WTO skal liberaliseres

Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke leverer i kronikken (Pol. 14/11) et udmærket forsvar for WTO, men er på galt spor, når han argumenterer for at WTO skal have fokus på regulering frem for liberalisering. En regulering ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske forhold. Jeg var i 10 år medlem af EU-parlamentets handelspolitiske udvalg og har deltaget i utallige forhandlinger om EU´s handelspolitik, også med delegationer fra de fattige lande. Hvis der var noget, disse var enige om, så var det at afvise forslag fra protektionistiske kredse i EU om reguleringer af verdenshandelen. Forslag, hvor ”de grønne protektionister” reelt tilsigtede at strangulere de fattige landes adgang til EU´s marked under påberåbelse af social eller miljømæssig ”dumping”.

Hvis man derfor giver WTO de nævnte reguleringsbeføjelser, imødekommer man de rige landes protektionister til skade for verdenshandelen og især de fattige landes adgang til de rige landes markeder. Der er ingen anden vej frem for WTO – og det vil være det bedste middel til løsning af den globale krise – at liberalisere verdenshandelen konsekvent, så man ikke begår den samme skæbnesvangre fejl, som man gjorde i 30érne med protektionisme og handelskrige.

Det er heller ikke produktivt at anbefale udviklingslandene at beskytte deres industrier mod konkurrence. De udviklingslande, der har valgt dette, stagnerer, mens de, der har valgt en liberal handelspolitik blomstrer.

Hvis WTO skal have øgede beføjelser, bør man give organisationen kompetence og ressourcer til at efterforske og bekæmpe globale handelsmonopoler af enhver art.

Ideologi og demokrati

Ideologi er noget bras, sagde Poul Schlüter. Man må give ham ret så langt, at ideologi har forårsaget store ulykker (nazisme, fascisme). Omvendt lever vi i en tid, hvor mangel på ideologi truer vor civilisations fortsatte bestående.

 

Folket kan tage fejl

Demokrati kan også kaldes en ideologi. Grækenland anses for demokratiets vugge. Alligevel vakte det stor opstandelse og bestyrtelse, da den græske statsminister i efteråret 2011 besluttede at sende en afgørelse om en økonomisk hjælpepakke fra EU til folkeafstemning. EURO-zonens ledende politikere vred armen om på den græske statsminister og fik aflyst folkeafstemningen, vel i forvisning om et nej til EU fra det græske folk.
Ca 500 år før vor tidsregning fik den græske folkevalgte hærfører Perikles Athen til at gå med til en krigserklæring mod Sparta. Det førte til et forsmædeligt nederlag, som Athen aldrig overvandt. Folket er ikke altid de klogeste.
I 1864 besluttede den danske overgeneral deMeza tilbagetog fra Dannevirke, som ikke kunne forsvares mod preusiske og østrigske arméer. Folkestemningen i København var rasende. Han blev afskediget i unåde. Ingen kunne afløse ham. Det førte til blodbadet ved Dybbøl.

Demokrati på vildveje

Liberalisme er et plusord, men en forvrængning af dette begreb er griskhed og grådighed. Hvor skamfulde disse begreber end er, synes de at være blevet ophøjet til en uofficel ideologi og derved en retfærdiggørelse for staters, koncerners, hedgefondes og almindelige borgeres egenkærlige handlinger på det økonomiske område. Der er en gråzone mellem disse handlinger og så egentlig kriminalitet, der i visse miljøer og lande anses som en samfundsbærende kraft, fx mafiaen i Italien.

 

Staten svigter

Så langt er vi ikke kommet i DK. Vi er bare magtesløse over for narkotikasælgende bander og deres dummebøder. Vi tager afstand fra disse elementer, selv tilsyneladende ukontroversiel  kontakt til dem vækker misbilligelse (Sass Larsen sagen).  At lade sig true til at købe sig fri for repressalier mod sine nærmeste kan ikke vække forargelse, men det viser, at staten ikke kan beskytte sin borgere mod kriminelle (Samuelsen sagen). Gadens parlament repræsenteret ved rockere og indvandrerbander forstærker egne positioner.

 

Solidaritet

Solidaritet, en form for ideologi, er et plus ord, men dækker kun vores engagement i snævre kredse (familie og venner), i andre lande klaner. Nationer dækkes sjældent af solidaritet.
For tiden er ideologi et minusord. Liberal alliance er vel for tiden det eneste ideologiske parti vi har i DK.

 

Gennemsigtighed

Jeg er tilbøjelig til at give afkald på ideologi til fordel for et  ønske om gennemsigtighed i forvaltning og i politiske beslutninger, fx på skatteområdet. Lovgivningen er så kompliceret, at det kræver en faguddannelse som jurist eller revisor med specialuddannelse for at forstå den.
En årsag til ideologiers fiasko kan være, at nogle af de mest sympatiske ideologier er så svære at forstå. Hvis de forstås kaldes de utopi. De egner sig ikke i en kampagne for underskriftsindsamling eller i en valgkamp. De fremstår grå, kedelige og alt for  komplicerede. De kan ikke forklares i kampagnger på gadeplan.

 

Populisme

I stedet  scores stemmerne af mere farverige programmer og personligheder. De italienske vælgere er blevet besnæret af Berlusconi, som de danske vælgere engang blev besnæret af Glistrup.

 

Bæredygtighed

Tidens store plusord er bæredygtighed (Sustainability) symboliseret ved farven grøn.
Der skrives lærde artikler om emnet, ofte alt for lærde. Stor bekymring er på sin plads, men det er svært på forståelig vis at sælge bæredygtighed til et vælgerkorps.
Det er den vanskelighed, som den nydannede bevægelse ”Bæredygtighed” kæmper imod. Den er dannet af nogle få ildsjæle, der også kalder sig et ”Netværk for bæredygtighed” eller senest med det nye navn ”Syntestanken”.

Socialdemokratiske Bobler

Socialdemokratisk næstformand , fhv. MF Klaus Ebbesen, vil have sommerhusreglen afskaffet (JP 28/4) , i logisk sammenhæng med sit partis EU-begejstring. Det er fint i overensstemmelse med partilinjen, at han ikke advokerer for, at den sommerhusboble, der vil opstå ved en ophævelse af sommerhusreglen, skal forebygges af en effektiv, løbende ejendomsbeskatning. Arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skal fredes, og borgerne skal brandskattes af deres arbejde, sådan er den socialdemokratiske melodi nu.

Koncernchef, ejendomsudlejer og grundsælger Klaus Ebbesen (S) mener ikke, at danske sommerhusområder vil blive opkøbt af tyskere ved en afskaffelse af sommerhusreglen, men samtidig forudser han, at afskaffelsen vil skaffe “yderligere kapital” til yderområderne. Således lykkes det ham i kommentarens to sidste afsnit at modsige sig selv 180 grader.

Danske sommerhusområder er stærkt efterspurgte blandt især tyskere, hos hvem ejendomspriserne er to eller tre gange så høje som i Danmark. Og så ligger de tæt på de folkerige tyske delstater – modsat de østeuropæiske lande, Ebbesen nævner. Så skal sommerhusreglen falde, må vi have en skattereform, der punkterer prisboblen og stadig gør det muligt for almindelige danskere at erhverve sig sommerhuse.

Boligpakke kapitaliseres

Da staten gav støtte til unge landmænds gårdkøb, blev støtten kapitaliseret: Sælgerne var klar over, hvad køberne nu kunne ryste op med. Det samme vil ske ved suspensionen af ejendomsværdiskat og grundskyld som foreslået af de nuværende (VK) og kommende (S-SF) regeringspartier. De eneste, forslaget vil gavne, er ejendomsmæglerne, der da også jubler, og pengeinstitutterne, der får større udlånsmulighed ved at en samfundsmæssig prioritet fjernes til fordel for privatkapitalen.

I øvrigt præmierer man ved forslaget titusinder af bolighandler, der alligevel ville blive foretaget. Manøvren koster 1,5 mia. kr., som alle skatteyderne hænger på.

Hellere boligskat end skat på arbejde

Underligt nok har det ikke vakt opmærksomhed, at en Gallup viser, at 66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned.  Kun 22 % afviser det blankt. For Socialdemokraternes vedkommende er hele 71 % og for SF`s vedkommende

hele 69 % tilhængere af en sådan skatteomlægning.

Målingen viser en skrigende diskrepans mellem vælgernes holdning til dette spørgsmål og folketingspartiernes.  Både VKO, LA og S-SF afviser totalt en skattereform, der letter skatten på arbejde og til gengæld i øget omfang inddrager de arbejdsfri gevinster på jord og fastejendom.
Dette til trods for, at de økonomiske vismænd, OECD og det store flertal af uafhængige økonomer tilråder en sådan reform.

Nu må fedtspillet omkring en skattereform, der kan forebygge nye boligbobler med deraf følgende gældskrise, bankkrak, statsunderskud og arbejdsløshed, høre op. Det erhvervsfjendske og asociale i at brandskatte arbejde og gøre arbejdsfri, samfundsskabte gevinster skattefri, må stoppe. Skal der virkelig gå en hel valgperiode eller mere, før Folketinget kommer til fornuft og lever op til vælgernes ønsker, som de udtrykkes i
Gallup-målingen?

Underklassens tilblivelse

I byer over hele England blussede forvirringen op, da alvorlige uroligheder brød ud i begyndelsen af august 2011. Nu prøver den britiske regering at danne sig et billede af, hvad årsagen var til opstanden imod den borgerlige orden. Premierminister David Cameron beskylder 120.000 “vanskelige familier” for det, han kalder “det langsomme moralske sammenbrud” i England.

I sin vurdering lægger Cameron et ansvar på familier med enlige mødre, hvor børn mangler disciplin fra en faderskikkelse. Men en dybere undersøgelse viser en meget mere sammensat baggrund, der ikke kan udtrykkes med et par politiske floskler. Med dette snæversyn i regeringens forklaring på de mange plyndringer af indkøbscentre kan vi være sikre på, at Cameron ikke vil kunne holde sit løfte om at have løst den moralske krises problemer inden valget 2015.

Men det er ikke kun englænderne der har udtrykt massefrustrationer og udbredt håbløshed over de sociale forhold. Der har været voldsdemonstrationer i Grækenland, masseprotester i Spanien og Irland, og fascistiske bevægelser er blevet synlige i andre lande i Europa. De er alle udtryk for det sociale systems sammenbrud. Det er, hvad jeg kalder Rovdyrkulturen (The Predator Culture), der er titlen på min bog, der blev udgivet 2010 af theIU *) på forlaget Shepheard-Walwyn Ltd, London. Jeg frygter, at vi kan vente os meget værre ting. Jeg har netop afsluttet en undersøgelse af de to tidligere verdensdepressioner – 1870erne og 1930erne – der begge førte til verdenskrige. Jeg finder, at de akkurat samme betingelser er til stede i dag, og at det betyder, at verden er på vej mod globale voldsomheder, der er alt for forfærdelige til, at man tør tænke på dem.

Men georgister er nødt til at tænke. Vi er de eneste, der har et reformprogram, der er stærkt nok til at kunne ændre historiens udvikling. Men sproget, vi bruger til at fremlægge finansreformen, er så overfladisk, at folk ikke kan se forbindelsen mellem det nuværende skattesystem og de unge mennesker, der bryder ind i butikker i Tottenham i Nordlondon for at stjæle Nikesko.

Jeg er i gang med at omskrive historien og sætter det georgistiske idegrundlag ind i den, så man kommer til at se rødderne til den grådighed, der karakteriserer vore dages samfund. Årsagen til det kulturelle sammenbrud, vi oplever, ligger i tidligere tiders overgreb på jordværdier, der i Englands tilfælde fandt sted i begyndelsen af det 16. århundrede. Uden kendskab til den historiske baggrund for den nuværende situation vil folk ikke kunne forstå, at det er nødvendigt med grundlæggende reformer af ejendomsrettighederne og finansieringen af det offentliges udgifter.

Men mine bøger vil ikke være tilstrækkelige. De fleste mennesker får deres oplysninger gennem fjernsyn og andre nyhedsmedier. Derfor må vi fremlægge vore synspunkter billedligt, i korte films og på YouTube, som for eksempel min nyeste småfilm Min grådige generation (My Greedy Generation) med professor Mason Gafney, California University, Riverside, USA; den kan ses på www.youtube.com/user/geophilos (View comments).

 

 

Georgistbevægelsen må udvikle nye måder til at gøre indtryk på lyttende, seende, nyheds- og baggrundssøgende mennesker. Det vil sige, at der skal skaffes økonomiske midler til at producere professionelle films, der viser den frygtelige sandhed om vore samfund. Eksempelvis foreslår jeg at lave en film, der skal hedde Epidemien (Pandemic), som viser, at skattesystemet slår folk ihjel. Omkring 50.000 mennesker i England og Wales dør hvert år for tidligt alene på grund af forhold, der kan spores tilbage til skattessystemets mishandling af folk. Jeg regner med, at i NATO-landene dør omkring 500.000 mennesker hvert år for tidligt på grund af skattesystemet, der begunstiger nogle mennesker, men diskriminerer det store flertal. Det er en tragedie, der ikke omtales offentligt, og som, hvis den blev kendt af ‘manden på gaden’, ville gøre det meget lettere for os at få tilslutning til vores skattereform.

Den amerikanske fond, Schalkenbach Foundation, har stillet en stor sum til rådighed for fremstillingen afEpidemien (Pandemic), men arbejdet kan ikke begyndes, før jeg finder yderligere 35.000 US$. Georgister i Storbritannien har indtil nu samlet 4.500 $. Hvis danske georgister kan bidrage til dette project, bør beløbet overføres til ‘The Land Research Trust’ (c/o Mrs. Barbara Sobrielo, 54 Harrow View Road, Ealing, London W5 1LZ). Uden at bevidstgøre offentligheden med denne film tror jeg ikke, politikerne vil behandle georgister med den respekt, der er nødvendig for, at de vil interessere sig for tanken om skattereformen.

  • Den oscarvindende skuespiller Ms. Vanessa Redgrave er studievært ved fremsvisningen af Fred Harrison filmThe Killing Fields den 18. oktober 2011 på 20th Century Fox’s Studios i London. Et inviteret publikum af politikere og NGO-miljøaktive vil diskutere, hvordan fjernelse af jordejernes subsidier vil kunne afværge drab på truede skabninger.

*) The IU er forkortelsen for Den Internationale Union for Jordværdibeskatning og Frihandel www.theiu.org.

Skrevet af Fred Harrison, oversat af Ole Lefmann