Chicagos moguler

 Med en fænomenal hast var Chicago skudt op af det, som hidtil kun havde været ubeboelige sumpstrækninger i staten Illinois ved enden af Michigansøen. I 1833, da stedet første gang nævnes som by, oplyste folketællingen, at der kun boede 180 mennesker på stedet- i skure og hytter. Michigan City var ubestridt områdets vigtigst by med op mod 4000 indbyggere. Milwakee nord for og Cincinati sydøst for Michigan City havde allerede historie bag sig som velordnede bysamfund. Men jord var der nok af, og ude østpå kunne man altid finde naive købere, som gerne købte jord i midtvesten ubeset. Et par af Chicagos magnater tjente deres første penge på handler af den slags.

William Odgen redder svogeren

En af dem hed William Butler Ogden. Han var 30 år gammel, da han en dag i 1835 med dagvogn for første gang ankom til Chicago for at redde sin svoger ud af en kæmpeinvestering på 100.000 dollars i nogle kæmpestore arealer omkrig Chicago, som for størstedelens vedkommende bestod af moser og sumpe, kun beboelig for frøer og tudser.

Ogden fik nu en del af jorden målt op og inddelt i lodder, og da sommeren var på det tørreste, holdt han auktion over den opmålte jord, og salget gik forrygende. Efter et par dages forløb havde han solgt en tredjedel af svogerens jord og havde de 100.000 dollars hjemme, som hele arealet havde kostet, hvorefter han kunne rejse til New York og udbetale pengene til svogeren og samtidig bedyre ham, at resten af jorden var ganske værdiløs.

Ogden tager skeen i egen hånd

Nogle måneder senere vendte Ogden tilbage til Chicago for at sælge resten jorden. Under hans fravær var der blevet anlagt en halv snes nye gader, og grundpriserne var steget til det tre-eller firedobbelte. Ogden solgte nu resten af svogerens jord med en enorm fortjeneste, og så begyndte han at handle for egen regning og risiko. I 1837 avancerede Chicago fra landsby-status til købstad, og byens første borgmester blev såmænd ingen anden end William B.Ogden.

Trods modstand fra Chicagos handlende, der satsede på detailhandelen med oplandets bønder, drog Ogden nu på egen hånd ud i oplandet og til nabobyerne for at sælge for 250.000 dollars aktier til det jernbaneselskab, som kom til at hedde Galena & Chicago Union-banen. I november 1848 dampede det første tog ind mod Chicago med sin hvedelast. Banen blev en succes fra første dag, og den blev snart udvidet og kom til at hedde Chicago & North Western, og banens præsident var uforandret William B. Ogden.

McCormick dukker op

Men han gav sig også af med meget andet end baner og jordspekulation. En dag dukkede der en skægget fyr fra Virginia op på hans kontor og sagde, at han hed Cyrus McCormick. Han havde opfundet en høstmaskine, og nu agtede han at slå sig ned her, tæt på de store hvededistrikter, for at fabrikere sine maskiner, men han manglede lidt kapital, sagde han. Ogden troede på manden og udstyrede ham med 25.000 dollars. Til gengæld fik Ogden halvpart i McCormicks virksomhed, som i de følgende årtier kom til at betyde en revolution i landbruget, i første omgang i hvededistrikterne i Midtvesten, senere i hele USA og i Europa. Det gjorde langsomt men sikkert McCormick, der forstod at forhandle sig til rette med landmændene,  til en velhavende mand.

Philip Armour bliver hurtigt rig

Philip Danforth Armour hørte i modsætning til McCormick til dem, der blev rige på en dag. Han var nok en af de første, der forudså de muligheder, Borgerkrigen skabte for afsætning af flæskekød og kødkonserves, og han var den første, der forudså dens afslutning, sådan noget som tre måneder før den virkelig indtraf. Under krigen steg prisen på kød ustandseligt, men da afslutningen syntes nær, drog Armour til New York og tilbød sine kunder langtids-aftaler om levering af flæskekød i nærmere aftalte mængder til faste priser, og New Yorks slagtere, der troede, de havde gjort en god forretning, tegnede sig i stort tal for kæmpestore leverancer til de nævnte faste priser.

Så fulgte en hel række af Nordstats-hærens sejre, og for hver sejr faldt flæskepriserne, og Armour begyndte for alvor at tjene penge, som han anbragte i det nystartede aktieselskab Armour & Company, der snart var kødbranchens største. En vis konkurrence og tekniske fremskridt bevirkede, at Chicagos konserves-industri gennem mange år regnede for noget nær verdens ottende vidunder. Omkring århundredskiftet afløstes den voldsomme konkurrence af en slags Gentlemen`s agreement, der omfattede både priserne ved opkøb af svin og kvæg og priserne på de færdige produkter. En del skandaler førte til en typisk amerikansk komitè-undersøgelse, som rensede alle og ingen.

De skrevne ord magt

I 1901 døde Philip Armour. Derfor kom han ikke til at opleve den succes, som en lovende ung mand fra hans egen virksomhed opnåede inden for ugeblads-litteraturen. Hans navn var George Horace Lorimer. Gennem de mange år, han var ansat hos Armour, havde han flere gange dagligt nedskrevet Armours forskellige henkastede tanker, vurderinger og overvejelser i en dertil indrettet notesbog. Da den var fuld, tog han sin afsked og købte det hendøende Saturday Evening Post og begyndte at skrive. Hans første rigtige succes-serie blev en række anonyme ”Breve fra en self-made forretningsmand til hans søn”. De blev skrevet med udgangspunkt i Philip Armours forskellige udtalelser, og serien gjorde med et slag bladet til en rentabel forretning. `Brevene` udkom kort tid efter i bogform, og det ene med det andet bidrog til at afsløre de kritisable forhold i kødindustrien og til at skabe et billede af den amerikanske forretningsmand, der har heldet med sig.

Upton Beall Sinclair (1878-1968)

Armour undgik også at opleve det røre om Chicagos kødindustri, som Upton Sinclairs samfundsrevsende roman ”Junglen” skabte, da den udkom i 1906. Forinden var teksten dog offentliggjort i det socialistiske ugeblad The Appeal to Reason. Det Packington, som handlingen er henlagt til, genkendte alle som den del af Chicago, hvor det enormt store slagteri var blevet oprettet. Sinclair beskriver de utålelige forhold, som arbejderne, her indvandrere fra Lithauen, måtte arbejde under, og om syge dyr, der blev ført til slagtebænken gennem det store slagteris og konservesfabriks bagdøre. Samtidig fremkom der oplysninger om, at der under den amerikansk/spanske krig døde flere amerikanske soldater af den konserves, de spiste, end der faldt for de spanske kugler. Det fik hundredtusinder af amerikanere til at tænke på, hvad de fyldte i deres maver. Det ene med det andet fik overbevist kongressen og præsident Theodor Roosevelt om, at der her forelå et politisk urisikabelt emne at tage fat på. I den nærmest følgende tid kom der derfor en masse love og bestemmelse om handel med og behandling af levnedsmidler.

Oplysningerne er hentet fra Stewart H. Holbrooks bog ”Stormogulerne”, der nok fremviser USA’s storkapitalister som brutale magthavere, men giver den indrømmelse, at det også var dem, der gjorde USA til en økonomisk stormagt.

Sinclair har udgivet flere romaner, således bl.a Kong Kul og En Verden Gik Under, som begge er oversat til dansk i henholdsvis 1917 og 1940. Efter at have studeret ved Columbia Universitet opstillede han i 1906 i New Jersey som Socialistpartiets kandidat til Kongressen, men amerikanerne var ikke modtagelige for Sinclairs socialistiske budskab.

 


Skriv en kommentar