboble. Og når boblerne brister udløses en krise. Den nuværende krise, som er den værste siden 30-ernes, er et eklatant eksempel.

Ofrene for den utilstrækkelige opkrævning af jordrenten er primært de unge, der er ofre for et enormt generationstyveri. De betaler langt mere for at bruge deres stykke jord end deres ældre medborgere. De unge, der kommer ind på ejerboligmarkedet eller starter som selvstændige landmænd omkring toppen af en højkonjunktur, rammes særligt hårdt – ofte med en menneskelig og økonomisk deroute som resultat.

 

Ejendomsretten til jorden og jordrenten

Jorden er givet os fra naturen og bør som sådan være fælles ejendom. Imidlertid er den ikke umiddelbart anvendelig til sit formål. At gøre den moden til landbrug kan kræve en stor arbejdsindsats. Derfor har det fra de ældste tider forekommet indlysende rigtigt, at den, der udførte denne opgave, også var den retmæssige ejer til jorden. Jordejerne tilfører yderligere værdi i form af bygninger og anlæg, hvilket forstærker den intuitive oplevelse af den private ejendomsret til jorden som den rigtigste løsning. Endvidere ville den private ejendomsret til bygninger og anlæg være i modstrid med en fælles ejendomsret til jorden.

Det traditionelle private ejendomsretsbegreb i forhold til jorden overser imidlertid et væsentligt forhold: jordrenten afhænger ikke kun af ejerens indsats. Jordens frugtbarhed er fra naturens hånd stærkt varierende, samfundets investeringer i infrastruktur m.v. tilgodeser forskellige egne i stærkt varierende grad og konjunkturerne påvirker over tid jordrenten i varierende grad. For at sikre at fordelene af disse naturgivne og samfundsskabte værdier kommer alle til gode, er det nødvendigt, at jordrenten opkræves af samfundet.

De nævnte forhold har bevirket, at mange georgister har ment, at samfundets ejendomsret til jorden er afgørende. Da der som anført er gode grunde til den traditionelle opfattelse af den private ejendomsret til jorden som rigtig og naturlig, har disse krav om fælles ejendomsret til jorden skabt unødvendig modstand mod georgismen. Denne modstand er der ikke nogen grund til at nære, når det afgørende er samfundets ret til jordrenten, hvilket der ikke er fremført gode argumenter imod.

Der er ingen grund til at gøre opgaven vanskeligere end den er.

 

Grundskyld og jordværdiskat

Grundskyld er for så vidt et udmærket gammelt dansk ord, der beskriver det centrale forhold, at man som bruger af et stykke jord påtager sig en forpligtelse overfor samfundet. Grundskyld betegner den del af jordrenten, som opkræves af det offentlige. Da ordet ikke siger yngre mennesker noget, har jeg valgt at anvende ordet jordværdiskat, der er en direkte oversættelse fra engelsk af land value tax, LVT, der er internationalt anvendt.

Begrebet fuld grundskyld betegner den optimale situation, hvor hele jordrenten opkræves af samfundet.

Danmarks forspildte chance

Med de grundlæggende mekanismer ridset op er det nu muligt at forstå, hvorfor Grundskyldskommissionens betænkning ikke blev starten på ideernes realisering i Danmark, men snarere blev et monument over et halvt århundredes oplysningsarbejde.

Opgaven lød eksplicit på at indføre fuld grundskyld og implicit på at gøre det over en kortere årrække. Fuld grundskyld er et udtryk for at hele jordrenten opkræves af samfundet, hvilket indebærer at jordens handelspris er 0.

Man kan også sige, at man skulle finde en løsning på at eliminere virkningen af mere end et halvt århundredes fejlslagen politik samtidig med, at man skulle indføre en fremtidig rigtig.

Reduktionen af de aktuelle handelspriser på jord til 0 gennemføres ved at påligne en jordværdiskat, der sikrer, at hele jordrenten tilfalder samfundet, hvilket rejser spørgsmålet om hvem, der skal bære tabet. Hvem skal betale for, at jordejere i mange årtier har realiseret store gevinster i form af den kapitaliserede jordrente. Det er spørgsmål som kan holde mange kommissioner beskæftiget i rigtig lang tid. Der findes ikke en retfærdig løsning. Og der findes ikke en løsning som kan samle et flertal. Om ikke andet så har Grundskyldskommissionens arbejde bevist dette. Når der på trods af den tids positive indstilling til de georgistiske ideer ikke kunne findes en løsning, så bør konklusionen være, at kommissionens opgave er umulig i et demokrati.

Allerede dengang burde man have foreslået at se bort fra det, der var gået skævt i fortiden og koncentrere sig om fremtiden. Sammenligner man datidens jordværdier med de nuværende, ville en jordværdiskat, der løbende inddrog den stigende jordrente, have resulteret i at praktisk taget hele jordrenten i dag ville tilfalde samfundet.

 

De spildte år

Siden Grundskyldskommissionen måtte opgive at nå frem til en fælles anbefaling, har georgisterne forsømt at uddrage læren af fiaskoen. Alle har accepteret opgaveformuleringen om en forceret gennemførsel af “fuld grundskyld” (opkrævning af hele jordrenten til samfundet). Alle har været enige om at arbejde for den “optimale” løsning. Alt eller intet!

Som følge af denne fatale undladelse af at sætte spørgsmålstegn ved opgaveformuleringen har man brugt kræfterne på at løse cirklens kvadratur. Der er brugt mange gode kræfter på at udarbejde sindrige overgangsløsninger, som skulle få det til at se plausibelt ud, at nogle udvalgte grupper i samfundet, som ikke har haft nogen eller kun ringe andel i årtiers jordværdistigninger, kom til at bære formuetabet som følge af elimineringen af de kapitaliserede jordværdier.

Der har også været ført mange og lange  heftige debatter om, hvorvidt den fulde grundskyld ville kunne dække samfundets udgifter eller om samfundets udgifter simpelthen skulle begrænses til, hvad den fulde grundskyld måtte indbringe. Det er ideologisk interessant, men uden nogen positiv effekt i forhold til en bredere mobilisering af tilhængere.

Siden år 2000 har danske boligejere betalt ejendomsværdiskat, der er en skat beregnet på grundlag af den samlede ejendomsværdi – altså grundværdi og bygningsværdi. Denne skat har georgisterne ikke i væsentligt omfang taget afstand fra, ud fra den – rigtige – begrundelse, at denne skat, ligesom jordværdiskatten, har den virkning, at den begrænser de samfundsskabte stigninger i ejendomspriserne.

Alligevel ville det have været gavnligt at have markeret sin modstand, da skat på bygninger er en skat på arbejde – ydermere er det en årligt gentagen skat. En klar principiel afstandtagen vil være opmærksomhedsskabende og medvirke til at profilere det georgistiske ejendomsretsbegreb.

 

Ny strategi

Udviklingen har tydeligt vist, at fornyet fremgang for georgismen kræver en ny strategi.

En ny strategi skal først og fremmest respektere, at i et demokrati skal ethvert skridt i den rigtige retning kunne samle et flertal.

Det vil ikke være muligt at skabe et flertal for en jordværdiskat, som har til formål at genoprette, hvad mere end 100 års for lille opkrævning af jordværdiskat har skævvredet. Derfor skal jordværdiskatten alene have som formål at inddrage fremtidige samfundsskabte værdistigninger. Ønsket om en forceret indførelse af det bedst mulige samfund må ikke endnu engang forhindre, at der føres en rigtig og retfærdig politik, der systematisk bevæger samfundet i den rigtige retning. Spørgsmålet er ikke, om vi har skabt det optimale samfund om 20 eller 60 år, men om den førte politik er den rigtige.

Vi står nu på samme niveau, som georgisterne for 100 år siden, for så vidt angår kendskabet til de georgistiske ideer.  Det kan måske lyde nedslående. Der er imidlertid nogle væsentlige forskelle på dengang og nu. For det første er mulighederne for massekommunikation radikalt forbedrede. Dernæst er kendskabet til de fatale følger af boligbobler væsentligt større. Endelig er vælgernes parathed til at afprøve nye muligheder stor. De har gang på gang demonstreret, at de næsten desperat søger alternativer til de socialliberale partier. Dog har det generelt høje oplysningsniveau og en sund skepsis bevirket, at socialismen og liberalismen ikke er blevet valgt som brugbare alternativer.

I oplysningen om Henry George grundlæggende ideer er det væsentligt at få præciseret ejendomsretsbegrebet i forhold til jorden og jordrenten. Det bør fremhæves, at georgismen i modsætning til socialismen og liberalismen ikke varetager særinteresser, men ser på hvad der tjener det fælles bedste, og hvad der er mest retfærdigt.

Det er væsentligt, at den politik, der konkret foreslåes, er i fuld overensstemmelse med ideologien i forhold til fordelingen af den fremtidige værdiskabelse. Anvendelse af jordværdiskatten til at sænke handelspriserne på jord, dvs. til at påføre boligejere, landmænd og andre jordbesiddere tab, bør være bandlyst. Det er altid betænkeligt i et demokratisk samfund, at forsøge at skabe retfærdighed med tilbagevirkende kraft.

Det skal være tydeligt for alle, at jordværdiskatten har til formål at stabilisere handelspriserne på jord. Er der tendens til stigende eller faldende handelspriser skal jordværdiskatten løbende justeres.

De store øjeblikkelige fordele ved en sådan klart defineret jordværdiskat skal overbevise om nødvendigheden af reformer:

  • ingen boligbobler
  • intet hasardelement ved køb af bolig
  • ligestilling mellem ejere og lejere
  • intet generationstyveri
  • alle får andel i de samfundsskabte værdier
  • jordværdiskatten kan finansiere reduktion af skatten på arbejde
  • det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at udløse øgede ejendomspriser – i stedet vil det medføre højere jordværdiskat

Det er min opfattelse, at retten til udbyttet af egen arbejdsindsats skal yderligere fremhæves. Hidtil har georgisterne tydeligt tilkendegivet, at indkomstskatten skal ned og i sidste ende fjernes. Dermed er politikken for den direkte beskatning klargjort. Men indkomst beskattes også indirekte. Det sker i form af indtægts- og formuebestemte ydelser fra det offentlige og ved forøget egenbetaling af offentlige ydelser i forhold til indtægt og formue. Denne beskatning virker ikke motiverende for lysten til at arbejde og spare op, og er efter min mening stort set lige så uretfærdig og skadelig som den direkte beskatning af arbejde.

Med den rigtige strategi vil det være muligt at bringe Henry George i den førerposition i forhold til Karl Marx og diverse liberalistiske økonomer, som han fortjener.

Hvad Dansk Industri glemte

Dansk Industri (DI) har netop leveret en omfattende liste over krav til regering og folketing. I forgrunden står som vanligt lettelse af personskatten og selskabsskatten. Samtidig kræver man flere penge til uddannelse og forskning. Erhvervsstøtten skal der heller ikke spares på.

Skal dette finansieres med udsigt til en statsgæld på mindst 85 mia. kr., er det ikke nok at spare på andre offentlige udgifter, man må også finansiere lettelsen af skatten på arbejde ved øget beskatning af jord og fast ejendom som foreslået af OECD, EU, de økonomiske vismænd, regeringens vækstforum, velfærdskommissionen samt mange andre økonomer.

En sådan skatteomlægning vil også have den gunstige virkning at animere til øgede investeringer i virksomhederne i stedet for passiv eller spekulativ pengeanbringelse i jord og fast ejendom. Og industrien beklager sig jo over bankernes uvilje til at låne ud til små og mellemstore virksomheder, for ikke at sige iværksættere.

Endelig imødekommer man dermed behovet for nedtoning af den finansielle sektors negative rolle i den økonomiske udvikling, således som den manifesterede sig i boligboblen og den deraf følgende økonomiske krise med stagnation, arbejdsløshed og gældskrise.
Det er uforståeligt, at DI tilsyneladende ikke kan se de gunstige virkninger for erhvervslivet af den skattereform, som så mange sagkyndige tilråder.

Fremtidens velfærdssamfund

I 1955 udgav forfatteren Erik Rostbøll et lille hæfte, der hed ”Menneskeværd og velfærdsstat”. Det indeholdt nogle samtaler med seks fremtrædende politikere fra Danmark, Norge og Sverige. Samtalen med Tage Erlander blev indledt med, at den svenske statsminister så ud over Stockholm og sagde:

– Hvor har de det godt!

– Jamen, de ser ikke lykkelige ud, svarede Erik Rostbøll.

Sådan ville vi ikke udtrykke os i dag, men replikskiftet illustrerer dog det problemsæt, som næsten 50 år senere diskuteres med udtryk som ydre velfærd og indre velfærd. Det sidste forstået på den måde, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med det samfund, de virker i. Hvor har vi det godt – materielt! Jamen, er vi blevet lykkeligere af den grund?

”Hvilken sammenhæng er der mellem de ydre vilkår for vort liv og opfyldelsen af vore indre sjælelige fornødenheder”, spørger Tage Erlander under samtalen. I dag er vi muligvis kommet så vidt, at vi enten er villige til at benægte en sammenhæng eller erkende, at den indre velfærd ikke udelukkende har ydre forudsætninger i en bedre fordeling af de økonomiske ressourcer.

Velfærdssamfund – velfærdsstat

Forventningerne til det moderne velfærdssamfund er, at det skal være et samfund med vækst og velstand, og der skal gives den enkelte muligheder for et rigt og udviklende liv. Begreber som vækst og velstand, der udtrykker ydre velfærd, og et rigt og udviklende liv for den enkelte, dvs. indre velfærd, er ikke modsætninger, men måske gensidige forudsætninger. I den daglige diskussion opfattes den ydre velfærd nok som en forudsætning for den indre, men sådan behøver det måske ikke at være. Dette velfærdssamfund bygger på tanker om fællesskab og demokrati, social tryghed og lige muligheder for alle. De fleste af ordene er velkendte, men udtrykket lige muligheder for alle synes at rumme spiren til nytænkning omkring en bredere velfærdspolitik, hvor velfærdssamfundet er under forvandling, men inden for den eksisterende samfundsstruktur.

I det følgende bruges ord som velfærdssamfund og velfærdsstat lidt i flæng, sådan som det ofte sker i daglig tale. Der skal dog gøres et forsøg på en sondring. Velfærdssamfundet er det fællesskab eller den kultur, hvor borgerne oplever solidaritet, demokratisk kontrol og indflydelse, lige muligheder for alle og social tryghed. Velfærdsstaten er det magtapparat, som sikrer, at velfærden opretholdes og i et vist omfang også, at den udvikles. Velfærdsstaten er beslutningsprocesserne og det administrative apparat, der er nødvendigt for bl.a. at opretholde social tryghed. Men der er naturligvis en vekselvirkning mellem velfærdssamfund og velfærdsstat, ikke mindst når talen er om ydre velfærd. Indre velfærd kan godt vise sig at være et produkt af samfundets måde at fungere på.

Velfærdstaten kompenserer for en ufuldkommen samfundsstruktur

Det bringer en artikel af Henrik Christoffersen i ”Futuriblerne” i 1984 i erindring. ”Frigørelsestrangen over for velfærdsstaten” hed den. Her erkendte han, at velfærdsstaten kun ”tager sig af at korrigere for nogle utilstrækkeligheder i den bestående samfundsorden.” Det sker gennem opbygningen af offentlige velfærdsinstitutioner, tilskudssystemer og reguleringsordninger. Med andre ord kan man opfatte velfærdsstaten som en erstatning for det ideelle samfund, det gode samfund. Men her er der jo en gliden mellem ordene, stat og samfund.

Ifølge Henrik Christoffersen insisterer velfærdsstaten på, at offentlig virksomhed skal sikre en ligelig fordeling af goderne og samtidig også en tilstrækkelig hurtig forøgelse af den samlede produktion og velstand. Dette er måske ikke en definition på velfærdsstaten/velfærdssamfundet, men så dog et særkende. Den ligelige fordeling af goderne og troen på, at man ved at øge produktionen skaber almindelig velstand for alle, er også en del af dette særkende. Det første er et smukt formål, det andet velfærdsstatens akilleshæl, for det er en påstand, der kun er rigtig under visse omstændigheder, nemlig hvis man også griber ind i formuedannelsen. Herom senere.

Henrik Christoffersens artikel handlede ikke om den indre velfærd, men måske kan man godt lægge det i overskriften, frigørelsestrangen over for velfærdsstaten. Men den er vel skrevet på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke klart erkendte et paradigmeskifte, som også velfærdspolitikken må underlægge sig, nemlig den større individualisme – det lå i artiklen – og ”markedet”s overtagelse af den politiske tænkning.

En vurdering af velfærdssamfundets fremtidsmuligheder må inddrage disse to forhold, individualismen og ”markedsfilosofien” – og dermed nødvendiggøres en sondring mellem ydre og indre velfærd. Ikke som modsætninger, men to sider af samme sag.

Nådigherresyndromet

En flugt hen over velfærdens redskaber gennem tid kan måske være nyttig, ikke for at beskrive velfærdens historie eller mangel på samme, men for at klarlægge menneskesyn og samfundssyn bag varetagelsen af de svageste i samfundet og dermed skildre opfattelser, som står imod hinanden i det paradigmeskifte, som velfærdssamfundet står i.

Fra det gamle testamentes Ruths bog kendes løserinstitutionen, der pålagde den nærmeste mandlige slægtning at træde ind som beskytter, hvis ægtemanden faldt bort, ja endog ægte broderens enke og skaffe den døde broder afkom. (Er bl.a. beskrevet i min bog: Jorden må I ikke sælge…”, 1961)

Fra oldtidens RJorden må i ikke sælgeom kendes den såkaldte clientela-institution, men nu var man kommet ud over det rene slægtshensyn. Der er tale om et beskyttelsesforhold, som

Jorden må i ikke sælge

også omfattede ubeslægtede. Fattige kunne som klienter give sig ind under en rigmands beskyttelse. Han blev så deres patron. Der var tale om både et over- og underordningsforhold, og et gensidighedsforhold, hvor patronen lovede klienten beskyttelse. Og klienten lovede patronen hengivenhed bl.a. ved at støtte denne ved valgene i folkeforsamlingerne.

Clientela-institutionen er interessant derved, at man genfinder træk af den i middelalderens feudalsystem og i det fæstevæsen, der her i landet holdt sig til engang i 1800-tallet.

Vi møder den i et enkelt udsagn i Cenvantes´ udødelige Don Quijote:

”Mens tjeneren sover, våger herren og spekulerer over, hvordan han skal føde ham, forbedre hans kår og belønne ham. Bekymringen over at se himlen blive til bronze uden at forsyne jorden med tilstrækkelig dug, piner ikke tjeneren, kun herren som i trang og nød skal føde den som tjente ham i frugtbarhed og overflod.”

En dansk godsejer, F.L.E. von Beenfeldt, skrev i 1787:

”Enhver retsindig Godseier anseer sine Bønder som hans Børn – med et klogt Øie indseer han deres Vel uendelig haardt forbundet til sit eget.”

Ordene står i ”Samtaler mellem trende danske Jordegodseiere”, og er polemisk vendt mod tidens landboreformer.

En tilsvarende holdning møder vi i F.W. Wedel-Jarlsberg skrift ”Veiledning til rigtige Begreb om danske Jordegodsers Indretning” fra 1782. Her er gensidigheden imidlertid tydeligere udtrykt:

”— at Proprietærerne skal være deres Bønders Fædre og Velgiørere, at Bønderne skal igjen agte, ære og tiene som saadanne Huusbonder, der giøre sig til Pligt at befordre deres Velstand—.”

Videre udvikler forfatteren, at godsejeren må træde til, hvis høsten slår fejl, så bønderne mangler korn til mad og såsæd. Erling Bjøl fandt spor af clientela-institutionen i Syditalien o. 1960, og den belgiske forsker, N. Rouland, mente i et skrift fra 1979, at institutionen har overlevet i den moderne mafia. Isabel Allende lægger i bogens ”Åndernes hus” disse ord om bønderne i munden på den ultrakonservative godsejer Estaban Trueba:

”Jeg gør det for disse menneskers skyld. Uden mig ville de være fortabte. Skal vi være helt ærlige, kan de ikke engang udføre en ordre, det er det, jeg altid har sagt: de er som børn … Og så skal man høre på det pladder om, at vi alle er lige! Det er til at dø af grin over. Rend mig…”

Jorden må i ikke sælge
I Don Quijote skriver Servantes også om nådigherrens næsten ubærlige omsorg for sine undersåtter.

Man kan for så vidt godt tale om undertrykkelse. Det har det også været efter moderne opfattelse, men der var også noget andet. Man kan tale om gensidig afhængighed under samfundsformer, hvor de økonomiske vilkår var sådanne, at der med en skæv ejendomsfordeling eksisterede et over- og underordningsforhold, hvor jordejeren, nådigherren, har betragtet sig som en beskytter for de bønder, han i virkeligheden var afhængig af, og som også var afhængige af ham.

Forholdet var formynderisk og hadblandet. Godsejeren følte nok et dybt ansvar – som Esteban Trueba – men han udnyttede også sin magt over klienterne – som Esteban Trueba. Klienterne mødte nådigherren med ærbødighed, og mere med had og mistro end taknemmelighed.

Udtrykket syndrom bruges om sygdomme, der karakteriseres ved flere symptomer. Her er tale om en social struktur, man godt kan kalde nådigherresyndromet. Tilsvarende strukturer kan man iagttage i byernes patriarkalske erhvervsgrupper inden for handel og måske især inden for håndværk. Forholdet mellem mester, svend og lærling rummer de samme træk, som i de feudale, aristokratiske landbrugssamfund.

Men det er også en form for velfærdssamfund, hvor der ikke var plads til dem, der faldt uden for netværket, og som ikke kunne klare sig selv. Man kan spørge: Er det et alment menneskeligt vilkår, at flertallet er under formynderi hos nogle få. Eller har vi indrettet samfundet ufuldkomment?

Organiseret velfærd

Den første organiserede varetagelse af beskyttelsen af nødlidende møder vi formentlig i den katolske kirke i middelalderen. Syge og fattige kunne her finde et tilflugtssted, når familien og slægten ikke længere kunne beskytte dem. Med nationaliseringen af den katolske kirke i Nordeuropa opstod der nye strukturer i omsorgen. Den blev en offentlig opgave, på landet administreret af sognepræsten i samarbejde med godsejeren, og i købstæderne af bystyret sammen med præsten.

Det formynderi, som her er kaldt et nådigherresyndrom, fik bl.a. en begrundelse i Luthers samfundsopfattelse, der med sin deling i husstanden, lærerstanden (kirken) og staten, byggede videre på formyndertanken. Inden for husstanden var husfaderen (og husmoderen) ansvarlig for hele husstanden og havde en naturlig ret til at øve hustugt. Tilsvarende var kirken ansvarlig for sjælenes frelse og for moralens opretholdelse og kunne derfor udøve kirketugt. Landsherren, kongen, betragtede sig som indsat af Gud og var kun ansvarlig over for ham, men dette ansvar omfattede også borgernes ve og vel, også med henblik på det hinsidige.

Selv om enevældens samfund var præget af enorme forskelle mellem de forskellige stænder (grupper eller klasser), så var de alle på en måde lige over for den patriarkalske landsfader, kongen eller staten. Det beretter en kongelig skrivelse fra 1722 om. I Århus ville nogle forældre ikke sende deres børn i den skole, hvor natmandens børn gik, og byens styre bestemte, at disse så skulle gå på skift mellem lærerne. Heller ikke det ville forældrene være med til. Til sidst bestemte kongen, at skolerne skulle tage imod natmandens børn, og forældrene skulle sende deres børn til de skoler, hvor de hidtil havde gået. Ellers ville de pådrage sig kongens ”højeste unåde”. Bag den anekdotiske form gemmer der sig et reelt problem, at børn skal undgælde for ringeagten over for forældrenes arbejde. Også det moderne velfærdssamfund kender begrebet udstødte!

Den drejning, som Luther gav bl.a. det 7. bud, viser hen til den formynderiske varetagelse af velfærd. Det hedder: ”Du må ikke stjæle. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.” Og i den sidste sætning ligger formynderiet.

Denne ansvarlighed for medmenneskets materielle og (måske navnlig) åndelige kår blev især markeret af den pietistiske bevægelse, der fra Tyskland bredte sig op over Norden i den første halvdel af 1700-tallet, og vores første ”sociallov”, fattigforordningen af 1708, og den senere skoleforordning fra 1739 er dybt præget af pietismens tanker. Det er nok rigtigt, at fattigforordningen også – og mest – havde til formål at beskytte borgerne imod det overhåndtagende tiggeri, men der lå også i forordningen en ”rationalisering af betleriet” (Kjeld Philips formulering i bogen ”Staten og Fattigdommen”, 1947) ved, at det offentlige nu erkendte et ansvar over for disse særligt trængende mennesker, et formynderi, der blev delt mellem staten og de lokale myndigheder.

Gennem sognepræsten og præstens medhjælpere, senere fattigkommissionerne, bliver omsorgsarbejdet gjort lokalt, og det blev derfor naturligt, at de kommunale råd (byråd og sogneråd), der blev oprettet i 1800-tallet, overtog fattigforsorgen. Derved blev kommunerne efterhånden redskaber for udviklingen af velfærdssamfundet. Kommunerne overtog nådigherrerollen. Dermed også en formynderrolle, som de har beholdt lige siden.

En gennemgang af kommunernes udvikling ligger uden for rammerne af denne fremstilling, og formynderansvaret er ikke ganske entydigt.

Den liberale retsstat

Med udviklingen af naturvidenskaben, tankerne om naturretten, formuleringen af den politiske og økonomiske liberalisme, for så vidt hele grundlæggelsen af en statskritisk tradition i europæiske tænkning, opstod der en form for individualisme, der var i modsætning til Luthers formynderlære. Ove Korsgaard har i afhandlingen ”Kampen om Folket”, 2004, fremdraget sider ved den tyske filosof Immanuel Kant, som hidtil har været overset. Kants tanker om den liberale retsstat bygger på den opfattelse, at mennesket er autonomt, styret af etikkens selvbegrænsning, og det er tanker, som står i stærk modsætning til Luthers menneskeopfattelse, nemlig at mennesket er skabt til formynderi. Konsekvensen måtte blandt andet være, at mennesket blev selvansvarligt og ikke underordnet husfaderens, kirkens eller kongens tugt og ansvar.

Tankegangen hænger naturligvis også sammen med det paradigmeskifte, der opstod med fremvæksten af et industrisamfund og ved en stærkere byudvikling. Historisk set har urbaniseringen altid fremmet individualisme, især inden for handelsstanden. Den solidaritet, der eksisterede inden for de lukkede landsbysamfund og i byernes håndværkerlav, gik nok mere eller mindre tabt, men opstod i en ny form i industrisamfundets organisationer eller kooperationer.

For de økonomisk og politisk stærke kunne de nye tanker være bekvemme, når man også gjorde det enkelte menneske ansvarligt for sin egen velfærd. Fattigdom blev betragtet som selvforskyldt, grundet i dovenskab og dumhed, og det slog igennem i behandlingen af de nødlidende, både i byerne og på landet, hvor især den selvbevidste gårdmandsstand nok skulle holde de fattige i tømme.

I kraft af det stigende folketal og den voldsomme byudvikling opstod der et arbejderspørgsmål, bl.a. som følge af konkurrencen om arbejdspladserne, og forholdene blev forværret af forestillingen om kontraktfriheden mellem arbejdere og arbejdsgivere, en liberalisme, der ganske overså asymmetrien på arbejdsmarkedet.

Det socialdemokratiske kompromis

Industrisamfundet skabte to bevægelser, der begge slog stærkt an herhjemme, socialismen og georgeismen. Socialismen i både Karl Marx´s revolutionære udformning og Lasalles socialdemokratiske udformning, og begge slog især an i byerne, mens georgeismens jordrentelære mest slog an på landet, hos landarbejdere, og især husmænd og småhåndværkere.

Et særkende for dem begge var, at de tog fat på formuedannelsens problem. Og dermed adskilte de sig væsentligt fra den udvikling, samfundet tog under de liberale tanker, som ikke drog konsekvenser i retning af en mere ligelig fordeling af formuerne. Modsætningerne kom til at stå mellem arbejderbevægelsen og socialdemokratiet på den ene side og på den anden de mere eller mindre konservative partier, der repræsenterede den besiddende del af befolkningen. Og de var skarpe langt op i 1900-tallet.

Den norske historiker Berge Furre har brugt udtrykket ”den socialdemokratiske orden”, andre taler om det ”socialdemokratiske kompromis”. Det skal forstås på den måde, at socialdemokraterne opgav den rene socialistiske linie til fordel for en indkomstudjævning gennem skatter og offentlige velfærdsordninger. Dermed var der mulighed at skabe flertal for det moderne velfærdssamfund. På den anden side stillede de såkaldt borgerlige partier sig mere solidarisk med de ikke besiddende grupper i samfundet.

Den norske skolehistoriker Odd Asbjørn Mediås har givet følgende meget præcise karakteristik af det ”socialdemokratiske kompromis”:

Martin Luther
Martin Luther

”Forliket innebar en uskreven sosial kontrakt, der politikens venstreside aksepterte en modifisert kapitalisme eller et modifisert marked, mens høyresiden stilte sig solidarisk med de svake og framstod med lojalitet mod samfunnet. Tilliten til staten som den gode makt var sterk. Staten stod som et uttryk for fellesskapet som rager over klasse- og særinteresserer og som fremmer en overordnet samfunnsinteresse. Som utdanningspolitik tok det sosialdemokratiske kompromisset sikte på å mobilisere skolen til fordel for idealet om sosial rettferdighet og omfordeling av godene. For at realisere dette var det en sterk tru på sentral styring, på den offentlige skolen og ikke minst på enhetsskolen med et sosialt og fagligt fellesskap. Mot sluten av 1970-tallet og utover 1980-årene endret det politiske klimaet seg i mange land. Berge Furre sier at den sosialdemokratiske orden ble i hovedtrekk avviklet på åttitallet. Dette tiåret blev en periode med sterk tru på markedskreftene. (Odd Asbjørn Mediås: Enhetskolens utvikling i Danmark og Norge, 2004).

Med det ”socialdemokratiske kompromis” løber 2 linier sammen: Luthers tanker om formynderi – uden religiøst indhold, og Kants lære om den liberale retsstat. Kompromisset indebar en stærk tro på den gode stat og på central styring, et statsideal, der også kendtes under enevælden. De offentlige organer overtog nådigherrens rolle, og tilskudssystemer, reguleringsordninger og velfærdsinstitutioner blev nogle af velfærdspolitikkens redskaber.

Samtidig fik velfærdspolitikken det nødvendige tilskud, der ligger i ideen om naturlige menneskerettigheder. De blev en del af velfærdssamfundet, nemlig ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, retssikkerhed og lighed for loven. Den liberale retsstat, som tillægges Kants filosofi, blev dog aldrig det, der ligger i ordene. Vi fik et liberalt samfund, som dårlig nok var liberalt, fordi den unge kapitalisme byggede videre på den etablerede ejendomsret. Vi fik nok en retsstat i den forstand, at der i grundloven blev knæsat nogle principper om retssikkerhed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed osv., men med hensyn til ejendomsret slog den etablerede konservatismes opfattelse stærkest igennem. Arbejdet og arbejdsindkomsterne blev ikke ejendomsrettens kilde, de eksisterende formuer blev sikret. Derfor blev velfærdsstaten også en form for formuebeskyttelse. Ikke desto mindre blev tanken om menneskerettigheder begyndelsen til det, som kan ende med en social retsstat, der forbinder nogle af tankerne om naturret med ideen om velfærd for alle.

For det er nok sådan, at velfærd uden menneskerettigheder nemt bliver til holdningsløs populisme. Og menneskerettigheder uden velfærd kan ikke eksistere. De bliver i hvert fald ikke lige for alle.

Velfærd og ikke bare sikkerhedsnet

Med det ”socialdemokratiske kompromis” blev der sat en udvikling i gang, så velfærdsstaten ikke bare skulle blive et sikkerhedsnet under de svageste i samfundet, således som den oprindelige konservative socialpolitik (Bismarcks og Estrups) forestillede sig. Velfærdsstaten blev et tilbud om en større lighed mellem samfundets grupper, en udjævning af indkomsterne og adgang for alle til de fælles kulturelle goder, bl.a. uddannelse.

Velfærdsstaten blev også en reguleringsstat, hvor forskellige samfundsgrupper søger at tiltage sig økonomiske fordele, for så vidt uden henvisning til trang. Dermed er velfærdsinstitutionerne blevet en central del af velfærdspolitikken. En årsag hertil kan også være nogle partiers ønske om sætte sig på disse institutioner og anbringe egne folk som ledere. Det ligger vel også bag diskussionerne om privatisering og udlicitering. En anden årsag er, at velfærdsinstitutionerne blev kommunale opgaver. I sin tid overtog kommunerne de opgaver, som var blevet løst af den statsansatte sognepræst, godsejerne håndværksmestrene og det patriarkalske købmandsborgerskab. Kommunernes historie viser. at de ikke er oprindeligt folkelige organer, og de havde indtil begyndelsen af 1960´erne et demokratisk efterslæb (Man skulle betale kommuneskat for at have stemmeret). Der klæber stadig et element af nådigherrefølelse til socialpolitikken, og det bliver ikke mindre af, at velfærdspolitikken er en kastebold i den politiske kamp. Ind imellem må man måske standse op og spørge: Blev velfærdsstaten ikke mellemklassens ideologi? Blev velfærdsstaten virkelig for de svageste i samfundet?

I en tid, hvor man inddrager begrebet indre velfærd, kan nådigherrefølelsen blive en direkte hindring for fremskridt. Den største hindring er dog nok, at velfærdspolitikken er så stærkt bundet til det ”socialdemokratiske kompromis”, der kun fokuserer på indtægtsfordelingen i befolkningen. Dermed være ikke sagt, at der ikke er foregået en udjævning mellem grupperne i befolkningen, men vi skal her måske i højere grad inddrage fagbevægelsens indsats. Det er dog ikke lykkedes at afskaffe den skæve formuefordeling, som arbejderbevægelsen og socialdemokratiet overtog. Det skyldes bl.a., at det ”socialdemokratiske kompromis” stort set lader formuedannelsen uantastet.

Her tænkes ikke på den almindelige opsparing og den friværdi, der opstår gennem de normale afdrag på boliglån, men på de formuer, der skabes gennem ejendomsret til naturressourcer, og den arbejdsfrie formuedannelse gennem stigende ejendomspriser, der er en følge af samfundsudviklingen. Men det er vel efterhånden sådan, at ejernes ret til den udviklingsbetingede (samfundsskabte) friværdi i ejendomme er en del af velfærden.

Det bør imidlertid være en naturlig del af enhver form for velfærdspolitik at foretage en formueudjævning. Allerede i ”Fremtidens Danmark” var Jens Otto Krag inde på dette problem, bl.a. gennem forslaget om inddragelse af de samfundsskabte jordværdier. Det blev som bekendt aldrig realiseret, og da man i slutningen af 1950´erne havde muligheden for det gennem den skærpede grundstigningsskyld, blev man nogle år senere bange for sig selv og afskaffede lovgivningen. Heller ikke tanken om ØD blev til noget særligt. Det ”socialdemokratiske kompromis” fungerede. Det skal så retfærdigvis siges, at vi uden det ikke havde fået den velfærdsstat, vi har, og at ”kompromisset” er i samklang med befolkningens ønsker.

”Markedet”

Imanuel Kant
Imanuel Kant

Furre Berges påstand, jfr. Mediås-citatet, om, at den socialdemokratiske orden/det socialdemokratiske kompromis blev afviklet i slutningen af 1970-erne og i løbet af 1980´erne er kun delvis rigtigt. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at fremtidens historikere vil komme til det resultat. Rigtigt er det jo nok, at der ikke i de sidste 20 – 25 år er sket den udbygning af den traditionelle velfærdsstat, som kunne være ønskelig. Tværtimod er der sket en ændring i de politiske holdninger, men ønsket om en velfærdsstat er stadig almindeligt. Således faldt Anders Fogh Rasmussens forestillinger om at gå fra en socialstat til en minimalstat ret hurtigt til jorden. En populistisk tendens har gjort sig gældende, og det hænger vel sammen med, at vi står i et paradigmeskifte som følge af en ændret samfunds- og erhvervsstruktur.

Urbaniseringen er fortsat, og landbruget er som stærkt subsidieret erhverv politisk af mindre betydning. Tilsvarende beskæftiger industrien også færre, og er under stærkt pres som følge af udflytninger til lavlønslande. Derimod synes funktionærerne at kunne spille en større rolle i samfundsudviklingen. Navnlig hvis de gør sig gældende inden for de stærkt innoverende erhverv.

Politisk har dette vist sig ved, at det oprindeligt gårdmandsdominerede parti Venstre med rod i den oprindelige højskolebevægelse er blevet til det, man kalder ”handelshøjskolevenstre”. Og socialdemokraterne, hvis kernevælgere fortrinsvis var industriarbejdere, er blevet mere og mere præget af akademikere og tjenestemænd med længere uddannelser.

Det er nye erhvervsgrupper, der præger det politiske liv, og det er for så vidt ligegyldigt, om det kvantitativt er store grupper. Det er i højere grad uddannelsen, der tæller. I 1980´erne talte man om en højredrejning. Det er tilfældet, hvis man dermed forestiller sig en uændret samfundsstruktur.

Hvad der i virkeligheden skete var, at nye normer og værdier tog over. En tid har man talt om et informationssamfund. Nu tales der mere om et vidensamfund. Andre taler om, at ”markedet” har taget over og bestemmer værdier og normer. Det er denne opfattelse, der skal gøres gældende i det følgende.

”Markedet” kan læses som interessetilkendegivelser fra de store forretningsforetagender. Men ordet dækker mere end deres økonomiske indsats og deres politik. Ordet er også et udtryk for en erobring af sproget. Managementsproget trænger ind på adskillige områder. Man ”køber” et synspunkt eller en opfattelse. Man fremlægger et ”produkt”. Unge mennesker taler nedsættende om ”tabere” i modsætning til ”vindere”, igen en påvirkning fra ”markedets” normer.

Også inden for den offentlige sektor trænger sprogbrugen frem. Vi taler således om en ”offentlig service”, som om der er tale om et kundeforhold mellem de offentligt ansatte og brugerne. De sidste tænker ofte meget forretningsmæssigt, når talen er om offentlige institutioner, og for den sags skyld også faglige organisationer. Man spørger: Hvad får jeg for mine skattekroner, hvad får jeg for mit kontingent?

Enhver bevægelse, der vil have magt, skal søge at erobre skolen og uddannelsesvæsenet. Det er der adskillige eksempler på i historien, og folkeskolen har altid tilpasset sig, også de skiftende erhvervsforhold. Også ”markedet” prøver at sætte sig på folkeskolen. Det opleves på flere punkter: ”Kvalitet” og ”faglighed” er tidens krav til skolen og undervisningsministerielle mantraer. Styringen af skolens indhold er blevet mere centralistisk, og evalueringer på forskellige klassetrin lovfæstet. Også den idelige sammenligning med undersøgelsesresultater fra andre lande er en del af markedsdominansen. Konkurrencemomentet fremhæves. Dertil kommer den stadige kritik af skolens arbejde, hvad der skal stresse lærere og elever og dreje undervisningen og skolens miljø mere i retning af forretningslivets ønsker. At disse går meget snævert på faglighed, ses bl.a. af det forhold, at der ikke tillægges de såkaldte bløde værdier – de personlighedsdannende værdier – som initiativ, samarbejdsevne og fleksibilitet den tilsvarende betydning. Kun at ville faglighed er at gøre et folk til almue.

Der er her i landet tradition for at uddannelseslove vedtages med et bredt flertal. Det kan være grunden til, at man endnu kan bevare den enhedsskole, der blev til i 1970´erne, dels ud fra erhvervslivets ønsker om fleksibilitet i uddannelserne, dels ud fra et alment ønske om lige muligheder for alle – et ønske helt i samklang med det velfærdssamfund, der var under opbygning.

En særlig side af markedstænkningen er bestræbelserne på at privatisere offentlige foretagender. Der er formentlig mindst to aspekter i privatiseringsbestræbelserne. For det første et ønske om et mere nuanceret udbud af den offentlige service, der opfattes som en kommunefarvet kedsommelighed – skønt det jo langtfra er tilfældet – med standardvarer på hylderne. Her står de private, reklamestøttede tilbud i et mere glamourøst skær. For det andet er der et offentligt-økonomisk aspekt, der dels rummer et konkurrencemoment, så de offentligt ansatte føler, at de skal løbe hurtigere, dels rummer nogle indtjeningsmuligheder for eksisterende eller nyoprettede virksomheder. Det er påfaldende så få kooperative foretagender, der er en følge af privatiseringen. Det er fortrinsvis eksisterende private (som oftest kapitalstærke) firmaer, der har glæde af privatisering og udlicitering.

Man kan godt opfatte privatiseringen som et udtryk for den statskritiske tradition, man også kan finde i europæisk tænkning, men så virker den ikke ganske logisk, for privatiseringstanken trives ganske godt ved siden af tankerne om en fortsat udbygning af velfærdsstaten. Vi er nok snarere under påvirkning fra amerikansk samfundsopfattelse. Troen på at private virksomheder kan løse alle opgaver, og en opfattelse af at vi mere er kunder i en butik end borgere med forpligtelse til fælles problemløsning. Vi savner i privatiseringsdebatten at fastholde det fælles folkelige.

Individualisme, grådighed og mangel på solidaritet

Et særligt træk i de senere års holdninger er en stigende individualisme, der kan ytre sig som grådighed og mangel på solidaritet, men som også kan give sig positive udtryk i ønsker om en personlig og selvstændig udvikling, hvor man kan få lov til at vise kreativitet og tage egne initiativer. Udtrykket ”lige muligheder for alle” rummer også en hensyntagen til den enkeltes særpræg og selvopfattelse. Individualismen kan også have rod i en tidligere lidt for anmassende kollektivfølelse med krav om solidaritet og underkastelse i formynderi. Når man nu i individualismens tidsalder begynder at tale om indre velfærd, så kan der være mange årsager. Måske er den ydre velfærd nu kommet så vidt og af mange føles som dækkende de væsentligste behov – sådan som Maslows behovshierarki viser – at man føler et behov for at få dækket nogle psykiske behov. Måske er der som tidligere nævnt tale om en slags ”frigørelsestrang fra velfærdssamfundet”, og måske er den indre velfærd et udslag af den materialisme, som ”markeds”-tænkningen har fremmet. Det må stå hen.

Det har længe været et mål for socialpolitikken at gøre dens brugere så vidt muligt selvhjulpne. Så der er måske slet ikke så meget nyt i begrebet, blot en ændring af fokus. Alligevel vil begrebet indre velfærd i de kommende år blive centralt og benyttet som et slagord også for alskens gøgl og gammeldags tænkning. I begrebet ligger der som allerede nævnt en forestilling om, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med samfundet. For eksempel det gammeldags begreb at kunne svare enhver sit. For så vidt har statsministeren måske uden at vide det fanget lidt af det med sit slogan ”noget for noget”.

Der kunne vel også inddrages flere elementer til nuancering af emnet, indre velfærd. Hovedsagen er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, bliver man aktivt ansvarstagende. Og her kan der ligge en anden opfattelse af velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Man skal være engageret, og man skal være medansvarlig for skabelse af det, der med et moderne udtryk kaldes social kapital, dvs. sammenhængskraften i samfundet, hvor fælles indsats giver fælles værdier. Derfor skal man gå ind i sociale netværk og deltage i løsningen af fælles opgaver, og samtidig give værdidebatten ny aktualitet, for det kan man ikke gøre uden at bidrage med egne værdier og egne ideer og egen etik. Det vil sige med en gensidig respekt, der bygger på tillid til sig selv og til andre.

Det er ud fra disse betragtninger velfærdssamfundet skal møde nutidens udfordringer, som enten kommer indefra, dvs. fra det eksisterende velfærdssamfund eller de kommer udefra som følge af en almindelig accept af markedsfilosofien.

Karakteristik af ”markedet”

Markedet er karakteriseret ved en række forhold:

  • Virksomhedens overlevelse påstås, at være det vigtigste formål, og det indebærer en stærk fokusering på konkurrenceevne, produktivitet, effektivitet og indtjening, herunder markedsandele, og det præger som nævnt også kravene til statens uddannelsespolitik.

  • Virksomhederne har en tendens til at øge deres volumen, bl.a. gennem fusioner, uanset at det godt kan påvises, at mange virksomheder kan overleve fint ved at finde en niche, og uden at tilstræbe øget volumen. Det gælder bl.a. mange pengeinstitutter.

  • Der findes på markedet en tendens til at søge monopoldannelse, hvilket modvirkes gennem lovgivningen.

  • I princippet bygger markedet på et udstrakt og direkte demokrati, forstået som de enkelte menneskers frie forbrugsvalg, men dette udviskes af det forhold, at virksomheder og forbrugere agerer i et asymmetrisk informationsfelt. Fri prisdannelse og frit forbrugsvalg forudsætter en maksimal gennemsigtighed, og den findes ikke.

  • Markedet beskæftiger sig ikke med fordelingspolitik og dermed heller ikke med en ”retfærdig” fordeling af goderne. Markedet handler ikke solidarisk. Markedet forudsætter, at du betaler for det, du modtager.

På en række områder adskiller markedets værdier og normer sig fra dem, der hersker i velfærdsstatens offentlige virksomheder, og det er vel den egentlige årsag til det normskred, som vi oplever i disse år, og hvor især de negative sider springer stærkt i øjnene som grådighed, mangel på solidaritet og mangel på respekt for det enkelte menneske.

Vækst

Henry George
Henry George

Et gennemgående træk i den moderne velfærdsopfattelse er troen på økonomisk vækst som fordelende faktor. En tro på, at forudsætningerne for et velfærdssamfund er en vækst, der medfører velstand og konkurrenceevne.

Vækst i sig selv virker ikke som fordelende faktor. Det ligger nemlig ikke i markedets natur. At kagen bliver større, betyder ikke, at alle får del i den. Allerede i 1879 iagttog amerikaneren, Henry George, at fremskridt giver sig udslag i stigende jordpriser. Fremskridtet driver sig ind som en kile mellem dem, der har noget, og dem, der ikke har noget. De sidste presses nedad.

Disse arbejdsfrie værdier tilfalder den tilfældige grundejer og er med til at skabe en forskel i formuefordelingen. Det er ikke en historisk kendsgerning, der knytter sig til et bestemt geografisk område for 125 år siden, men et fænomen, der kan iagttages også i vort samfund i dag, og som i vid udstrækning accepteres. Resultatet kan blive et meget skævt samfund. Der er således nu folk, der frygter, at byerne efterhånden kun befolkes af rige mennesker.

Hvis man har den opfattelse, at skævheder i samfundet er en trussel mod velfærden, så er der brug for en anden opfattelse af ejendomsretten, så de arbejdsfrie indtægter afskaffes – eller beskattes, så de kommer alle til gode. Man kan vel endda betragte det som en forudsætning for, at man i det hele taget kan have et velfærdssamfund. Man kunne f. eks. lade de indtægter, der kommer fra Nordsøolien, udlodde til samtlige borgere her i landet – sammen med indtægterne fra en afgift på grundværdistigninger. Det vil give en formueudjævning og fremme den følelse af fællesskab, som velfærdssamfundet i dag mangler.

Vækstproblemet er naturligvis ikke udtømt hermed. Der ligger et betydeligt problem i flytningen af arbejdspladser til lavlønslande. Der er formentlig ikke meget, man kan gøre, men det nødvendiggør en stillingtagen til det kæmpestore problemsæt, der hedder globaliseringen.

Globalisering

En anden stor udfordring mod velfærdssamfundet er globaliseringen. Det er uundgåeligt, at grænserne åbnes mere og mere. Det ligger ikke bare i den moderne teknik, men også i det forhold, at nogle af de lande, vi tidligere har betragtet som ulande, besidder et stort vækstpotentiale, og dertil kommer en stigende bevidsthed om egen værdi. Det skal vi for så vidt ikke beklage. Men det har nogle økonomiske og mentale konsekvenser med krav om dels en langt større omstillingsparathed, dels større solidaritet med de grupper, der får bl.a. beskæftigelsesmæssige problemer med behov for omskoling.

Det store problem i forbindelse med globaliseringen er ikke frihandelen, den frie omsætning af varer og tjenesteydelser, men derimod den formuekoncentration, som udviklingen i lavlønsområderne medfører. Allerede nu kan vi konstatere en ulighed i økonomisk stilling inden for mange af udviklingssamfundene – og det viser sig også som en ulighed i uddannelsesmæssig, arbejdsmæssig og boligmæssig henseende.

Der kan være frygt for, at udviklingen vil komme til at foregå omkring eksisterende vækstcentre, især bysamfund, mens landdistrikterne fortsat holdes i fattigdom med en udtalt koncentration af ejendomsretten og med holdninger som Esteban Truebas.

Og man kan frygte for, at den økonomiske magt koncentreres på nogle få store virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, og med mulighed for at flytte indkomsterne til stater med lav beskatning.

Især kan man frygte, at det bliver råvareressourcerne, der især bliver monopoliseret. Et af de områder, der i særlig grad trænger til forskning er ejendomsstrukturen i u-landene, dels omkring besiddelsesformerne i landbruget, dels omkring byudviklingen. Det bliver meget svært at gennemføre reformer, for man er oppe mod uhyre stærke kræfter, men reformer er nødvendige, og det er kortsigtet at tro, at man i vor egen del af verden kan opbygge et velfærdssamfund og nøjes med den u-landsstøtte, som mange her oven i købet finder for stor. I u-landspolitikken er det formuereformer, der tæller. Og dem kan vi ikke få lov til. Men man kan i det mindste iværksætte en forskning.

På langt sigt skal man ønske en udjævning mellem de områder, der i dag er økonomisk svage, og dem, der er økonomisk stærke. Foreløbig er det nok mest aktuelt mellem de oprindelige EU-lande og de nye medlemmer. Det er vel ønskeligt, at det sker i form af et løft for de svage, og det skal i hvert fald ikke ske på bekostning af de økonomisk svage i vor del af verden. Også derfor skal man være opmærksom på formuedannelsen.

Vi må regne med, at der i de kommende år vil ske en stadig udflytning af arbejdspladser til lavlønslandene, og det kan være en periode, der bliver svær at komme igennem, indtil disse lande bliver i stand til at øge handelen med os. Der kræves en virkelig kreativ indsats af os, og vi vil hæmme omstillingen, hvis vi går protektionistisk til værks. At det er vilkår, vi deler med andre lande, er en ringe trøst. Det bliver en del af den omstilling, som Europa skal igennem for at klare konkurrencen fra Østen. Det er måske også betalingen for, at Europa engang hævdede sig på de fattige landes bekostning. Det er stadigvæk lettere sagt end gjort, og der skal sættes ind på flere fronter for at bevare konkurrenceevnen. Bl.a. skal der sættes ind mod uproduktiv kapitaldannelse/spekulation og mod opretholdelse af produktioner, der ikke er bæredygtige. En afvikling eller omlægning af landbrugsstøtten fra EU kan være et enkelt middel.

Men ud fra en folkelig og social betragtning må man i denne proces ikke glemme at holde fast i sikkerhedsnettet under de svageste i samfundet.

Den indre velfærd er en social kapital

Den største udfordring for velfærdssamfundet kan vise sig at blive velfærdsstaten, hvis man ikke er i stand til dels at skabe den tilstrækkelige forståelse for, at et samfund ikke kan bestå, hvis forskellen mellem rig og fattig bliver for stor, hvis alle vil nasse på alle, og hvis man ikke forstår, at solidaritet kræver en form for ”noget for noget”. At velfærd indebærer mere en blot fordelingspolitik. At velfærd indebærer, at alle yder et bidrag stort eller lille, ikke nødvendigvis af økonomisk karakter. Meget ville være nået, hvis man mentalt kunne udjævne den modsætning, der ligger i, at den ene fløj i dansk politik kun beskæftiger sig med, hvordan velfærden fordeles, mens den anden kun beskæftiger sig med den produktion, der er forudsætningen for, at der er noget at fordele. Derfor er det ikke nok at fokusere på en effektivisering af velfærdsstaten og dens redskaber, reguleringer, støtteordninger og institutioner, selv om det naturligvis løbende skal ske. Hvis man kun betragter velfærden under en materialistisk, markedsdomineret synsvinkel, nemlig som service, bryder solidariteten sammen – og dermed velfærdssamfundet.

I den klassiske økonomi opererer man med tre produktionsfaktorer, jord, forstået som alle naturens ressourcer, kapital, forstået som bl.a. bygninger, maskiner osv., og endelig arbejde, dvs. alle former for menneskelig arbejdskraft.

I de sidste årtier er nogle økonomer begyndt at tale om en fjerde produktionsfaktor, social kapital, så man nu taler om naturkapital, produktionskapital, intellektuel kapital (nyt ord for arbejde) og social kapital. De tre første faktorer bygger på en materialistisk opfattelse, mens den sidste inddrager personlige og fælles kulturelle værdier. Måske burde man rettere tale om kulturel kapital.

Social kapital bliver bl.a. defineret som den produktive gevinst af frivillige netværk og organisationer. En tanke, man møder bl.a. i Robert Putnam: Bowling Alone, 2000 og Bendt-Åke Lundwalls og Peter Maskels bidrag til ”The Oxford Handbook of Economic Geography”, 2000.

Tanken er ikke ny. Den tidligere nævnte amerikanske forfatter, Henry George, betegnede i 1879 i sit hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” det frivillige samvirke som ”fremskridtets lov”, som en forudsætning for kulturel udvikling:

”Sammenslutning i lighed er altså loven for fremskridtet. Sammenslutningen frigør åndelig kraft til anvendelse i fremskridtets tjeneste, og ligheden (eller retfærdighed eller frihed – thi disse udtryk betegner her en og samme ting: anerkendelse af moralloven) forebygger, at denne kraft bortødes i ufrugtbare kampe.”(Fremskridt og Fattigdom, 1938, s. 281).

Det er tanker, vi genfinder hos den ”utopiske socialismes” fortalere og hos Kropotkin. I 2000-udgaven af Kropotkins ”Gensidig hjælp” skriver Lars Hulegaard i efterskriften (s. 228): ”… mennesker, der handler sammen, kan forfølge deres mål mere effektivt end mennesker, som handler individuelt på baggrund af deres individuelle præferencer.” Det er måske godt at gøre opmærksom på i ”markedets” tidsalder.

Som eksempler på social kapital nævner man gerne landbrugets andelsbevægelse og arbejdernes kooperationer. Men også stationsbyerne i 1900-tallets første halvdel rummer eksempler på den ”gensidig hjælp”-filosofi, der ligger bag defineringen af social kapital. Derimod har forskerne svært ved at give nutidige eksempler. Men de findes i mange netværk på bl.a. det sociale område.

Man kan godt forestille sig, at organisationer, der rummer medarbejdere inden for den offentlige sektor, kan have lidt svært ved at acceptere denne tankegang, fordi den i praksis vil føre til, at der lægges mere vægt på velfærdssamfundet og mindre på velfærdsstaten. På den anden side er det umuligt at forestille sig, at vi kan løse alle de fælles opgaver gennem de frivillige netværk – store og små. Sundhedssektoren, uddannelsessektoren, socialforsorgen og tryghedssikringen vil f. eks. nødvendigvis være offentlige opgaver, og de private tiltag her vil aldrig kunne blive en trussel mod velfærdsstatens institutioner. Men måske nok en konstruktiv udfordring, hvori der ligger et ønske om større valgfrihed, og større fleksibilitet, mere uddannelse og flere bestræbelser bort fra klientsamfundet og frem til større selvhjulpethed.

Det er alt sammen led i udviklingen af en indre velfærd, og der kan være grund til at gentage, hvad der er sagt ovenfor: Velfærdspolitikkens hovedopgave er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, skal mennesket gøres aktivt ansvarstagende, ja i virkeligheden ansvarssøgende. Denne opgave må medtænkes overalt, hvor vi har at gøre med en videreudvikling af velfærdssamfundet og velfærdsstatens institutioner.

Her ligger velfærdssamfundets store udfordring i fremtiden. Udfordring er ikke nødvendigvis det samme som konfrontation. F. eks. mellem den offentlige og den private sektor. Udfordring er først og fremmest en opfordring til nytænkning, måske koncensus, måske kompromisser, men i det mindste alvorlige overvejelser over, hvorledes vi finder frem til en fælles forståelse af, hvorledes menneskerettigheder og velfærd fremover skal forbindes.

Hvem kommer til at tegne udviklingen?

Denne forståelse kunne meget vel komme til at rumme både en inddragelse af de samfundsskabte ejendomsværdier og en betoning af den indre velfærd gennem flere sociale netværk. Det kunne være en del af indholdet i et nyt kompromis. Om det sker, afhænger af, hvem der kommer til at tegne den kommende udvikling.

Under enevælden havde vi en embedsmandsstat. Senere fulgte landbrugets dominans. Den er nu et afsluttet kapitel, og vi kan formentlig se enden på industriarbejdernes store periode, den hvor det nuværende velfærdssamfund blev skabt, med støtte af funktionærer og tjenestemænd inden for den offentlige sektor.

Den kommende stærke samfundsgruppe bliver nok de ansatte i den private sektor med baggrund i et informations- og vidensamfund. Det er en ny gruppe, stærkt individualistisk, uden traditioner og endnu uden mærkbar identitet, men nok også en gruppe, der vil udvise stor loyalitet over for de private virksomheder. Og tilsvarende vise mindre solidaritet med de svage i samfundet og have mindre tilbøjelighed til at løse fælles opgaver sammen med andre, hvis man kan købe sig fra det. Med andre ord ”markedet” vil dominere.

Modspillerne bliver formentlig funktionærer og tjenestemænd i den offentlige sektor, der kan blive det konservative element i udviklingen. Men helt afgørende vil dagsordenen sikkert blive sat af bureaukratiet i EU, der vil kunne spille på både den offentlige og den private sektor.

Efterhånden som integrationen i Europa skrider frem, vil det vise sig, om det bliver muligt at bevare den nationale velfærdsstat, som vi har udviklet i Skandinavien, og som betegnes som den danske eller den skandinaviske model, hvor det er den offentlige sektor, der varetager velfærden gennem en skattebetalt tryghedssikring.

Jo mere borgerne selv sparer op til alderdommen, enten gennem pengeinstitutter eller forsikringsselskaber – eller bruger den samfundsskabte værdistigning i ejerboligen eller fritidshuset som pensionsopsparing, desto lettere bliver det at forlade den danske eller skandinaviske model. Men de svageste bliver tabt. Det afhænger også af den demografiske udvikling. Et stigende antal ældre er let at bruge som argument for, at vi ikke har råd til den skattefinansierede pension. Hvor holdbart argumentet er, må stå hen. Der skal jo under alle omstændigheder skaffes penge, hvad enten man bruger privat opsparing eller en skattefinansiering. Anderledes måske med opsparingen gennem fast ejendom, for her lader man den næste generation betale gennem større boligudgifter end nødvendigt.

Det andet store område inden for velfærdsstaten, sundhedsområdet, vil formentlig stadig blive skattefinansieret, men her sker der sandsynligvis en del ændringer i de kommende år, når den påtænkte strukturreform slår igennem. De nye regioner kan med tiden overskride de nationale grænser, fordi deres forventede arbejdsområder muliggør det, både med hensyn til sundhedsvæsen, regionsplanlægning og miljøpolitik.

Det tredje store område, uddannelsesvæsenet, vil antagelig blive fastholdt som en offentlig opgave, for det vil de toneangivende grupper, der har en høj uddannelse, i egen interesse ønske. Men der vil ske en snigende, europæisk integration. Den er vel for så vidt allerede så småt i gang.

Svaret på, om det er muligt at skabe fuld beskæftigelse, eller om der skal regnes med betydelig arbejdsløshed, afgør mulighederne for at skattefinansiere velfærden, fordi de toneangivende grupper vil prioritere konkurrenceevnen meget højt, og dermed vil også de demografiske hensyn komme til at veje tungere, både med hensyn til aldersfordeling og geografisk fordeling, så de tyndt befolkede områder udsultes.

Man kan godt være betænkelig ved den kommende samfundsudvikling, og dermed fremtiden for velfærdssamfundet, når man ser, at udviklingen på så vigtige områder i så høj grad vil være i hænderne på sociale grupper, der ikke er forankret i en national og folkelig tradition, ikke har udviklet en identitet, man kan forholde sig til, ikke har formuleret en etik, der medtænker hele samfundet og skaber balance mellem den enkelte og samfundet som helhed.

Det positive er, at fremtiden så nok også tegnes af grupper, der er åbne for nye synspunkter og uden fordomme.