Om skribenten
Author

Svend Tornbjerg

Henry George finder frihedens mulighed

Sidst på året 1883 blev der igen kaldt på Henry George fra England, hvor hans tilhængere ønskede at få ham over som redaktør for et af deres blade. Den mulighed afslog han dog, men gik ind for at foretage en stor foredragsrejse derover. Nytårsaften sejlede George så igen fra New York. ”Østlig vind, søen rolig”, skrev han i sin dagbog, akkurat som for snart 30 år siden, da han drog ud som skibsdreng.

George igen i England – to gange tur-retur

I London var det sociale spørgsmåls alvor og farefuldhed ved at gå op for `det oplyste borgerskab`. Man diskuterede for og imod Irlands hjemmestyre (Home Rule) og de irske jordproblemer, som George på sin tidligere rejse havde en voldsom debat om.
Foredragsrejsen begyndte med et mægtigt møde i London. Her blev George angrebet på det voldsomste af ”Ligaen tik Forsvar for Frihed og Ejendom”, der var blevet dannet til forsvar for de bestående rettigheder. George blev af folk fra denne liga kaldt for `uretfærdighedens profet`, hvis evangelium var revolution og rov.
Men i brede kredse var modstanden og forbitrelsen mod godsejervældet allerede voldsom, både i Irland, i Skotland og nu også i England, men ikke alle `liberale` turde sige god for George, dårligt nok række en finger til støtte.
I Skotland var jordspørgsmålet særdeles brændende første gang, var der. De fattige bønder – resterne af den bondebefolkning, der havde måttet vige for godsejernes dyreparker og jagtområder – trængtes hårdt, men gjorde modstand mod at blive sat fra hus og hjem.
Her rejste George spørgsmålet om ejendomsretten til jorden på et bredere grundlag, hvor der ikke blev plads til godsejerne. Under George` besøg her blev ”Land Restauration League” dannet, og George skrev dens proklamation til det skotske folk om genvinding at dets ret til fædrelandets jord.
Efter nogle måneders foredragsrejse tog George tilbage til Amerika, hvor han igen blev hyldet af sine tilhængere, og der blev afholdt massemøder, hvortil mange arbejdere og borgere dukkede op. Til de møder, hvor der blev arrangeret fællesspisning, holdt `det bedre borgerskab` sig dog tilbage. Skønt George` berømmelse var steget på det sidste eller netop på grund heraf, var hans ideers `farlighed` begyndt at gå op for de folk, der støttede den bestående samfundsorden.
Snart var George dog i England igen. Her var Irlands Home Rule stadig et væsentligt debatemne.
Men befolkningens elendige boligforhold kaldte på politisk handling her og nu. Derfor var politikerne blevet opmærksomme på grundspekulationens skadelige indvirkning på byudviklingen. George` agitation havde nok også haft sin virkning. I hvert fald blev der nedsat en Royal Commission, hvori selve Prinsen af Wales havde sæde.
I den betænkning, der blev udarbejdet af kommissionen, blev der foreslået at påligne alle byggegrunde, der lå hen i spekulationsøjemed, en særlig grundværdiskat på 4 % for at dræbe spekulationen.

Beskyttelse eller Frihandel

Ved sin hjemkomst i 1885 kunne George endelig, efter flere års afbrydelser, igen tage fat på udarbejdelsen med sit store værk om frihandelen. Bogen udkom året efter under navnet ”Beskyttelse eller Frihandel”.
I sit forord til bogen skrev Henry George bl.a.: -Frihandel er til gavn for det arbejdende folk, skønt arbejderne har svært ved at se det – og anser frihandelen som en storkapitalistisk opfindelse. Jeg påpeger, hvor falsk den tro er, at tro, at arbejdet kan værnes ved toldlove, og jeg peger samtidig på de kendsgerninger, som giver denne tro næring, og klarlægger, hvor lidt de arbejdende klasser kan vente sig af en begrænset og afstemt såkaldt frihandelsreform. Men frihandelen kan ikke stå alene, for arbejdernes kår i frihandelslandet England er lige så usle som i det protektionistiske Frankrig eller i USA.
-Ønsker vi virkelige reformer til gavn for arbejderne, kan vi derfor ikke standse ved frihandelen eller andre reformer; vi må genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv til jorden, den fælles rigdomskilde.
-For at sikre den lige ret til jorden udkræves naturligvis ikke, at de nuværende besiddere eller staten skal overtage al jord, Der kræves blot, at alle jordværdier skal forrentes til samfundet, så ingen private kan berige sig ved den blotte jordbesiddelse, kun ved jordens brug. Hele årsagen til jordspekulation og jordmonopolisering vil dermed være fjernet, og dermed det snærende bånd på arbejdet.
-Men når samfundet således tilegner sig jordværdierne, kan det til gengæld ophøre med at beskatte arbejdet. Virksomhederne kan fritages for skat, når jorden, den passive faktor i produktionen, beskattes. Og der kan således blive ikke alene handelsfrihed men også produktionsfrihed, den virkelige arbejdets frigørelse, som er den naturlige vej til lighedens land.
I sin bog ”Henry George” skrev Jakob E. Lange i sin tid: ”Beskyttelse eller Frihandel er den mest enkle, den mest ensrettede og derfor den i sin slags mest komplette af George` bøger.

Samfundsspørgsmål

I sin bog `Samfundsspørgsmål`, der udkom i 1883, forudså Henry George de voksende sociale spændinger og den øgede sociale ulighed, som kom til at præge alle verdens lande i de følgende årtier op til Den første Verdenskrig, og han skildrer en udvikling, som allerede var godt i gang..
– `Alt i verden i vor tid går i retning af at levendegøre de brede befolkningslags længsler og krav og uddybe deres følelser af det urimelige i de riges og privilegerede begunstigelser. Men samtidig tenderer alt med rivende fart i retning af at øge denne uhyrlige ulighed`.
Sådan skrev George indledningsvis, hvorefter han kritisk tog fat på at beskrive den udvikling, der på hans tid var i fuld gang i Amerika og i Europa.
– `Selv i landbruget vokser stordriften på de små uafhængige farmers bekostning. Store aktieselskaber ejer næsten grænseløse territorier med uhyre kvæghjorte. ”Bonanza”- farme (guldgrube-farme) på 10.000 acres dyrkes af sjak af ”løs”-arbejdere, hjemløse og ejendomsløse nomader.` (Senere beskrevet af John Steibeck i årene fra 1933 til 1952)
– `Den gammeldags håndværker er i mange tilfælde praktisk talt udryddet af storfabrikken. Vel var hans arbejdsdag lang og streng, men han arbejdede i sit eget hjem eller ikke langt derfra og ved siden af sin mester. Lærlingen så frem til den tid, han skulle blive svend. Svenden gik med et mesterskab i maven. Sådan var det for væveren og for landsbysmeden.
Men så kom de nye kæmpefabrikker, der dækkede utalte acres, hvor arbejdere i tusindtal er hobede sammen, og hvor jern og stål ved dampens og maskinernes kraft behandles og udformes med forsvindende lave omkostninger. Her ser man arbejderne f.eks. vende og dreje et stykke jern frem og tilbage 60 gange i minuttet, time efter time, dag efter dag, år ud og år ind.
Mens således fra den ene side koncentrationen umyndiggør og trælbinder arbejderne og fremkalder en aristokratisk rigmandsklasse, vokser samtidig en demokratisk selvbevidsthed i folket, og hos den jævne mand fremstår en levende følelse om ret til livets goder`.
Herefter minder George om en anden civilisation, der for nitten hundrede år siden havde skabt en tilsvarende ulighed. Men så fremstod en ulærd tømrer i en jødisk landsby, der uden at agte den herskende ortodoksi og religiøs formalisme forkyndte Guds Rige på Jorden, hvilket også betød retfærdighed for de fattige.
I andre kapitler i bogen behandler George emner som indvandringen, `overproduktionen` og arbejdsløsheden. Væsentligst for nutidige læsere er nok hans behandling af indirekte beskatning og statsgæld.
– `Statsgæld er ikke et middel til at tvinge kommende generationer til at betale for, hvad de nulevende ønsker sig – det er simpelthen en metode, hvorved ejerne af formue formås til at opgive noget af deres rigdomme mod et løfte om, at alle menneskenes børn skal beskattes til fordel for deres børn og børnebørn. Når man ikke kan eller tør pålægge flere skatter, låner man af de rige – mod renter, og forvandler dermed de rige skatteborgeres forargede modstand til velvillig støtte.
Omkostningerne ved vores Borgerkrig blev ikke udredt af fremtidens mennesker eller folk i andre lande, men ved at låne af de folk, som stod for udviklingen af de produktive værdier, som fandtes her. Resultatet blev en omfattende økonomisk krise. Om vi den gang, da vi kaldte unge mænd til fronten for at dø for deres land, ikke var veget tilbage for at tage – om fornødent – 999.000 dollars fra enhver millionær, havde vi ikke behøvet at stifte nogen statsgæld.
Den statsgæld, som bedst lader sig forsvare, er den, som sker med offentlige anlæg for øje; men hvilken korruption har dog ikke en sådan gældsstiftelse forårsaget her i Amerika. Og hvad skal man sige om resten: kæmpestatsgælden ud over verden, overalt stiftet i krigsøjemed eller for at opretholde tyranniet.
Når nutidens Europa – trods civilisationens vækst – er en eneste krigslejr, og de højeste kulturfolk overalt beskattes så tungt for at betale krigsberedskabet og krigsomkostningerne, da skyldes det de to store opfindelser: den indirekte beskatning og statsgælden`.
Bogen slutter med en stærk appel til George` læsere: ` Større muligheder har vi nu end nogen tidligere civilisation, men derfor også større ansvar. Ikke med skrig og skrål, ikke med snæversynet, egoistisk klassekamp; end mindre ved tåbeligt at holde på forrettigheder og træde på folket ret, løser vi tidens problemer. – Ved brug af naturlovene har vi øget vore fysiske kræfter og vores nationalrigdom. Det gælder nu om at finde og følge samfundslovene, om vi vil undgå tilintetgørelsen – og i stedet for bygge et virkeligt folkehjem`.
George` udredning af samfundslovene har han fremstillet i Fremskridt og Fattigdom.

PS. I 1895 erklærede Højesteret i USA indkomstskat forfatningsstridig. I 1909 fik præsident W.H.Taft ophævet denne afgørelse. I slutningen af 1800-tallet vandt J.P.Morgan indpas i Verdens finanscentrum i London City og finansierede ad den vej Boerkrigen i Sydafrika.. I året 1900 ejede ifølge en lokal undersøgelse èn procent af befolkningen i Wisconsin halvdelen af de registrerede ejendomme. I Europa blev linjerne trukket op til det store opgør mellem stormagterne. De samme stormagter havde allerede under Berlinkonference i 1884-85 sammen med USA opdelt det meste af Afrika i interessesfærer.

Henry George blander sig i det irske oprør

I april 1879 rejste den irske folkefører Michael Davitt oprørsfanen igen. Han havde da udstået sin straf på syv års fængsel for sin utrættelige kamp for Irlands frihed, men han ville ikke nøjes med kun at kræve selvstyre for sit land. Nu gik han til kamp mod de engelske godsejere, der ejede det meste af Irlands jord og ved hjælp af forpagtere udsugede de irske bønder. Kampråbet lød nu ”Jorden til folket”.

Som kamporganisation stiftede de irske oprørere samme år The Iirish Land League, som Davitt, der selv var bondefødt, blev sjælen i, og han mente, han havde en retfærdig sag at kæmpe for, og at han kunne bruge ”Fremskridt og Fattigdom” i denne kamp. Davitt arbejdede sammen med Charles Stewart O´Parnell, som dog selv var godsejer, og han ville første og fremmest forbedre forpagternes retsstilling. De kunne nemlig til enhver tid afsættes helt vilkårligt af de engelske godsejere I 1880 blev 10.500 forpagtere sagt op. Samme år rejste de to ledere til Amerika for at søge støtte til deres kamp blandt det store irske islæt i staterne.

Det var på den tid, Henry George gik i gang med at skrive en artikel om Irland. Men på grund af den tilspidsede situation i landet blev det til et kampskrift med titlen `Det irske jordspørgsmål – hvad det indebærer og hvorledes den eneste mulige løsning kan findes`. For George gjaldt det om at inddrage jordrenten til folkets fælles kasse.`Så ville landlord-klassens økonomiske magt være brudt og dens åg på folkets skuldre fjernet`.

 Ikke kun et irsk problem

 Men han stoppede ikke her, men tilføjede: `Hvad det gælder om er ikke kun de irske bønders frihed, men menneskenes frigørelse i alle lande. Irlands tilfælde er nemlig kun et særligt udslag af den konstitutionelle sygdom, der hærger alle lande. Den irske frihedskamp må udvides til en kamp for hele menneskehedens frigørelse.`

George deltog også som taler ved Davitts og Parnells irske agitationskampagne i Amerika og i Canada, hvor de mange indvandrere modtog ham med begejstring. Det gav Georgs en uventet og kærkommen chance, idet bladet ”The Irish World” indbød ham til at rejse til Irland og England som korrespondent og iagttager. Samtidig begyndte bladet ”Truth” at trykke ”Fremskridt og Fattigdom” som bilag til bladet. Den unge Louis F, Post, der redigerede bladet, fik herefter overdraget retten til trykke F&F overalt – uden at betale for det.

I oktober 1881 rejste George sammen med sin hustru Annie og deres yngste børn fra New York til Irland. Det var kort tid efter, at David og Parnell var vendt tilbage, og de to ledere havde da kort tid efter deres tilbagekomst gennem den irske Land-Ligas erklæret afgiftsstrejke på de irske bønders vegne. Ligaen foranstaltede også boykot mod enhver, der havde opsagt en forpagter eller overtaget en gård efter en opsagt. Den engelske regerings svar var at sende mere politi og militær til den urolige ø.

 Glødende indignation

Ved at være vidne til dette blev George` sympati for bøndernes sag til glødende indignation over den uret, de var ofre for, og ved et møde i Dublin, som han var indbudt til, blev han modtaget men overvældende begejstring, men de politiske ledere i Land-ligaen, som lyttede intens til de signaler, der kom fra regering i London, forholdt sig køligt over for George. Det kom bl.a. til udtryk derved, at Parnells fløj i Ligaen nu talte for gennemførelse af en slags selvejendom for bønderne ved køb af jorden. I England, hvortil George var blevet inviteret af radikale kredse, var modtagelsen varm og uforbeholden. Her var Helen Taylor, John Stuart Mills steddatter, det mest fremtrædende medlem blandt de engelske venner af Irlands sag. Men George mødte også filosoffen Herbert Spencer, der tidligere havde givet udtryk for, at privat jordejendomsret uforenelig med retfærd. Derfor blev George dybt skuffet, dan han nu måtte høre Spencer sige, at de irske agitatorer kun fik, hvad de havde ærligt fortjent, de havde jo ophidset bønderne til at nægte godsejerne, hvad der med rette tilkom dem. Spencer tilhørte åbenbart nu den konservative fløj i England, der ville sætte hårdt mod hårdt.

Til gengæld voksede tilslutningen blandt de radikale i England og i Skotland, hvor jordspørgsmålet på visse områder var lige så brændende som i Irland, ganske særligt for de skotske bjergbønder. Her kom George til, som han senere sagde, at `skabe en revolution` ved at holde taler for de folk og organisationer, der indbød ham. Det gjorde ikke hans popularitet mindre, da det rygtedes, at han et par gange var blevet arresteret af det engelske politi i Irland.

Til en ven skrev han: ”Så sandt, vi lever, har vi tændt ilden i England; ingen magt kan slukke den. Vore engelske venner vil absolut have mig til at blive her, men det behøves ikke nu. – Næste mandag venter jeg et nyt oplag på 20,000 eksemplarer af ”Fremskridt og Fattigdom” udsendt. Et år er gået, siden jeg forlod New York. Et mærkeligt år. Ukendt var jeg draget ud, og nu – ”

George`kald

Henry George havde blandet sig i de fattiges kamp for bedre vilkår i Irland, i England og i Skotland. Deres kamp var også blevet hans kamp, men efterhånden fandt han ud af, at han ikke kunne gøre mere.  Derfor brød han op og rejste tilbage til New York.

Ved hjemkomsten opdagede George snart, at hans optræden i England og Irland ikke var forløbet ubemærket i Amerika. Her blev han modtaget af de irske indvandrere med åbne arme. Der blev arrangeret massemøder og møder med fællesspisninger for den nu berømte stridsmand for den irske sag, og George holdt oplysende taler til store forsamlinger. Mange arbejdede nu også for at få ham George til at stille op som kandidat til Kongressen. Men den mulighed ønskede han ikke at benytte sig af, for, som han sagde til sine venner: hans arbejde lå andetsteds.

Han havde på det tidspunkt nye værker i tankerne. En bog om beskyttelse og frihandel og en populær bog om socialøkonomi lå allerede i svøb, men udarbejdelse af dem måtte vente til senere, for efter sin hjemkomst optog foredragsvirksomhed en stor del af hans tid. Samtidig skrev han en række kronikker til et New York-blad, som i 1883 blev udsendt samlet under titlen ”Samfundsspørgsmål”. Fordi bogen blev til på denne måde, blev den mere `journalistisk` end Georges` andre bøger. De enkelte kapitler er korte, ret selvstændige, og omhandler aktuelle problemer og spørgsmål. Alligevel trækker den nogle linier op, og George forudsiger med stor styrke den voksende ulighed og den voksende sociale spænding, der vil komme til at præge verden i årene, der kommer, og som allerede var synlige på George` tid.

 

 

 

EU giver Tyskland en irettesættelse

For nylig fik Tyskland en alvorlig påmindelse fra EU om, at landets permanente handelsoverskud burde nedbringes, fordi det forlænger eurokrisen.. EU’s økonomikommissær Olli Rehn rådede i kraftige vendinger Tyskland til at skabe mere vækst ved at styrke den indenlandske efterspørgsel. Ledende tyske politikere og økonomer reagerede straks positivt på kritikken. Det gjorde de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, også, og overraskende for mange også det tyske Økonomiske Institut i Köln, IW, der finansieres af industriforbund og arbejdsgivere.

Et af de problemer, som Rehn peger på, er, at Tyskland gennem mange år ikke har øget det indenlandske forbrug i passende omfang. Et andet og nok så alvorligt er, ifølge et internt EU-papir, som Süddeutsche Zeitung har fået adgang til, at Tyskland i årene 2006-2012 kun investerede 10 procent af indkomsterne fra sit handelsoverskud i hjemlandet selv. Størsteparten af resten blev placeret i den udenlandske finanssektor, der brød sammen i 2008. Det medførte, at forbruget faldt yderligere, og de tyske skatteydere måtte til lommerne for at holde fallerede banker flydende. Dertil kom, at Tyskland gennem flere år ydede betydelige beløb til sydeuropæiske lande for at undgå et sammenbrud i eurozonen.

Denne bedømmelse deles af mange, og nogen vil tilføjede, at de svage offentlige og private investeringer ikke bare svækkede det indenlandske forbrug, men også dæmpede væksten i importen fra landene i eurozonen og fra lande udenfor.

Tyskland har altid satset på at skaffe sig et solidt handelsskud og har haft det siden 1952. Mens landet endnu havde d-marken, blev forholdet til andre valutaer fastlagt ved kursreguleringer, og det medførte, at marken stod stærkt. Men nu er Tyskland bundet af de regler, der gælder i eurozonen, og ifølge dem må intet lands handelsoverskud overstige 6 procent over en længere periode end tre år. Det har det tyske handelsoverskud over for udlandet gjort siden 2006, altså i otte år. I 2013 havde Tyskland det største handelsoverskud i hele verden. Det var det år på næsten 200 milliarder euro.

Den nye regering i Tyskland, som blev resultatet af det sidst afholdt forbundsdagsvalg, består af partierne CDU/CSU og SPD, og den er allerede gået i gang med at stimulere den tyske økonomi. Det er således besluttet at indføre en landsdækkende mindsteløn, og i regeringsaftalen er der afsat store summer til investering i trafik, pensioner, uddannelser og børnehaver. Der kan også blive tale om at udligne de lønforskelle, der stadig består mellem Øst- og Vesttyskland.

Det betyder ikke, at der pludselig er opstået idel harmoni mellem tyske arbejdsgiver og lønmodtagere, men signalet fra EU er blevet opfattet på de tyske arbejdspladser. Dietmar Schäfer, næstformand i de tyske byggearbejderes forbund, IG Bau, der leder forhandlinger med byggeriets arbejdsgivere, oplevede først i marts, at arbejdsgiverne afbrød forhandlingerne på ubestemt tid. Det var deres svar på byggearbejdernes krav om en lønforhøjelse på 7 procent

Dietmar Schäfer siger til Politiken (7/3): ”EU kritiserer os med god grund. Vores fremgang er sket på udlandets bekostning. Vi har gjort os alt for afhængige af eksport. I dag må vi styrke efterspørgslen på vores indlandsmarked. Byggeriets arbejdsgivere har ikke tilbudt lønforhøjelser overhovedet. Det er ikke usædvanligt. Den gennemsnitlige stigning i månedslønnen for alle lønmodtagere var i fjor 1,3 procent. Samtidig steg priserne med 1,5 procent. Det betød, at reallønnen i fjor faldt med 0,2 procent, hvilket er det første fald, siden 2009, da den økonomiske verdenskrise brød ud.”

(De fleste oplysninger er hentet fra Peter Wiwels artikel i Politiken den 7. mart d.a.).

 

Fremskridt og Fattigdom bliver til

I tiden efter, at Henry George var vendt tilbage til Californien fra New York, stod han igen uden fast arbejde. Men så startede han sammen med en ven sin første selvstændige avis. Med 1800 dollars i ryggen udgav han San Francisco Evening Post for en cent per stk. Til den pris kunne enhver få råd til og fristes til at købe avisen.

Som redaktør af avisen tonede George rent flag for en virkelig demokratisk politik, for frihandel og for inddragelse af den jordrente, som han havde slået til lyd for i en tidligere udgivet pjece. Han påtalte de overgreb, som magthaverne udsatte arbejdstagerne for, især den usle behandling, som søfolkene blev tildelt.

Henry George lod sig ikke påvirke af de folk, der havde magtpositioner i kraft af monopoler og private interesser, skønt det medførte tab af annonceindtægter. Han troede fuld og fast på, at hans avis kunne opretholdes alene ved sine holdninger og for sit budskab. Men da endnu en økonomisk krise og andre vanskeligheder stødte til, måtte bladet opgives i 1875.

 Georges kald

På det tidspunkt var George overbevist om, at jorden burde være det amerikanske folk fælles ejendom og at renten af jordens værdi skulle inddrages af samfundet, så told og forskellige skatter kunne afskaffes, og han følte, at han havde et kald til at forklare dette synspunkt for alle. Men det krævede nye studier og undersøgelser. For at få tid til dem fandt han et arbejde som gasmåler-inspektør. Det var overkommeligt og gav samtidig lidt fortjeneste. Når hans tid tillod det, foretog han så de undersøgelser, som blev grundlaget for udarbejdelsen af `Fremskridt og Fattigdom`.

Sideløbende med sine studier holdt George en del foredrag, således sin første og eneste universitetsforelæsning på det nyoprettede Berkley Universitet i San Francisco. Ved indbydelse til George havde man antydet, at universitetet ønskede at finde en kandidat til et professorat i socialøkonomi. I sit foredrag gjorde George det klart, at det, han havde at sige, ikke var specifikt teoretisk. Han ville påvise, at socialøkonomi ikke var et indviklet og uafgrænset emne, men at den i virkeligheden var fast i linierne, let at følge og værd at beskæftige sig med, fordi den havde afgørende betydning for den enkelte og for hele folket.

Det er forståeligt, at universitetets autoriteter ikke var begejstret for George` tale, som faktisk også var en underkendelse af de økonomiske teorier og lærdomme, som var kendt på den tid. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at George benyttede nogle ord og vendinger, som universitetet fandt upassende, så George blev ikke akademiker. Selv opfattede han sit budskab som universelt, ikke kun et budskab til det amerikanske folk, men et budskab til alle undertrykte folk.

Det er værd at bemærke, at Henry George i årene 1891 – 1897 udarbejdede sit eget social-økonomiske værk, som han kaldte `Den Nationaløkonomiske Videnskab`. George nåede dog ikke at finpudse manuskriptet før sin død. Nogle af hans senere tilhængere fandt alligevel bogen betydningsfuld, så de lod bogen trykke i New York i 1968. For nogle år siden blev bogen oversat til dansk og udgivet her i landet i 2o12.

I alt, hvad George skrev, og i de mange taler, han holdt, skinnede hans holdning til det vanskelige begreb frihed igennem. Det fremgik klart af den tale, han holdt på USA’s nationale frihedsdag den 4. juli 1877. Træk af denne noget højtsvungne tale findes i `Fremskridt og Fattigdom`. Et sted i talen hedder det: ”Frihed, det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt praleord. Thi det betyder retfærd, og retfærd er naturens lov – loven for sandhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke.”

Fremskridt og Fattigdom

`Fremskridt og Fattigdom` blev påbegyndt i september 1877 og fuldført i 1879, halvandet år senere. På det tidspunkt var der igen krise i USA, overalt i staterne, og George vidste af egen erfaring, hvad kriser betød. Forklaringen af dem og indignationen mod dem var af stor betydning for hele George` virke. Det kan da heller ikke undre, at undertitlen på hans bog blev: `En undersøgelse af årsagerne til kriserne og den stigende armod under rigdommens vækst.`.

Inden George i sin bog nåede frem til en nærmere udvikling af de tanker, som han i sine mange taler og i `Vor jord og Jordpolitik`, havde givet udtryk for, måtte han revidere og konsolidere socialøkonomien, således som den var udtænkt af tidens og fortidens tænkere. Det gjaldt Adam Smith, David Ricardo, Robert Malthus og John Stuard Mill, de klassikere, hvis lære han belyste og kritiserede, før han på et ægte og brugbart grundlag kunne ordne og cementere sit eget værk. George` kritik af Malthus vil man dog næppe helt kunne godtage i vore dage.

For George betød fuldførelsen af `Fremskridt og Fattigdom` en vældig spændingsudløsning, men han var sikker i sin sag Så længe han levede var han urokkelig overbevist om, at han havde løst den opgave, han havde påtaget sig, og han følte, at bogens udformning, dens stil og klarhed, var sådan, at den, trods problemernes storhed og vide omfang, kunne forstås af den jævne mand og derfor ville være et mægtigt våben og et værktøj i folkets bestræbelser og kamp for frihed.

Til sin gamle far i Philadelphia skrev Henry George bl.a.: ”Det er med en dyb følelse af taknemlighed overfor Vor Fader i Himlen, at jeg sender dig et eksemplar af min bog. Jeg er taknemlig over, at jeg har oplevet at kunne udarbejde den, og at du har levet længe nok til at kunne få den at se. – Bogen vil ikke blive anerkendt lige straks – men vil til sidst nå et blive vurderet som et storværk.”

Forlæggerne var ikke just villige til at have med bogen at gøre. For dens radikalisme havde de øje, ikke for dens storhed. George fik da selv et lille oplæg trykt i San Francisco; men så besluttede et stort New York-forlag, stærkt tilskyndet af nogle af George` ungdomsvenner i Philadelphia, at trykke et større oplag, som blev sendt vidt ud over hele verden (jan, 1880), hvorefter flere statsmænd udtalte deres glæde og beundring for bogen, således Sir George Grey i New Zeeland og WilliamGladstone i Storbritannien. Den franske forfatter og socialøkonom Emile Laveleye anmeldte bogen i Revue Scientifique i begejstrede vendinger, og en udmærket tysk oversættelse blev udarbejdet af C. D. F. von Gutschow.

 George forlader Californien

Men anerkendelsen udeblev i Californien, hvor aviserne enten var fjendtlige (særlig jernbanernes klike) – eller behandlede bogen med et overbærende smil som ”lille Harry Georges` store kæphest.

Henry George indså da, at han ingen fremtid havde i det kriseramte land. I august 1880 brød han op – foreløbig alene – og rejste til New York for der at skabe en ny og bedre fremtid for sig selv og sin familie. Her var præsidentvalgkampagnen i fuld gang, og George meldte sig hos Demokraterne, men det blev kun til et enkelt vælgermøde, for George forfærdede alle pæne, moderate Demokrater ved uden videre at erklære, at hvad det gjaldt om var fuld frihandel, alle toldbomme ud af verden. Næste dag blev han hovedkulds kaldt hjem af kampagneledelsen.

Men endelig lysnede det lidt, for kort tid efter, at `Fremskridt og Fattigdom` var udkommet i New York, tog salget fart, og det gav George en del indtægter, så han kunne få den værste gæld ud af verden. Samtidig blev han opfordret til at skrive en artikel om `det irske spørgsmål` til et tidsskrift. Dette fik stor betydning for ham og for markedsføringen af hans ideer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Malstrømmen – en bog om Chicago

The Pit, (på dansk Malstrømmen), Frank Norris` anden roman i den planlagte serie om hvedens saga, foregår i Chicago, Norris` fødeby. Allerede i bogens første afsnit præsenteres læserne for de personer, der bærer romanen igennem. Det sker i Auditotium Teatrets forhal, i teatrets loge og ved den efterfølgende private sammenkomst. Her møder vi bl.a søstrene Laura og Page på henholdsvis 23 og 17 år, deres tante fru Wessels, kaldet Wess, Landry Court og hr.og fru Cressler.

I teatrets forhal gik snakken livligt blandt de festklædte teatergæster, som i virkeligheden var et fremmøde af Chicagos millionærer, mens fattige stakler ude på fortovet trænger sig på for at få et glimt af byens fornemme folk. Det, snakken drejede sig om, var Helmick-fallitten, der havde fundet sted samme dag. Sagen var, at denne Helmick havde forsøgt at opretholde en kunstig høj pris for majs for derved skabe en corner, som det hedder i børssprog, men så fik han alle sine konkurrenter imod sig, og da de pludselig udbød store mængder af majs til salg, faldt priserne drastisk, hvorved Helmick mistede hele sin investerede kapital.

Hermed var romanens tema slået an, og vi bliver præsenteret for Cresslers historie. Han var en tidligere landmand fra Massachusetts, hvor også Laura og Page kom fra. Efter borgerkrigen bosatte han sig i Illinois, hvor han tjente stort på køb og salg af fødevarepriser. Så flyttede han til Chicago, hvor han købte en plads på kornbørsen og blev millionær på få år. Efter udbruddet af den russisk-tyrkiske krig steg prisen på hvede voldsomt. Det benyttede Cressler sig af. Sammen med to mænd fra Milwakee samlede han nu hele oplandets forråd af vårhvede på deres hånd. Tre dage senere beregnede de deres fortjeneste til en million dollar, og otte dage senere kunne de have tjent halvanden million.

Men så tabte de tre mænd hovedet, idet de fastholdt deres corner lige en uges tid for længe, og da det øjeblik kom, da de måtte sælge for at inddrive gevinsten, opdagede de, at de ikke kunne komme af med deres uhyre forråd uden at slå prisen ned. I løbet af to dage var den hvede, de havde holdt oppe i 1 dollar og 10 cents pr bushel (skæppe=36,35 liter), faldet til 60 cents. Hermed var de to Milwakee-mænd ruinerede, og to tredjedel af Cresslers umådelige rigdomme forsvandt som røg i luften. Herefter spekulerede Cressler ikke mere, men beholdt sin plads i Børsen, hvor han blev børsmægler. Samtidig advarede han, når lejlighed bød sig, andre mod at drive risikable spekulationsforretninger.

Ved sammenkomsten hos Cresslers var også Curtis Jadwin til stede. Han og Laura havde tidligere på aftenen talt sammen. Nu spurgte hun fru Cressler om, hvem denne mand var, og hun var mere end villig til at fortælle: – ”Han var omkring 35 år og kom fra Michigan, hvor hans slægt gennem generationer havde været landmænd, arbejdsomme og hæderlige folk. Derfor lå det lige for, at også Curtis ville gå ind i det praktiske liv. Nogle påbegyndte studier opgav han i hvert fald hurtigt. Engang var en mand fra Chicago kommet til at skylde ham nogle penge, og i stedet for betaling tilbød han Jadwin nogle grunde på Wabash Avenue. Efterhånden som byen voksede, steg grundene naturligvis i pris. Han solgte dem og købte andre rundt omkring og så videre til han ejede nogle af de bedste grunde i byen. Alene lejen af disse grunde indbragte ham Gud ved hvor mange tusinder om året. På den måde blev han en af Chicagos største grundejere, men nu køber og sælger han ikke mere, for hans mængde af ejendomme var blevet så stor, at det tog al hans tid at bestyre dem. Nu bor han i ”Røverreden”, måske fordi han af og til har smag for den lille forretning i hvede, men som regel afholder han sig fra spekulationer.”

Men det gjorde han dog ikke. En mandag morgen en måned senere trådte Curtis Jadwin ud fra sit kontor i ”Røverreden” og gik mod syd ned til vekselerer- og kommissionsforretningen Gretry, Converse & Co.s kontor i Børsens stueetage kun et par skridt borte. Her befandt han sig ikke langt fra den malstrøm, der ved køb og salg fik høsten fra hvedestaterne i Amerika til at bevæge sig til lande over hele verden. Var prisen på hvede høj, var det til gavn for landmændene, der producerede den, og til skade for de fattige, der skulle købe. Var prisen lav forholdt det sig omvendt. Hvorfor ikke finde en middelpris? Det var jo den tanke, Cressler have luftet, sidst de sås, tænkte Jaswin. Det var jo også ham, der lo, da tanken om at ville samle al hveden på en hånd blev drøftet.

Gretry var på sit kontor, da Jadwin kom. Han havde bedt ham komme, bare for at oplyse, at hans mand i Paris telegrafisk havde meddelt ham følgende: `Lov angående udførselstold på udenlandsk korn vil sikkert blive forelagt det fransk kammer i løbet af måneden.` Denne meddelelse fik Gretry i hænde et par dage før alle andre, og det betød, at kornpriserne ville falde, så nu gjaldt det om at sælge. Dette er jo ikke spekulation, sagde Gretry – det er fundne penge, for prisen på majshvede ligger på 94, hvor den burde kunne sælges et godt stykke nede i 80-erne.

Efter at de to havde spillet plat eller krone om det, gik Jadwin med. Nu troede han igen på det held, der tidligere havde stået ham bi. For en million Bushels? spurgte Gretry. Ja, for en million, lød svaret. Men fra det tidspunkt var Jadwin fanget ind af spillet på Børsen og kampen mod andre store spillere, også kaldet tyrerne, og han tjente store penge. I sin private sfærer omgikkes han dog stadig med sine gamle venner, han giftede sig med Laura og købte et pragtfuldt palæ med udsigt til Michigansøen.

Efter i tre år at have tjent styrtende med penge ville Jadwin lave en corner, men så gik det galt. For at redde sine opkøb pantsatte han i første omgang alle sine grunde og huse og brugte pengene til at holde prisen på hvede oppe, men lige lidt hjalp det, for landmændene have på grund af de gode priser tilsået nye områder med hvede, og da høsten kom i hus, væltede det ind med så store tilbud om salg af hvede til børsen i Chicago, at markedet gav efter. Prisfaldet var så stort, at Jadwin mistede hele sin formue. Det samme skete for Cressler, der på trods af al forsigtighed var hoppet med på vognen. Han tog sin fallit så alvorligt, at han begik selvmord. Gretry gik ikke fallit, skønt han tabte en masse penge, men det forlød, at hans tab også havde ramte 18 handelshuse i Chicago, der alle gik fallit dagen efter, at Gretry standsede.

For Jadwin og Laura betød sammenbruddet, at de måtte afvikle alt i Chicago, også deres palæ ved Michigansøen. Deres ægteskab var en tid var ved at bryde sammen, da Laura søgte kontakt men sin trofaste ven gennem flere år, kunstneren Corthell, vel nok forfatterens alter ego, men hun fortrød i sidste øjeblik, idet hun indså, at hendes plads var ved Jadwins side, nu han var ved at komme ud af en svær depression.

Romanen slutter med, at Jadwin og Laura beslutter at rejser til New York for at skabe en ny tilværelse. I et brev fra Page, der allerede var flyttet til New York sammen med sin mand Landry Court, skrev hun til sin søster: ”Hvor er det glimrende gjort af din mand at begynde sit nye arbejde, før han endnu var rask. Landry siger, han ved, at din mand kan skabe en to, tre formuer i det næste par år.”

Malstrømmen, der udkom omkring århundredeskiftet 1900, bidrog sammen med andre samfundskritiske publikationer på den tid stærkt til at åbne amerikanernes øjne for de katastrofer, som grove spekulationer kunne medføre for enkeltpersoner og for det amerikanske samfund. – At verdensøkonomien også kunne blive ramt, så vi ved de store krise i 1929 og i 2008.

Norris er i stilen påvirket af Zola og Kipling, men emnevalg og udformning viser ham som en af de ejendommeligste repræsentanter for nyere amerikansk litteratur. (Hagerups Lesikon fra 1951).