USA under forandring

I 1897 oplevede USA et konjunkturopsving, der blev efterfulgt af en vækstperiode, der med kortere afbrydelser varede ved til det store krak i 1929. De år, som amerikanerne kalder The Progressive Period, var præget af en modoffensiv mod ”røverbaronerne” og et væld af sociale og økonomiske reformer.

Morgan og de andre

Når man omkring århundredeskiftet talte om pengemagt, var det ikke kun John Pierpont Morgan, man talte om, men også Vanderbilt, Astor, Carnegie, Rockerfeller og Edward M. Harriman, for sammenlignet med de andre var Morgan blandt de mindre rigmænd. Han var blot anderledes, for med overtagelsen af U. S. Steel markerede han, at finanskapitalen nu overtog industrikapitalens rolle. Det skete gennem dannelsen af et konsortium, som Morgan stod bag. På den måde havde han opnået at få kontrollen over bl.a. store dele af det amerikanske jernbanenet, af forsikringsbranchen og med General Electric. Siden kom International Harvester, American Telephone Co. og meget andet til.

Teddy Roosevelt

Theodor Roosevelt (1874-1961) blev i en alder af 23 år indvalgt i staten New Yorks lovgivende forsamling, fordi republikanerne kunne bruge en reformivrig patricier. Senere blev han præsident McKinleys viceflådeminister og senere igen guvernør i New York og vicepræsident. Ved McKinleys død i september 1901 blev Teddy USA’s 46. præsident. Blot fem måneder senere sad John Pierpont Morgan, nu på højden af sin magt, over for den nye præsident i Det Hvide Hus. Morgan  ville gerne have at vide, hvordan det forholdt sig med et forlydende om et planlagt sagsanlæg mod ham i henhold til Sherman-antitrustloven. Ganske vist var Morgan ved at planlægge en sammenlægning af sit jernbaneimperium med James Hills Great Northern og og Edvard Harrimans Union Pacific, men alligevel undrede han sig over, at man nu ville tage Sherman-loven i brug, for hidtil havde den kun været anvendt imod fagbevægelsen. ”Send Deres mand til min og lad dem ordne det, hvis vi har gjort noget galt”, sagde han til præsidenten. Med ’Deres mand’ mente Morgan Roosevelts justitsminister Philander C. Knox, som var til stede, for det var ham, der forberedte et lovindgreb mod Morgan. Nu følte han sig krænket og udbrød: ”We don’t want to fix it up. We want to stop it”. Morgan ignorerede ham og spurgte Roosevelt, om han også ville angribe U. S. Steel og andre interesser. ”Kun hvis de har gjort noget, vi anser for galt”, svarede præsidenten. Audiensen var forbi. En ny tid var begyndt.

En omfattende reformbevægelse

Morgan rejste hjem til New York med uforrettet sag og måtte opgive den planlagte udvidelse af sin jernbanetrust. Nogle måneder senere blandede Roosevelt sig i en langvarig strejke blandt 150.000 kulminearbejdere ved at invitere John Mitchell, formand for United Mine Workers, til Det Hvide Hus og foreslog konflikten løst ved voldgift. Da vinteren nærmede sig, måtte mineejerne bøje sig, hvorefter en voldgift gav minearbejderne en 10 pct. lønforhøjelse og ni timers arbejdsdag. I den følgende tid gik der en radikal reformbevægelse over landet. Det var ikke Roosevelt, der ledede den, men han havde anvist fremgangsmåden, da han i 90’erne selv var gået i krig mod New Yorks korruption og sociale elendighed. – I 1902 indledte en mand ved navn Lincoln Steffens en artikelserie i McClue’s om korruptionen i St. Louis og fortsatte med at afslørede de samme skandaløse forhold i en række andre amerikanske byer. Hazen S. Pingree gjorde som Detroits borgmester i 90`erne byen til et mønster for politisk hæderlighed, hvorefter han rykkede ind i Michigans guvernørbolig i Lansing, og de store nabobyer i Ohio fulgte efter. I Toledo kom fabrikant Samuel Jones, der havde indført otte timers arbejdsdag og betalt ferie, samt afskaffet børne- og akkordarbejde på sin virksomhed, i spidsen for bystyret.

Georgisten Tom L. Johnson

I Cleveland blev en anden fabrikant, Tom L. Johnson, der var stærkt optaget af Henry Georges ideer, i 1901 valgt til borgmester, en post han bevarede i otte år. Han blev ifølge Lincoln Steffens ”den bedste borgmester i USAs  bedste styrede by”.

The New Democracy , som man kaldte det, smittede også af længere mod vest. Der blev muget ud (Roosevelts udtryk) i St. Louis, Milwaukee, Minneapolis, Denver og San Francisco. En anden slags reformbevægelse kom sydfra fra Texas. Da store dele af Galveston blev ødelagt af en flodbølge i 1900, besluttede byens borgere at indføre en ny form for upartipolitiskpolitisk bystyre, et kommissionsstyre, der efterlignede private firmaers måde at styre på. Denne styreform blev indført i flere byer, indtil der i 1912 var 200 af dem.

 Også delstaterne kom med

The New Democracy bredte sig i mange tilfælde til delstaterne. Det gjaldt for Illinois og delstaten Wisconsin, hvor guvernør Robert Le Follette, en ætling af indvandrede huguenotter, på det nærmest gjorde sin stat til et forsøgslaboratorium i ny demokrati – støttet af statens stærke tyske og norske befolkning. I Origon var man også tidligt på vej. Her fik William S.U’Ren, søn af en smed fra Cornwall, allerede i 1891, som den første stat i Unionen, gennemtrumfet hemmelige valghandlinger. Metoden gik derefter sin sejrsgang fra stat til stat, indtil den efterhånden blev vedtaget i alle stater undtagen i Syden. I 1910 valgte nabostaten San Francisco den radikale Demokrat Hiram W Johnson til guvernør.

Big Busines i skudlinien

I 1901 lykkedes det at få Kongressen til at vedtage en boliglov, der bl.a. krævede lys og ventilation i alle lokaler. Samme år fik jernbanerne deres sag for, da Frank Norris udsendte Octopus, og forsikringsselskaberne, da Pulitzers New York World i 1905 tog fat på dem. Efter fem års kulegravning indledte Ida Tarbell i 1904 et felttog mod oliegiganten Standard Oil, som kom til at skabe historie. Men ikke alle arbejdsgivere var upåvirket af tidens ånd. Nogle indså fordelen ved at have en velorganiseret ansvarlig fagbevægelse at forhandle med. Andre opfattede fagbevægelsen, især den venstreradikale Industial Workers of the World, som blev stiftet i Chicago i 1905, som en trussel mod samfundet.

Præsidentvalg

Efterhånden som præsidentvalget nærmede sig blev Roosevelt urolig over at blive identificeret med hele dette radikale reformrøre. Han sad jo ikke i Det hvide Hus i kraft af vælgernes afgørelse, men på grund af sit avancement fra posten som vicepræsident ved McKinleys død. Nu fik han en farlig rival i Mark Hanna, der nok hørte til de oplyste kapitalister, men forekom de republikanske politikere, der sad på partiapparatet, mindre foruroligende end den uforudsigelige ’Cowboy’. Endnu engang kom døden Roosevelt til hjælp. Mark Hanna døde kort tid før det republikanske partikonvent. Herefter blev Roosevelt med akklamation opstillet som præsidentkandidat og valgt med et overvældende flertal på 2,5 millioner stemmer. I sin anden præsidentperiode praktiserede Roosevelt en aktiv udenrigspolitik og gjorde dermed USA til en stormagt, som andre stormagter måtte regne med.

 

Amerika i slutningen af 1800-tallet – Kæmpens lømmelalder Jernbanebryderne

Tiden fra Borgerkrigen til bilens gennembrud var jernbanernes glansperiode. Der skete en transportrevolution, som forvandlede et kontingent. Med et jernbanenet, der strakte sig fra kyst til kyst, fulgte en folkevandring uden sidestykke, en kolonisering af næsten folketomme kæmpearealer. De sidste rester af indianske jægerkulturer gik under og blev efterfulgt af kvægmagnaternes nye cowboy-hyrdekultur og et vældigt landnam af millioner af nye indbyggere, som lagde jomfruelig jord under ploven. Fra 1870 til 1890 voksede befolkningen vest for Mississippi fra 6,9 til 16,5 millioner, en tilvækst på 140 pct. mod 63 for hele USA. Chicago blev USA’s næststørste by, og helt nye byer skød i vejret i Vesten som paddehatte. I Kansas blev befolkningen firedoblet, i Nebraska otte gange så stor.

Voldsom udvikling

 Mellem 1865 og 1890 voksede jernbanenettet fra 35.000 til næsten 167.000 miles. En så vældig ekspansion betød, at jernbanebyggeriet kom til at styre hele den økonomiske udvikling – industrialiseringsprocessen, kapitalmarkedet og landbrugsproduktionen. Det kom også til at sætte et dybt præg på det politiske liv. Anlægsstrategi og jernbanekoncessioner blev hovedproblemer for både enkeltstaternes lovgivende forsamlinger og Kongressen i Washington. Det åbnede porten for en korruption gennem bestikkelse af jernbanerederne og pengeafpresning fra politikernes side, som man hverken før eller senere har set sidestykke til i amerikansk historie. For jernbanebyggeriet blev gennemført af private selskaber, der skulle have koncessioner af de politiske myndigheder. Det gav et vist spillerum for konkurrence, men vanskeliggjorde anlægsstrategi, indtil den stærkeste have sikret sig en monopolstilling, som gang på gang blev groft misbrugt i tarifpolitikken. Kæmpeformuer blev skabt og tabt under giganternes slagsmål.

Jernbanerne bygges

 Allerede under Borgerkrigen have der været planer om at forbinde Atlanterhavet med Stillehavet med en transkontinental jernbane. Der havde været så mange planer, at man ikke kom i gang, fordi man ikke kunne enes om, hvilken af de fem mulige ruter, der skulle foretrækkes. Da de sydlige faldt bort med krigen, kunne Lincoln i 1862 underskrive koncessioner på en strækning fra Omaha i Iowa til Sacramento i Californien, den såkaldte Overland rute. Anlægsarbejderne blev overdraget til to selskaber, Union Pacific, der startede i Omaha, og Central Pacific, som begyndte i Sacramento. I 1869 mødtes de to hold i Promontory nord for den store saltsø i Utah. Den sidste bolt, af guld, blev slået i skinnerne. ”One, two, three – It`s done!” knitrede telegrafen tværs over Amerika.

jernbane

I begyndelsen af 80`erne blev Los Angeles forbundet med New Orleans ved en sydligere linie over Santa Fe i New Mexico. Samtidig blev de nordvestlige Stillehavsstater knyttet til Midtvesten ved Northern Pacific gennem de nordlige stater fra Duluth ved Lake Superior til Portland i Oregon.

Finansiering og bosættelse

     Disse storslåede anlægsarbejder blev i hovedsagen finansieret ved land grands, overdragelse af jord til selskaberne i et bælte på begge sider af den planlagte strækning, 20 Kvadratmiles pr. mil, ofte skåret ud af indianernes reservater. I alt fik jernbanerne overdraget en tiendedel af USA’s samlede areal. Selskaberne solgte jorden videre til håbfulde nybyggere, som derefter blev helt afhængige af dem for afsætning af deres produkter og forsyning af færdigvarer. For en stor del var det jernbanearbejderne, der købte disse parceller. Men selskaberne og delstaterne gennemførte også energiske og tit ganske vildledende reklamekampagner i både Midtvesten og i Europa for at lokke landmænd til.

 Ret kaotisk

 Mangelen på en overordnet plan gav det amerikanske jernbanebyggeri et kaotisk præg. Der skete overinvesteringer, som førte til krak. Konkurrerende linier blev presset af mægtige stål- og olietruster til store transportrabatter. Til gengæld så man tit stort på sikkerhedshensyn. Vilhelm Topsøe, der berejste USA i begyndelsen af 1870`erne, konstaterede:

De amerikanske baner er i reglen temmelig dårligt byggede, og alene dette gør det nødvendigt at køre med modereret    fart. Der rystes tillige og skrumples en del mere, end man er vant til …

En overgang fandtes der ikke mindre end 24 forskellige sporvidder. I løbet af 80`erne lykkedes det dog nogenlunde at få gennemført en standardisering. Også det rullende materiel måtte derefter standardiseret, og i 1883 enedes jernbaneselskaberne om også at indføre den samme standardtid.. Hele Amerika blev inddelt i fire zoner med en times indbyrdes forskel. Indtil da havde urene i hver by gået, ikke som vinden blæste, så som solen stod op, med det resultat, at jernbanerne opererede med næsten 100 forskellige tider. Det var på den tid håbløst at udarbejde fælles køreplaner.

 Mogulerne

 I Nordvesten slog James J. Hill sig op til at blive en af de helt store jernbanekonger. I Californien lykkedes det efterhånden Collis Huntington  fra Central Pacific at sætte sig på det meste af jernbanenettet, mens Edward Henry Harriman fra et grundlag i Illinois Central med tiden erobrede Union Pacific.

I New York udkæmpede Comodore Vanderbilt omkring 1870 et drabeligt slag med tre drevne og endnu mere skrupelløse modspillere i alliance med Tammany-høvdingen boss Tweed, Daniel Drew, Jim Fisk og Jay Gould om kontrollen med Erie-jernbanen, der transporterede korn fra Vestens nyopdyrkede, endeløse hvedemarker og emigranter den anden vej.

(Denne tekst er hentet fra Politikens USA historie bind 2 `Samfund i vækst`, redigeret af Erling Bjøl. Vil du læse mere om den omhandlede tid og Amerikas virkelig store kapitalister, kan jeg anbefale Stewart H, Holbrook bog `Sormogulerne`, som udkom på dansk i 1955 på Gyldendals forlag).