Om skribenten
Author

Svend Tornbjerg

Den Internationale Valutafond (IMF)

Under den verdensomspændende depression i 1930`rne brød den internationale samhandel sammen. I de vestlige lande indførte man handelsrestriktioner i form af toldbarrierer og importkvoter. Samtidig begrænsede man i de enkelte lande borgernes muligheder for at eje udenlandsk valuta.

Ved det før omtalte møde i Bretton Woods i 1944, hvor repræsentanter fra de allierede lande under verdenskrigen mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde, besluttede man også at oprette en international valutafond, der i tiden fra sin formelle start to år senere havde 29 medlemmer.

Organisationens opgave var at overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel. Ud fa disse forudsætninger påtog IMF sig at styre det globale finanssystem. Et af IMFs redskaberne var at låne penge ud til lande, der havde problemer med underskud på betalingsbalancen, og det havde flere lande i årene efter verdenskrigen, også Danmark. Derfor optog Trekant-regereing i årene 1957-60 et lån i IMF for at afhjælpe problemet, og dette sammen med andre kloge foranstaltninger førte til, at Danmark i 1960 kunne præsentere et betydelig overskud i vores samhandel med udlandet.

I den periode tilsluttede Danmark sig EFTA, Den Europæiske Frihandels Sammenslutning, sammen med Storbritannien, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961 og Island i 1970. Med frihandelen omfattede kun industrivarer, der som følge af øget konkurrence blev betydeligt billigere. Danmark og England udtrådte i 1973 ud af EFTA som følge af medlemskab af EF.

IMFs går også i vore dage ud på at yde hjælp til lande, der har svære økonomiske problemer. Til gengæld for lån og rådgivning forpligter de pågældende lande så til at iværksætte politiske og social reformer efter IMFs anvisninger. En række lande har fået hjælp fra valutafonden på de givne betingelser. Men f.eks. Island valgte at løse sine problemer på egen hånd, mens et andet yderpunkt, Grækenland, har modtaget hjælp fra både IMF, Den Europæiske Centralbank og fra Tyskland. Hvordan det vil ende for det forarmede land, ved vi endnu ikke.

Fra sin oprettelse i 1946 var en af IMF`s opgaver at forsøge at opretholde et system af faste  valutakurser med dollaren som dominerende valuta, som på sin side var bundet til prisen på guld, men da USA i 1971 gik fra guldet, brøde Bretton Woods systemet sammen. Siden har valutakurserne mellem USA og de største valutaer i verden været flydende, men alligevel ret stabile.

Men ved udbruddet af den internationale økonomiske krise var situationen pludselig en helt anden. De store spillere var nu Centralbankerne i USA og i EU, men også, Wall Street, Regeringen og Kongressen i USA spillede med. Det samme gjorde Kommissionen i EU.

Nu gjaldt det om at forhindre et totalt sammenbrud i verdensøkonomien

IMF`s ledelse hører ligesom Verdensbanken hjemme i Washington, og organisationen har  188 medlemmer Den ledende direktør kommer sædvanligvis fra Europa. Der har der været en del kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de de attraktive og indflydelsesrige poster i organisationen vil måske åbne op for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning. Siden den 28. juni har Christine Lagarde fra Frankrig været direktør for IMF. Danskeren Poul Thomsen er vicedirektør for IMF`s europæiske afdeling.

Som det fremgå af ovenstående fremstilling blev den nye økonomisk orden til gennem  to store nydannelser. På den måde troede de deltagende lande, at de kunne sikre frihandel  i verden, men det viste sig hen ad vejen, at mange og til sidst store vanskeligheder kom på tværs.

Kineserne kommer

Den 8. januar 2015 bragte Politiken en kommentar fra avisens Asienekspert Flemming Ytzen om de nye markedsaftaler i Asien Heri redegør Ytzen for de seneste hjælpeprogrammer og markedsaftaler, som Kina har fået bragt i hus, og sammenholder dem med tidligere aftaler. Det fremgå af redegørelsen, at Kina hermed er blevet en betydelig økonomiske medspiller på verdensplan.

Her ved indgangen det nye år meldte den kinesiske regering ud, at den ville hjælpe Rusland ud af rublens frie fald, som de vestlige landes sanktioner og olieprisernes nedtur havde forårsaget. Som betaling forventede Kina sikre og langvarige leverancer af olie og gas fra Rusland. Måske kan der så senere blive tale om kinesiske selskabers investeringer i nogle af Sibiriens rige råstofforekomster. Håndsrækningen til Rusland kom kort tid efter, at Beijing havde udstedt massive hjælpepakker til Venezuela og Argentina.

Men Kina gør sig også gældende på andre områder. I oktober 2014 var kineserne således initiativtageren til oprettelsen af Den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank, AIIB, der omfatter 21 asiatiske lande. Blandt dem er også de to traditionelt Kina-skeptiske lande Indien og Vietnam som stiftende medlemmer. Tidligere på året på året blev verden vidne til oprettelsen af Den nye Udviklingsbank, NDB, hvor Kina fik sine partnere i Brik-gruppen med. Dvs. Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika.

I forvejen eksisterer Den Asiatiske Udviklingsbank, som er japansk domineret, samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som blev oprettet i 1945 med henblik på genopbygning og økonomisk udvikling efter 2. Verdenskrig. Begge institutioner hører hjemme i Washington og har været domineret af USA i næsten hele deres levetid. Meget tyder på, at de gennem de senere år er de blevet mere flerstrengede.

AIIB handler formentlig om at levere et modspil til den frihandelsaftale, som er under udarbejdelse mellem USA og Japan. Dette Trans-Pacific Partnership er et forsøg på at binde amerikanske og Japanske interesser sammen, men er stødt på modstand fra japansk side. Et lignende forsøg på at binde USA og Europa sammen i en stor frihandelsaftale kan også have spillet ind.

Ved sin oprettelse af AIIB meddelte Kina, at banken i sin første opbygningsfase kun vil have asiatiske medlemmer, men at vestlige lande vil få tilbudt medlemskab senere. Dette tilbud vil dog næppe blive accepteret i nærmeste fremtid, men at der vil blive mere konkurrence mellem de forskellige systemer i årene, der kommer, er der vist ingen tvivl om. Ret så vigtigt er det derfor, hvordan parterne forvalter deres indflydelse.

George` sidste kamp

Et par af Henry George` velstående venner havde nogle år, inden George` opgør med Spencer, stillet midler rådighed for ham, så han kunne hellige sig  udarbejdelsen af sin `Socialøkonomi`, men George måtte tage dette opgør. Han måtte også deltagelse i præsidentvalgkampagnen til fordel for Demokraten W. J. Bryan. Men det var især præsident Clevelands indsættelse af militæret mod en jernbanestrejke i Chicago, der for alvor bragte George` sind i kog.

    George bebrejdede ikke jernbanearbejderne, at de havde ødelagt lokomotiver, sat ild til remiser og meget andet, tværtimod forsvarede han dem, og skønt guvernøren Illinois havde protesteret mod militærbesættelsen, var der intet blad i New York, der støttede ham, men det gjorde George med følgende svada:

     ”Ingen kan have mere respekt for loven end jeg, men der er noget, som er vigtigere, og det er friheden. Ingen har heller større respekt for ejendomsretten. Og dog så jeg hellere alle lokomotiver i landet væltede, hver skinne brudt op, hver remise brændt, end at de skulle beskyttes af tropper fra unionens hær. Det er den `ordenens opretholdelse`, der har kostet alle forudgående demokratiske republikkers liv. Jeg elsker den amerikanske republik højere end slig orden”.

     Men George kunne også tage sig af løsning af praktik-økonomiske vanskeligheder. Det gjorde han, da et stort jernværk, som en af hans venner havde interesser i, bad ham om råd og hjælp. Skønt fabrikken havde rigelige ordrer, stod den over for at måtte lukke og sætte 500 arbejdere på gaden.  George rådede ejerne til, på basis af kortvarige gældsbeviser, at udstede nød-penge, som arbejdere, husværter og købmænd villigt modtog – og som blev indløst i løbet af par år, hvorved problemerne blev løst.

     I november 1897 skulle der igen være borgmestervalg i New York, og denne gang var det udvidet til at omfatte hele kæmpebyens område. For de progressive kræfter gjaldt det om at finde en demokratisk, uafhængig kandidat, der kunne stå som samlingsmærke for folket. Det viste sig  ret hurtigt, ar der kun var et navn der kunne komme på tale: Henry George`. George holdt sig dog længe tilbage. Lægerne advarede og sagde, at det ville blive den visse død, mens andre slog på, at det ville betyde en alvorlig afbrydelse i hans arbejde med `Socialøkonomien`. Men trods alle advarsler og besluttede George at tage kampen op, en beslutning, som hans hustru Annie bakkede op om. Til vennernes advarsler sagde hun bl.a.: ”Beslutter han sig til at tage kampen, kan jeg intet gøre. Jeg skal tværtimod gøre alt, hvad jeg formår for at styrke og opildne ham.”

    Valgkampen blev af uhørt voldsomhed og strakte sig over tre uger. Folk kom rejsende langvejs fra bare for at være med i dramaet. George selv syntes at få  livskraft på ny, trods sin svage fysik. 3-4 daglige vælgermøder var det almindeligt. På hans banner stod der: Retfærd Frihed Lighed.

     Men vennernes frygt havde ikke været uden grund. Fire dage før valget, ved det fjerde af dagens kæmpemøder, var det tydeligt, at den uhyre anspændelse havde været for meget, og da  han ved midnat vendte tilbage til sit hotel, var han dødtræt. Næste morgen var han død.

     Hans død lige før valget vakte naturligvis stor opsigt. Selv modstandernes blade brugte store ord  for at udtrykke deres beundring og respekt. Et af dem skrev: ”Han var mere end en valgkandidat, bejler til et embede, mere end politiker, mere end statsmand. Han var tænker, hans værk tilhører verdenshistorien. Hans død begrædes i alle den civiliserede verdens lande. Som tænker, filosof, skribent var han stor; men han var større som sandhedens apostel – for sandheden, som han så den – en evangelist, der bragte budskab om retfærd og broderskab til de fjerneste egne af verden”.

     ”Hans ligfærd gennem New York blev fulgt af en uendelig folkeskare. Således fik da Henry George, der i sin overordentlige personlige beskedenhed, altid følte sig som blot en menig forkæmper i folkets hær, en høvdings jordefærd”. Sådan skrev Jakob E. Lange i sin fremragende bog  HENRY GEORGE  Socialøkonomen – Reformatoren – Tænkeren – fra 1937.

George` opgør med Spencer

Efter at Henry George havde udgivet `Arbejdets Kår` så det ud til, at han nu kunne arbejde videre med `Socialøkonomien`, men sådan kom det ikke til at gå, for en ny situation var opstået, hvor hans kamplystne sjæl ikke kunne holde sig tilbage i ro. Fra opgøret med pavens konservatisme vendte han sig nu mod den såkaldte evolutionsteoretiske konservatisme, repræsenteret ved Herbert Spencer (1820-1903).

Spencer stod på den tid på sin berømmelses tinde, anerkendt ikke blot i sit hjemland, men også i vide kredse i Europa, hvor overklassen fandt værdifuld støtte i hans tænkning, som kom til udtryk i de mange vægtige bøger, han havde udgivet. Især Spencers protest – i den personlige friheds navn – imod alle statsindgreb og alle krav om `arbejderbeskyttelse`, som blev fremført fra politiske demokraters og andre organisationers side, blev modtaget med åbne arme. Det ville kun hæmme den frie konkurrence, hed det. Også `Liga til Forsvar for Frihed og Ejendom`, hvis formål var at forsvare grundejerinteresser, tog Spencers teorier og lærdomme til sig og brugte dem.

Men nu var der sket det, at Spencers ungdomsværk `Social Statics` (ligevægtslære) var blevet genopdaget og trukket frem af radikale arbejderledere – og anvendt som det skarpeste våben mod netop ham. Da den unge Spencer i 1850 udgav sin bog, havde han haft til formål at søge og finde en grundide for samfundsmoralen, der kunne have værdi som vejleder og kompas. Spencer skrev dengang: ”Ejendomsretten til jorden er derfor uforenelig med retfærd. Thi hvis en del af jordens overflade med rette kan gøres til det enkelte menneskes absolutte og eksklusive ejendom, da kunne også andre dele af den, eventuelt hele jorden, gøres til sådanne privatejendom, og alle andre menneskers liv og velfærd således blive fornægtet, – så de hjælpeløst ville være afhængige af jordejerens nåde og barmhjertighed. Da er hertugen af Sutherland i sin gode ret, når han fordriver højlands-bønderne i Skotland til fordel for sine får. Men fastholder vi, at alle mennesker har lige ret til at bruge jorden – da kan vi derpå opbygge et samfund i fuld samklang med moralloven.”

Det var uoverensstemmelsen mellem Spencers radikalisme i de unge år og hans konservatisme senere, der tændte George` vrede, og som forklarer, ikke blot hans modskrifts ætsende kritik, men også den tone af forargelse, der præger den. George er i øvrigt strengt loyal over for sin modstander. Han lader således ikke blot de mest slående udtryk genoptrykke, men hele kapitler af Spencers værker, og hans bidende kritik er yderst saglig, for så vidt et kampskrift kan være det.

George angreb indeholdt også kritik af Spencers konservative udviklingslære, der gik ud at forsvare udtrykket `de bedst egnedes overlevelse` og gøre det til grundlov for menneskelivet. For George var det en lære, som med eller mod forkynderens vilje fører bort fra det folkelige demokrati, hen imod en eller anden overmenneske-kultur. Imod denne opfattelse hævdede George samarbejdet og ligeretten som fremskridtets drivkraft og som grundvold for samfundet.

Alt imens alt dette stod på, arbejdede George videre på sin `Samfundsøkonomi`, Men arbejdet voksede under hans hænder og blev efterhånden til to bind, for han følte, at en virkelig udredning af de samfundsøkonomiske grundforhold var blevet mere og mere påkrævet. Men dette hans hovedværk blev aldrig fuldført fra hans hånd, men bearbejdet af andre. I årene 2010-11 blev bogen oversat til dansk af Ole Lefmann under titlen Den Nationaløkonomiske Videnskab

I Australien og tiden efter

I 1890 rejste Henry George til Australien, hvor han skulle gense det land, han som skibsdreng på

det fuldriggede skib Hindoo i 1855 havde set første gang. Skibet lå dengang i Melbourns havn en måneds-tid, og det gav besætningen god tid til at se sig om i det nye land. Den knap 16-årige Henrys drømme om lykkelandet Australien forsvandt dog som dug for solen. Her var intet guld i sigte. Jorden var i privat besiddelse, og i Melbourns gader dryssede flokke af fattige mænd rundt.

Det Australien, som George nu skulle besøge, var et land, der i udvikling tålte sammenligning med Amerika og Vesteuropa. Her var de oven i købet ikke ukendt med grundværdibeskatning. I de australske kommuner og i delstaten South Australia havde man allerede fra 1850-erne benyttet sig af den. Senere, omkring århundredeskiftet, fulgte de andre delstater efter. (En udførlig redegørelse for disse forhold findes i g e o r g e nr. 4 fra 2005).

Det kan derfor ikke undre, at rejsen blev en sand triumftog for George, og han havde stor glæde af at stifte personlig bekendtskab med Sir George Grey, den store liberale statsmand, som før nogen anden havde takket og rost George for `Fremskridt og Fattigdom` og varmt tilsluttet sig hans ideer.

Men det blev en uhyre anstrengende rejse. George holdt hundrede foredrag, mere end et om dagen, gennem de tre måneder, opholdet i Australien varede. Dertil kom endeløse rejser, fester og andre sammenkomster, og selv om rejsen hjem over Indien, Italien og England bød på nogen hvile, viste det sig dog ved hjemkomsten, at turen havde været for meget for George` eller stærke konstitution. En lettere hjerneblødning, der i nogen grad påvirkede talecentret, gjorde derfor et længere rekonvalescentophold – på Bermudaøerne – nødvendig. Men George var herefter en tydeligt ældet mand.

Vel hjemme igen følte George sig nu så restitueret, at kunne gå i gang med at skrive en bog, der længe havde været i hans tanker, nemlig en socialøkonomi, forståelig for hvermand.. Men han fik ikke ro til at fuldføre arbejdet, for netop nu udsendte pave Leo XIII sin `Encyklika` om sociale forhold og om ejendomsretten. Heri udtalte paven forståelse for nødvendigheden af sociallovgivning og lovgivning om arbejderbeskyttelse. Derimod var han absolut afvisende over for angreb på de bestående grundforhold i samfundet, navnlig mod enhver, der ville rokke ved den private ejendomsret, særligt ejendomsretten til jord.

Henry Georges` reaktion blev udgivelsen af `Arbejdets Kår` som et åbent brev til pave LeoXIII, kun nogle måneder efter pavens skrivelse. Bogen blev en af George` populæreste skrifter, idet den kunne forstås alle, også af folk uden socialøkonomiske forudsætninger. Argumentationen er enkel, klar og konsekvent. Ikke alene uholdbarheden i pavens forsvar for den private ejendomsret til jord bliver påvist af George, men også fejlene i pavens argumentation for bevarelsen af den private jordejendomsret bliver påpeget.

I 1896 skulle der være præsidentvalg i USA. Henry George og hans tilhængere støttede Demokraternes præsidentkandidat William Jennings Bryan, der arbejdede for at virkeliggøre demokratisk principper i sit parti. Derfor gik han også ind for frihandel og begrænsning af de riges monopolmagt. Georgisterne uddelte en talrig udgave af `Beskyttelse eller Frihandel` for at støtte Bryan, og Henry George talte arbejdernes sag, især efter at den siddende præsident Cleveland havde sat militæret ind mod arbejderne under en jernbane strejke i Chicago, men skønt Bryan var en glimrende taler og fik 6,5 millioner stemmer, led han nederlag til Republikaneren McKinley, der fik 600.000 flere. Hans støtte fra de virkeligt rige sikrede ham tilsyneladende sejren. – Bryans nederlag overraskede Henry George og mange andre, og George var i længere tid stærkt nedslået over resultatet. For ham fremstod aristokratiet og de rige monopolister nu som en truende overmagt.

Henry George i brændpunktet

I efteråret 1886 skulle der være borgmestervalg i New York, og blandt arbejderne opstod tanken om at gøre Henry George til deres kandidat ved valget. Arbejderne manglede dog både en samlet organisation, en selvstændig presse og et egentligt program, men kunne de sikre sig Henry George, ville det opveje alt.

Skønt George nølede med at give et tilsagn, var han klar over, at hvis han skulle føre valgkamp, ville de bølger, han kunne rejse om `jorden til folket`, nå højere, end de tidligere havde nået. Han accepterede derfor kandidaturet, men betingede sig blot, at mindst 30.000 vælgere på forhånd ville binde sig til at støtte ham.

De to store partiers kandidater var A.Hewitt fra Demokraterne og Th.Roosevelt (den senere præsident) fra Republikanerne. Set fra George`s tilhængeres side stod kampen først og fremmest mellem Hewitt og George, hvis venner fik udgiver et mindre socialistisk farvet blad skrevet på tysk og en lille valgavis. En mægtig støtte havde George i sin ven, den katolske præst McGlynn, `fattigdoms- præsten`, som han blev kaldt. Af det højere præsteskab blev han truet med censur, afsked og bandlysning for hans særlige udlægning af evangeliet om de fattige.

Selve valghandlingen var på den tid ikke hemmelig, og alskens kneb og snyderi fandt sted, men George kunne dog glæde sig over et stemmetal på 68.000. For ham og hans tilhængere betragtedes det som en kæmpesejr: For første gang sluttede tusinder op bag jordkampens banner, men Hewitt vandt borgmesterposten efter en hidtil ukendt stor valgdeltagelse.

Kort tid efter borgmestervalget påbegyndte George udgivelsen af et selvstændigt ugeblad under titlen `The Standard`. Bladets opgave, skrev George, skal være at gøre en indsats for at udrydde det industrielle slaveri, men den første opsigtsvækkende sag, bladet rejste, var dog en protest mod de trusler om afskedigelse og den bandstråle mod McGlynn, som de høje dignitarer fra kirken havde tildelt ham.

Som svar på disse trusler dannede de to venner `Anti -Fattigdoms Foreningen` Med McGlynn som formand og George som næstformand. Forinden havde McGlynn talt om `det nye korstog` til en stor forsamling fra sin menighed og andre meningsfæller.

Hele denne kontrovers og pavens senere rundskrivelse om arbejderspørgsmål førte til George`s berømte åbne brev til pave Leo XIII. Teksten til den kan læses i `Arbejdets Kaar`, som udkom i 1896.

De nærmest følgende år blev i mange henseende strenge og vanskelige for Henry George. Den offentlige tilslutning blussede af, og den løst sammenhængende arbejderorganisation sprængtes af indre strid mellem socialister og ikke-socialister. Personligt blev han dybt skuffet over, at vennen McGlynn brød med ham – særligt på grund af deres forskellige syn på, hvorledes man burde forholde sig til de store partier ved præsidentvalg.

Men for George opvejedes disse tilbageslag af forståelse og tilslutning fra betydelige mænd i andre lejre og i andre lande. Navnlig Leo Tolstoy tilkendegav sin ubetingede tilslutning. ”Om 30 år vil privat-jordejendomsretten lige så vel høre fortiden til som livegenskabet nu. England og Rusland vil blive de første til at løse problemet”, udtalte han.

En anset avis, `Pal Mall Gazette`, skrev efter et interview med George:”Henry George har udformet den næste paragraf i programmet for Fremskridts-Liberalismen i hele verden.”

Men George havde også mægtige modstandere, og de fandtes især blandt konservative politikere og aviser. Således skrev det konservative engelske blad `St. James Gazette opskræmt efter borgmestervalget i New York: ”Nu er det tid for alle respektable amerikanere at glemme smålige stridigheder for samlet at gå til modstand mod en ny fare, der truer samfundet.”