Protektionismen på fremmarch

I takt med, at den økonomiske verdenskrise udvikler sig fra recession til depression, genopstår protektionismen.

I USA vedtager man hjælpepakker med klausuler om, at der skal købes amerikansk jern, stål og maskiner. Rusland indfører told på biler, fjerkræ og svinekød. Indonesien gennemfører nye restriktioner på 500 produkter. Indien har indført høj told på sojabønneolie. Argentina og Brasilien forøges importafgifter på vin, frugt, læder og tekstiler. Også Sydkorea har hævet toldgrænserne.

EU lægger straftold på kinesisk stål og genindfører – i lodret strid med internationale aftaler – eksportstøtten til mejeriprodukter. Indadtil krakelerer det indre marked med øget national statsstøtte til virksomhederne, praktiseret af bl.a. Tyskland, Portugal og Frankrig. Sidstnævnte land iværksætter massiv statsstøtte til bilindustrien med påbud om ikke at eksportere arbejdspladser til udlandet, herunder Tjekkiet. Italien støtter luftfartselskabet Alitalia.

De enkelte EU-lande vedtager nationale hjælpepakker til bankerne, der tilskyndes til at orientere sig nationalt i stedet for internationalt, til skade for globaliseringen. Der tales direkte om finansiel protektionisme. Chefen for Den Internationale Valutafond Dominique Strauss-Kahn advarer imod, at de enkelte lande beskytter deres finans- og bankinstitutioner og virksomheder mod udenlandsk konkurrence.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer imod “grøn protektionisme”, hvis forhandlingerne om en global klimaaftale bryder sammen. Det kan føre til protektionistiske krav om told og restriktioner over for lande med lavere standarder vedrørende forbrugerbeskyttelse, sundhed, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø. Taberne vil først og fremmest blive de fattige lande.

WTO-forhandlingerne om frigørelse af verdenshandelen, den såkaldte Doha-runde, der har været i gang siden 2000, er gået i stå, først og fremmest p.g.a. EU´s modstand imod at liberalisere på landbrugsområdet. Det skete allerede før den økonomiske verdenskrise satte ind, og i det protektionistiske miljø, der nu florerer, er det politiske momentum nok desværre forspildt. Ved såvel G7- som G2O-møderne forsikrer de ledende økonomiske magter deres vilje til at undgå protektionisme og til at forsætte forhandlingerne om frihandel, men i praksis handler de stik imod deres officielle forsikringer.

WTO´s generaldirektør Pascal Lamy konstaterer, at der er forhandlet 80% af en ny global frihandelsaftale på plads, og at ingen er i tvivl om, hvad der skal til for at få en aftale i stand. Og Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, der har været meget aktiv for at få verdensfrihandelsaftalen på plads, konstaterer: “Sandheden er, at intet kan gøre mere for at trække verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale. Man siger, at situationen i dag er den værste siden depressionen i 1930érne, der om noget var kendetegnet ved nationalisme og protektionisme. 2. verdenskrig gjorde en ende på depressionen, men noget af det første, man gjorde efter krigen, var at etablere et internationalt handelssystem, fordi alle have indset farerne ved protektionisme.”

Celso Amorim og Pascal Lamy slår fast, at der er tre store opgaver, der skal løses: Den verdensøkonomiske krise, WTO-forhandlingerne og forhandlingerne om en ny klimaaftale. Som Pascal Lamy siger:

 

 “Der skal investeres politisk kapital af et hidtil uset omfang, og kendsgerningen er, at de tre udfordringer hænger uløseligt sammen. Både en handelsaftale og en klimaaftale vil være veje ud af recessionen, og da handelsforhandlingerne er tæt på målstregen, er det her, gevinsten umiddelbart er størst for de implicerede lande. Derfor kan jeg kun opfordre til at gøre dette arbejde færdigt i stedet for at begive sig ind i protektionismens forfærdelige blindgyde.”

 

Man må håbe, at verdens nationer lytter til advarslen fra WTO.

Henry George Foreningen skriver til Skattekommissionen

Til Skattekommissionen
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28 1402 København

Den Danske Henry George Forening har til formål udbrede kendskabet til Henry George’s tanker om alle menneskers fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og hvert menneskes ejendomsret til frugten af eget arbejde. Hertil søges tilslutning i alle samfundslag, organisationer og kredse.

Foreningen er tværpolitisk.

Vi er bekendt med kommissorium for Skattekommissionen, som det er offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside.

Vi henvender os til Skattekommissionen i håbet om at få forståelse for ovennævnte målsætning i den rapport, Kommissionen senest 1. Februar 2009 skal afgive til den danske regering.

En Georgeistisk Skattereform

Det ligger fast i kommissoriet, at “skattestoppet” skal respekteres, således at den samlede beskatning ikke må stige, men at de enkelte skatter i øvrigt godt kan hæves eller sænkes. Dog er der en enkelt undtagelse: den i kroner og øre fastlåste ejendomsværdiskat må ikke hæves. Men grundskylden må altså godt, ligesom rentefradragsretten heller ikke er fredet. Hovedøvelsen er, at indkomstskattetrykket skal lempes, finansieret ved markant højere grønne afgifter. Kommissionsformanden, tidl. skatteminister Carsten Koch, har endog sagt, at der også kan foreslås besparelser, uden dog at specificere dem.

Fra et georgeistisk og retsliberalt synspunkt er det interessant at diskutere hvilke ønsker, man kunne have til en skattereform, der på en liberal, bæredygtig og socialt retfærdig måde kunne finansiere den nuværende offentlige sektor, idet der her ses bort fra hele udgiftssiden. Altså en slags prioriteringsliste over de offentlige indtægter.

De samlede skatter var i 2006 799 mia. kr., hvoraf 475 mia. kr. var indkomstskatter og 271 mia. kr. var afgifter af varer og tjenester (heraf 168 mia. kr. moms, energi- og miljøafgifter 78 mia. kr. og “giftskatter”  11 mia. kr.). Ejendomsværdiskatten androg  11 mia. kr. og grundskylden 19 mia. kr.

Interessen samler sig om at nedbringe skatten på arbejde, især marginalbeskatningen for lavindkomstgruppen, hvor det dårligt kan betale sig at gå fra overførselsindkomst til arbejdsindkomst. Dertil kommer det synspunkt, som georgeister desværre er temmelig alene om at have: Det amoralske i at brandbeskatte folks arbejde, mens man stort set friholder samfundsskabte, arbejdsfri gevinster for beskatning.

De politiske vinde blæser i retning af en “grøn” skattereform. Den stigende miljøbevidsthed og internationale forpligtelser til at begrænse forureningen i energi- og transportsektorerne bidrager hertil. Politiske grunde virker i retning af en skattereform. Et parti i Folketinget har foreslået en forøgelse på 20% af de grønne afgifter.

Vi mener alligevel, at en effektiv skattereform kræver et fundamentalt ændret syn på skat og ejedomsret.

Vi ønsker at reducere den nugældende skat på arbejdsindkomster og kapitalgevinster, men vil til gengæld beskatte resurser, som er naturgivne eller samfundsskabte, altså rigdomme som er ufortjente af den enkelte borger.

I takt med samfundets udvikling vil disse rigdomme blive større og større og kunne udvikle sig til at yde et sikkert og voksende bidrag til finansiering af samfundets fælles udgifter.

En sådan reform vil endvidere forebygge fremtidige spekulationsbobler

Danmarks største fælles resurse er de samfundsskabte beliggenhedsværdier af jorden.

De samlede grundværdier var ved 2005-vurderingen 984 mia. kr, men må i dag antages at være omkring 1.500 mia. kr. Da en væsentlig del af det, der i dag rubriceres som ejendomsværdi, i virkeligheden er beliggenhedsværdi, er de samlede naturgivne og samfundsskabte jordværdier formentlig langt højere, måske ca. 2000 mia. kr. Med en markedsrente på 5% kunne et provenu blive ca. 100 mia. kr., meget moderat anslået.

Men der er andre naturgivne og samfundsskabte værdier, der bør inddrages. Her falder først og fremmest olie- og gasresurserne i Nordsøen i øjnene. Den årlige afgift herfra er på kun 9 mia. kr, men burde være mindst det dobbelte, når man sammenligner med, hvad andre med Danmark sammenlignelige lande inddriver.

Andre naturlige monopolafgifter kunne lægges på radiofrekvenser og licenser til mobiltelefoni, ligesom afgifter på drikkevand er en selvfølge, da det er en knap resurse.

Energi-, miljø- og transportafgifter er berettigede både ud fra et resurseknaphedssynspunkt og ud fra miljøbeskyttende hensyn. Man kunne indføre en generel miljøafgift, beregnet ud fra råstof- og energiforbruget. Vi foreslår ligeledes forbrugsafgifter på alle naturresurser. På transportområdet vil en omlægning af motorbeskatningen være hensigtsmæssig, således at beskatningens tyngdepunkt blev brændstofforbruget og forureningsgraden, mens registreringsafgiften kunne holdes i ro. Ligeledes vil roadpricing (trængselsafgifter) samt motorvejsafgifter, som det kendes fra udlandet, være rimelige beskatningsobjekter.

De økonomiske vismænd har for nylig argumenteret kraftigt for en forhøjelse over hele linien af energiafgifterne, både a.h.t. miljøet og for at skabe baggrund for at lette skatten på arbejde. De efterspørger ligefrem både flere og højere energiafgifter, som efter deres mening er bedre til at opfylde målsætningerne om at begrænse energiforbruget end at yde tilskud til vedvarende energi.

En alvorlig indvending mod grønne afgifter er, at de vender den tunge ende nedad. Det kan der dog til en vis grad bødes på ved at indføre såkaldte progressive energiafgifter, hvor afgiften stiger ved et forbrug over en vis grænse, og hvor der tages hensyn til antallet af personer i husstanden.

Et klassisk beskatningsobjekt er “giftskatter”. Her er foruden et fiskalt hensyn også hensynet til folkesundheden, idet der er en klar sammenhæng mellem pris/skatteniveauet på den ene side og forbrugets omfang på den anden. Tobak og alkohol bør beskattes alt, hvad de kan bære, alkoholiske drikke i forhold til alkoholprocenten. Desværre sætter det indre marked i EU grænser for, hvor højt man kan sætte beskatningen i praksis, men Danmark kan klart stramme beskatningen væsentligt op, selv under det indre markeds vilkår. Til “giftskatterne” bør i øvrigt nu henregnes sundhedsskadelige fedt- og sukkerholdige produkter som sodavand o.lign.

Med i skattereformkommissionens overvejelser må nødvendigvis indgå beskatningsmulighederne i en globaliseret økonomi og i EU`s indre marked. Det er klart, at ikke alene sættes der her begrænsninger for, hvor højt man kan drive de indirekte skatter og afgifter uden massesmugling eller ligefrem legal import af ubeskattede eller svagt beskattede varer og tjenesteydelser. Der er også risiko for, at personer og selskaber legalt unddrager sig person- og selskabsskatter ved at flytte til udlandet.

I den sammenhæng har grundskyld, ejendomsbeskatning i almindelighed samt resurseafgifter og visse transportafgifter klare fordele. Det er såkaldte immobile skatteobjekter; unddragelse er ikke mulig. Ikke mindst grundskyldens evne i den forbindelse vil tvinge også modvillige politiske partier til at lade den spille en rolle, og med tiden en væsentligere rolle.

Hvad skal der ske med indkomstbeskatningen? Vi forestiller os ikke, at man kan undvære indkomstbestatning, men nok gennemføre en væsentlig reduktion, evnt. i form af en flad skat. Samtidig er det rimeligt at se på en mere enkel udformning af indkomstbeskatningen.

Hvad man umiddelbart bør gøre, er at rydde stærkt op i fradragsjunglen. Både af fordelingspolitiske grunde og af hensyn til forenkling og overskuelighed samt for at opnå lavere marginalbeskatning.
Der bør kun gives fradrag for nødvendige, erhvervsbetingede udgifter, men alle fradrag for bl.a. pensionsopsparing, sygeforsikringer, hjemme-pc, bredbåndsforbindelser, befordringsfradrag, fagforeningskontingenter, bidrag til trossamfund samt urimeligt fordelagtige bygningsafskrivninger fjernes.

Reformen vil skæmmes af social ubalance, hvis man ikke vil fjerne de velbjergedes skattefradrag, men alligevel giver dem massiv lettelse i toppen af skatten. Det værste er, hvis de arbejdsfri samfundsskabte værdier forbliver næsten ubeskattede.

Vi vil gerne forklare os nærmere ved foretræde for Kommissionen.

Venlig hilsen

Den Danske Henry George Forening

Den økonomiske verdenskrise

Lige siden 1700-tallet har der været tilbagevendende økonomiske kriser, oftest med en lille snes års mellemrum. Årsagerne kan være forskellige, lige fra ”Sydhavsboblen” i begyndelsen af 1700-tallet til it-boblen i begyndelsen af indeværende århundrede. Men i de allerfleste tilfælde er grunden til kriserne blevet lagt i oppustede jord- og ejendomspriser (boligbobler). Det er således klart tilfældet i den nuværende efterhånden verdensomspændende finansielle og økonomiske krise – den værste siden depressionen i 1930érne.

Krisen startede i USA med såkaldte ”subprimelån”. Der var blevet udstedt enorme mængder og summer af lån i fast ejendom i forventning om fortsat stigende ejendomspriser i det uendelige. Disse finansielle ”produkter” var så blevet raffineret og videresolgt i stadigt nye og uigennemskuelige udgaver, ikke alene i USA, men også i mange andre lande. Men den samme praksis har også fundet sted i mange andre lande i form af en løbende gældsætning i de tilsyneladende uafbrudt stigende jord- og ejendomsværdier. Særlig markant har karrusellen kørt i Storbritannien, Irland, Spanien og Danmark, men i virkeligheden er der tale om et globalt fænomen, der også er eksploderet i lande som Kina og Rusland.

På et tidspunkt kan lånerne ikke honorere deres forpligtelser, og de kreditgivende institutioner kommer i vanskeligheder, der breder sig til hele den finansielle sektor. Mistilliden slår igennem, og det ene pengeinstitut efter det andet krakker eller må have hjælp. Regeringer og parlamenter vedtager kriseplaner, og skatteyderne kommer til at betale for de gigantiske fejlslagne spekulationer – foruden de virksomheder, som krisen river med i faldet og de hære af arbejdsløse, den skaber.

Hvorfor har vi disse tilbagevendende økonomiske verdenskriser?

Grundlæggende fordi de økonomiske og teknologiske fremskridt, det voksende befolkningstal, den voksende produktion, samhandel og velstand afstedkommer øgede priser på jord i form af beliggenhedsværdier og naturressourcer. Efterspørgslen stiger efter disse produktionsforudsætninger og bosætningsmuligheder, men da der er tale om ureproducerbare goder  – der bliver ikke mere af dem, selv om efterspørgslen stiger – får de en merværdi, i samfundsøkonomien kaldet jordrenten. Når det tillades, at denne jordrente gøres til genstand for spekulation, vil der opstå prisbobler. Og når jord- og ejendomsspekulation bliver mere profitabel end realøkonomisk foretagsomhed, har vi krisen.

Vi har set denne udvikling ske såvel på boligområdet som på landbrugsområdet globalt, ligesom der er sket priseksplosioner, når det gælder olie og gas, vandressourcer i udviklingslande etc. Udviklingen skaber inflation, samfundsøkonomien forvrides til fordel for spekulation og til skade for produktion, og vi ser globale kapitaltransaktioner, der for 97% vedkommende handler om spekulative bevægelser og ikke om betaling af varer.

Når sammenbruddet kommer, følger arbejdsløsheden med. Det tager år, før konjunkturerne vender, og det igen bliver lønsomt at sætte produktion i gang. I mellemtiden er hundreder af millioner mennesker blevet ramt som boligejere, som lønmodtagere og som skatteydere.

Er der tale om en naturlov?

Nej, det er der ikke. Eftersom udgangspunktet for de økonomiske verdenskriser for det meste er spekulation i naturressourcerne samt jord og fast ejendom, er det første fornødne at hindre denne spekulation i at opstå. Det gør man ved at sikre, at naturressourcerne (energiressourcer, vand, jord, havets ressourcer) pålægges udnyttelsesafgifter til samfundet af et sådant omfang, at private kapitalinteressers spekulation udelukkes.

Mange lande har udnyttelsesafgifter, når det drejer sig om energiressourcerne, men afgifterne er som oftest alt for beskedne og bør derfor sættes i vejret, så de indbringer hele udnyttelsesværdien til samfundet, og olie- og gasselskaberne kun aflønnes for deres produktionsindsats. Naturressourcen vand bør naturligvis heller ikke gøres til et spekulationsobjekt, men være til rådighed for alle mennesker.

Havets ressourcer i form af fisk bør fordeles efter et licenssystem, så monopoler udelukkes, og landbrugsjorden bør friholdes fra spekulation ved at den stilles til landbrugernes rådighed mod at de betaler jordrenten til samfundet.

Den altdominerende årsag til den aktuelle økonomiske verdenskrise er imidlertid oppustningen af priserne på et sted at bo. Det handler reelt ikke om mursten, men om beliggenhedsværdier. Det er her de enorme prisstigninger har fundet sted overalt i verden, det er her, den private kapitalisering af den stigende efterspørgsel af bosætningsmuligheder er sket, og det er her, at gældsætning i mammutformat er foretaget. Det er her, det største problem findes.

Det må derfor være indlysende, at vi må sætte en stopper for, at den førnævnte jordrente går i private lommer. Den må simpelthen inddrages af det samfund, der skaber den. Det kan ske gennem en årlig, løbende afgift – i Danmark kaldet grundskyld – på al jord i forhold til jordens værdi. Og værdifastsættelsen bør ske gennem årlige, offentlige vurderinger.

Det er klart, at jo højere grundskyld, der skal betales, jo lavere bliver jordpriserne. På den måde indsnævrer man mulighederne for privat tilegnelse af den samfundsskabte værdistigning, spekulationsmulighederne reduceres. Da grundskylden hele tiden står i forhold til jordens aktuelle værdi, er den konjunkturreguleret – modsat privat gældsætning. Den er derfor til fordel for alle, der blot ønsker et sted at bo og ikke har interesse i spekulation.

Hvis man på globalt plan når til en situation, hvor der ingen privatøkonomisk profit ligger i passivt at besidde jord og andre naturressourcer, og hvor der kun er privatøkonomisk gevinst at hente ved produktion,  så vil man have standset den vigtigste kilde til de tilbagevendende økonomiske kriser. Men det siger sig selv, at selv om man ikke kan forestille sig en sådan utopisk situation, så vil det under alle omstændigheder være en fordel for det enkelte land at gennemføre en sådan skattepolitik, samfundsøkonomisk, erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt såvel som fordelingspolitisk.
Det hører med til en sådan politik, at hele provenuet af grundskylden bør bruges til nedbringelse af skatten på arbejde. Det vil yderligere accentuere de gode virkninger af reformen. Det vil også være etisk rigtigt, at arbejdsfri, samfundsskabte værdier bør tilhøre og tilfalde det samfund, der har skabt dem, mens borgerne til gengæld bør have førsteret til udbyttet af deres arbejde.

Det er ingen naturlov, at der skal være tilbagevendende dybe finansielle kriser med alt, hvad det medfører af menneskelige og økonomiske omkostninger. Det er et spørgsmål om politisk vilje at undgå dette.

Liberalismen skal justeres

I kronikken (Pol. 26/10) skriver Henrik Gade Jensen om liberalismens aktualitet, men han er dog ikke selv mere ajour end at han bagatelliserer John Lockes forbehold: Er vi alle stillet lige over for naturens ressourcer?

Ligeledes bortforklarer Gade Jensen Jean-Jacques Rousseau berømte sætning: ”Den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter og krige.” (Man kan spørge: Hvad handler Israel-Palæstina konflikten om, hvis det ikke er det?).

Også Adam Smith var inde på dette problem, og om forretningsfolks adfærd sagde han, at blot to forretningsfolk er sammen til en frokost, kan man vente en prisaftale. Smiths liberalisme var båret af social indignation, det kan man ikke just sige om Henrik Gade Jensens og hans arbejdsgiver Cepos´s liberalisme.

Senere liberale samfundsøkonomer og filosoffer som David Ricardo, der udformede læren om jordrenten, altså den merværdi, som jorden som ureproducerbart gode opnår, John Stuart Mill, der gav liberalismen en social profil, og Henry George, der beskrev, hvorledes jordrenten kunne inddrages til samfundet til lettelse af skatten på udbyttet af folks arbejde, nævner Gade Jensen slet ikke.

Man bliver ikke rig af selv den bedste muld i Danmark, skriver han. Men hvad med de enorme formuer, der skabes i disse år ved den private tilegnelse af de samfundsskabte værdistigninger på jord? Hvor f.eks. parcelhusejere i Hovedstadsområdet årligt ”tjener” mere ved passiv ejendomsbesiddelse end ved at arbejde?

Sagen er den, at ejendomsretsbegrebet bør revideres, således at vi alle, som John Locke sagde, stilles lige over for naturens ressourcer (til dem hører i dag selvsagt de samfundsskabte beliggenhedsværdier, hvis privatkapitalisering i dag gør det stadigt vanskeligere for folk med selv normale indtægter at etablere sig med egen bolig).

Det kan gøres ved at flytte skattebyrden, så den i højere grad lægges på de naturgivne og samfundsskabte værdier og i mindre grad lægges på udbyttet af folks arbejde, som de altså i højere grad bevarer ejendomsretten til. Det er et ægte liberalt og socialt ejendomsretsbegreb, hvor Gade Jensens ejendomsretsbegreb er konservativt-kapitalistisk.

Fasthold ejendomsvurderingen

”…som en konsekvens af det her bliver det svært at genindføre beskatning af den aktuelle ejendomsværdi. Dermed cementerer vi skattestoppet.”

Det er skatteminister Kristian Jensens ærlige begrundelse for at stoppe de løbende offentlige ejendomsvurderinger. Det må derfor undre, at det sker med støtte af ikke alene regeringspartierne og DF, men også S og RV.

Den officielle begrundelse for afskaffelsen af ejendomsvurderingerne er, at ejendomsværdiskatten er fastlåst på 2002-niveauet. Men det er grundskylden ikke, selv om der er lagt et loft over stigningerne. Og der sker jo løbende nybyggeri, der skal vurderes, ligesom andelsboliger skal vurderes.

Skattekommissionen har fået forbud mod at røre ejendomsværdiskatten, men ikke mod at foreslå grundskylden bevaret eller udvidet. Men desværre vil den måske opfatte det fælles signal fra regeringen og den såkaldte opposition som et forbud mod at foreslå inddragelse af samfundsskabte værdistigninger til lettelse af skatten på arbejde.

Der går 170 årsværk til ejendomsvurderingen. De er godt anvendt, og den eneste fejl er, at vurderingerne kommer forsinket i forhold til salgspriserne. Det må kunne rettes op. Ejendomsskatter er de eneste skatter, folk ikke kan unddrage sig, og fjerner man dem, bliver andre skatter forhøjet, ejendomspriserne vil stige og den sociale ulighed forøges.

Skatteministeren vil ikke komme med et bud på, hvordan en fremtidig grundvurdering skal ske. Det må da ellers interessere kommunerne, der har grundskylden som en vigtig indtægtskilde, ca. 30 mia. kr. årligt. Hvis grundskylden i fremtiden skal udskrives på grundlag af den uigenkaldeligt (?) sidste offentlige vurdering, kommer det til at koste kommunerne kassen, medmindre de hæver indkomstskatten.

Men det er åbenbart skatteministerens hensigt. Heldigvis vil Socialdemokraterne bevare den løbende grundvurdering (Pol. 6/9), selv om de åbenbart har tilsluttet sig fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Hvad med at kræve ejendomsværdiskatten konverteret til en statsgrundskyld og fjerne loftet over grundskylden?

Jorden tilhører os alle

Christopher Arzrouni lovpriser den private ejendomsret til jord (JP 16/3), der gør det muligt at holde andre mennesker på afstand. Han har ikke blik for, at ikke alle har råd til at erhverve sig en parcelhusgrund og udtaler sin uenighed med J.J. Rousseau, der fastslog det uetiske og ufredsskabende i at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder.

Men hvad er det, der skaber krig mellem israelere og palæstinensere, hvad var det, der gik galt i Jugoslavien, hvad er det, der skaber folkemordet i Darfur, borgerkrigene i Sri Lanka, bondeoprør i Sydamerika etc. – andet end kamp om jorden?

Arzrouni og det parti, han fungerer som spindoktor for, Venstre, foretrækker at brandskatte folk for udbyttet af deres arbejde frem for at inddrage den merværdi, som fremkommer ved at jorden er en begrænset ressource og vores allesammens livsgrundlag. I virkeligheden er hans ejendomsretsbegreb forkvaklet og ufredsskabende, asocialt og uliberalt.

Jorden bør tilhøre os alle, til gengæld bør vi have ejendomsretten til udbyttet af vores arbejde, når vi har betalt det nødvendige for udførelsen af de opgaver, som er fællesskabets naturlige.

Ib Christensen
(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 22/3 2009)

“Rousseau fastslog det uetiske og ufredsskabende ved at tillade nogen at sætte hegn og derved udelukke andre fra deres livsmuligheder. Det sætter Arzrouni spørgsmålstegn ved i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men hvad er det, der skaber krig i Mellemøsten, Jugoslavien, Darfur og …”