AIIB vokser

EU- lande går med i kinesisk udviklingsbank

Tilbage i oktober sidste år underskrev 21 asiatiske lande en aftale om at oprette AIIB, Den Asiatiske   Infrastruktur-Investerings Bank. Tre måneder tidligere var også NDB, Den Nye Udviklingsbank, blevet oprettet på kinesisk initiativ. I midten af marts i år bekendtgjorde Storbritannien, at man ville deltage i den nye investeringsbank. Herefter fulgte tre andre EU-lande med, nemlig Tyskland, Frankrig og Italien. De fire lande meddelte samtidig, at de ikke kun ville være partnere, men også var parate til at skyde penge i foretagendet.

I Washington reagerede regeringen med kritik af briterne. Det viste, hvor betænkelig USA var i sit forhold til AIIB, især med hensyn til miljø og korruption. Også Japan udtrykte man bekymring og spurgte, om den nye bank ville være i stand til at sikre god regeringsførelse i de lande, den opererede i.

De to lande bekymrede sig nok mest om, hvorvidt Kina ville udbygge sin indflydelse i den asiatiske region  på  deres  bekostning,  for  de  havde  allerede  i  1966  oprettet    Den Asiatiske Udviklingsbank med hovedsæde i Filippinernes hovedstad Manila. Banken har 67 medlemmer, hvoraf Japan og USA er de dominerende med de fleste aktier i banken. Japan har dog stået for ledelsen gennem alle årene.

Den 20. marts bragte Politiken en vurdering fra den tidligere leder af  Den Internationale Valuta-fonds afdeling i Kina, Edward Prasad, som havde stået i Financial Times. Her skrev Prasad, at USA selv havde malet sig op i et hjørne, blandt andet fordi Kongressen havde blokeret for reformer i Den Internationale Valutafond, der ikke  have villet givet udviklingslande og for eksempel Kina, Indien og Rusland større indflydelse.

Til Financial Times udtalte Prasad: ”Når USA påtager sig en førerrolle, men ikke evner at komme helt i mål, medfører det en marginalisering af USA’s indflydelse. At de gamle spillere som Storbritannien og Tyskland nu falder over hinanden for at kaste sig næsegrus foran Kina, er det sandelig et tegn på en ny verdensorden.” Ifølge Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble handler det om at kunne påvirke AIIBs udvikling fra starten.

Det forventes, at flere lande vil tilslutte sig AIIB, måske Australien, Sydkorea og Japan. I hvert fald blev der den 21. marts afholdt et udenrigsministermøde i Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor repræsentanter fra Kina, Sydkorea og Japan havde sat hinanden stævne. Her vedtog de en aftalte, der gik ud på at etablere et møde mellem de tre landes lederne. Samtidig var mødet et signal om, at Kina og Sydkorea ønskede at dæmpe deres dårlige forhold til Japan og de pinlige erindringer fra krigens tid.

På mødet benyttede den kinesiske udenrigsminister lejlighed til at invitere Sydkorea med i AIIB. Til den japanske udenrigsminister sagde han: ”Det er en asiatisk investeringsbank i infrastruktur, og Japan er en vigtig del af Asien.

Problemet for Washington er, at AIIB er en konkurrent til Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank, hvor amerikanerne har stor indflydelse. De nye institutioner vil uden tvivl skabe øget konkurrence, og det kan formentlig ikke skade nogen! Vi lever jo i en globaliseret verden.

 

Stemmefiskerne vil kvæle debatten om fornyelse af ejendomsbeskatningen

Hvornår er nok nok, når vi taler ejendomsskat?

Jeg stiller dette spørgsmål, fordi de konservatives partiformand Søren Pape sammen med Gentoftes borgmester Hans Toft har sendt et brev til borgerne med overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomsskatter.

Havde Søren Pape lyttet til sit partimedlem Søren-Michael Pihl, der den 20. november 2014 opfordrede til nytænkning omkring ejendomsbeskatningen, kunne han, i konsekvens af at han fører sig frem som den ypperste forkæmper for nedbringelse af indkomstskatten, have overvejet overskriften: Nu er det nok: Stop de evigt stigende ejendomspriser.

 Eller han kunne have tordnet: Stop boligkasinoet.

For de unge mennesker, der sparer op til køb af ejerbolig, havde de sidste 2 udmeldinger været betydeligt mere relevante. De har i relativ frisk erindring beretningerne om dem, der købte lige før boligboblen brast og som i forbindelse med ophør af parforhold, sygdom eller jobtab fik smadret deres økonomi. Samtidig har de kunnet konstatere, hvordan de, der efterfølgende købte på bunden af markedet i København og på Frederiksberg har fået foræret milliongevinster. Gevinster, som for at gøre uretfærdigheden fuldkommen, er skattefrie!

Alle ansvarlige økonomer ville have foretrukket, at Søren Pape havde meldt ud: Stop boligboblerne.

Produktivitetskommissionen ville ønske, at Søren Pape havde taget ved lære af dens klokkeklare konklusioner og sagt: Ned med indkomstskatten. Op med den løbende beskatning af fast ejendom.

Men hvornår er nok så nok? Det spørgsmål har de økonomiske vismænd allerede besvaret, da den seneste boligboble var under opbygning, hvor de klart og tydeligt sagde til Anders Fogh: Boligmarkedet skal stabiliseres! Som bekendt talte de for døve øren. Anders Fogh drog efterfølgende udenlands til et godt job som NATO-generalsekretær og efterlod regningen til danskerne, hvor det var de dårligst stillede, som særligt fik den at føle.

Nok er altså nok, når ejendomsprisernes himmelflugt er stoppet.

Der er en række andre gode grunde til en rigtigt doseret ejendomsskat. Dette har jeg den 26. nov. 2014 redegjort for i debatindlægget “Fornyelse af ejendomsbeskatningen er hårdt tiltrængt” ( http://retsforbundet.dk/2014/12/14/fornyelse-af-ejendomsbeskatningen-er-haardt-tiltraengt/ ). Her skal kun fremhæves, at en fornyelse af ejendomsbeskatningen også skal omfatte en omlægning af skatten på boligen til en skat på grunden, hvilket er en, ikke uvæsentlig, præcisering af konklusionen fra produktivitetskommissionen.

Selv om den nuværende brug af ejendomsbeskatningen indebærer generationstyveri, uretfærdig fordeling af værdiskabelsen i samfundet, risiko (eller snarere vished) for økonomiske kriser og virker hæmmende for udviklingen, så vil Søren Pape ikke i et valgår tage debatten om den nødvendige fornyelse. En fornyelse som markant kan nedbringe skatten på arbejde.

Søren Pape står ikke alene. Ingen af de andre partier ønsker at tage denne helt afgørende debat. Der er derfor al mulig grund til at støtte Retsforbundets bestræbelser på at komme i Folketinget og fastholde fokus på denne grundsten i fordelingspolitikken.