Systemskifte

Socialismen og liberalismen har hærget verden, mens den suverænt bedre Georgisme stadig kæmper for at få luft under vingerne.

Miseren kan tilskrives tilhængernes ildhu, som til fulde har demonstreret sandheden i talemåden: Det bedste er det godes værste fjende.

De vestlige demokratier har i mangel af bedre valgt socialliberale løsninger, mens borgerne i frustration søger noget bedre.

Situationen råber på, at georgisterne præsenterer deres ideologi og de deraf afledte gode løsninger. Mens debatten om etableringen af det perfekte samfund henvises til interne symposier.

 

Georgismen

I det georgistiske samfund er der fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier og privat ejendomsret til de arbejdsskabte værdier. Det repræsenterer således det bedste fra socialismen og liberalismen i modsætning til de socialliberale vestlige samfund. I disse samfund påberåber man sig den private ejendomsret samtidig med, at borgernes arbejdsindsat beskattes hårdt, og man forærer de samfundsskabte værdier og naturressourcerne til grundejere og private interesser.

Frihandel er det andet bærende element i georgismen.

I sin søgen efter årsagerne til fattigdom i en verden rig på ressourcer og teknologiske landvindinger nåede Henry George frem til, at jordmonopolet og handelsrestriktionerne er de væsentligste.

Det er glædeligt at konstatere at en af vor tids mest fremtrædende samfundsdebattører på det globale plan, Bjørn Lomborg, nu også kraftigt advokerer for frihandel. Da han stadig er ung kan man håbe, at han også når til erkendelse af den afgørende betydning af den naturlige ejendomsret.

 

Revolution eller evolution

Når utilfredsheden med det eksisterende system har vokset sig stor, og der tegner sig et alternativ, er tiden moden til et systemskifte. Er befolkningen frataget demokratiske rettigheder kan en voldelig revolution komme på tale, men det er værd at bemærke, hvor afgørende resultater Ghandi nåede i Indien ved at mobilisere en fredelig opstand og tilsvarende egypterne og tuneserne i det arabiske forår.

Det som jeg her vil koncentrere mig om er skiftet til et georgistisk system i et demokratisk samfund. Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i danske forhold. Det er min opfattelse, at de forhindringer, der har vist sig i Danmark, også i større eller mindre grad har været til stede i de andre vestlige demokratier.

Et systemskifte i et demokrati er en vanskelig og langvarig proces. Første trin er at skabe opmærksomhed om ideerne og forståelse for deres fortrin. I den forbindelse skal der fremlægges konkrete forslag, som i tilfælde af den nødvendige indflydelse kan gennemføres i valgperioden. Forløber den første valgperiode med indflydelse tilfredsstillende er vejen banet for et godt valg med efterfølgende stærkere indflydelse.

I Danmark startede det meget lovende. I første halvdel af det 20. århundrede blev der skabt en bred opbakning om de georgistiske ideer, som flere partier tog til sig – også det store parti, Socialdemokratiet! Det kulminerede med, at regeringen i 1948 nedsatte en kommission med den opgave “……. at søge klarlagt de spørgsmål, der står i forbindelse

med gennemførelse af fuld grundskyld ………”. Kommissionen afgav sin betænkning i 1954.

Hvorfor denne omfangsrige og grundigt bearbejdede  betænkning ikke blev startskuddet til realiseringen af georgismen i Danmark, vil jeg vende tilbage til. Først er det formålstjeneligt at se på de grundlæggende begreber jordrente, ejendomsret og grundskyld.

 

Jordrenten

Jordrente er et ældre ord, som ikke har noget at gøre med begrebet rente, men formentlig er afledt af det engelske ord rent, der betyder leje og jordrente (economic rent). Jordrenten er således et udtryk for den løbende ydelse en bruger er villig til at betale for at bruge et stykke jord. Vel at mærke på markedsvilkår.

Da jorden som udgangspunkt er en naturgiven værdi, bør jordrenten tilfalde samfundet. Det bør være enhver regerings fornemste opgave at sikre dette. Realiteten er imidlertid, at dette stort set ikke er sket. De få steder, hvor man har været opmærksomme på ejendomsretsspørgsmålet, er jordrenten kun blevet opkrævet for en mindre dels vedkommende.

Resultatet af den mangelfulde opkrævning af jordrenten til samfundet har været stigende handelspriser for jord til fordel for jordejerne. Man taler om en kapitalisering af jordrenten. Køberne af et stykke jord, det være sig landbrugsjord eller byggegrund, kommer således til at betale den fulde jordrente i form af forrentning og afdrag på købesummen oveni den utilstrækkeligt pålignede jordværdiskat.

Forestiller man sig, at jordværdiskatten, i stedet for at blive opkrævet med et for lille beløb i forhold til udviklingen i jordrenten, opkræves med et for stort beløb, vil man opleve den modsatte udvikling. Handelsværdierne vil falde og jordejerne vil blive påført et tab. Herudover vil de stadig skulle forrente og afdrage den højere købesum og betale den samme jordværdiskat som nye købere.

Denne forklaring af jordværdiskattens virkninger illustrerer hvor magtfuldt et fordelingspolitisk instrument, den er. Under en højkonjunktur, hvor jordværdiskatten ikke reguleres i takt med udviklingen i jordrenten, er det astronomiske beløb, der på denne måde uden en bagvedliggende produktion foræres jordejerne og dermed forøger deres forbrugsmuligheder og investeringsmuligheder. En aktieboble følger ofte en boligboble. Og når boblerne brister udløses en krise. Den nuværende krise, som er den værste siden 30-ernes, er et eklatant eksempel.

Ofrene for den utilstrækkelige opkrævning af jordrenten er primært de unge, der er ofre for et enormt generationstyveri. De betaler langt mere for at bruge deres stykke jord end deres ældre medborgere. De unge, der kommer ind på ejerboligmarkedet eller starter som selvstændige landmænd omkring toppen af en højkonjunktur, rammes særligt hårdt – ofte med en menneskelig og økonomisk deroute som resultat.

 

Ejendomsretten til jorden og jordrenten

Jorden er givet os fra naturen og bør som sådan være fælles ejendom. Imidlertid er den ikke umiddelbart anvendelig til sit formål. At gøre den moden til landbrug kan kræve en stor arbejdsindsats. Derfor har det fra de ældste tider forekommet indlysende rigtigt, at den, der udførte denne opgave, også var den retmæssige ejer til jorden. Jordejerne tilfører yderligere værdi i form af bygninger og anlæg, hvilket forstærker den intuitive oplevelse af den private ejendomsret til jorden som den rigtigste løsning. Endvidere ville den private ejendomsret til bygninger og anlæg være i modstrid med en fælles ejendomsret til jorden.

Det traditionelle private ejendomsretsbegreb i forhold til jorden overser imidlertid et væsentligt forhold: jordrenten afhænger ikke kun af ejerens indsats. Jordens frugtbarhed er fra naturens hånd stærkt varierende, samfundets investeringer i infrastruktur m.v. tilgodeser forskellige egne i stærkt varierende grad og konjunkturerne påvirker over tid jordrenten i varierende grad. For at sikre at fordelene af disse naturgivne og samfundsskabte værdier kommer alle til gode, er det nødvendigt, at jordrenten opkræves af samfundet.

De nævnte forhold har bevirket, at mange georgister har ment, at samfundets ejendomsret til jorden er afgørende. Da der som anført er gode grunde til den traditionelle opfattelse af den private ejendomsret til jorden som rigtig og naturlig, har disse krav om fælles ejendomsret til jorden skabt unødvendig modstand mod georgismen. Denne modstand er der ikke nogen grund til at nære, når det afgørende er samfundets ret til jordrenten, hvilket der ikke er fremført gode argumenter imod.

Der er ingen grund til at gøre opgaven vanskeligere end den er.

 

Grundskyld og jordværdiskat

Grundskyld er for så vidt et udmærket gammelt dansk ord, der beskriver det centrale forhold, at man som bruger af et stykke jord påtager sig en forpligtelse overfor samfundet. Grundskyld betegner den del af jordrenten, som opkræves af det offentlige. Da ordet ikke siger yngre mennesker noget, har jeg valgt at anvende ordet jordværdiskat, der er en direkte oversættelse fra engelsk af land value tax, LVT, der er internationalt anvendt.

Begrebet fuld grundskyld betegner den optimale situation, hvor hele jordrenten opkræves af samfundet.

Danmarks forspildte chance

Med de grundlæggende mekanismer ridset op er det nu muligt at forstå, hvorfor Grundskyldskommissionens betænkning ikke blev starten på ideernes realisering i Danmark, men snarere blev et monument over et halvt århundredes oplysningsarbejde.

Opgaven lød eksplicit på at indføre fuld grundskyld og implicit på at gøre det over en kortere årrække. Fuld grundskyld er et udtryk for at hele jordrenten opkræves af samfundet, hvilket indebærer at jordens handelspris er 0.

Man kan også sige, at man skulle finde en løsning på at eliminere virkningen af mere end et halvt århundredes fejlslagen politik samtidig med, at man skulle indføre en fremtidig rigtig.

Reduktionen af de aktuelle handelspriser på jord til 0 gennemføres ved at påligne en jordværdiskat, der sikrer, at hele jordrenten tilfalder samfundet, hvilket rejser spørgsmålet om hvem, der skal bære tabet. Hvem skal betale for, at jordejere i mange årtier har realiseret store gevinster i form af den kapitaliserede jordrente. Det er spørgsmål som kan holde mange kommissioner beskæftiget i rigtig lang tid. Der findes ikke en retfærdig løsning. Og der findes ikke en løsning som kan samle et flertal. Om ikke andet så har Grundskyldskommissionens arbejde bevist dette. Når der på trods af den tids positive indstilling til de georgistiske ideer ikke kunne findes en løsning, så bør konklusionen være, at kommissionens opgave er umulig i et demokrati.

Allerede dengang burde man have foreslået at se bort fra det, der var gået skævt i fortiden og koncentrere sig om fremtiden. Sammenligner man datidens jordværdier med de nuværende, ville en jordværdiskat, der løbende inddrog den stigende jordrente, have resulteret i at praktisk taget hele jordrenten i dag ville tilfalde samfundet.

 

De spildte år

Siden Grundskyldskommissionen måtte opgive at nå frem til en fælles anbefaling, har georgisterne forsømt at uddrage læren af fiaskoen. Alle har accepteret opgaveformuleringen om en forceret gennemførsel af “fuld grundskyld” (opkrævning af hele jordrenten til samfundet). Alle har været enige om at arbejde for den “optimale” løsning. Alt eller intet!

Som følge af denne fatale undladelse af at sætte spørgsmålstegn ved opgaveformuleringen har man brugt kræfterne på at løse cirklens kvadratur. Der er brugt mange gode kræfter på at udarbejde sindrige overgangsløsninger, som skulle få det til at se plausibelt ud, at nogle udvalgte grupper i samfundet, som ikke har haft nogen eller kun ringe andel i årtiers jordværdistigninger, kom til at bære formuetabet som følge af elimineringen af de kapitaliserede jordværdier.

Der har også været ført mange og lange  heftige debatter om, hvorvidt den fulde grundskyld ville kunne dække samfundets udgifter eller om samfundets udgifter simpelthen skulle begrænses til, hvad den fulde grundskyld måtte indbringe. Det er ideologisk interessant, men uden nogen positiv effekt i forhold til en bredere mobilisering af tilhængere.

Siden år 2000 har danske boligejere betalt ejendomsværdiskat, der er en skat beregnet på grundlag af den samlede ejendomsværdi – altså grundværdi og bygningsværdi. Denne skat har georgisterne ikke i væsentligt omfang taget afstand fra, ud fra den – rigtige – begrundelse, at denne skat, ligesom jordværdiskatten, har den virkning, at den begrænser de samfundsskabte stigninger i ejendomspriserne.

Alligevel ville det have været gavnligt at have markeret sin modstand, da skat på bygninger er en skat på arbejde – ydermere er det en årligt gentagen skat. En klar principiel afstandtagen vil være opmærksomhedsskabende og medvirke til at profilere det georgistiske ejendomsretsbegreb.

 

Ny strategi

Udviklingen har tydeligt vist, at fornyet fremgang for georgismen kræver en ny strategi.

En ny strategi skal først og fremmest respektere, at i et demokrati skal ethvert skridt i den rigtige retning kunne samle et flertal.

Det vil ikke være muligt at skabe et flertal for en jordværdiskat, som har til formål at genoprette, hvad mere end 100 års for lille opkrævning af jordværdiskat har skævvredet. Derfor skal jordværdiskatten alene have som formål at inddrage fremtidige samfundsskabte værdistigninger. Ønsket om en forceret indførelse af det bedst mulige samfund må ikke endnu engang forhindre, at der føres en rigtig og retfærdig politik, der systematisk bevæger samfundet i den rigtige retning. Spørgsmålet er ikke, om vi har skabt det optimale samfund om 20 eller 60 år, men om den førte politik er den rigtige.

Vi står nu på samme niveau, som georgisterne for 100 år siden, for så vidt angår kendskabet til de georgistiske ideer.  Det kan måske lyde nedslående. Der er imidlertid nogle væsentlige forskelle på dengang og nu. For det første er mulighederne for massekommunikation radikalt forbedrede. Dernæst er kendskabet til de fatale følger af boligbobler væsentligt større. Endelig er vælgernes parathed til at afprøve nye muligheder stor. De har gang på gang demonstreret, at de næsten desperat søger alternativer til de socialliberale partier. Dog har det generelt høje oplysningsniveau og en sund skepsis bevirket, at socialismen og liberalismen ikke er blevet valgt som brugbare alternativer.

I oplysningen om Henry George grundlæggende ideer er det væsentligt at få præciseret ejendomsretsbegrebet i forhold til jorden og jordrenten. Det bør fremhæves, at georgismen i modsætning til socialismen og liberalismen ikke varetager særinteresser, men ser på hvad der tjener det fælles bedste, og hvad der er mest retfærdigt.

Det er væsentligt, at den politik, der konkret foreslåes, er i fuld overensstemmelse med ideologien i forhold til fordelingen af den fremtidige værdiskabelse. Anvendelse af jordværdiskatten til at sænke handelspriserne på jord, dvs. til at påføre boligejere, landmænd og andre jordbesiddere tab, bør være bandlyst. Det er altid betænkeligt i et demokratisk samfund, at forsøge at skabe retfærdighed med tilbagevirkende kraft.

Det skal være tydeligt for alle, at jordværdiskatten har til formål at stabilisere handelspriserne på jord. Er der tendens til stigende eller faldende handelspriser skal jordværdiskatten løbende justeres.

De store øjeblikkelige fordele ved en sådan klart defineret jordværdiskat skal overbevise om nødvendigheden af reformer:

  • ingen boligbobler
  • intet hasardelement ved køb af bolig
  • ligestilling mellem ejere og lejere
  • intet generationstyveri
  • alle får andel i de samfundsskabte værdier
  • jordværdiskatten kan finansiere reduktion af skatten på arbejde
  • det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at udløse øgede ejendomspriser – i stedet vil det medføre højere jordværdiskat

Det er min opfattelse, at retten til udbyttet af egen arbejdsindsats skal yderligere fremhæves. Hidtil har georgisterne tydeligt tilkendegivet, at indkomstskatten skal ned og i sidste ende fjernes. Dermed er politikken for den direkte beskatning klargjort. Men indkomst beskattes også indirekte. Det sker i form af indtægts- og formuebestemte ydelser fra det offentlige og ved forøget egenbetaling af offentlige ydelser i forhold til indtægt og formue. Denne beskatning virker ikke motiverende for lysten til at arbejde og spare op, og er efter min mening stort set lige så uretfærdig og skadelig som den direkte beskatning af arbejde.

Med den rigtige strategi vil det være muligt at bringe Henry George i den førerposition i forhold til Karl Marx og diverse liberalistiske økonomer, som han fortjener.

Real Estate 4 Ransom

Real Estate 4 Ransom

Den ublu pris på boliger er blevet undersøgt i filmen Real Estate 4 Ransom. Hvorfor støtter den økonomiske politik stigende ejendomspriser, men straffer os for at arbejde?

Den globale boble i ejendomspriserne har sprængt verdensøkonomien fra hinanden, men alligevel er vores ledere netop nu villige til at skabe den næste boble. Løsninger er kernen i den 40 minutter lange dokumentarfilm. Tag 2 minutter til at fortælle dine venner om denne nyskabende film, inden de fastlåser os til at betale 40% af vores indkomst for et sted at bo.

Filmen byder på, Alanna Hartzok, Bryan Kavanagh, Frank de Jong, David Collyer og Professor Michael Hudson.

Musik af Kaki King, KLF, Monkey Marc, DJ Spooky, The Smallest Bones plus flere andre.

Videoen er licenceret under Creative Commons via Vimeo.

Se filmens trailer: Real Estate 4 Ransom Official Trailer

realestate4ransom – buy now, pray later…

Kortfilm med Fred Harrison

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform.
Fred Harrison har i forbindelse med bogudgivelsen også produceret tre kortfilm, der belyser de centrale pointer fra bogen.
På www.sølvkuglen.dk, kan læse meget mere om bogen og se de tre kortfilm som er gode appetitvækkere til bogen.

Læs mere om Sølvkuglen…

Fremskridt og Fattigdom

Hvis man anser en koncentration af jord på få hænder og i store enheder for fremskridt, så sker der store fremskridt rundt om i verden i denne tid, men det medfører øget fattigdom blandt de bønder, der hidtil har dyrket jorden. De mister deres jord og bliver gjort retsløse.

Det fremgå af en diger rapport, som FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) udsende i 2010, og som World Food Day satte fokus på den 16. oktober 2011. Rapporten heder `Stolen Land, Stolen Future`, der er en omfattende redegørelse for ikke bare fødevaresituationen i verden, men også for det omfattende `land grabbing`, jordtyveri, der finder sted især i de fattigste lande i verden.

Ifølge FAOs seneste rapport sulter 925 mio. mennesker rundt om i verden. Det er en stigning på 75 mio. i forhold til perioden 2006-2008, og FAO angiver bl.a. de stigende fødevarepriser som årsag til, at flere mennesker sulter.

Taberne er igen verdens fattigste, der bliver dobbelt ramt, fordi stigende fødevarepriser sammen med den globale finanskrise har ført til en uset global jagt på landbrugsjord i udviklingslandene. Det er det fænomen, der kaldes `land grabbing`, fordi lokalbefolkningen ikke bliver hørt.

De får ingen eller ringe kompensation, og brutal magtanvendelse eller trusler finder ofte sted for at tvinge bønderne væk fra jorden.

Den internationale forskningsinstitution Food Policy Research Institution (IFPRI) har vurderet, at 20 mio. hektar (200.000 kvadratkilometer) jord er blevet `land grabbet` i perioden 2005-2009. Ver-

densbanken vurderede i 2010, at fænomenet – som banken kalder landbrugsinvesteringer – var på ikke mindre end 45 mio. hektar, men det internationale researtsprojekt The Land Matrix Partnership mener, at fænomenet er langt større. Dette institut siger, at op mod 227 mio. hektar jord i udviklingslandene er blevet solgt eller lejet ud hovedsageligt til internationale investorer siden 2001. Det svarer til et område på størrelse med Vesteuropa.

Det er primært internationale selskaber, virksomheder, fonde og institutioner, der er på jagt efter landbrugsjord til fødevarer og biobrændsel. Nationale regeringer og virksomheder i udviklingslandene er også aktive spillere – ofte inden for rammerne af handelsaftaler og med støtte fra internationale institutioner og udviklingsfonde.

Kina bliver ikke nævnt direkte i de oplysninger, jeg er stødt på, men det er en kendt sag, at Kina er godt med i jagten på både råstoffer og jord til landbrugsproduktion.

Men EU og dermed Danmark er med til at støtte jordtyveriet. Det dokumenterer Folkekirkens Nødhjælp i sin nye rapport `Stolen Land, Stolen Future`, som forfatteren og journalisten Malene Haakansson anmeldte i Politiken den 16. oktober 2011.

Denne rapport har særlig fokus på jordtyveri i Cambodja og Honduras. Jordtyveriet i Cambodja er ekstremt udbredt og skyldes ofte såkaldt økonomisk jordkoncession, som er privat jord, der sælges eller lejes ud til private virksomheder, som driver industrilandbrug. I 2007 sad industrilandbrug på 14,5 pct. af Cambodjas dyrkbare landbrugsarealer. I 2011 var andelen steget til 55,65 pct. Både cambodjanske og udenlandske virksomheder køber brugsretten til jorden, men også den cambodjanske magtelite, inklusive regeringsfolk og militæret, er involveret i `land grabbing`.

Cambodja modtager udviklingsbistand fra Danmark. Som et af de fattigste lande i verden nyder landet fordel af en særlig handelsaftale med EU, men rapporten fra Folkekirkens Nødhjælp viser, at aftalen bliver groft udnyttet og er med til at understøtte jordtyveriet fra de cambodjanske bønder.

Konsekvenserne for dem er markante. De mister den jord, de hidtil har kunnet leve af og bliver derfor drevet ud i fattigdom, de må sælge deres husdyr, tager børnene ud af skolen og må kæmpe for at få mad på bordet. Dertil kommer, at plantagerne ofte forgifter vandet i lokale vandløb, så bønderne og andre fattige mister det fiskeri, som de også lever af.

Aktive medlemmer af de berørte familier lever i frygt på grund af den fortsatte kamp. Lidt over halvdelen af de berørte har nægtet at modtage kompensation for deres tab af jord, fordi den ligger langt under markedsværdien. De, der valgte at modtage kompensationen, kendte ikke til den gældende cambodjanske lovgivning og troede heller ikke, at de kunne konfrontere den cambodjanske regering. De ender så som arbejdstagere i lighed med andre fattige folk

Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere har forgæves forsøgt at få EU til at gå ind i sagen. Alvorlige og systematiske overtrædelser af internationale menneskeretskonventioner og rettigheder for arbejdstagere kan nemlig medføre en udelukkelse af et bestemt produkt i den særlige handelsaftale mellem Cambodja og EU. Men indtil videre har EU valgt, at dialog mellem Cambodja og EU er vejen frem. Danmark har indtil videre valgt at følge i EU’s fodspor.

Der er vist ingen, der har valgt at foreslå den cambodjanske regering, at den skaffer sig retfærdige og rimelige koncessioner for den jord eller de råstoffer, den ønsker overtaget af private selskaber eller institutioner, så den sikrer sig den jordrente, der er den naturlige indtægtskilde i ethvert samfund. Formentlig kunne Den internationale Union for Grundskyld og Frihandel, som Den Danske Henry George Forening er tilsluttet, i FN gøre en indsats på dette område

Marlene Haakansson gør det i hvert fald ikke. Hun slutter sin redegørelse mere beskedent, idet hun skriver, at det første skridt må være at sikre, at egne politikker og bistand ikke er med til at støtte jordtyveri.. I dag har Danmark ingen særskilte retningslinier eller politikker på området til trods for, at jordtyveri er et stigende problem, som øger fattigdommen i verden. Danmark har tilsluttet sig overordnede principper igennem EU, men der skal en langt større indsats til, skriver hun.

Rapporten `Stolen Land, Stolen Future` kan findes på nettet. Man kan også gå ind på www.nødhjælp.dk

Se filmen: Real Estate 4 RansomReal Estate 4 Ransom

Real Estate 4 Ransom fra Real Estate 4 Ransom.

Dokumentarfilmen: Real Estate 4 Ransom blev frigivet i nat (15. marts) og kan nu ses på internettet. Dokumentarfilmen påviser årsager til den økonomiske krise og angiver løsningen på det tilbagevendende problem. Det må varmt anbefales at se den selv om den er på engelsk. Den bør være obligatorisk på enhver skole , der har økonomi som hovedfag, og kendes af alle, som kalder sig økonomer. Den påviser klart, at det er en politisk opgave at løse problemet, og at det kan løses, men det kræver fornuft og vilje til at tage fat om roden til den økonomiske ubalance. Filmen, der varer 40 minuter kan ses på: reaelestate4ransom.com.

Pjece om Den Danske Henry George Forening

Den Danske Henry George Forenings formål er at bevare og udbrede kendskabet til Henry Georges liv og tanker, som de kommer til udtryk i de bøger og skrifter, han udgav, og i de mange skrifter, der siden er skrevet om ham. Foreningen er ikke knyttet til noget bestemt politisk parti, men søger at vin-de indflydelse gennem artikler om historiske og aktuelle poli-tiske emner i egne blade og i dagspressen, vurderet ud fra Henry Georges grundlæggende synspunkter.

Hent Pjecen om Den Danske Henry George Forening