Beskyttelse eller frihandel

Dette er titlen på én af Henry George’s bøger, og tillad mig her at forsøge at se på de moderne frihandelsbestræbelser ud fra georgistiske principper.

Som jeg ser på disse principper, er der i vore samfund to ting, der står hinanden imod. Den ene er forventningsprisen på jord. Den anden er produktivitetsstigningen. Forventningsprisen vil altid søge at tage højde for, at tingene i kraft af produktivitetsstigningen bliver billigere. Prisen på jord vil derfor altid ligge et stykke over det, der kan lønne arbejde og kapital. Derfor vil der altid være en større eller mindre arbejdsløshed i samfundene.

Men hvad nu, hvis nu produktiviteten stiger mere brat end forventet? Ja, så får vi først en periode med fuld beskæftigelse, for forventningspriserne var ikke høje nok. Men efter denne søde kløe får vi den sure svie. For produktiviteten kan ikke blive ved med at stige så brat, og når en mere normal stigning er indtrådt, vil forventningspriserne være for høje, og arbejdsløsheden vil slå til igen, og måske endda blive større end før, indtil enten forventningspriserne er faldet, eller produktiviteten er steget.

Vi så det i tresserne. Her gennemførte man et stort frihandelsområde bestående af EF og EFTA. Og den produktivitetsstigning, det gav anledning til, var langt større, end nogen havde forventet. Jordpriserne var ikke fulgt med. Derfor fik vi fuld beskæftigelse i tresserne. Og det i den grad, at mange begyndte at regne med, at vi omsider havde løst nationaløkonomiens gåde, så vi kunne have konstant fuld beskæftigelse. Man regnede også i halvfjerdserne med, at opsvinget snart ville komme. Hvad det blot ikke gjorde. For forventningspriserne var stadig for høje.

Omsider kom vi dog ned på et mere normalt niveau. Men så kom næste opsving i halvfemserne og slog igennem med stor kraft i nullerne. Kina var kommet med i verdensøkonomien, og det gav produktivitetsstigninger af en ganske uventet størrelse. Forventningspriserne havde ikke forventet så meget, og som sidste gang faldt også denne gang arbejdsløsheden. Men ak, også som sidste gang var den sure svie ovenpå de glade nuller en stærk medicin at sluge. Vi fik en krise, som vi først nu er ved at komme ud af. (Mere om denne kriseteori i George efteråret 2012).

I ”Beskyttelse eller Frihanden” skriver Henry George følgende: ”Beskyttelsens Afskaffelse vilde være som en Røvers Bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen Mand stort, om een Røver jages bort, naar en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer”. (side 168). Den røver, George tænker på, er den private Jordejeret. Denne røver står tilbage til sidst, og hvad de andre røvere efterlader, det tager denne røver.

Oversat til den model, jeg har skitseret ovenfor: Det kan være udmærket, at mere frihandel skaber vækst, men så længe der af væksten også skabes en større eller mindre forventningspris på jord, vil vi efter nogen tid igen rammes af arbejdsløshed. Måske det sker på et højere plan, hvad realløn angår, men arbejdsløsheden får vi ikke afskaffet selv med nok så megen frihandel.

Det betyder ikke, at frihandel ikke er noget godt. Det betyder heller ikke, at der ikke i en periode kan skabes vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Hvis produktivitetsstigningen ved en frihandelsaftale mellem USA og EU som den, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads, er større, end man forventer (og ”man” er her den almindelige forventning til fremtiden, som bestemmer forventningsprisen på jord), så vil vi måske opnå den samme effekt, som i tresserne, da EF og EFTA nedbrød toldskrankerne, eller som i nullerne, da Kina for alvor kom med ind i verdenshandelen, det vil sige: vi vil måske få gang i hjulene, fuld beskæftigelse og optimisme overalt i økonomien. Men gør vi ikke noget ved forventningspriserne på jord, vil det med garanti ende på samme måde, som tressernes og nullernes glade optimisme endte: med krise, tvangsauktioner, arbejdsløshedens genkomst og almindelig pessimisme til følge.

For optimismen vil uvægerlig give sig udslag i stigende jordpriser, måske vi endda igen når frem til det punkt, vi havde i nullerne, hvor politibetjente, postbude og sygeplejersker ikke kunne bosætte sig i Københavnsområdet, fordi de ikke kunne betale de priser på ejendom, der krævedes. Så hvis vi bibeholder status quo, hvad jordbeskatning angår, vil selve opsvinget i sig bære kimen til den økonomiske nedgang, der kommer.

Imidlertid er der et George-citat mere at bide mærke i. Dette citat står til sidst i Beskyttelse eller Frihandel, og man skal notere sig, at George forinden har plæderet gevaldigt for, at den sande frihandel indebærer fuld grundskyld. Det vil sige, der er tale om en slags slutdrøm, en lidt vild forestilling om, hvad der ville kunne opnås, hvis virkelig man kunne blive enige om denne sande frihandel. George skriver.

”Og paa samme Maade vilde det gaa med vore Frænder hinsides Havet. Dersom vi afskaffede vore Toldboder og aabnede vore Havne for fri Indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, vilde Handelen mellem de britiske Øer og de Forenede Stater blive saa vældig stor og Samkvemmet saa inderligt, at vi maatte blive til eet Folk og nødvendigvis kom til at indrette vort Møntsystem, vort Postvæsen og vore almene Love paa en og samme Maade, saa at Englænderen og Amerikaneren lige saa fuldt vilde føle sig som Borger i samme Land, som New Yorkeren og Californieren nu gør det”. (side 205).

Når det er værd at lægge mærke til dette citat, skyldes det, at EU er gået frem i omvendt rækkefølge. Hvor George giver udtryk for det håb, at en frihandelsaftale vil medføre en samordning af lovene, hævder EU omvendt, at en sådan samordning af lovene er en forudsætning for frihandel. At EU her har misforstået noget, fremgår af den kendsgerning, at den frihandel, der blev indført i Europa i 1959-60 gennem EFTA og EF’s tiltag, ikke blot gavnede EF-landene, hvor kravet om fælles regler gjaldt, men også EFTA, hvor et sådant krav ikke var fremsat. Eller man kan sige, at produktiviteten steg i begge områder, før reglerne var ensrettet.

Når det er værd at gøre opmærksom på det, skyldes det, at der i den frihandelsaftale, der er under forhandling mellem USA og EU, tænkes indbygget en fælles domstol, så f.eks. amerikanske firmaer vil kunne sagsøge den danske stat, hvis vi indfører strengere krav på f.eks. bestemte miljøområder. Det er sådan set EU’s misforståelse om igen. Det er unødvendigt for virkningen af frihandelen at indføre fælles regler på alle områder. Man kan gøre det eller lade være. Måske man vil få en lidt større virkning, hvis man har fælles regler på nogle områder, men erfaringerne fra både tresserne og nullerne fortæller os, at det ikke er dèr, de store gevinster tages hjem.

Om amerikanere og europæere gror sammen og bliver som ét folk, sådan som George drømte om det, så er det noget, der sker som en følge af frihandel og fri rejse og fri udveksling af al kultur, disse ting er ikke noget, der først må være på plads, før frihandel kan virkeliggøres.

Men bevares, vi har jo også erfaret – hvad George måske ikke havde erfaret – at stater er interesseret i at beholde så mange arbejdspladser i landet som muligt og derfor fejlagtigt tror, at frihandel skader den hjemlige beskæftigelse. Derfor kan man godt i teorien gå ind for frihandel, altså nedsættelse af al told, sådan som man gjorde det i 1959-60, mens man gennem en række tekniske handelshindringer søger at dæmme op for udenlandske varer. Og her har jo EF’s grundlæggere følt, at sådanne handelshindringer kun kan afskaffes af den fælles kommission og den fælles domstol, mens George går ud fra, at den sandhed efterhånden vil brede sig, at afskaffelsen af alle handelshindringer er til eget lands fordel, også selv om der bliver indført flere varer af denne bestemte slags og afskediget arbejdere på dette felt. Der vil nemlig blive oprettet nye arbejdspladser på andre felter mindst svarende til dem, der gik tabt.

Altså: George har ret i, at en eventuelt vækst ved en frihandelsaftale mellem EU og USA ret snart vil blive opædt af ”den sidste røver”. Og han har også ret i, at en eventuel lovsammensmeltning ikke er en forudsætning, men højst en følge af en gennemført frihandel.

Det er stadigvæk værd at lytte til ”Den Gamle”.

 


Skriv en kommentar