Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”

Åbent brev til skatteministeren

Kære Benny Engelbrecht, til lykke med dit ministerium!

Regeringspartierne har en lang tradition for reformer af det danske samfund, hvis mål har været at skabe lige muligheder for alle og større social retfærdighed. Med en offentlig sektor, der udgør omtrent halvdelen af BNP, er grænsen tydeligvis nået for udvidelse af den offentlige sektor og øgede overførselsindkomster.

En skattereform kan skabe soliditet i den offentlige økonomi og samtidig større social retfærdighed. ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom”, står der i Radikale Venstres principprogram. Det vil gøre det muligt at lette skatten på arbejde og forebygge nye boligbobler og dermed følge rådene fra de økonomiske vismænd, Nationalbanken samt OECD´s og EU`s økonomer. ”Vi lytter til økonomerne”, siger de radikale.

Socialdemokraterne siger i principprogrammet: ”Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun ved at fastholde solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.”  En omfordeling til fordel for arbejdet og imod de arbejdsfri, samfundsskabte gevinster giver lige muligheder og større frihed for den enkelte.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at den største ulighedsskabende faktor i de senere år var den enorme boligboble i 00èrne.

En sådan skattereform vil lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation, gøre det vanskeligere at unddrage sig skat i en globaliseret verden, fremme mobiliteten på boligmarkedet, og være fordelingspolitisk progressiv.

I regeringsrundlaget står, at boligskatten skal holdes i ro i denne valgperiode, men intet hindrer, at regeringspartierne sammen med støttepartierne gennemfører en sådan skattereform, blot den først træder i kraft i 2016. Den kan dog ikke omfatte ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget, idet disse er omfattet indtil 2020 af skatteforliget med Venstre og konservative.

Tilbage er grundskylden, som alligevel skal reformeres, når det gælder vurderingssystemet. Det bør ændres til årlige vurderinger og med en tilstrækkelig og kompetent bemanding i Skat. Kommunerne har brug for de mange milliarder, grundskylden giver, og man kan supplere den ved at genindføre statsgrundskylden på 1 %, og anvende den til nedsættelse af skatten på arbejde.

66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde lettes tilsvarende, kun 22 % siger nej. 68 % af de socialdemokratiske vælgere og 71 % af SF-vælgerne siger ja (Gallup i Berlingske 17/2 11). Så der er folkelig opbakning til en skattereform, som her skitseret, hvis partierne har viljen til at gennemføre den – i overensstemmelse med deres egen ideologiske og historiske baggrund.

Henry George finder frihedens mulighed

Sidst på året 1883 blev der igen kaldt på Henry George fra England, hvor hans tilhængere ønskede at få ham over som redaktør for et af deres blade. Den mulighed afslog han dog, men gik ind for at foretage en stor foredragsrejse derover. Nytårsaften sejlede George så igen fra New York. ”Østlig vind, søen rolig”, skrev han i sin dagbog, akkurat som for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

George igen i England – to gange tur-retur

I London var det sociale spørgsmåls alvor og farefuldhed ved at gå op for `det oplyste borgerskab`. Man diskuterede for og imod Irlands hjemmestyre (Home Rule) og de irske jordproblemer, som George på sin tidligere rejse havde en voldsom debat om.
Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London. Her blev George angrebet på det voldsomste af ”Ligaen tik Forsvar for Frihed og Ejendom”, der var blevet dannet til forsvar for de bestående rettigheder. George blev af folk fra denne liga kaldt for `uretfærdighedens profet`, hvis evangelium var revolution og rov.
Men i brede kredse var modstanden og forbitrelsen mod godsejervældet allerede voldsom, både i Irland, i Skotland og nu også i England, men ikke alle `liberale` turde sige god for George, dårligt nok række en finger til støtte.
I Skotland var jordspørgsmålet særdeles brændende første gang, var der. De fattige bønder – resterne af den bondebefolkning, der havde måttet vige for godsejernes dyreparker og jagtområder – trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem.
Her rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der ikke blev plads til godsejerne. Under George` besøg her blev ”Land Restauration League” dannet, og George skrev dens proklamation til det skotske folk om genvinding at dets ret til fædrelandets jord.
Efter nogle måneders foredragsrejse tog George tilbage til Amerika, hvor han igen blev hyldet af sine tilhængere, og der blev afholdt massemøder, hvortil mange arbejdere og borgere dukkede op. Til de møder, hvor der blev arrangeret fællesspisning, holdt `det bedre borgerskab` sig dog tilbage. Skønt George` berømmelse var steget på det sidste eller netop på grund heraf, var hans ideers `farlighed` begyndt at gå op for de folk, der støttede den bestående samfundsorden.
Snart var George dog i England igen. Her var Irlands Home Rule stadig et væsentligt debatemne.
Men befolkningens elendige boligforhold kaldte på politisk handling her og nu. Derfor var politikerne blevet opmærksomme på grundspekulationens skadelige indvirkning på byudviklingen. George` agitation havde nok også haft sin virkning. I hvert fald blev der nedsat en Royal Commission, hvori selve Prinsen af Wales havde sæde.
I den betænkning, der blev udarbejdet af kommissionen, blev der foreslået at påligne alle byggegrunde, der lå hen i spekulationsøjemed, en særlig grundværdiskat på 4 % for at dræbe spekulationen.

Beskyttelse eller Frihandel

Ved sin hjemkomst i 1885 kunne George endelig, efter flere års afbrydelser, igen tage fat på udarbejdelsen med sit store værk om frihandelen. Bogen udkom året efter under navnet ”Beskyttelse eller Frihandel”.
I sit forord til bogen skrev Henry George bl.a.: -Frihandel er til gavn for det arbejdende folk, skønt arbejderne har svært ved at se det – og anser frihandelen som en storkapitalistisk opfindelse. Jeg påpeger, hvor falsk den tro er, at tro, at arbejdet kan værnes ved toldlove, og jeg peger samtidig på de kendsgerninger, som giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstemt såkaldt frihandelsreform. Men frihandelen kan ikke stå alene, for arbejdernes kår i frihandelslandet England er lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller i USA.
-Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer; vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv til jorden, den fælles rigdomskilde.
-For at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere eller staten skal overtage al jord, Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen private kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Hele årsagen til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.
-Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomhederne kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.
I sin bog ”Henry George” skrev Jakob E. Lange i sin tid: ”Beskyttelse eller Frihandel er den mest enkle, den mest ensrettede og derfor den i sin slags mest komplette af George` bøger.

Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.

 

 

Beskyttelse eller frihandel

Dette er titlen på én af Henry George’s bøger, og tillad mig her at forsøge at se på de moderne frihandelsbestræbelser ud fra georgistiske principper.

Som jeg ser på disse principper, er der i vore samfund to ting, der står hinanden imod. Den ene er forventningsprisen på jord. Den anden er produktivitetsstigningen. Forventningsprisen vil altid søge at tage højde for, at tingene i kraft af produktivitetsstigningen bliver billigere. Prisen på jord vil derfor altid ligge et stykke over det, der kan lønne arbejde og kapital. Derfor vil der altid være en større eller mindre arbejdsløshed i samfundene.

Men hvad nu, hvis nu produktiviteten stiger mere brat end forventet? Ja, så får vi først en periode med fuld beskæftigelse, for forventningspriserne var ikke høje nok. Men efter denne søde kløe får vi den sure svie. For produktiviteten kan ikke blive ved med at stige så brat, og når en mere normal stigning er indtrådt, vil forventningspriserne være for høje, og arbejdsløsheden vil slå til igen, og måske endda blive større end før, indtil enten forventningspriserne er faldet, eller produktiviteten er steget.

Vi så det i tresserne. Her gennemførte man et stort frihandelsområde bestående af EF og EFTA. Og den produktivitetsstigning, det gav anledning til, var langt større, end nogen havde forventet. Jordpriserne var ikke fulgt med. Derfor fik vi fuld beskæftigelse i tresserne. Og det i den grad, at mange begyndte at regne med, at vi omsider havde løst nationaløkonomiens gåde, så vi kunne have konstant fuld beskæftigelse. Man regnede også i halvfjerdserne med, at opsvinget snart ville komme. Hvad det blot ikke gjorde. For forventningspriserne var stadig for høje.

Omsider kom vi dog ned på et mere normalt niveau. Men så kom næste opsving i halvfemserne og slog igennem med stor kraft i nullerne. Kina var kommet med i verdensøkonomien, og det gav produktivitetsstigninger af en ganske uventet størrelse. Forventningspriserne havde ikke forventet så meget, og som sidste gang faldt også denne gang arbejdsløsheden. Men ak, også som sidste gang var den sure svie ovenpå de glade nuller en stærk medicin at sluge. Vi fik en krise, som vi først nu er ved at komme ud af. (Mere om denne kriseteori i George efteråret 2012).

I ”Beskyttelse eller Frihanden” skriver Henry George følgende: ”Beskyttelsens Afskaffelse vilde være som en Røvers Bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen Mand stort, om een Røver jages bort, naar en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer”. (side 168). Den røver, George tænker på, er den private Jordejeret. Denne røver står tilbage til sidst, og hvad de andre røvere efterlader, det tager denne røver.

Oversat til den model, jeg har skitseret ovenfor: Det kan være udmærket, at mere frihandel skaber vækst, men så længe der af væksten også skabes en større eller mindre forventningspris på jord, vil vi efter nogen tid igen rammes af arbejdsløshed. Måske det sker på et højere plan, hvad realløn angår, men arbejdsløsheden får vi ikke afskaffet selv med nok så megen frihandel.

Det betyder ikke, at frihandel ikke er noget godt. Det betyder heller ikke, at der ikke i en periode kan skabes vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Hvis produktivitetsstigningen ved en frihandelsaftale mellem USA og EU som den, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads, er større, end man forventer (og ”man” er her den almindelige forventning til fremtiden, som bestemmer forventningsprisen på jord), så vil vi måske opnå den samme effekt, som i tresserne, da EF og EFTA nedbrød toldskrankerne, eller som i nullerne, da Kina for alvor kom med ind i verdenshandelen, det vil sige: vi vil måske få gang i hjulene, fuld beskæftigelse og optimisme overalt i økonomien. Men gør vi ikke noget ved forventningspriserne på jord, vil det med garanti ende på samme måde, som tressernes og nullernes glade optimisme endte: med krise, tvangsauktioner, arbejdsløshedens genkomst og almindelig pessimisme til følge.

For optimismen vil uvægerlig give sig udslag i stigende jordpriser, måske vi endda igen når frem til det punkt, vi havde i nullerne, hvor politibetjente, postbude og sygeplejersker ikke kunne bosætte sig i Københavnsområdet, fordi de ikke kunne betale de priser på ejendom, der krævedes. Så hvis vi bibeholder status quo, hvad jordbeskatning angår, vil selve opsvinget i sig bære kimen til den økonomiske nedgang, der kommer.

Imidlertid er der et George-citat mere at bide mærke i. Dette citat står til sidst i Beskyttelse eller Frihandel, og man skal notere sig, at George forinden har plæderet gevaldigt for, at den sande frihandel indebærer fuld grundskyld. Det vil sige, der er tale om en slags slutdrøm, en lidt vild forestilling om, hvad der ville kunne opnås, hvis virkelig man kunne blive enige om denne sande frihandel. George skriver.

”Og paa samme Maade vilde det gaa med vore Frænder hinsides Havet. Dersom vi afskaffede vore Toldboder og aabnede vore Havne for fri Indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, vilde Handelen mellem de britiske Øer og de Forenede Stater blive saa vældig stor og Samkvemmet saa inderligt, at vi maatte blive til eet Folk og nødvendigvis kom til at indrette vort Møntsystem, vort Postvæsen og vore almene Love paa en og samme Maade, saa at Englænderen og Amerikaneren lige saa fuldt vilde føle sig som Borger i samme Land, som New Yorkeren og Californieren nu gør det”. (side 205).

Når det er værd at lægge mærke til dette citat, skyldes det, at EU er gået frem i omvendt rækkefølge. Hvor George giver udtryk for det håb, at en frihandelsaftale vil medføre en samordning af lovene, hævder EU omvendt, at en sådan samordning af lovene er en forudsætning for frihandel. At EU her har misforstået noget, fremgår af den kendsgerning, at den frihandel, der blev indført i Europa i 1959-60 gennem EFTA og EF’s tiltag, ikke blot gavnede EF-landene, hvor kravet om fælles regler gjaldt, men også EFTA, hvor et sådant krav ikke var fremsat. Eller man kan sige, at produktiviteten steg i begge områder, før reglerne var ensrettet.

Når det er værd at gøre opmærksom på det, skyldes det, at der i den frihandelsaftale, der er under forhandling mellem USA og EU, tænkes indbygget en fælles domstol, så f.eks. amerikanske firmaer vil kunne sagsøge den danske stat, hvis vi indfører strengere krav på f.eks. bestemte miljøområder. Det er sådan set EU’s misforståelse om igen. Det er unødvendigt for virkningen af frihandelen at indføre fælles regler på alle områder. Man kan gøre det eller lade være. Måske man vil få en lidt større virkning, hvis man har fælles regler på nogle områder, men erfaringerne fra både tresserne og nullerne fortæller os, at det ikke er dèr, de store gevinster tages hjem.

Om amerikanere og europæere gror sammen og bliver som ét folk, sådan som George drømte om det, så er det noget, der sker som en følge af frihandel og fri rejse og fri udveksling af al kultur, disse ting er ikke noget, der først må være på plads, før frihandel kan virkeliggøres.

Men bevares, vi har jo også erfaret – hvad George måske ikke havde erfaret – at stater er interesseret i at beholde så mange arbejdspladser i landet som muligt og derfor fejlagtigt tror, at frihandel skader den hjemlige beskæftigelse. Derfor kan man godt i teorien gå ind for frihandel, altså nedsættelse af al told, sådan som man gjorde det i 1959-60, mens man gennem en række tekniske handelshindringer søger at dæmme op for udenlandske varer. Og her har jo EF’s grundlæggere følt, at sådanne handelshindringer kun kan afskaffes af den fælles kommission og den fælles domstol, mens George går ud fra, at den sandhed efterhånden vil brede sig, at afskaffelsen af alle handelshindringer er til eget lands fordel, også selv om der bliver indført flere varer af denne bestemte slags og afskediget arbejdere på dette felt. Der vil nemlig blive oprettet nye arbejdspladser på andre felter mindst svarende til dem, der gik tabt.

Altså: George har ret i, at en eventuelt vækst ved en frihandelsaftale mellem EU og USA ret snart vil blive opædt af ”den sidste røver”. Og han har også ret i, at en eventuel lovsammensmeltning ikke er en forudsætning, men højst en følge af en gennemført frihandel.

Det er stadigvæk værd at lytte til ”Den Gamle”.

 

Det er din skyld

Link: Det er din skyld

Du må ikke snyde dig selv for denne radioudsendelse, hvor politikere fra de ansvarlige partier demonstrerer deres kendskab til konsekvenserne af den samfundsskadelige, absurde og asociale fordelingspolitik. Samtidig søger de at placere ansvaret alle andre steder end hos sig selv, mens de forsikrer om, at de intet vil gøre for rette op på skævhederne!

Jeg refererer til til radioudsendelsen ‘Huxi og det Gode Gamle Folketing’ den 24. september 2013,  hvor et politikerpanel diskuterer, hvem der har skylden for finanskrisen.

Uffe Thorndahl beretter med stolthed om, hvordan han i 2007 solgte sit hus inden finanskrisen brød ud og kunne konstatere, at han havde boet gratis og oven i købet af sine medborgere havde fået foræret 1,5 mio. kr., som ydermere, for at føje spot til skade, var skattefri.

Vi ved hvordan det er gået de mennesker, der i stedet købte bolig på det tidspunkt, som nye på ejerboligmarkedet. De er i bedste fald teknisk insolvente, men mange har måttet opgive boligen på grund af skilsmisse, arbejdsløshed eller sygdom m.v. Disse menneskers økonomi ligger i ruiner med store personlige konsekvenser for mange.

Vi ved også at boligboblen er den grundlæggende årsag til krisen. Den udløste herhjemme en kraftig overophedning af økonomien, som de økonomiske vismænd og andre økonomer kraftigt advarede imod og anviste løsning på. Hvilket politikerne med Anders Fogh i spidsen arrogant afviste, Nu kunne man så forvente at repræsentanterne for venstre og Socialdemokraterne på deres partiers vegne ville beklage eller undskylde, at de ikke havde lyttet til de kraftige advarsler. Men nej – aben forsøges placeret alle andre steder – også hos dig.

Men så må politikerne da i det mindste højt og helligt love, at de med det første tager skridt til at ændre dette vanvittige system. Næh – tværtimod bakker de op om deres partiledelser, der højt og helligt har lovet intet at gøre. Det lyder som absurd teater, men er ikke desto mindre den skinbarlige virkelighed. Lyt selv.

Når de placerer noget af skylden hos dig, kan jeg give dem ret for så vidt, du stemmer på dem igen. Så er det din skyld!