Beliggenhed – Ikke mursten

Tak til Lars Trier Mogensen for den sønderlemmende kritik af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden (Pol. 11/2). Han bruger den gængse betegnelse “boligskatter”, der ikke bidrager til deres popularitet.

Værre er det, når der i debatten tales om “skat på mursten”. Det er misvisende, hvad man kan se af EDC-ejendomsmæglernes årlige opgørelse over priserne på “Danmarkshuset”, det samme standardhus, placeret på en grund af samme størrelse og beliggenhed i alle landets postnumre.

Yderpunkterne er her Bækmarksbro i Lemvig kommune, hvor Danmarkshuset vurderes til 606.000 kr. og Charlottenlund i Gentofte kommune, hvor den samme ejendom vurderes til  4.755.000 kr. Da der ikke er den mindste forskel på murstenene, er det klart beliggenheden, der er altafgørende. Eller som ejendomsmæglerne siger: Der er tre faktorer, der bestemmer prisen på et hus: 1) beliggenheden, 2) beliggenheden, 3) beliggenheden.

Det bidrager yderligere til forvirringen, at vurderingssystemet er forkert: bygningsværdien er for højt vurderet og beliggenhedsværdien  = grundværdien er alt for lavt vurderet. Det bør selvfølgelig ændres, så den reelle grundværdi kommer frem. En opgave for en kommende S-SF-R regering.

Der er formentlig større forståelse, også hos boligejerne, af, at samfundet inddrager beliggenhedsværdi, der jo er samfundsskabt, frem for at man beskatter murstenene i husene, som folk måske endda selv har bygget. Man kunne såmænd omdøbe grundskylden til en beliggenhedsafgift.

Grundskylden udtrykker det georgeistiske synspunkt, at man er det øvrige samfund skyldig værdien af den jord, man beslaglægger.  Men man behøver bestemt ikke at være georgeist for at kunne se det retfærdige og hensigtsmæssige i en øget løbende beskatning af de samfundsskabte værdier.  Se bare hvad næsten alle landets økonomer mener om den sag!

Statsminister Vestager

De radikale har bragt sig i en klemme: De er mest enige med VK om det centrale politiske spørgsmål i Danmark i dag: den økonomiske politik, men samtidig peger de på den socialdemokratiske leder som statsminister. Det parti, der engang gik ind for det samarbejdende folkestyre, har placeret sig i den røde blok.

Nu foreslår Margrethe Vestager at afskaffelsen af efterlønnen kombineres med S-SF´s 12 minutters plan. Overvismanden, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, føjer hertil et tredje og væsentligt element: Ophør af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten.

De fleste økonomer, herunder Det Økonomiske Råds og OECD´s, deler den opfattelse, at der skal lægges øget vægt på ejendomsskatterne for at forebygge nye boligbobler, for at lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation i jord og fast ejendom samt for at lette trykket på indkomstbeskatningen. Dertil kommer, at det er en skat, ingen kan unddrage sig, velegnet under globaliseringens vilkår og endelig socialt retfærdig.

De radikale, der opfatter sig selv som et seriøst parti, der lægger megen vægt på sagkundskaben, har foreløbigt indskrænket sig til at foreslå landbrugets grundskyld genetableret (et provenu på 1 ,2 mia.kr.) og begrænsning af rentefradraget for udgifter over 250.000 kr. (provenu: 3,5 mia. kr.). Men i partiets principprogram står:

“Staten skal sikre en sund offentlig økonomi og en bæredygtig udvikling. De offentlige indtægter skal  i stort omfang hvile på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret.”

Disse bastante principper lever de radikale ikke op til på ejendomsbeskatningens område med de nævnte to udmærkede, men beskedne, forslag. Man bør mindst følge de økonomiske vismænds forslag om at optø ejendomsværdiskatten. Selv hvis man nøjes med de sølle ½ % af ejendomsværdierne, som skatten udgør p.t., vil en optøning med tiden kunne indbringe hele 1% af BNP.  Endnu bedre vil en genindførelse af en statsgrundskyld på blot 1 % være: den kan umiddelbart give knap 17 mia. kr. om året.

Men S-SF har jo lovet, at boligejerne ikke skal beskattes mere end i dag. De to partier har altså tilsluttet sig VKO-fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og nedsænkningen af loftet over grundskylden. Samfundsøkonomisk tåbeligt og fordelingspolitisk asocialt.

Radikale Venstre kunne træde i karakter over for både VK og S-SF ved at foreslå en ægte skattereform som beskrevet i partiets eget principprogram.  Vælgerne er rådvilde og savner politisk ledelse samt reformer, der ikke kun er sociale nedskæringer. Grib dog chancen!

Hvis det betyder, at de radikale må trække støtten til Helle Thorning-Schmidt tilbage og fortsat selvsagt heller ikke kan støtte Lars Løkke Rasmussen, så præsenter jeres egen statsministerkandidat: Margrethe Vestager sammen med denne tredje mulighed over for rød og blå blok.

Det vakte en vis munterhed, da de radikale engang foreslog deres daværende leder Niels Helveg Petersen som statsministerkandidat, ligeledes da Kristeligt Folkeparti foreslog Jens Møller. Men hvorfor dog: Der bør også være en statsministerkandidat, der undsiger blokpolitikken. Situationen er for alvorlig til blokpolitikkens taktiske spin, personfnidder , fravær af politisk substans og svigtende langsigtet beslutningskraft.

Kære Helle og Villy

Jeg har fået et brev fra jer og det samme har nogle millioner andre danskere. I har en fair løsning på krisen, skriver I. Men der er noget, jeg ikke kan få til at passe.

”Vi vil ikke ændre boligskatten”, skriver I. Det må jo betyde, at I tilslutter jer VKO `s fastlåsning af ejendomsværdiskatten og nedsænkede loft over grundskylden. ”Reformer”, der virkede som benzin på bålet under boligboblen. Det har de økonomiske vismænd konstateret.

Faktisk har de samme vismænd år efter år leveret den ene rapport efter den anden, hvor de har foreslået øget beskatning af jord og fast ejendom og tilsvarende lavere skat på folks arbejde. Alle disse forslag har VKO hældt ned af brættet og gjort det modsatte. Og det billiger I åbenbart!

For ikke længe siden understregede vismændene vigtigheden af, at deres forslag om aktivering af ejendomsbeskatningen gennemføres på et tidspunkt, hvor boligpriserne igen begynder at stige – for på den måde at hindre en ny boligboble og alt hvad deraf følger.  Og nu er boligpriserne begyndt at stige.

Anfægter det jer ikke? Giver det heller ikke anledning til eftertanke, at øget, løbende beskatning af disse arbejdsfri,  samfundsskabte  gevinster i høj grad kan medvirke til at lede investeringerne til produktive formål og arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse –eller spekulation – i jord og fast ejendom?

At videreføre VKO`s ejendomsskattepolitik er ikke en fair løsning – det er overhovedet ikke en løsning, men det modsatte: det gør blot krisen værre. Og så er det oven i købet asocialt.

Jeg ved, at I er skrækslagne for at boligejerne vil blive sure på jer, hvis I lytter til den økonomiske sagkundskab på dette område. Men boligejerne betaler jo også skat af deres indkomst, og den skat bliver jo større, når man freder de arbejdsfri gevinster.

Hvad med at tale til boligejernes sunde fornuft? Vi befinder os i den største økonomiske krise siden 30 èrne.  Næsten 200.000 arbejdspladser er mistet i erhvervslivet. Antallet af fallitter og tvangsauktioner sætter rekord, det samme gør fyringerne i den i offentlige sektor og statens underskud. Der er krisebevidsthed til stede.

I  december 2005 kom velfærdskommissionens betænkning og i samme måned en vismandsrapport. Begge argumenterede stærkt for en skattereform med øget ejendomsskat og lavere skat på arbejde. En opinionsmåling viste efterfølgende flertal for en sådan skattereform.  Men I greb ikke chancen.
I skulle tage og gøre det nu.

Protektionismen er tilbage

Ved starten af den økonomiske verdenskrise var der enighed om, at Verden ikke måtte gentage den skæbnesvangre fejl fra 30érnes krise: Opbygning af handelsbarrierer, der kun forværrede og forlængede krisen.

Efter G20-mødet i Canada i juni må man desværre konstatere, at protektionismen er ved at vinde frem igen. Man har nu opgivet at afslutte Doha-runden om frigørelse af verdenshandelen, en forhandlingsrunde, der har været i gang siden 2001 og forventedes afsluttet i år.

Dette til trods for at 80 % af arbejdet er afsluttet, og der således blandt WTO´s 153 medlemslande kun resterer at opnå enighed om de 20 %.

Det ser ud til, at hovedansvaret for sammenbruddet må placeres hos USA. Det stort set eneste punkt, hvor demokraternes politik adskiller sig negativt fra republikanernes, er handelspolitikken. Og præsident Obama har desværre levet op til sine valgløfter på dette punkt: USA forlanger indrømmelser fra især Kina, Indien og Brasilien uden at vise vilje til selv at give indrømmelser. Og EU holder lav profil i ly af USA´s protektionisme.

USA og EU fastholder handelsforvridende landbrugsstøtte, høje toldsatser på såkaldt følsomme varer og en restriktiv anti-dumpingpraksis.  Kina har uden resultat bebudet en mere liberal valutapolitik samt toldsænkninger på 30 % og liberaliseringer i servicesektoren.

USA og EU synes at ville satse på bilaterale handelsaftaler. Derved står de stærkere over for aftalepartnerne og undgår at skulle give indrømmelser til et stort antal udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Doha-rundens udtrykkelige mandat var, at udviklingslandenes rolle i verdenshandelen skulle styrkes, især ved at de velstående lande reducerer deres told og helt eller delvis afskaffer deres landbrugsstøtte. Det bliver det ikke noget af nu.

Verdensbanken har vurderet, at Doha-runden vil kunne løfte 150 mio. mennesker ud af fattigdom. Og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim har sagt: ”Sandheden er, at intet kan gøres mere for at trække Verden ud af økonomisk recession end netop en global frihandelsaftale.”

Siden i fjor har – ifølge Verdensbankens præsident Robert Zoellick – antallet af nye protektionistiske tiltag udkonkurreret antallet af handelsliberaliserende tiltag i forholdet 5:1.  Det går altså den gale vej, om end omfanget af protektionistiske tilbageslag ikke når på højde med 30érnes tåbeligheder, takket være nutidens globalisering af det økonomiske liv.

Den økonomiske verdenskrise har demonstreret den gensidige globale afhængighed, og netop på grund af den er det livsvigtigt ikke alene at undgå protektionismen, men også at nå afgørende fremskridt for verdenshandelens liberalisering.

Finansregulering eller markedsreform

Nationalt og internationalt drøftes en række forskellige tiltag for øget regulering af finanssektoren med det formål at undgå eller minimere nye økonomiske kriser.
Uden at forklejne det hensigtsmæssige eller ligefrem nødvendige i sådanne tiltag, må det undre, at der ikke stilles mere grundlæggende spørgsmål om det kapitalistiske system. Selv fra socialistisk side synes man at koncentrere sig om reguleringstiltag i stedet for mere dybtgående reformer.

Skal vi virkelig affinde os med som noget uundgåeligt, at verden med 15-20 års mellemrum nogenlunde regelmæssigt kastes ud i økonomiske kriser med store nedture, virksomhedskrak og massearbejdsløshed? Dette sker nærmest til trods for omfanget af reguleringen af den finansielle sektor. Hvortil kommer tilbøjeligheden til at lempe reguleringerne, når økonomien går fremad.

Det er da ellers ret indlysende, at når det går økonomisk fremad, vokser efterspørgslen ikke kun efter reproducerbare goder, men også – og ikke mindst – efter de ressourcer, der kun findes i begrænset omfang, det være sig jord (beliggenhedsværdier), vand, energiressourcer etc. Derved opstår der boligbobler og galopperende oliepriser, de oppustede ejendomspriser belånes, så har vi finanskrise efterfulgt af gældskrise, når landene griber til bankredninger.

Den nærliggende løsning er dog at hindre, at den særlige merværdistigning på de ureproducerbare goder kapitaliseres, hvilket kan ske gennem en effektiv løbende beskatning i form af især grundskyld, der målrettet inddrager beliggenhedsværdierne, og gennem effektive koncessionsafgifter på energiressourcerne. Anvender man så provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde, opnår man en gunstig beskæftigelsesmæssig effekt og større social retfærdighed. Investeringerne vil gå til produktive formål og arbejdspladser i stedet for til spekulation.

En sådan skattereform vil altså også være en markedsreform. Hvis man kombinerer det med at nægte retsbeskyttelse af derivater og lignende spekulationspapirer, en bankskat til et fond, der kan sikre kunderne ved bankkrak, en beskeden afgift ved valutatransaktioner samt større transparens i finanssektoren, vil meget være nået for at undgå fremtidige ødelæggende økonomiske kriser.

Genopdag George

Årsagerne til den økonomiske verdenskrise og løsninger på den diskuteres. Fra primitive ytringer om grådighed til mere seriøse forslag om øget regulering af den finansielle sektor (nogle mener endda at for megen regulering er årsag til krisen).

Man svømmer let henover, at de økonomiske kriser kommer nogenlunde regelmæssigt med 15-20 års mellemrum, om end i varierende styrke, og uanset reguleringernes omfang. Det tyder på, at der er grundlæggende fejl i det kapitalistiske system som det fungerer nu. Men da socialismen har dokumenteret sin uduelighed og desuden har kompromitteret sig ved politisk undertrykkelse, stilles der ikke spørgsmål ved den grundlæggende funktionsmåde af det herskende økonomiske system.

Det bør man ellers gøre nu under den værste økonomiske krise siden 30érne. Den amerikanske samfundsøkonom Henry George (1839-1897) påviste, hvorledes økonomiske fremskridt, voksende befolkningstal og velstand, afstedkom øget efterspørgsel efter jord og andre ureproducerbare goder, der derved fik en samfundsskabt merværdi, kaldet jordrenten.

Denne merværdi kapitaliseres, der opstår boligbobler. Disse belånes, investeringer går til jord og fast ejendom i stedet for til arbejdspladser i erhvervslivet, renten bliver højere end nødvendigt, og der skabes voksende social ulighed, ikke mindst mellem generationerne. Desuden øges inflationen. På et tidspunkt brister boblen, der opstår krise i finanssektoren og det udvikler sig til en generel økonomisk krise med virksomhedskrak, tvangsauktioner, massearbejdsløshed og bragende statsunderskud med langvarige offentlige gældsbyrder, når staterne griber ind.

George foreslog at indføre en løbende afgift på jordens værdi, så man forhindrede den private kapitalisering af jordrenten. Derved ville adgangen til jord blive billigere, og provenuet skulle så bruges til tilsvarende lavere skat på arbejde. Generationerne ville blive stillet lige, og man ville opnå større social retfærdighed. Man ville undgå eller formindske de tilbagevendende økonomiske kriser.

De georgeistiske tanker vandt frem i de første årtier af det forrige århundrede, og i Danmark benævnte man den løbende jordbeskatning ”grundskyld”, fordi det var noget, man skyldte samfundet, når man lagde beslag på en del af vores alle sammens eksistensgrundlag: jorden. Det er værd at bemærke, at grundskylden blev indført med støtte af Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Tanken var altså bredt funderet.

Det befordrede accepten, at landarbejdere og husmænd kunne se deres indlysende interesse i reformen, og både arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen førte den frem. Den var også almindeligt anerkendt blandt økonomerne, og det er den i øvrigt stadigt: De økonomiske vismænd, andre uafhængige økonomer og senest OECD anbefaler løbende jord- og ejendomsbeskatning – og har i årevis gjort det i den ene rapport og betænkning efter den anden.

Grundskylden kom på både Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres program. Daværende landsformand for de radikale Margrethe Vestager fik den imidlertid fjernet fra partiprogrammet, og i dag er både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti utrættelige i deres forsikringer om, at boligejerne sandelig ikke skal betale mere i skat – nu er de endda blevet fulgt op af Enhedslistens Frank Aaen.

Hvad gik galt? Det sociologiske fænomen, at vi nu har 1,2 mio. boligejere, der for flertallets vedkommende tænker som spekulanter i stedet for det, der er deres reelle interesse: som lønmodtagere, erhvervsdrivende eller modtagere af overførselsindkomster. Sådan tænker de, fordi hverken socialdemokraterne, de radikale eller venstrefløjen gjorde sig den ulejlighed at forklare de økonomiske sammenhænge, dengang de forstod dem, og nu forstår de dem tilsyneladende heller ikke selv.

Det hjælper heller ikke på forståelsen og accepten, at man roder jordbeskatning sammen med beskatning af selve husene. Det er jo ikke murstenene, der stiger i værdi, men beliggenheden. Det er heller ikke smart at beskatte folk fordi de forbedrer deres boliger. Mange vil derimod kunne forstå, at man må betale til samfundet løbende for den jord, man beslaglægger, og at provenuet skal bruges til lettelse af skatten på arbejde. I dag betaler de reelt først til lånekapitalen, og så må de derefter betale mere i skat af deres indkomst end nødvendigt, fordi samfundet ikke inddrager jordrenten.

Vi oplever nu følgerne af spekulationsorgierne, og de er blevet værre i Danmark, fordi regeringen med støtte af Dansk Folkeparti har fastlåst grundskylden og ejendomsværdiskatten. En skattepolitik, som oppositionen reelt har tilsluttet sig. Så det skal fortsat være skattefrit at score kapitalgevinster på jord og fast ejendom, mens ens arbejdsudbytte brandskattes. En skattepolitik, der er lige så samfundsøkonomisk idiotisk som den er fordelingspolitisk asocial.

Den økonomiske krise med dens rystende følger bør få partierne til at tænke nyt, at lytte til den økonomiske sagkundskab, at genfinde den skattepolitik, de selv stod for engang, og erkende, at politik ikke består i at svaje for vinden, men i at lede. De bør genopdage Henry George.

Da vores tiltro til, at dette vil ske, imidlertid er begrænset, har Retsforbundet besluttet at opstille til næste folketingsvalg.