Henry George finder frihedens mulighed

Sidst på året 1883 blev der igen kaldt på Henry George fra England, hvor hans tilhængere ønskede at få ham over som redaktør for et af deres blade. Den mulighed afslog han dog, men gik ind for at foretage en stor foredragsrejse derover. Nytårsaften sejlede George så igen fra New York. ”Østlig vind, søen rolig”, skrev han i sin dagbog, akkurat som for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

George igen i England – to gange tur-retur

I London var det sociale spørgsmåls alvor og farefuldhed ved at gå op for `det oplyste borgerskab`. Man diskuterede for og imod Irlands hjemmestyre (Home Rule) og de irske jordproblemer, som George på sin tidligere rejse havde en voldsom debat om.
Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London. Her blev George angrebet på det voldsomste af ”Ligaen tik Forsvar for Frihed og Ejendom”, der var blevet dannet til forsvar for de bestående rettigheder. George blev af folk fra denne liga kaldt for `uretfærdighedens profet`, hvis evangelium var revolution og rov.
Men i brede kredse var modstanden og forbitrelsen mod godsejervældet allerede voldsom, både i Irland, i Skotland og nu også i England, men ikke alle `liberale` turde sige god for George, dårligt nok række en finger til støtte.
I Skotland var jordspørgsmålet særdeles brændende første gang, var der. De fattige bønder – resterne af den bondebefolkning, der havde måttet vige for godsejernes dyreparker og jagtområder – trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem.
Her rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der ikke blev plads til godsejerne. Under George` besøg her blev ”Land Restauration League” dannet, og George skrev dens proklamation til det skotske folk om genvinding at dets ret til fædrelandets jord.
Efter nogle måneders foredragsrejse tog George tilbage til Amerika, hvor han igen blev hyldet af sine tilhængere, og der blev afholdt massemøder, hvortil mange arbejdere og borgere dukkede op. Til de møder, hvor der blev arrangeret fællesspisning, holdt `det bedre borgerskab` sig dog tilbage. Skønt George` berømmelse var steget på det sidste eller netop på grund heraf, var hans ideers `farlighed` begyndt at gå op for de folk, der støttede den bestående samfundsorden.
Snart var George dog i England igen. Her var Irlands Home Rule stadig et væsentligt debatemne.
Men befolkningens elendige boligforhold kaldte på politisk handling her og nu. Derfor var politikerne blevet opmærksomme på grundspekulationens skadelige indvirkning på byudviklingen. George` agitation havde nok også haft sin virkning. I hvert fald blev der nedsat en Royal Commission, hvori selve Prinsen af Wales havde sæde.
I den betænkning, der blev udarbejdet af kommissionen, blev der foreslået at påligne alle byggegrunde, der lå hen i spekulationsøjemed, en særlig grundværdiskat på 4 % for at dræbe spekulationen.

Beskyttelse eller Frihandel

Ved sin hjemkomst i 1885 kunne George endelig, efter flere års afbrydelser, igen tage fat på udarbejdelsen med sit store værk om frihandelen. Bogen udkom året efter under navnet ”Beskyttelse eller Frihandel”.
I sit forord til bogen skrev Henry George bl.a.: -Frihandel er til gavn for det arbejdende folk, skønt arbejderne har svært ved at se det – og anser frihandelen som en storkapitalistisk opfindelse. Jeg påpeger, hvor falsk den tro er, at tro, at arbejdet kan værnes ved toldlove, og jeg peger samtidig på de kendsgerninger, som giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstemt såkaldt frihandelsreform. Men frihandelen kan ikke stå alene, for arbejdernes kår i frihandelslandet England er lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller i USA.
-Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer; vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv til jorden, den fælles rigdomskilde.
-For at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere eller staten skal overtage al jord, Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen private kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Hele årsagen til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.
-Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomhederne kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.
I sin bog ”Henry George” skrev Jakob E. Lange i sin tid: ”Beskyttelse eller Frihandel er den mest enkle, den mest ensrettede og derfor den i sin slags mest komplette af George` bøger.

Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
– `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
– `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
– `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
– `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.

Beskyttelse eller frihandel

Dette er titlen på én af Henry George’s bøger, og tillad mig her at forsøge at se på de moderne frihandelsbestræbelser ud fra georgistiske principper.

Som jeg ser på disse principper, er der i vore samfund to ting, der står hinanden imod. Den ene er forventningsprisen på jord. Den anden er produktivitetsstigningen. Forventningsprisen vil altid søge at tage højde for, at tingene i kraft af produktivitetsstigningen bliver billigere. Prisen på jord vil derfor altid ligge et stykke over det, der kan lønne arbejde og kapital. Derfor vil der altid være en større eller mindre arbejdsløshed i samfundene.

Men hvad nu, hvis nu produktiviteten stiger mere brat end forventet? Ja, så får vi først en periode med fuld beskæftigelse, for forventningspriserne var ikke høje nok. Men efter denne søde kløe får vi den sure svie. For produktiviteten kan ikke blive ved med at stige så brat, og når en mere normal stigning er indtrådt, vil forventningspriserne være for høje, og arbejdsløsheden vil slå til igen, og måske endda blive større end før, indtil enten forventningspriserne er faldet, eller produktiviteten er steget.

Vi så det i tresserne. Her gennemførte man et stort frihandelsområde bestående af EF og EFTA. Og den produktivitetsstigning, det gav anledning til, var langt større, end nogen havde forventet. Jordpriserne var ikke fulgt med. Derfor fik vi fuld beskæftigelse i tresserne. Og det i den grad, at mange begyndte at regne med, at vi omsider havde løst nationaløkonomiens gåde, så vi kunne have konstant fuld beskæftigelse. Man regnede også i halvfjerdserne med, at opsvinget snart ville komme. Hvad det blot ikke gjorde. For forventningspriserne var stadig for høje.

Omsider kom vi dog ned på et mere normalt niveau. Men så kom næste opsving i halvfemserne og slog igennem med stor kraft i nullerne. Kina var kommet med i verdensøkonomien, og det gav produktivitetsstigninger af en ganske uventet størrelse. Forventningspriserne havde ikke forventet så meget, og som sidste gang faldt også denne gang arbejdsløsheden. Men ak, også som sidste gang var den sure svie ovenpå de glade nuller en stærk medicin at sluge. Vi fik en krise, som vi først nu er ved at komme ud af. (Mere om denne kriseteori i George efteråret 2012).

I ”Beskyttelse eller Frihanden” skriver Henry George følgende: ”Beskyttelsens Afskaffelse vilde være som en Røvers Bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen Mand stort, om een Røver jages bort, naar en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer”. (side 168). Den røver, George tænker på, er den private Jordejeret. Denne røver står tilbage til sidst, og hvad de andre røvere efterlader, det tager denne røver.

Oversat til den model, jeg har skitseret ovenfor: Det kan være udmærket, at mere frihandel skaber vækst, men så længe der af væksten også skabes en større eller mindre forventningspris på jord, vil vi efter nogen tid igen rammes af arbejdsløshed. Måske det sker på et højere plan, hvad realløn angår, men arbejdsløsheden får vi ikke afskaffet selv med nok så megen frihandel.

Det betyder ikke, at frihandel ikke er noget godt. Det betyder heller ikke, at der ikke i en periode kan skabes vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Hvis produktivitetsstigningen ved en frihandelsaftale mellem USA og EU som den, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads, er større, end man forventer (og ”man” er her den almindelige forventning til fremtiden, som bestemmer forventningsprisen på jord), så vil vi måske opnå den samme effekt, som i tresserne, da EF og EFTA nedbrød toldskrankerne, eller som i nullerne, da Kina for alvor kom med ind i verdenshandelen, det vil sige: vi vil måske få gang i hjulene, fuld beskæftigelse og optimisme overalt i økonomien. Men gør vi ikke noget ved forventningspriserne på jord, vil det med garanti ende på samme måde, som tressernes og nullernes glade optimisme endte: med krise, tvangsauktioner, arbejdsløshedens genkomst og almindelig pessimisme til følge.

For optimismen vil uvægerlig give sig udslag i stigende jordpriser, måske vi endda igen når frem til det punkt, vi havde i nullerne, hvor politibetjente, postbude og sygeplejersker ikke kunne bosætte sig i Københavnsområdet, fordi de ikke kunne betale de priser på ejendom, der krævedes. Så hvis vi bibeholder status quo, hvad jordbeskatning angår, vil selve opsvinget i sig bære kimen til den økonomiske nedgang, der kommer.

Imidlertid er der et George-citat mere at bide mærke i. Dette citat står til sidst i Beskyttelse eller Frihandel, og man skal notere sig, at George forinden har plæderet gevaldigt for, at den sande frihandel indebærer fuld grundskyld. Det vil sige, der er tale om en slags slutdrøm, en lidt vild forestilling om, hvad der ville kunne opnås, hvis virkelig man kunne blive enige om denne sande frihandel. George skriver.

”Og paa samme Maade vilde det gaa med vore Frænder hinsides Havet. Dersom vi afskaffede vore Toldboder og aabnede vore Havne for fri Indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, vilde Handelen mellem de britiske Øer og de Forenede Stater blive saa vældig stor og Samkvemmet saa inderligt, at vi maatte blive til eet Folk og nødvendigvis kom til at indrette vort Møntsystem, vort Postvæsen og vore almene Love paa en og samme Maade, saa at Englænderen og Amerikaneren lige saa fuldt vilde føle sig som Borger i samme Land, som New Yorkeren og Californieren nu gør det”. (side 205).

Når det er værd at lægge mærke til dette citat, skyldes det, at EU er gået frem i omvendt rækkefølge. Hvor George giver udtryk for det håb, at en frihandelsaftale vil medføre en samordning af lovene, hævder EU omvendt, at en sådan samordning af lovene er en forudsætning for frihandel. At EU her har misforstået noget, fremgår af den kendsgerning, at den frihandel, der blev indført i Europa i 1959-60 gennem EFTA og EF’s tiltag, ikke blot gavnede EF-landene, hvor kravet om fælles regler gjaldt, men også EFTA, hvor et sådant krav ikke var fremsat. Eller man kan sige, at produktiviteten steg i begge områder, før reglerne var ensrettet.

Når det er værd at gøre opmærksom på det, skyldes det, at der i den frihandelsaftale, der er under forhandling mellem USA og EU, tænkes indbygget en fælles domstol, så f.eks. amerikanske firmaer vil kunne sagsøge den danske stat, hvis vi indfører strengere krav på f.eks. bestemte miljøområder. Det er sådan set EU’s misforståelse om igen. Det er unødvendigt for virkningen af frihandelen at indføre fælles regler på alle områder. Man kan gøre det eller lade være. Måske man vil få en lidt større virkning, hvis man har fælles regler på nogle områder, men erfaringerne fra både tresserne og nullerne fortæller os, at det ikke er dèr, de store gevinster tages hjem.

Om amerikanere og europæere gror sammen og bliver som ét folk, sådan som George drømte om det, så er det noget, der sker som en følge af frihandel og fri rejse og fri udveksling af al kultur, disse ting er ikke noget, der først må være på plads, før frihandel kan virkeliggøres.

Men bevares, vi har jo også erfaret – hvad George måske ikke havde erfaret – at stater er interesseret i at beholde så mange arbejdspladser i landet som muligt og derfor fejlagtigt tror, at frihandel skader den hjemlige beskæftigelse. Derfor kan man godt i teorien gå ind for frihandel, altså nedsættelse af al told, sådan som man gjorde det i 1959-60, mens man gennem en række tekniske handelshindringer søger at dæmme op for udenlandske varer. Og her har jo EF’s grundlæggere følt, at sådanne handelshindringer kun kan afskaffes af den fælles kommission og den fælles domstol, mens George går ud fra, at den sandhed efterhånden vil brede sig, at afskaffelsen af alle handelshindringer er til eget lands fordel, også selv om der bliver indført flere varer af denne bestemte slags og afskediget arbejdere på dette felt. Der vil nemlig blive oprettet nye arbejdspladser på andre felter mindst svarende til dem, der gik tabt.

Altså: George har ret i, at en eventuelt vækst ved en frihandelsaftale mellem EU og USA ret snart vil blive opædt af ”den sidste røver”. Og han har også ret i, at en eventuel lovsammensmeltning ikke er en forudsætning, men højst en følge af en gennemført frihandel.

Det er stadigvæk værd at lytte til ”Den Gamle”.

 

Fremskridt og Fattigdom bliver til

I tiden efter, at Henry George var vendt tilbage til Californien fra New York, stod han igen uden fast arbejde. Men så startede han sammen med en ven sin første selvstændige avis. Med 1800 dollars i ryggen udgav han San Francisco Evening Post for en cent per stk. Til den pris kunne enhver få råd til og fristes til at købe avisen.

Som redaktør af avisen tonede George rent flag for en virkelig demokratisk politik, for frihandel og for inddragelse af den jordrente, som han havde slået til lyd for i en tidligere udgivet pjece. Han påtalte de overgreb, som magthaverne udsatte arbejdstagerne for, især den usle behandling, som søfolkene blev tildelt.

Henry George lod sig ikke påvirke af de folk, der havde magtpositioner i kraft af monopoler og private interesser, skønt det medførte tab af annonceindtægter. Han troede fuld og fast på, at hans avis kunne opretholdes alene ved sine holdninger og for sit budskab. Men da endnu en økonomisk krise og andre vanskeligheder stødte til, måtte bladet opgives i 1875.

 Georges kald

På det tidspunkt var George overbevist om, at jorden burde være det amerikanske folk fælles ejendom og at renten af jordens værdi skulle inddrages af samfundet, så told og forskellige skatter kunne afskaffes, og han følte, at han havde et kald til at forklare dette synspunkt for alle. Men det krævede nye studier og undersøgelser. For at få tid til dem fandt han et arbejde som gasmåler-inspektør. Det var overkommeligt og gav samtidig lidt fortjeneste. Når hans tid tillod det, foretog han så de undersøgelser, som blev grundlaget for udarbejdelsen af `Fremskridt og Fattigdom`.

Sideløbende med sine studier holdt George en del foredrag, således sin første og eneste universitetsforelæsning på det nyoprettede Berkley Universitet i San Francisco. Ved indbydelse til George havde man antydet, at universitetet ønskede at finde en kandidat til et professorat i socialøkonomi. I sit foredrag gjorde George det klart, at det, han havde at sige, ikke var specifikt teoretisk. Han ville påvise, at socialøkonomi ikke var et indviklet og uafgrænset emne, men at den i virkeligheden var fast i linierne, let at følge og værd at beskæftige sig med, fordi den havde afgørende betydning for den enkelte og for hele folket.

Det er forståeligt, at universitetets autoriteter ikke var begejstret for George` tale, som faktisk også var en underkendelse af de økonomiske teorier og lærdomme, som var kendt på den tid. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at George benyttede nogle ord og vendinger, som universitetet fandt upassende, så George blev ikke akademiker. Selv opfattede han sit budskab som universelt, ikke kun et budskab til det amerikanske folk, men et budskab til alle undertrykte folk.

Det er værd at bemærke, at Henry George i årene 1891 – 1897 udarbejdede sit eget social-økonomiske værk, som han kaldte `Den Nationaløkonomiske Videnskab`. George nåede dog ikke at finpudse manuskriptet før sin død. Nogle af hans senere tilhængere fandt alligevel bogen betydningsfuld, så de lod bogen trykke i New York i 1968. For nogle år siden blev bogen oversat til dansk og udgivet her i landet i 2o12.

I alt, hvad George skrev, og i de mange taler, han holdt, skinnede hans holdning til det vanskelige begreb frihed igennem. Det fremgik klart af den tale, han holdt på USA’s nationale frihedsdag den 4. juli 1877. Træk af denne noget højtsvungne tale findes i `Fremskridt og Fattigdom`. Et sted i talen hedder det: ”Frihed, det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt praleord. Thi det betyder retfærd, og retfærd er naturens lov – loven for sandhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke.”

Fremskridt og Fattigdom

`Fremskridt og Fattigdom` blev påbegyndt i september 1877 og fuldført i 1879, halvandet år senere. På det tidspunkt var der igen krise i USA, overalt i staterne, og George vidste af egen erfaring, hvad kriser betød. Forklaringen af dem og indignationen mod dem var af stor betydning for hele George` virke. Det kan da heller ikke undre, at undertitlen på hans bog blev: `En undersøgelse af årsagerne til kriserne og den stigende armod under rigdommens vækst.`.

Inden George i sin bog nåede frem til en nærmere udvikling af de tanker, som han i sine mange taler og i `Vor jord og Jordpolitik`, havde givet udtryk for, måtte han revidere og konsolidere socialøkonomien, således som den var udtænkt af tidens og fortidens tænkere. Det gjaldt Adam Smith, David Ricardo, Robert Malthus og John Stuard Mill, de klassikere, hvis lære han belyste og kritiserede, før han på et ægte og brugbart grundlag kunne ordne og cementere sit eget værk. George` kritik af Malthus vil man dog næppe helt kunne godtage i vore dage.

For George betød fuldførelsen af `Fremskridt og Fattigdom` en vældig spændingsudløsning, men han var sikker i sin sag Så længe han levede var han urokkelig overbevist om, at han havde løst den opgave, han havde påtaget sig, og han følte, at bogens udformning, dens stil og klarhed, var sådan, at den, trods problemernes storhed og vide omfang, kunne forstås af den jævne mand og derfor ville være et mægtigt våben og et værktøj i folkets bestræbelser og kamp for frihed.

Til sin gamle far i Philadelphia skrev Henry George bl.a.: ”Det er med en dyb følelse af taknemlighed overfor Vor Fader i Himlen, at jeg sender dig et eksemplar af min bog. Jeg er taknemlig over, at jeg har oplevet at kunne udarbejde den, og at du har levet længe nok til at kunne få den at se. – Bogen vil ikke blive anerkendt lige straks – men vil til sidst nå et blive vurderet som et storværk.”

Forlæggerne var ikke just villige til at have med bogen at gøre. For dens radikalisme havde de øje, ikke for dens storhed. George fik da selv et lille oplæg trykt i San Francisco; men så besluttede et stort New York-forlag, stærkt tilskyndet af nogle af George` ungdomsvenner i Philadelphia, at trykke et større oplag, som blev sendt vidt ud over hele verden (jan, 1880), hvorefter flere statsmænd udtalte deres glæde og beundring for bogen, således Sir George Grey i New Zeeland og WilliamGladstone i Storbritannien. Den franske forfatter og socialøkonom Emile Laveleye anmeldte bogen i Revue Scientifique i begejstrede vendinger, og en udmærket tysk oversættelse blev udarbejdet af C. D. F. von Gutschow.

 George forlader Californien

Men anerkendelsen udeblev i Californien, hvor aviserne enten var fjendtlige (særlig jernbanernes klike) – eller behandlede bogen med et overbærende smil som ”lille Harry Georges` store kæphest.

Henry George indså da, at han ingen fremtid havde i det kriseramte land. I august 1880 brød han op – foreløbig alene – og rejste til New York for der at skabe en ny og bedre fremtid for sig selv og sin familie. Her var præsidentvalgkampagnen i fuld gang, og George meldte sig hos Demokraterne, men det blev kun til et enkelt vælgermøde, for George forfærdede alle pæne, moderate Demokrater ved uden videre at erklære, at hvad det gjaldt om var fuld frihandel, alle toldbomme ud af verden. Næste dag blev han hovedkulds kaldt hjem af kampagneledelsen.

Men endelig lysnede det lidt, for kort tid efter, at `Fremskridt og Fattigdom` var udkommet i New York, tog salget fart, og det gav George en del indtægter, så han kunne få den værste gæld ud af verden. Samtidig blev han opfordret til at skrive en artikel om `det irske spørgsmål` til et tidsskrift. Dette fik stor betydning for ham og for markedsføringen af hans ideer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Malstrømmen – en bog om Chicago

The Pit, (på dansk Malstrømmen), Frank Norris` anden roman i den planlagte serie om hvedens saga, foregår i Chicago, Norris` fødeby. Allerede i bogens første afsnit præsenteres læserne for de personer, der bærer romanen igennem. Det sker i Auditotium Teatrets forhal, i teatrets loge og ved den efterfølgende private sammenkomst. Her møder vi bl.a søstrene Laura og Page på henholdsvis 23 og 17 år, deres tante fru Wessels, kaldet Wess, Landry Court og hr.og fru Cressler.

I teatrets forhal gik snakken livligt blandt de festklædte teatergæster, som i virkeligheden var et fremmøde af Chicagos millionærer, mens fattige stakler ude på fortovet trænger sig på for at få et glimt af byens fornemme folk. Det, snakken drejede sig om, var Helmick-fallitten, der havde fundet sted samme dag. Sagen var, at denne Helmick havde forsøgt at opretholde en kunstig høj pris for majs for derved skabe en corner, som det hedder i børssprog, men så fik han alle sine konkurrenter imod sig, og da de pludselig udbød store mængder af majs til salg, faldt priserne drastisk, hvorved Helmick mistede hele sin investerede kapital.

Hermed var romanens tema slået an, og vi bliver præsenteret for Cresslers historie. Han var en tidligere landmand fra Massachusetts, hvor også Laura og Page kom fra. Efter borgerkrigen bosatte han sig i Illinois, hvor han tjente stort på køb og salg af fødevarepriser. Så flyttede han til Chicago, hvor han købte en plads på kornbørsen og blev millionær på få år. Efter udbruddet af den russisk-tyrkiske krig steg prisen på hvede voldsomt. Det benyttede Cressler sig af. Sammen med to mænd fra Milwakee samlede han nu hele oplandets forråd af vårhvede på deres hånd. Tre dage senere beregnede de deres fortjeneste til en million dollar, og otte dage senere kunne de have tjent halvanden million.

Men så tabte de tre mænd hovedet, idet de fastholdt deres corner lige en uges tid for længe, og da det øjeblik kom, da de måtte sælge for at inddrive gevinsten, opdagede de, at de ikke kunne komme af med deres uhyre forråd uden at slå prisen ned. I løbet af to dage var den hvede, de havde holdt oppe i 1 dollar og 10 cents pr bushel (skæppe=36,35 liter), faldet til 60 cents. Hermed var de to Milwakee-mænd ruinerede, og to tredjedel af Cresslers umådelige rigdomme forsvandt som røg i luften. Herefter spekulerede Cressler ikke mere, men beholdt sin plads i Børsen, hvor han blev børsmægler. Samtidig advarede han, når lejlighed bød sig, andre mod at drive risikable spekulationsforretninger.

Ved sammenkomsten hos Cresslers var også Curtis Jadwin til stede. Han og Laura havde tidligere på aftenen talt sammen. Nu spurgte hun fru Cressler om, hvem denne mand var, og hun var mere end villig til at fortælle: – ”Han var omkring 35 år og kom fra Michigan, hvor hans slægt gennem generationer havde været landmænd, arbejdsomme og hæderlige folk. Derfor lå det lige for, at også Curtis ville gå ind i det praktiske liv. Nogle påbegyndte studier opgav han i hvert fald hurtigt. Engang var en mand fra Chicago kommet til at skylde ham nogle penge, og i stedet for betaling tilbød han Jadwin nogle grunde på Wabash Avenue. Efterhånden som byen voksede, steg grundene naturligvis i pris. Han solgte dem og købte andre rundt omkring og så videre til han ejede nogle af de bedste grunde i byen. Alene lejen af disse grunde indbragte ham Gud ved hvor mange tusinder om året. På den måde blev han en af Chicagos største grundejere, men nu køber og sælger han ikke mere, for hans mængde af ejendomme var blevet så stor, at det tog al hans tid at bestyre dem. Nu bor han i ”Røverreden”, måske fordi han af og til har smag for den lille forretning i hvede, men som regel afholder han sig fra spekulationer.”

Men det gjorde han dog ikke. En mandag morgen en måned senere trådte Curtis Jadwin ud fra sit kontor i ”Røverreden” og gik mod syd ned til vekselerer- og kommissionsforretningen Gretry, Converse & Co.s kontor i Børsens stueetage kun et par skridt borte. Her befandt han sig ikke langt fra den malstrøm, der ved køb og salg fik høsten fra hvedestaterne i Amerika til at bevæge sig til lande over hele verden. Var prisen på hvede høj, var det til gavn for landmændene, der producerede den, og til skade for de fattige, der skulle købe. Var prisen lav forholdt det sig omvendt. Hvorfor ikke finde en middelpris? Det var jo den tanke, Cressler have luftet, sidst de sås, tænkte Jaswin. Det var jo også ham, der lo, da tanken om at ville samle al hveden på en hånd blev drøftet.

Gretry var på sit kontor, da Jadwin kom. Han havde bedt ham komme, bare for at oplyse, at hans mand i Paris telegrafisk havde meddelt ham følgende: `Lov angående udførselstold på udenlandsk korn vil sikkert blive forelagt det fransk kammer i løbet af måneden.` Denne meddelelse fik Gretry i hænde et par dage før alle andre, og det betød, at kornpriserne ville falde, så nu gjaldt det om at sælge. Dette er jo ikke spekulation, sagde Gretry – det er fundne penge, for prisen på majshvede ligger på 94, hvor den burde kunne sælges et godt stykke nede i 80-erne.

Efter at de to havde spillet plat eller krone om det, gik Jadwin med. Nu troede han igen på det held, der tidligere havde stået ham bi. For en million Bushels? spurgte Gretry. Ja, for en million, lød svaret. Men fra det tidspunkt var Jadwin fanget ind af spillet på Børsen og kampen mod andre store spillere, også kaldet tyrerne, og han tjente store penge. I sin private sfærer omgikkes han dog stadig med sine gamle venner, han giftede sig med Laura og købte et pragtfuldt palæ med udsigt til Michigansøen.

Efter i tre år at have tjent styrtende med penge ville Jadwin lave en corner, men så gik det galt. For at redde sine opkøb pantsatte han i første omgang alle sine grunde og huse og brugte pengene til at holde prisen på hvede oppe, men lige lidt hjalp det, for landmændene have på grund af de gode priser tilsået nye områder med hvede, og da høsten kom i hus, væltede det ind med så store tilbud om salg af hvede til børsen i Chicago, at markedet gav efter. Prisfaldet var så stort, at Jadwin mistede hele sin formue. Det samme skete for Cressler, der på trods af al forsigtighed var hoppet med på vognen. Han tog sin fallit så alvorligt, at han begik selvmord. Gretry gik ikke fallit, skønt han tabte en masse penge, men det forlød, at hans tab også havde ramte 18 handelshuse i Chicago, der alle gik fallit dagen efter, at Gretry standsede.

For Jadwin og Laura betød sammenbruddet, at de måtte afvikle alt i Chicago, også deres palæ ved Michigansøen. Deres ægteskab var en tid var ved at bryde sammen, da Laura søgte kontakt men sin trofaste ven gennem flere år, kunstneren Corthell, vel nok forfatterens alter ego, men hun fortrød i sidste øjeblik, idet hun indså, at hendes plads var ved Jadwins side, nu han var ved at komme ud af en svær depression.

Romanen slutter med, at Jadwin og Laura beslutter at rejser til New York for at skabe en ny tilværelse. I et brev fra Page, der allerede var flyttet til New York sammen med sin mand Landry Court, skrev hun til sin søster: ”Hvor er det glimrende gjort af din mand at begynde sit nye arbejde, før han endnu var rask. Landry siger, han ved, at din mand kan skabe en to, tre formuer i det næste par år.”

Malstrømmen, der udkom omkring århundredeskiftet 1900, bidrog sammen med andre samfundskritiske publikationer på den tid stærkt til at åbne amerikanernes øjne for de katastrofer, som grove spekulationer kunne medføre for enkeltpersoner og for det amerikanske samfund. – At verdensøkonomien også kunne blive ramt, så vi ved de store krise i 1929 og i 2008.

Norris er i stilen påvirket af Zola og Kipling, men emnevalg og udformning viser ham som en af de ejendommeligste repræsentanter for nyere amerikansk litteratur. (Hagerups Lesikon fra 1951).

Chicagos moguler

 Med en fænomenal hast var Chicago skudt op af det, som hidtil kun havde været ubeboelige sumpstrækninger i staten Illinois ved enden af Michigansøen. I 1833, da stedet første gang nævnes som by, oplyste folketællingen, at der kun boede 180 mennesker på stedet- i skure og hytter. Michigan City var ubestridt områdets vigtigst by med op mod 4000 indbyggere. Milwakee nord for og Cincinati sydøst for Michigan City havde allerede historie bag sig som velordnede bysamfund. Men jord var der nok af, og ude østpå kunne man altid finde naive købere, som gerne købte jord i midtvesten ubeset. Et par af Chicagos magnater tjente deres første penge på handler af den slags.

William Odgen redder svogeren

En af dem hed William Butler Ogden. Han var 30 år gammel, da han en dag i 1835 med dagvogn for første gang ankom til Chicago for at redde sin svoger ud af en kæmpeinvestering på 100.000 dollars i nogle kæmpestore arealer omkrig Chicago, som for størstedelens vedkommende bestod af moser og sumpe, kun beboelig for frøer og tudser.

Ogden fik nu en del af jorden målt op og inddelt i lodder, og da sommeren var på det tørreste, holdt han auktion over den opmålte jord, og salget gik forrygende. Efter et par dages forløb havde han solgt en tredjedel af svogerens jord og havde de 100.000 dollars hjemme, som hele arealet havde kostet, hvorefter han kunne rejse til New York og udbetale pengene til svogeren og samtidig bedyre ham, at resten af jorden var ganske værdiløs.

Ogden tager skeen i egen hånd

Nogle måneder senere vendte Ogden tilbage til Chicago for at sælge resten jorden. Under hans fravær var der blevet anlagt en halv snes nye gader, og grundpriserne var steget til det tre-eller firedobbelte. Ogden solgte nu resten af svogerens jord med en enorm fortjeneste, og så begyndte han at handle for egen regning og risiko. I 1837 avancerede Chicago fra landsby-status til købstad, og byens første borgmester blev såmænd ingen anden end William B.Ogden.

Trods modstand fra Chicagos handlende, der satsede på detailhandelen med oplandets bønder, drog Ogden nu på egen hånd ud i oplandet og til nabobyerne for at sælge for 250.000 dollars aktier til det jernbaneselskab, som kom til at hedde Galena & Chicago Union-banen. I november 1848 dampede det første tog ind mod Chicago med sin hvedelast. Banen blev en succes fra første dag, og den blev snart udvidet og kom til at hedde Chicago & North Western, og banens præsident var uforandret William B. Ogden.

McCormick dukker op

Men han gav sig også af med meget andet end baner og jordspekulation. En dag dukkede der en skægget fyr fra Virginia op på hans kontor og sagde, at han hed Cyrus McCormick. Han havde opfundet en høstmaskine, og nu agtede han at slå sig ned her, tæt på de store hvededistrikter, for at fabrikere sine maskiner, men han manglede lidt kapital, sagde han. Ogden troede på manden og udstyrede ham med 25.000 dollars. Til gengæld fik Ogden halvpart i McCormicks virksomhed, som i de følgende årtier kom til at betyde en revolution i landbruget, i første omgang i hvededistrikterne i Midtvesten, senere i hele USA og i Europa. Det gjorde langsomt men sikkert McCormick, der forstod at forhandle sig til rette med landmændene,  til en velhavende mand.

Philip Armour bliver hurtigt rig

Philip Danforth Armour hørte i modsætning til McCormick til dem, der blev rige på en dag. Han var nok en af de første, der forudså de muligheder, Borgerkrigen skabte for afsætning af flæskekød og kødkonserves, og han var den første, der forudså dens afslutning, sådan noget som tre måneder før den virkelig indtraf. Under krigen steg prisen på kød ustandseligt, men da afslutningen syntes nær, drog Armour til New York og tilbød sine kunder langtids-aftaler om levering af flæskekød i nærmere aftalte mængder til faste priser, og New Yorks slagtere, der troede, de havde gjort en god forretning, tegnede sig i stort tal for kæmpestore leverancer til de nævnte faste priser.

Så fulgte en hel række af Nordstats-hærens sejre, og for hver sejr faldt flæskepriserne, og Armour begyndte for alvor at tjene penge, som han anbragte i det nystartede aktieselskab Armour & Company, der snart var kødbranchens største. En vis konkurrence og tekniske fremskridt bevirkede, at Chicagos konserves-industri gennem mange år regnede for noget nær verdens ottende vidunder. Omkring århundredskiftet afløstes den voldsomme konkurrence af en slags Gentlemen`s agreement, der omfattede både priserne ved opkøb af svin og kvæg og priserne på de færdige produkter. En del skandaler førte til en typisk amerikansk komitè-undersøgelse, som rensede alle og ingen.

De skrevne ord magt

I 1901 døde Philip Armour. Derfor kom han ikke til at opleve den succes, som en lovende ung mand fra hans egen virksomhed opnåede inden for ugeblads-litteraturen. Hans navn var George Horace Lorimer. Gennem de mange år, han var ansat hos Armour, havde han flere gange dagligt nedskrevet Armours forskellige henkastede tanker, vurderinger og overvejelser i en dertil indrettet notesbog. Da den var fuld, tog han sin afsked og købte det hendøende Saturday Evening Post og begyndte at skrive. Hans første rigtige succes-serie blev en række anonyme ”Breve fra en self-made forretningsmand til hans søn”. De blev skrevet med udgangspunkt i Philip Armours forskellige udtalelser, og serien gjorde med et slag bladet til en rentabel forretning. `Brevene` udkom kort tid efter i bogform, og det ene med det andet bidrog til at afsløre de kritisable forhold i kødindustrien og til at skabe et billede af den amerikanske forretningsmand, der har heldet med sig.

Upton Beall Sinclair (1878-1968)

Armour undgik også at opleve det røre om Chicagos kødindustri, som Upton Sinclairs samfundsrevsende roman ”Junglen” skabte, da den udkom i 1906. Forinden var teksten dog offentliggjort i det socialistiske ugeblad The Appeal to Reason. Det Packington, som handlingen er henlagt til, genkendte alle som den del af Chicago, hvor det enormt store slagteri var blevet oprettet. Sinclair beskriver de utålelige forhold, som arbejderne, her indvandrere fra Lithauen, måtte arbejde under, og om syge dyr, der blev ført til slagtebænken gennem det store slagteris og konservesfabriks bagdøre. Samtidig fremkom der oplysninger om, at der under den amerikansk/spanske krig døde flere amerikanske soldater af den konserves, de spiste, end der faldt for de spanske kugler. Det fik hundredtusinder af amerikanere til at tænke på, hvad de fyldte i deres maver. Det ene med det andet fik overbevist kongressen og præsident Theodor Roosevelt om, at der her forelå et politisk urisikabelt emne at tage fat på. I den nærmest følgende tid kom der derfor en masse love og bestemmelse om handel med og behandling af levnedsmidler.

Oplysningerne er hentet fra Stewart H. Holbrooks bog ”Stormogulerne”, der nok fremviser USA’s storkapitalister som brutale magthavere, men giver den indrømmelse, at det også var dem, der gjorde USA til en økonomisk stormagt.

Sinclair har udgivet flere romaner, således bl.a Kong Kul og En Verden Gik Under, som begge er oversat til dansk i henholdsvis 1917 og 1940. Efter at have studeret ved Columbia Universitet opstillede han i 1906 i New Jersey som Socialistpartiets kandidat til Kongressen, men amerikanerne var ikke modtagelige for Sinclairs socialistiske budskab.