Beliggenhed – Ikke mursten

Tak til Lars Trier Mogensen for den sønderlemmende kritik af fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden (Pol. 11/2). Han bruger den gængse betegnelse “boligskatter”, der ikke bidrager til deres popularitet.

Værre er det, når der i debatten tales om “skat på mursten”. Det er misvisende, hvad man kan se af EDC-ejendomsmæglernes årlige opgørelse over priserne på “Danmarkshuset”, det samme standardhus, placeret på en grund af samme størrelse og beliggenhed i alle landets postnumre.

Yderpunkterne er her Bækmarksbro i Lemvig kommune, hvor Danmarkshuset vurderes til 606.000 kr. og Charlottenlund i Gentofte kommune, hvor den samme ejendom vurderes til  4.755.000 kr. Da der ikke er den mindste forskel på murstenene, er det klart beliggenheden, der er altafgørende. Eller som ejendomsmæglerne siger: Der er tre faktorer, der bestemmer prisen på et hus: 1) beliggenheden, 2) beliggenheden, 3) beliggenheden.

Det bidrager yderligere til forvirringen, at vurderingssystemet er forkert: bygningsværdien er for højt vurderet og beliggenhedsværdien  = grundværdien er alt for lavt vurderet. Det bør selvfølgelig ændres, så den reelle grundværdi kommer frem. En opgave for en kommende S-SF-R regering.

Der er formentlig større forståelse, også hos boligejerne, af, at samfundet inddrager beliggenhedsværdi, der jo er samfundsskabt, frem for at man beskatter murstenene i husene, som folk måske endda selv har bygget. Man kunne såmænd omdøbe grundskylden til en beliggenhedsafgift.

Grundskylden udtrykker det georgeistiske synspunkt, at man er det øvrige samfund skyldig værdien af den jord, man beslaglægger.  Men man behøver bestemt ikke at være georgeist for at kunne se det retfærdige og hensigtsmæssige i en øget løbende beskatning af de samfundsskabte værdier.  Se bare hvad næsten alle landets økonomer mener om den sag!


Skriv en kommentar