Årene efter Hannibal Sehested

Reformerne virkede

Christoffer Gabel (1617-73), der i 1664 blev optaget i adelsstanden og udnævnt til  geheime-etats-og kammerråd, samt statholder, havde erobret magten efter Hannibal Sehested. Allerede da han var en snes år gammel blev han finansminister hos ærkebispen af Bremen, en stilling han fortsatte med at varetage, også efter at bispen var blevet kong Frederik III. Af sin egen søn er han blevet rost som en mand, for hvem kongen og han selv var et og alt. Det var en ret præcis beskrivelse, for Gabel kæmpede hele livet  for kongens fremgang og for sin egen. Nu gjaldt det for ham kun om at bevare det vundne.

Straks efter magtovertagelsen gennemførte Gabel sin hollandske politik. I 1666 blev der sluttet en alliance med Holland, skønt Hannibal Sehested nogle år forinden havde været på en diplomatisk mission til England og Frankrig, men nu var rollerne byttet om. Danmark skulle ifølge aftalen have subsidier, men de var ret beskedne. Den engelske gesandt mente at vide, at det hele  var kommet i stand, fordi hollænderne havde ladet 40.000 rigsdaler gå i Gabels lomme. Forbundet førte til gengæld til åben krig med England.

De udenlandske gesandter forsikrede tit og ofte, at det var Gabels uduelighed, som var skyld i det, men bag disse begivenheder lå den kendsgerning, at Hannibal Sehested havde satset på et tættere samarbejde med England, men denne satsning havde lidt nederlag og dermed bidraget til hans fald. Den svenske diplomat Sten Bielke, der besøgte Danmark i 1666, har givet en skildring af forholdene ved hoffet på den tid: ”Ved hoffet fandt jeg ellers temmelig stor konfusion, så at der blandt ministrene ingen enighed var.” Den hollandske flåde klarede imidlertid sagen for os, så englænderne ikke fik krummet ret mange hår på danske hoveder, og i 1667 kunne vi slutte fred uden gevinst og uden tab.

Reformernes virkning

Efterhånden havde tiden nogenlunde lægt Karl Gustav-krigenes sår. Næringslivet var kommet på fode. Mange ødegårde var blevet besat, nedbrændte bygninger erstattet af nye, marker taget i drift, og nye besætninger anskaffet. Handelen var igen kommet godt i gang, og livet på land og i by havde antaget normale former. Dertil kom, at året 1668 blev et usædvanligt godt år.

Præsten Anders Hjørring gav sin forundring frit løb: for få år siden havde landet været så ødelagt, at man næppe troede, der ville komme gode tider igen, ”men kære, kom nu hid og skue Guds gerning i dette 1668-år. Her udi København, hvor alting for dette land er dyrest, kunne af dette års høst købes en tønde rug for 5 mark, og udi landet og de andre provinser blev en tønde rug og byg solgt og købt for 3 mark.” Kvæg ”var så billig i pris, at man kunne købe en temmelig god ko eller kvie til at slagte for 6 sletdaler og et et ret godt slagtenød for 12 sletdaler, som udi belejringen kostede 100 sletdaler.”

Mange andre ting undrede Ander Hjørring: ”Kældrene finde vi fulde af ædende varer, lofterne over fulde af korn, rug og ærter, bryghuset med kamre og lofter fulde af malt og korn, og det store, vide loft over Børsen fuld af rug, korn, hvede, ærter, malt, havre og hvad til fornødenhed udkræves.” Ligeledes bemærker Hjørring, at officererne ”få deres rigtige sold og blive ærlig holdne, fast til forundring for alle.” På samme måde får flådens folk deres betaling, ”alle betjente og soldnere, gejstlige og verdslige at bekomme fornøjelighed.”

Disse udtalelser siger ikke så lidt om forholdene nogle år efter krigene og nogle få år Hanibal Sehested jordreformer. Men den gode Anders Hjørring forbinder ikke den synlige velstand med de reformer, som Hanibal Sehested havde gennemført. Det gør historikeren Gunnar Olsen, der er kilden til denne beretning, heller ikke, skønt man skulle mene, at sammenhængen er påfaldende.

Efterhånden fik Christoffer Gabel mange modstandere, og da Frederik III døde den 9. februar 1670, mistede han sin væsentligste støtte og måtte fortrække. Det skete i april 1670. I maj dannedes et nyt Geheimeråd. Peder Schumacher blev dets sekretær; dermed var han placeret i begivenhedernes centrum, og hans virke mindede ikke så lidt om Sehesteds.

Disse år var nemlig på ingen måde udelukkende præget af kampen om magten. På mange områder blev der udfoldet en stærk aktivitet, og der er ingen tvivl om, at Schumacher stod bag det meste. Statsfinanserne saneredes, hartkornsskatterne blev sat ned, Hoffets udgifter begrænsedes. Den hvervede hær reduceredes, til gengæld oprettedes et nationalt rytteri af unge udskrevne bønderkale. En betydelig gevinst tilfaldt adelen – det var næppe Schumacher, som stod bag – idet den fik skattefrihed for hovedgårdens jord. Dermed var forholdene lagt til rette for et adelsvælde, der i 1700-årene gjorde godsejernes fæstebønder retsløse.                                                

                                                 

                                            


Skriv en kommentar