Om skribenten
Author

Ib Christensen

Åbent brev til skatteministeren

Kære Benny Engelbrecht, til lykke med dit ministerium!

Regeringspartierne har en lang tradition for reformer af det danske samfund, hvis mål har været at skabe lige muligheder for alle og større social retfærdighed. Med en offentlig sektor, der udgør omtrent halvdelen af BNP, er grænsen tydeligvis nået for udvidelse af den offentlige sektor og øgede overførselsindkomster.

En skattereform kan skabe soliditet i den offentlige økonomi og samtidig større social retfærdighed. ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom”, står der i Radikale Venstres principprogram. Det vil gøre det muligt at lette skatten på arbejde og forebygge nye boligbobler og dermed følge rådene fra de økonomiske vismænd, Nationalbanken samt OECD´s og EU`s økonomer. ”Vi lytter til økonomerne”, siger de radikale.

Socialdemokraterne siger i principprogrammet: ”Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun ved at fastholde solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.”  En omfordeling til fordel for arbejdet og imod de arbejdsfri, samfundsskabte gevinster giver lige muligheder og større frihed for den enkelte.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at den største ulighedsskabende faktor i de senere år var den enorme boligboble i 00èrne.

En sådan skattereform vil lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation, gøre det vanskeligere at unddrage sig skat i en globaliseret verden, fremme mobiliteten på boligmarkedet, og være fordelingspolitisk progressiv.

I regeringsrundlaget står, at boligskatten skal holdes i ro i denne valgperiode, men intet hindrer, at regeringspartierne sammen med støttepartierne gennemfører en sådan skattereform, blot den først træder i kraft i 2016. Den kan dog ikke omfatte ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget, idet disse er omfattet indtil 2020 af skatteforliget med Venstre og konservative.

Tilbage er grundskylden, som alligevel skal reformeres, når det gælder vurderingssystemet. Det bør ændres til årlige vurderinger og med en tilstrækkelig og kompetent bemanding i Skat. Kommunerne har brug for de mange milliarder, grundskylden giver, og man kan supplere den ved at genindføre statsgrundskylden på 1 %, og anvende den til nedsættelse af skatten på arbejde.

66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde lettes tilsvarende, kun 22 % siger nej. 68 % af de socialdemokratiske vælgere og 71 % af SF-vælgerne siger ja (Gallup i Berlingske 17/2 11). Så der er folkelig opbakning til en skattereform, som her skitseret, hvis partierne har viljen til at gennemføre den – i overensstemmelse med deres egen ideologiske og historiske baggrund.

Bevar grundvurderingerne

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed, siger ejendomsmæglerne, når de skal definere prisen på et hus. EDC-mæglerne beregner årligt hvad et ganske almindeligt gennemsnitsparcelhus med samme størrelse, indretning, grundstørrelse og relative beliggenhed er værd i alle landets kommuner. Det kaldes Danmarkshuset.

Dette hus koster på den billigste lokalitet (Ørnhøj i Vestjylland) 585.000 kr. På den dyreste lokalitet: Frederiksberg er værdien 6.609.000 kr., altså det 11-dobbelte for det samme hus! Det er altså ikke murstenene, der koster, men beliggenheden, og det vil reelt sige grunden. Derfor er det vigtigt at bevare den særlige vurdering af grunden, selv om den er vanskelig i tæt udbyggede områder. Det sker i øvrigt ikke sjældent, at en ny ejer river huset ned og bygger et nyt: Det er altså reelt grunden, der er betalt for.

Ejendomsvurderingsudvalgets forslag om at ansætte grundværdierne politisk eller administrativt er helt ude i hampen. Tænk hvilket politisk slagsmål, det vil give, og hvilket herligt felt for ligusterdemagogerne! Der er i forvejen stærke kræfter, der arbejder på at decimere den inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier, der sker gennem grundskylden, og som giver mulighed for lavere skat på arbejde.

Det er i øvrigt forunderligt, at man tilsyneladende ikke har involveret ejendomsmæglernes ekspertise i udvalgets arbejde.

Udkant, vandkant og vejkant

Der har den seneste tid pågået en debat om udkants-Danmark, og nye betegnelser er kommet til: Vandkant og vejkant.

Udkant blev før kaldt ”den rådne banan”, dækkende Nord-, Vest- og Sydjylland samt de sydfynske øer og Lolland-Falster.  Nu anvender man mere høviske udtryk, men inkluderer til gengæld både Vest- og Sydsjælland samt Bornholm.

Vandkants-Danmark er naturligvis sommerhusområderne med de særlige problemer: En udlejningskrise  p.g.a. tyskernes større tilbøjelighed for sydligere himmelstrøg og en – efter turisterhvervenes mening – for restriktiv planlov.

Vejkants-Danmark er det store antal små landbyer, bygget omkring en gennemgående vej som eneste gade. Ingen bryder sig om at bo der, butikkerne er lukket, skolen ligeså, og nu tales der om at nedlægge disse småbyer som en billigere løsning end fortsat kommunal service.

Mange af de mindre byer i udkanten er skæmmet af lukkede butikker og forladte, forfaldne og usælgelige huse. Ved kommunalt initiativ opkøbes og nedrives disse bygninger.

Folk flytter efter uddannelse og arbejde fra udkanten og de mindre byer, fordi uddannelsesinstitutionerne er centraliseret og mange produktionsvirksomheder i udkantsområderne er nedlagte. De uddannelsessøgende kommer ikke tilbage, og der erhvervsaktive kommer i bedste fald først tilbage som pensionister. Til gengæld flytter mange socialt svage og kontanthjælpsmodtagere til billige huse i udkantsområderne.

Der er tale om et globalt fænomen. For Danmarks vedkommende sker udviklingen og tilflytningen i Hovedstads-området og områderne omkring Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Roskilde. Det afspejles i stigende boligpriser – ikke mindst grundværdier. Til gengæld stagnerer eller falder boligpriserne i den øvrige del af landet.

Nogle steder er husene usælgelige og umulige at få lån i. Man kan ikke undlade at tænke på, hvor meget bedre, det ville have været, hvis man havde inddraget jordrenten, så huslejen havde bevæget sig efter konjunkturerne. Det ville have skånet mange familier fra en håbløs økonomisk situation.

Der er lempet på planloven, så det nu er muligt at etablere mindre virksomheder i bygninger, etableret til andre formål. Og små iværksætter-virksomheder trives bedre på landet end i byerne, men skaber ikke ret mange arbejdspladser. Der er ofte tale om enmands-virksomheder.

Bedre transportmuligheder nævnes som en løftestang for by- og erhvervsudvikling, men har jo også vist sig som et redskab for afvikling, f.eks. broforbindelserne fra Fyn til Langeland. Men det giver jo også bedre muligheder for pendling.

Der er rundt omkring eksempler på, at beboerne i en landsby går sammen om bevarelse af en nærbutik , en skole eller kulturel le aktiviteter. Men den slags afhænger af lokale ildsjæle og løser ikke det generelle problem med affolkningen af udkantsområderne.

Det forekommer håbløst at søge at vende udviklingen gennem subsidier. Det vil blot forvride en naturlig erhvervsudvikling og koste skatteyderne penge til meget lidt nytte.

En afskaffelse af sommerhusreglen ville betyde enorme prisstigninger på sommerhuse, der i øvrigt, købt af velhavende tyskere, ofte vil stå tomme det meste af året og således ikke give penge til turisterhvervet. Desuden vil det afskære knapt så velbeslåede danske fra at erhverve sommerhuse. Hvis man vil liberalisere planloven m.h.t. byggeri i vandkants-områderne, hvilket bør frarådes, så bør man i det mindste sørge for at inddrage værdistigningen gennem grundskyld.

Landbrugsloven er blevet liberaliseret, så selskaber og fonde kan erhverve sig landbrugsjord. Pensionskasser har fundet ud af, at det er en god investering og er nu gået i gang med at erhverve sig landbrugsejendomme, hvor en landmand tager sig af bedriften og pensionskassen indkasserer jordrenten. Man regner med et årligt afkast på 3,5 %.

Dette er sket som følge af landbrugets enorme gældsætning på 350 mia. kr. Vi kan nu regne med storopkøb af dansk landbrugsjord. Det er allerede sket i Sønderjylland, hvor tyske selskaber har opkøbt jord til ensidig produktion af bioenergi. Snart vil det danske landbrugsareal (på 63 % af Danmarks samlede areal) være koncentreret på kommercielle selskaber eller fonde. Selvejet er under afvikling.

Tænk, om man havde bevaret jordrentebrugene! Så havde unge landmænd kunnet erhverve sig egen bedrift på jordrentevilkår og var aldrig kommet ud i det gældsuføre, som nu medfører afviklingen af selvejet.

Industrialiseringen af landbruget vil naturligvis kraftigt medvirke til affolkningen af udkantsområderne. Strukturudviklingen understreger nødvendigheden af en skattereform, der tager højde for, at skatteindkomstgrundlaget svinder, mens jordværdierne består: Altså lavere skat på arbejde og mere grundskyld i udkantsområderne.

Men tilstrømningen til de store bysamfund understreger også behovet for en sådan skattereform, idet der i disse år sker store grundværdistigninger i disse byer. Ved højere grundskyld kan man få lavere huspriser og større mobilitet på boligmarkedet. Man kan undgå, at fremskridtet kapitaliseres af heldige boligejere eller spekulanter. Ved den lavere skat på arbejde kan man gavne erhvervslivet og beskæftigelsen.

Det vil også være en retfærdighedshandling over for udkants-Danmark, idet beskatningen så i højere grad vil ligge i vækstområderne, hvor den økonomiske evne er. Der er i det hele taget mange gode grunde til at gennemføre en fundamental skattereform, der både giver større social retfærdighed og fremmer den økonomiske vækst.

 

 

Grundskyld giver lavere boligpriser

Med jævne mellemrum forsyner banker og realkreditinstitutter medierne med rædselsfortællinger om ejendomsskatterne. Efter ejendomsværdiskattens fastfrysning er det grundskylden, der må holde for. Ofte ledsages historien med udtalelser fra det såkaldte Boligøkonomiske Videncenter – uden at det oplyses, at det er en afdeling af Realdania.

9/9 var det Politikens tur til at servere historien om grundskyldens negative betydning for ejendomsprisernes vækst uden at det nævnes, at banker og realkreditinstitutter har en stærk egeninteresse i det størst mulige udlånsgrundlag hos låntagerne. Udlånsgrundlaget formindskes naturligvis jo højere grundskylden er.

At lavere ejendomspriser er en fordel for boligkøberne, nævnes ikke. Tværtimod fremstilles det i artiklen som en ulykke for køberne, at de får ringere mulighed for at gældsætte sig, når huspriserne bliver lavere!  At boligkøberen betaler grundskyld til kommunen i stedet for renter og afdrag til bank eller realkreditinstitut og dermed kan slippe billigere i indkomstskat til kommunen, nævnes heller ikke.

Og så er det ikke faldet journalisten ind at indhente en udtalelse fra de økonomiske vismænd, der har advaret imod en mulig ny boligboble og derfor foreslået at sætte ind med øget løbende ejendomsbeskatning, når ejendomspriserne igen begynder at stige. Og det er de begyndt på nu.

Det sociale og fordelingspolitiske perspektiv forties også. Og det er, at inddragelse af arbejdsfri, samfundsskabte værdier gennem grundskyld til fordel for lavere skat på arbejde, giver større social retfærdighed og ligestiller generationerne.

Kilde: Politiken

Grundskyld i aktuel politik

Ib ChristensenUanfægtet af, at økonomerne er enige om, at fastlåsningen af ejendomsværdiskatten og loftet over grundskylden forstærkede virkningerne i Danmark af den globale økonomiske krise, der udsprang af boligbobler, jubles der nu over stigende boligpriser, ligesom der hetzes imod ”boligskatterne”, akkurat som man gjorde før krisen.

Allerede før sidste folketingsvalg lagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sig fast på, at ”boligskatterne” ikke måtte stige. De tilsluttede sig altså Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis ejendomsskattestop. Senere har de fem partier indgået et skatteforlig, hvori det hedder: ”Partierne er…. enige om, at ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget fastholdes svarende til gældende lovgivning frem til 2020.” Der står ikke et ord om grundskylden.

Alligevel opfører partierne sig som om skatteforliget også omfatter grundskylden, der omtales som en ”boligskat”, uagtet at den hviler på al jord, ikke kun boligjord, og altså uanset at den ikke er omfattet af skatteforliget. Regeringspartierne kunne altså sammen med Enhedslisten gennemføre en grundskyldsreform, f.eks. genindføre statsgrundskylden, for dermed at imødekomme de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU, der alle har anbefalet en øget løbende ejendomsbeskatning, hvis provenu skulle bruges til lavere skat på arbejde.

Når det ikke sker, skyldes det skræk for boligejerne – til trods for, at den udbredte krisebevidsthed i befolkningen øjensynligt har bevirket et mere positivt syn på en reform som foreslået af økonomerne. Den seneste meningsmåling – mig bekendt – er fra Gallup i Berlingske 21/2 2011. På spørgsmålet, om de ville acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned, svarede 66 % ja, kun 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarede 71 % ja, blandt SF-vælgerne sagde 69 % ja. Da der kun var 22 % nej-sigere, mens 64 % af os er boligejere, kan man udlede, at der også blandt boligejerne er et flertal for en sådan skattereform.

Tilsyneladende ligger det politiske flertal under for den systematisk hetz mod ejendomsbeskatning, som bedrives af realkreditinstitutterne, der med jævne mellemrum fodrer medierne med jerimiader over stigende ”boligskat”. Da ejendomsværdiskatten er fastlåst, er det nu grundskylden, der må holde for. Realkreditinstitutternes interesse er at sikre sig størst mulig ”friværdi”, som de kan gældsætte, og så er det jo kedeligt for dem, når grundskylden dæmper boligpriserne.

Man udnytter den tåbelige fiksering af grundskylden, som den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti foretog, og som betyder, at grundskylden højest må stige med 7 % om året, og man som udgangspunkt har den laveste vurdering fra 2001. Dermed er der opsparet en forsinkelse af de for længst indtrufne grundværdistigninger, og derfor stiger grundskylden lempeligt også i en situation, hvor grundværdierne har været faldende. Det er naturligvis modsat hvad der under en normalt fungerende grundskyld bør ske, men eftersom grundværdierne nu i flere og flere områder begynder at stige, vil det problem blive løst efterhånden.

Men medierne refererer fuldstændigt kritikløst realkreditinstitutternes økonomer, inklusive fra det såkaldte ”Boligøkonomisk Videncenter”, om hvilket man taktfuldt undlader at fortælle, at det er en afdeling af Realdania. Som regel undlader man at henvende sig til uafhængige økonomer, man sanser muligvis ikke, at realkreditinstitutterne er ude i et politisk ærinde, på samme måde som man heller ikke er opmærksomme på, at bankøkonomerne kan have politiske formål, når de kommer med råd eller økonomisk prognoser.

Hetzen mod grundskylden har sine virkninger, f.eks. har de konservative i Københavns borgerrepræsentation foreslået en fastfrysning af grundskylden, der indbringer 3 mia. kr. årligt til kommunen. Dette forslag har fået støtte fra Socialdemokraterne og de radikale og vil utvivlsomt blive støttet af de andre borgerlige partier.

Fidusen ved dette attentat mod grundskylden er, at grundskylden modregnes i bloktilskuddene. Hvis grundskylden stiger, falder bloktilskuddet. Det undgår man ved at fiksere grundskylden, og så bliver det alle landets skatteydere, der kommer til at betale for det formindskede grundskyldsprovenu i København!

Den socialdemokratiske ”forståelse” af grundskyld illustreres af deres begrundelse: Grundskylden fordyrer boligudgifterne, hvilket er skadeligt for tilflytningen! Man fatter ikke, at lavere grundskyld giver højere boligpriser, hvor tilflyttere må gældsætte sig mere en det ellers var nødvendigt.

At de radikale er med i denne uansvarlige manøvre, kan undre, når de ellers reklamerer med, at de ”lytter til økonomerne”, og når der i deres principprogram står: ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret.”

Dette principprogram blev vedtaget af partiet i 1999, hvor grundskylden blev fjernet fra programmet. Den daværende landsformand Margrethe Vestager begrundede det med, at grundskyld var noget gammeldags noget, som hun ikke forstod!  Det Radikale Venstres skattepolitik siden beviser sådan set, at det gør hun stadig ikke.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved visse økonomers forståelse af grundskylden i forhold til anden ejendomsbeskatning, når landets mest citerede boligøkonomiske ekspert Morten Skak foreslår at slå grundskylden sammen med ejendomsværdiskatten. Man fatter øjensynligt ikke, at det byder folk meget imod at skulle beskattes af de huse, de selv har bygget eller købt, så er der utvivlsomt større forståelse for inddragelse af naturgivne og samfundsskabte jordværdier.

Man kan også undre sig over de socialistiske partiers manglende forståelse for grundskyld. Enhedslisten vil indføre kapitalvindingsskat i stedet, således at den indefryses indtil folk kommer ud af ejerboligmarkedet. Det vil ikke give lavere ejendomspriser, tværtimod, det vil blive overvæltet på køberne, og det vil i øvrigt ikke give noget stort provenu. I Sverige har man halveret en tilsvarende skat efter rasende folkelige protester.

Op til krisens udbrud gældsatte landbruget sig for 360 mia. kr. Senere er jordværdierne faldet med 51 %, og mange landmænd er gået fallit eller sidder som prioritetsbestyrere, teknisk insolvente. Pensionsselskaber og erhvervsdrivende fonde har udset sig landbrugsjorden som et sikkert og langsigtet investeringsobjekt. De forventer et årligt afkast på 4 %. De pågældende landmænd skal så stå for gårdens drift. Det ville være bedre for landmændene at overtage jorden på jordrentevilkår, det ville give større frihed og lette generationsskiftet. Nu inddrages jordrenten af kapitalinteresser i stedet for af samfundet.

At grundskylden har magtfulde fjender og møder stor uvidenhed, er desværre ikke noget nyt. Det konstaterede som bekendt allerede Henry George.

WTO skal liberaliseres

Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke leverer i kronikken (Pol. 14/11) et udmærket forsvar for WTO, men er på galt spor, når han argumenterer for at WTO skal have fokus på regulering frem for liberalisering. En regulering ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske forhold. Jeg var i 10 år medlem af EU-parlamentets handelspolitiske udvalg og har deltaget i utallige forhandlinger om EU´s handelspolitik, også med delegationer fra de fattige lande. Hvis der var noget, disse var enige om, så var det at afvise forslag fra protektionistiske kredse i EU om reguleringer af verdenshandelen. Forslag, hvor ”de grønne protektionister” reelt tilsigtede at strangulere de fattige landes adgang til EU´s marked under påberåbelse af social eller miljømæssig ”dumping”.

Hvis man derfor giver WTO de nævnte reguleringsbeføjelser, imødekommer man de rige landes protektionister til skade for verdenshandelen og især de fattige landes adgang til de rige landes markeder. Der er ingen anden vej frem for WTO – og det vil være det bedste middel til løsning af den globale krise – at liberalisere verdenshandelen konsekvent, så man ikke begår den samme skæbnesvangre fejl, som man gjorde i 30érne med protektionisme og handelskrige.

Det er heller ikke produktivt at anbefale udviklingslandene at beskytte deres industrier mod konkurrence. De udviklingslande, der har valgt dette, stagnerer, mens de, der har valgt en liberal handelspolitik blomstrer.

Hvis WTO skal have øgede beføjelser, bør man give organisationen kompetence og ressourcer til at efterforske og bekæmpe globale handelsmonopoler af enhver art.