Christian V`s Krige

                                       Danmark i Europa

Torstensson- og Karl Gustav-krigene havde medført en alvorlig svækkelse af det danske rige. Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge, og Norge måtte afstå Bohuslän, Härjedalen og Jämtland. Skulle Danmark have revanche, krævede det et fuldstændigt herredømme i Øresund og i Østersøen og dertil en elimination af Sveriges forbindelse med hertugen i Gottorp. Men for at påbegynde en krig måtte Danmark have allierede. Blandt de tyske stater var Brandenburg den bedste mulighed, for her arbejdede den store kurfyrste Frederik Wilhelm utrættelig på at øge sine besiddelser og landets militære styrke. De øvrige tyske tyske stater var dårligt nok kommet sig efter Tredieveårskrigen.

Griffenfeld ville dog nødig bryde med Frankrig, som på den tid var Europas stærkeste militærmagt. Derfor forsøgte han at mægle mellem Frankrig og de lande, der modarbejdede franske interesser. En traktat mellem Danmark og Holland i 1673 betød ikke nogen afgørende ændring i disse bestræbelser. Griffenfeld søgte endog på fransk foranledning tilnærmelse til Sverige, som svarede igen med et ønske om ægteskab mellem Christian V`s søster Ulrikke Eleonora og den unge svenske konge Karl 11. Fra dansk side slog man omgående til, og ægteskabet blev aftalt, men først fuldbyrdet efter fredsslutningen i 1679.

Sidst på året 1674 angreb Sverige imidlertid Frankrigs tyske rival Brandenburg. Det fik den krigslyst, der havde ulmet hos Christian V, Gyldenløve, kongens statholder i Norge, og mange andre i kongens nære omgivelser, til at blusse kraftigt op, men Griffenfeld formåede stadig at holde sit ordsprog ”Pennen styrer sværdet” i hævd, og Frankrigs konge Ludvig 14. stillede sig i første omgang ikke afvisende. Men Griffenfeld mødte megen modstand for sin forhandlingspolitik, og det betød, at en egentlig traktat med Frankrig ikke kom i stand.

     Øjeblikket, da Danmark skulle gribe afgørende ind i de forskellige landes stridigheder syntes at være inde, da Sverige angreb Brandenburg. Det gav Danmark muligheden for at angribe de svenske besiddelser i Mecklenburg. Men forinden det for alvor gik løs, måtte Gottorp uskadeliggøres.

I  juni 1675 blev en mindre svensk hærafdeling fuldstændig knust ved Fehrbellin, 52 km nord for Berlin, hvorved Sveriges militære prestige led et alvorligt knæk. Danmark slog nu til. Hertug Christian Albrecht af Gottorp, der opholdt sig Rendsborg, blev taget til fange og tvunget til at overgive sine soldater og fæstninger til Danmark.

I oktober kunne den danske hær vende sig mod den svenske fæstning Wismar, skønt Griffenfeld havde arbejdet for et angreb på Bremen-Verden, hvor vi havde udsigt til at beholde gevinsterne, men kongen fulgte sine generalers råd. Det var på det tidspunkt han skrev sit advarselsbrev til Griffenfeldt. Angrebet blev dog forsinket på grund af et usædvanligt regnfuldt efterår. Derfor faldt fæstningen først den 16. december.

I løbet af efteråret angreb danske troppestyrker i samarbejde med tropper fra forskellige tyske fyrstendømmer Bremen-Verden. Den sidste fæstning, Stade, overgav sig dog først hen på sommeren 1676. Danmark fik her som sin gevinst den vestlige del af provinsen under administration.

                                                     Griffenfelds Fald

Mens Danmark rustede til felttoget mod Sverige i 1676, skred grunden bort under Griffenfeld. Den væsentligste årsag til hans fald var, at han stadig holdt sig i kontakt med Frankrig og derfor kunne anklages for at drive dobbeltspil. Det blev opdaget af en spansk diplomat, der havde fået fat i et kompromitterende brev, som han lod gå videre til hoffet i København, og da man samtidig fandt   notater med nedsættende bemærkninger om kongen i Griffenfelds arkiv og beviser for bestikkelser, var hans skæbne beseglet.  Den 11. marts blev han arresteret og anbragt i Kastellet. Nogen fældende bevis for landsforræderi, fandt man dog ikke. Den 26. maj faldt  dommen. Den lød på fortabelse af liv, ære og gods. Henrettelsen blev fastsat til den 6. juni, men på selve henrettelsesstedet blev han benådet til livsvarigt fængsel. Herefter førtes Schumacher, som han nu igen hed, tilbage til sit fængsel. Der sad han til 1680, hvorefter han flyttedes til Munkholm i Trondheim Fjord, hvor han levede i endnu atten år.

Den skånske Krig

Efter Griffenfelds fald kunne man se bort fra enhver diplomatisk hensyntagen til Frankrig; nu skulle Skåne erobres. I foråret 1676  marcherede den danske hær på 14.000 mand, hvervede og nationale regimenter mellem hverandre, op ved Øresunds kyst under ledelse af hertug Hans Adolf af Pløn i Holsten. På samme tid samlede Karl 11. sine tropper i Skåne. Svenskerne gjorde også en vældig flåde i under kommando af rigsråd  Lorenz Creutz klar. Efter nogle alvorlige uheld kunne flåden stå ned gennem Østersøen. Her mødte han den danske flåde under ledelse af Niels Juel, der havde fået sin uddannelse ved den hollandske marine.

Den danske flåde kom tidligere i søen end den svenske. Den fordel benyttede Niels Juel sig af til at erobre Gotland, men omsider kom det til kamp ud for Ystad. Den svenske flåde var til at begynde med betydeligt stærkere end den danske, men så ankom den hollandske hjælpeflåde under ledelse af Cornelis Tromp, og partiet var mere lige. Den 1. juli tørnede flåderne sammen ved Øland. Slaget endte med dansk sejr, og det bestemte Skåne til at blive sommerens kampplads. Den 27. juni ankrede den dansk-hollandske flåde op ved Ystad. Tropper blev sat land, og byen blev erobret. To dage senere gik den danske hær i land syd for Helsingborg, og snart var både Helsingborg og Landskrona på danske hænder. Herefter blev Malmø indesluttet medens den danske hovedstyrke gik mod Kristiansstad, som faldt, efter at den danske hær havde stormet byen.

Imens bredte forvirring og håbløshed sig i de svenske rækker. Karl 11. befalede tilbagetog, først til Blekinge, siden til Småland. Værre blev det, da dele af den danske hovedstyrke rykkede op i Halland og nåede helt op til Varberg, mens både Karlhamn og Kristianopel i Blekinge faldt.  Hermed var de tre gamle landsdele faktisk generobret, og de danske myndigheder påbegyndte en fordanskning af de skånske institutioner og den skånske befolkningen. Samtidig tilføjede snaphanerne og gøngerne i grænseområdet op til Småland den svenske hær betydelig skade.

Men uheldigvis opstod der strid om de militære operationer i Halland. Der fik hertug Hans Adolf til at trække sig som øverste chef for hæren, hvorefter Christian V overtog ledelsen sammen med sine generaler. Det svækkede helt afgjort den danske krigsindsats.

Sidst i oktober kom der bud om, at Karl 11. var på vej gennem Småland med en vældig hær.. Dens størrelse blev angivet til at være på 16-17.000 mand, og den for voldsomt frem, da den  fra Markaryd på grænsen til Halland rykkede ned i Skåne Danskerne forsvarede sig dog bravt og udnyttede deres stilling bag Lødde Å, mens svenskerne fortvivlet måtte tåle sygdomme, dårligt vejr og mangel på proviant.

Da kom vinteren Sverige til hjælp, og natten til den 4. december førte Karl 11. sin hær over den tilfrosne Lødde Å. Her tog han kampen op mod danskerne, og de voldsomme kampe endte med slaget ved Lund, der blev det blodigste, som nogen sinde er udkæmpet i Norden. Slaget endte med svensk sejr og 8.000 faldne, heraf de fleste danske. I Skåne lod resultatet sig ikke bortforklare, og de skånske bønderne var nu klar over, at den endelige befrielse fra det svenske regimente lod vente på sig, hvis den overhovedet kom.

Såvel Danmark som Sverige rustede dog for fuld kraft gennem vinteren 1676-77, og hen på foråret blev kampene genoptaget, både til lands og til søs. I begyndelsen havde danskerne en betydelig succes i Skåne, men tabte det meste igen. Til gengæld havde flåden styrke til at tvinge svenskerne i defensiven, og det forhindrede Karl 11. i at føre krigen over på dansk grund. Det sidste slag om Skåne stod ved Landskrona i maj 1677 og endte med svensk sejr. Til gengæld vandt Niels Juhl en strålede sejr over den svenske flåde i Køge Bugt den 1. juli.  Der gik dog endnu en tid, inden krigen endte. I maj 1678 forsøgte statholderen i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve, at indtage Bohus fæstning ved Götaelven nord for Göteborg. Det lykkedes ikke, men fæstningen blev skudt sønder og sammen. I forvejen havde han indtaget Marstrand med fæstningen Karlsten, men nu var den dansk-norske trussel mod Gôteborg bragt til ophør. Men Gyldenløve havde forhindrede, at svenskerne invaderede Norge.

Efterhånden kom der dog fredsforhandlinger i stand, og den 23. august 1679 undertegnedes den endelige traktat mellem de mange stridende parter i Fontainebleau under forsæde af  kong Ludvig 14.