Om skribenten
Author

Svend Tornbjerg

Altingsvalget i Island

ipbw50ISLANDS lovgivende forsamling Altinget ligger ved pladsen Austurvellir i Reykjavik. Det var her folk i begyndelsen af året 2009 mødtes hver lørdag bevæbnet med potter og pander for at tvinge de folk fra magten, der havde ansvaret for Islands finansielle kollaps. Austurvellir ligger centralt i Reykjavik og umiddelbart øst for det sted, hvor Islands første indvandrer Ingòlfur Arnason i året 870 slog sig ned med sin familie og tyende og byggede en gård. Her står også et mindesmærke for Jòn Sigurdsson (1811-79), der var leder af kampen for Islands selvstændighed. Da republikken Island i 1944 blev udråbt, skete det på hans fødselsdag den 17. juni.

 

 Altingsvalget i Island

Man vidste det allerede før valget til Altinget den 27. april. De to borgerlige partier Selvstændighedspartiet (konservative/liberale) og Fremskridtspartiet (det gamle bondeparti) ville vinde en solid sejr. Det viste meningsmålingerne entydigt, og sådan kom det til at gå. De to partier fik hver for sig 19 mandater, en gevinst på henholdsvis 3 og 10 mandater, så med et samlet mandattal på 38 sikrede de sig at solidt flertal i det nye Alting, der tæller i alt 63 medlemmer. Taberne blev de afgående regeringspartier Socialdemokraterne og Det grønne Venstre, der mistede henholdsvis 11 og 5 mandater og endte med at beholde 9 og 7.  Dertil kom to nye partier med de sigende navne Lys Fremtid og Piratpartiet, der vandt henholdsvis 5 og 4 mandater.

Helt så imponerende var den borgerlige valgsejr imidlertid ikke, hvis man ser på deres procentvise andel af stemmerne. Deres andel blev 51,1 procent, hvilket svarer til 32 eller 33 mandater. Dette misforhold hænger sammen med en særlig valgordning, der betyder, at stemmer afgivet i kystnære områder tæller mere end andre afgivne stemmer.

En væsentlig forklaring på, at altingsvalget gik som det gik, skyldtes nok de borgerlige partiers valgtrumf, der gik ud på at skære 20 procent af alle islændinges boliggæld. At de to partier selv havde forårsaget denne gældsstiftelse med deres love om lempelige boliglån, havde boligejerne formentlig glemt alt om.

En anden forklaring kan findes i de tiltag, aktive borgere foranstaltede for at få grundloven lavet om, så enhver stemme fik samme vægt, og at alle naturresurser, herunder også fiskeriet, skulle være folkets ejendom. Men det lykkedes ikke at få ændret forfatningen. I stedet for skabte forslaget til en så vidtgående grundlovsændring stor modstand i betydelige dele af den islandske befolkning.

De islandske vælgere huskede sikkert også, at den nu afgåede regering ved sin tiltræden ansøgte om islandsk medlemskab af EU, og at den ønskede at forhandle med udlandet om den bankgæld, som `ekspensionsvikinger` havde bragt islændingene på halsen. Begge tiltag var upopulære i store dele af den islandske befolkning.

Det hjalp åbenbart ikke på stemningen, at den nu afgåede statsminister Johanna Sigurdardottir i efteråret 2002 bekendtgjorde, at EU-ansøgningen ikke længere var aktuel. I øvrigt var Det grønne Venstre imod at fortsætte ad den vej, sagde hun. (I øvrigt er de politiske partier i Island dybt splittede i spørgsmålet om ja eller nej til EU). Ved den lejlighed meddelte den 69-årige statsminister også, at hun ikke genopstillede ved det kommende valg til Altinget. Om det fik nogen betydning for valgresultatet er nok tvivlsomt.

De to regeringspartier i perioden 2009-2013 tabte stort ved Altingsvalget, men den afgåede regering fik et smukt eftermæle i den del af den danske presse, som overhovedet beskæftigede sig med Island. Dagbladet Information bragte således nedenstående opsummering af de ulykker, Selvstændighedspartiet havde forårsaget i Island, og af, hvad der var lykkedes for den rød-grønne koalition.

–          I starten af 00`erne foretog Island en omfattende privatisering af bankerne. Det satte gang i hjulene, alle kunne få kredit, og alle købte på kredit. Da den globale krise i 2008 ramte Island, havde landets tre største banker investeret og udlånt et beløb, der svarede til ni gange Islands BNP.

–          Med krisen fulgte en næsten værdiløs valuta og den største udvandring fra Island siden 1887. 5.000 forlod øen i 2009. Island har nu 318.000 indbyggere.

–          Under statsminister Johanna Sigurdardottir er Islands økonomi igen kommet på fode og voksede med knap 3 procent i 2012. Centralbankens rente er faldet fra 18 til 6 procent i perioden. Island har to år i træk haft økonomisk vækst. Skattesystemet er trimmet, så de fattigste betaler mindre, og man har gennemført besparelser uden at slække på nævneværdigt på velfærden. Og regeringens budget er igen i balance efter et underskud i 2008 på 15 procent.

Lars Hovbakke Sørensen, der har en ph.d. i international politik fra Aalborg Universitet og er ekstern lektor ved Københavns Universitet, er enig. Han peger dog på, at det til trods for økonomisk fremgang er det statsministeren og hendes socialdemokrati, der har stået for skud: ”Mange i Island mener, at socialdemokraterne ikke har gjort nok for at redde landet ud af krisen. At de ikke har fået ordentligt gang i økonomien og arbejdsløsheden ikke er bragt ned. Og når en række af de partier, der havde magten frem til krisen så lover, at der igen vil blive løsnet op og komme flere penge ud blandt folk, så er der mange, der tænker, at en stemme på oppositionen er en stemme på bedre tider,” siger han.

Nej til EU

Der skulle gå næsten en måned, inden Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet fik lavet en ny regering i Island, men de 22. maj kunne Danmarks Radio meddele, at de to borgerlige partier nu havde dannet en koalitionsregering. Den nye statsminister bliver Fremskridtspartiets leder Sigmundur David Gunnlaugsson, mens Bjarni Benediktsson fra Selvsændighedspartiet overtager finansministeriet.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de nye regeringspartier har besluttet at lægge EU-medlemskab i mølposen. Herved foretager de en 180 graders drejning i EU-politikken.

Den tidligere rød-grønne regering ansøgte om EU-medlemskab i juli 2009, og der har i mange omgange været forhandlinger med Bruxelles. En tredjedel af de 33 såkaldte forhandlingskapitler med EU var allerede afsluttet.

Kun en kort overgang efter det fatale økonomiske kollaps i 2008 var et flertal af de islandske vælgere tilhængere af EU-medlemskab. I dag siger et flertal klart nej til EU.

Måske er det en fordel, at det nu er Fremskridtspartiet, der er det ledende parti i Island Ganske vist var partiets andel af stemmerne ved valget i april et par procent lavere end Selvstændighedspartiets, men ansvaret for det fatale kollaps i 2008 hviler ikke så tungt på det.

 

Råstofudvinding i Grønland

Råstofudvinding i Grønland

Godthåbsfjorden, Ikatup nukasia, fotograferet af Gumuken

Sidst på året 2012 blev en mulig udvinding af jernmalm ved Godthåbsfjorden 100 kilometer fra Nuuk diskuteret voldsomt i den danske presse. Mange meninger og synspunkter kom til udtryk, men ikke alle var velbegrundede. Den side af sagen blev dog afhjulpet, da Politiken den 11. januar 2013 bragte en kronik af professor Christen Sørensen, fhv. overvismand og fhv. formand for Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi m.m. Christen Sørensen udelukker ikke, at rettighederne til udvindingen af jernmalm kunne overgå til et kinesisk statsselskab, men han peger også på andre muligheder.

For fire år siden åbnede Grønlands landsstyre for forhandlinger med Alcoa, der planlagde at bygge et aluminiumssmelteanlæg i Grønland i samme gigantiske størrelse som i Island. Anlægget med tilhørende vandkraftværker ville koste 15 milliarder kroner, forlyder det. Til gengæld ville værket skabe en årlig omsætning i Grønland på 3-4 mia. kroner og 500-700 arbejdspladser, men hvem skulle betale de enorme etableringsomkostninger, og hvordan blev betingelserne på længere sigt?

Maniitsoq (Sukkertoppen), der ligger godt 100 kilometer nord for Nuuk, kan blive det mulige hjemsted for en aluminiumsproduktion. Byen har 3.500 indbyggere, der i givet fald vil kunne få gavn af den beskæftigelse, værket vil medføre, men uanset hvor anlægget eventuelt bliver placeret, vil det medføre et alvorligt indgreb i en storslået natur.

Grønland har tidligere kendt til minedrift. I Den sorte Engel ved Maarmorilik i den nordlige del af Vestgrønland blev der i mange år brudt bly- og zinkmalm. Denne virksomhed skabte mange arbejdspladser, men ophørte i 1990, da minen ikke længere var rentabel. I  Ivittuut (Ivigtut) i Sydgrønland brød man i mange år kryolit, som bl.a. blev brugt som flusmiddel ved aluminiumudvinding og til fremstilling af visse porcelæns- og fajancesorter. Men brydningen af kryolit ophørte for et par årtier siden, da minen var udtømt.

Men ved Mestersvig i Østgrønland findes der molybdæn, som bruges i stållegeringer. Nu ser det ud til, at det kan betale sig at udvinde stoffet, og det forventes, at et canadisk firma i nær fremtid vil åbne en mine, der vil kunne beskæftige 600 mand. I den nærmeste og eneste by i området – Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), der ligger et par hundrede kilometer sydpå – bor der kun 500 mennesker. Skal byen levere arbejdskraft til minen, vil det betyde en total forandring af det lille samfund, hvor den eneste erhvervsmulighed i dag er fangst og fiskeri.

Ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) findes de såkaldte `sjældne jordarter`, der er nødvendige i de moderne industrier, der fremstiller computere, mobiltelefoner, batterier m.m. Christen Sørensen hævder i sin kronik, at Kina har sikret sig adgang til de fleste af de `sjældne jordarter`, der findes i verden, og således har en slags monopol på området. Derfor har han med henblik på de grønlandske forekomster forsøgt at få dansk industri og europæisk mineralindustri på banen i Grønland, men hidtil uden resultat.

I sin kronik i Politiken skriver han følgende om denne sag: `Havde man på EU-plan mødt den fremstrakte hånd (fra Grønland), ville der straks være taget initiativ til at sende en højtstående og beslutningsdygtig delegation til Grønland med repræsentanter for såvel EU-kommissionen, den europæiske mineindustri og naturligvis en betydelig dansk deltagelse. Men det skete ikke – i hvert fald ikke endnu. Realiteten for de grønlandske politikere er derfor, at de tilsyneladende ikke kan regne med en stærk hjælpende hånd fra EU og vel heller ikke fra USA, for så var der vel skubbet mere til det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa, der står bag det planlagte aluminiumsprojektet i Maniitsoq.`

I 2005 gik et svensk selskab i gang med at udvinde olivin i nærheden af bygden Atammik i Maniitsoq kommune. Olivin bruges til stålfremstilling. På grund af  kinesernes voldsomme forbrug af stål kunne det pludselig betale sig for det svenske LKAB at udnytte den ellers billige mineral så langt væk som i Grønland. LKAB, som ejes af den svenske stat, arbejder med jernudvinding i Kiruna og har en omsætning på omkring ti milliarder svenske kroner. Selskabet har oprettet datterselskabet Seqi Olivine A/S, som driver olivinminen i Atammik i samarbejde med det danske entreprenørfirma MT Højgaard. I alt er der 50 ansatte i minebyen fra minører til arbejdsmænd og rengøringspersonale, og hovedparten er grønlændere. De fleste af dem kom fra Maniitsoq, hvor rejefabrikken lukkede nogle år, inden olivinminen blev startet.

I 2004 åbnede Grønlands første guldmine, og det skabte en vis opmærksomhed, da det kom frem, at guld fra minen blev anvendt til fremstilling af kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys forlovelsesringe. Guldet blev i 1993 lokaliseret ved Nalunaq i Kirkespirdalen, der ligger en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Crew Gold Corporation ejer nu alle aktier i Nalunaq Goldmine. NunaMinerals med hjemmestyret som hovedaktionær, suppleret af omkring tusind småaktionærer i Grønland og Danmark, ejede indtil 2007 en mindre aktiepost på 17,5 procent i Nalunaq Goldmine, mens Ceew ejede resten. Efter endnu et år med underskud, og efter at Crew havde oprettet sit eget smelteværk på Newfoundland i Canada, besluttede NunaMinerals at sælge sin aktiepost til Crew. Den officielle forklaring var, at det grønlandske selskab i stedet ønskede at koncentrere kræfterne om mineralefterforskning rundt om i Grønland.  Før beslutningen havde NunaMinerals krævet en undersøgelse af varestrømmen i selskabet, men der kom ikke nogen undersøgelse. Derimod steg kursen på Crew Gold Corporations aktier  med 839 procent på knap fire år. Hvordan hang det sammen med at guldminen i Grønland gav underskud?

Forklaringen synes at være, at Crew har købt guldminer andre steder i verden og at guldprisen er steget. Når selskabet alligevel fortsætter guldudvindingen i Nalunaq, skyldes det formentlig, at lødigheden af guldet i Grønland er høj, 18-20 gram per ton malm, mens den i selskabets mine i Guinea i Vestafrika kun er 1-1,5 gram per ton. Til gengæld er guldet der let at bryde, og lønningerne lave. Det samme gælder for selskabets guldminer på Filippinerne.

For nogle år siden udtalte Erik Andersen, der er direktør for guldminen i Nalunaq, til Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen GRØNLAND Mægtig og Afmægtig følgende: `I Grønland er lønningerne høje. Udgifterne ved at drive minen er i det hele taget enorme. Fordi den ligger så afsondret, koster det millioner at transportere folk og materialer frem og tilbage. Derfor tjener vi ikke noget for øjeblikket. Men vi håber, at det kommer snart, for ellers bliver minen simpelthen lukket.`

Det er den dog ikke blevet!

Norden skal på banen

Råstofudvindingen i Grønland er for stor en sag til, at grønlænderne kan klare den alene. Selv med et aktivt samarbejde med Danmark forekommer opgaven overvældende. Derfor bør alle de nordiske lande på banen. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne passende aktiver de mineselskaber og finansielle sektorer, der har kræfter og erfaringer på de deres respektive områder.

Det statsejede svenske LKAB har mangeårige erfaringer med jernudvinding i Kiruna i Nordsverige og er allerede engageret i Grønland. I 2005 gik Seqi Olivine A/S, der er et datterselskab under LKAB, i gang med at udvinde olivin, der bruges til stålfremstilling, i nærheden af bygden Atammik i nærheden af Maniitsoq Kommunne (Sukkertoppen).

I Sydgrønland har et canadisk mineselskab, Crew Gold Corporation, siden 2005 brud guldholdig malm ved Nalunaq en times sejlads fra Grønlands sydligste by Nanortalik. Herfra sejles malmen til forarbejdning på Newfoundland. (Jvf. Marianne Krogh Andersen: GRØNLAND Mægtig og Afmægtig)

Der skal stærke kræfter til for at tage konkurrencen op med London Mining og Den kinesiske Statsbank, som foreløbig er de eneste, der har budt ind på muligheden for at bryde jernmalmen ved Godthåbfjorden. Mon ikke Norden som en samlet enhed er i stand til at gøre det? Målt i BMP 2008

ligger de nordiske lande under et på en elvteplads blandt verdens rigeste lande. (Jvf. Gunnar Wetterberg: Förbundsstaten Norden).

Danmark, med sit indgående kendskab til grønlandske forhold, og Grønland selv må være de naturlige formidlere af en storstilet nordisk indsats for udnyttelse af Grønlands råstoffer. De kan i fællesskab sikre, at grønlænderne fra begyndelsen får indtægter fra de virksomheder, der ønsker at etablere sig i deres land.

Det offentliges tilgodehavende

I 1903 indførte den tids Venstre-regering indkomst- og formueskat i Danmark. I den forbindelse udtalte en kendt politiker, at nu ville staten aldrig mere komme til at mangle penge. I første omgang fik vedkommende nok ret, men siden har vi gang på gang oplevet, at indkomstskatterne ikke slog til. Det har også været tilfældet i årene fra 2008 til 2013, hvor staten pådrog sig en gæld på over 200 milliarder kroner.

Men et er statens årlige underskud, noget andet er de pålignede skatter, som ikke bliver betalt af borgerne. Ved udgangen af 2011 havde de offentlige kasser således 77.5 milliarder kroner til gode hos borgere og virksomheder. Heraf udgjorde de kommunale restancer næsten 12 milliarder kroner.

I Politiken fra 23. januar i år kunne man læse en udmærket artikel af Michael Olsen, der er journalist ved bladet. Heri hedder det, at de samlede restancer fortsat vokser, selv om det efterhånden er syv år siden, at Skat overtog ansvaret for at kradse gælden ind. Målet var en bedre, billigere og mere effektiv inddrivelse. Men især de årelange forsinkelser af det digitale inddrivelsessystem EFI ødelagde alle gode hensigter.

Nu er EFI-systemet omsider ved at være klar til brug, hedder det. Skat og Kommunernes Landsforening har nemlig – på regeringens udtrykkelige opfordring – indgået et partnerskab, der skal fjerne alle tænkelige forhindringer for et effektivt statsligt inddrivelsessystem.

Men uanset om det lykkes eller ej, er `projekt inddrivelse` endnu et lærerigt eksempel på den tankegang, der har gennemsyret hele den offentlige sektor gennem snart 15 år, nemlig at stort er godt, og alt skal centraliseres`, siger kommunalforskeren Roger Buch, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Politiken.

Op gennem 00-erne lånte danskerne penge til investering i stigende huspriser. Men samtidig blev investeringerne i Danmarks produktionsapparat forsømt. I en rapport fra kapitalfonden Axcel om Danmark som investeringsland fremgår det, at forsømmelserne begyndt under Anders Fogh Rasmussen. `Mellem 1990 og 2003 steg værdien af industriens kapitalapparat støt med 2,0 pct. om året i gennemsnit, svarende til ca. 6 mia. kr. årlig. I 2003  bremsede investeringerne imidlertid op, og væksten i kapitalapparatet lå markant lavere fra 2003 til 2008,` hedder det. (Oplysningen er hentet fra Kristian Madsens `SIGNATUR` i Politiken 23/1 2013).

Den dårlige konkurreceevne, som danske erhverv nu gang på gang klager over, skyldes således den spekulationspolitik, der blev ført op gennem 00-erne.

 

Borgernes gæld

Mange skatteydere skylder i vore dage store beløb til stat og kommuner for ubetalte indkomstskatter og andre ubetalte regninger De dårlige betalere bliver registreret i Experian RKI, der er et af Danmarks største skyldnerregistre. Den 22. januar i år bragte Frederiksborg Amts Avis en oversigt over forholdene i de 11 kommuner, der tidligere udgjorde Frederiksborg amt.

Ser man på Halsnæs kommune med byerne Frederiksværk og Hundested, viser det sig, at andelen af borgere, der er registreret i RKIs skyldnerregister, er steget de sidste tre år. Det samme er det beløb, de i gennemsnit skylder væk. Sammenlignet med en opgørelse fra januar 2012, skylder folk i økonomiske vanskeligheder i januar 2013 godt 20.000 kroner mere..

Den seneste opgørelse fra RKI viser, at de personer i kommunen, der er registreret med gæld, i gennemsnit skylder 82.048 fordelt på tre forskellige ubetalte regninger. I januar 2012 lå tallet på 62,374 kroner, og i året før igen, var det gennemsnitlige beløb på 55.622 kroner.

Det giver Halsnæs en bundplacering i selskab med de ti kommuner i landet, der har den største andel af skyldnere boende. For Halsnæs gælder det 6,72 pct. af kommunens myndige borgere mod 6,5 pct. året før. De andre kommuner med den største andel af skyldnere findes på Sjælland og andre øer samt kommuner på Københavns vestegn.

Generelt er danskernes gæld vokset med flere milliarder kroner i forhold til sidste år, siger Nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian Frank Papsø. Han er ikke i tvivl om, at det er finanskrisen, der spiller ind og gør ondt i privatøkonomien. Det er blandt andet det høje antal af tvangsauktioner i 2011, som har trukket et spor af gæld efter sig, siger han.

De øvrige kommuner i det tidligere Frederiksborg amt er noget bedre stillede. Med undtagelse af Frederikssund har de fleste af dem dog et højere gennemsnitligt udestående end Halsnæs kommune. Allerød således 103.831. Egedal 115,280. Frederikssund 81.988. Furesø 95.913. Halsnæs 82.048. Fredensborg 104.492. Gribskov 120.277. Helsingør 115.872. Rudersdal 111.751. Hillerød 86.687. Hørsholm kommune topper med 156.776, men Rudersdal med 111.751 og Gribskov med 120.277 er også godt med. Til gengæld har ingen af disse kommuner så høj en procentdel af deres borgere registreret i RKI.

Hver 20. dansker står registreret i gælds-registret RKI, viser den seneste opgørelse. Tallene peger på, at det især i aldersgruppen 41-70 år med bolig, bil og masser af forpligtelser, der har skruet op for de ubetalte regninger, siger Frank Papsø, og han nævner specielt gruppen af 68-årige som en tydelig spiller i den negative udvikling.

I 2010 havde de 68-årige, der var noteret i RKI, en gennemsnitlig ubetalt gæld på 52.000 kroner. Opgørelsen fra januar 2013 viser, at det beløb var mere end fordoblet og landede på 110.000 kroner. Frank Papsø peger blandt andet på boligsituationen for de 68-årige som en mulig årsag til stigningen. – Nu vil de væk fra det her store hus, hvor de har haft børn og brug for plads, og så har de for eksempel allerede købt et rækkehus uden at få solgt det gamle hus, siger Frank Papsø.

Mere generelt kan man anføre, at alt for mange købte alt for dyrt, men boligboblen voksede. Mange af dem kom i klemme, da nedturen begyndte. Det vidner de mange tvangsauktioner om.

 

Fakta
  • RKI registrerer folk, der ikke betaler deres regninger.
  • Konsekvenserne af en RKI-registrering er, at det kan være svært eller stort set umuligt at få kredit eller lån.
  • RKI-registret gør det muligt for firmaer at tjekke, om fremtidige kunder har en fortid med manglende betaling.
  • Der er en fast procedure for, hvornår en kreditor må melde en kunde som dårlig betaler til RKI.

Om kriser og tvangsauktioner – og et enkelt eksempel

Man hører af og til det synspunkt fremsat, at en økonomisk krise kan være til gavn for samfundet. Der bliver rusket grundigt op i vante forestillinger, og folk bliver nødt til at omvurdere deres økonomiske situation, lyder argumentationen. Nogen klarer sig igennem krisen. mens andre falder fra, fordi de har bragt sig selv eller deres virksomhed ud i uholdbare spekulationer.

Men da en omfattende økonomisk krise også går ud over de mange, der uforskyldt bliver ramt af den, og det økonomiske liv som helhed, er det politikernes pligt at føre en politik, der ikke bringer lande og folk i ulykke. De har med andre ord et politisk ansvar.

Som regel kommer de store kriser til Danmark udefra. Det gjaldt således den oliekrise, der ramte landet sidst i 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne. Ti år senere kom krisen hertil fra Amerikas Forenede Stater og Storbritannien, som under Reagan og Thatcher havde ført en såkaldt monetaristisk politik, der viste sig ikke at være holdbar i længden. Man fokuserede ensidigt på at bekæmpe inflationen, men glemte at bekæmpe jordspekulationen. Endelig blev Danmark i 2008 ramt af den værste økonomiske krise siden verdenskrisen i 1929. Også den havde sit udspring i USA og skyldtes voldsomme spekulationer i jordværdier og i fast ejendom, efter at man havde fjernet alle stopklodser og begrænsninger for det frie initiativ på området.

Det fritager dog ikke de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, for medskyld i, at krisen bredte sig som en steppebrand også til Europa, fordi banker og kreditinstitutioner virkede som forbundne kar. Vi fulgte blindt i USA’s fodspor så længe, det gik godt, og måtte derfor også foretage nedturen sammen med amerikanerne.

Et af resultaterne af de alvorlige økonomiske kriser kan aflæses i antallet af afholdte tvangsauktioner gennem de år, man har ført statistik over dem. Jeg har foretaget et udpluk af tallene med ti års intervaller. Senere med fem og et års mellemrum I 1971 blev der afholdt 2.277 tvangsauktioner i Danmark, men i 1981 lå tallet på 13.716. Antallet af tvangsauktioner faldt jævnt i de følgende år, men landede så på 12.040 i 1991 Op gennem 1990-erne faldt antallet stort set jævnt år for år og endte på 1.576 i 2001. Her kan indførelsen af ejendomsværdiskatten have været hovedårsagen til det gode resultat.  I de følgende år faldt antallet endnu mere og nåede i 2006 ned på 689, men så begyndte det at stige igen: 2007-1392, 2008-1756, 2009-4355, 2010-5.305, 2011-4.775.

I årene 2007 til og med 2011 blev der således afholdt i alt 17.583 tvangsauktioner i Danmark. Men det er kun èn side af krisens katastrofale indvirkning på samfundslivet. Virksomheder har måttet lukke, og mange sagesløse mennesker er blevet arbejdsløse. Der findes dog også eksempler på, at virksomheder og enkeltpersoner selv har været skyld i eller medskyldig i, at de endte i fallit eller tvangsauktion. Et sådant tilfælde ramte Hillerød i juli måned 2010, da to store ejendomme på adresserne Torvet 7 og 9 blev sendt på tvangsauktion. Torvet 7, en ejendom fra 1878, som udgør det meste af Torvets sydlige side, rummer 1700 kvadratmeter, bl.a. en restaurant, flere butikker, en bar og en række boliger med i alt 14 lejemål. Naboejendommen Torvet 9 har tre lejemål, hvoraf en butik, der længe havde stået tom.

De to ejendomme var i 2010 vurderet til henholdsvis 30 og 20 millioner kroner, og begge var ejet af Jysk Erhvervsejendomme A/S, der også ejede Slotskroen i Hillerød. Selskabet skyldte da 50,9 millioner kroner for sine lån og 3,6 millioner i terminer, der ikke var betalt. Kort tid efter gik Slotskroen konkurs. Det var BRF Kredit, som havde pant i husene, der sendte ejendommene på tvangsauktion. Selve auktionen fandt sted i Retten i Hillerød tirsdag den 3. august, men da ingen nye investorer meldte sig, valgte BRF Kredit selv at købe ejendommene for 50 millioner kroner. Der var ikke på forhånd fastsat en mindstepris, så BRF bekendtgjorde ved sin advokat, at den ville give en pris, der svarede til den offentlige vurdering. I alt havde BRF Kredit et pant i ejendommene på 62 millioner kroner, og det forlød, at det ikke var usædvanligt at byde et stort beløb, når det pant, man har, er endnu større.

En uge senere blev ejendommene på Torvet nummer 3 og 5 også sendt på tvangsauktion. Den offentlige vurdering lød på 42 millioner kroner, men BRF Kredit overtog ejendommene for 28,5 millioner. BRF havde 31 mio. kr. til gode i ejerpantebreve og 1,8 mio. kr. i restancer fra den tidligere ejer, som også i dette tilfælde var Jysk Erhvervsejendomme A/S. Buddet på de 28 mio. kr. var det eneste, der faldt og var noget lavere end den offentlige vurdering.

Advokat Christian Petri, der afgav buddet på vegne af BRF, var ikke overrasket over, at ingen andre købere meldte sig, fordi en del af lejernes forhold var uafklarede. Et par af kontrakterne betvivlede Retten endog gyldigheden af. Men cheføkonom Jesper Larsen fra Lejernes LO bemærkede, at de nuværende lejere af erhvervslokalerne samt lejlighederne er fornuftigt stillede i forhold til lejeloven,

`Den nye ejer forpligter sig over for de aftaler, som tidligere ejere har indgået. Der skal derfor ikke laves nye lejekontrakter. Hvis en lejer har aftalt særlige vilkår, som for eksempel at lejen er uopsigelig, eller at huslejen ikke kan stige, skal vedkommende sikre sig, at det er tinglyst og oplyst for den nye ejer`, sagde Jesper Larsen.

Jysk Erhvervsejendomme A/S hører hjemme i Haderslev, men har   flere ejendomme i København og Nordsjælland. Selskabet er en del af Peter Gram-Nielsens koncern Storelyngen Invest ApS i Allerød, der ifølge Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk i 2010 havde en gæld på over en milliard kroner, og i 2009 kom ud med et underskud på 256 millioner kroner før skat. (Opl. er hentet i Frederiksborg Amts Avis 1/9 10) Investoren ejede også Jysk Ejendomspant ApS, der ifølge selskabets hjemmeside opkøbte og solgte pantebreve. Også det selskab var under konkursbehandling i 2010, men i Sønderborg, oplyste Statstidende dengang. Den omtalte koncern med de mange forgreninger trivedes åbenbart bedst i 00-ernes erhvervsklima, der i høj grad var præget af vild spekulation i fast ejendom og den beliggenhedsværdi, disse ejendomme har. Det var denne spekulationsfeber, der førte den vestlige verden og hermed også Danmark ind i den store økonomiske krise. Nu er der så blevet renser ud, og de folk, der mener, at det er godt med en krise, har til dels fået ret, men på en underlig kringlet facon. Det gælder nemlig ikke om at acceptere kriser som oprydningsmiddel, men om at undgå dem ved at føre en sund og ansvarlig politik. Den kunst magtede den vestlige verdens og Danmarks politikere ikke i 00-erne.

Protest mod afskaffelse/forringelse af grundskylden

Den Danske Henry George Forening arbejder for at bevare den grundskyld, vi har i Danmark, og for at udbygge den, sa skatten på arbejde og forbrug kan sættes ned. Vi undrer os over og protesterer på det kraftigste imod, at regeringen er parat til at bruge grundskylden som led i den såkaldte vækstpakke. Det løser ingen problemer og vil kun føre til stigende huspriser til skade for huskøberne. (Dette læserbrev er allerede blevet afvist af Politiken).