Om skribenten
Author

Administrator

Udenrigspolitik

                                               

                                        Problemer ved Sydgrænsen

 Gottorp-hertugen Frederik 3. havde ved Roskildefreden 1658 opnået fuld selvstændighed over for den danske konge, hvad den hertugelige del af Slesvig angik, og denne selvstændighed blev bekræftet ved freden i København 1660. Herved var Gottorp blevet en konstant fare for Danmark, fordi det ved at fastholde forbindelsen med Sverige betød en stadig trussel mod sydgrænsen, så længe Sverige havde besiddelser i Nordtyskland.

Dette forhold kunne ikke ændres foreløbig. Danmark måtte dog i 1661 optage forhandlinger med Gottorp bl.a. om, hvorledes den hidtidige fællesregering over prælater, ridderskab og købstæder fremtidig skulle udformes. Da den unge hertug Christian Albrekt – som i 1659 havde efterfulgt sin fader – syntes, at danskerne var for pågående, sluttede han i 1661 en bistandspagt med Sverige. Dermed blev de fleste mellemværende udskudt til senere behandling.

I midten af 1660`erne fandt Christoffer Gabel en tilnærmelse til Gottorp betimelig. Begyndelsen blev gjort ved et ægteskab mellem Christian Albrekt og Frederik IIIs datter Frederikke Amalie, og det næste skridt blev et forlig i Glückstadt i 1667, hvor en del uoverensstemmelser blev løst og andre udskudt til senere drøftelser.

Der forelå dog et problem, som for en tid forenede kongeriget og hertugdømmet, nemlig arveretten til hertugdømmet Oldenburg. Dette spørgsmål ville blive aktuel, når den aldrende hertug Anton Gûnther døde uden at efterlade direkte arvinger. Kongen og Gottorp var i så fald indstillet på at dele arven. Så var spørgsmålet om arvefølgen i den kongelige del af Slesvig dukket op. Det førte til, at de små hertugdømmer Sønderborg og Nordborg blev inddraget af den danske konge. Det forenklede de indviklede forhold i hertugdømmet noget, men Frederik III måtte dog efterlade mange uafklarede problemet til sin efterfølger.

Tronskiftet og kampen om magten

Den 9. februar 1670 døde Frederik III efter få dages sygdom. Dødsfaldet kom overraskende, og ingen havde gjort sig forestillinger om, hvilke følger det ville få for statens styre. Der var dog ingen tvivl om, at Frederiks ældste søn Christian skulle følge faderen på tronen og ifølge Kongeloven overtage den absolutte magt. Men hvem skulle blive den vigtigste rådgiver for den nye konge?

Dette spørgsmål førte til voldsomme stridigheder blandt de folk, der stod kronen nær. Det førte til Christoffer Gabel fald og til fremgang for Peder Schumacher. I sommeren 1670, mens de fleste i inderkredsen var optaget af intriger, reformerede Peder Schumacher centralforvaltningen. Den uprøvede konge lagde navn til, men det var Schumacher, der udførte arbejdet. På den måde indførtes kancellistyre i Danmark.

Kronen på værket blev det nye geheimeråd, hvis medlemmerne var kollegiernes ledere, statholderen i Norge, Gyldenløve, og statholderen i hertugdømmerne, Ahlefeldt. Peder Schumacher blev rådets sekretær og dermed den, der samlede trådene. Men formelt var det hos kongen, alle afgørelser blev truffet. Det var ham, der udstedte alle love, forordninger og bekendtgørelser, og han besatte alle embeder. Spøgefuldt tilføjede kongen ofte personlige bemærkninger til forelagte sager: ”De ville alle have, og kan ikke alle få”, eller”Der er mange slags kød i denne frigasè”, eller ”Vèd I  (Schumacher) det ikke, ved jeg det ikke heller.” I virkeligheden var det Schumacher, der udførte det nødvendige arbejde og forelagde resultaterne for kongen til underskrift.

Statens  Herre

Schumacher interesserede sig nok for landbruget, men endnu mere for handel og industri. Han delte tidens almindelige opfattelse, at handelen trivedes bedst, når den blev drevet af kompagnier. På den måde blev handelen på Trankebar gjort til noget, der pludselig kunne svare sig. Samtidig bragtes ladninger af Østens kostelige varer hjem og indbragte store summer ved salget. Modsat blev salthandel helt frigivet med en kraftig opblussen til følge. Også industrien havde fremgang. Der oprettedes således klædefabrikker, saltværker og metalindustrier.

Schumacher sørgede for at fremme borgerstandens magt og indflydelse. Borgerne fik således  sikret jævnbyrdig repræsentation med adelen i kompagnierne, og en ny adel blev oprettet: greve og friherrestanden, som blev tildelt vigtige embeder. Elefantordenen, som blev til under Christian I i 1400-tallet, fornyedes, og Dannebrogsordenen indstiftedes. Alt dette gav kongen mulighed for at hædre og ophøje, hvem han ville.

Men Schumacher brugte også sine evner til at betænke sin egen velfærd. I 1670 giftede han sig med den purunge Karen Nansen, en sønnedatter af Hans Nansen, der i sin tid besad indbringende embeder. Denne forbindelse bragte ham i besiddelse af megen jordegods, som han mageskiftede med Tønsberg Provstis jordegods i Norge. Dette fik ved overdragelsen navnet Griffenfeld, og samtidig blev det bekendtgjort, at ejeren fremtidig skulle bære dette navn og føre adeligt våben. I 1671 blev Griffenfeld geheimestatsråd og fik tildelt Dannebrogsordenen.

I maj 1672 døde Karen Nansen knap sytten år gammel kort tid efter at have født en datter. En tid derefter var Griffenfeld tynget af sorg, men sorgen blev ikke langvarig, og han trøstede sig til anden side, som han nu kunne. På den tid begyndte han også at tage sig af udenrigspolitikken. Snart opnåede han herredømmet over Tyske Kancelli, hvorefter Ahlefeldt lod sig glide i baggrunden, og Gyldenløve trak sig tilbage til Norge. Griffenfeld beholdt valpladsen, stillingen i kongens umiddelbare nærhed.

I 1673 udnævntes han til rigskansler, dvs. regeringens leder, han fik tildelt titlen greve – med Samsø som grevskab – og dertil Elefantordenen, ”det blå bånd”. I det følgende år blev han tillige kansler og dertil præsident i Højesteret.

Dermed havde Griffenfeld .faktisk hele centraladministrationen under sig. Hans instruks som rigskansler gav ham fuldstændigt herredømme over Danske og Tyske Kancelli. Han beherskede Skatkammerkollegiet og Admiralitetet. Han førte forsædet Statskollegiet, og her skulle han forelægge, hvad kongen – dvs. han selv – ønskede forhandlet. Kollegiestyret var dermed stort set bragt til ophør.

Efterhånden fik Griffenfeld mange modstandere, også blandt officererne. Det afgørende var dog kongens holdning over for ham. Det er ganske klart, at Griffenfeld tidligt fik Christian V i sit ledebånd, måske først og fremmest fordi han gjorde det let for ham at være konge, men det førte også til, at kongen fik sin underlegenhed at føle. Omsider, i 1675, blev det kongen for meget, og han sendte Griffenfeld en advarselsskrivelse om ”hvad mig misfalder”.

Kongen erklærede først, at ingen uden kongen selv, altså heller ikke Griffenfeld, skal dirigere generalerne. Ligeledes skal enhver selv forestå sit embede, ”og ikke èn (dvs. Griffenfeld) dirigere dem alle sammen”. Dernæst kommer det direkte: ”Tag Eder ikke selv mere autoritet og respekt til, uden i det, som Eders embede vedkommer, og gør mig ikke alting, som dog endelig skal være, for umuligt”.

Videre hedder det: ”Tager Eder i vare, at I udi min nærværelse beordrer noget, som jeg først burde resolvere, og når jeg siger noget, da hjælper mig udi tanker og fører mig ikke tvært imod mine tanker, bringer mig ikke først på èn sentiment og bringer mig da også på en anden mening igen”.

Det var en advarsel, hvor ubehjælpsomt den end var skrevet, som Griffenfeld ikke kunne kimse ad, for der stod andre bag den. Men da Griffenfeldt modtog den, var han langt inde i et udenrigspolitisk spil, som han ikke kunne afbryde.

Kortfilm med Fred Harrison

Fred Harrison beviser i Sølvkuglen, hvor alvorligt, det står til rundt om i verden. Land for land får vi den historiske baggrund for sult og nød. Dernæst gives en anvisning på, hvordan et fattigdomssamfund kan afløses af et overflodssamfund ved den rette kobling mellem jord/resurserente og skattereform.
Fred Harrison har i forbindelse med bogudgivelsen også produceret tre kortfilm, der belyser de centrale pointer fra bogen.
På www.sølvkuglen.dk, kan læse meget mere om bogen og se de tre kortfilm som er gode appetitvækkere til bogen.

Læs mere om Sølvkuglen…

Følg briterne og norden

I 1972 søgte Danmark EF-medlemskab sammen med Storbritannien, Irland og Norge. Det har stedse været en vital dansk interesse at holde sig tæt til Norden og Storbritannien, her har vi de største handelsrelationer og tætteste kulturelle bånd, her hører vi til, historisk og sikkerhedspolitisk.

Den britiske regering har kontaktet Danmark, Sverige, Tjekkiet og Irland med henblik på at danne modvægt mod den finansunion, som Tyskland og Frankrig søger opbygget, og som vil give EU overherredømme over medlemslandenes finanslove, skatter samt arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Danmark har blankt afvist briterne. Det har svenskerne tilsyneladende ikke, ej heller irerne (der endda er euro-land) og tjekkerne .

Storbritannien er ikke isoleret i EU, hvor befolkningerne ikke ønsker den føderale stat, som finansunionen vil gøre EU til. Briterne står for national selvbestemmelse og en liberal handels- og erhvervspolitik, altså det modsatte af den centralistisk-bureaukratiske økonomiske politik og den subsidiepolitik og protektionisme, som især tyskerne og franskmændene hylder. Briterne har gennem Commonwealth-landene og USA tætte og omfattende globale relationer. Danske interesser – og danske vælgeres holdninger – har langt større identifikation med briternes end centraleuropæernes.

Striden står også om EU skal føre borgerlig eller socialdemokratisk økonomisk politik. En stram økonomisk politik, der fastholder recessionen og massearbejdsløsheden eller en investerings- og underskudspolitik, der yderligere forøger og forlænger gældskrisen. Et valg mellem pest og kolera. Hverken de borgerlige eller socialdemokraterne vil gøre op med de fejl i samfundsøkonomien, der skabte den globale økonomiske krise.

Som bekendt udsprang den økonomiske krise – i lighed med de fleste andre økonomiske kriser – af enorme boligbobler, både i USA og i Europa. De store ”friværdier” blev belånt, og da boblerne brast kom bankerne i svære vanskeligheder. Regeringerne og nationalbankerne valgte så at punge ud, og vi fik gældskrisen med kreditstramninger, økonomisk afmatning og arbejdsløshed.

Økonomerne erkender i stigende grad, at varig genopretning af økonomien og forebyggelse af nye økonomiske kriser nødvendiggør at der tages fat på de finansielle årsager til krisen, altså at nye boligbobler må hindres i at opstå. Derfor foreslår OECD, de økonomiske vismænd og andre økonomer en skattereform, der øger den løbende beskatning af jord og fast ejendom samt af natur- og energiressourcerne, og at provenuet bruges til lavere skat på arbejde. Derved vil man stoppe en farlig inflationskilde, lede investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv eller spekulativ anbringelse samt belønne arbejdsindsats.

Men hvad er den tysk-franske finansunions svar på dette? Såmænd kun at man skal ”overvåge” omfanget af den private gæld i banker, husholdninger og ikke-finansielle virksomheder i den enkelte medlemsstat. Derimod skal der være effektiv kontrol med lønfastsættelsen både i den private og offentlige sektor. Som om det var lønmodtagerne, der var de egentlige skyldige i bobleøkonomien… De skal bare betale regningen…

Socialdemokraterne foreslår strengere regulering af finanssektoren. Det kan være rimeligt nok, f.eks. kunne man forbyde derivater og indføre den foreslåede Tobin-skat på finansielle transaktioner. Erfaringen er imidlertid, at reguleringerne løsnes, når konjunkturerne vender, og så er de der ikke, når boblerne brister. Derfor er det meget mere effektivt at lade markedsmekanismen løse opgaven, og det gør man ved at følge økonomernes råd om en skattereform, der inddrager de arbejdsfri, samfundsskabte værdier og letter skatten på arbejde tilsvarende.

Alt dette vil et Danmark, der er fri af EU´s finansunion og af euroen, have muligheder for frit at foretage sig. Derfor skal vi fastholde euro-forbeholdet, og det skal respekteres af regering og folketing. Euro-forbeholdet hviler på det nationale kompromis, der udtrykkeligt friholder Danmark fra den økonomisk-monetære unions tredje fase med den fælles mønt og centralbank samt den fælles økonomiske styring. Vi bør også ligesom Storbritannien og Sverige lade vores valuta – kronen – flyde frit i stedet for at klamre os til den fallerede euro. Det vil gøre kronen endnu mere attraktiv end den allerede er.

Hvis regeringen og VK-partierne vil indmelde Danmark i ”den finanspolitiske stabilitetsunion”, som ”Merkozy-pagten” officielt hedder, er der klokkeklart tale om afgivelse af national suverænitet i betydeligt omfang, så det fordrer ifølge grundlovens § 20 5/6 flertal i Folketinget (hvad der ikke er) eller en folkeafstemning. Det er derfor godt, at modstanderpartierne DF, EL og LA kræver en sådan.

Euro-landene vil gerne have så mange andre EU-lande som muligt med i deres finansunion, for så bliver der flere om at betale den gigantiske og uoverskuelige regning for gældskrisen. Og det bliver ikke en engangsregning til genopretning, men derimod en permanent og voldsom økonomisk udligning mellem nord og syd i eurozonen og de lande, der hopper med i unionen. Det bliver tyskerne, hollænderne, finnerne og danskerne (hvis S-R-SF og VK får deres vilje), der kommer til at betale for gældsbeviserne (euro-obligationerne).

Man kan undre sig over, at regeringen og folketingsflertallet er rede til at føre en så landsskadelig politik. Svaret er nok, at det kræver Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer samt Finansrådet, altså økonomiske magtcentre her i landet. Og så gør det politiske flertal, hvad det får besked på, selv om erhvervslivets ledere i dette tilfælde handler mere ud fra en rutinemæssig ja-holdning til mere magt til EU end ud fra en velovervejet afvejning af, hvad der i det lange perspektiv er i erhvervslivets interesse.

Danmarks langsigtede interesse er en global og frihandelsvenlig orientering og er derfor nu som før at følge briterne og vore nordiske venner. Sverige vil næppe tilslutte sig Merkozy-unionen, Norge og Island er end ikke med i EU, det er de andre dele af det danske rige: Færøerne og Grønland for resten heller ikke…

Fremskridt og Fattigdom

Hvis man anser en koncentration af jord på få hænder og i store enheder for fremskridt, så sker der store fremskridt rundt om i verden i denne tid, men det medfører øget fattigdom blandt de bønder, der hidtil har dyrket jorden. De mister deres jord og bliver gjort retsløse.

Det fremgå af en diger rapport, som FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) udsende i 2010, og som World Food Day satte fokus på den 16. oktober 2011. Rapporten heder `Stolen Land, Stolen Future`, der er en omfattende redegørelse for ikke bare fødevaresituationen i verden, men også for det omfattende `land grabbing`, jordtyveri, der finder sted især i de fattigste lande i verden.

Ifølge FAOs seneste rapport sulter 925 mio. mennesker rundt om i verden. Det er en stigning på 75 mio. i forhold til perioden 2006-2008, og FAO angiver bl.a. de stigende fødevarepriser som årsag til, at flere mennesker sulter.

Taberne er igen verdens fattigste, der bliver dobbelt ramt, fordi stigende fødevarepriser sammen med den globale finanskrise har ført til en uset global jagt på landbrugsjord i udviklingslandene. Det er det fænomen, der kaldes `land grabbing`, fordi lokalbefolkningen ikke bliver hørt.

De får ingen eller ringe kompensation, og brutal magtanvendelse eller trusler finder ofte sted for at tvinge bønderne væk fra jorden.

Den internationale forskningsinstitution Food Policy Research Institution (IFPRI) har vurderet, at 20 mio. hektar (200.000 kvadratkilometer) jord er blevet `land grabbet` i perioden 2005-2009. Ver-

densbanken vurderede i 2010, at fænomenet – som banken kalder landbrugsinvesteringer – var på ikke mindre end 45 mio. hektar, men det internationale researtsprojekt The Land Matrix Partnership mener, at fænomenet er langt større. Dette institut siger, at op mod 227 mio. hektar jord i udviklingslandene er blevet solgt eller lejet ud hovedsageligt til internationale investorer siden 2001. Det svarer til et område på størrelse med Vesteuropa.

Det er primært internationale selskaber, virksomheder, fonde og institutioner, der er på jagt efter landbrugsjord til fødevarer og biobrændsel. Nationale regeringer og virksomheder i udviklingslandene er også aktive spillere – ofte inden for rammerne af handelsaftaler og med støtte fra internationale institutioner og udviklingsfonde.

Kina bliver ikke nævnt direkte i de oplysninger, jeg er stødt på, men det er en kendt sag, at Kina er godt med i jagten på både råstoffer og jord til landbrugsproduktion.

Men EU og dermed Danmark er med til at støtte jordtyveriet. Det dokumenterer Folkekirkens Nødhjælp i sin nye rapport `Stolen Land, Stolen Future`, som forfatteren og journalisten Malene Haakansson anmeldte i Politiken den 16. oktober 2011.

Denne rapport har særlig fokus på jordtyveri i Cambodja og Honduras. Jordtyveriet i Cambodja er ekstremt udbredt og skyldes ofte såkaldt økonomisk jordkoncession, som er privat jord, der sælges eller lejes ud til private virksomheder, som driver industrilandbrug. I 2007 sad industrilandbrug på 14,5 pct. af Cambodjas dyrkbare landbrugsarealer. I 2011 var andelen steget til 55,65 pct. Både cambodjanske og udenlandske virksomheder køber brugsretten til jorden, men også den cambodjanske magtelite, inklusive regeringsfolk og militæret, er involveret i `land grabbing`.

Cambodja modtager udviklingsbistand fra Danmark. Som et af de fattigste lande i verden nyder landet fordel af en særlig handelsaftale med EU, men rapporten fra Folkekirkens Nødhjælp viser, at aftalen bliver groft udnyttet og er med til at understøtte jordtyveriet fra de cambodjanske bønder.

Konsekvenserne for dem er markante. De mister den jord, de hidtil har kunnet leve af og bliver derfor drevet ud i fattigdom, de må sælge deres husdyr, tager børnene ud af skolen og må kæmpe for at få mad på bordet. Dertil kommer, at plantagerne ofte forgifter vandet i lokale vandløb, så bønderne og andre fattige mister det fiskeri, som de også lever af.

Aktive medlemmer af de berørte familier lever i frygt på grund af den fortsatte kamp. Lidt over halvdelen af de berørte har nægtet at modtage kompensation for deres tab af jord, fordi den ligger langt under markedsværdien. De, der valgte at modtage kompensationen, kendte ikke til den gældende cambodjanske lovgivning og troede heller ikke, at de kunne konfrontere den cambodjanske regering. De ender så som arbejdstagere i lighed med andre fattige folk

Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere har forgæves forsøgt at få EU til at gå ind i sagen. Alvorlige og systematiske overtrædelser af internationale menneskeretskonventioner og rettigheder for arbejdstagere kan nemlig medføre en udelukkelse af et bestemt produkt i den særlige handelsaftale mellem Cambodja og EU. Men indtil videre har EU valgt, at dialog mellem Cambodja og EU er vejen frem. Danmark har indtil videre valgt at følge i EU’s fodspor.

Der er vist ingen, der har valgt at foreslå den cambodjanske regering, at den skaffer sig retfærdige og rimelige koncessioner for den jord eller de råstoffer, den ønsker overtaget af private selskaber eller institutioner, så den sikrer sig den jordrente, der er den naturlige indtægtskilde i ethvert samfund. Formentlig kunne Den internationale Union for Grundskyld og Frihandel, som Den Danske Henry George Forening er tilsluttet, i FN gøre en indsats på dette område

Marlene Haakansson gør det i hvert fald ikke. Hun slutter sin redegørelse mere beskedent, idet hun skriver, at det første skridt må være at sikre, at egne politikker og bistand ikke er med til at støtte jordtyveri.. I dag har Danmark ingen særskilte retningslinier eller politikker på området til trods for, at jordtyveri er et stigende problem, som øger fattigdommen i verden. Danmark har tilsluttet sig overordnede principper igennem EU, men der skal en langt større indsats til, skriver hun.

Rapporten `Stolen Land, Stolen Future` kan findes på nettet. Man kan også gå ind på www.nødhjælp.dk

Se filmen: Real Estate 4 RansomReal Estate 4 Ransom

Real Estate 4 Ransom fra Real Estate 4 Ransom.

Dokumentarfilmen: Real Estate 4 Ransom blev frigivet i nat (15. marts) og kan nu ses på internettet. Dokumentarfilmen påviser årsager til den økonomiske krise og angiver løsningen på det tilbagevendende problem. Det må varmt anbefales at se den selv om den er på engelsk. Den bør være obligatorisk på enhver skole , der har økonomi som hovedfag, og kendes af alle, som kalder sig økonomer. Den påviser klart, at det er en politisk opgave at løse problemet, og at det kan løses, men det kræver fornuft og vilje til at tage fat om roden til den økonomiske ubalance. Filmen, der varer 40 minuter kan ses på: reaelestate4ransom.com.

Pjece om Den Danske Henry George Forening

Den Danske Henry George Forenings formål er at bevare og udbrede kendskabet til Henry Georges liv og tanker, som de kommer til udtryk i de bøger og skrifter, han udgav, og i de mange skrifter, der siden er skrevet om ham. Foreningen er ikke knyttet til noget bestemt politisk parti, men søger at vin-de indflydelse gennem artikler om historiske og aktuelle poli-tiske emner i egne blade og i dagspressen, vurderet ud fra Henry Georges grundlæggende synspunkter.

Hent Pjecen om Den Danske Henry George Forening