Om skribenten
Author

Peter Ussing

Det Danmark…

Udfordringerne

Der er tradition for at fejre eller i det mindste markere de nationale begivenheder, når der er gået et rundt antal år. Det giver anledning til revurdere historien om begivenhederne, og i nogle tilfælde kan det også give anledning til at vurdere, hvilken betydning man tillægger dem i nutiden. Og dermed også til en vurdering af, hvordan vi opfatter os selv som folk og som samfund. Det sker måske ikke så ofte, for det forudsætter en erkendelse af, at det, der skete i fortiden, har betydning for nutiden, og med vor tids mangel på interesse er der ikke megen erindret fortid tilbage.

I 2014 kunne man således markere, at det var 200 år, siden Danmark måtte afstå Norge, 150 år siden vi i 1864 måtte afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dertil kom 100-året for begyndelsen af den første verdenskrig og 75 år for begyndelsen af den anden.  I 2015 var det 100-året for den grundlov, hvor demokratiet endelig slog i gennem med blandt andet valgret til kvinder og mænd uden egen husstand. Desuden 75-året for den tyske besættelse af Danmark og 70-året for Danmarks befrielse og afslutningen af den anden verdenskrig.

Der har således været rig anledning til at trække de historiske perspektiver frem, og forude venter både 100-årene for afslutningen af den første verdenskrig og for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Mentalt fik nederlaget i 1864 en skelsættende betydning. Med afståelsen af de to hertugdømmer blev den danske stats areal formindsket med 40 %.  Indtil 1807 havde Danmark været en betydelig europæisk magt, der siden Svend Tveskægs erobring af England havde kunnet føre en aktiv og til tider meget aggressiv udenrigspolitik med højdepunkter i Knud den Stores Nordsøimperium, Valdemarernes Østersømagt, Kalmarunionen og Christian den Fjerdes ikke særlig hæderværdige deltagelse i 30-årskrigen, hvorefter Sverige overtog førertrøjen. Afståelsen af Norge havde skabt et traume, og begivenhederne i 1864 var ikke mindre traumatiske. Undergangens angst blev siddende i blodet, og den blev vel forstærket af besættelsen den 9. april 1940. Disse årstal har præget den danske selvforståelse lige siden. Danmark var blevet en småstat, og kun Grønland og Færøerne minder i dag om fortidens imperium.

Landets lidenhed blev en del af vores selvopfattelse. Der er måske nok også en tilbøjelighed til at underspille situationen. Sådan som Mogens Lorentzen gjorde det i sangen Mor Danmark fra 1937 om det land, der dårligt kunne blive meget mindre, det sprog, der er det mildeste imellem mange, og om det folk, der ikke praler af, hvad vi er og var. Den rummer samtidens dybe kærlighed til fædrelandet mere end de mange nationalromantiske sange, der tidligere skulle opruste landet martialsk.

Efter Berlinmurens fald synes dansk udenrigspolitik at være blevet mere aktiv med deltagelse i aktioner i Irak, Afghanistan, Libyen og senest mod Islamisk Stat. Det skal dog ikke glemmes, at vi tidligere har deltaget i adskillige fredsbevarende og humanitære opgaver under FN. Om denne nye politik er et udtryk for en international solidaritet, og at ”sårfeberen fra Dybbøl” er overvundet, må stå hen. Den kunne også skyldes, at der sidder en ny undergangsangst i blodet. Der er utvivlsomt stadig kredse her i landet, hvor der endnu sidder et traume fra 9. april 1940. De føler, at landets omdømme ville have vundet ved, at Nørrebro var blevet sønderbombet, og at der var blevet dræbt nogle flere bønderkarle ved grænsen.

Vi kan næppe heller underkende, at der i mange mennesker sidder en frygt for landets fremtid, en frygt for, hvad EU’s integrationsbestræbelser kan udvikle sig til, og måske en endnu større frygt for indvandringen af muslimske flygtninge. Det sidste spilles der stærkt på fra politisk hold. Og endelig lever vi under et globalchok, især med en frygt for at blive økonomisk distanceret.

Småstatens selvopfattelse er ikke sådan at lave om på. I hvert fald er vi nødt til at erkende, at de tre nævnte udfordringer, EU, de fremmede og globaliseringen, bevidst eller ubevidst spiller en rolle for mange menneskers politiske stillingtagen. Efter 1864 var Danmarks ophør som selvstændig stat, og som en del af Tyskland, en mulighed, der ikke kunne afvises. De nævnte udfordringer rummer vel ikke nogen trussel mod landets formelle selvstændighed, men truslen mod samfundet og fremtiden kan være reel nok.

Det kan nok ikke benægtes, at det europæiske projekt i stigende omfang bestemmer eller påvirker den hjemlige lovgivning med en stadig større integration som et endemål. Indvandringen af især folk fra de muslimske lande synes at have til følge, at der skabes uønskede parallelsamfund. Det skyldes dels de meget forskellige kulturformer, dels vores manglende evne til at integrere nydanskerne. Vi er stolte over, at vore tidligere udvandrere til bl.a. USA stadig har kontakt med det gamle land. Den helt samme følelse giver ikke vore nye landsmænd tilladelse til. At globaliseringen er over os, fornemmer vi bl.a. gennem udflytningen af danske virksomheder til lavtlønsområder og gennem hele skole- og uddannelsespolitikken.

Denne undergangsfrygt præger vel i særlig grad de partier, der stadig betegner sig som borgerlige, og det gælder ikke mindst et parti som Dansk Folkeparti, hvis hele argumentation er en imødegåelse af EU og de fremmede, og i mindre grad globaliseringen. For dem alle gælder, at udfordringerne udløser nogle defensive tiltag og meget lidt konstruktiv politik.

Det defensive skal ikke afvises som nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt. Når man imidlertid ikke synes at komme videre, skyldes det nok, at vi den sidste menneskealder er havnet i en kulturkonservatisme, som har sin rod i det paradigmeskifte, vi oplever i overgangen fra et industrisamfund til et servicesamfund, informationssamfund eller en videnkultur, hvor det enkelte menneskes personlighed betones højere end den kollektivisme, der prægede industrisamfundet, og hvor vi endnu ikke har fundet en ny balance mellem fællesskab og personlighed, mellem solidaritet og personlig uafhængighed. Her ligger fremtidens største kulturelle og politiske udfordring.

 

Den europæiske udfordring

Danskerne gik med fuld musik ind i de europæiske fællesskaber, som de hed dengang. Senere er det blevet til en europæisk union, der griber stadig mere ind i den danske lovgivning, og dermed ind i vores hverdag. EU er ikke mere bare et markedsfællesskab, men søger også at etablere sig som en politisk magtfaktor, blandt andet i forhold til Rusland. Der er i den danske befolkning en stigende uro omkring udviklingen af EU, og det har afspejlet sig i bl.a. sammensætningen af folketinget, hvor tilslutningen til de EU-skeptiske partier eller modstanderpartier var stigende ved 2015-valget. Selv ind i meget positive EU-partier har der bredt sig en bekymring, og det er igen det defensive, der slår igennem. Påvirkninger kommer fra både England og Frankrig og i mange tilfælde fra yderst højreorienterede kredse, der frygter en social union. Diskussionen om EU’s struktur kan få ny næring af den økonomiske krise i Grækenland, idet grækernes taktik også formenes at have en ændring af EU som mål. Det må vel indrømmes, at deres udgangspunkt så ikke er det bedst tænkelige.

Den største udfordring kommer formentlig fra det bureaukrati, EU har stablet på benene, og det kan true den demokratiske udvikling. I de sidste par årtier er der foregået en stigende centralisering, hvor staten mere og mere har strammet kommunernes økonomi og truffet bestemmelser omkring styring af detaljer. Det kan på længere sigt begrænse det kommunale selvstyre og lokalt svække interessen for at deltage i en fælles problemløsning. Årsagen kan være både en almindelig trend i retning af mere autoritære systemer og en hensyntagen til EU’s budgetdisciplin over for medlemslandene. Men det kan også være et mere eller mindre bevidst forsvar, der skal sikre, at billedet af Danmark ikke forsvinder i en pluralismens mangfoldighed. På den anden side skal man også være opmærksom på, at en begrænsning af det lokale selvstyre er en mere alvorlig svækkelse af demokratiet, end man normalt forestiller sig. Jo større afstand der er til beslutningstagerne, des mere får magtesløsheden lov til at brede sig. Derfor kan man også tolke disse års stærke centralisering som en følelse af magtesløshed hos folketingets medlemmer, netop fordi indflydelsen fra EU’s bureaukrati er blevet større. Det nærhedsprincip, som man tidligere har talt om på europæisk plan, synes aldrig at være blevet til mere end tom snak.

Erfaringerne viser, at de administrative kulturer er stærkt identitetsdannende, og derfor er en stærk centralisering i såvel EU’s organer som i vort eget statsstyre en alvorlig udfordring af dansk kultur og identitet.

 

Den muslimske udfordring

Historisk set har indvandring normalt været en berigelse af samfundet, mens udvandring tilsvarende har været et tab af initiativ. Når vore dages fremmede opfattes som en alvorlig udfordring, skyldes det næppe alene mængden af nye danskere eller indvandringens karakter. For det første er der tale om flygtninge, som er kommet på et tidspunkt, hvor vi har haft svært ved at opsuge dem til trods for, at mange af dem er veluddannede. For det andet og vigtigere, det er mennesker med en helt anden kulturbaggrund, der ramler ind i et kulturfattigt land. Muslimerne kommer med en temmelig fast tro og en konsekvent religionsudøvelse, og undersøgelser viser, at den måske her i det fremmede er mere konsekvent end i hjemlandet. De er så kommet til et land, hvor man ikke skilter med sin religiøsitet, hvor deltagelse i religionsudøvelse er mere tilfældig, og hvor mange overhovedet ikke er religiøse. Det er vel for meget at sige, at de er kommet til et religiøst tomrum, men kristendommen i vort land har ikke givet dem hverken modspil eller opfordret til nogen religionsblanding. Det er så med til at forstærke frygten for islamisering.

Det samme resultat kommer man til, hvis man søger at analysere den nationale og folkelige kultur, de har mødt. Vi har været meget optaget af at blive europæere og verdensborgere, og meget modtagelige for den vestlige overfladekultur. Også her er attituderne defensive. Man har tappert forsøgt sig med noget, man kalder en værdidebat, der dog vistnok mest har været til indvortes brug og kulturkonservativ indoktrinering. Man har nok hævdet ytringsfriheden, men mest den del der fremhæver retten til at forhåne dem, man ville eller ikke ville gå i dialog med. En konservativ indsats ved at beskrive en national kulturkanon var sikkert velment, men mest en fuser. Den rummede ikke andet end det, man vidste i forvejen. Man kan godt få fornemmelsen af, at den til tider noget primitive retorik egentlig dækker over frygt og mangel på personligt indhold.

Man skal ikke glemme, at fanatisme ofte dækker over frygt. Mange islamister frygter, måske ikke helt med urette, at en vestlig overfladekultur i deres hjemlande skal tromle hen over deres egen tro. Derfor væbner de sig med fanatiske handlinger, og det gælder naturligvis ikke bare islam. Når en al-Qaeda-kriger anbringer en vejbombe, og når en hvid politibetjent skyder en sort amerikaner, gemmer de begge på en lille frygt for, at den andens kultur er stærkere, og prøver, om ikke sværdet alligevel kan gøre mere end de ord, de ikke magter.

Så skal det også indrømmes, at islam er en religion, det er svært at komme i samtale med. Den forekommer os måske også noget primitiv med dens meget faste trossætninger, og dens søjler synes os måske også for meget præget af udvendighed. Det er jo kun almissekravet, der åbner for en etisk drøftelse. Dertil kommer, at der i islam er et element af voldsanvendelse. Det finder man ikke i kristendommen, men det har historisk set nu aldrig været noget problem for de kristne.

Det er aldrig lykkedes helt at integrere de fremmede fra Mellemøsten og Afrika i det danske samfund. Det kan skyldes de fremmede selv, men man kan også få den tanke, at de måske er uønskede på mange af vore arbejdspladser. Den manglende integration har skærpet og tydeliggjort modsætninger og fået mange til at trække sig ind i sig selv. Og hvis man fra hjemlig side kun har magtet at møde dem med reservation, er det måske heller ikke ejendommeligt, hvis der ikke bliver nogen større forståelse fra den anden side. Vi forventer naturligt nok, at de udviser samme adfærd, som forventes af os, når vi gæster deres land. Og derfor er det uacceptabelt, hvis man medbringer de hjemlige konflikter mellem f. eks. jøder og muslimer eller mellem shia´er og sunnier, for slet ikke at tale om, at terrorgrupper kommer hertil. På den anden side har vi et ansvar for, at retorikken iagttager almindelig høflighed, og den må man også mobilisere til at forklare, hvad man tager afstand fra i den anden parts lære. Indrømmet det er svært at få en dialog i stand, hvis modparten opfatter alt andet end sin egen tro som vantro, der skal mødes med fanatisme. For den slags har vi vesterlændinge vel i almindelighed udviklet os bort fra.

De største flygtningestrømme ligger sandsynligvis forude og kan få karakter af hele folkevandringer, når klimaændringerne medfører opgivelse af store områder i bl.a. Afrika. Europa har fået en forsmag gennem bådflygtningene over Middelhavet og de tragedier, de har oplevet. Foreløbig synes man at koncentrere sig om at afværge de værste drukneulykker og at ramme bagmændene, selv om man godt ved, at problemet skal løses i Afrika og i Mellemøsten. Det må teknisk være muligt at udnytte de stigende temperaturer til en forøget energiproduktion, der kan fremme den økonomiske udvikling, og så skal de forskellige regeringer betydes, at deres befolkninger uanset forskellige opfattelser udgør en værdifuld ressource, der skal værnes om og bruges i hjemlandet. Det er ikke en opgave, et enkelt land kan løses, og som EU næppe heller kan løse. Der skal en global indsats til, og her ligger der en endnu større udfordring.

Det kan blive flygtningeproblemer, der får de nuværende til at se små ud. De er ellers store nok, når man på verdensplan i dag må regne med 60 mio. flygtninge. Og alene det tal er stort nok og får vores egen fremmeddiskussion til at ligne forkælet surhed.

 

Den globale udfordring

Globaliseringen har mange ansigter, og dens udfordringer møder vi over en bred front. Nogle tager vi op, andre lader vi ligge eller forsvarer os imod dem med en protektionistisk holdning. Atter andre registrerer vi ikke. Vi kan ikke undgå globaliseringen. Ligesom klimaforandringerne vil den krybe ind i hver en afkrog af verden og forandre tilværelsen, gennem nogle generationer formentlig også mentaliteten.

Klimaforværringen er måske den værste, og den har vi frimodigt forsøgt at tale til rette. Foreløbig uden held. For nogle mennesker har en økonomisk interesse i at hævde, at den ikke er menneskeskabt. Og derfor mener de ikke, der er noget at gøre. Det er vel ofte sådan, at man finder denne opfattelse i de lande, der forurener mest, men man lettere finder tilhængere af indgreb i de mindre forurenende lande. Ser man helt bort fra, hvad videnskaben påviser, så er det modstanderne af indgreb, der har det største ansvar. Følger man dem, kan man engang i fremtiden stå i den situation, at det er for sent at gøre noget. Følger man tilhængerne, kan man naturligvis komme i den situation, at indgrebene alligevel ikke hjalp men så har man dog gjort en indsats.

Man kunne også anlægge en etisk synsvinkel, og det gælder hele forureningsproblemet: Hvis man har den opfattelse, at man ikke må skade andre – og det er jo en vigtig del af det almindelige moralbegreb i alle kulturer – så er rækkevidden ikke til at tage fejl af. Man kan omforme reglen til: Du må ikke forurene, og du skal i hvert fald rydde op efter dig. Gør vi ikke det, vil det i sin yderste konsekvens sige, at den belastning, vi i dag udsætter naturen for, får negative følger for de generationer, der følger efter os. En rimelig konsekvens kunne således være, at der overhovedet ikke må udledes CO2 i naturen, eller at landbruget overhovedet ikke må udlede plantegifte eller gødningsrester som kvælstof eller fosfor. Teknisk er det muligt totalt at omstille til ”grøn” energi og til et landbrug, hvor forbruget af kemikalier ikke er større, end at naturen selv kan regenerere. Bruger man kemikalier eller fossile brændstoffer, må kravet være total rensning, så der overhovedet ikke udledes miljø- og klimaskadelige stoffer. Den internationale konkurrence har uden tvivl gjort klima- og miljøpolitikken for blødsøden over for både virksomhederne og forbrugerne, så man har nøjedes med at forsøge sig med nogle kvotemål og grænseværdier i stedet for at ofre nogle flere kræfter på at gøre slutmålet realisabelt.

Også en økonomisk globalisering har sandsynligvis lange udsigter. Dette til trods for, at der sker en stadig mere globaliseret arbejdsdeling, og man kan allerede nu se, at økonomiske sanktioner som kampmiddel er uhensigtsmæssigt, fordi de rammer i flæng. Således synes sanktionerne i konflikten omkring Ukraine kun at have bragt uorden i den internationale handel. Og man kan måske også spørge om, hvorfor bl.a. danske landmænd skal undgælde, ligesom det er et åbent spørgsmål, hvorfor de i striden om Muhammed-tegningerne i sin tid skulle betale for, at en stor avis kunne boltre sig i ytringsfriheden. Det havde selvfølgelig ikke dengang så stor effekt at boykotte salget af Jyllands-Posten i Cairo eller Damaskus.

Globaliseringen skaber national usikkerhed omkring nye normer, og usikkerhed befordrer næsten altid forsvarspositioner. Denne konservatisme kommer bl.a. til udtryk ved, at børne- og ungdomsundervisningen får pålagt bestemte pensumkrav med læsninger omkring etableret litteratur og særlige hovedbegivenheder i historien. Den viden kan dog kun bruges til noget, hvis der skabes en bevidsthed omkring historien, så man lærer at forstå sin egen tid som et resultat af forløb i fortiden eller som brud i fortiden. Kun hvis man har denne forståelse, kan man forbinde det defensive med en fremadrettethed, der indebærer mod til at fortsætte forløb og mod til at bryde med forløb og tænke nyt.

Dette aspekt i uddannelsespolitikken er måske ikke affødt af globaliseringen, og det fylder langt mindre end det uddannelsespres og det kundskabspres, de unge udsættes for, så vort erhvervsliv bliver i stand til at klare konkurrencen for de nye økonomier som Kina og Indien, hvor lønniveauet er lavere end i Europa. Det er en frygt, som er ved at ændre vort menneskesyn, så børn og unge mere betragtes som ting, der skal tjene særlige formål, her sikring af bruttonationalproduktet.

Det største problem i forbindelse med globaliseringen er uligheden i verden. Tidligere kunne vi godt leve med, at mange mennesker levede i dyb fattigdom og døde af sult, og vi troede vel endnu på, at den hvide mands tilstedeværelse var en velsignelse. Det går ikke mere. Vi har gennem en omfattende ulandshjælp forsøgt at eksportere nogle goder i overensstemmelse med den gængse velfærdsfilosofi, og det er vel heller ikke forkert. Men vi har en tilbøjelighed til at lukke øjnene for de uhyggeligt store sociale forskelle, der findes i disse lande, bl.a. som følge af samfundsmæssige strukturer, og i tidligere kolonier også som et resultat af europæiske udnyttelse.

Vi mærker nu uligheden mellem de europæiske lande og den tredje verden gennem de lønforskelle, som ligger bag flytningen af industrier til lavtlønsområder, og vi mærker den gennem den sociale dumping, der opstår ved, at bl.a. østeuropæere kommer hertil for at arbejde. Det er dog mere en følge af EUs udvidelse end af den egentlige globale udvikling. Men vi står her over for to problemer, som formentlig kun kan blive værre efterhånden, som globaliseringen skrider frem, og som ikke kan løses gennem større protektionisme. Man kan godt forestille sig, at de fattige landes lønniveau kommer på højde med de rige landes, men må også i sine overvejelser have det modsatte i tankerne og diskutere konsekvenserne, herunder det umulige i at gennemføre en tilstrækkelig stor løn- og prissænkning uden en gælds- og formuenedskrivning, der vil have karakter af konfiskation. I øjeblikket er der ikke andre muligheder end at tage konkurrencen op og finde produktioner, hvor vi er bedre end lavlønsområderne.

Et særligt træk i udviklingslandene og lavlønsområderne er den uhyggeligt store indenlandske forskel på rig og fattig. Den bunder i vist omfang i den yderst skæve jordfordeling i landbrugsområderne, men efterhånden som byerne i disse lande er vokset, er der skabt store udviklingsbetingede formuer som følge af stigende priser på byggegrunde. En ejendomsbeskatning i disse lande ville ikke bare være med til at mindske de sociale forskelle, men også være med til at finansiere opbygningen af infrastrukturen og fjerne ghettoområderne. Det kan ikke udelukkes, at disse forskelle i længden kan skabe social uro, der kan påvirke det globale udviklingsmønster. Derfor er den sociale uligheder og dermed også jordspørgsmålet i udviklingslandene ikke lokale problemer, men forhold, vi også i den øvrige del af verden skal være opmærksom på. Det kunne måske også få folk til at gribe i eget lands barm.

Ikke bare økonomisk, men også politisk er globaliseringens største udfordring – og formentlig også skræmmebillede – de store multinationale selskaber, der er i færd med at foretage det, man har kaldt ”den tavse magtovertagelse”. Det vil i længden være nyttesløst at væbne sig med protektionistiske foranstaltninger. Blandt andet fordi deres lobbyvirksomhed sætter sig politiske spor. Det betyder naturligvis ikke, at man skal lade stå til og undlade at tage kampen op. I mange tilfælde grunder deres betydning sig på det forhold, at de sidder på store naturressourcer som olie og metaller, altså forekomster, der etisk set bør tilhøre menneskeheden i fællesskab og ikke være i privat eje. I andre tilfælde kan de lukrere på en række særrettigheder. Der er uden tvivl brug for både national og international konkurrencelovgivning, men man skal være opmærksom på, at enhver ny regel, fremkalder en ny lobbyist til skade for konkurrenterne. Derimod skal man fremme forbrugerorganisationer og forbrugerejede virksomheder, der kan indgå i en effektiv international konkurrence. For en udenforstående forekommer sådanne store organisationer, som de multinationale selskaber er, meget fastlåste i deres opfattelser. De innoverer stort set kun inden for de fastlagte rammer og under hensyn til indtjening. De har ganske vist fonde, der bidrager til forskning, kunst og kulturliv, men kun i begrænset omfang til f. eks. de fornyelser inden for energisektorren, som klimaforværringen gør nødvendig, også af hensyn til deres egen produktion.

På den lange bane indebærer globalisering det, man tidligere samlede i fællesudtrykket frihandel, det vil sige øget international arbejdsdeling og uhindret vareudveksling. Politiske bestræbelser i den retning er ganske vist et arbejde op ad bakke, men tiden arbejder i samme retning.

 

Det Danmark vi kender

Vi fokuserer for meget på det Danmark, vi kender, og for lidt på det Danmark, vi ønsker. Det er naturligt nok for hele den forsvarsposition, vi indtager i dag. Ved valget i 2015 benyttede socialdemokraterne sloganet ”Det Danmark du kender”. Det Danmark skulle bevares, og dermed er partiet på sin lange vandring fra at være et yderst reformorienteret parti og opfattet som en revolutionær bevægelse nået frem til en tilstand, hvor det først og fremmest gælder om at forsvare de bastioner, partiet har vundet gennem dets næsten 150-årige historie. Det er der ikke noget at sige til. Det samme kan man i øvrigt sige om de andre partier på den såkaldte venstrefløj. De er blevet konservative. Nytænkningen foregår inden for de snævre rammer, som sættes af den gængse opfattelse af velfærdspolitikken. Her er det offentlige, stat, regioner og kommuner, omdrejningspunkter, og velfærdspolitikken består i, at en række institutioner er til rådighed for alle, og at der sker en vis indkomstfordeling gennem skattepolitikken. I princippet betaler de største indtægter noget mere i skat, så der kan ydes en række goder til de svagest stillede. Man forestiller sig, at der på denne måde kan ske en vis udjævning af indkomsterne, og at uligheden i samfundet kan blive mindre. Som vi skal se, er dette ikke tilfældet, så i virkeligheden har skattepolitikken og fordelingspolitikken som lighedsskabende middel slået fejl.

Det er et Danmark, vi kender, og som den overvejende del af befolkningen ønsker bevaret. Men der er i denne politik indbygget nogle interessemodsætninger, som også er det Danmark, vi kender.

På den ene side er der dem, hvis interesse overvejende er at modtage velfærdsgoder. På den anden side dem, der i nogen grad medfinansierer velfærdspolitikken, og som nemt kommer til at forestille sig, at de skal bære hele byrden, og at de udnyttes af systemet. Og det kan der komme meget politik ud af. Ikke mindst de senere år har vist systemets sårbarhed, idet offentlige besparelser rammer de svageste i samfundet.

Igennem flere år har vort velfærdssystem været under pres, bl.a. på grund af stigende udgifter til uddannelse og sundhed, og især på grund af, at antallet af ældre stiger stærkt og fortsat gør det. Da skattebyrden åbenbart har nået et maksimum, har det været nødvendigt at omprioritere de offentlige udgifter, og det har haft forskellige uheldige følger i form af nedskæringer i bemandingen på sygehuse, plejehjem og andre institutioner. I mange tilfælde har man kaldt det rationalisering og omstrukturering, og det kan vel heller ikke benægtes, at der kan opnås fordele ad denne vej, idet arbejdets organisering er en vigtig faktor. Men ind imellem kan man mærke en undertone i retning af, at de offentlige ansatte skulle være mere dovne end andre. I andre tilfælde er der tale om mere end en undertone. Snarere en åbenlys hævdelse af, at mange ikke gider tage arbejde, fordi understøttelserne er for høje. Det kan man måske nok finde eksempler på, men noget bevis foreligger først, når der er et tilstrækkeligt stort udbud af arbejde. Det er en mere positiv tilgang i enhver henseende at opfatte mennesket, som et væsen, der gerne vil udfolde sig.

Når der tales om at bevare det Danmark, vi kender, så er baggrunden især frygten for, at velfærdssystemet kommer så meget under pres, at det bryder sammen, og man kan åbenbart ikke nytænke det og se, om det ikke også hænger sammen med den stigende ulighed i samfundet.

Der findes ganske vist ikke nogen sikker statistik over formuefordelingen her i landet, men det er måske mindre væsentligt, for skævheden er alligevel så åbenlys tydeligt. Tænketanken Cevea oplyser, at den rigeste én procent af befolkningen ejer 32 % af nettoformuen (dvs. formuen fratrukket gæld), og de rigeste 10 % ejer 88,3 % af formuerne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har et lidt lavere tal, nemlig 70 %. Cevea oplyser, at skævheden er blevet større efter krisen.

Danmark har et betydeligt antal ejerboliger, og i århundredets første år oplevede man en stærk vækst i ejendomspriserne, man kunne tale om en boligboble, og i disse år skete der en mindre udjævning af formueforskellene. Da boligboblen brast, gik det især ud over de mindre boligejere og måske især førstegangskøberne, der stadig havde megen gæld i ejendommen, ligesom det gik ud over dem, der havde belånt den stigende friværdi med henblik på at købe forbrugsgoder. Det skal ifølge Cevea være en grund til den større forskel, der opleves nu.

Der er ikke noget odiøst i at have formue. Der er heller ikke noget odiøst i at øge sin formue. Men der opstår et etisk spørgsmål, når man ser på, hvordan formuerne opstår. En stor del af formuerne står i fast ejendom, hvor friværdien, og dermed formuen, vokser efterhånden, som man betaler af på gælden. Og sådan skal det også være. Men en del af friværdien er opstået som følge af væksten i samfundet og skyldes altså ikke ejerens arbejde. Ud fra en etisk betragtning er denne formuevækst udviklingsbetinget eller samfundsskabt, og den skal man rette sin opmærksom imod, for den er med til at øge uligheden i samfundet, og her er der et område, hvor man med ret enkle midler kan gøre uligheden mindre. Men hvis vi kender Danmark ret, så er det ikke netop det, vælgerne er mest interesseret i lige nu.

Danmark er et land under stadig forandring, og det må vi forholde os til. Man kan ikke fastfryse en bestemt tilstand og sige, at det er det Danmark, vi vil bevare. Der er trends og udviklingslinjer, vi ikke kan gøre noget ved, der er nogle vi kan fremme, og der er nogle, vi kan modarbejde.

Gennem mange år er der foregået en forskydning i bosættelsesmønstret fra land til by, og det er nu blevet så tydeligt, at man taler om det delte Danmark og om et udkantsdanmark. Selv om internettet nok skulle gøre det muligt at drive erhvervsliv uden for de store byer, så har disse af andre grunde en betydelig tiltrækningskraft. Affolkningen af landområderne har en selvforstærkende effekt. Butikker forsvinder, og skoler nedlægges. Foreningslivet får det vanskeligere. Og der sker store ændringer i formuefordelingen. Ejendomspriserne på landet falder eller stagnerer på grund af manglende efterspørgsel og pengeinstitutternes ulyst til at finansiere huskøb her. Imens stiger ejendomspriserne i byerne, især de største med de mange uddannelsesmuligheder og et differentieret erhvervsliv. Det skaber nye arbejdsfrie formuer, og uligheden øges. Fra politisk hold taler man om at udflytte institutioner fra hovedstaden til provinsen. Der er ikke så ligetil, for det rummer mange modstridende interesser, og det retter ikke op på det skæve Danmark. Det er langt vigtigere at udvikle private virksomheder. Derfor må interessen samle sig om beskatningen, så det gøres attraktivt at skabe vækst i de tyndt befolkede områder. Det vil sige en skat efter beliggenhed, nemmest effekturet ved at flytte skat fra indkomst til fast ejendom.

Hvis man forestiller sig enten, at en sådan beliggenhedsskat øges ved at flytte skat fra indkomst til fast ejendom  eller modsat ved – som nogle ønsker – at afskaffe ejendomsskatterne til fordel for en øget indkomstbeskatning, vil forskellige grupper i landet blive berørt forskelligt. Som yderpunkter kan nævnes Nordsjælland og Nord- og Vestjylland. Det første område vil få henholdsvis den største skattestigning eller den største lettelse, mens præcis det omvendte vil ske i Nord- og Vestjylland, for så vidt også i andre tyndt befolkede dele af landet. Og da den politiske magt har bedst fat i det storkøbenhavnske område, har det lange udsigter med en flytning af skat fra indkomst til fast ejendom.

På dette punkt, beskatningen af fast ejendom, er der ingen forskel mellem de to politiske blokke,. Når dette emne en sjælden gang bliver bragt frem, slår alle partier syv kors for sig, og man har meget snildt fået drejet ejendomsbeskatningen derhen, at det er blevet til et spørgsmål om beskatningen af boligejerne, og det er jo kun delvis rigtigt. Det kan der komme mange rørende argumenter ud af. Der er jo også tale om beskatning af erhvervsgrunde, også dem, der ejes af multinationale selskaber. Den har man ikke så megen medlidenhed med, så de kan ikke bruges i argumentationen imod ejendomsbeskatningen. De kan til gengæld tage boligejerne som gidsler.

Dansk politik har gennem de senere år bevæget sig stærkt i retning af en personfiksering, der minder om en berømt valgplakat fra 1930´erne, ”Stauning eller kaos”. Uden i øvrigt at være et angreb på demokratiet afspejlede den datidens antidemokratiske og antiparlamentariske strømninger ved at appellere til en form for persondyrkelse, der var kendt i andre dele af Europa. Ved valget i 2015 var det især partilederne, der var i fokus i fjernsynet, og ikke mindst de to udpegede statsministerkandidater fik særbehandling gennem flere tv-debatter mellem dem. Man kan ikke undgå at fornemme, at der i denne form for valgkamp er mere end bare en snært af autoritær persondyrkelse. Måske viste valgresultatet, at det ikke faldt i vælgernes smag. Man kan næppe sige, at vinderen af statsministerposten ligefrem blev kåret af vælgerne. Valget gav tilbagegang for de såkaldt gamle partier, og fremgang for de nye og nyere partier. Om det er en varig trend, kan kun fremtiden vise. Generelt blev det nok et ryk i en konservativ retning og kan vise sig at være et udtryk for usikkerhed over for de udfordringer, vi står overfor. Den centralistiske tendens er ikke afsvækket, men måske nok den enøjede opdeling i to blokke med forskellige personer og politiske klaner og nogle nuancer i opfattelsen af den offentlige sektors omfang og samfundets veje til øget vækst i produktionen.

En anden udfordring ligger i den professionalisering, der sker af det politiske liv. Over halvdelen af folketingets medlemmer har en akademisk baggrund og repræsenterer således ikke bredden i befolkningens erhvervssammensætning. Det giver en ensidighed i de politiske opfattelser og er måske også medvirkende til, at idepolitik stort set er fraværende. Det er måske også baggrunden for, at den politiske retorik er så primitiv, som den er. Politikere, der f. eks. optræder i fjernsynet, taler ikke til interesserede borgere, men til vælgere, og gentager sig selv i en uendelighed, og somme tider trækkes der modsætninger frem, der ikke eksisterer. Emner som vækst i produktionen, udbygning af sundhedsvæsenet, uddannelserne og ældreomsorgen er ikke reelle politiske emner. Der er ikke uenighed om, at disse opgaver skal løses, så det kan højst være nogle praktiske problemer, der skiller vandene. Reelle politiske emner er spørgsmålet om, hvilke opgaver der skal være offentlige, og hvilke borgerne selv skal løse. Et reelt problem er også spørgsmålet om, vi skal bevare de eksisterende sociale forskelle. Og naturligvis hvordan vi skal møde de store udfordringer i tiden, dem der er nævnt ovenfor. Der er jo en almindelig tilslutning til det Danmark, vi kender, og så bliver de politiske modsætninger tilsvarende mindre. Men på baggrund af det paradigmeskifte, vi er inde i, skal vi have mod til at sætte et spørgsmålstegn ved netop det Danmark og diskutere dybtgående samfundsproblemer. Det har man dog kunnet før.

For mange mennesker står 70´ernes kulturradikalisme som betydningsfuld og skelsættende, men andre opfatter årtiet som en opløsningens tid, hvor traditioner og værdier gik under. Set i historisk perspektiv må det erkendes, at kulturradikalismen ikke fik den betydning, man fra begge sider tillægger den. Af kulturradikalismens varige resultater kan især nævnes kvindebevægelserne og demokratiseringen af uddannelserne. De blev nok en tid farvet af den venstreorienterede radikalisme og marxisme, men de ville være opstået alligevel. Den første som følge af, at kvinderne i 1960´erne i stigende omfang kom ud på arbejdsmarkedet, den anden som følge af erhvervslivets stigende behov for veluddannede.

Heller ikke den større interesse for trivsel i skole og på arbejdspladserne kan i virkeligheden tilskrives kulturradikalismen. Amerikanske virksomhedsforskere havde allerede inden 70´erne peget på betydningen heraf.

Man kan jo se kulturradikalismen som et naturligt overgangsfænomen i sen – eller postindustrialismen. Den rummede stærke liberale træk, men når den især på universiteterne fik et marxistisk indhold, hænger det ligesom bevægelsen i øvrigt sammen med Vietnamkrigen og USA’s engagement imod kommunismen. Karl Marx blev genopdaget, og hans historie- og samfundsopfattelse reformuleret.

Trods sin marxistiske staffage og de venstreorienteredes frelsthed, og en til tider pågående kollektivisme, så rummede venstreradikalismen langt mere åndsfrihed og liberalisme end den kulturkonservatisme, der manifesterer sig nu..

Det var vel især det marxistiske indhold, der kaldte modstanderne frem. Herhjemme i første omgang Erhard Jacobsen, og senere er det Englands Margaret Thatcher og USAs Ronald Reagan, der påvirkede hele den vestlige verdens politik. Slutresultatet er blevet en udbredt kulturkonservatisme, som også blev indholdet af den individualisme, der kom til at præge overgangen fra et industrisamfund til et service- og informationssamfund. Det er også det Danmark, vi kender.

Denne individualisme blev næppe det, som man kunne ønske sig, den selvstændigt tænkende og ansvarsbevidst handlende personlighed. Dette til trods for, at den menneskelige personlighed blev en råvare i det nye service og informationssamfund. Individualismen kom i forretningslivets tjeneste, og grådighed og selvoptagethed blev karakteristiske træk hos det nye menneske. Bedre er det ikke blevet efterhånden, som idealet er blevet et konkurrencemenneske. Det humanistiske menneskesyn i 70´erne og især synet på barnet er veget for et nyt, hvor mennesker betragtes som redskaber for erhvervslivet og især børn og unge som en potentiel arbejdskraft. Vel, meget af det er forsvarsreaktioner, der bunder i frygt for ikke at kunne konkurrere med omverdenen og skaffe underhold til den voksende skare af ældre. Men det er som om det Danmark, vi kender, er uden visioner, et land uden drømme om andet end materiel velvære.

 

Når alt dette er sagt, så er det det Danmark, vi kender, og den lavmælte kærlighedserklæring, som Mogens Lorentzen slutter sin sang med:

… at aldrig glemte vi, hvorfra vi kom,

og når vi tænker med taknemmeligt hjerte

på Nordens Arkipelagos,

og når vi altid længes hjem så er det

fordi vi husker, at du var god ved os,

Mor Danmark.

Det er nok ikke de offentlige velfærdsgoder, forfatteren tænker på, det er mere landets natur og dets byer, sproget og historien, der er et ståsted og et udgangspunkt, som vi er fortrolige med, som har en nærhed, vi trives i, og hvor vi frit kan tænke, tro og tale, og udfolde os, alene og sammen med andre i gensidig tillid.

Det er så også det Danmark, nogle af os gerne vil gøre bedre.

 

Ideernes fallit

Den konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologier er noget bras, Det skal han jo mene, fordi konservatisme ikke er en ideologi, men en mental tilstand. Hans udtalelse kunne også være en konstatering af, at ideologier ikke spiller nogen større rolle i vor tid, fordi de gamle økonomiske ideer ikke kan bruges som styringsredskaber for det moderne service- og informationssamfund. Ideer, som bl.a. liberalisme og socialisme, kan i dag opfattes som grove og forenklede forklaringer på, hvordan overgangen fra en samfundsform til en anden har fundet sted.

Således var den fysiokratisme, der bl.a. påvirkede vore landboreformer i slutningen af 1700-tallet, en bestræbelse på at betone landbruget som bærende erhverv i modsætning til den merkantilisme, der ville fremme byerhvervene, især handelen. Den gamle engelske liberalisme var et udtryk for, hvorledes forretningsfolk og fabrikanter ønskede den økonomiske politik udformet på en tid, hvor England var ”the workshop of the world” og verdens stærkeste økonomi. Den drev den engelske industrialisering videre på arbejdsgivernes betingelser. Socialismen er forklaringen på, hvorledes overgangen til industrisamfundet kunne finde sted på arbejdernes vilkår. Det gælder især i den marxistiske udformning.

Hvis man i meget forenklet form skal beskrive forskellen på de to ideologiers økonomiske indhold, så må det være, at liberalismen især fokuserer på produktionseffektiviteten, mens socialismen især ser på fordelingen af udbyttet. Liberalismen er et barn af den industrielle revolution sådan, som arbejdsgiverne oplevede den. Den er nok kendetegnet ved indførelsen af maskiner, men i lige så høj grad ved en gennemført arbejdsdeling, hvor produktionen bliver opdelt i enkeltprocesser. Berømt er således Adam Smiths eksempel, hvordan man øgede produktionen af knappenåle ved at opdele fremstillingen i faser, der blev overladt til forskellige arbejdere. Med Fords samlebånd og Taylors tidsstudier kunne produktiviteten gøres endnu større og antage umenneskelige former. Arbejdsdelingen danner forudsætning for både automatisering og robotanvendelse, og den ligger også bag den større specialisering på alle områder. Hemmeligheden bag arbejdsdelingen er ikke opdelingen i enkeltfunktioner eller specialer, men i at de tilsammen skal danne en helhed. Hvis ikke man forstår dette, kan specialiseringen antage groteske former og gøre menneskene éndimensionale, til dygtige fagspecialister, der er uden forståelse for den tingenes sammenhæng, der jo netop er arbejdsdelingens grundlag. Konkurrencemennesket bliver så det fremmedgjorte menneske.

Liberalismen har også interesse for afsætningen af industriens produkter og fremhævede effekten af den private foretagsomheds og den frie konkurrence. Derimod synes den ikke at interessere sig for fordelingsspørgsmålet. Det er en udbredt opfattelse i liberale kredse, at det spørgsmål er løst, hvis produktionen er stor og varerne billige nok.

Mentalt skaber liberalismen konkurrencemennesker – på godt og ondt. Konkurrencemennesket skal være firmaets mand og til stadighed være optaget af firmaets overlevelse og vækst. Det er i virkeligheden personlighedsdræbende at skulle være mentalt til stede i alle døgnets vågne timer, og det er menneskeligt begrænsende under uddannelsen hele tiden at skulle befinde sig i en konkurrencesituation med andre uden at kunne udvikle den sociale faktor, som er vores virkelige ressource, samarbejdet og forståelsen for det samspil, der er en forudsætning for den arbejdsdeling, som også er den økonomiske liberalismes fortjenstfulde bidrag til produktionslivet.

Mens liberalismen tager udgangspunkt i de enkelte virksomhedsejeres interesser, synes socialismen, der også er et barn af den industrielle revolution, mere at referere til de gamle lavstanker om gensidig solidaritet. Dermed får fordelingen af produktionen større opmærksomhed. Dermed være ikke sagt, at produktionens størrelse er uden interesse, men erfaringerne fra de socialistiske lande synes netop at vise, at systemerne på dette punkt er mindre effektive end i de lande, hvor det liberale mønster danner grundlaget. Det skal så nok også medgives, at de steder, hvor socialismen er blevet praktiseret, alle har været samfund, hvor man hurtigt ville gå fra en tilbagestående landbrugsøkonomi til en industriøkonomi. Det gælder ikke mindst Sovjetunionen, hvor kommunismen sammen med elektricifiseringen fremmede den industrielle proces, der dog allerede var i gang; landbruget blev nok mekaniseret, men mange strukturer fra det gamle godsejersystem blev bevaret. Mentalt synes socialismens fremhævelse af det solidariske at fremme en form for afhængighed, der kan forekomme undertrykkende, og som kan give anledning til undertrykkelse.

Både liberalisme og socialisme er produkter af den industrielle revolution, og efterhånden erfarede man, at de hver for sig ikke slog til. Der skulle jo i det mindste være noget at fordele, og det, man fremstillede, skulle også kunne fordeles, dvs. sælges. Efterhånden som industrialiseringen skred frem, blev den sociale nød og uligheden i samfundet større. Det havde den også været i det gamle landbrugssamfund. Dermed opstod kravet om en velfærdspolitik, og vi fik det, norske historikere har kaldt ”det socialdemokratiske kompromis”, hvor arbejderpartierne opgav fællesskabets overtagelse af produktionsmidlerne og fik velfærdsgoder i stedet, og de liberale kom i møde med en accept af dels at medvirke til en vis statslig styring af erhvervslivet, dels gennem højere skatter at betale en del af velfærdsydelserne. Man taler i den forbindelse om social-liberalisme, som egentlig ikke er nogen ideologi, men mere en pragmatisk løsning på sameksistens mellem industrisamfundets aktører og dermed baggrund for den traditionelle velfærdspolitik.

Det forhold, at ideologierne har tjent særlige interessegrupper under nærmere bestemte omdannelsesprocesser, udelukker ikke, at de indeholder en kerne af noget, der hæver sig over tid og sted. Ved at grave dybt nok i liberalisme og socialisme finder man den samme drøm om frihed og menneskeværd. Modsætningen mellem ideologierne er ikke mellem grundlæggende værdier, men forskellige økonomiske interesser og mellem midlerne. Ismerne er ikke bare økonomiske redskaber i en samfundsomdannelse. De må nødvendigvis også rumme nogle holdninger, der kan bestemme retningen kulturelt, og her kan de være meget holdbare, mens deres økonomiske fremtoningspræg forældes i takt med, at de erhvervsgrupper, der bærer dem, skifter karakter og taber magt.

Mens både landbrugs- og industrikultur i deres oprindelighed fremmer kollektiv tænkning, er de nye områder inden for service, information og viden baseret på det enkelte menneskes evner, udstråling og troværdighed. Individualismen kommer i højsædet. Det er vigtigt at påpege, at de nye arbejdsområder – trods al betoning af individuel udfoldelse – forudsætter samspil og samarbejde. Individualismen udspiller sig i et samfund – og i en globaliseret verden. Det vil sige i en tilstand med sociale relationer og dermed krav om en etik, der regulerer den enkeltes adfærd i forhold til andre. Blandt andet her slår gamle ideologier ikke længere til, dels fordi de nu repræsenterer egoistiske erhvervshensyn, dels fordi de i deres tolkning af grundlæggende begreber ikke er brede nok til at favne det moderne samfunds behov. Det er måske den egentlige grund til, at ideerne er fraværende i politik. De er blevet afløst af populisme og en social konservatisme, der fastlåser udviklingen af det moderne velfærdssamfund i en dekadent enkeltsagspolitik, der forudsætter accept af det Danmark, som det nu engang er, og overordnet er kategoriseret i spørgsmål om størrelsen af henholdsvis den offentlige og den private sektor, og som mest udspringer af egne interesser. Der eksisterer ikke mere konstruktive helhedsopfattelser, selv om verden synes at være kørt fast i traditionelle enkeltløsninger og skriger efter en mere helhedsorienteret politik end den, der er mulig, når det hele går op i forskellige interesser.

 

Visionerne

Det moderne menneske befinder sig i dag i en underlig illusionsløs situation. På den ene side har det tusinder af tekniske muligheder, gamle fordomme nedbrydes, og nye horisonter åbner sig. Internettets med dets digitale muligheder bringer det tæt på ukendte mennesker, de moderne trafikmidler kan bringe det ud til egne, der før var forbeholdt ganske få mennesker. Turistlivets overfladiskhed er i sig selv ikke globaliserende, men giver dog anledning til at se andre måder at leve på.  De flestes sproglige formåen er efterhånden så omfattende, at en dialog på tværs af kulturerne er mulig.

På den anden side befinder vi os i en verden, der ikke bare er udfordrende, men også skræmmende. Klimaændringerne kaster en stadig mørkere skygge ind over os og får en anden alvorlig udfordring, befolkningstilvæksten, til at se mindre ud. Begge dele truer vestens velstand og livsform. Siden 9/11 har vi alle fået terroren ind på livet, ikke bare fra de organiserede grupper, men også fra galninge som manden bag mordene ved ”Krudttønden” og synagogen i Krystalgade. De interne stridigheder inden for den muslimske verden med deres demokratiske opbrud og fundamentalistiske fanatisme vedrører også os, ikke bare fordi vi ikke kan lade være med at blande os, men også fordi vi på forskellig vis gennem vores livsformer er del af anledningen til dem.

Det kan derfor ikke undre, at vi indtager en defensiv holdning, så meget mere som vi ikke har forstået det skred i normerne, der er en følge af den stigende individualisering, som vi endnu ikke har draget konsekvenserne af.

Der har i historien været individualistiske bevægelser, men som oftest har de kun berørt mindre grupper. Nu er individualismen blevet et generelt spørgsmål, og forholdet mellem individ og fællesskab må påkalde sig en større opmærksomhed end tidligere. Både det problem og synet på mennesket er aktuelt, ikke mindst fordi vi ikke kan nøjes med at indtage forsvarspositioner, hvor vi falder tilbage på traditionelle opfattelser. Men vi kan godt lære noget af fortidens tænkning.

 

Menneskesyn og livsfølelse

Man kan ikke pådutte det moderne menneske et bestemt menneskesyn, men man kan forlange, at det respekterer, at andre mennesker har en anden opfattelse end en selv, hvad enten den er religiøs eller ikke. For nogle bliver det en kristen erkendelse af, at mennesket er syndigt og behøver nåde og tilgivelse, opofrelse og afkald. Andre opfatter tilværelsen hedonistisk, livet er her og nu, og det skal leves, så vi opnår mest mulig velvære, sundhed og velfærd. Begge dele har et subjektivt udgangspunkt om, hvad der kan være rigtigt eller forkert. Neutralt er det ikke.

Til alle tider har der været forestillinger om, at mennesket er i besiddelse af en særlig livskraft, eller udstyret med en særlig drivkraft. Vi møder den i nyere tid under betegnelsen vitalisme og ny-vitalisme. Vi møder tankerne under forskellige former hos mennesker som Nietzsche og Henri Bergson. Også danske forfattere har beskæftiget sig med emnet, og to af dem skal omtales her.

Den danske læge Severin Christensen hævdede, at livet er aktivt, aggressivt. Det stræber efter at gå ud over sig selv og sprænge sine en gang givne rammer. På det punkt er han i overensstemmelse med den franske filosofi Henri Bergson, der mente, at mennesket var udstyret med en livsdrift en ”élan vital”, ligesom han i nogen grad forstod Nietzsches udtryk ”vilje til magt”, men omformede det til en vilje til vækst. Severin Christensens samtidige og ven, skolemanden og psykologen C. Lambek, hævdede derimod, at menneske er konservativt af natur og drevet af selvopholdelsesdrift og forplantningsdrift. Han mente ikke, at den menneskelige natur rummede nogen speciel drift i retning af vækst. Lambek havde kontakt til den originale forfatter og psykolog, Ludvig Feilberg, der også skrev ud fra et vitalistisk syn. Der var således ved 1900-tallets begyndelse en individualistisk trend, der næppe havde sin oprindelse i erhvervsudvikling, snarere i interessen for den nye videnskab psykologi og for en personlighedsudviklende pædagogik. Den blev vel i Danmark også støttet af det folkelige og demokratiske gennembrud, landet oplevede disse år.

Christensen og Lambek kunne forenes i et liberalt, humanistisk syn på mennesket, udstyret med ret til fri udfoldelse, men også med forpligtelsen til selvdisciplin, en selvbegrænsning i sin udfoldelse, så man ikke gik andre mennesker for nær. Det udmøntede de i en etik, der er blevet kaldt retsmoralen, og hvis centrale indhold kan udtrykkes med: Du må ikke skade andre, og gør du det, skal du gøre godt igen. For Severin Christensen var udgangspunktet en erkendelse af, at mennesket nærer ulyst mod tab vil søger at undgå tab, og sker det, vil det søge erstatning. Det kan så vendes mod en selv, så man anerkender, at man ikke bare afholder sig fra at skade andre, men også yder en ækvivalent erstatning, når og hvis man gør det. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det, man modtager, og det, man yder. Der er for så vidt ikke noget nyt i det, for det er jo en levelære, der er almindeligt anerkendt i det almindelige og daglige samkvem mellem mennesker. Det er det, al udveksling af varer og tjenesteydelser i princippet bygger på. Det er en sekulær etik, uden religiøse over- eller undertoner. Eller man kunne sige en universel minimumsetik, som samfundet kan kræve af alle sine medborgere.  Hvad der ligger derudover af religiøs eller humanistisk begrundet altruisme kan ikke kræves af andre. Her afgør det enkelte menneske suverænt sin livsførelse. Ligesom Severin Christensen og Lambek skelnede Henri Bergson klart mellem de to former for etik, idet han talte om en lukket moral, pligtetik eller retsmoral, og en åben moral, personlig etik. Det nye hos Christensen og Lambek er derimod kravet om, at den lukkede etik, retsmoralen, skal gælde for al offentlig virksomhed, hvor magtelementet hidtil har været anset som grundlag for retten. At praktisere dette krav kan også i vore dage virke revolutionært og vil givet møde stor modstand, fordi det indebærer en begrænsning af de offentlige organers opgaver og magt, og dermed politikernes ret til at gøre præcis, hvad de har magt til. Det er tydeligst i de autoritære stater, også i vore dage, men det er også et demokratisk problem.

 

Det offentlige livs etik

Der er i europæisk tænkning en statskritisk tradition, der begrænser statens og al anden offentlig virksomhed, så den tvinges til at leve op til nogle liberale og humanistiske krav. Udgangspunktet for denne tænkning er den erfaring, at statens har været et undertrykkende element i samfundet. Statens oprindelse ligger i jordejendom, hvor store jordbesiddere og efterhånden kun kongerne var stærke nok til at undertrykke andre, men også være den instans, der var i stand til at stifte ret og beskytte samfundets svageste. Beskyttelse og undertrykkelse er gået hånd i hånd. Det er det undertrykkende element, den statskritiske tradition især hæfter sig ved, og den bliver en del af grundlaget for de menneskerettigheder, der skal sikre de enkelte borgeres ejendom og den handlingens frihed, der indebærer ret til frit at udfolde sig, tro og tænke og ytre sig, som man vil. Med den selvbegrænsning, der ligger i hensynet til andre.

Severin Christensens og C. Lambeks etikbegreb fornyr den statskritiske tradition ved at begrunde grænser for statsmagten, så den afgrænses til de opgaver, der anses for at være af fælles interesse. Deres etikbegreb indskrænker ikke den offentlige virksomhed til kun at værne de traditionelle menneskerettigheder, sådan som man forestillede sig i nattevægterstatens tid, hvor staten skulle værne den etablerede ejendomsret for dens få besiddere. Deres etiske opfattelse rummer et angreb på den etablerede ejendomsret, sådan som vi lemfældigt opfatter den med dens mangel på respekt for den enkeltes arbejdsindsats og beundring for forretningsverdenens grådighed og smartnes. Deres begreb om ejendomsret er klart knyttet til det personlige arbejde, og de afviser de indkomster, der skyldes andres arbejde og især samfundets udvikling.

Severin Christensen forestillede sig i sin bog Retsstaten – en fremstilling af det offentlige livs etik fra 1911, at man objektivt kan beskrive, hvad der er offentlige fællesopgaver, og at de var ret få. Det er heller ikke udelukket, at man kan gøre det med et filosofisk udgangspunkt, og konstatere et fælles behov for sikring af landets territorium, borgernes retssikkerhed, herunder forsvar for menneskerettighederne, og endelig samfundets infrastruktur, bl.a. veje, lufthavne, sundhedsvæsen osv.. Det vil næppe være tilstrækkeligt i dag at indskrænke diskussionen hertil, fordi der er skabt en tradition for, at det offentlige påtager sig en lang række opgaver, og hvor ”alle mennesker” f. eks. ønsker et godt sundhedsvæsen og uddannelsesvæsen samt en sikkerhed for et hæderligt liv for blandt andet de svageste i samfundet.

Der vil altid være brug for en diskussion om, hvilke opgaver det offentlige skal påtage sig, og hvilke der må overlades til borgernes individuelle eller kooperative indsats. Men det er jo ikke denne diskussion, der ligger bag talen om nulvækst, plusvækst eller minusvækst. Det er i virkeligheden en diskussion uden mening, for den handler mere om, hvor godt eller hvor mindre godt det offentlige skal løse sine opgaver, dvs. vil sige, hvor hurtigt de ansatte ”skal løbe”, og om hvilke af de svageste grupper der skal svigtes. Med andre ord, hvor meget må de offentlige funktioner koste, og det er naturligvis altid noget, man skal være opmærksom på. Men diskussionen skal også forstås som, hvor meget kan man få de forskellige vælgergrupper til at bidrage solidarisk til opgaveløsningen.  Med andre ord, hvem og hvor meget kan man pålægge hinanden at betale i skat.

Men ved siden af det økonomiske aspekt er det et andet, som også har at gøre med det offentlige livs etik, nemlig hvor skal afgørelserne træffes, og om de offentlige opgaver skal opfattes som service, man kan gøre krav på, eller om de skal opfattes som en del af en fælles opgaveløsning, som alle kan deltage i. Det er et demokratisk problem.

I de sidste par årtier er der sket en særlig centralisering af de offentlige opgaver, dels hos den overstatslige myndighed, EU, dels hos staten. Det gælder bl.a. på uddannelsesområdet, også andre. Et hensyn kan være ønsket om en vis national ensartethed i den offentlige service, så kommunerne ikke spiller sig ud mod hinanden. Og det kan være forståeligt, men man betaler med en svækkelse af den demokratiske proces. Opgaveløsningen overlades til de enkelte styrelsers embedsapparat. Den enkelte vælger mister indflydelse, og det politiske liv har udviklet sig på en sådan måde, at folketingsvalgene kommer til at dreje sig om mærkesager. Man giver sin stemme på en eller anden sag, som er oppe i tiden, og godkender i tilgift en hel masse andre beslutninger på områder, hvor man ellers ikke ville støtte det pågældende parti.

Det harmonerer ikke med en individualistisk tidsalder, at afgørelserne flyttes væk fra dem, de vedrører. Den centralisering, der er i gang, er undertrykkende og selvundertrykkende, for ingen vælger kan være uvidende om, at hun eller han giver noget af sin integritet fra sig. Det er en udvikling, der skal vendes. Den individualistiske kultur, vi er på vej ind i, rummer ikke bare handlingens frihed, men også ansvarlighed og medansvarlighed, og det stopper ikke ved en behagelig følelse af at have betalt sin skat – måske endda med en vis glæde, en forestilling, som er blevet godt forkvaklet af den moderne velfærdsstat af den falske solidaritet, der består i at tilgodese egne vælgergrupper og lade andre betale med en appel om gensidighed. Frihed, ansvar og medansvar kræver stillingtagen og engagement. Et endemål for den individualistiske kultur må være selvovertagelse eller løsning gennem interessegrupper, samtidig med at de offentlige opgaver i videst muligt omfang bliver fælles problemløsning. Hidtil synes individualismen ikke at have medført nogen større tendens til selvovertagelse eller kooperativ overtagelse. Den privatisering, der er foregået, har mere været nogle politikeres bestræbelser på at støtte egne vælgergrupper. At den så på mange måder har været et positivt træk, er en anden sag.

Et virkelig positivt træk er udviklingen af de mange frivillige grupper, ikke bare for deres indsats på de forskellige institutioner, men også fordi de vidner om engagement og offervillighed.  Denne frivillighed kan aldrig blive en indsats, som de offentlige institutioner kan kalkulere med. Hverken stat, region eller kommuner kan gøre krav gældende om personlig indsats, og frivilligheden ligger helt uden for den gensidighedsetik, som Severin Christensen og C. Lambek beskrev som retsmoralen. De offentlige institutioner skal betjenes sagligt og professionelt. Det bør der ikke være tvivl om.  Men der er næppe tvivl om, at det hæver det kulturelle niveau, når der er mennesker, der tilsidesætter personlige hensyn og gør noget for andre. Man kan bare ikke stille krav om det. Derimod kan man kræve, at mennesker så vidt muligt skal have mulighed for selv at betrygge deres tilværelse. Men det er noget, som nogle har lettere ved end andre, og hvis vi skal videre i den diskussion, må vi inddrage de sociale forskelle i samfundet.

 

Henry George

Her virker den amerikanske skribent Henry George mærkeligt moderne til trods for, at det snart er 140 år siden, han skrev sit hovedværk ”Progress and Poverty” (dansk udgave ”Fremskridt og Fattigdom”). Det hænger sammen med, at han ikke tager sit udgangspunkt i hensynet til bestemte grupper i samfundet, men bygger på sine iagttagelser over nogle generelle kræfter i et samfund under udvikling. I dag huskes Henry George nok mest for tankerne omkring jordbeskatning, men denne skal kun opfattes som et middel i bestræbelserne på at imødegå den ulighed, som udviklingen skaber.

Nok så væsentligt er det, at man ikke overser Henry Georges ulighedsteori. Han gjorde den iagttagelse, som enhver anden overalt kan gøre, at jordens værdi er betinget af udviklinger i samfundet. Tekniske fremskridt, befolkningstilvækst, politiske tiltag medfører alle stigende jordpriser. Henry George iagttog, hvorledes jernbanerne og tilflytningen til byerne skabte betydelige formuer som følge af, at jordpriserne steg. Og det uden, at ejerne leverede nogen arbejdsindsats. Det samme kan iagttages i dag, både herhjemme og i udlandet. Tilflytningen til byerne og affolkningen af landområderne skabes nye store formuer, mens andre formindskes. Det sammen sker ikke mindst i udviklingslandene, hvor der er en kolossal byvækst med tilsvarende arbejdsfrie formuer til følge. Henry George fandt heri årsagen til den udbredte fattigdom. Selv om vi i vor del af verden er i stand til at foretage en vis økonomisk udjævning gennem indkomstbeskatningen og de sociale velfærdsgoder, har vi ikke været i stand til at afskaffe fattigdommen og udjævne forskellene i befolkningen. Vi har kun været i stand til at sløre billedet.

Henry George så meget optimistisk på jordværdibeskatningen, der på dansk har fået betegnelsen grundskyld, som et middel til at bedre erhvervsmulighederne og velfærden i samfundet. I dag vil vi i højere grad fokusere på den som et middel til at stabilisere samfundsøkonomien ved at bekæmpe spekulation og som et middel til at udjævne de økonomiske forskelle. Men uanset hvilke praktiske fordele denne beskatningsform har, så er det væsentligst også at fremhæve den etiske side, at den afskaffer nogle arbejdsfrie indtægter og arbejdsfri formuedannelse – og dermed også skaber den ny respekt om det enkelte menneskes arbejdsindsats.

I vore dage nyfortolker vi de georgeistiske principper i lyset af ændrede samfundsformer, formulerer en ny-georgeisme, om man vil.

Udgangspunktet vil stadig være den kendsgerning, at udviklingen medfører stigende jordværdier, ligesom det etiske udgangspunkt er det samme, at værdier skabt af fællesskabet naturligt tilhører alle.

Men vi vil nok fokusere mere på den oprindelige georgeismes konstatering af, at den private tilegnelse af jordværdierne skaber en ulighed, som det moderne samfund ikke kan bære.

Både i den industrielt udviklede del af verden og i u-landene oplever man en vækst af byerne, både som følge af ændringer i flyttemønster, industrialisering og befolkningstilvækst. Det skaber store arbejdsfrie formuer og dermed øget ulighed.

En jordværdibeskatning aktualiseres som en beliggenhedsafgift, der er med til at finansiere udbygningen af infrastrukturen. Den tager hensyn til de områder, der affolkes, eller som er tyndt befolkede, og man løser problemet med, at overskud fra virksomheder kan føres fra det land, hvor overskuddet er opstået, til lande med lavere beskatning.

Dermed kan man vel også bidrage til at ændre opfattelsen af boligen fra et være et spekulations- og investeringselement til at betragte den som rammen om en tryg tilværelse. Normalt anser man det som en fordel, at lønninger og priser holdes i ro, men når det gælder jord og anden fast ejendom, jubler man, hvis priserne stiger, og sælgerne tjener penge – til skade for de unge førstegangskøbere. Det kan naturligvis skyldes, at grundpriserne er en god indikator for udviklingen i samfundet. Går det godt økonomisk, stiger grundprisen. Men det kan også skyldes, at jord er et ret sikkert spekulationsobjekt, idet man overser, at de penge, der investeres her, ikke kan bruges til investeringer i en øget produktion.

Politikerne bliver nødt til at erkende, at vi ikke kan komme videre med velfærdspolitikken med de gængse fordelingsmekanismer. Man bliver nødt til at gribe ind mod den udviklingsbetingede formuedannelse, vel vidende, at man er oppe mod meget stærke kræfter, dels i form af de erhvervsvirksomheder, der sidder på de velbeliggende og derfor dyre byggegrunde, dels i form af de små husejere, der udgør en betydelig del af vælgerkorpset. Vi har jo allerede en del kommunal grundskyld. Det skal erkendes, at den ikke er populær, især ikke hos de små skatteydere. Noget skyldes nok, at de jævnligt får tudet ørerne fulde af forestilling om, at grundskylden driver folk fra hus og hjem. Meget skyldes måske, at den er synlig. Men ved præcis, hvad man betaler i skat. Al anden skat er mere eller mindre usynlig. Man tænker ikke så meget over, at hver gang man køber for 100 kr., betaler man 20 kr. skat (moms), og kildeskatten, der opkræves sammen med lønindtægterne, skjuler sig også snildt bag den rene interesse for, hvad der faktisk står på lønkontoen. Man overser det i store billede, at de allerfleste vil have en fordel af, at skat flyttes fra indkomst til grundskyld.

Georgeismen har også et globalt sigte, dels fordi jordejendommen i landbrugsområderne i udviklingslandene er koncentreret på meget få hænder, dels fordi urbaniseringsprocessen skrider så hastigt frem her. En jordbeskatning her vil fremme en bedre fordeling af landbrugsjorden, og den vil medvirke til at fjerne ghettoområderne i byerne og bidrage til at betale for udviklingen af infrastrukturen.

Globalt sigte har også de georgeistiske tanker om frihandel. Hvis man tidligere har anset frihandel for at være de økonomisk stærke nationers mulighed for at øge konkurrenceevnen, skal vi fremover se frihandel som dels forbrugernes middel til at få de bedste og billigste varer frem, dels de økonomisk svage landes mulighed for at komme ind på de mere forbrugende markeder. Frihandel skærper den globale bevidsthed, og globaliseringen må resultere i en naturlig international arbejdsdeling, og den opnås ikke ved at de økonomisk stærke lande særbehandler sig selv.

Et element i Henry Georges forfatterskab, som der ikke hidtil har været så megen fokus på, er hans påstand om, at forudsætningerne for fremskridt er samarbejde i frihed. Det var måske også en af årsagerne til, at så mange andelsfolk i sin tid gik ind for georgeismen. Men den kooperative tanke har hidtil haft svære vilkår under individualiseringen og globaliseringen. De senere års privatisering har næsten udelukkende gavnet enkeltmandsfirmaer og især aktieselskaber. I fremtiden kunne man godt tænke sig, at kooperative foretagender kommer til at danne den nødvendige modvægt mod de stærke private virksomheders dominans. Man skal i hvert fald være opmærksom på de nye samarbejdsformer, som man forsøger sig med i lande, der søger at praktisere den i vore øjne selvmodsigende ”socialistiske markedsøkonomi”. Om ikke andet så fordi, den med tiden kan påføre den vestlige markedsøkonomi en stærk konkurrence.

Man kan betragte georgeismen som en ideologi, men man kunne også betragte Henry Georges erfaringer omkring udviklingen i USA i 1800-tallet som nogle konstateringer, der kan gøres andre steder, og som derfor har almen værdi.

Dem koblede han så med sin stærke kristentro og den kristne etik og kom frem til et effektivt middel til at modvirke ulighed og fattigdom. Når man kan tale om en ideologi, hænger det sammen med, at han ser sine tanker i sammenhæng med den vestlige verdens forestillinger om frihed, lighed og broderskab. Det er vigtigt at fastslå, at hans tanker ikke knytter an til særlige erhvervsgrupper og økonomiske interesser. De rummer både individuel frihed og solidaritet med forståelse af fællesskabets muligheder og vilkår. Dermed er disse principper et seriøst og moderne bud på løsningen af mange af de problemer, som nutidens individualisme står over for, når den skal forbinde den personlige udfoldelse med behovet for udvikling af den sociale faktor, samarbejde og solidaritet.

 

Virkelighed og virkeligheder

Man kan godt forvente, at disse synspunkter bliver mødt med den sædvanlige, lidt primitive og defensive, argumentation: Det kan ikke lade sig gøre. Det er virkelighedsfjernt. Det skal villigt erkendes, at de støder an mod den politiske virkelighed for tiden. Men det er en virkelighed, der kan ændre sig.

Der er en anden virkelighed, der er nok så alvorlig, og som er sværere at tackle: Tidens globale udfordringer, den nye individualisme, de dybe sociale og økonomiske skel i samfundet, den lave etiske standard og manglen på visioner. Der er en virkelighed, der skal laves om, og det kan ske med de midler, der her er peget på.

Det kræver mod til nytænkning. Manglen på den er den første virkelighed, der skal angribes.

Det kan godt være, vi gerne vil bevare det Danmark, vi kender. Det gør vi vel bedst ved at udvikle det kendte i retning af et Danmark, vi holder af.

 

Kulturkampen handler om, hvordan vi behandler andre mennesker

Der foregår i disse år noget, man kalder en kulturkamp. Begrebet er meget diffust, og det er til tider svært at finde ud af, hvad der er hvad. I hvert fald må man tale om flere fronter. Selv om der i dag er en tilbøjelighed til at datere den såkaldte kulturkamp fra den nuværende regerings tiltræden i 2001 og især daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002, hvor han gjorde op med ”smagsdommerne”, så gør man klogt i at medtænke det historiske perspektiv. Den situation, vi står i nu, er et resultat af de mange forandringer, der er sket på bl.a. det videnskabelige og erhvervsmæssige område med ændrede kønsroller og en anden balance mellem generationerne. En stadig større betoning af det enkelte menneske er det vigtigste træk i udviklingen.

Kulturdiskussion på konservative vilkår

Da Fogh Rasmussen i sin tid kaldte til korstog mod smagsdommerne, var den kulturradikalisme, der især prægede 1970´erne, stort set forstenet i nye konventioner, selv om dens kulturelite endnu sad på centrale poster. Det var nok mere dem, der nu skulle besættes med borgerlige kræfter. Den kulturdiskussion, der fulgte, er mere blevet en hyldest til levet liv. Det mest markante træk er den daværende kulturministerens opstilling af en række kanoner, rettesnore, inden for litteratur, musik, teater o. lign. Samtidig bestemmes undervisningens indhold i stigende grad centralt. Der tilstræbes således en konservativ, autoritetspræget holdningsbearbejdelse, og oppositionen synes ikke at komme med nye bud.

Det handler ikke bare om værdier, men også om ideer

Under udviklingen af en ny individualisme og dermed nye paradigmer for samfundet, må vi som enkeltpersoner og som folk gøre os klar, hvad det er for tanker, der skal bære i det moderne samfund.
Det er overvejelser, som angår både værdier og ideologier, sammenhængskræfterne i samfundet og den enkeltes stilling over for de andre.
Værdi er et konservativt begreb, der er altid tale om noget kendt og forudsigeligt. Værdi er noget statisk, noget man vil bevare. Men man kan ikke nøjes med at diskutere værdier. Vi må også diskutere ideologier. De repræsenterer dynamikken i samfundet, de er uanset indhold en opfordring til fornyelse. De rummer drømmen om en anden og gerne en bedre verden.
Vi har brug for både værdier og ideologier. Der må være noget, der står fast her i tilværelsen, men der må også være noget, der fornyer. I den givne situation, hvor vi oplever et paradigmeskift, er det aktuelt både at diskutere, hvilke værdier vi skal have med ind i det kommende, og hvilke ideer vi har om det kommende. Og her svigter politikerne og den folkelige debat. Vi kan ikke nøjes med at diskutere værdier i forbindelse med udlændingepolitikken eller kristendom contra islam. Der er brug for en langt bredere diskussion, hvor vi ser på, hvad der fortsat skal binde os sammen som folk i en europæiseret og globaliseret verden, og vi må se på, hvordan vi skal forholde os til hinanden i en verden, der oplever stigende individualisme. Det er en kulturkamp.

Retfærdighed som overordnet princip i velfærdsstaten

Der er nok her i landet stort set konsensus omkring velfærdsstaten, og det må erkendes, at velfærdspolitik i princippet er en del af sammenhængskraften i folket. Men det er forbløffende så lidt, man i offentligheden tænker den sammen med de nye strukturer i samfundet, f. eks. den ændrede erhvervssammensætning. Det har den engelske sociolog, Bill Jordan, f. 1941 forsøgt. Erik Christensen ved Aalborg Universitet beskriver ham således i bogen ”Borgerløn” fra 2000: ”For Jordan kan hverken lighed eller frihed være et overordnet mål i et samfund. Det kan derimod retfærdighed som en balance mellem de to.” Jordan forestiller sig en integrering af liberale og socialistiske principper, bl.a. således, at de liberale bliver mere opmærksomme på den enkeltes autonomi over for markedet (dvs. frihed til at bortvælge lønarbejdet) og ”lighed med hensyn til den grundlæggende behovstilfredsstillede”, mens socialister skal ”acceptere en autonomi i forhold til staten”. Jamen, var det ikke noget af det, Henry George var inde på for 130 år siden?
Med inddragelse af et, ganske vist uklart, retfærdighedsbegreb i forbindelse med videreførelse af velfærdsstaten, har vi ikke bare en politisk diskussion, men også en kulturdiskussion, nemlig om etik.

Noget for noget

Anders Fogh Rasmussen lancerede engang udtrykket ”noget for noget”. Det kan være en meget elementær erkendelse af, at der skal være en vis gensidighed mellem aktørerne, hvis et samfund skal hænge sammen. Udtrykket kan godt være en indgang til en kulturdebat – eller moraldiskussion, selv om det er et upræcist grundlag for en etik. I hvert fald stilles der krav om, at indholdet forfines..
Og det var netop, hvad Severin Christensen gjorde, da han i 1907 formulerede sin naturret på grundlag af ækvivalent kompensation. Der skal være balance, ækvivalens, mellem det du modtager og det du yder, og du skal erstatte den skade, du forvolder. I modsætning til den konservative liberalisme knyttede han begrebet om ejendomsret til arbejdet og optog Henry Georges lære om fælles eje af de samfunds- og udviklingsbetingede jordværdier. I modsætning til socialisterne definerede han en afgrænsning af statens magt til naturlige fællesopgaver. Man kan for så vidt godt sige, at han imødekom de fordringer, som Bill Jordan mange år senere opstillede.

Et psykisk aspekt i en sekulær etik

I almindelighed opfattes denne gensidighed som ren sekulær uden religiøse overtoner, og kun vedrørende materielle forhold. Severin Christensen, der ligesom Henry George var troende kristen, gik næppe selv ret meget længere, selv om budskabet i gensidigheden til enhver tid var at gøre godt igen, med andre ord genoprette, hvor man har skadet eller såret andre. Hvor muligheden for soning hører op, tager religionen med Guds tilgivelse over.
Det er dog et spørgsmål, om man skal se så snævert på begreberne, for enhver handling har en side, der vender ud mod den, man interagerer med, og en side, der vender ind imod en selv. Det er rigtigt, at modparten har en ret til at få genoprettet et tab. Men det er lige så rigtigt, at skadevolderen har et behov for at gøre godt og få visket regnebrættet rent, hvis ikke han eller hun er særlig afstumpet.
Det er der ikke noget religiøst i. Det er en psykisk mekanisme, et behov for en renselse, katharsis.
I kristendommen er soning et centralt begreb, så centralt, at Jesu død på korset opfattes som et sonoffer for at rense menneskeheden for skyld. Ordet sone kommer i øvrigt af plattysk for at erstatte. At sone betyder således at bilægge strid og genoprette den skade, man har forvoldt. Dermed kan soning også blive et begreb i en sekulær etik.

Man har pådraget sig en skyld, bevidstheden om den kan man ikke slippe for, for man kan ikke lave om på én gang sket skade, men man kan gøre tingene godt igen. For så vidt de kan gøres godt igen!
Man kan gøre krav på, at modparten modtager tilbudet om soning, men man kan ikke gøre krav på, at bevidstheden om skyld slettes, det vil sige opnå tilgivelse.
Her træder det religiøse ind – måske. Tilgivelsen bliver da en gave. Men som det hedder i bønnen: ”forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere,” så har vi at gøre med ”noget for noget”. Du kan ikke forlange at få slettet din skyld, hvis ikke du er villig til selv at gøre det samme over for andre. Ja, måske er det en forudsætning, at du selv begynder. Tilgivelsen rummer således noget gensidigt.
Det religiøse har alt for ofte handlet om at få tilgivelse for overtrædelser af de regler, som den organiserede kirke og det disciplinerende samfund opstiller og kalder Guds bud. Etik skal primært handle om, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er et personligt valg, om man så vil begrunde sine handlinger i et gudsforhold – eller i et samfundsmæssigt behov og et personligt behov. Og det kan kulturkampen for så vidt godt handle om.
I den moderne verden, i jegets, individualismens, tidsalder, skal kultur og kulturdiskussionen først og fremmest handle om, hvordan vi behandler andre mennesker – om vi betragter dem som ligeværdige, om vi giver dem rimelige levevilkår, om vi opfører os hæderligt uden at såre og volde skade gennem fup og fiduser, vold og hærværk, fordømmelse og nedværdigelse – og om vi er villige til at sone – og måske også tilgive.

Fremtidens velfærdssamfund

I 1955 udgav forfatteren Erik Rostbøll et lille hæfte, der hed ”Menneskeværd og velfærdsstat”. Det indeholdt nogle samtaler med seks fremtrædende politikere fra Danmark, Norge og Sverige. Samtalen med Tage Erlander blev indledt med, at den svenske statsminister så ud over Stockholm og sagde:

– Hvor har de det godt!

– Jamen, de ser ikke lykkelige ud, svarede Erik Rostbøll.

Sådan ville vi ikke udtrykke os i dag, men replikskiftet illustrerer dog det problemsæt, som næsten 50 år senere diskuteres med udtryk som ydre velfærd og indre velfærd. Det sidste forstået på den måde, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med det samfund, de virker i. Hvor har vi det godt – materielt! Jamen, er vi blevet lykkeligere af den grund?

”Hvilken sammenhæng er der mellem de ydre vilkår for vort liv og opfyldelsen af vore indre sjælelige fornødenheder”, spørger Tage Erlander under samtalen. I dag er vi muligvis kommet så vidt, at vi enten er villige til at benægte en sammenhæng eller erkende, at den indre velfærd ikke udelukkende har ydre forudsætninger i en bedre fordeling af de økonomiske ressourcer.

Velfærdssamfund – velfærdsstat

Forventningerne til det moderne velfærdssamfund er, at det skal være et samfund med vækst og velstand, og der skal gives den enkelte muligheder for et rigt og udviklende liv. Begreber som vækst og velstand, der udtrykker ydre velfærd, og et rigt og udviklende liv for den enkelte, dvs. indre velfærd, er ikke modsætninger, men måske gensidige forudsætninger. I den daglige diskussion opfattes den ydre velfærd nok som en forudsætning for den indre, men sådan behøver det måske ikke at være. Dette velfærdssamfund bygger på tanker om fællesskab og demokrati, social tryghed og lige muligheder for alle. De fleste af ordene er velkendte, men udtrykket lige muligheder for alle synes at rumme spiren til nytænkning omkring en bredere velfærdspolitik, hvor velfærdssamfundet er under forvandling, men inden for den eksisterende samfundsstruktur.

I det følgende bruges ord som velfærdssamfund og velfærdsstat lidt i flæng, sådan som det ofte sker i daglig tale. Der skal dog gøres et forsøg på en sondring. Velfærdssamfundet er det fællesskab eller den kultur, hvor borgerne oplever solidaritet, demokratisk kontrol og indflydelse, lige muligheder for alle og social tryghed. Velfærdsstaten er det magtapparat, som sikrer, at velfærden opretholdes og i et vist omfang også, at den udvikles. Velfærdsstaten er beslutningsprocesserne og det administrative apparat, der er nødvendigt for bl.a. at opretholde social tryghed. Men der er naturligvis en vekselvirkning mellem velfærdssamfund og velfærdsstat, ikke mindst når talen er om ydre velfærd. Indre velfærd kan godt vise sig at være et produkt af samfundets måde at fungere på.

Velfærdstaten kompenserer for en ufuldkommen samfundsstruktur

Det bringer en artikel af Henrik Christoffersen i ”Futuriblerne” i 1984 i erindring. ”Frigørelsestrangen over for velfærdsstaten” hed den. Her erkendte han, at velfærdsstaten kun ”tager sig af at korrigere for nogle utilstrækkeligheder i den bestående samfundsorden.” Det sker gennem opbygningen af offentlige velfærdsinstitutioner, tilskudssystemer og reguleringsordninger. Med andre ord kan man opfatte velfærdsstaten som en erstatning for det ideelle samfund, det gode samfund. Men her er der jo en gliden mellem ordene, stat og samfund.

Ifølge Henrik Christoffersen insisterer velfærdsstaten på, at offentlig virksomhed skal sikre en ligelig fordeling af goderne og samtidig også en tilstrækkelig hurtig forøgelse af den samlede produktion og velstand. Dette er måske ikke en definition på velfærdsstaten/velfærdssamfundet, men så dog et særkende. Den ligelige fordeling af goderne og troen på, at man ved at øge produktionen skaber almindelig velstand for alle, er også en del af dette særkende. Det første er et smukt formål, det andet velfærdsstatens akilleshæl, for det er en påstand, der kun er rigtig under visse omstændigheder, nemlig hvis man også griber ind i formuedannelsen. Herom senere.

Henrik Christoffersens artikel handlede ikke om den indre velfærd, men måske kan man godt lægge det i overskriften, frigørelsestrangen over for velfærdsstaten. Men den er vel skrevet på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke klart erkendte et paradigmeskifte, som også velfærdspolitikken må underlægge sig, nemlig den større individualisme – det lå i artiklen – og ”markedet”s overtagelse af den politiske tænkning.

En vurdering af velfærdssamfundets fremtidsmuligheder må inddrage disse to forhold, individualismen og ”markedsfilosofien” – og dermed nødvendiggøres en sondring mellem ydre og indre velfærd. Ikke som modsætninger, men to sider af samme sag.

Nådigherresyndromet

En flugt hen over velfærdens redskaber gennem tid kan måske være nyttig, ikke for at beskrive velfærdens historie eller mangel på samme, men for at klarlægge menneskesyn og samfundssyn bag varetagelsen af de svageste i samfundet og dermed skildre opfattelser, som står imod hinanden i det paradigmeskifte, som velfærdssamfundet står i.

Fra det gamle testamentes Ruths bog kendes løserinstitutionen, der pålagde den nærmeste mandlige slægtning at træde ind som beskytter, hvis ægtemanden faldt bort, ja endog ægte broderens enke og skaffe den døde broder afkom. (Er bl.a. beskrevet i min bog: Jorden må I ikke sælge…”, 1961)

Fra oldtidens RJorden må i ikke sælgeom kendes den såkaldte clientela-institution, men nu var man kommet ud over det rene slægtshensyn. Der er tale om et beskyttelsesforhold, som

Jorden må i ikke sælge

også omfattede ubeslægtede. Fattige kunne som klienter give sig ind under en rigmands beskyttelse. Han blev så deres patron. Der var tale om både et over- og underordningsforhold, og et gensidighedsforhold, hvor patronen lovede klienten beskyttelse. Og klienten lovede patronen hengivenhed bl.a. ved at støtte denne ved valgene i folkeforsamlingerne.

Clientela-institutionen er interessant derved, at man genfinder træk af den i middelalderens feudalsystem og i det fæstevæsen, der her i landet holdt sig til engang i 1800-tallet.

Vi møder den i et enkelt udsagn i Cenvantes´ udødelige Don Quijote:

”Mens tjeneren sover, våger herren og spekulerer over, hvordan han skal føde ham, forbedre hans kår og belønne ham. Bekymringen over at se himlen blive til bronze uden at forsyne jorden med tilstrækkelig dug, piner ikke tjeneren, kun herren som i trang og nød skal føde den som tjente ham i frugtbarhed og overflod.”

En dansk godsejer, F.L.E. von Beenfeldt, skrev i 1787:

”Enhver retsindig Godseier anseer sine Bønder som hans Børn – med et klogt Øie indseer han deres Vel uendelig haardt forbundet til sit eget.”

Ordene står i ”Samtaler mellem trende danske Jordegodseiere”, og er polemisk vendt mod tidens landboreformer.

En tilsvarende holdning møder vi i F.W. Wedel-Jarlsberg skrift ”Veiledning til rigtige Begreb om danske Jordegodsers Indretning” fra 1782. Her er gensidigheden imidlertid tydeligere udtrykt:

”— at Proprietærerne skal være deres Bønders Fædre og Velgiørere, at Bønderne skal igjen agte, ære og tiene som saadanne Huusbonder, der giøre sig til Pligt at befordre deres Velstand—.”

Videre udvikler forfatteren, at godsejeren må træde til, hvis høsten slår fejl, så bønderne mangler korn til mad og såsæd. Erling Bjøl fandt spor af clientela-institutionen i Syditalien o. 1960, og den belgiske forsker, N. Rouland, mente i et skrift fra 1979, at institutionen har overlevet i den moderne mafia. Isabel Allende lægger i bogens ”Åndernes hus” disse ord om bønderne i munden på den ultrakonservative godsejer Estaban Trueba:

”Jeg gør det for disse menneskers skyld. Uden mig ville de være fortabte. Skal vi være helt ærlige, kan de ikke engang udføre en ordre, det er det, jeg altid har sagt: de er som børn … Og så skal man høre på det pladder om, at vi alle er lige! Det er til at dø af grin over. Rend mig…”

Jorden må i ikke sælge
I Don Quijote skriver Servantes også om nådigherrens næsten ubærlige omsorg for sine undersåtter.

Man kan for så vidt godt tale om undertrykkelse. Det har det også været efter moderne opfattelse, men der var også noget andet. Man kan tale om gensidig afhængighed under samfundsformer, hvor de økonomiske vilkår var sådanne, at der med en skæv ejendomsfordeling eksisterede et over- og underordningsforhold, hvor jordejeren, nådigherren, har betragtet sig som en beskytter for de bønder, han i virkeligheden var afhængig af, og som også var afhængige af ham.

Forholdet var formynderisk og hadblandet. Godsejeren følte nok et dybt ansvar – som Esteban Trueba – men han udnyttede også sin magt over klienterne – som Esteban Trueba. Klienterne mødte nådigherren med ærbødighed, og mere med had og mistro end taknemmelighed.

Udtrykket syndrom bruges om sygdomme, der karakteriseres ved flere symptomer. Her er tale om en social struktur, man godt kan kalde nådigherresyndromet. Tilsvarende strukturer kan man iagttage i byernes patriarkalske erhvervsgrupper inden for handel og måske især inden for håndværk. Forholdet mellem mester, svend og lærling rummer de samme træk, som i de feudale, aristokratiske landbrugssamfund.

Men det er også en form for velfærdssamfund, hvor der ikke var plads til dem, der faldt uden for netværket, og som ikke kunne klare sig selv. Man kan spørge: Er det et alment menneskeligt vilkår, at flertallet er under formynderi hos nogle få. Eller har vi indrettet samfundet ufuldkomment?

Organiseret velfærd

Den første organiserede varetagelse af beskyttelsen af nødlidende møder vi formentlig i den katolske kirke i middelalderen. Syge og fattige kunne her finde et tilflugtssted, når familien og slægten ikke længere kunne beskytte dem. Med nationaliseringen af den katolske kirke i Nordeuropa opstod der nye strukturer i omsorgen. Den blev en offentlig opgave, på landet administreret af sognepræsten i samarbejde med godsejeren, og i købstæderne af bystyret sammen med præsten.

Det formynderi, som her er kaldt et nådigherresyndrom, fik bl.a. en begrundelse i Luthers samfundsopfattelse, der med sin deling i husstanden, lærerstanden (kirken) og staten, byggede videre på formyndertanken. Inden for husstanden var husfaderen (og husmoderen) ansvarlig for hele husstanden og havde en naturlig ret til at øve hustugt. Tilsvarende var kirken ansvarlig for sjælenes frelse og for moralens opretholdelse og kunne derfor udøve kirketugt. Landsherren, kongen, betragtede sig som indsat af Gud og var kun ansvarlig over for ham, men dette ansvar omfattede også borgernes ve og vel, også med henblik på det hinsidige.

Selv om enevældens samfund var præget af enorme forskelle mellem de forskellige stænder (grupper eller klasser), så var de alle på en måde lige over for den patriarkalske landsfader, kongen eller staten. Det beretter en kongelig skrivelse fra 1722 om. I Århus ville nogle forældre ikke sende deres børn i den skole, hvor natmandens børn gik, og byens styre bestemte, at disse så skulle gå på skift mellem lærerne. Heller ikke det ville forældrene være med til. Til sidst bestemte kongen, at skolerne skulle tage imod natmandens børn, og forældrene skulle sende deres børn til de skoler, hvor de hidtil havde gået. Ellers ville de pådrage sig kongens ”højeste unåde”. Bag den anekdotiske form gemmer der sig et reelt problem, at børn skal undgælde for ringeagten over for forældrenes arbejde. Også det moderne velfærdssamfund kender begrebet udstødte!

Den drejning, som Luther gav bl.a. det 7. bud, viser hen til den formynderiske varetagelse af velfærd. Det hedder: ”Du må ikke stjæle. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.” Og i den sidste sætning ligger formynderiet.

Denne ansvarlighed for medmenneskets materielle og (måske navnlig) åndelige kår blev især markeret af den pietistiske bevægelse, der fra Tyskland bredte sig op over Norden i den første halvdel af 1700-tallet, og vores første ”sociallov”, fattigforordningen af 1708, og den senere skoleforordning fra 1739 er dybt præget af pietismens tanker. Det er nok rigtigt, at fattigforordningen også – og mest – havde til formål at beskytte borgerne imod det overhåndtagende tiggeri, men der lå også i forordningen en ”rationalisering af betleriet” (Kjeld Philips formulering i bogen ”Staten og Fattigdommen”, 1947) ved, at det offentlige nu erkendte et ansvar over for disse særligt trængende mennesker, et formynderi, der blev delt mellem staten og de lokale myndigheder.

Gennem sognepræsten og præstens medhjælpere, senere fattigkommissionerne, bliver omsorgsarbejdet gjort lokalt, og det blev derfor naturligt, at de kommunale råd (byråd og sogneråd), der blev oprettet i 1800-tallet, overtog fattigforsorgen. Derved blev kommunerne efterhånden redskaber for udviklingen af velfærdssamfundet. Kommunerne overtog nådigherrerollen. Dermed også en formynderrolle, som de har beholdt lige siden.

En gennemgang af kommunernes udvikling ligger uden for rammerne af denne fremstilling, og formynderansvaret er ikke ganske entydigt.

Den liberale retsstat

Med udviklingen af naturvidenskaben, tankerne om naturretten, formuleringen af den politiske og økonomiske liberalisme, for så vidt hele grundlæggelsen af en statskritisk tradition i europæiske tænkning, opstod der en form for individualisme, der var i modsætning til Luthers formynderlære. Ove Korsgaard har i afhandlingen ”Kampen om Folket”, 2004, fremdraget sider ved den tyske filosof Immanuel Kant, som hidtil har været overset. Kants tanker om den liberale retsstat bygger på den opfattelse, at mennesket er autonomt, styret af etikkens selvbegrænsning, og det er tanker, som står i stærk modsætning til Luthers menneskeopfattelse, nemlig at mennesket er skabt til formynderi. Konsekvensen måtte blandt andet være, at mennesket blev selvansvarligt og ikke underordnet husfaderens, kirkens eller kongens tugt og ansvar.

Tankegangen hænger naturligvis også sammen med det paradigmeskifte, der opstod med fremvæksten af et industrisamfund og ved en stærkere byudvikling. Historisk set har urbaniseringen altid fremmet individualisme, især inden for handelsstanden. Den solidaritet, der eksisterede inden for de lukkede landsbysamfund og i byernes håndværkerlav, gik nok mere eller mindre tabt, men opstod i en ny form i industrisamfundets organisationer eller kooperationer.

For de økonomisk og politisk stærke kunne de nye tanker være bekvemme, når man også gjorde det enkelte menneske ansvarligt for sin egen velfærd. Fattigdom blev betragtet som selvforskyldt, grundet i dovenskab og dumhed, og det slog igennem i behandlingen af de nødlidende, både i byerne og på landet, hvor især den selvbevidste gårdmandsstand nok skulle holde de fattige i tømme.

I kraft af det stigende folketal og den voldsomme byudvikling opstod der et arbejderspørgsmål, bl.a. som følge af konkurrencen om arbejdspladserne, og forholdene blev forværret af forestillingen om kontraktfriheden mellem arbejdere og arbejdsgivere, en liberalisme, der ganske overså asymmetrien på arbejdsmarkedet.

Det socialdemokratiske kompromis

Industrisamfundet skabte to bevægelser, der begge slog stærkt an herhjemme, socialismen og georgeismen. Socialismen i både Karl Marx´s revolutionære udformning og Lasalles socialdemokratiske udformning, og begge slog især an i byerne, mens georgeismens jordrentelære mest slog an på landet, hos landarbejdere, og især husmænd og småhåndværkere.

Et særkende for dem begge var, at de tog fat på formuedannelsens problem. Og dermed adskilte de sig væsentligt fra den udvikling, samfundet tog under de liberale tanker, som ikke drog konsekvenser i retning af en mere ligelig fordeling af formuerne. Modsætningerne kom til at stå mellem arbejderbevægelsen og socialdemokratiet på den ene side og på den anden de mere eller mindre konservative partier, der repræsenterede den besiddende del af befolkningen. Og de var skarpe langt op i 1900-tallet.

Den norske historiker Berge Furre har brugt udtrykket ”den socialdemokratiske orden”, andre taler om det ”socialdemokratiske kompromis”. Det skal forstås på den måde, at socialdemokraterne opgav den rene socialistiske linie til fordel for en indkomstudjævning gennem skatter og offentlige velfærdsordninger. Dermed var der mulighed at skabe flertal for det moderne velfærdssamfund. På den anden side stillede de såkaldt borgerlige partier sig mere solidarisk med de ikke besiddende grupper i samfundet.

Den norske skolehistoriker Odd Asbjørn Mediås har givet følgende meget præcise karakteristik af det ”socialdemokratiske kompromis”:

Martin Luther
Martin Luther

”Forliket innebar en uskreven sosial kontrakt, der politikens venstreside aksepterte en modifisert kapitalisme eller et modifisert marked, mens høyresiden stilte sig solidarisk med de svake og framstod med lojalitet mod samfunnet. Tilliten til staten som den gode makt var sterk. Staten stod som et uttryk for fellesskapet som rager over klasse- og særinteresserer og som fremmer en overordnet samfunnsinteresse. Som utdanningspolitik tok det sosialdemokratiske kompromisset sikte på å mobilisere skolen til fordel for idealet om sosial rettferdighet og omfordeling av godene. For at realisere dette var det en sterk tru på sentral styring, på den offentlige skolen og ikke minst på enhetsskolen med et sosialt og fagligt fellesskap. Mot sluten av 1970-tallet og utover 1980-årene endret det politiske klimaet seg i mange land. Berge Furre sier at den sosialdemokratiske orden ble i hovedtrekk avviklet på åttitallet. Dette tiåret blev en periode med sterk tru på markedskreftene. (Odd Asbjørn Mediås: Enhetskolens utvikling i Danmark og Norge, 2004).

Med det ”socialdemokratiske kompromis” løber 2 linier sammen: Luthers tanker om formynderi – uden religiøst indhold, og Kants lære om den liberale retsstat. Kompromisset indebar en stærk tro på den gode stat og på central styring, et statsideal, der også kendtes under enevælden. De offentlige organer overtog nådigherrens rolle, og tilskudssystemer, reguleringsordninger og velfærdsinstitutioner blev nogle af velfærdspolitikkens redskaber.

Samtidig fik velfærdspolitikken det nødvendige tilskud, der ligger i ideen om naturlige menneskerettigheder. De blev en del af velfærdssamfundet, nemlig ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, retssikkerhed og lighed for loven. Den liberale retsstat, som tillægges Kants filosofi, blev dog aldrig det, der ligger i ordene. Vi fik et liberalt samfund, som dårlig nok var liberalt, fordi den unge kapitalisme byggede videre på den etablerede ejendomsret. Vi fik nok en retsstat i den forstand, at der i grundloven blev knæsat nogle principper om retssikkerhed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed osv., men med hensyn til ejendomsret slog den etablerede konservatismes opfattelse stærkest igennem. Arbejdet og arbejdsindkomsterne blev ikke ejendomsrettens kilde, de eksisterende formuer blev sikret. Derfor blev velfærdsstaten også en form for formuebeskyttelse. Ikke desto mindre blev tanken om menneskerettigheder begyndelsen til det, som kan ende med en social retsstat, der forbinder nogle af tankerne om naturret med ideen om velfærd for alle.

For det er nok sådan, at velfærd uden menneskerettigheder nemt bliver til holdningsløs populisme. Og menneskerettigheder uden velfærd kan ikke eksistere. De bliver i hvert fald ikke lige for alle.

Velfærd og ikke bare sikkerhedsnet

Med det ”socialdemokratiske kompromis” blev der sat en udvikling i gang, så velfærdsstaten ikke bare skulle blive et sikkerhedsnet under de svageste i samfundet, således som den oprindelige konservative socialpolitik (Bismarcks og Estrups) forestillede sig. Velfærdsstaten blev et tilbud om en større lighed mellem samfundets grupper, en udjævning af indkomsterne og adgang for alle til de fælles kulturelle goder, bl.a. uddannelse.

Velfærdsstaten blev også en reguleringsstat, hvor forskellige samfundsgrupper søger at tiltage sig økonomiske fordele, for så vidt uden henvisning til trang. Dermed er velfærdsinstitutionerne blevet en central del af velfærdspolitikken. En årsag hertil kan også være nogle partiers ønske om sætte sig på disse institutioner og anbringe egne folk som ledere. Det ligger vel også bag diskussionerne om privatisering og udlicitering. En anden årsag er, at velfærdsinstitutionerne blev kommunale opgaver. I sin tid overtog kommunerne de opgaver, som var blevet løst af den statsansatte sognepræst, godsejerne håndværksmestrene og det patriarkalske købmandsborgerskab. Kommunernes historie viser. at de ikke er oprindeligt folkelige organer, og de havde indtil begyndelsen af 1960´erne et demokratisk efterslæb (Man skulle betale kommuneskat for at have stemmeret). Der klæber stadig et element af nådigherrefølelse til socialpolitikken, og det bliver ikke mindre af, at velfærdspolitikken er en kastebold i den politiske kamp. Ind imellem må man måske standse op og spørge: Blev velfærdsstaten ikke mellemklassens ideologi? Blev velfærdsstaten virkelig for de svageste i samfundet?

I en tid, hvor man inddrager begrebet indre velfærd, kan nådigherrefølelsen blive en direkte hindring for fremskridt. Den største hindring er dog nok, at velfærdspolitikken er så stærkt bundet til det ”socialdemokratiske kompromis”, der kun fokuserer på indtægtsfordelingen i befolkningen. Dermed være ikke sagt, at der ikke er foregået en udjævning mellem grupperne i befolkningen, men vi skal her måske i højere grad inddrage fagbevægelsens indsats. Det er dog ikke lykkedes at afskaffe den skæve formuefordeling, som arbejderbevægelsen og socialdemokratiet overtog. Det skyldes bl.a., at det ”socialdemokratiske kompromis” stort set lader formuedannelsen uantastet.

Her tænkes ikke på den almindelige opsparing og den friværdi, der opstår gennem de normale afdrag på boliglån, men på de formuer, der skabes gennem ejendomsret til naturressourcer, og den arbejdsfrie formuedannelse gennem stigende ejendomspriser, der er en følge af samfundsudviklingen. Men det er vel efterhånden sådan, at ejernes ret til den udviklingsbetingede (samfundsskabte) friværdi i ejendomme er en del af velfærden.

Det bør imidlertid være en naturlig del af enhver form for velfærdspolitik at foretage en formueudjævning. Allerede i ”Fremtidens Danmark” var Jens Otto Krag inde på dette problem, bl.a. gennem forslaget om inddragelse af de samfundsskabte jordværdier. Det blev som bekendt aldrig realiseret, og da man i slutningen af 1950´erne havde muligheden for det gennem den skærpede grundstigningsskyld, blev man nogle år senere bange for sig selv og afskaffede lovgivningen. Heller ikke tanken om ØD blev til noget særligt. Det ”socialdemokratiske kompromis” fungerede. Det skal så retfærdigvis siges, at vi uden det ikke havde fået den velfærdsstat, vi har, og at ”kompromisset” er i samklang med befolkningens ønsker.

”Markedet”

Imanuel Kant
Imanuel Kant

Furre Berges påstand, jfr. Mediås-citatet, om, at den socialdemokratiske orden/det socialdemokratiske kompromis blev afviklet i slutningen af 1970-erne og i løbet af 1980´erne er kun delvis rigtigt. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at fremtidens historikere vil komme til det resultat. Rigtigt er det jo nok, at der ikke i de sidste 20 – 25 år er sket den udbygning af den traditionelle velfærdsstat, som kunne være ønskelig. Tværtimod er der sket en ændring i de politiske holdninger, men ønsket om en velfærdsstat er stadig almindeligt. Således faldt Anders Fogh Rasmussens forestillinger om at gå fra en socialstat til en minimalstat ret hurtigt til jorden. En populistisk tendens har gjort sig gældende, og det hænger vel sammen med, at vi står i et paradigmeskifte som følge af en ændret samfunds- og erhvervsstruktur.

Urbaniseringen er fortsat, og landbruget er som stærkt subsidieret erhverv politisk af mindre betydning. Tilsvarende beskæftiger industrien også færre, og er under stærkt pres som følge af udflytninger til lavlønslande. Derimod synes funktionærerne at kunne spille en større rolle i samfundsudviklingen. Navnlig hvis de gør sig gældende inden for de stærkt innoverende erhverv.

Politisk har dette vist sig ved, at det oprindeligt gårdmandsdominerede parti Venstre med rod i den oprindelige højskolebevægelse er blevet til det, man kalder ”handelshøjskolevenstre”. Og socialdemokraterne, hvis kernevælgere fortrinsvis var industriarbejdere, er blevet mere og mere præget af akademikere og tjenestemænd med længere uddannelser.

Det er nye erhvervsgrupper, der præger det politiske liv, og det er for så vidt ligegyldigt, om det kvantitativt er store grupper. Det er i højere grad uddannelsen, der tæller. I 1980´erne talte man om en højredrejning. Det er tilfældet, hvis man dermed forestiller sig en uændret samfundsstruktur.

Hvad der i virkeligheden skete var, at nye normer og værdier tog over. En tid har man talt om et informationssamfund. Nu tales der mere om et vidensamfund. Andre taler om, at ”markedet” har taget over og bestemmer værdier og normer. Det er denne opfattelse, der skal gøres gældende i det følgende.

”Markedet” kan læses som interessetilkendegivelser fra de store forretningsforetagender. Men ordet dækker mere end deres økonomiske indsats og deres politik. Ordet er også et udtryk for en erobring af sproget. Managementsproget trænger ind på adskillige områder. Man ”køber” et synspunkt eller en opfattelse. Man fremlægger et ”produkt”. Unge mennesker taler nedsættende om ”tabere” i modsætning til ”vindere”, igen en påvirkning fra ”markedets” normer.

Også inden for den offentlige sektor trænger sprogbrugen frem. Vi taler således om en ”offentlig service”, som om der er tale om et kundeforhold mellem de offentligt ansatte og brugerne. De sidste tænker ofte meget forretningsmæssigt, når talen er om offentlige institutioner, og for den sags skyld også faglige organisationer. Man spørger: Hvad får jeg for mine skattekroner, hvad får jeg for mit kontingent?

Enhver bevægelse, der vil have magt, skal søge at erobre skolen og uddannelsesvæsenet. Det er der adskillige eksempler på i historien, og folkeskolen har altid tilpasset sig, også de skiftende erhvervsforhold. Også ”markedet” prøver at sætte sig på folkeskolen. Det opleves på flere punkter: ”Kvalitet” og ”faglighed” er tidens krav til skolen og undervisningsministerielle mantraer. Styringen af skolens indhold er blevet mere centralistisk, og evalueringer på forskellige klassetrin lovfæstet. Også den idelige sammenligning med undersøgelsesresultater fra andre lande er en del af markedsdominansen. Konkurrencemomentet fremhæves. Dertil kommer den stadige kritik af skolens arbejde, hvad der skal stresse lærere og elever og dreje undervisningen og skolens miljø mere i retning af forretningslivets ønsker. At disse går meget snævert på faglighed, ses bl.a. af det forhold, at der ikke tillægges de såkaldte bløde værdier – de personlighedsdannende værdier – som initiativ, samarbejdsevne og fleksibilitet den tilsvarende betydning. Kun at ville faglighed er at gøre et folk til almue.

Der er her i landet tradition for at uddannelseslove vedtages med et bredt flertal. Det kan være grunden til, at man endnu kan bevare den enhedsskole, der blev til i 1970´erne, dels ud fra erhvervslivets ønsker om fleksibilitet i uddannelserne, dels ud fra et alment ønske om lige muligheder for alle – et ønske helt i samklang med det velfærdssamfund, der var under opbygning.

En særlig side af markedstænkningen er bestræbelserne på at privatisere offentlige foretagender. Der er formentlig mindst to aspekter i privatiseringsbestræbelserne. For det første et ønske om et mere nuanceret udbud af den offentlige service, der opfattes som en kommunefarvet kedsommelighed – skønt det jo langtfra er tilfældet – med standardvarer på hylderne. Her står de private, reklamestøttede tilbud i et mere glamourøst skær. For det andet er der et offentligt-økonomisk aspekt, der dels rummer et konkurrencemoment, så de offentligt ansatte føler, at de skal løbe hurtigere, dels rummer nogle indtjeningsmuligheder for eksisterende eller nyoprettede virksomheder. Det er påfaldende så få kooperative foretagender, der er en følge af privatiseringen. Det er fortrinsvis eksisterende private (som oftest kapitalstærke) firmaer, der har glæde af privatisering og udlicitering.

Man kan godt opfatte privatiseringen som et udtryk for den statskritiske tradition, man også kan finde i europæisk tænkning, men så virker den ikke ganske logisk, for privatiseringstanken trives ganske godt ved siden af tankerne om en fortsat udbygning af velfærdsstaten. Vi er nok snarere under påvirkning fra amerikansk samfundsopfattelse. Troen på at private virksomheder kan løse alle opgaver, og en opfattelse af at vi mere er kunder i en butik end borgere med forpligtelse til fælles problemløsning. Vi savner i privatiseringsdebatten at fastholde det fælles folkelige.

Individualisme, grådighed og mangel på solidaritet

Et særligt træk i de senere års holdninger er en stigende individualisme, der kan ytre sig som grådighed og mangel på solidaritet, men som også kan give sig positive udtryk i ønsker om en personlig og selvstændig udvikling, hvor man kan få lov til at vise kreativitet og tage egne initiativer. Udtrykket ”lige muligheder for alle” rummer også en hensyntagen til den enkeltes særpræg og selvopfattelse. Individualismen kan også have rod i en tidligere lidt for anmassende kollektivfølelse med krav om solidaritet og underkastelse i formynderi. Når man nu i individualismens tidsalder begynder at tale om indre velfærd, så kan der være mange årsager. Måske er den ydre velfærd nu kommet så vidt og af mange føles som dækkende de væsentligste behov – sådan som Maslows behovshierarki viser – at man føler et behov for at få dækket nogle psykiske behov. Måske er der som tidligere nævnt tale om en slags ”frigørelsestrang fra velfærdssamfundet”, og måske er den indre velfærd et udslag af den materialisme, som ”markeds”-tænkningen har fremmet. Det må stå hen.

Det har længe været et mål for socialpolitikken at gøre dens brugere så vidt muligt selvhjulpne. Så der er måske slet ikke så meget nyt i begrebet, blot en ændring af fokus. Alligevel vil begrebet indre velfærd i de kommende år blive centralt og benyttet som et slagord også for alskens gøgl og gammeldags tænkning. I begrebet ligger der som allerede nævnt en forestilling om, at mennesker, der har det godt med sig selv, også får det godt med samfundet. For eksempel det gammeldags begreb at kunne svare enhver sit. For så vidt har statsministeren måske uden at vide det fanget lidt af det med sit slogan ”noget for noget”.

Der kunne vel også inddrages flere elementer til nuancering af emnet, indre velfærd. Hovedsagen er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, bliver man aktivt ansvarstagende. Og her kan der ligge en anden opfattelse af velfærdsstaten og velfærdssamfundet. Man skal være engageret, og man skal være medansvarlig for skabelse af det, der med et moderne udtryk kaldes social kapital, dvs. sammenhængskraften i samfundet, hvor fælles indsats giver fælles værdier. Derfor skal man gå ind i sociale netværk og deltage i løsningen af fælles opgaver, og samtidig give værdidebatten ny aktualitet, for det kan man ikke gøre uden at bidrage med egne værdier og egne ideer og egen etik. Det vil sige med en gensidig respekt, der bygger på tillid til sig selv og til andre.

Det er ud fra disse betragtninger velfærdssamfundet skal møde nutidens udfordringer, som enten kommer indefra, dvs. fra det eksisterende velfærdssamfund eller de kommer udefra som følge af en almindelig accept af markedsfilosofien.

Karakteristik af ”markedet”

Markedet er karakteriseret ved en række forhold:

  • Virksomhedens overlevelse påstås, at være det vigtigste formål, og det indebærer en stærk fokusering på konkurrenceevne, produktivitet, effektivitet og indtjening, herunder markedsandele, og det præger som nævnt også kravene til statens uddannelsespolitik.

  • Virksomhederne har en tendens til at øge deres volumen, bl.a. gennem fusioner, uanset at det godt kan påvises, at mange virksomheder kan overleve fint ved at finde en niche, og uden at tilstræbe øget volumen. Det gælder bl.a. mange pengeinstitutter.

  • Der findes på markedet en tendens til at søge monopoldannelse, hvilket modvirkes gennem lovgivningen.

  • I princippet bygger markedet på et udstrakt og direkte demokrati, forstået som de enkelte menneskers frie forbrugsvalg, men dette udviskes af det forhold, at virksomheder og forbrugere agerer i et asymmetrisk informationsfelt. Fri prisdannelse og frit forbrugsvalg forudsætter en maksimal gennemsigtighed, og den findes ikke.

  • Markedet beskæftiger sig ikke med fordelingspolitik og dermed heller ikke med en ”retfærdig” fordeling af goderne. Markedet handler ikke solidarisk. Markedet forudsætter, at du betaler for det, du modtager.

På en række områder adskiller markedets værdier og normer sig fra dem, der hersker i velfærdsstatens offentlige virksomheder, og det er vel den egentlige årsag til det normskred, som vi oplever i disse år, og hvor især de negative sider springer stærkt i øjnene som grådighed, mangel på solidaritet og mangel på respekt for det enkelte menneske.

Vækst

Henry George
Henry George

Et gennemgående træk i den moderne velfærdsopfattelse er troen på økonomisk vækst som fordelende faktor. En tro på, at forudsætningerne for et velfærdssamfund er en vækst, der medfører velstand og konkurrenceevne.

Vækst i sig selv virker ikke som fordelende faktor. Det ligger nemlig ikke i markedets natur. At kagen bliver større, betyder ikke, at alle får del i den. Allerede i 1879 iagttog amerikaneren, Henry George, at fremskridt giver sig udslag i stigende jordpriser. Fremskridtet driver sig ind som en kile mellem dem, der har noget, og dem, der ikke har noget. De sidste presses nedad.

Disse arbejdsfrie værdier tilfalder den tilfældige grundejer og er med til at skabe en forskel i formuefordelingen. Det er ikke en historisk kendsgerning, der knytter sig til et bestemt geografisk område for 125 år siden, men et fænomen, der kan iagttages også i vort samfund i dag, og som i vid udstrækning accepteres. Resultatet kan blive et meget skævt samfund. Der er således nu folk, der frygter, at byerne efterhånden kun befolkes af rige mennesker.

Hvis man har den opfattelse, at skævheder i samfundet er en trussel mod velfærden, så er der brug for en anden opfattelse af ejendomsretten, så de arbejdsfrie indtægter afskaffes – eller beskattes, så de kommer alle til gode. Man kan vel endda betragte det som en forudsætning for, at man i det hele taget kan have et velfærdssamfund. Man kunne f. eks. lade de indtægter, der kommer fra Nordsøolien, udlodde til samtlige borgere her i landet – sammen med indtægterne fra en afgift på grundværdistigninger. Det vil give en formueudjævning og fremme den følelse af fællesskab, som velfærdssamfundet i dag mangler.

Vækstproblemet er naturligvis ikke udtømt hermed. Der ligger et betydeligt problem i flytningen af arbejdspladser til lavlønslande. Der er formentlig ikke meget, man kan gøre, men det nødvendiggør en stillingtagen til det kæmpestore problemsæt, der hedder globaliseringen.

Globalisering

En anden stor udfordring mod velfærdssamfundet er globaliseringen. Det er uundgåeligt, at grænserne åbnes mere og mere. Det ligger ikke bare i den moderne teknik, men også i det forhold, at nogle af de lande, vi tidligere har betragtet som ulande, besidder et stort vækstpotentiale, og dertil kommer en stigende bevidsthed om egen værdi. Det skal vi for så vidt ikke beklage. Men det har nogle økonomiske og mentale konsekvenser med krav om dels en langt større omstillingsparathed, dels større solidaritet med de grupper, der får bl.a. beskæftigelsesmæssige problemer med behov for omskoling.

Det store problem i forbindelse med globaliseringen er ikke frihandelen, den frie omsætning af varer og tjenesteydelser, men derimod den formuekoncentration, som udviklingen i lavlønsområderne medfører. Allerede nu kan vi konstatere en ulighed i økonomisk stilling inden for mange af udviklingssamfundene – og det viser sig også som en ulighed i uddannelsesmæssig, arbejdsmæssig og boligmæssig henseende.

Der kan være frygt for, at udviklingen vil komme til at foregå omkring eksisterende vækstcentre, især bysamfund, mens landdistrikterne fortsat holdes i fattigdom med en udtalt koncentration af ejendomsretten og med holdninger som Esteban Truebas.

Og man kan frygte for, at den økonomiske magt koncentreres på nogle få store virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, og med mulighed for at flytte indkomsterne til stater med lav beskatning.

Især kan man frygte, at det bliver råvareressourcerne, der især bliver monopoliseret. Et af de områder, der i særlig grad trænger til forskning er ejendomsstrukturen i u-landene, dels omkring besiddelsesformerne i landbruget, dels omkring byudviklingen. Det bliver meget svært at gennemføre reformer, for man er oppe mod uhyre stærke kræfter, men reformer er nødvendige, og det er kortsigtet at tro, at man i vor egen del af verden kan opbygge et velfærdssamfund og nøjes med den u-landsstøtte, som mange her oven i købet finder for stor. I u-landspolitikken er det formuereformer, der tæller. Og dem kan vi ikke få lov til. Men man kan i det mindste iværksætte en forskning.

På langt sigt skal man ønske en udjævning mellem de områder, der i dag er økonomisk svage, og dem, der er økonomisk stærke. Foreløbig er det nok mest aktuelt mellem de oprindelige EU-lande og de nye medlemmer. Det er vel ønskeligt, at det sker i form af et løft for de svage, og det skal i hvert fald ikke ske på bekostning af de økonomisk svage i vor del af verden. Også derfor skal man være opmærksom på formuedannelsen.

Vi må regne med, at der i de kommende år vil ske en stadig udflytning af arbejdspladser til lavlønslandene, og det kan være en periode, der bliver svær at komme igennem, indtil disse lande bliver i stand til at øge handelen med os. Der kræves en virkelig kreativ indsats af os, og vi vil hæmme omstillingen, hvis vi går protektionistisk til værks. At det er vilkår, vi deler med andre lande, er en ringe trøst. Det bliver en del af den omstilling, som Europa skal igennem for at klare konkurrencen fra Østen. Det er måske også betalingen for, at Europa engang hævdede sig på de fattige landes bekostning. Det er stadigvæk lettere sagt end gjort, og der skal sættes ind på flere fronter for at bevare konkurrenceevnen. Bl.a. skal der sættes ind mod uproduktiv kapitaldannelse/spekulation og mod opretholdelse af produktioner, der ikke er bæredygtige. En afvikling eller omlægning af landbrugsstøtten fra EU kan være et enkelt middel.

Men ud fra en folkelig og social betragtning må man i denne proces ikke glemme at holde fast i sikkerhedsnettet under de svageste i samfundet.

Den indre velfærd er en social kapital

Den største udfordring for velfærdssamfundet kan vise sig at blive velfærdsstaten, hvis man ikke er i stand til dels at skabe den tilstrækkelige forståelse for, at et samfund ikke kan bestå, hvis forskellen mellem rig og fattig bliver for stor, hvis alle vil nasse på alle, og hvis man ikke forstår, at solidaritet kræver en form for ”noget for noget”. At velfærd indebærer mere en blot fordelingspolitik. At velfærd indebærer, at alle yder et bidrag stort eller lille, ikke nødvendigvis af økonomisk karakter. Meget ville være nået, hvis man mentalt kunne udjævne den modsætning, der ligger i, at den ene fløj i dansk politik kun beskæftiger sig med, hvordan velfærden fordeles, mens den anden kun beskæftiger sig med den produktion, der er forudsætningen for, at der er noget at fordele. Derfor er det ikke nok at fokusere på en effektivisering af velfærdsstaten og dens redskaber, reguleringer, støtteordninger og institutioner, selv om det naturligvis løbende skal ske. Hvis man kun betragter velfærden under en materialistisk, markedsdomineret synsvinkel, nemlig som service, bryder solidariteten sammen – og dermed velfærdssamfundet.

I den klassiske økonomi opererer man med tre produktionsfaktorer, jord, forstået som alle naturens ressourcer, kapital, forstået som bl.a. bygninger, maskiner osv., og endelig arbejde, dvs. alle former for menneskelig arbejdskraft.

I de sidste årtier er nogle økonomer begyndt at tale om en fjerde produktionsfaktor, social kapital, så man nu taler om naturkapital, produktionskapital, intellektuel kapital (nyt ord for arbejde) og social kapital. De tre første faktorer bygger på en materialistisk opfattelse, mens den sidste inddrager personlige og fælles kulturelle værdier. Måske burde man rettere tale om kulturel kapital.

Social kapital bliver bl.a. defineret som den produktive gevinst af frivillige netværk og organisationer. En tanke, man møder bl.a. i Robert Putnam: Bowling Alone, 2000 og Bendt-Åke Lundwalls og Peter Maskels bidrag til ”The Oxford Handbook of Economic Geography”, 2000.

Tanken er ikke ny. Den tidligere nævnte amerikanske forfatter, Henry George, betegnede i 1879 i sit hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” det frivillige samvirke som ”fremskridtets lov”, som en forudsætning for kulturel udvikling:

”Sammenslutning i lighed er altså loven for fremskridtet. Sammenslutningen frigør åndelig kraft til anvendelse i fremskridtets tjeneste, og ligheden (eller retfærdighed eller frihed – thi disse udtryk betegner her en og samme ting: anerkendelse af moralloven) forebygger, at denne kraft bortødes i ufrugtbare kampe.”(Fremskridt og Fattigdom, 1938, s. 281).

Det er tanker, vi genfinder hos den ”utopiske socialismes” fortalere og hos Kropotkin. I 2000-udgaven af Kropotkins ”Gensidig hjælp” skriver Lars Hulegaard i efterskriften (s. 228): ”… mennesker, der handler sammen, kan forfølge deres mål mere effektivt end mennesker, som handler individuelt på baggrund af deres individuelle præferencer.” Det er måske godt at gøre opmærksom på i ”markedets” tidsalder.

Som eksempler på social kapital nævner man gerne landbrugets andelsbevægelse og arbejdernes kooperationer. Men også stationsbyerne i 1900-tallets første halvdel rummer eksempler på den ”gensidig hjælp”-filosofi, der ligger bag defineringen af social kapital. Derimod har forskerne svært ved at give nutidige eksempler. Men de findes i mange netværk på bl.a. det sociale område.

Man kan godt forestille sig, at organisationer, der rummer medarbejdere inden for den offentlige sektor, kan have lidt svært ved at acceptere denne tankegang, fordi den i praksis vil føre til, at der lægges mere vægt på velfærdssamfundet og mindre på velfærdsstaten. På den anden side er det umuligt at forestille sig, at vi kan løse alle de fælles opgaver gennem de frivillige netværk – store og små. Sundhedssektoren, uddannelsessektoren, socialforsorgen og tryghedssikringen vil f. eks. nødvendigvis være offentlige opgaver, og de private tiltag her vil aldrig kunne blive en trussel mod velfærdsstatens institutioner. Men måske nok en konstruktiv udfordring, hvori der ligger et ønske om større valgfrihed, og større fleksibilitet, mere uddannelse og flere bestræbelser bort fra klientsamfundet og frem til større selvhjulpethed.

Det er alt sammen led i udviklingen af en indre velfærd, og der kan være grund til at gentage, hvad der er sagt ovenfor: Velfærdspolitikkens hovedopgave er at udvikle personligheden, så det enkelte menneske bliver parat til at tage ansvaret for egne handlinger, egen og andres skæbne. I stedet for at være passivt ansvarshavende, skal mennesket gøres aktivt ansvarstagende, ja i virkeligheden ansvarssøgende. Denne opgave må medtænkes overalt, hvor vi har at gøre med en videreudvikling af velfærdssamfundet og velfærdsstatens institutioner.

Her ligger velfærdssamfundets store udfordring i fremtiden. Udfordring er ikke nødvendigvis det samme som konfrontation. F. eks. mellem den offentlige og den private sektor. Udfordring er først og fremmest en opfordring til nytænkning, måske koncensus, måske kompromisser, men i det mindste alvorlige overvejelser over, hvorledes vi finder frem til en fælles forståelse af, hvorledes menneskerettigheder og velfærd fremover skal forbindes.

Hvem kommer til at tegne udviklingen?

Denne forståelse kunne meget vel komme til at rumme både en inddragelse af de samfundsskabte ejendomsværdier og en betoning af den indre velfærd gennem flere sociale netværk. Det kunne være en del af indholdet i et nyt kompromis. Om det sker, afhænger af, hvem der kommer til at tegne den kommende udvikling.

Under enevælden havde vi en embedsmandsstat. Senere fulgte landbrugets dominans. Den er nu et afsluttet kapitel, og vi kan formentlig se enden på industriarbejdernes store periode, den hvor det nuværende velfærdssamfund blev skabt, med støtte af funktionærer og tjenestemænd inden for den offentlige sektor.

Den kommende stærke samfundsgruppe bliver nok de ansatte i den private sektor med baggrund i et informations- og vidensamfund. Det er en ny gruppe, stærkt individualistisk, uden traditioner og endnu uden mærkbar identitet, men nok også en gruppe, der vil udvise stor loyalitet over for de private virksomheder. Og tilsvarende vise mindre solidaritet med de svage i samfundet og have mindre tilbøjelighed til at løse fælles opgaver sammen med andre, hvis man kan købe sig fra det. Med andre ord ”markedet” vil dominere.

Modspillerne bliver formentlig funktionærer og tjenestemænd i den offentlige sektor, der kan blive det konservative element i udviklingen. Men helt afgørende vil dagsordenen sikkert blive sat af bureaukratiet i EU, der vil kunne spille på både den offentlige og den private sektor.

Efterhånden som integrationen i Europa skrider frem, vil det vise sig, om det bliver muligt at bevare den nationale velfærdsstat, som vi har udviklet i Skandinavien, og som betegnes som den danske eller den skandinaviske model, hvor det er den offentlige sektor, der varetager velfærden gennem en skattebetalt tryghedssikring.

Jo mere borgerne selv sparer op til alderdommen, enten gennem pengeinstitutter eller forsikringsselskaber – eller bruger den samfundsskabte værdistigning i ejerboligen eller fritidshuset som pensionsopsparing, desto lettere bliver det at forlade den danske eller skandinaviske model. Men de svageste bliver tabt. Det afhænger også af den demografiske udvikling. Et stigende antal ældre er let at bruge som argument for, at vi ikke har råd til den skattefinansierede pension. Hvor holdbart argumentet er, må stå hen. Der skal jo under alle omstændigheder skaffes penge, hvad enten man bruger privat opsparing eller en skattefinansiering. Anderledes måske med opsparingen gennem fast ejendom, for her lader man den næste generation betale gennem større boligudgifter end nødvendigt.

Det andet store område inden for velfærdsstaten, sundhedsområdet, vil formentlig stadig blive skattefinansieret, men her sker der sandsynligvis en del ændringer i de kommende år, når den påtænkte strukturreform slår igennem. De nye regioner kan med tiden overskride de nationale grænser, fordi deres forventede arbejdsområder muliggør det, både med hensyn til sundhedsvæsen, regionsplanlægning og miljøpolitik.

Det tredje store område, uddannelsesvæsenet, vil antagelig blive fastholdt som en offentlig opgave, for det vil de toneangivende grupper, der har en høj uddannelse, i egen interesse ønske. Men der vil ske en snigende, europæisk integration. Den er vel for så vidt allerede så småt i gang.

Svaret på, om det er muligt at skabe fuld beskæftigelse, eller om der skal regnes med betydelig arbejdsløshed, afgør mulighederne for at skattefinansiere velfærden, fordi de toneangivende grupper vil prioritere konkurrenceevnen meget højt, og dermed vil også de demografiske hensyn komme til at veje tungere, både med hensyn til aldersfordeling og geografisk fordeling, så de tyndt befolkede områder udsultes.

Man kan godt være betænkelig ved den kommende samfundsudvikling, og dermed fremtiden for velfærdssamfundet, når man ser, at udviklingen på så vigtige områder i så høj grad vil være i hænderne på sociale grupper, der ikke er forankret i en national og folkelig tradition, ikke har udviklet en identitet, man kan forholde sig til, ikke har formuleret en etik, der medtænker hele samfundet og skaber balance mellem den enkelte og samfundet som helhed.

Det positive er, at fremtiden så nok også tegnes af grupper, der er åbne for nye synspunkter og uden fordomme.