Den Internationale Valutafond (IMF)

Under den verdensomspændende depression i 1930`rne brød den internationale samhandel sammen. I de vestlige lande indførte man handelsrestriktioner i form af toldbarrierer og importkvoter. Samtidig begrænsede man i de enkelte lande borgernes muligheder for at eje udenlandsk valuta.

Ved det før omtalte møde i Bretton Woods i 1944, hvor repræsentanter fra de allierede lande under verdenskrigen mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde, besluttede man også at oprette en international valutafond, der i tiden fra sin formelle start to år senere havde 29 medlemmer.

Organisationens opgave var at overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel. Ud fa disse forudsætninger påtog IMF sig at styre det globale finanssystem. Et af IMFs redskaberne var at låne penge ud til lande, der havde problemer med underskud på betalingsbalancen, og det havde flere lande i årene efter verdenskrigen, også Danmark. Derfor optog Trekant-regereing i årene 1957-60 et lån i IMF for at afhjælpe problemet, og dette sammen med andre kloge foranstaltninger førte til, at Danmark i 1960 kunne præsentere et betydelig overskud i vores samhandel med udlandet.

I den periode tilsluttede Danmark sig EFTA, Den Europæiske Frihandels Sammenslutning, sammen med Storbritannien, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961 og Island i 1970. Med frihandelen omfattede kun industrivarer, der som følge af øget konkurrence blev betydeligt billigere. Danmark og England udtrådte i 1973 ud af EFTA som følge af medlemskab af EF.

IMFs går også i vore dage ud på at yde hjælp til lande, der har svære økonomiske problemer. Til gengæld for lån og rådgivning forpligter de pågældende lande så til at iværksætte politiske og social reformer efter IMFs anvisninger. En række lande har fået hjælp fra valutafonden på de givne betingelser. Men f.eks. Island valgte at løse sine problemer på egen hånd, mens et andet yderpunkt, Grækenland, har modtaget hjælp fra både IMF, Den Europæiske Centralbank og fra Tyskland. Hvordan det vil ende for det forarmede land, ved vi endnu ikke.

Fra sin oprettelse i 1946 var en af IMF`s opgaver at forsøge at opretholde et system af faste  valutakurser med dollaren som dominerende valuta, som på sin side var bundet til prisen på guld, men da USA i 1971 gik fra guldet, brøde Bretton Woods systemet sammen. Siden har valutakurserne mellem USA og de største valutaer i verden været flydende, men alligevel ret stabile.

Men ved udbruddet af den internationale økonomiske krise var situationen pludselig en helt anden. De store spillere var nu Centralbankerne i USA og i EU, men også, Wall Street, Regeringen og Kongressen i USA spillede med. Det samme gjorde Kommissionen i EU.

Nu gjaldt det om at forhindre et totalt sammenbrud i verdensøkonomien

IMF`s ledelse hører ligesom Verdensbanken hjemme i Washington, og organisationen har  188 medlemmer Den ledende direktør kommer sædvanligvis fra Europa. Der har der været en del kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de de attraktive og indflydelsesrige poster i organisationen vil måske åbne op for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning. Siden den 28. juni har Christine Lagarde fra Frankrig været direktør for IMF. Danskeren Poul Thomsen er vicedirektør for IMF`s europæiske afdeling.

Som det fremgå af ovenstående fremstilling blev den nye økonomisk orden til gennem  to store nydannelser. På den måde troede de deltagende lande, at de kunne sikre frihandel  i verden, men det viste sig hen ad vejen, at mange og til sidst store vanskeligheder kom på tværs.

Kineserne kommer

Den 8. januar 2015 bragte Politiken en kommentar fra avisens Asienekspert Flemming Ytzen om de nye markedsaftaler i Asien Heri redegør Ytzen for de seneste hjælpeprogrammer og markedsaftaler, som Kina har fået bragt i hus, og sammenholder dem med tidligere aftaler. Det fremgå af redegørelsen, at Kina hermed er blevet en betydelig økonomiske medspiller på verdensplan.

Her ved indgangen det nye år meldte den kinesiske regering ud, at den ville hjælpe Rusland ud af rublens frie fald, som de vestlige landes sanktioner og olieprisernes nedtur havde forårsaget. Som betaling forventede Kina sikre og langvarige leverancer af olie og gas fra Rusland. Måske kan der så senere blive tale om kinesiske selskabers investeringer i nogle af Sibiriens rige råstofforekomster. Håndsrækningen til Rusland kom kort tid efter, at Beijing havde udstedt massive hjælpepakker til Venezuela og Argentina.

Men Kina gør sig også gældende på andre områder. I oktober 2014 var kineserne således initiativtageren til oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank, AIIB, der omfatter 21 asiatiske lande. Blandt dem er også de to traditionelt Kina-skeptiske lande Indien og Vietnam som stiftende medlemmer. Tidligere på året på året blev verden vidne til oprettelsen af Den nye Udviklingsbank, NDB, hvor Kina fik sine partnere i Brik-gruppen med. Dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

I forvejen eksisterer Den Asiatiske Udviklingsbank, som er japansk domineret, samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som blev oprettet i 1945 med henblik på genopbygning og økonomisk udvikling efter 2. Verdenskrig. Begge institutioner hører hjemme i Washington og har været domineret af USA i næsten hele deres levetid. Meget tyder på, at de gennem de senere år er de blevet mere flerstrengede.

AIIB handler formentlig om at levere et modspil til den frihandelsaftale, som er under udarbejdelse mellem USA og Japan. Dette Trans-Pacific Partnership er et forsøg på at binde amerikanske og Japanske interesser sammen, men er stødt på modstand fra japansk side. Et lignende forsøg på at binde USA og Europa sammen i en stor frihandelsaftale kan også have spillet ind.

Ved sin oprettelse af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Dette tilbud vil dog næppe blive accepteret i nærmeste fremtid, men at der vil blive mere konkurrence mellem de forskellige systemer i årene, der kommer, er der vist ingen tvivl om. Ret så vigtigt er det derfor, hvordan parterne forvalter deres indflydelse.

George` sidste kamp

Et par af Henry George` velstående venner havde nogle år, inden George` opgør med Spencer, stillet midler rådighed for ham, så han kunne hellige sig  udarbejdelsen af sin `Socialøkonomi`, men George måtte tage dette opgør. Han måtte også deltagelse i præsidentvalgkampagnen til fordel for Demokraten W. J. Bryan. Men det var især præsident Clevelands indsættelse af militæret mod en jernbanestrejke i Chicago, der for alvor bragte George` sind i kog.

    George bebrejdede ikke jernbanearbejderne, at de havde ødelagt lokomotiver, sat ild til remiser og meget andet, tværtimod forsvarede han dem, og skønt guvernøren Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der støttede ham, men det gjorde George med følgende svada:

     ”Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget, som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det er den `ordenens opretholdelse`, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

     Men George kunne også tage sig af løsning af praktik-økonomiske vanskeligheder. Det gjorde han, da et stort jernværk, som en af hans venner havde interesser i, bad ham om råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den over for at måtte lukke og sætte 500 arbejdere på gaden.  George rådede ejerne til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nød-penge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog – og som blev indløst i løbet af par år, hvorved problemerne blev løst.

     I november 1897 skulle der igen være borgmestervalg i New York, og denne gang var det udvidet til at omfatte hele kæmpebyens område. For de progressive kræfter gjaldt det om at finde en demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som samlingsmærke for folket. Det viste sig  ret hurtigt, ar der kun var et navn der kunne komme på tale: Henry George`. George holdt sig dog længe tilbage. Lægerne advarede og sagde, at det ville blive den visse død, mens andre slog på, at det ville betyde en alvorlig afbrydelse i hans arbejde med `Socialøkonomien`. Men trods alle advarsler og besluttede George at tage kampen op, en beslutning, som hans hustru Annie bakkede op om. Til vennernes advarsler sagde hun bl.a.: ”Beslutter han sig til at tage kampen, kan jeg intet gøre. Jeg skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår for at styrke og opildne ham.”

    Valgkampen blev af uhørt voldsomhed og strakte sig over tre uger. Folk kom rejsende langvejs fra bare for at være med i dramaet. George selv syntes at få  livskraft på ny, trods sin svage fysik. 3-4 daglige vælgermøder var det almindeligt. På hans banner stod der: Retfærd Frihed Lighed.

     Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. Fire dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget, og da  han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Næste morgen var han død.

     Hans død lige før valget vakte naturligvis stor opsigt. Selv modstandernes blade brugte store ord  for at udtrykke deres beundring og respekt. Et af dem skrev: ”Han var mere end en valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som sandhedens apostel – for sandheden, som han så den – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

     ”Hans ligfærd gennem New York blev fulgt af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed, altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd”. Sådan skrev Jakob E. Lange i sin fremragende bog  HENRY GEORGE  Socialøkonomen – Reformatoren – Tænkeren – fra 1937.

George` opgør med Spencer

Efter at Henry George havde udgivet `Arbejdets Kår` så det ud til, at han nu kunne arbejde videre med `Socialøkonomien`, men sådan kom det ikke til at gå, for en ny situation var opstået, hvor hans kamplystne sjæl ikke kunne holde sig tilbage i ro. Fra opgøret med pavens konservatisme vendte han sig nu mod den såkaldte evolutionsteoretiske konservatisme, repræsenteret ved Herbert Spencer (1820-1903).

Spencer stod på den tid på sin berømmelses tinde, anerkendt ikke blot i sit hjemland, men også i vide kredse i Europa, hvor overklassen fandt værdifuld støtte i hans tænkning, som kom til udtryk i de mange vægtige bøger, han havde udgivet. Især Spencers protest – i den personlige friheds navn – imod alle statsindgreb og alle krav om `arbejderbeskyttelse`, som blev fremført fra politiske demokraters og andre organisationers side, blev modtaget med åbne arme. Det ville kun hæmme den frie konkurrence, hed det. Også `Liga til Forsvar for Frihed og Ejendom`, hvis formål var at forsvare grundejerinteresser, tog Spencers teorier og lærdomme til sig og brugte dem.

Men nu var der sket det, at Spencers ungdomsværk `Social Statics` (ligevægtslære) var blevet genopdaget og trukket frem af radikale arbejderledere – og anvendt som det skarpeste våben mod netop ham. Da den unge Spencer i 1850 udgav sin bog, havde han haft til formål at søge og finde en grundide for samfundsmoralen, der kunne have værdi som vejleder og kompas. Spencer skrev dengang: ”Ejendomsretten til jorden er derfor uforenelig med retfærd. Thi hvis en del af jordens overflade med rette kan gøres til det enkelte menneskes absolutte og eksklusive ejendom, da kunne også andre dele af den, eventuelt hele jorden, gøres til sådanne privatejendom, og alle andre menneskers liv og velfærd således blive fornægtet, – så de hjælpeløst ville være afhængige af jordejerens nåde og barmhjertighed. Da er hertugen af Sutherland i sin gode ret, når han fordriver højlands-bønderne i Skotland til fordel for sine får. Men fastholder vi, at alle mennesker har lige ret til at bruge jorden – da kan vi derpå opbygge et samfund i fuld samklang med moralloven.”

Det var uoverensstemmelsen mellem Spencers radikalisme i de unge år og hans konservatisme senere, der tændte George` vrede, og som forklarer, ikke blot hans modskrifts ætsende kritik, men også den tone af forargelse, der præger den. George er i øvrigt strengt loyal over for sin modstander. Han lader således ikke blot de mest slående udtryk genoptrykke, men hele kapitler af Spencers værker, og hans bidende kritik er yderst saglig, for så vidt et kampskrift kan være det.

George angreb indeholdt også kritik af Spencers konservative udviklingslære, der gik ud at forsvare udtrykket `de bedst egnedes overlevelse` og gøre det til grundlov for menneskelivet. For George var det en lære, som med eller mod forkynderens vilje fører bort fra det folkelige demokrati, hen imod en eller anden overmenneske-kultur. Imod denne opfattelse hævdede George samarbejdet og ligeretten som fremskridtets drivkraft og som grundvold for samfundet.

Alt imens alt dette stod på, arbejdede George videre på sin `Samfundsøkonomi`, Men arbejdet voksede under hans hænder og blev efterhånden til to bind, for han følte, at en virkelig udredning af de samfundsøkonomiske grundforhold var blevet mere og mere påkrævet. Men dette hans hovedværk blev aldrig fuldført fra hans hånd, men bearbejdet af andre. I årene 2010-11 blev bogen oversat til dansk af Ole Lefmann under titlen Den Nationaløkonomiske Videnskab

Retfærdig fordelingspolitik – nu

Et spørgsmål om at skelne mellem mit, dit og vort

Intet retfærdigt samfund uden jordværdiskat – eller med et godt gammelt ord, grundskyld. For den boligejer, der har stiftet bekendtskab med den kommunale grundskyld og ejendomsværdiskatten forekommer denne påstand nok besynderlig. Ikke desto mindre er den rigtig.

Retfærdighed

Pudsigt nok påstår alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, at de arbejder for et mere retfærdigt samfund. Det, der skiller dem, er deres opfattelse af ejendomsretten. Venstrefløjen vil have afskaffet den private ejendomsret, og højrefløjen vil have den respekteret fuldt ud og i alle forhold. Midterpartierne har et lidt udefineret forhold til ejendomsretten – man kan vel med lidt venlighed betegne den som pragmatisk.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af det retfærdige samfund er den naturlige ejendomsret. Ifølge den gælder den fælles ejendomsret de naturgivne og de samfundsskabte værdier, mens den private ejendomsret omfatter de arbejdsskabte værdier. Det indebærer, at værdien af vore råstoffer og de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord skal anvendes til fællesopgaver, mens den enkelte borger skal kunne råde frit over udbyttet af egen arbejdsindsats. Det sidste selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at samfundets fællesopgaver skal løses.

De læsere, der stadig foretrækker den socialistiske eller den liberalistiske retfærdighed, kan med fordel stoppe her. For ifølge den naturlige ejendomsret skal den, der arbejder mere, have mere end den, der arbejder mindre. Og ingen skal kunne indkassere milliongevinster – skattefrit – på køb af egen bolig, ligesåvel som ingen boligkøber skal påføres tilsvarende tab. Den vanvittige kasinoøkonomi på boligmarkedet skal simpelthen afskaffes. Det samme (ud af Folketinget) skal de politikere som bare lukker øjnene for disse urimeligheder. De mest hykleriske af dem, er de, der argumenterer for de samfundsmæssige fordele ved lavere skat på arbejde, samtidig med at de nægter at gøre noget ved uhyrlighederne på boligmarkedet. For ikke at tale om landbruget, hvor skatteydernes penge i form af EU-tilskud har bevirket enorme stigninger i jordpriserne.

Med inspiration fra Piet Hein kan det siges sådan:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.

Ejendomsret

Da det er opfattelsen af ejendomsretten, der deler vandene, er det formålstjenligt med et par yderligere bemærkninger om den. Den har været til “diskussion” siden nogle dyr begyndte at pisse deres territorier af. I nyere tid har vi set amerikanerne med tilsvarende “etisk ræsonnement” plante deres flag på månen.

Efter fremkomsten af de socialistiske ideer er debatten om ejendomsretten blevet polariseret mellem på den ene side tilhængerne af privat ejendomsret og på den anden side tilhængerne af fælles ejendomsret. Det er en meningsløs debat, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet: ejendomsretten til hvad?

Det gjorde Henry George opmærksom på allerede i 1800-tallet. Han sondrede mellem på den ene side de arbejdsskabte værdier og på den anden side de naturgivne og samfundsskabte værdier.

Henry George argumenterede for det etisk rigtige i, at den enkelte har ret til det fulde udbytte af sin arbejdsindsats (privat ejendomsret). Skat på arbejde (indkomstskat) er følgelig uetisk. Ifølge mange moderne økonomer er den også en belastning for samfundsøkonomien. De fleste er endvidere helt bevidste om, at den er uretfærdig, dels fordi mange indkomster kan holdes uden for beskatning, dels fordi de helt store indkomster kan skattemæssigt elimineres via afskrivninger. Endelig er ingen i tvivl om, at den er et bureaukratisk monster.

Henry George fremhævede endvidere det etisk rigtige i, at vi i fællesskab ejer de værdier, vi har fået fra naturens hånd og de værdier, vi skaber sammen. Det var et synspunkt, som var ilde hørt blandt de magtfulde interesser, der lukrerede på deres private ejerskab til disse værdier. Derfor var det en livslang og hård kamp for ham at få udbredt og accepteret sine tanker. Det er i vor tid stadigt svært at trænge igennem med denne indlysende rigtige opfattelse af ejendomsretten, som også betegnes naturlig ejendomsret.

For de fleste vil det nok forekomme umiddelbart indlysende, at værdien af naturens metaller og mineraler m.v. retfærdigvis bør tilhøre os alle. Ikke desto mindre har den borgerlige regering indgået aftaler med A.P. Møller Mærsk og konsorter, der giver dem ejendomsretten til vore olie- og gasforekomster. Derfor må bevidstheden om den naturlige ejendomsret styrkes, sådan at næste gang emnet eller et lignende kommer op, vil det udløse et ramaskrig – endnu stærkere end da den nuværende socialdemokratiske/radikale regering proklamerede salg af DONG til Goldmann Sachs – hvis man vil fortsætte i samme skure.

De samfundsskabte værdier er ikke umiddelbart så lette at forholde sig til, da de knytter sig til ejerskabet til jorden. Vor jord er naturgiven og burde derfor ligesom metaller og mineraler m.v. være ejet af staten. I så fald ville ingen enkeltpersoner kunne score en gevinst på at eje jord – forudsat selvfølgelig – og det er helt afgørende – at staten til stadighed opkræver markedsprisen for at disponere over jorden. Undlader staten dette, er ejerskabet uden betydning.

Kendsgerningen er imidlertid, at jorden i mange år har været omfattet af den private ejendomsret og til stadighed er steget i pris. Ikke kun i takt med den almindelige prisudvikling, men langt stærkere. Denne ekstraordinære prisstigning skyldes dels den almindelige velstandsstigning dels det forhold, at jorden udgør et monopol, hvor der ikke i takt med forøget efterspørgsel kommer et større udbud. Prisstigningerne er meget ulige fordelt. I de områder, hvor samfundet i særlig høj grad investerer i infrastruktur og offentlige institutioner ses de kraftigste stigninger. Prisstigningerne repræsenterer en samfundsskabt værdi, som burde være tilfaldet samfundet set i lyset af, at jorden er vor fælles ressource.

Samfundet burde have opkrævet en stadigt stigende jordværdiskat, så de samfundsskabte værdier ikke, i form af prisstigninger, var endt i jordejernes lommer. Havde samfundet gjort det, ville den private ejendomsret til jorden være uden fordelingspolitiske ulemper.

Det billede, der tegner sig, er, at selvom jorden er vor fælles ressource, er det ikke ejendomsretten til jorden, der er afgørende, når det skal sikres, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Det afgørende er den løbende beskatning af jordværdien. Det som på økonomsprog betegnes opkrævningen af jordrenten (den markedsbestemte lejeværdi af jorden – se mere under jordværdiskat og jordrente). Det er denne brugsværdi af jorden, som er vor fælles ejendom.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning til samfundet af jordrenten er, at vor tids jordejere har måttet erhverve deres jord til høje priser. Det er beløb, der skal betales af arbejdsindkomst, der ydermere er indkomstbeskattet. Så ifølge den naturlige ejendomsret er der tale om betalinger, der klart henhører under den private ejendomsret.

Det er et faktum, som ikke kan ignoreres, når den fremtidige fordelingspolitik skal bestemmes.

Retfærdig fordelingspolitik

Fordelingspolitik består traditionelt i at kradse nogle penge ind til det offentlige og derefter bruge dem på de offentlige opgaver samt udlodde beløb til borgerne efter nogle sindrige regler, der ofte baserer sig på borgernes formue og indtjening. Den bærende ideologi udtrykkes i den forslidte frase: “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.

Denne vanetænkning manifesterer sig i, at man i vort nuværende system brandbeskatter folks arbejdsindsats, mens man lader de samfundsskabte værdistigninger på grunde og landbrugsjord tilfalde ejerne. Samtidig anvendes skattekronerne uden nøjere overvejelse af, om opgaverne er fællesopgaver.

En retfærdig fordelingspolitik baseret på den naturlige ejendomsret er helt anderledes:

Den væsentligste opgave består i at sikre, at den løbende indtægt af de naturgivne og samfundsskabte værdier tilfalder samfundet. Herefter skal dette provenu anvendes til samfundets naturlige fællesopgaver og iøvrigt udloddes ligeligt til borgerne – da der er tale om fælles midler!

Princippet er enkelt, men rummer i realiteten stof til en del debat, når der skal skelnes mellem samfundsopgaver og naturlige fællesopgaver, og når udlodning af de fælles midler foretages uden hensyntagen til modtagerens indkomst og formue.

Med samfundsopgaver mener jeg opgaver, som kun, eller med fordel, kan løses i offentligt regi, men som ikke nødvendigvis er naturlige fællesopgaver. Det kunne være motorveje og broer, hvor samfærdslen i forvejen er sikret af offentlige veje og færgefart. I disse tilfælde vil det være naturligt at opkræve brugerbetaling med henblik på at kompensere de borgere, som ikke får del i fordelene.

Som en naturlig fællesopgave kan nævnes hospitalsvæsenet, hvor det ville være unaturligt at indføre brugerbetaling.

Ligelig udlodning til borgerne af de fælles midler er som nævnt i direkte modsætning til vort nuværende system. Hertil skal bemærkes, at en udlodning af fælles midler betinget af formue og/eller indkomst i realiteten er en ekstraskat på arbejde og derfor i modstrid med den naturlige ejendomsret.

Den principielle debat om ovenstående vil jeg hermed lade ligge og i det følgende fokusere på de samfundsskabte værdistigninger på grunde, landbrugsjord m.v., der beløbsmæssigt vejer meget tungt i fordelingspolitikken. Kun ved at inddrage disse samfundsskabte værdier er det muligt markant at få reduceret skatten på arbejde.

Dette bringer os tilbage til min indledende påstand. Kun en rigtigt doseret jordværdiskat kan sikre, at de samfundsskabte værdistigninger kommer alle til gode.

Jordværdiskat og jordrente

Jordværdiskat (grundskyld) er en skat på værdien af grunde, landbrugsjord m.v. Skatten opkræves løbende. Idéen er, at alle løbende betaler den aktuelle brugsværdi for det stykke jord, de disponerer over, hvorved jordens pris stabiliseres.

En skat på jordens værdi vil påvirke handelsprisen. Hæver man jordværdiskatten, vil prisen på jorden falde – men jorden har stadig den samme værdi. Dette tilsyneladende paradoks gør det formålstjenligt at anvende et andet mål for jordens værdi. Økonomer anvender begrebet jordrente, der udtrykker den årlige ydelse en bruger er villig til at betale for at have brugsretten til jorden. Begrebet har således intet at gøre med rente, som ordet sædvanligvis bruges.

Hvis jordrenten stiger, dvs. jordens værdi stiger, bør jordværdiskatten hæves tilsvarende. Sker dette ikke vil jordværdistigningen resultere i stigende jordpriser og på den måde tilgå jordejerne som en gave. Omvendt, hvis jordværdien falder, bør jordværdiskatten sænkes, da man ellers påfører jordejerne et tab. Det er det geniale ved jordværdiskatten. Alle kan følge med i, om skatteniveauet er rigtigt, så politikerne kan ikke ubemærket lave studehandler om skattesatsen.

Lad mig udover denne generelle forklaring komme med et konkret eksempel: Politikerne vedtager at tillade opstilling af nogle store vindmøller i et område. Jordværdien af dette område vil dermed forøges drastisk – jordrenten stiger – hvilket skal medføre en tilsvarende stigning i jordværdiskatten. Jordejeren kan derfor ikke indkassere værdistigningen, som en stigning i jordens pris. De omkringliggende beboere vil konstatere faldende jordværdier og skal derfor have nedsat deres jordværdiskat. De forskånes dermed for et fald i jordens pris.

Som det vil være boligejerne bekendt, har vi p.t. udover den kommunale grundskyld den statslige ejendomsværdiskat, der beregnes på grundlag af den samlede ejendomspris (grundpris + bygningspris). Denne skat har samme virkning som jordværdiskatten, idet den virker dæmpende på ejendomspriserne. Beregningsgrundlaget bevirker imidlertid, at skatten fungerer uretfærdigt, idet den boligejer, der moderniserer og udvider sin bolig, beskattes hårdere end den boligejer, som anvender sine ressourcer på andre ting. Endvidere er ejendomsværdiskatten også uretfærdig på den måde, at den betales af boligejere, men ikke af lejere. Begge kategorier har den samme fordel af jordværdi-stigningerne.

På grund af ovennævnte uretfærdighed skal ejendomsværdiskatten omlægges til en ren statslig jordværdiskat. Ligeledes skal den kommunale grundskyld udfases og erstattes af den statslige jordværdiskat, af hensyn til opfyldelse af skattens formål – se nedenfor. Hvis jordværdiskatten skal opfylde sit formål kan der ikke være 2 instanser, der skruer på samme skrue. Dermed ikke sagt, at kommunerne ikke skal have deres andel af provenuet.

Begrebet fuld grundskyld anvendes hyppigt og er en betegnelse for den situation, hvor hele jordrenten opkræves af det offentlige. I denne situation vil en køber ikke kunne forrente og afdrage en pris for jorden, hvorfor handelsprisen vil være nul.

Formålet med opkrævning af jordværdiskat

Nu er vi fremme ved det helt centrale. Kun ved at anvende jordværdiskatten med et klart defineret formål vil det være muligt at skabe forståelse for denne skat, som svage politikere bruger som prügelknabe for at score billige point.

Som jordværdiskatten anvendes nu (kommunal grundskyld og ejendomsværdiskat), gøres der ikke meget for at begrunde den. Den anvendes som en skatteskrue, og den opfattes som sådan. Den fungerer sådan, at når ejendomspriserne er steget, hæves grundskylden og ejendomsværdiskatten. Det kan sammenlignes med et brandvæsen, der først starter brandslukningen, når huset er brændt ned. Anvendt på denne måde er jordværdiskatten intet effektivt værn mod boligbobler og deres katastrofale følger for både samfundsøkonomien og de uheldige nye boligejere, der kommer ind omkring toppen af markedet. Ligeledes forhindrer denne brug af jordværdiskatten ikke, at unge mennesker kommer til at betale langt mere for at disponere over en grund end deres ældre medborgere. Et generationstyveri, som politikerne forbigår i tavshed.

Nogle tilhængere af en forceret indførelse af fuld grundskyld vil i en overgangsperiode anvende grundskylden til at sænke handelspriserne på jorden indtil den er nul. Det gøres ved løbende at hæve grundskylden udover den konstaterede stigning i jordrenten. Derved bruges jordværdiskatten til at påføre jordejerne tab. Først når jordens handelspris er nedbragt til nul, anvendes jordværdiskatten til at stabilisere handelsprisen (fastholde den på nulpunktet) ved at lade jordværdiskatten følge udviklingen i jordrenten. Formålet med jordværdiskatten bliver med denne løsning 2-delt. I overgangsperioden er formålet nedbringelse af handelspriserne, hvorefter formålet skifter til at være stabilisering af handelspriserne. Kommunikationsmæssigt er det en uoverkommelig opgave, hvilket udviklingen til fulde har dokumenteret.

Formålet med jordværdiskatten bør i stedet fra dag 1 være stabilisering af jordpriserne. Det er en løsning, som de økonomiske vismænd tidligere har efterlyst. Den medfører, at der øjeblikkeligt er sat en stopper for jordspekulation; der er med det samme skabt tryghed for boligkøberne, og generationstyveriet er sat under afvikling.

Formålet er endvidere afvikling af skatten på arbejde, hvilket er anbefalet af mange økonomer.

Med disse formål opnås en retfærdig skattepolitik, som er en væsentlig del af en retfærdig fordelingspolitik. Det er mål og formål, som er lette at forklare og forsvare.

Perspektiver

Med en jordværdiskat med formålet at stabilisere handelspriserne på grunde og landbrugsjord, er der skabt mulighed for at forcere afviklingen af skatten på arbejde. Dette i modsætning til vort nuværende system, hvor generelle skattelettelser vil resultere i stigende ejendomspriser. Der er med en sådan jordværdiskat også skabt mulighed for en udvikling i jordværdierne, som vil være endnu stærkere end hidtil registreret. Det betyder, at en stadigt stigende andel af jordrenten vil tilfalde samfundet. Med andre ord: friværdifesternes æra er slut, og vi får alle andel i de samfundsskabte værdier. De unge kan se frem til, at de ikke skal finansiere den ældre generations forbrugsfest baseret på samfundsskabte værdier.

Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”