Årene efter Hannibal Sehested

Reformerne virkede

Christoffer Gabel (1617-73), der i 1664 blev optaget i adelsstanden og udnævnt til  geheime-etats-og kammerråd, samt statholder, havde erobret magten efter Hannibal Sehested. Allerede da han var en snes år gammel blev han finansminister hos ærkebispen af Bremen, en stilling han fortsatte med at varetage, også efter at bispen var blevet kong Frederik III. Af sin egen søn er han blevet rost som en mand, for hvem kongen og han selv var et og alt. Det var en ret præcis beskrivelse, for Gabel kæmpede hele livet  for kongens fremgang og for sin egen. Nu gjaldt det for ham kun om at bevare det vundne.

Straks efter magtovertagelsen gennemførte Gabel sin hollandske politik. I 1666 blev der sluttet en alliance med Holland, skønt Hannibal Sehested nogle år forinden havde været på en diplomatisk mission til England og Frankrig, men nu var rollerne byttet om. Danmark skulle ifølge aftalen have subsidier, men de var ret beskedne. Den engelske gesandt mente at vide, at det hele  var kommet i stand, fordi hollænderne havde ladet 40.000 rigsdaler gå i Gabels lomme. Forbundet førte til gengæld til åben krig med England.

De udenlandske gesandter forsikrede tit og ofte, at det var Gabels uduelighed, som var skyld i det, men bag disse begivenheder lå den kendsgerning, at Hannibal Sehested havde satset på et tættere samarbejde med England, men denne satsning havde lidt nederlag og dermed bidraget til hans fald. Den svenske diplomat Sten Bielke, der besøgte Danmark i 1666, har givet en skildring af forholdene ved hoffet på den tid: ”Ved hoffet fandt jeg ellers temmelig stor konfusion, så at der blandt ministrene ingen enighed var.” Den hollandske flåde klarede imidlertid sagen for os, så englænderne ikke fik krummet ret mange hår på danske hoveder, og i 1667 kunne vi slutte fred uden gevinst og uden tab.

Reformernes virkning

Efterhånden havde tiden nogenlunde lægt Karl Gustav-krigenes sår. Næringslivet var kommet på fode. Mange ødegårde var blevet besat, nedbrændte bygninger erstattet af nye, marker taget i drift, og nye besætninger anskaffet. Handelen var igen kommet godt i gang, og livet på land og i by havde antaget normale former. Dertil kom, at året 1668 blev et usædvanligt godt år.

Præsten Anders Hjørring gav sin forundring frit løb: for få år siden havde landet været så ødelagt, at man næppe troede, der ville komme gode tider igen, ”men kære, kom nu hid og skue Guds gerning i dette 1668-år. Her udi København, hvor alting for dette land er dyrest, kunne af dette års høst købes en tønde rug for 5 mark, og udi landet og de andre provinser blev en tønde rug og byg solgt og købt for 3 mark.” Kvæg ”var så billig i pris, at man kunne købe en temmelig god ko eller kvie til at slagte for 6 sletdaler og et et ret godt slagtenød for 12 sletdaler, som udi belejringen kostede 100 sletdaler.”

Mange andre ting undrede Ander Hjørring: ”Kældrene finde vi fulde af ædende varer, lofterne over fulde af korn, rug og ærter, bryghuset med kamre og lofter fulde af malt og korn, og det store, vide loft over Børsen fuld af rug, korn, hvede, ærter, malt, havre og hvad til fornødenhed udkræves.” Ligeledes bemærker Hjørring, at officererne ”få deres rigtige sold og blive ærlig holdne, fast til forundring for alle.” På samme måde får flådens folk deres betaling, ”alle betjente og soldnere, gejstlige og verdslige at bekomme fornøjelighed.”

Disse udtalelser siger ikke så lidt om forholdene nogle år efter krigene og nogle få år Hanibal Sehested jordreformer. Men den gode Anders Hjørring forbinder ikke den synlige velstand med de reformer, som Hanibal Sehested havde gennemført. Det gør historikeren Gunnar Olsen, der er kilden til denne beretning, heller ikke, skønt man skulle mene, at sammenhængen er påfaldende.

Efterhånden fik Christoffer Gabel mange modstandere, og da Frederik III døde den 9. februar 1670, mistede han sin væsentligste støtte og måtte fortrække. Det skete i april 1670. I maj dannedes et nyt Geheimeråd. Peder Schumacher blev dets sekretær; dermed var han placeret i begivenhedernes centrum, og hans virke mindede ikke så lidt om Sehesteds.

Disse år var nemlig på ingen måde udelukkende præget af kampen om magten. På mange områder blev der udfoldet en stærk aktivitet, og der er ingen tvivl om, at Schumacher stod bag det meste. Statsfinanserne saneredes, hartkornsskatterne blev sat ned, Hoffets udgifter begrænsedes. Den hvervede hær reduceredes, til gengæld oprettedes et nationalt rytteri af unge udskrevne bønderkale. En betydelig gevinst tilfaldt adelen – det var næppe Schumacher, som stod bag – idet den fik skattefrihed for hovedgårdens jord. Dermed var forholdene lagt til rette for et adelsvælde, der i 1700-årene gjorde godsejernes fæstebønder retsløse.                                                

                                                 

                                            

Enevælden konsoliderer sig

Christoffer Gabels Magtperiode

Den 14. november 1665 blev Kongeloven underskrevet. Det skete 4 dage efter, at Hannibal Sehested for stedse havde forladt København. Man har set en sammenhæng mellem de to begivenheder, for Sehesteds forsvinden betøde ikke bare en sejr for Christoffer Gabel, men også en sejr for den uindskrænkede enevælde, som den kom til udtryk i Kongeloven. Sehested havde utvivlsom været stærkt medvirkende ved forløberen for enevældens indførelse, nemlig vedtagelsen af Enevoldsregeringsakten i januar1661, men hans mål havde åbenbart ikke været den enevælde, der blev arveregeringens følge.

Udarbejdelsen af Kongeloven tog sin tid. Allerede kort tid efter arveregeringens indførelse havde Frederik III fundet det ønskeligt at få denne og enevælden lovfæstet. Flere retslærde gav deres bud, men ingen af dem vandt gehør hos kongen. Han fandt forslagene for uklart formulerede. Derfor over overlod han det videre arbejdet til den unge Peder Schumacher, der i løbet af sommeren  1665 gjorde den tekst færdig, som kongen kunne godkende. Bag Schumachers og han forgængeres arbejde lå der en lang tids udvikling inden for de europæiske statsretslige teorier, der fremhævede den stærke, udelte statsmagt som den ideale styreform.

Kongeloven beskæftiger sig først og fremmest med forfatningen, dvs. med kongens pligter og rettigheder. Kongens pligter var få. Han skal dyrke Gud efter dennes egne ord og den Augsburgske Trosbekendelse; han skal holde landet udelt – han måtte ikke udstykke det til sine børn; og han må ikke forringe sin egen enevoldsmagt. Hvis nogen konge gjorde det dette sidste, skulle hans efterfølgere på tronen betragte det som ugjort.

Rettighederne er flere, ja faktisk altomfattende. Kongeloven fastslår, at kongen for undersåtterne er er det øverste hoved på Jorden. Han er den øverste dommer i alle kirkelige og verdslige anliggender, og hævet over alle verdslige love; hans domme kan ikke appelleres, undtagen til Gud. Dertil har kongen den øverste, totalt ubundne lovgivende magt; og det præciseres, hvis nogen skulle være i tvivl, at han efter forgodtbefindende kan udstede, ophæve eller ændre enhver lov, og han kan undtage hvem, eller hvad han vil, fra alle love. Kun èn lov kan han ikke ændre: Kongeloven selv, for den skal være urokkelig.

Kongen kan endvidere udnævne og afsætte alle embedsmænd. Han har øverste våbenmagt, han kan erklære krig, slutte fred og indgå forbund. Ligeledes kan han, som det passer ham, pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder,”thi som bekendt kan man ikke have fred uden våben, ikke våben uden løn, og ikke løn uden skatter.” Kongen er kirkens og gejstlighedens øverste styrer og leder alt, hvad der vedrører gudstjenesten. Kongeloven indeholder desuden bestemmelser om en formynderregering, om kongens regeringstiltrædelse, om hans husret og om arvefølgen, Hvad det sidste angår er hovedreglen, at mænd altid skal have arveret frem for kvinder, og mænds afkom frem for kvinders afkom. Endelig indeholder loven bl.a. en advarsel for ministre, som tillister sig noget af kongens magt; de skal straffes som majestætsforbrydere, hedder det.

Enevælden var nu sikret, og man kunne tro, at denne triumf for Frederik III, Christoffer Gabel og de øvrige svorne tilhænger af den absolutte enevælde straks skulle forkyndes for alverden. Men det blev ikke sådan. Kongen underskrev Kongeloven i november 1665, hvorefter den blev lagt under lås og lukke. Frygtede kongen, at den skulle virke for prokerende på undersåtterne, eller turde han ikke lade dronning Sofie Amalie se den, fordi hun efter lovens paragraffer kunne udelukkes fra en eventuel formynderregering. Da Gabel opfordrede kongen til at lade loven offentliggøre, skal han have svaret: ”Lad mig have husfred med dronningen.”