Bevar grundvurderingerne

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, siger ejendomsmæglerne, når de skal definere prisen på et hus. EDC-mæglerne beregner årligt hvad et ganske almindeligt gennemsnitsparcelhus med samme størrelse, indretning, grundstørrelse og relative beliggenhed er værd i alle landets kommuner. Det kaldes Danmarkshuset.

Dette hus koster på den billigste lokalitet (Ørnhøj i Vestjylland) 585.000 kr. På den dyreste lokalitet: Frederiksberg er værdien 6.609.000 kr., altså det 11-dobbelte for det samme hus! Det er altså ikke murstenene, der koster, men beliggenheden, og det vil reelt sige grunden. Derfor er det vigtigt at bevare den særlige vurdering af grunden, selv om den er vanskelig i tæt udbyggede områder. Det sker i øvrigt ikke sjældent, at en ny ejer river huset ned og bygger et nyt: Det er altså reelt grunden, der er betalt for.

Ejendomsvurderingsudvalgets forslag om at ansætte grundværdierne politisk eller administrativt er helt ude i hampen. Tænk hvilket politisk slagsmål, det vil give, og hvilket herligt felt for ligusterdemagogerne! Der er i forvejen stærke kræfter, der arbejder på at decimere den inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier, der sker gennem grundskylden, og som giver mulighed for lavere skat på arbejde.

Det er i øvrigt forunderligt, at man tilsyneladende ikke har involveret ejendomsmæglernes ekspertise i udvalgets arbejde.


Skriv en kommentar