Altingsvalget i Island

ipbw50ISLANDS lovgivende forsamling Altinget ligger ved pladsen Austurvellir i Reykjavik. Det var her folk i begyndelsen af året 2009 mødtes hver lørdag bevæbnet med potter og pander for at tvinge de folk fra magten, der havde ansvaret for Islands finansielle kollaps. Austurvellir ligger centralt i Reykjavik og umiddelbart øst for det sted, hvor Islands første indvandrer Ingòlfur Arnason i året 870 slog sig ned med sin familie og tyende og byggede en gård. Her står også et mindesmærke for Jòn Sigurdsson (1811-79), der var leder af kampen for Islands selvstændighed. Da republikken Island i 1944 blev udråbt, skete det på hans fødselsdag den 17. juni.

 

 Altingsvalget i Island

Man vidste det allerede før valget til Altinget den 27. april. De to borgerlige partier Selvstændighedspartiet (konservative/liberale) og Fremskridtspartiet (det gamle bondeparti) ville vinde en solid sejr. Det viste meningsmålingerne entydigt, og sådan kom det til at gå. De to partier fik hver for sig 19 mandater, en gevinst på henholdsvis 3 og 10 mandater, så med et samlet mandattal på 38 sikrede de sig at solidt flertal i det nye Alting, der tæller i alt 63 medlemmer. Taberne blev de afgående regeringspartier Socialdemokraterne og Det grønne Venstre, der mistede henholdsvis 11 og 5 mandater og endte med at beholde 9 og 7.  Dertil kom to nye partier med de sigende navne Lys Fremtid og Piratpartiet, der vandt henholdsvis 5 og 4 mandater.

Helt så imponerende var den borgerlige valgsejr imidlertid ikke, hvis man ser på deres procentvise andel af stemmerne. Deres andel blev 51,1 procent, hvilket svarer til 32 eller 33 mandater. Dette misforhold hænger sammen med en særlig valgordning, der betyder, at stemmer afgivet i kystnære områder tæller mere end andre afgivne stemmer.

En væsentlig forklaring på, at altingsvalget gik som det gik, skyldtes nok de borgerlige partiers valgtrumf, der gik ud på at skære 20 procent af alle islændinges boliggæld. At de to partier selv havde forårsaget denne gældsstiftelse med deres love om lempelige boliglån, havde boligejerne formentlig glemt alt om.

En anden forklaring kan findes i de tiltag, aktive borgere foranstaltede for at få grundloven lavet om, så enhver stemme fik samme vægt, og at alle naturresurser, herunder også fiskeriet, skulle være folkets ejendom. Men det lykkedes ikke at få ændret forfatningen. I stedet for skabte forslaget til en så vidtgående grundlovsændring stor modstand i betydelige dele af den islandske befolkning.

De islandske vælgere huskede sikkert også, at den nu afgåede regering ved sin tiltræden ansøgte om islandsk medlemskab af EU, og at den ønskede at forhandle med udlandet om den bankgæld, som `ekspensionsvikinger` havde bragt islændingene på halsen. Begge tiltag var upopulære i store dele af den islandske befolkning.

Det hjalp åbenbart ikke på stemningen, at den nu afgåede statsminister Johanna Sigurdardottir i efteråret 2002 bekendtgjorde, at EU-ansøgningen ikke længere var aktuel. I øvrigt var Det grønne Venstre imod at fortsætte ad den vej, sagde hun. (I øvrigt er de politiske partier i Island dybt splittede i spørgsmålet om ja eller nej til EU). Ved den lejlighed meddelte den 69-årige statsminister også, at hun ikke genopstillede ved det kommende valg til Altinget. Om det fik nogen betydning for valgresultatet er nok tvivlsomt.

De to regeringspartier i perioden 2009-2013 tabte stort ved Altingsvalget, men den afgåede regering fik et smukt eftermæle i den del af den danske presse, som overhovedet beskæftigede sig med Island. Dagbladet Information bragte således nedenstående opsummering af de ulykker, Selvstændighedspartiet havde forårsaget i Island, og af, hvad der var lykkedes for den rød-grønne koalition.

–          I starten af 00`erne foretog Island en omfattende privatisering af bankerne. Det satte gang i hjulene, alle kunne få kredit, og alle købte på kredit. Da den globale krise i 2008 ramte Island, havde landets tre største banker investeret og udlånt et beløb, der svarede til ni gange Islands BNP.

–          Med krisen fulgte en næsten værdiløs valuta og den største udvandring fra Island siden 1887. 5.000 forlod øen i 2009. Island har nu 318.000 indbyggere.

–          Under statsminister Johanna Sigurdardottir er Islands økonomi igen kommet på fode og voksede med knap 3 procent i 2012. Centralbankens rente er faldet fra 18 til 6 procent i perioden. Island har to år i træk haft økonomisk vækst. Skattesystemet er trimmet, så de fattigste betaler mindre, og man har gennemført besparelser uden at slække på nævneværdigt på velfærden. Og regeringens budget er igen i balance efter et underskud i 2008 på 15 procent.

Lars Hovbakke Sørensen, der har en ph.d. i international politik fra Aalborg Universitet og er ekstern lektor ved Københavns Universitet, er enig. Han peger dog på, at det til trods for økonomisk fremgang er det statsministeren og hendes socialdemokrati, der har stået for skud: ”Mange i Island mener, at socialdemokraterne ikke har gjort nok for at redde landet ud af krisen. At de ikke har fået ordentligt gang i økonomien og arbejdsløsheden ikke er bragt ned. Og når en række af de partier, der havde magten frem til krisen så lover, at der igen vil blive løsnet op og komme flere penge ud blandt folk, så er der mange, der tænker, at en stemme på oppositionen er en stemme på bedre tider,” siger han.

Nej til EU

Der skulle gå næsten en måned, inden Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet fik lavet en ny regering i Island, men de 22. maj kunne Danmarks Radio meddele, at de to borgerlige partier nu havde dannet en koalitionsregering. Den nye statsminister bliver Fremskridtspartiets leder Sigmundur David Gunnlaugsson, mens Bjarni Benediktsson fra Selvsændighedspartiet overtager finansministeriet.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de nye regeringspartier har besluttet at lægge EU-medlemskab i mølposen. Herved foretager de en 180 graders drejning i EU-politikken.

Den tidligere rød-grønne regering ansøgte om EU-medlemskab i juli 2009, og der har i mange omgange været forhandlinger med Bruxelles. En tredjedel af de 33 såkaldte forhandlingskapitler med EU var allerede afsluttet.

Kun en kort overgang efter det fatale økonomiske kollaps i 2008 var et flertal af de islandske vælgere tilhængere af EU-medlemskab. I dag siger et flertal klart nej til EU.

Måske er det en fordel, at det nu er Fremskridtspartiet, der er det ledende parti i Island Ganske vist var partiets andel af stemmerne ved valget i april et par procent lavere end Selvstændighedspartiets, men ansvaret for det fatale kollaps i 2008 hviler ikke så tungt på det.

 


Skriv en kommentar