Om skribenten
Author

Svend Tornbjerg

Christian V`s Krige

                                       Danmark i Europa

Torstensson- og Karl Gustav-krigene havde medført en alvorlig svækkelse af det danske rige. Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge, og Norge måtte afstå Bohuslän, Härjedalen og Jämtland. Skulle Danmark have revanche, krævede det et fuldstændigt herredømme i Øresund og i Østersøen og dertil en elimination af Sveriges forbindelse med hertugen i Gottorp. Men for at påbegynde en krig måtte Danmark have allierede. Blandt de tyske stater var Brandenburg den bedste mulighed, for her arbejdede den store kurfyrste Frederik Wilhelm utrættelig på at øge sine besiddelser og landets militære styrke. De øvrige tyske tyske stater var dårligt nok kommet sig efter Tredieveårskrigen.

Griffenfeld ville dog nødig bryde med Frankrig, som på den tid var Europas stærkeste militærmagt. Derfor forsøgte han at mægle mellem Frankrig og de lande, der modarbejdede franske interesser. En traktat mellem Danmark og Holland i 1673 betød ikke nogen afgørende ændring i disse bestræbelser. Griffenfeld søgte endog på fransk foranledning tilnærmelse til Sverige, som svarede igen med et ønske om ægteskab mellem Christian V`s søster Ulrikke Eleonora og den unge svenske konge Karl 11. Fra dansk side slog man omgående til, og ægteskabet blev aftalt, men først fuldbyrdet efter fredsslutningen i 1679.

Sidst på året 1674 angreb Sverige imidlertid Frankrigs tyske rival Brandenburg. Det fik den krigslyst, der havde ulmet hos Christian V, Gyldenløve, kongens statholder i Norge, og mange andre i kongens nære omgivelser, til at blusse kraftigt op, men Griffenfeld formåede stadig at holde sit ordsprog ”Pennen styrer sværdet” i hævd, og Frankrigs konge Ludvig 14. stillede sig i første omgang ikke afvisende. Men Griffenfeld mødte megen modstand for sin forhandlingspolitik, og det betød, at en egentlig traktat med Frankrig ikke kom i stand.

     Øjeblikket, da Danmark skulle gribe afgørende ind i de forskellige landes stridigheder syntes at være inde, da Sverige angreb Brandenburg. Det gav Danmark muligheden for at angribe de svenske besiddelser i Mecklenburg. Men forinden det for alvor gik løs, måtte Gottorp uskadeliggøres.

I  juni 1675 blev en mindre svensk hærafdeling fuldstændig knust ved Fehrbellin, 52 km nord for Berlin, hvorved Sveriges militære prestige led et alvorligt knæk. Danmark slog nu til. Hertug Christian Albrecht af Gottorp, der opholdt sig Rendsborg, blev taget til fange og tvunget til at overgive sine soldater og fæstninger til Danmark.

I oktober kunne den danske hær vende sig mod den svenske fæstning Wismar, skønt Griffenfeld havde arbejdet for et angreb på Bremen-Verden, hvor vi havde udsigt til at beholde gevinsterne, men kongen fulgte sine generalers råd. Det var på det tidspunkt han skrev sit advarselsbrev til Griffenfeldt. Angrebet blev dog forsinket på grund af et usædvanligt regnfuldt efterår. Derfor faldt fæstningen først den 16. december.

I løbet af efteråret angreb danske troppestyrker i samarbejde med tropper fra forskellige tyske fyrstendømmer Bremen-Verden. Den sidste fæstning, Stade, overgav sig dog først hen på sommeren 1676. Danmark fik her som sin gevinst den vestlige del af provinsen under administration.

                                                     Griffenfelds Fald

Mens Danmark rustede til felttoget mod Sverige i 1676, skred grunden bort under Griffenfeld. Den væsentligste årsag til hans fald var, at han stadig holdt sig i kontakt med Frankrig og derfor kunne anklages for at drive dobbeltspil. Det blev opdaget af en spansk diplomat, der havde fået fat i et kompromitterende brev, som han lod gå videre til hoffet i København, og da man samtidig fandt   notater med nedsættende bemærkninger om kongen i Griffenfelds arkiv og beviser for bestikkelser, var hans skæbne beseglet.  Den 11. marts blev han arresteret og anbragt i Kastellet. Nogen fældende bevis for landsforræderi, fandt man dog ikke. Den 26. maj faldt  dommen. Den lød på fortabelse af liv, ære og gods. Henrettelsen blev fastsat til den 6. juni, men på selve henrettelsesstedet blev han benådet til livsvarigt fængsel. Herefter førtes Schumacher, som han nu igen hed, tilbage til sit fængsel. Der sad han til 1680, hvorefter han flyttedes til Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han levede i endnu atten år.

Den skånske Krig

Efter Griffenfelds fald kunne man se bort fra enhver diplomatisk hensyntagen til Frankrig; nu skulle Skåne erobres. I foråret 1676  marcherede den danske hær på 14.000 mand, hvervede og nationale regimenter mellem hverandre, op ved Øresunds kyst under ledelse af hertug Hans Adolf af Pløn i Holsten. På samme tid samlede Karl 11. sine tropper i Skåne. Svenskerne gjorde også en vældig flåde i under kommando af rigsråd  Lorenz Creutz klar. Efter nogle alvorlige uheld kunne flåden stå ned gennem Østersøen. Her mødte han den danske flåde under ledelse af Niels Juel, der havde fået sin uddannelse ved den hollandske marine.

Den danske flåde kom tidligere i søen end den svenske. Den fordel benyttede Niels Juel sig af til at erobre Gotland, men omsider kom det til kamp ud for Ystad. Den svenske flåde var til at begynde med betydeligt stærkere end den danske, men så ankom den hollandske hjælpeflåde under ledelse af Cornelis Tromp, og partiet var mere lige. Den 1. juli tørnede flåderne sammen ved Øland. Slaget endte med dansk sejr, og det bestemte Skåne til at blive sommerens kampplads. Den 27. juni ankrede den dansk-hollandske flåde op ved Ystad. Tropper blev sat land, og byen blev erobret. To dage senere gik den danske hær i land syd for Helsingborg, og snart var både Helsingborg og Landskrona på danske hænder. Herefter blev Malmø indesluttet medens den danske hovedstyrke gik mod Kristiansstad, som faldt, efter at den danske hær havde stormet byen.

Imens bredte forvirring og håbløshed sig i de svenske rækker. Karl 11. befalede tilbagetog, først til Blekinge, siden til Småland. Værre blev det, da dele af den danske hovedstyrke rykkede op i Halland og nåede helt op til Varberg, mens både Karlhamn og Kristianopel i Blekinge faldt.  Hermed var de tre gamle landsdele faktisk generobret, og de danske myndigheder påbegyndte en fordanskning af de skånske institutioner og den skånske befolkningen. Samtidig tilføjede snaphanerne og gøngerne i grænseområdet op til Småland den svenske hær betydelig skade.

Men uheldigvis opstod der strid om de militære operationer i Halland. Der fik hertug Hans Adolf til at trække sig som øverste chef for hæren, hvorefter Christian V overtog ledelsen sammen med sine generaler. Det svækkede helt afgjort den danske krigsindsats.

Sidst i oktober kom der bud om, at Karl 11. var på vej gennem Småland med en vældig hær.. Dens størrelse blev angivet til at være på 16-17.000 mand, og den for voldsomt frem, da den  fra Markaryd på grænsen til Halland rykkede ned i Skåne Danskerne forsvarede sig dog bravt og udnyttede deres stilling bag Lødde Å, mens svenskerne fortvivlet måtte tåle sygdomme, dårligt vejr og mangel på proviant.

Da kom vinteren Sverige til hjælp, og natten til den 4. december førte Karl 11. sin hær over den tilfrosne Lødde Å. Her tog han kampen op mod danskerne, og de voldsomme kampe endte med slaget ved Lund, der blev det blodigste, som nogen sinde er udkæmpet i Norden. Slaget endte med svensk sejr og 8.000 faldne, heraf de fleste danske. I Skåne lod resultatet sig ikke bortforklare, og de skånske bønderne var nu klar over, at den endelige befrielse fra det svenske regimente lod vente på sig, hvis den overhovedet kom.

Såvel Danmark som Sverige rustede dog for fuld kraft gennem vinteren 1676-77, og hen på foråret blev kampene genoptaget, både til lands og til søs. I begyndelsen havde danskerne en betydelig succes i Skåne, men tabte det meste igen. Til gengæld havde flåden styrke til at tvinge svenskerne i defensiven, og det forhindrede Karl 11. i at føre krigen over på dansk grund. Det sidste slag om Skåne stod ved Landskrona i maj 1677 og endte med svensk sejr. Til gengæld vandt Niels Juhl en strålede sejr over den svenske flåde i Køge Bugt den 1. juli.  Der gik dog endnu en tid, inden krigen endte. I maj 1678 forsøgte statholderen i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve, at indtage Bohus fæstning ved Götaelven nord for Göteborg. Det lykkedes ikke, men fæstningen blev skudt sønder og sammen. I forvejen havde han indtaget Marstrand med fæstningen Karlsten, men nu var den dansk-norske trussel mod Gôteborg bragt til ophør. Men Gyldenløve havde forhindrede, at svenskerne invaderede Norge.

Efterhånden kom der dog fredsforhandlinger i stand, og den 23. august 1679 undertegnedes den endelige traktat mellem de mange stridende parter i Fontainebleau under forsæde af  kong Ludvig 14.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Årene efter Hannibal Sehested

Reformerne virkede

Christoffer Gabel (1617-73), der i 1664 blev optaget i adelsstanden og udnævnt til  geheime-etats-og kammerråd, samt statholder, havde erobret magten efter Hannibal Sehested. Allerede da han var en snes år gammel blev han finansminister hos ærkebispen af Bremen, en stilling han fortsatte med at varetage, også efter at bispen var blevet kong Frederik III. Af sin egen søn er han blevet rost som en mand, for hvem kongen og han selv var et og alt. Det var en ret præcis beskrivelse, for Gabel kæmpede hele livet  for kongens fremgang og for sin egen. Nu gjaldt det for ham kun om at bevare det vundne.

Straks efter magtovertagelsen gennemførte Gabel sin hollandske politik. I 1666 blev der sluttet en alliance med Holland, skønt Hannibal Sehested nogle år forinden havde været på en diplomatisk mission til England og Frankrig, men nu var rollerne byttet om. Danmark skulle ifølge aftalen have subsidier, men de var ret beskedne. Den engelske gesandt mente at vide, at det hele  var kommet i stand, fordi hollænderne havde ladet 40.000 rigsdaler gå i Gabels lomme. Forbundet førte til gengæld til åben krig med England.

De udenlandske gesandter forsikrede tit og ofte, at det var Gabels uduelighed, som var skyld i det, men bag disse begivenheder lå den kendsgerning, at Hannibal Sehested havde satset på et tættere samarbejde med England, men denne satsning havde lidt nederlag og dermed bidraget til hans fald. Den svenske diplomat Sten Bielke, der besøgte Danmark i 1666, har givet en skildring af forholdene ved hoffet på den tid: ”Ved hoffet fandt jeg ellers temmelig stor konfusion, så at der blandt ministrene ingen enighed var.” Den hollandske flåde klarede imidlertid sagen for os, så englænderne ikke fik krummet ret mange hår på danske hoveder, og i 1667 kunne vi slutte fred uden gevinst og uden tab.

Reformernes virkning

Efterhånden havde tiden nogenlunde lægt Karl Gustav-krigenes sår. Næringslivet var kommet på fode. Mange ødegårde var blevet besat, nedbrændte bygninger erstattet af nye, marker taget i drift, og nye besætninger anskaffet. Handelen var igen kommet godt i gang, og livet på land og i by havde antaget normale former. Dertil kom, at året 1668 blev et usædvanligt godt år.

Præsten Anders Hjørring gav sin forundring frit løb: for få år siden havde landet været så ødelagt, at man næppe troede, der ville komme gode tider igen, ”men kære, kom nu hid og skue Guds gerning i dette 1668-år. Her udi København, hvor alting for dette land er dyrest, kunne af dette års høst købes en tønde rug for 5 mark, og udi landet og de andre provinser blev en tønde rug og byg solgt og købt for 3 mark.” Kvæg ”var så billig i pris, at man kunne købe en temmelig god ko eller kvie til at slagte for 6 sletdaler og et et ret godt slagtenød for 12 sletdaler, som udi belejringen kostede 100 sletdaler.”

Mange andre ting undrede Ander Hjørring: ”Kældrene finde vi fulde af ædende varer, lofterne over fulde af korn, rug og ærter, bryghuset med kamre og lofter fulde af malt og korn, og det store, vide loft over Børsen fuld af rug, korn, hvede, ærter, malt, havre og hvad til fornødenhed udkræves.” Ligeledes bemærker Hjørring, at officererne ”få deres rigtige sold og blive ærlig holdne, fast til forundring for alle.” På samme måde får flådens folk deres betaling, ”alle betjente og soldnere, gejstlige og verdslige at bekomme fornøjelighed.”

Disse udtalelser siger ikke så lidt om forholdene nogle år efter krigene og nogle få år Hanibal Sehested jordreformer. Men den gode Anders Hjørring forbinder ikke den synlige velstand med de reformer, som Hanibal Sehested havde gennemført. Det gør historikeren Gunnar Olsen, der er kilden til denne beretning, heller ikke, skønt man skulle mene, at sammenhængen er påfaldende.

Efterhånden fik Christoffer Gabel mange modstandere, og da Frederik III døde den 9. februar 1670, mistede han sin væsentligste støtte og måtte fortrække. Det skete i april 1670. I maj dannedes et nyt Geheimeråd. Peder Schumacher blev dets sekretær; dermed var han placeret i begivenhedernes centrum, og hans virke mindede ikke så lidt om Sehesteds.

Disse år var nemlig på ingen måde udelukkende præget af kampen om magten. På mange områder blev der udfoldet en stærk aktivitet, og der er ingen tvivl om, at Schumacher stod bag det meste. Statsfinanserne saneredes, hartkornsskatterne blev sat ned, Hoffets udgifter begrænsedes. Den hvervede hær reduceredes, til gengæld oprettedes et nationalt rytteri af unge udskrevne bønderkale. En betydelig gevinst tilfaldt adelen – det var næppe Schumacher, som stod bag – idet den fik skattefrihed for hovedgårdens jord. Dermed var forholdene lagt til rette for et adelsvælde, der i 1700-årene gjorde godsejernes fæstebønder retsløse.                                                

                                                 

                                            

Enevælden konsoliderer sig

Christoffer Gabels Magtperiode

Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet. Det skete 4 dage efter, at Hannibal Sehested for stedse havde forladt København. Man har set en sammenhæng mellem de to begivenheder, for Sehesteds forsvinden betøde ikke bare en sejr for Christoffer Gabel, men også en sejr for den uindskrænkede enevælde, som den kom til udtryk i Kongeloven. Sehested havde utvivlsom været stærkt medvirkende ved forløberen for enevældens indførelse, nemlig vedtagelsen af Enevoldsregeringsakten i januar1661, men hans mål havde åbenbart ikke været den enevælde, der blev arveregeringens følge.

Udarbejdelsen af Kongeloven tog sin tid. Allerede kort tid efter arveregeringens indførelse havde Frederik III fundet det ønskeligt at få denne og enevælden lovfæstet. Flere retslærde gav deres bud, men ingen af dem vandt gehør hos kongen. Han fandt forslagene for uklart formulerede. Derfor over overlod han det videre arbejdet til den unge Peder Schumacher, der i løbet af sommeren  1665 gjorde den tekst færdig, som kongen kunne godkende. Bag Schumachers og han forgængeres arbejde lå der en lang tids udvikling inden for de europæiske statsretslige teorier, der fremhævede den stærke, udelte statsmagt som den ideale styreform.

Kongeloven beskæftiger sig først og fremmest med forfatningen, dvs. med kongens pligter og rettigheder. Kongens pligter var få. Han skal dyrke Gud efter dennes egne ord og den Augsburgske Trosbekendelse; han skal holde landet udelt – han måtte ikke udstykke det til sine børn; og han må ikke forringe sin egen enevoldsmagt. Hvis nogen konge gjorde det dette sidste, skulle hans efterfølgere på tronen betragte det som ugjort.

Rettighederne er flere, ja faktisk altomfattende. Kongeloven fastslår, at kongen for undersåtterne er er det øverste hoved på Jorden. Han er den øverste dommer i alle kirkelige og verdslige anliggender, og hævet over alle verdslige love; hans domme kan ikke appelleres, undtagen til Gud. Dertil har kongen den øverste, totalt ubundne lovgivende magt; og det præciseres, hvis nogen skulle være i tvivl, at han efter forgodtbefindende kan udstede, ophæve eller ændre enhver lov, og han kan undtage hvem, eller hvad han vil, fra alle love. Kun èn lov kan han ikke ændre: Kongeloven selv, for den skal være urokkelig.

Kongen kan endvidere udnævne og afsætte alle embedsmænd. Han har øverste våbenmagt, han kan erklære krig, slutte fred og indgå forbund. Ligeledes kan han, som det passer ham, pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder,”thi som bekendt kan man ikke have fred uden våben, ikke våben uden løn, og ikke løn uden skatter.” Kongen er kirkens og gejstlighedens øverste styrer og leder alt, hvad der vedrører gudstjenesten. Kongeloven indeholder desuden bestemmelser om en formynderregering, om kongens regeringstiltrædelse, om hans husret og om arvefølgen, Hvad det sidste angår er hovedreglen, at mænd altid skal have arveret frem for kvinder, og mænds afkom frem for kvinders afkom. Endelig indeholder loven bl.a. en advarsel for ministre, som tillister sig noget af kongens magt; de skal straffes som majestætsforbrydere, hedder det.

Enevælden var nu sikret, og man kunne tro, at denne triumf for Frederik III, Christoffer Gabel og de øvrige svorne tilhænger af den absolutte enevælde straks skulle forkyndes for alverden. Men det blev ikke sådan. Kongen underskrev Kongeloven i november 1665, hvorefter den blev lagt under lås og lukke. Frygtede kongen, at den skulle virke for prokerende på undersåtterne, eller turde han ikke lade dronning Sofie Amalie se den, fordi hun efter lovens paragraffer kunne udelukkes fra en eventuel formynderregering. Da Gabel opfordrede kongen til at lade loven offentliggøre, skal han have svaret: ”Lad mig have husfred med dronningen.”

                                 

 

Genoprettelse af riget – Hannibal Sehested indfører skat på al landbrugsjord

Efter svenskernes besættelse af Danmark i årene 1658-1660 og afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge var landet ikke bare blevet betydeligt mindre, men også udplyndret og ruineret. Problemernes omfang førte til en drastisk ændring i statens styrelse. Det tidligere så mægtige rigsråd, hvor adelen havde haft en afgørende indflydelse, blev afskaffet, og kong Frederik III gjort til enevældig konge. Derefter påbegyndte man en storstilet omlægning af centralforvaltningen.

To ting skulle herefter opnås: der skulle skaffes balance på statens budget, og statsgælden måtte afvikles, og det blev Hannibal Sehested, der som rigsskatmester måtte tage de hårdeste tag med finansnøden. Problemet var kort og godt at skaffe øgede indtægter at og mindske udgifterne, men i første omgang, kom man ikke ud af stedet.

Som præsident for Skatkammerkollegiet udarbejdede Hannibal Sehested så en instruks, der gik ud på, at statens kreditorer, dvs. visse godsejere, skulle betales med de krongodser, som de havde pant i. Begrundelsen var, at når staten ikke kunne finde udveje for godsernes indløsning, var det bedre at skille sig af med dem. I begyndelsen af december 1660 blev instruksen vedtaget.

Var kreditorerne interesserede i en sådan ordning? Så langtfra, men de fik intet valg. Tværtimod fik de ved juletid et chok, da kronen ophævede de anvisninger, der var udstedt på statsindtægterne, hvilket måtte ses som et varsel om en nær forestående statsbankerot. Herefter gjaldt det for Sehested om at skaffe rede penge i statens tomme kasse. Det blev derfor påbudt kreditorerne, at de for deres tilgodehavende ikke kun skulle erhverve det krongods, de havde som pant. De skulle samtidig forpligtede sig til at købe en ekstra portion krongods mod kontant betaling.

Men kronen (staten) behøvede flere indtægter, og dem kunne den under enevælden udskrive, som den ville. Da alt andet viste sig at være utilstrækkeligt, måtte man finde et nyt skatteobjekt, og det blev landbrugsjorden. Danmarks jord var landets største rigdomskilde, den var det sikre og det bestående. Jorden havde også den i skattemæssig henseende væsentlige fordel, at dens værdi så nogenlunde kunne vurderes. Her greb man til hartkornet..

Hartkornet havde længe været det sædvanlige vurderingsgrundlag for jorden i handel og vandel, først og fremmest ved bytte af jord, mageskifte, som det sædvanligvis hed. Hartkornet beregnedes for bondejorden efter landgilden, den afgift fæsterne ydede til jordens ejer. Det kunne være rimeligt,  når der var tale om fæstegods; jo større landgilde en gård ydede, des værdifuldere var den for ejeren. Man havde derfor fundet frem til en bestemt værdi, der var fælles for de mange slags landgilde, der fandtes. Den gode jord blev således vurderet højere end den dårlige.

Nu var det imidlertid ikke al jord, der ydede landgilde; undtagelsen var først og fremmest herregårdenes jord. Denne var alligevel vurderet i hartkorn, men beregningsgrundlaget var et andet, nemlig udsædens og hø-avlens størrelse, der var udtryk for jordens produktionsværdi; også dette hartkorn kunne benyttes i det påkommende tilfælde.

Der fandtes ingen oversigt over landets samlede hartkorn; en sådan måtte skaffes til veje, og det var et stort, om end ikke uoverkommeligt arbejde. En række kommissioner blev nedsat til at foretage de fornødne undersøgelser, og i første halvdel af 1662 kunne man på grundlag af dette arbejde udarbejde den første matrikel over landets jord. Efter kommissionerne blev den kaldt den Kommissionsmatriklen.

Hartkornsskatten betød på en række punkter afgørende brud med hidtidige principper. Først gennem den fik adelen rigtigt at mærke, hvad enevælden indebar. Ikke alene skulle de adelige ugedagsbønder, der hidtil havde været skattefri, nu svare afgifter  ligesom andre bønder, men herregårdenes egen jord skulle også beskattes. Herremændene mistede derved et af deres ældste og mest værdifulde privilegier. Og ikke nok med det: Herremændene skulle indkræve hartkornskatterne af bønderne og indestå for, at de blev indbetalt til staten. Skete det ikke, blev  der udstationeret soldater til forplejning i kortere eller længere tid på de pågældende herregårde.

Man blev hurtigt klar over, at den første matrikel, udarbejdet i største hast som den var, havde store mangler. Den skulle derfor snarest muligt revideres, og det blev pålagt de for nyligt oprettede amter at udføre dette arbejde. I hvert amt  nedsattes en kommission, der bestod af amtmanden, amtsskriveren og syv bønder, og disses virksomhed førte til en revideret udgave af matriklen. Den blev færdig i 1664 og blev kaldt Amtstuematriklen. Der var dog stadig en del skævheder i systemet. Den største var den, at landgilden i flere tilfælde var fastsat for århundrede siden og efter vidt forskellige principper.

Om hartkornsskatten størrelse i forhold til tidligere skatter får man et begreb, når man ser, at en dobbeltekstraskat i 1640 havde indbragt 130.000 rigsdaler, mens den første matrikelskat indbragte 280.000 rigsdaler, og den steg tilmed rask; allerede i 1668 var den oppe på 420.000 rigsdaler.

Men landets borgere fik pålagt endnu endnu en skat, stempelpapirskatten, som indbragte 32.000 rigsdaler årligt. Man udskrev også den såkaldte prinsessestyr. Det var penge, der skulle bruges til udstyr og medgifter til danske prinsesser, som skulle giftes med udenlandske fyrster. Et sådant arrangement kostede godt 100.000 rigsdaler. Den enevældige kong Frederik III og især dronning Sofie Amalie viste på den måde bl.a., at besparelser ikke omfattede hoffet.

Jeg har hentet det meste af stoffet til denne artikel fra DANMARKS HISTORIE, bind 8, som er skrevet af historikeren Gunnar Olsen og afsluttet af historikeren Finn Askgaard og udgivet på Politikens Forlag i 1964. John Danstrup og Hal Koch har redigeret værket.

I slutningen af sin fremstilling om Hannibal Sehested skrev Gunnar Olsen:”Sandsynligvis var det Hannibal Sehested, der stod bag matrikelskatten, ligesom det var ham, der stod bag de fleste andre nyskabelser på finansvæsenets område, men selv om det var ham, der havde lavet skattereformerne, stod han ikke fuldt inde for udskrivningens højde. I hans såkaldte testamente, fremsat i en samtale med  den fransk præst J.de Paulmyer kort tid før sin død, gjorde han sig til talsmand for en stærk reduktion af hæren. Dens størrelse nødvendiggjorde skatter, der var særdeles skadelige for landet. Det gjaldt ikke alene for adelen, `men også for de stakkels bønder, hvis kreaturer og indbo, deres eneste subsistensmidler, hvert øjeblik blev solgt til underpris til betaling af deres skatter. Det mindskede adelens indtægter af jordegodset, og fik undersåtterne til at desertere fra riget`.”

Det var en ret pessimistisk vurdering, som måske skyldtes, at Sehested kort tid forinden var blevet sat uden for indflydelse af sin værste konkurrent Christoffer Gabel, der med Kongeloven havde sikret kronen den uindskrænkede enevælde. Den 10. november 1665 forlod Hannibal Sehested for stedse København og begav sig ud på sin sidste udenlandsrejse for aldrig mere at vende tilbage. Det er højst sandsynligt, at det var under denne rejse han havde truffet J.de Paulmyer.

Men tilbage står de betydelige resultater, som især må tilskrives Hannibal Sehested: en genopretning af rigets finanser og et vurderings- og beskatningssystem, som var stort tænkt og enestående på Sehesteds tid.

I 1941udgav Viggo Starcke en pjece om Hannibal Sehested. Den rummer stor beundring af en store statsmand og en gennemgang af de resultater, han opnåede. Dertil kommer et bredt udsyn over politiske begivenheder før, under og efter Sehesteds virke.

AIIB vokser

EU- lande går med i kinesisk udviklingsbank

Tilbage i oktober sidste år underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske   Infrastruktur-Investerings Bank. Tre måneder tidligere var også NDB, Den Nye Udviklingsbank, blevet oprettet på kinesisk initiativ. I midten af marts i år bekendtgjorde Storbritannien, at man ville deltage i den nye investeringsbank. Herefter fulgte tre andre EU-lande med, nemlig Tyskland, Frankrig og Italien. De fire lande meddelte samtidig, at de ikke kun ville være partnere, men også var parate til at skyde penge i foretagendet.

I Washington reagerede regeringen med kritik af briterne. Det viste, hvor betænkelig USA var i sit forhold til AIIB, især med hensyn til miljø og korruption. Også Japan udtrykte man bekymring og spurgte, om den nye bank ville være i stand til at sikre god regeringsførelse i de lande, den opererede i.

De to lande bekymrede sig nok mest om, hvorvidt Kina ville udbygge sin indflydelse i den asiatiske region  på  deres  bekostning,  for  de  havde  allerede  i  1966  oprettet    Den Asiatiske Udviklingsbank med hovedsæde i Filippinernes hovedstad Manila. Banken har 67 medlemmer, hvoraf Japan og USA er de dominerende med de fleste aktier i banken. Japan har dog stået for ledelsen gennem alle årene.

Den 20. marts bragte Politiken en vurdering fra den tidligere leder af  Den Internationale Valuta-fonds afdeling i Kina, Edward Prasad, som havde stået i Financial Times. Her skrev Prasad, at USA selv havde malet sig op i et hjørne, blandt andet fordi Kongressen havde blokeret for reformer i Den Internationale Valutafond, der ikke  have villet givet udviklingslande og for eksempel Kina, Indien og Rusland større indflydelse.

Til Financial Times udtalte Prasad: ”Når USA påtager sig en førerrolle, men ikke evner at komme helt i mål, medfører det en marginalisering af USA’s indflydelse. At de gamle spillere som Storbritannien og Tyskland nu falder over hinanden for at kaste sig næsegrus foran Kina, er det sandelig et tegn på en ny verdensorden.” Ifølge Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble handler det om at kunne påvirke AIIBs udvikling fra starten.

Det forventes, at flere lande vil tilslutte sig AIIB, måske Australien, Sydkorea og Japan. I hvert fald blev der den 21. marts afholdt et udenrigsministermøde i Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor repræsentanter fra Kina, Sydkorea og Japan havde sat hinanden stævne. Her vedtog de en aftalte, der gik ud på at etablere et møde mellem de tre landes lederne. Samtidig var mødet et signal om, at Kina og Sydkorea ønskede at dæmpe deres dårlige forhold til Japan og de pinlige erindringer fra krigens tid.

På mødet benyttede den kinesiske udenrigsminister lejlighed til at invitere Sydkorea med i AIIB. Til den japanske udenrigsminister sagde han: ”Det er en asiatisk investeringsbank i infrastruktur, og Japan er en vigtig del af Asien.

Problemet for Washington er, at AIIB er en konkurrent til Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank, hvor amerikanerne har stor indflydelse. De nye institutioner vil uden tvivl skabe øget konkurrence, og det kan formentlig ikke skade nogen! Vi lever jo i en globaliseret verden.

 

En ny økonomisk orden

Amerikas Forenede Stater ragede i 1945 højt op over alle andre lande i både militær og økonomisk henseende. Det skyldtes, at landet i modsætning til de andre stormagter var gået styrket ud af 2. Verdenskrig. Derfor havde en ny selvbevidsthed udviklet sig i landet efter 30`rnes ydmygende depression. USA var nu blevet verdens politiske og økonomiske centrum, og det blev markeret ved, at et nyt verdensøkonomisk system i sommeren 1944 blev organiseret omkring dollaren på en international konference i Bretton Woods i New Hampshire. Her blev grundlaget for både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond lagt. Selve planen var blevet udarbejdet i det amerikanske finansministerium under Harry Dexter Whites formandskab, og tanken var, at de to organisationer skulle ophjælpe og styre verdens pengevæsen uden en overstatslig myndighed. I 1946 blev det besluttet, at begge organisationer skulle have hovedsæde i Washington, og begge steder blev USAs indflydelse stor og i mange tilfælde afgørende, fordi stemmerne blev vejet efter indskud, og USA tegnede sig fra begyndelsen for en tredjedel af aktiekapitalen. Danmarks andel blev på 0,86 pct.
Verdensbanken hed oprindeligt Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), hvis opgave var at finansiere genopbygningen af de krigshærgede lande efter 2. Verdenskrig. USAs regering, dvs. USA’s præsident, udpegede præsidenten for banken, og det har han gjort siden, men de europæiske lande har også en vis indflydelse. De pressede således i 2007 Paul Wolfowitz ud af embedet efter et regulært oprør blandt Verdensbankens ansatte. Efter en godkendelsesprocedure i banken bestyrelse udnævnte George W. Busch så Robert Zoellick, der sad i embedet til 2012. Den nuværende præsident hedder Jim Yong Kim. Han er samtidig formand for Rådet af Udøvende Direktører, hvoraf de fleste sammen med deres medarbejdere er beskæftiget på deres kontorer rundt om i hele verden.

Praktisk talt er alle verdens lande medlemmer af Verdensbanken. I hvert fald står 188 lande opført på bankens medlemsliste, også de store lande Kina, Indien, Brasilien og Rusland nævnt i den omfattende medlemsliste. Principielt betaler medlemslandene bidrag efter evne.

I vore dage er det Verdensbankens opgave at bekæmpe fattigdom i u-landene ved at yde lån til projekter til en rente nær markedsrenten. Forskellige underorganisationer påtager sig særlige opgaver. Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der blev dannet i 1960, formidler bistand i form af rentefrie lån og gaveydelser til de allerfattigste lande. Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder, der arbejder i u-lande, mens Det Multinationale Investerings Agentur (MIGA) tegner forsikringer mod politiske risici i forbindelse med de private investeringer. Endvidere omfatter Verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling, hvis der opstår uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande. I 2005 stilledede IBRD og bankens forskellige underorganisationer lån, gavebistand og garantier til rådighed for knap 30 milliarder dollars. Dette beløb var ifølge bankens årsrapport for 2014 vokset til 65,6 milliarder.

IBRD og IFC skaffer midler til deres aktiviteter ved optagelse af lån på de internationale pengemarkeder, mens IDA får sine midler gennem tilbagebetalinger af udlån, bidrag fra ca, 40 donorlande og overførsler fra IRBD`s overskud. Garantikapitalen i MIGA stilles til rådighed af medlemstaterne.

I 2014 tegnede IBRD sig for 18,6 milliarder, IDA for 22,2 md., IFC for 22 md., mens MIGA og endnu en organisation, ICSID, stod for resten af de i alt 65,6 milliarder dollars.

Verdensbanken har fra tid til anden været udsat for kritik og er blevet beskyldt for at fremme særlige amerikanske interesser i sin udlånspolitik. Da banken for en del års siden afholdt årsmøde i København, blev den således mødte med de voldsomste demonstrationer, Danmark havde oplevet siden Anden Verdenskrig. Men i vore dage er der faldet ro om Verdensbankens arbejde.